”Vadder Victor”

”Vadder Victor” strandet ved Rindby, november 1923. skibet var lastet med dynamit. Billede Fiskeri- og Søfartsmuseet. 

En øjenvidneskildring af skonnertens stranding på Fanø 

Af Poul Bildsøe Hansen 

”En gang i november 1923 strandede en skonnert på Fanø. Vi var nogle drenge, der, tiltrukket af spændingen, vovede os ud i klitterne, hvor det foregik. Her er, hvad jeg som niårig dreng opfattede af den dramatiske hændelse: 

Havet i vildeste oprør. Grådigt åd det sig ind i klitrækken, så den efter stormen stod som en lodret mur hele øen langs.

Havskum fløj gennem luften og satte sig som hvide klatter rundt omkring. En lille gruppe tilskuere stod tæt klumpet sammen og skuttede sig oppe i klitten. Blandt dem var nogle drenge, de klamrede sig til hinanden for ikke at vælte omkuld i den barske storm. Havets larm var øredøvende. Samtalende måtte råbe hinanden i ørerne. Derude ikke ret langt fra land huggede i brændingen en stor, sort skonnert. Man kunne skimte folkene ombord. En redningsaktion var i gang. Redningsbåden var kørt ned på stranden og trukket fri af sine kørehjul. Hestene var trukket i læ i en klitrække længere tilbage. De havde muleposer på og prustede fredeligt, mens vinden rev i deres haler og man. 

Stovte mænd i olietøj og sydvest tumlede med den tunge båd. Gang på gang fik de den skubbet ud i vandet og årerne stukket ud. Man kunne se, hvorledes de baksede med de lange, tunge årer. Men forgæves. Før årerne kunne få tag i vandet, var båden atter drevet op på stranden. Til sidst måtte man give op.

Man kunne nu se, hvorledes nogle af redningsfolkene var ved at gøre klar til afskydning af raketter. Man ville skyde en line ud til det nødstedte skib. Raketten hvislede som en ildfugl hvæsende gennem luften. En tynd line flagrede efter den. Men stormen var den stærkeste. Raketten blev brutalt slynget ud af kurs og ramte ikke målet. Man forsøgte med flere raketter, men også det var forgæves.

Noget blev signaleret derud. Et øjeblik efter kunne man se, at noget blev kastet overbord. Det viste sig at være en redningskrans med en line fastgjort i. den drev hoppende og gyngende mod land, men nåede aldrig så langt ind at det blev muligt at fange den.

En solid tovforbindelse blev nu etableret ud til skibet. Redningsbåden kunne nu, ved bådmandskabets stærke kræfter, trækkes ud til skibet. Den nødstedte besætning kunne nu bjærges i land. Udmattede og forkomne stod de der, men de var ranke, ikke ynkelige. De var også rigtige søfolk. Der blev nu sørget for, at de kom i hus for at blive tørre og varme og vel også for at få en tiltrængt søvn. 

Jeg kunne traske hjem en stærk oplevelse rigere. Selv nu, her 77 år efter, står den tydeligt i min erindring.” 

En beretning om Vadder Victors stranding 

Den 16. november 1923 ved 3-tiden fløj over byen rygtet om, at et skib var ved at strande på Nordby Forstrand. En stor mængde mennesker satte kursen mod stranden. Det viste sig at være 3m skonnert ”Vadder Victor” af Bremen der var strandet ca. 1 ½ km syd for Kurhotellet, hvor den lå midt i en kogende brænding. 

Redningsvæsenet var blevet varslet kl. 14.30 og mandskabet var blevet tilsagt pr. ridende bud, og der var ringet efter transporthestene. Redningsbåden gjordes klar og kørtes af 4 par heste, 2 vogne læsset med tilbehør samt raketapparaterne kørtes til strandingsstedet. 

Det var meget vanskeligt at komme ned på stranden, idet vandet stod helt oppe ved klitterne. Man forsøgte først med afsending af en raket for at få forbindelse med skibet, men forsøget mislykkedes, forsi skibet netop foretog en drejning, hvorved linen faldt på yderenden af bovsprydet og straks efter faldt i vandet. Redningsmandskabet forsøgte derefter at gå ud med redningsbåden, men blev gang på gang kastet tilbage af den frådende sø, og det så ud som forbindelse ikke skulle nås med skibet.

