Den spanske syge i 1918
lagde Badet næsten øde; der var gæster nok, men de lå alle i sengen.
For at forebygge sygen
mellem Badepersonalet, fik disse hver udleveret en flaske gurglevand,
Formalin, tilsat spiritus og rød farve. Den tidligere omtalte gamle
Anders, som mange gæster af den ældre generation sikkert, når han nævnes,
vil sende en venlig tanke, fik også en flaske, ikke fordi man troede, at
han ville gurgle sig, men for en ordens skyld. Stor forbavselse vakte det,
da Anders dagen efter kom med sin tomme flaske og bad om mere. Det blev
sagt ham, at det var giftigt (på etiketten var en mængde kors), og han
måtte passe på at spytte det ud igen. »Nej«, sagde Anders, »det krasser,
og det er møj for gu'e til at spytte ud igen.« Og under hele den spanske
epidemi drak Anders til sin mad daglig sin pægl farvet formalin. Men det
faktiske er, at mens hele det øvrige personale gik og hang, var Anders
veltilpas og fik ikke spansk syge. Altså, skulle vi igen i dette land få
en sådan Epidemi, så er Anders' Kur probat såfremt man da ikke dør af den!
Sæsonen 1919 endte
strålende, men allerede nu viste der sig forløbere for de kommende
vanskelige tider. Pengeknaphed og svigten af udenlandske gæster.
Men inden vanskelighederne
rigtig satte ind, forsøgtes endnu et fremstød, nemlig direkte
flyveforbindelse med Westerland og med København.
Det begyndte med, at to
unge mennesker, Cecil Faber og Bent Rom, i juli 1920 landede på stranden
med en »de Haviland« maskine. De var begge ansat i D.D.L. Det var i dir.
Willie Wulffs tid, en tid, hvor dette selskab kæmpede med store
vanskeligheder. De to unge Mennesker fik lov til at lave rundflyvninger
over stranden og tjente forholdsvis gode beløb. I Vinteren 1920-21 førtes
en række forhandlinger mellem Fanøbad og D.D.L. Disse resulterede i, at
Fanø skulle gøre et fremstød for flyvningen, deriblandt de to ovenfor
omtalte forbindelser. Fanøbad byggede en hangar, d.v.s. det var Bent Rom
og den i luftfartskredse så kendte »tykke Hansen«, der gjorde arbejdet,
men Badet leverede materialet. Hangaren blev anbragt oppe i klitterne, og
maskinen blev hver dag trukket ned på stranden med et spand heste.
Transporten var jo meget vanskeligere end i dag, hvor på mange maskiner
Vingerne kan klappes sammen, og som kan køre ved egen Kraft.
For Fanøbads Ledelse var
det det samme problem som i S/S »Hebridean«s dage. De udenlandske gæster
kunne let og bekvemt komme til Sylt, men det var forbunden med store
vanskeligheder at komme videre. Man satte sig i forbindelse med
Westerlands direktion, og aftalen blev, at repræsentanter for Badet,
ledsaget af Bent Rom, skulle flyve derned dertil orienterende
forhandlinger. Der blev fløjet i to hold, og selskabet blev som de første
udenlandske flyvere, der landede på Sylt efter krigen, modtaget med stor
højtidelighed og al den festivitet, som tyskerne råder over med »Ansprache«
etc. Forhandlingerne forløb for så vidt tilfredsstillende. At der ikke kom
så meget ud deraf, som man havde tænkt sig og håbet, skyldtes dels de
stigende vanskelige forhold i Tyskland og dels, at det materiel, som fra
dansk side kunne stilles til disposition, ikke var så tillidsvækkende i
forhold til det, der på tysk side var sat ind på ruten Westerland-Hamburg.
Samtidig var forbindelsen
København-Fanø bleven etableret. Der blev, som reklame for forbindelsen,
trykt prospekter på engelsk, og disse blev uddelt på Englandsbådene. Ikke
så få rejsende benyttede ruten. I prospektet blev bl. a. udtalt:
»From Esbjerg
to Copenhagen by air in two hours.
Fare: One passenger Kr.
600, two passengers Kr. 700.
Dep.
Aerodrome at Fanø North Sea Bath about one hour
after
steamers arrival at Esbjerg.«
I 1922 blev forbindelsen
ikke åbnet. Det viste sig nemlig, at D.D.L. ikke uden betydelige
garantier, så betydelige, at det ikke var Fanøbad muligt at stille disse,
kunde afse passende maskiner til forbindelsen.
I tiderne fra sidst i
tyverne til denne dag har Badestedet Fanø gennemgået en rolig
fremadskridende udvikling, og den, der i den mellemliggende tid ikke har
været ved Fanøbad, vil næppe kunne kende det igen.
I hele denne periode er
grundlaget for Badets eksistens lagt om. Før var det afgørende for
sæsonens forløb, hvorledes forholdene var i udlandet, hvilke restriktioner
der blev trufne med hensyn til rejser, valutaforhold etc. Nu hviler
tyngdepunktet på det danske besøg, på villaejerne, der år efter år vender
tilbage til deres Fanøhjem.
En
lille beretning fra 1922, gengivet en menneskealder senere i Fanø Ugeblad,
fra en Nordby-pige ansat på et af hotellerne giver et indtryk af livet ved
Badet: "Kurhotellet var fornemt og pompøst med den store kursal med
fløjdøre ud mod havet og stor balkon. Her boede de fornemme gæster. Der
vat et 10-mands stort orkester, der spillede til middagene. Speciel
påklædning var påkrævet. Til middag kl. 19 på hverdage skulle man være
iført smoking, og om lørdagen kjole og hvidt. Damerne var i flotte rober
med diadém eller esprit i håret. Det var som i "Tusind og én nat" - meget
elegant. Jeg fik lov at sidde oppe på galleriet og se hele denne
pragtudfoldelse. Jeg husker en lørdag aften, hvor en meget estimeret og
velhavende herre kom til middagen kun iført smoking, og hvor inspektøren
nægtede ham adgang, grundet ikke korrekt påklædning. - Det var i Badets
storhedstid. En særlig person knytter sig til denne tid. Det er direktør
O. Lassen. Hver morgen gik han med faste skridt med en stor frisk cigar
fra det ene hotel til det andet, og om aftenen kom han i festtøjet med sin
smukke frue til kurhotellets festmiddag. De derboende gæster fra
sommerhusene deltog også ved middagen.
HJEM
