HJEM

                                         

Links og litteraturliste
Indholdsfortegnelse
Fanøs historie
Fakta om Fanø
Lokalhistorisk forening
Tema
Fanø i sejlskibstiden

Brinchs og Mortensens møller(top)

Brinchs Mølle eller Pillemøllen 

Den 7. januar 1773 ansøger kroholder S. P. Brinch i Sønderho om bevilling til at opføre og drive en mølle i Nordby. 

Den 22. marts samme år får han bevillingen idet det: 

"allernaadigst bliver ham bevilget og tilladt i Nordby Sogn paa et sig sammesteds dertil anskaffende bekvemt Sted at lade bygge og derefter bruge en Vindmølle med Pilleværk til alle Slags Grynmaling med Vilkaar,

1) at samme Mølle bruges alene til Grynmaling og ingenlunde til Melmaling, og

2) at af Værket fra den Tid, det er sat i brugbar Stand, svares til vor Kasse aarligt 2 Rdl. - - - og stedse holder Møllen med Værket i behørig Stand - - -."  

Møllen bliver opført i 1775, og anses for en større begivenhed og indskrives i kirkebogen:  

"1775 blev en ny Grubbemølle opbygt af Søren Brinch, Kroholder i Sønderho. Lorentz Christian var første Møller."   

Ejerne af rugmøllen forsøgte at stikke en kæp i hjulet for Brinchs bevilling, men borgerne i Nordby mente at de trængte en ny mølle. Stiftamtmanden anbefalede også opførelsen og bevillingen blev derfor givet, dog med det forbehold at han ikke måtte male mel, dette var stadig forbeholdt ejerne af rugmøllen.

Han fik dog til dels ophævet forbudet den 26. september 1775, idet han fik bevilling som følger: 

"i hans opbygte Gryn, eller Pillemølle tillige at male i Mel de Gryn, han paa bemeldte sin Mølle i Forvejen har pillet paa Vilkaar:

1) at han for saadan Tilladelse erlægger i aarlig Forhøjelsesafgift efter hans Tilbud 2 Rdl. og saaledes ialt 4 Rdl. aarlig til vor Kasse, samt

2) at paa denne Mølle ingen  Sinde males enten Rug til Mel eller noget andet end alene Gryn, han i Forvejen paa samme Mølle har pillet under Straf af denne allernaadigste forhen og nu meddelte Bevillings Fortabelse". 

I 1798 sælger han møllen til Jacob Poulsen fra List på Sild, men denne kan ikke klare udbetalingen så han må sælge til Anders Johansen. Den benævnes da: 

"En firkantet Vejrmølle indrettet til Pille, og Melmaling af Gryn, er 20 Alen i Højde med Lóftsafdelinger og Indelukke under Møllen, er vid fra For til Agter 8 Al. 9 Tom. og bred 6 Al. 13 Tom."   

Mortensens mølle

   

Skibsfører Morten Jensen Mortensen opførte i 1858 en mølle der nedbrændte i 1865. I dens sted opførtes året efter en ny mølle der blev revet ned og solgt til Ringe på Fyn. Møllen havde haft en travl tid, ofte roterede kværnene dag og nat. I vinteren 1879-80 blev den gamle møller syg, og da han en dag gik ud til møllen, vendte han ikke tilbage - han blev fundet død i møllen Sønnen Jens Mortensen overtog møllen i 1882.

Møller M. Mortensen

 

Møller Jens Mortensen

 

Flytningen til Ringe på Fyn fik "SKIRMEN" - Chr. Sneum - til at skrive følgende i Fanø Ugeblad om møllens omplantning.:

 

" Og nu står Møllen så i Ringe, midt inde på Fyn. Den er i nye omgivelser. Ingen klitter, intet blånende milevidt hav, intet hastigt lysglimt fra et fyr gennem natten. Overalt kun landsbyer og kirketårne, skove og levende hegn!

Dog kan vestenvinden endnu nå den og slutte den i sine arme. Men ak - det er ikke det favntag, den gamle mølle er vant til fra Fanø! Vel er det mildt og mygt; men kraften og friskheden er borte. Før vestenstormen er nået til Ringe, har den løbet sig træt over den jyske halvø. De østjyske skove har givet den et knæk, som den aldrig forvinder, og de fynske levende hegn er som et pigtrådsvæv at komme igennem. Dens kraft er brudt! Den kommer som en svækling, som en olding med podagra - og derfor kender møllen den ikke."

 

Men det blev ikke møllens endeligt. Den blev nemlig i 1981 købt af Marokkos konge, Hassan den anden, for 38.000 kr. transporteret til Marokko og opstillet ved kongens farm ved byen Fez.

Dette billede viser den gamle brandstation - Sprøjtehuset - der ligger på pladsen, hvor Krogvej og Fregatvej løber sammen. Den unge pige til venstre i billedet er Emilie Gregersen. Maden i midten er Jørgen A. Svends, der er ude med klokken for at reklamere for et eller andet. Han blev også kaldt for "Kaptajn Barfod", fordi han gik barfodet helt fra tidligt forår til langt hen på efteråret. Mortensen Mølle ses i baggrunden, og så er der også et par drenge, hvoraf den ene spiller på harmonika 

Tilbage