Forstrandsret og strandlen. 

Kongen ejede fra gammel tid rettighederne til det herreløse gods som drev ind på forstranden, dvs. området fra havstokken, hvor hav og land mødes ved daglig vande, og ud til, hvor skibe kunne flyde. Kongens forstrandsrettigheder nævnes så tidlig som i Jyske Lov af 1241. Når man siger ”forstrandsejer”, betyder det ikke, at privatfolk havde ejendomsret til forstranden, men blot, at vedkommende havde ret til herreløst gods på den pågældende kyststrækning. 

Der findes to former for forstrandsrettigheder, de kongelige og de private. I Danmark er der i dag kun knyttet privat forstrandsret til 4 områder, Fanø, Mandø og Anholt samt Aabjerg mellem Thorsminde og Hourvig på Holmlands klit.

Både kongen og de private forstrandsejere havde lokale folk, strandfogeder, til at håndhæve deres forstrandsrettigheder Ved at bjerge og sikre løst inddrevet gods. Hver strandfoged havde opsynet med et stykke af forstranden, et såkaldt strandlen. 

Den første strandfoged der er fundet nævnt, hed Hans Jessen i Sønderho. Hans løn er i 1588 4 Rdl. 5 Mark 1 Alb. Han er ellers fisker og har en fiskebåd sammen med rådmand Hans Jessen Søhane i Ribe. Riberhus lensregnskaber indeholder en del oplysninger om indtægter af strandene i lenet. De er ikke store, og man kan sikkert gå ud fra, at beboerne først har taget deres part.

Regnskabet 1585 – 86 viser, at der i dette år i hele lenet kun er inddrevet 26 Tylt og 3 stk. deller (brædder), 6 snese Balling samt 4 oksehoveder vin, deraf er de to landet på Fanø.

I 1632 er der ”annammet for Vrag og Tjære opkommen paa Sønderho og Nordby strande 43 Rdl. 10 skill.” 

I 1640 den 23. april vurderes noget vrags vin funden i en båd for 2 Rdl., en gammel skibstønde med lænker for 2 Rdl. Et stykke egetræ for 12 skilling, noget vrags vin bjerget i en båd på havet for 4 Rdl., heraf halvparten til bjergerne, to ledige både, den ene bjerget Dybet, sættes til ½ sletdaler, 20 gamle brådne luger, hver sat til 12 Skill. Og en gammel skibskiste til 2 mark. 

I 1641 den 4. februar er der bjerget en vragsbåd i Knuddybet, den vurderes til 3 Rdl., nogle stykker fjæl til 8 Skill., og 1 Td. Nødder 8 Skill. Den 27. maj vurderes noget gammelt sejl til 24 Skill. sammen med 3 stk. skibstov og en lille halv tønde. En gammel egebjælke sættes til 20 Skill. 

Det er alt sammen småtterier, der bjerges og næppe omkostningerne værd. Det synes, som om de skibe, der er standet med besætning ombord, og derfor har fuld ejendomsret til det strandede, blev forulempet af beboerne ved strandsiden, idet en forordning af 31. marts 1615 påbyder, at lensmændene skal ”have flittig Indseende med, at de Folk, som med noget Vrag bliver bjerget og selv agter deres Gods at beholde, det for en billig Bjergeløn kunde beholde og ikke udi nogen Maade nødes til noget af deres Gods mod deres Vilje at afhænde.” 

