Strandingsgods 

Strandinteressenterne i Sønderho tilbageholder i 1905 dividende til de interessenter der ikke har udført helmeplantningen. Sagen er at 41 interessenter i 1904 undlod at udføre den sædvanlige helmeplantning. 

Strandauktionen i begyndelsen af marts 1910 omfattede 1200 numre og indbragte 2.239 kr. lejeauktionen samme dag over kommunens jorder gav i indtjening 187 kr.

Ved strandauktionen i begyndelsen af marts 1916 i Rindby solgtes der på 4000 numre, og priserne var i snit gode, så indtægten beløb sig til 6.326 kr. Det var nok den største strandauktion hidtil på Fanø. 

Strandauktionen i Sønderho som omfattede ca. 2.500 numre, gav et udbytte på 4.200 kr. 

Med stærke vestlige vinde i januar 1916 drev store mængder af strandingsgods – planker, brædder, lister osv. – ind på Fanøs kyst. Man måtte have 10 læs vogne for at køre hele læsset til oplagspladsen. 

Strandauktionen i april 1924 i Sønderho omfattede 1870 numre og gav et udbytte på 9.373 kr. der var mødt mange opkøbere fra fastlandet og der var ret god købelyst til betydelig højere priser end ved forrige strandauktion. 

Ved en strandauktion i Rindby samme april solgtes strandet gods for 15.573 kr. med i alt 3188 numre og både beløbet og nummerantallet repræsenterede det højeste i de sidste 12 år. 

De stærke vestenstorme i januar 1925 havde kastet en stor mængde tømmer og brædder op på stranden. Kaptajn Mørch oplyser, at der er kørt 115 læs planker fra stranden til oplagspladsen. Antallet var ca. 2000 styk. 

Strandregnskabet for Sønderho for 1925 – 26 balancerer med 8337 kr. Der er udbetalt dividende til strandinteressenterne på i alt 5050 kr. 

I november 1936 kunne strandfoged kapt. P. A. Pedersen Nordby berette om 10 læs props der var kørt til oplagspladsen i Rindby og der var mindst 10 læs mere. 

2 redningskranse var drevet ind på Rindby strand. Den ene var mærket ”Anni” E281, den anden ”Knud”, E110. Kutteren ”Anni” er kommet velbeholden til Esbjerg, hvorimod man endnu savnede efterretning om kutteren ”Knud”. 

Ugen efter den 7. november 1936 fandt en ung mand fra Nordby, Robert Sørensen, navnebrættet fra styrehuset på den savnede Esbjerg kutter ”Knud”. Det var drevet ind på stranden ned ved Pælebjerg.

Brættet var flækket på langs, så lige toppen af bogstaverne var borte, stod navnet dog tydelig nok.

Finderen afleverede navnebrættet til strandfoged P. A. Pedersen, der underrettede Esbjerg politi om fundet. 

På Nordby forstrand inddrev der sidst i januar 1938 en del strandingsgods. Der er kørt 150 svære planker til oplagspladsen. 

Desuden var der opskyllet en mahogniblok på 16 fods længde og 3 fods tykkelse, men anslog dens vægt til 5000 pund, og skibsværftets kran måtte tages i brug, for at man overhovedet kunne få den løftet op på vognmand Svendsens lastvogn og transporteret til oplagspladsen. Strandfoged kapt. P. A. Pedersen udtaler, at der engang for mange år siden drev en lignende mahogniblok ind på Sønderho strand. 

På en strandauktion i Sønderho i maj 1943 kom der et ualmindeligt stort udbytte ind, idet der blev solgt for 9980 kr. der blev således solgt en halv snes tønder øl, hvoraf den bedste opnåede en pris på 1375 kr. Flere kostede mellem 800 og 1300 kr. pr. tønde. 

Torsdag og fredag den 13. og 14. september 1950 inddrev der på Nordby strand store mængder svinefedt i land, strandfoged Alfred Iversen oplyser, at man i første omgang har bjerget ca. 3000 kr., som man ville forsøge at afsætte som teknisk fedt til sæbefabrikker el. lign., der kan anvende det ved fremstillingen af kvalitetssæber. Salget af svinefedtet gav i alt en indtægt på 15.000 kr. 

Strandingsgods i februar 1959 

På pladsen ved Strandgården i Rindby, er der for tiden samlet ret store mængder strandingsgods. Der er i vinterens løb indsamlet omkring 7000 stk’s props på ca. 1 meters længde, det er de såkaldte papirprops. Desuden er der også indsamlet adskillelige læs andet træ, men det er hovedsagelig mindre stumper. 