På dette tidspunkt forsøgte en styrmandselev, som forstod at morse på tysk, at gøre mandskabet på skibet forståelig, at det måtte forsøge ved hjælp af en redningskrans eller andet, at få en line i land, dette blev straks forsøgt, og lykkedes omsider ved, at to andre navigatørelever tog hinanden i hånden, og med hver en line om livet gik i søen, og fik fat i redningskransen, hvortil der var fastgjort en line, og dermed var der skaffet forbindelse idet redningsbåden herefter kunne gå ud ved at holde fast i den trosse der var halet ombord ved hjælp af linen, og det lykkedes derefter at redde 4 mand oh 1 dame; 4 unge mennesker var tidligere i skibets egen båd lykkelig nået ind i land, ind til kysten og dermed var det meget vanskelige bjergningsforetagende bragt til en heldig afslutning. 

De tre elever der gjorde det pæne arbejde derude, var elev Schmidt som morsede og de to, der gik i søen, var eleverne Karl Ågesen og Anker Hansen. 

Mandskabet bestod af kaptajn Victor Alcher og frue, styrmand Anton Barre, tømrer Bundlow, matros Barkert, sejlmager Bruun, kok Heinrich Bents og skibsdrengene Stephan og Färber, i alt 9 mand. 

Skibet afgik fra Hamborg den 10. november og ankrede ved Grådyb Tønde onsdag formiddag den 15. november kl. 11, men den 18. november, fredag eftermiddag, viste det sig at ankrene ikke kunne holde og skibet drev, stadig med ankrene i bund, rask ind mod stranden, hvor det stødte kl. ca. 15.  

Skibet var på rejse fra Hamborg til Porte Columbia med en ladning der bestod af 500 kasser dynamit, 45 kasser tændsats og 1 kasse krudt samt 130 tons ballastsand. Skibet der var bygget af jern, målte 244 register tons, var 7 år gammel og bygget i Bremerhaven. Det var forsikret hos Carl Johan Klingenberg i Bremen, men forsikringssummen for både skib og last, kendtes ikke. Fragten for ladningen var 375 £. 

Mandskabet, hvoraf nogle, navnlig de yngre, var en del medtaget, bragtes snarest ind til Rindby, hvor de hos gårdejer Jens S. Jensen blev modtaget og hjulpet, både med tørt tøj og mad., og de der var mest medtaget kom i seng for at få udhvilet. Hos Jensen overnattede de 6, kaptajnen og fruen indlogeredes hos redningsbådsbestyreren, mens styrmanden fulgte med strandfogeden hjem. 

Kaptajnen mener, at skibet af en god slæber kunne tages af grunden så snart vejret bedrer sig; men så nemt skulle det ikke gå, idet skibet sad meget højt i stranden. Politimester Fritche, politifuldmægtig S. Hansen, politiassistent Rudkøbing og statsbetjent Møller tog straks til Fanø med ”Vildanden”, og var ude på strandingsstedet da redningsbåden bragte mandskabet i land. 

Politimesteren optog straks et foreløbigt forhør over kaptajnen. Mandskabet kom senere i søforhør, det tyske konsulat var underrettet og forventedes at ankomme snarest, for at tage de fornødne bestemmelser med hensyn til skib og ladning.

Billede: Fiskeri- og Søfartsmuseet 

Søretsforhøret over ”Vadder Victor” – skibsjournalen er brændt 

Tirsdag den 20. november afholdtes en omfattende søretsforklaring i anledning af ”Vadder Victor”s stranding på Fanø. Som tolk for retten under afhøringerne fungerede skibsmægler Lassen, Esbjerg.

Kaptajn og styrmand afgav en forklaring i overensstemmelse med, hvad de havde forklaret til strandingsprotokollen om begivenhedernes forløb. 

Strandfogeden på Fanø og bjergningsmandskabets leder blev begge afhørte og forklarede, at redningsbåden og raketapparaterne havde været til stede så hurtigt som muligt i fuld brugelig stand. 

