For
Fanø Vesterhavsbad A/S skete der i starten af 1930'erne, en konsolidering
af ejerforholdene, idet selskabets aktier, på nær et par procent, blev
overtaget på lige basis mellem badets direktør, Olaf Lassen og Badets
senere mangeårige formand, Landsretssagfører Poul Jæger, Esbjerg.
De to ejere havde et livslangt samarbejde og venskab
omkring Fanø Vesterhavsbad, der fik afgørende betydning for Badet. De to
mænd supplerede hinanden godt. Direktør Lassen var den dygtige
administrator af Badets mangesidede virksomhed, der i sæsonen foregik med
et højt aktivitetsniveau. Han var et selskabsmenneske med megen humor, der
på uvurderlig vis tegnede Badets ansigt udadtil og fik de ofte forvænte
badegæster og villaejere til at føle sig hjemme ved Fanø Bad. Poul Jægers
område var det juridiske, og sammen med direktør Lassen, fastlæggelsen af
selskabets langsigtede strategi. Familieejerskabet omkring Fanø
Vesterhavsbad A/S består fortsat.
Fanø Golf i årene omkring 1930 set fra en Fanødrengs
perspektiv.
Af Poul Ulsdal 
Uddrag af artikel "Minder fra Fanø Vesterhavsbad" i
Vestkysten 23. juli 1987.
Jeg var engang "ansat" ved Fanø Vesterhavsbad i 6 år og
begyndte bogstavelig talt ved bunden. Det laveste trin blandt Badets
medarbejdere var stillingen som "badedreng" et job, jeg havde i halvanden
sommerferie. Dagen som badedreng begyndte med, at man gik om til bager
Olsen ved 7-tiden og tiggede sig en plads i en åben bil, der kørte mælk og
rundstykker ud til villaerne ved Badet, til gengæld for køreturen skulle
man bringe poserne og mælken op til de forskellige huse.
Derefter blev man straks sat i arbejde sammen med en stor
flok drenge, mest golfdrenge. Nogle gik omkring i Badets centrum og
samlede papir og andet i store sække. De fleste blev brugt til at rive og
feje de fire tennisbaner og derefter kridte de hvide streger omhyggeligt
op - et ikke ubetydeligt arbejde.
Arbejdet som badedreng bestod i at spænde hesten for de
grønne badevogne, så kusken kunne blive siddende. Men da vognene ikke
havde en drejelig aksel, skulle badedrengen ved at trække hårdt i
skaglerne til venstre eller højre få hesten til at holde den rigtige kurs
så vognene ikke kom i vejen for hinanden, Når badningen var forbi, satte
gæsterne et lille rødt flag op som tegn på at vi skulle trække vognen ind.
Sådan gik de lange sommerdage med opsmøgede bukser, i sol og blæst. Det
var på mange måder et friskt og behageligt job, men der var aldrig tid til
selv at komme i vandet.
Den første sommer var jeg badedreng for Thomas Madsen på
"damebadet", der havde sine vogne lige nord for nedkørslen, medens det
større antal vogne var på "det blandede bad" syd for, og hvor der var to
heste.
Man oplevede også noget med mennesker, betragtede deres liv
og gjorde sig sine tanker om dem. Gennem de mange års ansættelse kendte
man efterhånden en stor del af de faste badegæster, man så dem jo også på
tennisbanerne, og senere fulgte man dem også på golfbanen. Det var
dengang, man i Fanø Ugeblad kunne læse lange lister over sommerens gæster,
der var flyttet ind i deres sædvanlige villaer - undertiden med
tilføjelsen "med betjening", tjenestefolkene var altså også taget med. Der
var også navne på faste gæster, der hvert år kom på det samme hotel.
Kuskene, og ikke mindst forvalteren gennem en menneskealder, den altid
venlige Carl Madsen - far til Thomas og Jørgen - snakkede meget om de
kendte gæster, der vendte tilbage år efter år, undertiden hele
generationer.
Badets administration blev ledet af direktør Lassen, den
altid elegante skikkelse med den evindelige cigar i munden og hovedet en
smule bøjet. Han kunne virke noget barsk, men sådan syntes jeg han var
overfor alle. Som æseldreng og senere caddiemaster, var jeg hver aften på
kontoret med penge, og selv om det normalt var en kontordame der tog imod
dem, kunne det godt blive til nogle venlige ord fra Olaf Lassen. Da jeg
den sidste sommer kom ind på kontoret med studenterhuen på, Ønskede han
mig til lykke og gav mig en 10-krone, en pæn gave dengang.
Efter halvandet år som badedreng skete der det, der ofte
skete for Fanø- drenge dengang, at æseldrengen skulle på en ferierejse med
sin fars skib og derved fik jeg en uventet lejlighed til at 'avancere'.
Lønnen var ganske vist den samme, men stillingen som æseldreng var mere
fri, ja man var faktisk sin egen herre. Var det regnvejr, red jeg blot
hjem med dyrene, vejret kunne også bestemme, om jeg tog fra stranden kl.
17 eller kl. 18. Tiden gik meget hurtigere, der var flere at sludre med,
og der var endnu flere lejligheder til at iagttage mennesker.
I
sommeren 1931 var jeg golfdreng eller caddie, som det fine engelske navn
er. Netop fra og med den sommer fik drengene en slags fast "ansættelse",
for at man bedre kunne få hold på dem. Man havde oplevet, at der ikke var
caddies ved sommerens største begivenhed, den store golf- turnering, der
hvert år trak deltagere også fra udlandet. Derfor oprettedes en stilling
som caddiemaster som Jørgen Madsen overtog. Drengene blev skrevet op og
fik numre. Af betaling for en omgang på "9 huller" på 55 Øre, fik de
udbetalt kontant de 25, resten af beløbet fik caddiemasteren og afleverede
på kontoret, så drengene kunne få en samlet sum udbetalt når sommeren var
forbi. I det næsten nybyggede golfhus var der et rum med skabe til de
faste spilleres golftasker, og der var et opholdsrum til drengene. Det år
nåede jeg op på en ferieløn på 136 kr.