I januar måned 1962 drev der på stranden mindst et par hundrede dåser i land indeholdende nødrationer for soldater. Dåserne der er af canadisk oprindelse, indeholder forskellige gode ting såsom brød, marmelade, chokolade, kiks og sandkage. Dåserne er af forskellig størrelse, og indholdet er også varierende. Man gætter på, at de mange dåser stammer fra en dækslast, der er skyllet overbord i det urolige vejr, som har stået over Nordsøen den senere tid. 

Mahogni på stranden 

I januar 1991 efter en storm drev der store mængder fint mahognitræ ind på Fanø Strand. Efter stempler i træet at dømme, stammer det fra Malaysia. Det drejede sig om brædder og planker i ca. 6 meters længde og op til 5 X 23 cm i tykkelse. På strandpladserne havde man omkring 7 – 8000 stykker som skulle sælges på auktion ud på foråret. 

Januar 1991 på generalforsamlingen i Sønderho Strandejerforening afklaredes det at der var vedtaget nye vedtægter i henhold til protokollen, og man henstillede til bestyrelsen at udarbejde nye vedtægter til trykning. Aktiverne udgjorde nu 65.000 kr. 

Efter generalforsamlingen kom det til en heftig og til tider ophidset diskussion omkring den store stranding af mahognitræ. Bestyrelsen blev stærkt kritiseret for at have indrykket en annonce i Fanø Ugeblad nr. 4, 24. januar 1991 om, ”at ulovligt hjembragte partier frit kan afleveres på pladsen ved Enggården indtil den 31. januar. Efter denne dato vil der kunne påregnes politianmeldelse”. Den sidste sætning gav anledning til mange kommentarer og ikke mindst påberåbelse af dommerkendelse i givet fald. 

Ove Kromann-Rasmussen havde følgende kommentar til polemikken:  

”Mon ikke det er sådan, at vi her på Fanø har lidt af sørøverinstiktet i os endnu? Kan man bjerge noget på stranden, så er det bare fint. Der skal jo også drive temmelig meget i land, for at det kan betale sig at sende en traktor ud efter det. 

Som lille dreng tog jeg med bedstefar på Sønderjord, hvor vi kunne fylde prammen med strandtræ. Da jeg så fik cykel, er det mange gange hændt, at et par brædder og/eller planker blev gemt oppe i klitterne til afhentning i mærkningens stund. – Så er det rigtignok også mange gange hændt, at når man i mørket passerede strandingspladsen ved indkørslen til Sønderho, så dukkede der pludselig en stor mørk skikkelse op, der rømmede sig og sagde ”Ja, det kan du så lægge derovre!”. – Det var strandfogeden, og ham gik der mange historier om, hvordan han kunne aflægge besøg i hjemmene og forlange, at hjembragt strandingsgods blev afleveret – og det blev det! Uden dommerkendelse.” 

Kromann-Rasmussen finder annoncen i ugebladet helt i orden, og takker bestyrelsen for at gøre sit arbejde alvorligt. 

Strandfogeden Robert I. Skov, påpeger at igennem mange, mange år har såvel skrevne som uskrevne regler om hjemtagning af træ til eget brug været gældende. Principielt har det været sådan, at det der kunne give et økonomisk overskud til foreningen ved salg på strandauktion blev hjembragt for dermed at komme alle medlemmerne til gode. Træ der ikke har kunnet dække transport og auktions udgifter og dermed ville give underskud, har derfor været at betragte som et frit gode for alle medlemmer. 

Robert Skov påpeger, at med så store mængder træ, er det ikke rimeligt, at nogle medlemmer forsyner sig uden om fællesskabet. 

Folkeviddet udtrykker sig således: ”at sønderhoninger nu hedder Mahogninger” eller denne ”at der nu er fundet en løsning på Golfkrisen… Man sender 10 sønderhoninger til golfen og på mindre end en nat eller an vandtid, er al skydning ophørt! – for da har sønderhoningerne bjærget alle geværer – da de har skæfter af mahogni” 

Strandauktion i Rindby i maj 1991 

Det var især den store mængde mahognitræ, eller som der stod stemplet på det ”Dark red Malaysia”, der havde trukket mange interesserede til. Der var vel et par hundrede mennesker samlet, da auktionarius bød velkommen og oplæste reglerne. Ud over budsummen skulle der betales et tillæg på 37,25 % til salær og moms – og der var kun kredit til fastboende. 