Skibsjournalen havde lidt en krank skæbne. Tømmermanden tabte den nemlig da han ville gå fra borde, men bogen drev i land, og den blev herefter overgivet til en af de stedlige embedsmænd. Denne lagde den til tørring, men en pige i huset troede, at det var gammelt papir og brændte den. Heldigvis havde man dog i forvejen læst, hvad der havde interesse, så skaden var ikke så stor. 

Kaptajnen aflagde en fuldstændig forklaring om såvel grunden til strandingen som om selve strandingen, og udtalte sin fulde anerkendelse af redningsbådens anstrengelser for at bringe skibet hjælp. Hans forklaring oplæstes for det samlede mandskab som derefter en for en, blev spurgt om, de kunne tiltræde forklaringen, og alle kunne godkende samme. 

Strandfogeden blev spurgt om tidspunkterne for skibets stranding, redningsbådens ankomst, mandskabets ilandbjergning osv. Til sidst blev han spurgt om han havde indtryk af, at der blev gjort alt fra redningsvæsenets side for at bringe hjælp. Dette blev besvaret med et ubetinget ja. 

Opsynsmanden for redningsbåden blev udspurgt om redningsbådens optræden og udtalte, at han var sig bevidst at have gjort sin pligt, hvilket bekræftedes af bådens fører. 

Samme dag som sørettens afholdelse ankom en repræsentant for assurandørerne, kaptajn Nidel. Han tog straks ud til skibet, og besøget resulterede i, at der blev fastsat vilkår for skibets bjergning, og der forlangtes tilbud indgivet senest samme aften. Kl. 17 var der indgået tre tilbud, fra Svitzers Bjergningsentreprise, fra Hans Sørensen, Esbjerg og fisker Sonnichsen, Sønderho.

”Vadder Victor” helt oppe i klitterne ved frk. Petersens sommerhus i Rindby, i øvrigt det første sommerhus på Fanø. Billede Fiskeri- og Søfartsmuseet 

Svitzer blev engageret, og indgik kompagniskab med Claus Sørensen og Nordby Sogns Bjergelaug, der havde akkord med Svitzer, skal assistere ved bjergningen. 

Da strandinteressenterne mente at have krav på at blive taget i betragtning ved denne bjergning, ved at yde assistance med arbejde og vagthold, og dette blev bestridt fra bjergelavets side, blev der, på foranledning af Svitzers repræsentant, hr. Ungerskov og hr. Claus Sørensen, indvarslet til generalforsamling i Rindby Forsamlingshus og for strandinteressenterne var indbudt strandforpagterne og strandens tilsynsråd. Efter nogen forhandling, der lededes af gårdejer H. Olsen, enedes man om, at de strandinteressenter, som på en henvendelse erklærede at de ønskede at deltage i arbejdet, kunne komme med, på lige fod og på samme betingelser, som bjergelavets medlemmer. 

Henrik Olsen 

Kaptajn Alcher og frue havde taget ophold på hotel ”Krogaarden”, og det øvrige mandskab blev afmønstret, og styrmand Barre og 5 mand afrejste så til deres respektive hjem i Tyskland. Foruden kaptajnen og hans hustru forblev tømmermanden på Fanø. 

Forstander Jensen, marinens kemiske laboratorium, ankom til Fanø for at undersøge dynamitladningen om bord på ”Vadder Victor”. 

Lørdag den 1. december tog kaptajn Alcher og frue ophold på skibet, og venter på, at skibet skal blive taget af grunden. Claus Sørensen og Svitzer har nu sluttet akkord om skibets bjergning, og arbejdet med at sætte det ud er påbegyndt, idet store ankere er lagt ud og ballasten smidt over rælingen. Sprængstoffet skulle, efter at der var indgået tilladelse fra Justitsministeriet, anbringes i et lille træhus ved Kirkevejen, indtil det kan bringes ud i skibet, når dette igen flyder på voverne. 

Omkring den 17. december, efter et ihærdigt arbejde af bjergelavet i Nordby, var ”Vadder Victor” bragt så langt ud i søen, at den mandag aften ved indtrædende højvande kunne bringes til at flyde på Vesterhavet. Mandskabet var mødt, og var klar til at tage den, efter dets mening, sidste tørn med at bringe skibet flot. 

