Lysterfiskeri. 

En lyster er et redskab, med hvilket man stikker fisk, og som er sådan indrettet, at det holder fisken fast ved hjælp af en eller flere modhager eller ved at fisken kommer i klemme. Man vil sikkert forlange af en lyster, at den har mindst to spidser, men dette er kun et spørgsmål om ord: er der kun tale om én spids med modhage, kalder man det en "pig" - men den fanger på helt samme måde som en lyster med fx to modhageforsynede spidser. 

Det enkleste redskab i lyster-pig gruppen er en "flynderpig", der blot er en træstage med ét fladbanet søm i enden - et søm, der er filet spidst og forsynet med en modhage. Med en sådan pig har man mange steder stukket flyndre på lavt vand, altså hvor man kunne se fisken. Dette gælder i det hele taget for de fleste lysterfiskerimetoder, at man har stukket de fisk, man kunne se. 

En mere effektiv form for flynderlyster er den, man i vadehavet har benyttet under navnet "butpreg" eller "butpreger". Den består af et kort skaft - man benyttede den vadende - der for enden har en tværstang med op til en halv snes 5 - 10 cm lange modhagespidser på. Og som en mellemform kan man betragte de med en gaffel eller trefork forsynede lystre, man fx har fanget fladfisk på lavt vand med fra Læsø. 

Ål har man stanget fra båd, fra isen og fra åers og søers bredder, og man har også vadet efter dem på lavt vand. Man har stanget ål om dagen og om natten, i blæsevejr og ved havblik, og til hver kombination af lys og vejr har man haft en særlig teknisk. 

Ålejern eller piglyster 

De to hovedtyper af ålelystre er dem, man med sjællandske betegnelser kalder stangejern og saks. Et stangejern kan man også kalde en piglyster; det består af et antal svære tænder, der ved roden er trinde, men ved spidsen flade og rhombiske eller afrundede. Mellem disse er der bundet tynde, spidse brodder, der er forsynet med en modhage og holdt på plads mellem de svære tænder ved, at der er lagt en eller to beviklinger af garn eller ståltråd tværs over hele lystren, eventuelt holdt på plads af skuldre, smedet på ydersiden af de to yderste tænder. Denne bevikling kaldes nogen steder for "stopperen", fordi den ved siden af at holde brodderne på plads også har den funktion at stoppe ålen, så den ikke trykkes højere op i lystren end nødvendigt for at holde den på plads. 

Ål der bliver ramt af en piglystrer, bliver af de svære tænders flade spidser ledet op til de lidt højere siddende brodder, som trænger gennem ålen, der derved dels kommer i klemme mellem tænderne, dels bliver spiddet af brodden og holdt fast af dens modhage. 

Ålesaksen eller savlystren 

Den anden hovedtype er saksen eller savlystren. Den består af 2 - 6 lange, flade tænder, der foroven er forbundet ved elastiske trinde bøjler. Tænderne har alle, på de sider, der som regel "vender opad", d.v.s. fungerer som modhager. Når en ål rammes af en skas, kommer den i klemme mellem to elstiske tænder, og holdes yderligere fast af savtakkerne, men den bliver altså ikke, som ved brug af piglyster, gennemboret. 

Vodfiskeri 

Til vodfiskeri anvendes redskaber af samme hovedtype, men deres størrelse og nærmere udformning er forskellig far egn til egn alt efter vanddybde, fiskeart og fremgangsmåde. Fiskeri med vod sker nemlig dels direkte fra kysten som landdragningsvod, dels vadende langs kysten som soppevod, hestvod o.l., dels fra både som pulsvod, snurrevod, hvor voddet udsættes fra og trækkes til bådene, dels som slæbevod, hvor redskabet slæbes over bunden efter fartøjet. 

Soppevoddet 

Mens landdragningsvoddet brugtes, hvor dybet gik nær til land, gav landvandede strækninger med nogenlunde ens vanddybde ideel lejlighed til fiskeri med småvod. Oftest anvendtes de som soppevod af to fiskere, der vadede gennem vandet og trak voddet efter sig. Den ene af fiskerne førte gerne en båd ved siden af sig, sådan at de fangede fisk kunne tømmes af heri.