16. januar 1362, kilderne taler om "Grote Mandrenke", eller den store menneskedrukning. En voldsom isflod bortskyllede de svage diger der fandtes. Overleveringerne fortæller, at 200.000 mennesker druknede i vandmasserne, og at 30 kirkesogne forsvandt. At så mange mennesker skulle være druknet, lyder vel usandsynligt, men der er næppe tvivl om, at disse frugtbare egne har været tæt befolket. 

I 1631 har der været en høj stormflod; den ødelagde mange huse ved havnen i Sønderho, - beboerne søger kongen om hjælp. De optager derfor tingsvidner og beretningerne kan læses i Ribehus lensregnskaber, bl.a. at Peder Hansen den 9. marts 1632 får et tingsvidne på "at hans Hus, Byggested, Kaalgaard, Jord og Bredselsrum ved Havnen paa Sønderho af Guds Vejr og Stormflod er fordærvet og meget vækslagen og ødelagt, saa han maa nødes til at flytte derfra". 6 andre beboere får samme dag lignende tingsvidner. 

Stormfloden den 11. og 12. oktober 1634, kaldes i flere kilder "den anden store menneskedrukning".

Om stormfloden findes der ikke mange beskrivelser om skader sket på Fanø. Præsten i Sønderho bemærker i kirkebogen, at nogle fiskere er omkommet i stormen. Af lensregnskabet ses, at antallet af fiskerbåde året efter er betydeligt lavere. Man må antage at en del er drevet bort, eller lidt stor skade, mens de lå i havnen. 

I 1637 får beboerne et stort nedslag i deres landgildeydelse "formedelst deres store Armod, som de ved Stormfloded er geraaden i". 

Den 31. december 1720 er der en voldsom stormflod, der gav mange skader langs hele vestkysten, også på Fanø.

Der nedsættes en kommission der skulle undersøge skadernes omgang og hvorledes disse kunne afhjælpes. Kommissionen erklærer: 

"at Beboerne har lidt virkelig Skade, hvorfor de nu sidder udi meget slet Tilstand og behøver derfor Moderation i Landgilde". I alt 97 Rdl. 2 Mk. 15 Sk. fik de eftergivet.

Biskop Brorson beretter i sin Visitatsbog, at han på grund af storm og højvande, ikke kunne komme over til Fanø den 14. oktober 1754. 

Den 31. december 1763 udbrød der om natten et forfærdeligt stormvejr. Præsten på Mandø (H. Bruun, Ejlandet Mandøe, 1806) fortæller: 

"at Floden og dermed følgende Bølger slog op mod Præstens Toftdige. Alt Landfolket var i Alarm og Frygt, og jeg kom af samme Aarsag ej heller i min Seng… Folkene maatte trække deres Heste og Køer ud da Husene var omspændt af Vand. Et Skib, "Studen", fra Sønderho kom flydende og satte sig paa Brinken af min Eng." 

Stormfloden 16 - 19. februar 1770 ødelagde havnen m.m. i Nordby. Stormen varede 4 dage og ødelagde værgerne, digerne og alle bolværker ved havnen, og beboerne har ingen mulighed for at betale for skadernes udbedring og henvender sig til kongen for at få tilskud til betaling for skaderne og anslår at reparationerne  løber op i 2000 Rdl. Ansøgningen er dateret 28. februar og rigtigheden af det skrevne bevidnes af birkedommeren. I ansøgningen står bl.a.: 