Fra omkring 1660, da lensmændene ombyttedes med amtmænd, er strandretten på Fanø bortforpagtet. I slutningen af 1690’erne er et konsortium i Ribe med Laurids Mortensen Friis i spidsen forpagtere. Friis var i 1692 bleven tolder i Ribe samt kran- og vejemester. På konsortiets vegne anmoder han 17. marts 1699 om at få bekendtgjort fra prædiskestolene på Fanø samt at få tinglæst en klage over strandtyverier på Fanø, da det ”fornemmes, hvorledes en Del Folk i stor Mængde udi de tvende Sogne i nys afvigte Aaringer uden al Undseelse eller ringeste Tilladelse skal have understaaet ej alene ved Strandsiderne udi de Tider, noget Vrag kunne være at formode at lade finde, men endog tiltager sig Myndighed ankommende Vrag at bruge, ja, det som værre er hemmeligt og ulovligt ganske bortsniger og tager alt, hvad der over kommer os Forpagtere, som derfor aarlig en stor Penge maa udgive, ikke til ringe men mangfoldig Skade -, vil jeg herved paa samtlige interesseredes Vegne alvorlig enhver uvedkommende kærlig(!) have advaret sig i de Tider, noget ventende Vrag kunde falde fra Stranden sig afholde, saafremt de ej ville holdes og anses for det, der egentlig ikke anstaar ærlige Folk --- og ifald denne alvorlige Paamindelse og Advarsel ej noget imod Forhaabning skulle frugte, da ville Strandfogden Jens Nielsen Baggesen ubesvigelig --- os det straks kommunicere ---.” 

Fra 1. april 1700 er stiftamtmand greve Schack forpagter i 6 år af Fanø strand foruden de øvrige i stiftet, mod en årlig afgift af 900 Rdl. I de tidligere år har afgiften været 500 Rdl. 

Også han må kæmpe med strandtyverierne, og lader følgende skrivelse bekendtgøre på Fanø den 13. august 1700: 

”Alle og Enhver bliver alvorligen advaret ej at tilfordriste sig aarle eller silde, Dag eller Nat, hemmelig eller aabenbar, at komme til Strandsiderne eller sig dér lade finde uden alene de Personer, som dertil bliver beskikkede og anordnede og det undr den Straf, at om nogen dér skulde antræffes eller overbevises dér at have været, de da som Tyve skulle anses og straffes, enten de med noget blev angrebet eller ikke… Da lader endnu denne Gang en Gang for alle enhver af Fanø og Sønderho Sognes Indvaanere, Mænd og Kvinder, Unge og Gamle, strængeligheden advaret sig fra Strandsiderne entholde….

Skulle imod Forhaabning Strandgogederne og de som til Ravsamling ere anordnede nogen antræffe, enten de haver noget med at fare eller ikke, da samme deres Navn ved Dag og Datum udi Bøgerne at antegne, og det straks enten her eller for Landfogederne at angive, at de kunde hid til Ribe indhentes og efter Sagens Beskaffenhed paa Midler eller Kroppen straffede, skulle Strandfogederne se gennem Fingrene og noget dølge, de da selv højeste Straf være undergiven. Eller som det er bekendt og til fulde bevist, at for kort Tid siden skal være ved Strandsiden en stor del Trækander, Mælke- og Smørspande samt alt sligt anstrandet og opkommen, og at sligt af samme hemmelig at være borttagen og fordulgt fda befales, at dette for Menighederne at lade afkyndige, det alle og enhver som sig noget af forbemeldte Strandgods haver bemægtiget, det straks at angive og fra sig levere, saafremt de ikke, om man efterdags enten ved Ransagning i deres Huse eller ved andre optænkelige Maader dermed underkommer ville tiltales og straffes som for offentligt Tyveri efter Loven.” 

Forpagtningen var en dårlig forretning. Det første år var indtægten kun 100 rdl. Grev Schack kan ikke betale afgiften ved årets afslutning og sender en ansøgning om, at man trækker beløbet i hans gage. Året efter klager han på ny og anfører i sin klage: 

