Men tilbage til de
samtaler, der i 1889 førtes mellem Lensgreve Raben-Levetzau som formand
for Danmarks Turistforening og kaptajn Hans Rødgaard på Fanø's vegne.
Danmarks internationale Badested skulle ligge på Fanø, og kaptajn Rødgaard
gik straks i gang med de omfattende forberedelser. Ikke blot måtte det
store areal, hvor Badet skulle ligge, erhverves, men man måtte også sikre
sig, når man ville sætte mange penge ind, at der på øen ikke skabtes
konkurrerende virksomheder. Igennem grundejernes organisation,
Hartkornskassen, erhvervede man eneretten til badning fra stranden for 100
år. Der blev aftalt en årlig betaling af kr. 150,- , og dette beløb blev
betalt helt op til 1939. Enhver grundejer på Fanø fraskrev sig retten til
i de til stranden grænsende klitter og »østeri« , at opføre hotel,
pensionat, logihus eller lignende. Køberne beherskede altså hele stranden
og de yderste klitter, og der forbeholdtes blot beboerne, at de måtte
benytte badets badeindretninger til minimale priser.
Forfatteren Xenius Rostock
har i Turistforeningens Jubilæumsskrift anset denne bestemmelse som en
ganske enestående forudseenhed af Badets startere, idet han forudsætter
disse bestemmelser som en naturfredning. Begrundelsen var dog den nævnte.
Noget andet er, at denne bestemmelse rigtig nok kom til at virke som en
naturfredning. Gennem tiderne er det ofte sagt, at Fanøbeboerne blev
dårligt behandlede, og de folk, der gik i brechen for salget, fik uhyre
kritik. Men ifølge Olaf Lassen er intet mere uberettiget. Det afgørende
var, om der blev tilført disse klitter nye værdier til gavn for øen. Og
meget store beløb er igennem årene tilflydt beboerne ved denne handling.
Baggrunden for selskabets
start var altså til stede. Der udsendtes et Opråb til »det danske Folk« og
den 22. december 1889 en indbydelse til aktietegning til dannelse af
aktieselskabet »Fanø Nordsøbad« med det formål at drive Baderiet på Fanø.
I Opråbet anførtes:
"uagtet Fanø hidtil kun
havde kunnet tilbyde Gæster højst tarvelige Bekvemmeligheder, havde de
fortrinlige Vesterhavsbade og de sjældne Naturforhold dog hvert år draget
flere og flere Sommergæster til Øen."
I aktieindbydelsen, der
foruden af kaptajn Rødgaard og Lensgreve Raben-Levetzau var undertegnet af
flere af Danmarks Turistforenings mænd og fra Fanø af en hel del
interesserede, var forudsat en aktiekapital på Kr. 200.000,-, og
forudsætningen for stiftelsen var, at der opførtes et stort hotel med
mindst 50 værelser.
Til at begynde med rådede
en ret stor begejstring, men det var ikke nok. Det var bestemt, at
Fanøfolk skulle skaffe Kr. 65.000,- og fra det øvrige land Kr. 135.000,-
De Kr. 65.000,- fra Fanø blev også tegnet, men i København kunne der kun
skaffes kr. 62.000,-; større var interessen ikke, da det kom til stykket.
Den ordning, der senere kom, bragte Fanø i misforhold til store danske
kredse. Fanø, Danmarks Badested, kom under tysk indflydelse, og det blev
af mange forkætret og lagt for had.
Det viste sig altså
umuligt for Danmarks Turistforening at skaffe de Kr. 135.000,- til
etablering af Danmarks Badested.
Kaptajn H. Rødgaard, der
meget nøje kendte datidens politiske strømninger, rejste først til England
for at søge kapital. Det lykkedes ikke. Igennem skibsreder J. C. Greibe,
der var født på Fanø, kom Rødgaard i Forbindelse med bankier Sigmund Weisz.
Weisz var østriger, men drev en meget stor bankforretning i Hamburg og
havde derigennem forbindelse med Hamburgs store handelsfyrster. Han var på
dette tidspunkt selv meget velhavende.
Sigm. Weisz, som han
underskrev sig, var på trods af sin ungdom - han var på dette tidspunkt
ca. 35 år gammel - en personlighed af stort format, de store liniers
mand.
De tyske Badesteder langs
Sønderjyllands Kyst var efterhånden blevet så overfyldte, at det mere
forvænte publikum ikke kunne få albuerum. Dette regnede Weisz med, og
derfor troede han på det internationale Badested på Fanø. Forhold, der kun
indirekte havde med Fanø at gøre, slog ham ud, og han døde for egen hånd
den 30. Maj 1896. Weisz var en mand med stor fantasi. Som starter af et
foretagende vil sikkert få komme op ved siden af ham. Men de former,
hvorunder han ledede grundsalget på Fanø, og flere af hans dispositioner
antyder dog, at han også var en farlig mand.
Men Weisz gik altså ind
for Fanø, og i 1890 startedes A/S Fanø Nordsøbad på en generalforsamling i
Hamburg med en aktiekapital på Kr. 600.000,-, hvoraf 25 % straks blev
indbetalt.
Lensgreve Raben-Levetzau
har fortalt, at han kun gik med som selskabets første formand under stærkt
pres fra Weisz' side, støttet af kaptajn Rødgaard. Weisz havde garanteret
ham, at Fanø, selv om de fleste aktier var på tyske og østrigske Hænder,
skulle blive drevet som dansk Badested under danske ledere.
Men straks efter
aktieselskabets start kom arbejdets tid. Direktionen bestod af kaptajn
Rødgaard og den fra Sylt indkaldte dr. Polacheck. Hensigten var at
gennemkrydse arealet med et vejnet, selv bygge et Kurhotel, der på en Gang
både skulle være hotel og samlingssted for det samlede badepublikum,
propagandere for opførelse af flere andre hoteller på Badets grund og
sidst, men ikke mindst, sælge byggegrunde til privat bebyggelse eller
villaer til udlejning.
