24. november 1981  

Vejret var i dagene op til den 24. november 1981 præget af en række lavtryk, som passerede fra nordvest, og da der om aftenen den 23. rasede en storm med næsten orkanagtig styrke, blev der slået stormflodsalarm, så de implicerede myndigheder og de personer, der kunne være truet, var klar over, hvad der (måske) kunne ventes.  

Højvandet om natten lå ca. 1,50 meter over normalen, og stormen pressede fortsat vand ind i Vesterhavets sydøstre hjørne med det resultat, at lavvandet om morgenen udeblev. I stedet fortsatte vandet med at stige frem mod højvandet ved 14-tiden, og stormen tog til i styrke. Der blev derfor slået katastrofealarm, og beregningerne sagde, at vandet ville stige til mere end 4,50 m over DNN.  

Kl. 14, da højvandet kulminerede, blæste der en orkan med en styrke på 30 meter i sekundet, og vandet var ved Esbjerg og Fanø steget til 4,50 meter, ved Højer til 4,97 og ved Ribediget til 5,01 meter over dagligt vande. Det er de højeste vandstande, der er målt ved den danske Vadehavskyst i dette århundrede og i det hele taget de højeste vandstande, der kendes, efter at man har taget nøjagtige målinger i brug.  

I Esbjerg blev hele havneområdet, der er anlagt på et oppumpet område ud for kysten, og som ligger på ca. kote 3,50, oversvømmet, og adskillige firmaer led betragtelige tab, ligesom også moler og kajanlæg led skade. Området omkring Strandby-plads, der ligger på ca. kote 4, blev oversvømmet, selv om det ligger omgivet af højere områder, fordi vandet fra havnen løb ind gennem kloakkerne. De umiddelbare skader opgjordes til ca. 70 mio. kr.  

På Fanø holdt diget ved Sønderho med nød og næppe, så den gamle skipperby undgik ødelæggelse. Derimod flød vandet ind og oversvømmede ca. en tredjedel af Nordby, som ikke havde nogen digebeskyttelse. Her ligger bebyggelsen i en højde af ca. 3,50 m over DNN, hvilket blev anset for tilstrækkeligt. Her har aldrig tidligere været målt vandhøjder over 4 m. Skaderne ansloges til ca. 15 mil kr.   

Et brev om stormfloden, som læge H. J. Vestergaard har sendt til venner og bekendte, har jeg fået lov til at gengive her.

l forreste linje under STORMFLODEN 1981 

Man kan på en eller anden måde høre det - kan virkelig h ø r e, når det stigende vand har ondt i sinde. Efter mere end 15 år i forreste linie, kender jeg lydene, og som en gammel frontsoldat er jeg årvågen og lytter med skærpede sanser, mens vejen foran mit hus bliver oversvømmet, mens vandet stiger op af kloakkeme og blander sig med vandet direkte fra havet, når op til mit dige, stiger, kommer nærmere.

For hver bølge den samme lyd - som hurtigt baskende vinger fra en flok strandfugle, når bølgen kommer fra det opstemmede vand mod øst, og derefter en silende lyd, når vandet langsomt løber tilbage. Jeg har hørt denne lyd ofte nok, ved dagens lys og i nattens mørke, enkelte gange vågnet helt uventet ved den om natten, og der har været nætter med urolig søvn og urolige drømme om gråt havvand, der kommer nærmere med sagte lyde, baskende og silende. T r e gange før har jeg været bange, tre gange før har jeg følt, at havet havde ondt i sinde.  

I januar 1967, da mit hus var næsten nyt og mit dige blev gennembrudt og min have ødelagt, og hvor min søn og plejesøn var med på »dødssejladsen« på »Sønderho« sammen med mange andre Fanøboere i den voldsomme storm, der samtidig dræbte og kvæstede mange børn på Rørkjær skole i Esbjerg.  

Og et par år senere, lige før den store lydløse flodbølge kom rullende uden at en vind rørte sig, nåede den hidtil højeste vandstand på min grund (3,90 m.) og så forsvandt igen, hurtigt og lydløst som den var kommet - sådan som det ifølge meteorologerne sker, når man befinder sig nøjagtig i centrum af en orkan, der raser udenom på alle sider.  

