Den første bil på Fanø i 1915

I automobilernes første år kom der ikke mange til Fanø. Overførslen mellem Esbjerg og Fanø var for besværlig. Den første vogn blev i 1914 taget herover af ingeniør Cai Caspersen, og han var altså den første, der benyttede stranden til bilkørsel. Fornøjeligt fortalte han om den panik, han skabte, da han kørte ind i Sønderho By.

Den første bil, der fik fast ophold på Fanø, og som blev benyttet til erhvervskørsel, kom i 1915, men den var lige ved at komme herfra lige så hurtig. Trafikken mellem Nordby og Badet besørgedes i de tider dels af omnibusser og dels af kapervogne.

Da den ovenfor omtalte første erhvervsbil kom herover, ønskede Kurhotellet at benytte den som omnibus for hotellets gæster og i øvrigt til al kaperkørsel. Vognmandsforeningen erklærede, at såfremt dette skete, ville man blokere Badet. Da det skete midt i højsæsonen, var det en meget alvorlig sag. Sognerådet indkaldte derfor parterne til et forligsmøde. Badet tilbød, at man, såfremt dette automobil kunne køre uhindret, ville forpligte sig til, foreløbig for 8 år, ikke at tillade anden bilkørsel på Badets Veje. Da Vognmandsforeningen fastholdt sit standpunkt, gav Sognerådet tilladelse til erhvervskørsel på kommunens veje, og blokaden kunne ikke opretholdes.

Når man tænker på, at dette skete i 1915, og at det første motorstævne fandt sted i 1919, hvor ca. 500 automobiler var på Fanø, så må man sige, at udviklingen er gået stærkt.

Efter at den første krigsforskrækkelse havde lagt sig, steg besøget igen jævnt, og man så nogenlunde fortrøstningsfuldt på fremtiden.

25 årsdagen for Kurhotellets indvielse

Man bestemte sig derfor til i 1917 at højtideligholde 25 årsdagen for Kurhotellets indvielse. Det blev en ganske storslået fest, hvor intet blev sparet, selv om den selvfølgelig ikke på langt nær kunne stå mål med de Weiszke fester. Man havde bedt forfatteren Oscar Kalckar om at skrive en sang til denne lejlighed. Når den her citeres, da er det ikke blot, fordi den, som det bagefter viste sig, kostede Kr. 500,-, men også fordi den fuldstændig dækker udviklingen:

Et Æventyr

Vær hilset, Fanø, i Dag kan fri

og stolt Din Fremtids Kurs Du sætte,

men om en Tid, som er længst forbi,

de Gamle end ved at berette.

Så mangen anden Mængden sværmed om,

til Fanø aldrig nogen Frier kom.

Jævn var hun klædt,

ilde kun stedt: en Askepot ved danske Strande.

Da - søndenfra drog en Bejler hid,

hun syntes endt var alle Trængsler,

hun, som sad ene den lange Tid,

hvad aned hun om sine Længsler.

Nej, stolt af Æren slog hun gerne til,

og der blev Bryllup, hvilket Skuespil!

Skønneste Brud, straalende Skrud,

hvor var hun kongelig at skue!

Men Skæbnen standser ej sin Fart,

før den sin Villie ser beseglet:

En skønne Dag hun det indså klart,

at hendes Hjærte havde fejlet.

Der var en anden, som hun drømte om,

som ud af Tanken aldrig kom.

Halvhedens Vej

fristede ej.

Den, som jeg elsker, eller ingen.

Hvad komme måtte, det kom en Dag,

i Ydmyghed Prins Danmark friede,

at blive enig var ingen Sag,

hun drilled blot: Det var på Tide!

og føjed til: Så kom Du, Gudskelov!

Og der stod han, måske en Smule flov,

havde til Svar ene:

Hvor har jeg dog haft mine Øjne henne?

Perioden 1917-19 var præget af stor pengerigelighed, og alt hvad dermed fulgte, og som ofte nok er beskrevet. Disse år bragte støre omsætninger til Badets virksomheder, men fik dog ikke Badets ledelse til at tabe hovedet. Man var klar over, at det ikke lige - i det store og hele - var det publikum, som fremtiden skulle bygges på. Man søgte i disse år, så vidt det var muligt, at konsolidere sig; indtægterne var vel store, men udgifterne var det så sandt også.

