Hermed følger en blanding af Christian Struckmann, og Piet Winther Clausens historie om branden på Thyssens mølle søndag d. 17/3 1917 kl. 10 om aftenen, på Møllebanken bag vores hus.  

Piet var ellers glad for møllen, da møllevingerne, når de ikke gik rundt, blev brugt til hvileplads for stære, og han benyttede dem til at skyde til måls med bue og pil - uden dog nogensinde at ramme nogen, men det så så sjovt ud, når stærene, som på tælling, drejede hovederne og fulgte pilene med øjnene og næbbene hele yejen op til toppen af møllevinqen og tilbage.

Min fars og Piets bueøvelser var ellers nær endt med en katastrofe, da de yndede at skyde til måls efter et hul i plankeværket, og min tante Nete, der var 5 år yngre, skulle se hvad drengene lavede og kiggede gennem hullet, just da en pil mirakuløst ramte hullet. Selv da de begge var over firs, mødte hun altid Piet med en bemærkning om, at »han havde jo forsøgt at slå hende ihjel«.                                                         

Tilbage til møllens brand, der skete en dag, da Piets far var hjemme sidste gang før han blev dræbt af bomber i en fransk havn. Branden skyldtes antagelig uforsigtighed med en pibe i bunden af møllen, der blev benyttet til opbevaring af savsmuld og høvlspåner, der blev brugt til pakkemateriale Piets far forsøgte at lukke branddørene, der var efterladt åbne, men blev slået tilbage af den høje varme. Møllen virkede herefter næsten som en skorsten, a la siloen i Esbjerg og varmen fik meget snart møllevingerne til at rundt, så det lignede en fyrværkerisol med gnisterne fra møllevingerne.

Ifølge Fanø Ugeblad tog det en time, før man ved hjælp af trommemanden fik samlet brandmandskabet og kørt sprøjten frem.  

Vindretningen var ret imod vores hus i begyndelsen, man havde travlt med at gøre sejl våde, og lægge dem over vesterenden af stråtaget, samtidig med at man begyndte at tømme huset, ifølge min far, ved omhyggeligt at bære dyner og sengetøj omhyggeligt ud af dørene i huset, og samtidig nærmest kaste min oldemors bryllupsgave fra 1858, det engelske fajancestel, ud af vinduet fra rummet oppe oven på kælderen. Mirakuløst mangler der kun to dybe tallerkener!. Herefter drejede vinden lidt mere i syd, og det var så Piets hus det gik ud over  (Karl tækkemands) og huset ved siden af, der tilhørte Per Lassen Bøj (Winther). På det tidspunkt føg det med tjæret tagpap, og gavlen på Piets barndomshjem blev så varm, at man ikke kunne røre ved den og heller ej kunne benytte æ framrum (toilettet), der befandt sig i vestenden.

Herefter gik vinden yderligere mod syd, så det var Anders Jensens (senere Emils, nu Jeanette Exners) stråtag men på dette tidspunkt var ilden i så meget aftagen, at tagene blev vædet, og det eneste hus, der gik ild i, var Piets stærekasse, hvilket han dog selv klarede at slukke.  

Møllen lå lige ret syd for indkørslen til den sydøstlige indgang til Realskolen, nu biblioteket. Ret vest fra det sydvestlige hjørne på vores hus.  

Sandet fra møllebanken blev brugt til bygnings- og vejarbejde, så denne udmærkede bakke blev eroderet. Før møllen brændte, var det ellers det bedste sted at kælke herinde i byen. Det kunne gå lidt voldsomt til, men de store drenge kunne sædvanligvis styre slæderne. Piet blev dog engang sat på den store tunge slæde, som hans brødre havde, og da han ikke kunne styre den, ramlede han lige ind i gaslygtepælen, som markerede indgangen til Realskolen, med resultat, at denne blev aldeles bøjet. De store drenge var selvfølgelig væk, længe før der kom voksne til, der kunne skælde ud.

Nordby havde i sin tid flere møller, heraf 2 af de rigtig store møller. Her er den mølle, som omtrent var bygget i byens midte, Thyssens Mølle, som for anden gang nedbrændte i 1917 og ikke senere blev genopført. Billedet er taget fra Vestervejen. Huset til højre ejes i dag af Karen Sofie Holst. Helt tilbage i billedet s venstre side ses taget af "Flensborg Lager".