Måske var det det, der forskrækkede køberne, for det første nummer, en tønde olie, gik for én krone, til strandfoged Jens Severin Jensen. Men så måtte Ernst Brinch betale betydeligt mere for det næste nummer, også en tønde olie af tvivlsom oprindelse, nemlig to kroner + salær. 

Men så sted buddene langsomt. 3 gajer gik for 300 kr., og nogle bunker brænde for 26 kr. pr. bdt. Så var det også sket med det billige for en palle mahognitræ blev budt op til 4.500 kr. nu blev det igen normalpriser på små mahognibrædder 1X4” på ca. 5 meter til mellem 150 og 200 kr. for et bundt på 8 stk. 

Sådan svingede priserne op og ned på de ca. 4000 stykker ædelt træ, som var opdelt i 570 numre. Man bød på et nummer og kunne så få de næste 10 numre med for den samme pris pr. bdt. 

De fleste lokale købere nøjedes med at købe et enkelt bundt en gang imellem, medens de udenøs opkøbere som regel tog 10 bundter ad gangen, og så gik det stærkt. 

Da auktionarius var nået til sidste nummer var der gået 4 timer. Folk havde fået en fornøjelig eftermiddag ud af det og Hartkornskassen havde fået ca. 350.000 kr. i kassen. Det største beløb som nogensinde er kommet ind ved en strandauktion. 

Ugen efter var der strandauktion i Sønderho og her kom der 190.000 kr. ind til Sønderho Strandejerforening. 

I februar 1992 havde strandejerforeningen en større diskussion om udbetalingen af 200.000 kr. til medlemmerne, nogle synes det skulle gå til foreninger i byen, andre at pengene skulle blive stående, så der ikke skulle betales skat, og så var der dem, der gerne ville have pengene i lommen. Det kom så vidt at man måtte holde en ekstraordinærgeneralforsamling, det vides ikke, hvad man her blev enige om.

 Det ser ud til at der trods opfordringerne i forbindelse med mahognitræet, stadig var nogle, der ville sætte sig uden fro fællesskabet, idet der i november 1992 inddrev en stor mængde fyrretræ af god kvalitet, men selv om der blev kørt 1200 planker hjem af strandfoged Robert Skov, kunne det være blevet til mere, hvis pilfingrene kunne have holdt sig væk. Formanden for strandejerforeningen, Willy Morgenstern, forsøgte i et indlæg i Fanø Ugeblad, at gøre opmærksom på vedtægterne for Strandejerforeningen, hvor der er helt klare regler for hvordan ilanddrevet gods skal behandles og hjemkøres.  

Året 1993 bragte ikke de store ting ind til stranden i Sønderho, kun et par bøjer tilhørende Farvandsvæsenet. Der blev imidlertid alligevel solgt en del træ, der strandede nemlig en del fyrretræ fra M/S Solar i november 1992. Fyrretræet var af god kvalitet og i forskellige dimensioner. I alt 1600 planker mod 4000 i 1991. 

Sønderho Strandejerforening forhandlede med forsikringsselskabet Theo Kock & Co., om fremgangsmåden ved salget. Der er to muligheder, når der er en ejer. Ejeren eller dennes stedfortræder kan overtage godset, mod at betale 55 % af værdien til strandkasse, eller også lade strandejerforeningen overtage godset til en aftalt pris. 

Man enedes om den sidste løsning, idet prisen blev sat til 20.000 kr. for ca. 50 m3 godt fyrretræ, som derefter blev sat til salg i licitation, da omkostningerne i forbindelser med en auktion, at et eventuelt overskud ville være minimalt. Det eneste bud der kom ind, var på 48.003 kr., hvilket gav Strandejerforeningen et overskud på ca. 12.000 kr. 

På Strandejerforeningens generalforsamling den 4. februar 1993 kom formanden ind på 2 retssager som fastslog, at strandingsgods tilhører foreningen. Den afsagte dom kan umiddelbart virke lidt uklar, idet appeldomstolen frikendte vort medlem for tyveri og i stedet dømte ham for ulovlig omgang med hittegods. Dommen fastslår nemlig, at strandingsgods er hittegods, indtil strandfogeden har taget godset i forvaring. 

Denne sag er nu afsluttet, og af de 300.000 kr. auktionen indbragte, har foreningen udbetalt 200.000 kr. fordelt på 174 husstande. 

Masser af træ 

I november 1998 drev der store mængder af træ ind på Sønderho strand. Det var fyrreplanker og brædder i forskellige dimensioner. Meget af træet var godt forkullet og afsvedet, men det meste fejlede ikke noget og blev kørt til strandpladsen.