Mange tegn tydede på, at der igen ville komme vanskelige tider, og man søgte, mens pengerigeligheden var på sit højeste, at skabe nye indtjeningsmuligheder for de erhvervsdrivende, indtjeningsmuligheder, som også kunne, det håbede man, nå ind over en nedgangsperiode.

Væddeløbenes tid

Perioden 1917-1920 kan man kalde væddeløbenes tid, og den hjalp faktisk alle de ved Badet værende erhvervsdrivende over den sorte periode 1920-24. Disse væddeløb morede ikke Badets gæster og måtte derfor lægges i for- og eftersæsonen, i juni og sidst i august. Det første ridestævne lededes officielt af Ribe Amts Rideklub, men i realiteten af den på dette tidspunkt indenfor ridesporten så kendte ritmester Jessen fra Randers, og blev redet af officerer fra de forskellige jydske garnisoner. Omkostningerne var meget store, og at skabe balance ved ridestævner, selv med den største publikumstilslutning, lå udenfor mulighedernes Grænse. - Hertil risikoen ved uforudset højvande eller regn på væddeløbssøndagen. Heldet tilsmilede for så vidt de forskellige løb. Kun eet år i hele denne periode slog bølgerne ind over den bane, hvor væddeløbsvognene under et motorløb skulle have kørt. Der måtte tegnes støre garantibeløb. Disse tegnedes let i 1918 og 1919, men tiderne slog om, og ridestævnerne måtte skrinlægges.

Noget helt andet var det med motorstævnerne, der blev arrangeret, først af Dansk Motor Klub sammen med »Politiken«, senere af denne Klub sammen med K.D.A.K. Her betaltes nemlig ret støre beløb i startpenge for hver vogn, og i det hele taget var automobilfirmaerne stærkt interesserede i at få deres mærker frem. Hertil kom, at publikumstilstrømningen var enorm, og noget lignende kan siges om totalisatoromsætningen. I de første år blev der kørt med de private bilejere ved rattet, men senere gik det over til kun at være de forskellige fabriksejere, der lod deres fabrikker repræsentere. Morsomt var det i 1919, en fabrik havde fået den idé, for at vise, hvor hurtig netop denne vogn kunne køre, at arrangere væddeløb mellem en flyvemaskine og bilen. Vognen skulle efter programmet komme først over mållinien, men trods ihærdige bestræbelser lykkedes det ikke for flyvemaskinen at komme sidst. Et andet firma, et Stettiner firma, lavede også en anden god reklame i 1919. Firmaet var repræsenteret af 2 væddeløbsvogne og erklærede dagen forud for løbet, at de manglede nogle reservedele. Gode råd var dyre. Man allierede sig da med den ved Badet værende flyvemaskine, og denne fløj om aftenen til Stettin efter disse. Det var et kunststykke, da man manglede kort. Flyveren var den dansk-engelske flyver Cecil Faber med Bent Rom som observatør. Man havde intet andet at flyve efter uden et kort, som man rev ud af et af mine sønners skoleatlas. Næste morgen sydede hele Badet af spænding, og væddemål blev indgået; ville flyveren nå frem, inden løbene begyndte? En halv time før »formørkedes« himlen af den lille flyvemaskine, og de to flyvere landede glade, men forvågede. Reservedelene var nået frem i rette tid. Den eneste, der smilede, var skriveren af dette - bortset fra firmaets repræsentanter; det hele var reklame, navnet »Studebakker« (eller lignende) var på alles læber.

Motorløbene fortsattes til 1924 incl. Når de ikke førtes videre, lå det hovedsagelig i, at de fordringer, politiet stillede af hensyn til publikumssikkerheden efter den sørgelige ulykke, da mr. Campbell ved et rekordforsøg tabte en ring, der kostede en ung spejder livet, var meget store, men også i den almindelige verdenssituation. Privatfolk havde ikke råd til at betale de omkostninger, der var forbundne med at deltage i løbene, og fabrikkerne havde ikke mere brug for reklame; de kunne uden reklame sælge, hvad de kunne producere. Hertil kom, at man ved mr. Campells verdensrekord på Fanø Strand var kommen op på så store hastigheder, som stranden kunne bære. Kysten ved Florida havde her større chancer.

I 1939 forsøgte man igen at gennemføre et stævne, men det lykkedes ikke. Et nyt var planlagt til 1940, men den nuværende verdenssituation har foranlediget, at planerne måtte stilles i bero.