”Ved Strandsiderne findes en del Folk, som er saa forvorpne, at de hverken agter Forbud eller andet, men indfinder sig hemmelig og aabenbar omkring ved Strandsiderne paa Ølandene som paa det faste Land, saa at, naar noget løst Vrag ankommer, slæber de det straks bort og nedgraver det mellem Sandbjergene. Kommer der et stykke Træ saa stort, at de ikke dermed kan anstedkomme og derudi kan finde en eller flere Nagler og Jernbolte, hugger og skamferer de Træet i saa Maade, at det derefter ikke kan tjene til andet end Brænde og det alene for at kunne bekomme Jernet. Faar man dem at se, løber de og forstikker sig i Sandbjergene. Kender man dem, maa man dem ved Tinget Tiltale og gøre Bekostning paa dem, og derefter intet igen bekomme, saasom disse, der saadant gør, ejer intet, altsaa er jeg allerunderdanigst bønfaldende, at Eders kgl. Maj. Ville tillade, at naar nogen ved Strandsiden i Stormvejr, og naar Vrag kunne være forventendes antræffes, jeg dem da maatte lade paagribe og uden videre Lovmaal – uden alene Bevis fra Strandfogederne – til fæstningen Fredericia eller Bremerholm at hensende dér i Jern nogen tid at arbejde; thi saa maatte sligt nemlig give Afsky for saadanne ulovlige Gerninger.” 

Følgen af denne klage var en kongelig befaling, der giver den ønskede tilladelse til, ”at Greven samme (Strandtyvene) straks lader paagribe og udi Forvaring hensætte og Hans Majestæt saadanne til videre allernaadigste Resolution tilkendegiver”. 

Trods denne reskript fortsætter strandtyverierne og da forpagtningskontrakten udløber i 1711, ønsker stiftamtmanden ikke at forny den. Forpagtning går derefter over til sognepræsten i Sønderho Chr. Olufsen Engelstoft, der for årene 1712 – 14 skal betale 181 Rdl årlig for hele Fanø strand. Han forpagter samtidig strande fra Nymindegab til Langelibjerge og Mandø for 250 Rdl. Årlig. Engelstoft havde bedre tag i at passe på der ikke skete strandtyverier, ikke alene boede han på øen, men hans præstegård lå ved den inderste side af klitrækken ud mod stranden (i Bjergesleje) , og han havde da god mulighed for at følge ”Strandgasterne”. Han er forpagter til udgangen af 1720, da Christian Clausen af Ribe forpagter stranden fra 1. januar 1721 i 6 år for en årlig afgift på 161 Rdl. I 1733 bliver Hans Kragh af Ravnsø forpagter for en dårlig afgift af 62 Rdl., altså går afgiften ned i pris, måske fordi stranden ikke er særlig profitabel.

I årene 1747 – 50 er Rasmus Øllgaard af Varde forpagter mod en afgift af 400 Rdl. Årlig; dette er vistnok prisen for hele Ribe amts forstrande, ellers synes den vældig høj. 

Den 30. december 1764 er Sønderho forstrand til auktion, der afholdes i Sønderho, og da beboerne siden købet i 1741 selv ejer strandretten, har de også selv forfattet konditionerne, hvori der tages visse forbehold der kunne sikre byens egne størst mulig fordel af strandindtægterne. 

I konditionerne hedder det: 

”1. Skulde nogen af Nordby Sogns Beboere indfinde sig ved denne avktion og gøre Bud, som bliver højstbydende, da skal det være dem aldeles forment at tage Interessenter uden for Sønderho Sogn, men dem paalagt, at hvilke ravsamlere og interessenter der behøves, skal de være tilpligtet at tage af Sønderho Sogns Beboere, og skulde der anstrande noget Skib enten paa Stranden eller paa Udsandene og til Bjergning behøves Baade og Vogne samt Folk, da skal bemeldte Forpagtere være forbundne til at tage af fornævnte Sønderhos Beboere til samme at ilandbjerge, saalænge de er villige og redelige samt den strandende saavelsom Strandfogederne behjælpelige. 

2. Skulle den højstbydende være pålagt at antage 16 – 24 Personer af de fattigste til Ravsamling imod, at enhver af disse nyder det halve indsamlede Rav eller dets Værdi.” 

Den højstbydende ved auktionen blev kroejer S. P. Brinch, Sønderho (LINK), med 162 Rdl. for de følgende 6 år. 