"At Værgerne, Digerne og Bolværkerne for Husene ved dette Sogns Havn den 16., 17., 18. og 19. Februar- (1770) i den daværende haarde Storm og høje Vandflod er rent borttaget, og Sandet og Fortovene ved Husene nogle Steder saa rent bortskyllet, at man kan se Stolperne af Husene i jorden og nogle Steder paa 1 á 2 Al nær Husene, saa at de 17 á 18 Huse, som staar ved Havnen er færdig at falde ned og virkelig med det allerførste maa nedtages sammes fattige Ejere og Beboere in specie og Sognet i Almindelighed til større Skade, dersom samme Værger, Diger og Bolværker ej med det første forsvarlig repareres og i stand Sættes, hvilken Reparation kan koste til visse 2000 Rdi. Dersom disse Værger, Diger og Bolværker ej vorder forsvarlig reparerede og istandsat, og de nu paa Fald staaende Huse skal nedrives, staar de andres Huse for ligedan Fare for Beskadigelse og Nedfald af Søslag, da Vandet indledes mere og mere og gør større Skade, saa at en Del af Beboerne maa se at faa anden Plads her at bo paa, om de kan blive noget betroet at bygge for, da her ingen Huse eller Værelser er at faa til Leje eller nødes til at drage af Sognet, som nu er fattigt, da det koster Sognet aarligt store Summer at dæmpe Sandbjergene baade for Søen ved Vesterhavet og Sandflugt, uagtet det kun har hjulpet lidet, saasom meget af Sognet aarligt henslaas ved Søkanten, og en Del Grund af Sandflugt fordærves og helt ødelægges, saa at Sognet nu ej længere kan udstaa de Bekostninger, som her forefalder formedelst Fattigdom og ringe Næring, da Fiskeriet som vore fornemste Næring, slaar fejl og aarligt bliver ringere."  

Ansøgningen er underskrevet af 24 personer, formentlig dem der har lidt størst skade. 

Stiftamtmand Levetzau giver sit besyv med og fremhæver at beboerne i Nordby er de fattigste der på øen, "forgældede og tiggerfærdige, har ikke i mange Aar betalt Renter", og fattigdommen breder sig mere og mere. Hidtil har beboerne ved egen hjælp kunnet vedligeholde et dige, bestående af jord og tang, men det forventes ikke at et sådant dige vil kunne holde havet ude, i fremtiden. 

Stiftamtmanden indstiller, at man giver beboerne den fornødne hjælp og indberetter den 24. april følgende til rentekammeret: 

"Nordby med dens Beboere er det fattigste af de to Sogne paa Øen; de faa velhavende i dette Sogn bor længst fra Havet inde i Landet og ernærer sig enten af liden Avling eller med deres Baade og Smaafartøjer sejler for Fragt mellen Ølandene; derimod er den største Del af Sognet nærmest ved Havnen ved den saakaldte Od beliggende; disse og især de, som yderst ved Søen er boende, ernærer sig alene af Fiskeriet, og da samme i en Del Aar har været meget ringe, er Beboernes Tilstand af Mangel paa Næring i Fattigdom meget tiltaget. For at konservere disse ved Odden beliggende - henimod 30 Huse og Ejendomme - i Nordby, er Beboerne saavel i mine Formænds som i min Betjeningstid adskillige Gange blevet til, holdt at vedligeholde Værgerne, Digerne og Bolværkerne for deres Huse og Ejendomme; saadant er og af dem efterkommet til nu paa nogle Aar, da de i Grunden værende Fæle og Brædder m. m. for at konservere Fortovene og Ejendommene bleven for, ældede, og saaledes af Søen og Vandfloder Tid efter anden bortskyllet, hvorfor Beboerne, som formedelst tiltagende Fattig, dom ikke har kunnet bekoste nye Bolværker i deres Sted, i flere Aaringer alene har maattet benytte sig af Havtang og Græs, tørvsdiger til Værge for deres Huse. Disse ubetydelige Værn er med de i sidste Efteraar indfaldne høje Vandfloder meget blevet fordærvet, og især ved den haarde Storm og store Vandflod i sidst afvigte Februar Maaned, næsten ganske bortskyllet, saa mange af Husene nær ved Havnen staar faldefærdige, hvilket og er befrygtelig at ville ske, ifald en stor Storm med Vandflod af Vesten, førend nogen Reparation ved Bolværkerne bliver foretaget, nu maatte indfalde, og dette har foranlediget Beboerne ved den herhos tjenstskyldige remitterende Supplik at gøre allerunderd. Ansøgning om nogen Hjælp til Bolværkernes og Digernes Istandsættelse for at konservere deres Huse og Landet, men da den til disse Bolværkers Istandsættelse i Birkedommerens ved Suppliken følgende Synsforretning ansatte Sum, 2000 Rdl., synes temmelig høj, har jeg for at faa en tilforladeligere Kundskab, om hvad saadant et Bolværk for ethvert af de beskadigede Huse kunde koste ved Herredsfogden i Skads Herred, Henrich Ernst Bierrum, og 4 uvildige og kyndige Mand af bemeldte Skads Herred derover ladet tage et Over, syn med speciel Taksationsforretning."  

