 |
De første
redningsraketter, der kom i brug herhjemme, var engelske. I 1862
lykkedes det at fremstille brugbare redningsraketter på
Orlogsværftet. Illustration fra 1872.
Raketterne
voldte en del problemer, idet de nogle gange sprang i luften
under udsendelsen. Andre gange var det den strandede besætning
der stod for skud: Ved en stranding ved Læsø i 1884 gennemborede
en raket først skansebeklædningen af dobbelte brædder, dernæst
et godt 5 cm tykt stykke egetræ for så endelig at ende i
kaptajnens brystkasse, med hans øjeblikkelige død til følge.
Om brugen af raketudstyret, ”raketkasteapparatet”, som det
kaldtes i de første år, gengiver vi her et resume fra 1878 af
processen, efter at raketten er udskudt.
|
|
Claudis instruks fra 1851.
Når det var lykkedes at ramme med en line over skibet, skulle de
skibbrudne så hurtigt som muligt fange den ”og tilkendegive
dette for folkene i land ved på iøjnefaldende måde at vinke til
dem med et flag, en hue eller hvilket som helst, om natten med
en tændt lanterne”. Når der fra land derefter gøres et lignende
signal, skal de hale linen til sig ombord, og der vil da
medfølge et stjerteblok, hvori der ligger bugten af en smækker
trosse (ud- og indhaler).
Ved blokken er desuden fastgjort et lille bræt med anvisning om,
hvad de skibbrudne har at gøre. Stjerteblokken gøres fast på
masten omtrent 15 fod over dækket; er masterne gået overbord, da
på det højeste faste sted på skibet. Raketlinen, der er fast om
begge parter af trossen, løsgøres, og der gives signal tilland
som ovenanført. Ud- og indhaleren er imidlertid af folkene i
land gjort fast til en 3 ½ tommes trosse, der nu bliver halet ud
til skibet. Tampen af denne trosse fastgøres om muligt 1 – 2 fod
oven over stjerteblokken. Signal gøres til land, og
redningsstolen kan nu, vandrende med sin kovs på den svære
trosse, føres ud til skibet, og redningen af de ombordværende
iværksættes med én person ad gangen, kvinder, børn og passagerer
først”.
|
 |
Anvisning i brugen af raketapparat og redningsstol.
Fra A. Andersens beretning (link) kan vi læse at arbejdet med
redningsraketterne absolut ikke var ufarlig:
”Medens de ved Søetatens laboratorium fra begyndelsen og i flere
paafølgende aar forfærdigede og til redningsvæsenet leverede raketter
viste sig ved brugen, at være heldige, forandreredes dette senere med
den virkning at explosioner indtraf under affyringen.
Nogle af disse tilfælde indtraf under usædvanlige omstændigheder,
hvorved en vis og vidtrækkende opmærksomhed end den sædvanlige
fremkaldtes.
Under Hans Majestæt Kongens besøg med følge i Lønstrup den 15de August
1871 og den 20de s.m. ved Hantholm exploderede nemlig 2 af 3 benyttede
raketter, henholdsvis no. 788 og no. 767, og spredte stykker af
jernhylsteret et kortere stykke udenfor stativet i en halvkreds ud over
havet, ved hvilke kastene foretoges. Dette uformodede og triste
resultat, hvorved ulykke kunde være afstedkommet, fremkaldte under de
foreliggende omstændigheder megen bevægelse blandt den i anledning af
Hans Majestæts besøg til stede værende store menneskemængde.
En tilsvarende begivenhed indtraf den 4de Oktober 1875 under Hans
Kongelige Højhed Kronprinsens og Hans kejserlige Højhed
Storfyrsttronfølger Alexander med følges besøg ved redningstationen
Flyvholm.
”Under afbevyttelsen af ældre raketter hændte det oftere, at explosionen
indtraf ved tændingen. I et saadant tilfælde, nemlig den 8de December
1872 under en ved stationen Nørre Vorupør afholdt øvelse, blev
opsynsmanden saaret saaledes, at han derved mistede sit ene øje.”
Redningsraketten skydes ud over skibet mellem masterne (øverst), og
efter anbringelse af blokken og udfiring af redningsstolen, kan den
første af de skibbrudne hales mod land i stolen (nederst).
Illustrationen i beskrivelse af Det danske redningsvæsen, udgivet 1858.
|
HJEM