I 1767 er Nordby strand til forpagtning ved auktion for de næste 6 år. I konditionerne hedder det bl.a. ”Ingen Fremmede eller Udensognsbeboere maa tillades at gøre noget Bud paa Strandforpagtningen eller at blive Forpagter, ej heller maa de, der faar den tilslagen, afstaa noget af Forpagtningen til Udensognsbeboere. --- Forpagterne have i Særdeleshed, naar Storm og Uvejr indfalder, saadan Opagt og Indseende dermed at have, at ingen skibbrudne Folk bliver noget berøvet eller bestjaalen, saaledes som de selv agter at tilsvare og bekendt være, og at Sognets øvrige Beboere for al Fortræd, Skade og Omkostninger friholdes, med mindre nogen sig til Tyveri og andre ulovlige Gerninger lader sig befinde og de ellers bliver overbeviste derfor at anklage og derved paa lovlig Maade angreben.”

Her som i Sønderho ønsker man, at byens egne skal have fordelene ved stranderiet. 

Som en anden forpagter finder vi skibsfører og strandingskommissionær Peder Thomsen af Sønderho. En af de betydeligste indtægtskilder som Peder Thomsen besad, var, hvad der tilflød ham gennem strandforpagtninger. Allerede i 1778 er han forpagter af forstranden i Vester Herred og havde forpagtningen i 9 år. Han har også haft forpagtningen af Mandø og Fanø strande i en årrække. Strandforpagtningerne gjaldt for 3 år ad gangen, og når der var enkelte perioder, på grund af overbud, hvor han ikke var forpagter, optrådte han som kommissionær for de strandede kaptajner, og dette gav, navnlig for kostbare laster, også stor fortjeneste. Flere gange har han påtaget sig bjergning af strandede skibe og gods, og det gav ikke mindre udbytte. 

I 1786 har 52 af Sønderhos indbyggere forpagtet Sønderho strand. De opretter en forening og kontrakt med hinanden angående forpagtningen, og ved et årligt møde forelægges regnskabet i birkedommerens tilstedeværelse, samtidig med at der aflægges ed på: ”at de hverken selv eller ved deres Husfolk har fordulgt for de andre Interessenter saa meget, som kan være af 4 Marks Værdi eller fornærmet Interessenterne for saa meget.” 

Et eksempel fra nyere tid om forpagtningen af forstrandsretten finder vi i sognerådsformand, P. N. Pedersen der vandt Nordby sogns forstrandsret med et bud på 700 kr. tidsrummet var fra 1. januar 1915 til 31. december 1917. Den forrige afgift var på 1140 kr. i december 1926 blev forstrandretten erhvervet af kaptajn Mørch, der for perioden 1. januar 1927 til 31. december 929 måtte betale 3030 kr. i afgift. 

Ved sammenlægning af Nordby og Sønderho kommuner i 1970 førtes der forhandlinger om strandrettighederne. 

I Nordby tilhører strandretten Hartkornskassen, så der var ingen problemer. 

I Sønderho var det er spørgsmål, hvorvidt retten var kommunal eller tilkom de til enhver tid fastboende i Sønderho. 

Der var i udvalget enighed om at lade Sønderhos beboere bevare deres nuværende rettigheder og pligter, og for at blive klar over hvad beboerne ønsker i så henseende afholdt man et borgermøde. 

Mødet afholdt den 16. maj 1970 i Sønderho Andelshus trak ca. 60 deltagere. Strandfoged Vagn Fischer bød velkommen og fortalte om strandens forhold og for de ændringer der var forårsaget ved kommunesammenlægningen. Om de økonomiske forhold blev det oplyst, at kørsel, vagter m.v. i den sidste treårsperiode havde medført et underskud i regnskabet, men en strandauktion kunne veje op på dette og få regnskabet til at balancere. 

Sønderho kommune havde hidtil stået som bestyrelse for stranden, og nu kom der forslag frem om at det nedsatte Sønderho udvalg overtog dette hverv, og lade dem komme med et oplæg til mere enkle og tidssvarende vedtægter for strandens styrelse. 

Der var i forsamlingen enstemmigt udtryk for at strandretten måtte bevares for Sønderhos beboere. Strandfogeden mindede om, at der med rettighederne også fulgte forpligtelser. 