På mange måder var det interessant at være golfdreng, især
når man havde de dygtige spillere at ledsage - og rådgive. Drengene, der
kendte banen ud og ind, vidste gerne meget bedre end spillerne, hvilket
"jern" de skulle bruge de forskellige steder. Det kunne derimod være svært
at få drenge til de dårlige spillere, som vi så på med dyb ringeagt,
selvom de havde det fineste sportstøj og dyreste tasker med skinnende nye
jern. Når en sådan spiller kom, kunne drengene pludselig være forsvundet i
det krat, der stadig ligger bag golfhuset.
I min situation som den ældste drejede det sig blot om at
få så mange omgange som muligt, så jeg tog imod hvert tilbud, jeg kunne
overkomme. Det viser sig, at jeg har ført regnskab for hver eneste dags
ture og endda skrevet navnene på spillerne op, og bliver dermed atter
mindet om nogle af Badets prominente gæster dengang.
I min lommebog fra 1931 er blandt disse navne noteret: "
Fru Frigast, Kaas, Jensen, Nonboe, vekseler Michaelsens familie, Hertz, 0.
E. Jensen, Jay, fru Lykke Thomsen, Jespersen, Berner Eriksen, Hoffgaard,
A. Christensen, Truelsen, Greve Retz Thot, Rubow, fru Graa, Lund, Trane,
Jørgensen (mon det var ham der senere blev nr. 1?)". Desuden flere gange
Keppie og baron Wedell-Neergaard. Der var mange gentagelser, idet jeg vel
gerne gik med de mest venlige... Der staar desuden, at jeg i alt gik 200
omgange - 180 små og kun 10 "store" med de 18 huller på grund af
oversvømmelse på den udvidede bane.
Adskillige dage havde jeg 8 omgange på hver 2 km, så det
blev en god travetur på over 16 km, endda over et par større klitter. Jeg
nød alle turene i det smukke terræn, og var det gode spillere, var vi lige
så engagerede, som de selv var. Jeg havde det handicap, at jeg var så
nærsynet, at jeg havde svært ved at se, hvor golfkuglen faldt, især ved de
lange slag. Jeg måtte nøjes med at koncentrere mig alvorligt om kuglens
retning o g finde et sigtepunkt. Det lykkedes normalt godt - også ved
hjælp fra kammeraterne - så jeg ved turneringerne ofte kom til at følge de
helt store spillere. Da var det et meget betroet hverv, for mistede man en
kugle, betød det et spildt slag. I en periode var dagens sidste tur for
golftræneren, den elegante, solbrændte skotte, Keppie, der var ansat ved
badet en lang årrække. Han spillede med en af stamgæsterne, en baron, der
på sådan en tur foruden at betale for at benytte golfbanen også måtte
betale træneren en stor timeløn samt dennes caddie og sin egen...
Ved 6. hul skulle der spilles over en høj klit, hvor et
lille rødt flag angav retningen. Her måtte golfdrengene løbe i forvejen,
så de oppe fra højden kunne følge den lille kugles bane fra startstedet
over klitten til nedfald- stedet på den anden side. Her havde jeg aldrig
kunnet klare mig uden kammeraters hjælp, engang skete det da også, at de
andre råbte op, men selvfølgelig for sent, så jeg dejsede omkuld efter at
have fået den sten- hårde kugle i hovedet. Ved sidste hul skulle der også
spilles over en klit, og der har jeg oplevet et par gange, at kuglen ikke
blot ramte green, men også gik i hul med et slag på 185 meter.
Ved siden af Københavns golfbane i Dyrehaven var den på
Fanø regnet for den fineste, ja mange satte den højere på grund af det
spændende terræn. Den havde blot den mangel, at den kun var på 9 huller,
så ved turneringer måtte man spille banen igennem 2 gange for at komme op
international standard med 18 huller. Sommeren 1931 var banen endelig
blevet udvidet med de manglende 9 huller, men så blev det den værste
sommer i mands minde. Det regnede i perioder dag ud og dag ind, så store
dele af udvidelsen stod under vand. Jeg kan se, at jeg kun kom 18 huller
igennem ganske få gange mod slutningen af ferien, så også det år måtte
turneringen foregå på den gamle bane alene.
Først næste år havde man ved dræning og grøftning gjort den
store bane anvendelig. Jeg mener, at det dengang kun var København og
Fanø, der havde den komplette bane. Det år var jeg imidlertid avanceret
til caddiemaster, en stilling jeg også havde året efter i 1933. Nu fik jeg
125 kr. fast, så det var et stort spring fra de 45 kr. de første tre år.
Med drikkepenge og ekstra arbejde nåede jeg det første år op på 190 kr.,
slet ikke så ringe et beløb, som vel skal ganges mange gange for at kunne
sammenlignes med en ferieløn i dag. Men det var også en arbejdsdag fra kl.
8 om morgenen til ca. 17.30 uden en eneste fridag ferien igennem. Men
hvilke arbejdsdage havde ikke alle mine gamle skolekammerater, der var ude
at sejle.
Nu var det mig, der om morgenen skulle stå for arbejdet med
at ordne tennisbanerne og få drengene til at bestille noget, det var ikke
altid let at blive "overordnet" sine gamle kammerater.
HJEM