Umiddelbart før højvandets indtræden kom imidlertid Claus Sørensen til stede og han forbød, at skibet bragtes længere ud, af hensyn til den fare, der kunne blive for skibet, om der kom storm, og mandskabet sendtes derefter hjem, idet den ledende forbjerger, kaptajn K. P. Pedersen, var enig med Claus Sørensen. 

Morgenen efter mødte imidlertid et nyt hold mandskab, og skibet bragtes til at flyde, men desværre alt for tidlig, idet der rejste sig en stærk storm, og ”Vadder Victor” sprængte sine fortøjninger og vendte stævnen mod Fanø strand, hvor den atter gik på grund. 

Hvem der bærer ansvaret for den uheldige situation er vel ikke nemt at afgøre, idet den ledende forbjerger hævder at Svitzer burde have været til stede og taget skibet, da det flød, men fra anden side hævdes det, at skylden til dels må tilskrives den omstændighed, at Claus Sørensens ordre om ikke at bringe skibet længere ud af hensyn til faren for storm, er blevet til sidesat. Indlægget her var bragt anonymt i Fanø Ugeblad.

Oscar Mørch 

Og den 12. januar 1824 tager forbjerger O. Mørch til genmæle overfor indlægget, og mener at artiklen er langt fra sandheden og skyldsspørgsmålet ikke kan ligge hos forbjergeren. Han udtaler at Claus Sørensen aldrig har afgivet ordre om at vente med at bringe skibet flot, og skriver, at der havde været fuld enighed om bjergningen mellem forbjergeren og Claus Sørensen. 

I begyndelsen af april blev ”Vadder Victor” efter et stort arbejde af Claus Sørensens bjergningsselskab sammen med Nordby Bjergelaug, atter bragt flot, og blev slæbt ind til Esbjerg, hvor det skulle i dokken. Efter dokningen skal skibet atter indtage dynamitlasten og afsejle til Sydamerika med den farlige ladning. 

Claus Sørensen beretter følgende om bjergningen af ”Vadder Victor”:

Den tremastede skonnert ”Vadder Victor” strandede ved Rindby på Fanø i november 1923. sejlskibet var lastet med dynamit og bound for Sydamerika. Kaptajnen havde taget kaptajnseksamen, men var slet ikke sømand, han havde al sin viden fra bøger. Resultatet blev, at han på vej ud af Elben mod den engelske kanal strandede på Fanø. Det var dog stormen, der satte ham ind, så han var nok noget undskyldt.

Forholdet til Svitzer

Svitzers repræsentant, kaptajn Ungerskov, var straks blevet sendt herned fra Frederikshavn. Han henvendte sig til mig på mit kontor for at snakke om bjergningen. ”Ja, det er noget kedeligt noget,” sagde han, ”at vi ligger her og konkurrerer med hinanden.” ”Ja,” sagde jeg, ”jeg er jo den lille mand i selskabet og må jo forsøge at få det bedste ud af det, I er jo de store”. Inden for Svitzer havde de en meget streng direktør, generalkonsul Heckner, der ikke tog hensyn, han tålte ikke konkurrenter. Som forretningsmand var han meget hård, men som privatmand var han en behagelig person, som jeg havde stor fornøjelse af senere at besøge i hans jagthytte og sommerhus ved Skiveren.

Samarbejde med Svitzer

Kaptajn Ungerskov var noget trykket over situationen. ”Ja, ”Vadder Victor”, det er jo lige et skib, som passer min lille virksomhed,” sagde jeg. Den var lige uden for vores dør, og det var noget, jeg syntes vi var specialister i at bjærge. ”Den får I ikke!” ”Ja,” mente Ungerskov, ”kan vi dog ikke lave et kompromis?” ”Ja, det er selvfølgelig op til Jer, når I virkelig tilbyder, at vi kan arbejde i fællesskab, har jeg ikke noget imod det.” Betingelserne med hensyn til indtægter og udgifter skulle være fifty-fifty, vi skulle påtage os at sætte skibet ud, mens Svitzer skulle slæbe det ud med deres bjærgningsfartøj. På det tidspunkt var ”Bjørn” næsten færdig, så hvis den ifølge aftalen nåede at blive klar, skulle begge både hjælpe til ved udsætningen og bugseringen af ”Vadder Victor”. Vi gav begg et tilbud ind, som lå meget nær hinanden.

