 |
Før Det danske
redningsvæsen blev organiseret i midten af 1800-tallet havde Fanøs
beboere i stor udstrækning selv udøvet redningsvirksomhed. Hertil
benyttede de deres egne både, som fx ”Den
gode Hensigt” og ”Det gode Haab”, disse var ofte redningsbåde og med
ved strandinger, skipperne var Hans og Niels Brinch.
Det var overladt
til hvem som helst, som havde mod og erfaring til at redde
skibbrudne, og på Fanø har der aldrig manglet hverken mod eller
vilje til at gå gennem selv den hårdeste brænding, når menneskeliv
var i fare. Erfaringen i at gennemføre en redningsaktion kunne være
opnået i situationer, hvor de selv som skibbrudne på fremmede
kyster, kunne være reddet.
|
Flere gange er det
reddede skib udsat og repareret på øens skibsværfter. Både arbejdet med
udsætningen og reparationen samt bjergningen af gods og vrag har til
tider givet store indtægter for beboerne. Mange kostbare skibsladninger
er bjerget i land og solgt på auktioner til udenbys købere, hvorved båd-
og lægterførere har haft gode fortjenester ved transport af godset.
Kun enkelte
beretninger om disse mænds redningsdåd er ikke gået i glemmebogen, idet
de er blevet indberettet til birkedommeren på Fanø, og således bevaret
som vidnesbyrd for eftertiden. Vi kan stykke beretninger sammen fra
nævnte beretninger, og historier fortalt i Kromanns Fanø Historie,
redningsstationernes indberetningsprotokoller og gennem aviser.
|
Alt arbejde
stoppede når råbet lød, at et skib var ved at strande. Det blev
råbt højt i byens gader: ”En skiv i æ straand”.
Alle ilede
til stranden, og redningsmændene nåede ikke altid at få støvler
og olietøj på, men måtte gå i båden som de stod og gik, og kom
derfor altid dyngvåde hjem. Dette vidste kvinderne, som i
klitterne fik sat en kedel med øl i kog, så at både de
skibbrudne og redningsfolkene kunne få en tiltrængt varm
hjertestyrkning, når de nåede i land igen.
Strandingerne, der blev den enes ulykke, blev i mange tilfælde
den andens lykke – og hvad havet lagde for klitternes fod,
behøvede man ikke at købe i dyre domme fra fastlandet.
Strandingsauktioner var kystboernes markedsplads.
|
 |
|
HJEM