Til Vejanlæg blev der i
årene 1891, 92 og 93 anvendt Kr. 81.000,-, og da arbejdslønnen i de dage
var 35 Øre pr. time, vil man forstå, at det gav arbejde til mange
mennesker, selv om materialerne også kostede en del. Mellem disse vejanlæg
var også forbindelsen mellem Nordby og Badet. Der lå fra gammel tid en
smal lyngvej, der førte ud igennem klitterne. Denne blev nu overtaget af
selskabet og makadamiseret. I tidens løb blev vejen, der oprindelig var
anlagt til at være en forbindelse mellem Nordby og Badet, en transitvej
mellem Nordby og Stranden. I året 1935 overtoges den af Nordby Kommune,
der anvendte ca. 80.000,- Kr. til opbygningen, og den er nu om sommeren
stærkt trafikeret.
Alle disse fremmede
arbejdere - Fanø kunne jo kun afgive relativt få - og hertil alle de, der
var beskæftigede med byggearbejder boede i barakker ved Badet. Når de
efter fyraften drog til Nordby, stod byen på den anden ende. Selv om man i
Nordby rystede på hovedet, skete der dog - efter overleveringer - ikke
katastrofer af større art. Når det anføres, at Kurhotellet, Hotel Kongen
af Danmark og Strandhotellet (det nuværende Missionskursted) blev bygget i
disse år, vil man forstå, hvor mange mennesker der var beskæftiget.
En ting måtte også ske
straks; der måtte for denne by ved havet bestemmes, efter hvilke regler
tilværelsen skulle forme sig i store linier, en byggeplan skulle laves,
sanitetsforhold ordnes o. s. v., og alt dette måtte gøres, før en eneste
grund blev solgt. Dette var muligt, da det hele var nyt land. Den ydre
form var den, at disse bestemmelser tinglystes som servitut.
Bebyggelsesplan
§ 2 i Regulativet lyder
således:
"Det er en Selvfølge, at
enhver Parcelejer som sådan er underkastet de danske Love, som på lovlig
Maade er trufne eller senere måtte blive givne for det Distrikt, hvor
Parcellen er beliggende. Saaledes er Regulativets Bestemmelser at anse som
en Tilføjelse til de officielt gældende Bestemmelser og i alle Tilfælde
gældende ved Siden af disse."
I Hamburg tog man med
mægtig energi fat på at gøre Fanø kendt i den store verden og for - ikke
mindst - at sælge grunde. Arbejdet her blev særlig lagt i Hamburg, Dresden
og Wien og faktisk også i St. Pedersborg, noget mindre mærkelig nok i
Berlin. Prospekter, der reklamerede for grundsalg, fremstillede Fanø som
det kommende Verdens- Badested, og der sparedes så sandt ikke hverken på
penge eller tryksager. Det, det var om at gøre, var at sikre sig grunde.
Man fik indtrykket af, at havde man en sådan grund, så var man sikret for
livstid.
Men mange rigmænd købte
grunde fra Kr. 12.000 og op til Kr. 30.000 pr. grund, og adskillige af dem
byggede også kostbare villaer til Kr. 70.000 a Kr. 80.000 pr. stk. Det var
de såkaldte tårnvillaer. Alt tømrer- og snedkerarbejde blev lavet i
Tyskland og blev sammen med alt det øvrige materiale sendt herop pr.
banevogn og sattes så sammen her. Tæpper, gardiner, møbler og alt andet
inventar kom ligeledes herop fra Tyskland.
Når Sigm. Weisz kom herop
med disse købere, optrådte han fyrsteligt. Ud til Badet kunne man ikke
køre i de vogne, der var på Fanø. Nej, en »Ekvipage« blev med stort besvær
transporteret herover fra Esbjerg. Der var gerne ekstratog fra Lunderskov,
og når færgen lagde til ved Fanøbroen, blev der kastet sølvpenge i grams
til de forsamlede Fanødrenge.
Kaptajn Rødgaard har
engang fortalt, at den første uenighed med Weisz opstod ved, at kaptajnen
ikke kunne få Nordbyfolkene til at flage, når Weisz kom herop med sine
selskaber. Vel ville man gerne tjene på Badet og have omsætning, men flage
på kommando, det kunne man ikke få nogen Fanømand til.
Men grundsalgene gik
strålende. Man solgte i kvadratfod Hamburger mål, der er noget mindre end
danske kvadratfod, og derved kunne prisen pr. kvadratfod jo blive
»billig«. I disse år til 1895 blev der solgt, og betalt, 638.800
Kvadratfod (ca. 70.000 m2) byggegrunde til i alt 340.860,- Kr.
Da man imidlertid ejede 6.574.527 kvadratfod (ca. 700.000 m2),
var det jo en ganske uvæsentlig del af det samlede areal. Salgsprisen var
gennemgående 50 øre pr. kvadratfod.
Mens alt dette foregik i
Hamburg, afbrudt af utallige rejser, blev der stadig arbejdet energisk på
Fanø. Klitter blev sløjfet, veje anlagte, baderiet bragt i form etc., men
det hele så dog meget ufærdigt ud. Man havde også med held forsøgt at
interessere lokale folk for byggeriet, dels i Esbjerg, hvor der dannedes
et aktieselskab, Hotel »Kongen af Danmark ved Fanø Nordsøbad«, og dels på
selve Fanø, hvor aktieselskabet »Strandhotellet ved Fanø Nordsøbad« blev
dannet. Disse to hoteller kom dog først i drift i årene 1893-1894.
HJEM