På en generalforsamling i Sønderho Strandejerforening den 30. april 1971, vedtog man de vedtægter som Sønderho-udvalget havde forfattet, dog med mindre ændringer. 

Foreningens formål er at administrere den private strandret over forstranden ud for den tidligere Sønderho kommune. Medlemmer er grundejere og lejere med selvstændig husstand og bopæl i Sønderho.

Ved generalforsamlingen i 1979, berørte man problemet med hjemkørsel af træ fra stranden. Der er en del feriegæster, der på stranden saver de store stykker så de kan transportere dem hjem. Det er gavntræ og tilhører strandejerforeningen. Man ønskede ved opslag at gøre opmærksom på, at det er ulovligt at hjemkøre drivgods for de der ikke bor i Sønderho. Desuden fandt man det nødvendigt at oplyse om reglerne om brændsel og gavntræ. 

Man havde i det forløbne år ikke bjærget til en auktion. 

I maj 1981 på generalforsamlingen, var man meget obs. på den verserende vadehavsplan. Stranden havde kun givet et magert udbytte, men der var til stadighed problemer med tyveri af gods fra stranden. En norsk lystbåd var strandet ved Sønderho, men bjærget af Svitzer, der blev dog en hed diskussion om hvem der havde gjort hvad eller ikke havde gjort det rigtige, der blev dog ingen konklusion på brava-slaget. 

Man havde fornyet kontrakten om rundflyvning frem til 1986, begrundet i at lejeren, Hougaard, ikke turde investere i ny dyr maskine, hvis han ikke fik tilladelse til rundflyvningen 

Skellinien mellem Nordby og Sønderho 

I sagen om skellinien LINK mellem Nordby og Sønderho, var der snyd med i spillet. Sønderhoningerne fik serveret snaps til repræsentanterne fra Nordby og havde selv vand i dunken, og på denne måde fik de ”skubbet” skellet en hel del mere nordpå end godt var. Denne sag kom for retten den 15. marts 1742, men blev dog forligt inden det kom til en retssag. 

Herefter blev der oprettet et reglement og vedtægt af samme dato, der bestemmer retningen af skellinien, men indehold også andre emner, bl.a.: 

”6. Hvad noget som maatte falde ved begge sognes Strand, skal hver lade sig nøje med hvad som strander paa førnævnte deres egen Strand. 

7. skulde der komme noget Vrag, enten Skib, Master, Bjælker eller Stortømmer og andet, end hvad Navn haves kan, enten det er paa Landet eller i Vandet, og det ligger eller sidder lige for Afdolingen, eller den til Skilsmisse satte Pæl og Deling, da skal hvem som kommer først dertil, ej maa røre eller borttage det, enten de er fra Sønderho eller Nordby Sogne, men det straks at give begge Sognes Vedkommende tilkende, som derom kan forenes, enten det skal deles paa Stedet eller det skal hjemages for at sælges under et, at hver Sogn kan faa lige Del af Pengene. 

8. om det anstrandede Vrag, formedelst Højvande, kom til at flyde bort fra deres Strand, hvorpaa det først er anstrandet, og satte det over paa den andens Strand, da skal den Strands ejere, hvor det sidst strander, beholdet det uden nogen Paatale”. 

Ved denne overenskomst mellem de to sogne blev der rejst pæle og nedlagt skelstene, der skulle vise grænsen mellem Nordby og Sønderho strand. I tidens løb forfaldt pælene, så der i 1846 kun var én tilbage, den inderste, og der opstod derfor en disput mellem beboerne. I Sønderho holdt man på ”at Grænselinien skulde drages fra den bestaaende Pæl lige i Nordvest efter Kompasset”. Til dette protesterede man i Nordby, som mente at retningen skulle gå lige i vest fra pælen. 

På et møde i Nordby den 11. november 1846 mellem begge sognes forstanderskaber enedes man da om et kompromis, nemlig at retningen Vest-Nordvest halv til vest skulle være den korrekte grænselinie ”efter overenstemmende Kompasser medbragt fra begge sogne”