Selve bjærgningen af dynamitskibet forløb ikke helt uden dramatik. Der blev udlagt en 6” tyk ståltrosse med to styk 2 tons ankre ud over tredje revle og med tampen ombord i det strandede skib forbundet ved en firskåren talje. Vi fik gravet en stor kanal rundt om og foran skibet, således at vi med vestlig vind og søgang kunne hale skibet udover revlerne.

I december kom så stormen, men kraftigere end vi havde ønsket, idet vindstyrken steg til orkan. Vi kunne godt nok hale ”Vadder Victor” ud af stranden og over første og anden revle, men det var umuligt for en slæbebåd at komme ind i nærheden af skibet. Det red for sin svære ståltrosse og ankre, men huggede voldsomt mod havbunden i den svære sø. Hen på natten, da orkanen var på sit højeste, sprang den 6” tykke ståltrosse, og skibet drev ind, helt oppe til klitterne ved frk. Petersens sommerhus i Rindby, i øvrigt det første sommerhus på Fanø. Der var 150 m ned til daglig højvande.

Dynamitskibet på bedding

Vi lossede dynamitten ud af skibet, og i vinterens løb samlede vimateriel til at løfte skibet op, så det kunne sættes på en bedding. ”Vadder Victor” vejede hen ved 400 tons. I april måned begyndte bjrægningsarbejdet. Nordby Bjærgelaug blev ledet af forbjærger N. M. Kallesen og kaptajn Pedersen, der i sine yngre dage havde sejlet slaver fra Afrika til USA. Ved hjælp af store hydrauliske 50 tons løftedonkrafte løftede vi først den ene side op, dvs. vi væltede den op, opklodesede den og løftede herefter den anden side. For at den tunge vægt ikke skulle presse vor bedding ned i sandet, anbragte vi først en række plankeflader på stranden og lagde herover 30 cm svære bjælker på langs ind under skibet i hver side. Over bjælkelaget lagde vi igen fedtlapper indsmurt i varm tælle for at de lettere kunne glide på bjælkerne. Fedtlapperne bestod af 3 meter lange egeplanker, 8 i hver side.

”Vadder Victor” opklodset på fedtlap og slisker med underliggere. Træklodsen øverst var støtte under løftning med donkraft.

”Vadder Victor” er løftet op på slisker, der hviler på underliggere. Mellem slisker og skibsbund ligger der fedtlapper, som glider på slisken under udhalingen af fartøjet. I forgrunden midtfor ses den tyske kaptajn. 1924.

Køreklar

Skibet var nu køreklar, men før det kunne flyde måtte vi overvinde 250 m, og det var langt at slæbe et 400 tons tungt fartøj.

”Bjørn” måtte ligge 1000 m udenfor revlen og hive på ståltrossen ind til ”Vadder Victor”. Vi kunne egentlig kun trække en skibslængde ad gangen, da planker og bjælkelag skulle flyttes fremefter, men i praksis blev der dog slæbt på skibet hele tiden., idet bjærgningsfolkene bar plankerne ned mod stranden, efterhånden som de blev fri agterude, mens en hest slæbte bjælkerne.

”Vadder Victor” på slisker. ”Bjørn” ses i baggrunden.

Skibet var svært at få i gang, men det lykkedes til sidst at få det til at bevæge sig. Det var et slid for bjærgelavet. Fra morgen til aften sliskede vi det tunge skib 250 m. undervejs måtte vi nivellere terrænet, så beddingen kunne holde til det store tryk. Ved aftenstid var ”Vadder Victor” nået ned til den yderste vandkant ved lavvande, og ved andet højvande næste dags morgen lykkedes det ”Bjørn” at hive havaristen udover revlerne. I sikkerhed i farvandet ved Fanøs nordspids blev dynamitten bragt ombord på den gamle plads, og ”Vadder Victor” kunne fortsætte sin rejse til Sydamerika.