Når Tanterne skulle til
Fanø gik der et stort arbejde forud. Der skulle vaskes og stryges så man
undgik for megen vask i den første tid. Navnlig faster Gerda der altid
også i sin sommerferie gik med smukke hvide indsatser, kraver og
kniplinger, havde nok at gøre.
De skulle sikre sig at
vintertøjet var omhyggeligt banket og børstet; imod møl anvendtes
krydderiet nelliker der blev lagt i lommer og opslag, - selv i klaveret
blev der lagt små poser med dette antimølmiddel.
Når alt var pakket,
dækkede de møblerne til med gamle lagener, for at de ikke skulle falme i
solen.
Kurvekufferter og
sengeklædesække skulle sendes af sted som fragtgods, der skulle sendes
besked til sognefoged Nielsen i Sønderho der »for en billig penge« sørgede
for, at godset blev færget over og viderebefordret til Sønderho.
Den sidste bagage pakkedes
i håndkufferter der blev taget med som rejsegods, d.v.s. at man helst
aftenen før skulle tage ind på Hovedbanegården og få det vejet, eventuel
overvægt betalt, og sendt af sted, så man var helt sikker på, at det kom
med.
Selve rejsedagen var der
»nerver på« fra morgenstunden, faster Gerda var altid helt forvirret og
løb rundt efter sine ting, og tante Hanne irriterede faster Gerda ved
selvretfærdigt at sidde på en stol og være færdig længe før tiden. Omsider
var da alt pakket, maden der skulle spises på færgen lettilgængelig, og de
kunne tage af sted med en taxa til banegården.
Togrejsen blev afbrudt
flere gange, der var ingen form for gennemgående billet, og da
Lillebæltsbroen ikke eksisterede skulle de med tre færger.
Rejsen sluttede af med en
tur i »Postvognen«, en hestevogn forspændt med to heste. Kurvekufferter,
sengeklædesække og et par unge mennesker blev stablet oven på vognen. Det
gik som regel helt godt på det grusede stykke vej der dengang gik ud til
det sted, hvor Rindby Brugs nu ligger, men så fulgte 10 km med sandvej,
hvis dybe hjulspor var dækket af lyng og tang, - og der gik det langsomt.
Undertiden måtte børnene gå ved siden af, og mændene skubbe bagpå, - hvis
vejret var godt, plukkede damerne blomster imens.
Vognen var lukket om
sommeren, men om vinteren var det knap så komfortabelt da kørte man i åben
vogn, da den var lettere og ikke så nemt sad fast i hjulsporene.
Passagererne sad godt pakket ind i tæpper og tøj de ca. 2 timer, turen
varede og fik sig en god passiar.
Det sidste stykke ind til
Sønderho omtrent fra hvor nu gokartbanen ligger, var der gruset. Efter Den
første Verdenskrig blev hele vejen gruset, og efter 1945 blev den
asfalteret.
En meget stor lettelse må
det have været, da Chresten Hansen i 1918 indførte motoriseret transport.
Den første vogn var åben, og postmesteren var dødsensangst for, at der
skulle ske posten noget, så han lod lave en jernkasse der blev sat bag på
bilen, så der i tilfælde af brand var mulighed for at redde den dyrebare
last.
Da vi kom til Fanø i 1920
var der ingen vanskeligheder med transporten.
HJEM