Og endelig d. 3. januar 1976, da stormfloden angreb fra en ny retning og kastede rundt med isskosser næsten til vindueshøjde. Da jeg i 1963 købte matr. 436 a Odden af nu afdøde kaptajn J.M. Sørensen for at bygge mit hus på denne grund, vidste jeg nøjagtig, hvad jeg gjorde - vidste nøjagtig besked med den risiko, jeg måtte lære at leve med. På det tidspunkt havde jeg levet så mange år i Vestjylland og kendte Vestkystens historie så godt, at stormfloder og risikoen ved stormfloder var mig velkendte ting. På øen Nordstrand ud for Slesvigs kyst havde jeg læst om de store »Manndrenker« i 1362 og 1634, hvor byer gik til grunde og tusinder af mennesker druknede. På Skibbroen i Ribe havde jeg som alle andre turister betragtet stormflodspælen, og på Fanø havde jeg på samme måde iagttaget stormflodsmærket på Sparekassens sokkel. I 1963 så jeg - og det er det første nyhedsstof, jeg erindrer at have set på TV - reportager fra den store stormflodskatastrofe i Holland, som kostede 2000 menneskeliv og enorme ødelæggelser. Og i 1962 ramtes Hamborg af sin katastrofe, som kostede 315 mennesker livet. Også den huskede jeg - og min kone Cornelia, som dengang arbejdede på et rederi i Hamburgs havn, har naturligvis heller ikke glemt den.  

Det var baggrunden for mine dispositioner, da Østvejen omsider blev anlagt i 1963-64, så jeg kunne gå i gang med, at bygge mit hus på det sted, hvor Fanø Skibsværft havde ligget i årtier. Jeg måtte strides lidt med arkitekten, fru Hinnerup Nielsen, om gulvets kote (højde), som hun af æstetiske grunde ønskede på 3,50 (90 cm over det daværende niveau på grunden), men jeg holdt stædigt på 3,70. Jeg må indrømme, at det så lidt voldsomt ud, da murene skød i vejret, og jeg kan godt forstå, at mine bysbørn lidt ironisk talte om »Doktorens Borg«, indtil jordpåfyldning fik huset »ned på jorden«. Ligeledes var det klart fra starten, at jeg ingen kælder ville have. Det flade tag var mere et stilspørgsmål, selvom jeg ofte i spøg har sagt, at det var beregnet som landingsplads for en helikopter i tilfælde af »den store stormflod". Som ydre forsvarsværk byggede vi et dige på de 3 sider i niveau med »baglandet«, og når dertil kommer, at jeg fra starten havde et depot af sandsække m.v. i beredskab, ja, så mener jeg faktisk selv at have vist havet en rimelig respekt og at være rustet til at kunne modstå selv kraftige stormfloder. Og vi klarede os da også i kampen mod stormfloderne fra 1967 og frem til 1976, men jeg har altid været villig til at lære af historien, og jeg har derfor altid vidst, at hvis vi, hvis F a n ø skulle blive ramt af en »Menneskedrukner« som i middelalderen eller af en katastrofe som i Holland eller i Hamborg, eller blot igen af en »Jahrhundertflut« som i 1909 (Sparekassens sokkel, ja så ville mit hus blive ramt som mange, mange andre, måske alle på Fanø.  

Det skete d. 24. november 1981. Pludseligt, voldsomt, uventet på hele den jyske vestkyst. Vi er ca. 3000 mennesker alene på Fanø, som aldrig glemmer den dag. Uventet, ja - skønt stormen allerede var over os dagen før og ifølge meteorologerne var oppe på 20 m/sec. De sidste 5 år var det jo blot blevet til »større højvande«, ikke rigtige stormfloder - og straks svækkes agtpågivenheden. Jeg var om aftenen beskæftiget med nogle filmsoptagelser sammen med Holger Berg-Jensen, som er opvokset på Fanø, men jeg begyndte at lade mig distrahere af de stadig voldsommere vindstød og den tiltagende hylen om husets hjørner. Og uundgåeligt begynder snakken at dreje sig om stormfloder. Min kone er urolig, men Holger ved, at vinden ikke er i det farlige sydvestlige hjørne, snarere en streg til nord, og der er en uges tid til springflod o.s.v. Alligevel skruer jeg filmapparatet af stativet og lægger det op på den allerøverste hylde. Måske er det Holgers optimisme, der gør, at vi tager nattens begivenheder med fortrøstning, trods den tiltagende storm og trods det natlige højvande, som vi følger på vor »private« vandstandsmåler: autoværnet, der skiller Østvejen fra havet. Vi ved fra mange gange tidligere, at vi skal være »opmærksomme«, når vandet når autoværnets nederste kant, og at vi skal være i »fuldt beredskab«, når autoværnet forsvinder. Derefter kan vi vente. Vente - og håbe, at det går godt, endnu engang. Kl. 1.30 er vandet med sikkerhed begyndt at falde lidt - og inden autoværnets nederste kant er helt fri, lægger vi os til at sove.  

