Sønderho redningsstation 1907

Bådstationernes mandskab bestod fra starten af i alt 13 personer. 12 mand i båden og 1 opsynsmand, der normalt forblev på land. Bådmandskabet udgjordes af bådformanden, 10 mand med faste pladser ved årerne og 1 mand i stævnen. Bådformanden var selvskreven ved roret, hvor han havde en god udsigt over sine folk. Manden i stævnen var ankergast og betjente kastelod og – line., når der skulle etableres forbindelse til havarister eller folk i vandet. Redningsfolkene skulle bære redningsveste, når de var på havet.

Hver redningsstation ledes af en opsynsmand, der er ansvarlig for materiellets tilstedeværelse og dets forsvarlige behandling. Der er tildelt ham stor myndighed og selvstændighed. I strandingstilfælde handler han under eget ansvar, han afventer ikke ordre fra nogen, men rykker hurtigst muligt ud med stationens materiel, hvis han skønner det nødvendigt. Dersom han ikke mener, at stationen alene kan klare redningsarbejdet, alarmerer han gennem redningstelefonen nabostationen og har i så fald overledelsen af begge stationers arbejde.

Føreren af redningsbåden – bådformanden – vælger redningsmandskabet selv ud af sin midte, dog skal valget godkendes af redningsbestyreren. Det er jo af stor betydning, at føreren af en redningsbåd er en mand, som forstår sine ting, og som redningsmandskabet har ubetinget tillid til.

På vej til stranden. Maleri af List

Opsynsmanden bestemmer, når redningsbåden skal sættes i bevægelse, men når båden er transporteret til stranden, tager førereren eller bådformanden kommandoen og bestemmer, hvor båden skal sættes ud. Han kommanderer redningsbåden under arbejdet på søen, der er lagt et stort ansvar for menneskeliv på hans skuldre. Han må være i besiddelse af mod og koldblodighed.

Redningsbåden skubbes på plads.

Til bådstationen hørte foruden det faste mandskab 4 – 6 mand, hver med et par kraftige heste til transport af det tunge materiel til og fra stranden. Læsset med ankre, årer og bukke m.v. blev første vogn sendt i forvejen til stranden. Næste vogn rummede gerne raketudstyret, mens de resterende 4 – 6 heste blev spændt for vognen med redningsbåden, der stod klar i bådehuset.

Det årlige vederlag fastsattes fra 1858 til 50 Rdl. til opsynsmanden, 16 Rdl til bådformanden og 12 Rdl. til bådmændene. Da redningsmandskabet kom på fast løn, blev indtægten, hvor lille den end kunne synes, et kærkomment tilskud til husholdenes sparsomme økonomi.