Af synsforretningen fremgår det at værgerne for 28 huse er ødelagt og skaden beløber sig til 825 Rdl.

Stiftamtmanden forslår, at der gives et lån med en løbetid på 10 - 12 år, hvor alle gensidigt kautionerer. 

Rentekammeret svarer tilbage, at hvis beboerne kan stille med noget af summen, vil de kunne få hjælp til resten af beløbet. 

Stiftamtmanden svarer, at det er helt umuligt for beboerne at stable et sådant beløb på benene, de har endda ikke kunnet betale rente til deres kreditorer. Han forklarer videre, at hvis ikke skaderne omkring de 28 huse udbedres, er der fare for at 200 huse ved næste bare middelmådige stormflod, også kommer i fare. Stiftamtmanden henstiller at kongen træder til for at hjælpe, sådan at: "de forfaldne Diger og Bolværker til en tryg Beskærmelse for Øen ved retskaffen Træbolværker nu én gang for alle blev sat i god og varig Stand." 

Efter at regeringen har modtaget henvendelsen, sender de digegreve Feddersen fra Christian Albrechtskog i Slesvig, til Fanø for at besigtige skaderne og bedømme hvor meget reparationerne vil løbe op i, - han kommer frem til, at det vil koste 1300 Rdl. Kurant. 

Der afholdes derefter licitation den 4. marts 1771, men det laveste tilbud var på 2385 Rdl. Og kunne ikke accepteres. 

En ny licitation lød på 2085 Rdl., men så skulle beboerne selv arbejde med tilkørsel af jord. Tilbuddet blev givet af Jan Carstens i Christian Albertskog. Regeringen tilbød at give 1000 Rdl. til arbejdet, resten skulle beboerne så selv fremskaffe. 

Stiftamtmanden må igen gøre opmærksom på at beboerne ikke har mulighed for at rejse et sådant beløb. 

Den oprindelige idé var, at værgerne skulle opføres af tømmer, som man mente lettest kunne fremskaffes fra Altona, da øens egne skibe ofte var i fart dertil, og en anden del af tømmeret kunne komme fra Gram Skov. Man havde også en idé om, at arbejdet skulle udføres af en af sognets egne, nemlig tømmermand Niels Christensen, "som sligt forstaar bedre end som af en fremmed, thi skulde en fremmed gøre det, skulde Arbejdet, daglig kontinuere, da derimod naar vores egne gjorde det, og noget skulle mangle og han derved opholdes med Arbejdet, kunde han antage saadant andet Sted imidlertid., sådan skrev birkedommer M. Bølling til stiftamtmanden den 27. maj 1771. 

Det viste sig imidlertid, at det ville være dyrere at opføre værgerne af træ, så man valgte i stedet for at anvende sten, som man kunne hente lige overfor Nordby, ved Strandby og Bollesager. 

Regeringen indgik endda på at betale de ekstra 800 Rdl., som arbejdet var sat til at koste, og efter endnu en licitation manglede man stadig 200 Rdl, som stiftamtmanden formåede at rejse. 

Arbejdet påbegyndtes i marts 1772 og i december s.å. var diget fuldt færdigt. Det var da 751 alen langt foruden de 8 sider ved slipperne. 

Af alt dette tovtrækkeri kan man konkludere, at Nordby var en meget fattig kommune dengang. Den havde - i modsætning til Sønderho - endnu ingen skibsflåde, men var henvist til at leve af, hvad fiskeriet kunne give. 

I artiklen om "Sagn om Fanø's tilblivelse" er det omtalt, at beboerne havde købt et stykke hede mellem Vejrup og Holsted, hvortil de ville flytte, hvis stormfloden skulle ødelægge deres ø. og det var netop stormfloden i 1770, der fik beboerne til at tage denne beslutning. En mand fra Fanø indsender i oktober 1770, en ansøgning om, at han for sig og sine kunne få et stykke ubebygget og udyrket hede i Andst med samme privilegier som kolonisterne på Randbøl hede, da han selv vil bekoste, at besætte samme stykke land med et passende antal familier. Det blev dog i Vejrup, at heden blev købt og lokale omtalte den som  Fannikkerheden.