Redningstjenesten suppleredes i efteråret 1900 med en vagt- og patruljetjeneste. Ribe amt var oprindelig ikke inkluderet i finanslovforslaget, men fra flere sider protesteredes der, bl.a. af styrelsen for dansk Skibsrederforening, med det resultat at der også oprettedes vagttjeneste på Fanø. Peder Brinch indledte den første tur den 13. oktober kl.  6 aften i storm af SV og regnbyger, fra Hjørnet til Strandskjellet – en strækning på næsten 7 km. For de 6 timer som turen varede, ydedes et vederlag som ”Gaende Patrouille” på 3 kr. broderen Jes Brinch afløste ham ved midnat, og gik samme strækning de næste 6 timer.

Alarmeringshuse Fanø

Vagt turene gennemførtes overvejende i perioden oktober til april, og kun i dårligt vejr med kuling eller storm. For tilfældet af alarm blev der anskaffet et alarmeringshus, hvori der installeredes telefon med forbindelse til bådehuset, og siden til opsynsmanden. Alarmeringshuset var placeret ved ”Krydset”, og ved ”Strandskjellet”. Lige nord for Pælebjerg stod Rindby stationens tilsvarende hus. Og lige nord for Fanø Nordsøbad fandtes et  alarmeringshus. Telefonstationerne blev sat i forbindelse med opsynsmændene og deraf forventede man at hjælpen ved strandinger kom til at foregå hurtigere end hidtil.

Vederlaget for strandvagtstjeneste blev i januar 1918 forføjet fra 50 øre til 1 Kr. pr. time, og forhøjelsen virker med tilbagevirkende kraft fra oktober 1917, så det bliver til en lille pæn nytårsgave. Desuden var der en forhøjelse ved redning af skibbrudne fra 15 kr. til 20 kr.

Når strandvagten om natten observerede et strandet skib, tændte han et blålys for at tilkendegive, at strandingen var observeret og at hjælp kunne ventes, samt om muligt at forhindre de skibbrudne at gå i deres egne både. Dette ville nemlig, for folk uden kendskab til kysten, være et yderst risikabelt foretagende, og fik ofte de sørgeligste følger.

Strandvagten begav sig, når blålyset var udbrændt, til den nærmeste redningstelefon for at afgive melding til opsynsmanden, der da øjeblikkelig alarmerede det øvrige mandskab og tilsagde dette at møde ved redningsstationen. I mellemtiden måtte opsynsmanden have gjort sig klart, med hvilke apparater han ville forsøge at redde de skibbrudne. Her var der mange faktorer der spillede ind, såsom stedet, hvor skibet var strandet, afstanden til land, vindens retning og styrke, søen og strømmens beskaffenhed m.m.