Kl. 6.30 vågner jeg - og er straks lysvågen. L y d e n er der - jeg kender den straks, den hurtige række af baskende lyde og så den langsomme silen. Jamen, klokken er jo halv syv, det er jo lavvande, hvad i al verden  ...... Da jeg ruller gardinet op, ved jeg straks, at det bliver alvor denne gang. Det er alvor. Aldrig før har jeg - aldrig før har n o g e n på Fanø set en så høj vandstand ved ebbetid. Min kone er vågnet og kommer hen til vinduet. Jeg behøver ikke at sige noget, også hun kender den ildevarslende lyd - varslet om de uhyre bundne kræfter, som snart skal slippes løs. Vil de nye skodder holde ? Det er det spørgsmål, vi endnu engang drøfter, mens vi drikker vores morgenkaffe - og som kun kan besvares med et »det får vi håbe«. Da bølgerne under stormfloden i 1976 skyllede ind over diget og terrassen og sprøjtede op på vinduerne med stigende kraft (dengang havde jeg nerver til at filme det!), da besluttede jeg at forøge mit beredskab med yderligere 50 cm. Jeg fik lavet skodder, der passede til u-jern, som blev skruet på murene foran dørene og på havemuren, så terrassen kunne afskærmes fra havnen. De er tunge og solide og svære at bære alene, selvom jeg efter en »øvelse« har lavet nogle bærehuller nær den øvre kant. I mere end 5 år har de stået ubrugte i carporten, idag vil de afgjort komme i brug og forhåbentlig bestå deres prøve.  

H e n r i k kommer forbi og får en kop kaffe, mens vi drøfter situationen. Han ved, hvad det drejer sig om - han har boet i dette hus som stor dreng og i sin gymnasietid og var som allerede nævnt en af passagererne på »Sønderho« under dens fejlskønnede og livsfarlige sejlads under stormfloden d. 15/1 68. Han skal ud på skolen og undervise, men vil komme igen om to timer. Også min nabo, »Henning Fisk«, kommer ind til os og lover at hjælpe, som han har gjort det ved tidligere stormfloder. Vi har ringet til mine kolleger i håb om at kunne undværes på Lægehuset i dag, men desværre er der tilsagt så mange patienter, at vi er nødt til at komme. »Desuden er det da ikke højvande før over middag. Men kl. 9 er Henning i telefonen. Han er tydeligt ophidset. Det kommer! Og det kommer stærkt - skynd jer! Det gør vi. På et øjeblik er vi ude i bilen og hjemme igen, men bilen må vi sætte et stykke fra huset, for allerede nu strømmer vandet bag om diget og ind på min private parkeringsplads og videre ind i haven bagfra. Det er ligemeget, haven vil alligevel snart løbe fuld, når vandet når over digehøjde. »Det bliver slémt«, siger Henning og det samme siger alle andre, der haster forbi hernede ved »fronten«. Også Holger kommer forbi for at tilbyde sin hjælp og må indrømme, at »det vist alligevel bliver slemt«. Vi mener at kunne klare os, når Henrik om lidt kommer tilbage, og Holger fortsætter derfor til Rindby for at hjælpe hos Mette Rasmussen. Han har senere fortalt om, hvordan han måtte værge sig mod vandrotter, der i panisk skræk for druknedøden søgte at kravle op på ham ude på den oversvømmede gårdsplads. Vi går straks i gang. Henning hjælper mig med skodderne, som vi passer på, at stormen ikke får tag i.