En øjenvidneberetning fra stormfloden i 1909. Vor hjemmelsmand var dengang i konfirmationsalderen, men til trods for de mange år der er gået siden da, står erindringen om alt hvad hændte ganske klart for ham - naturen, når den rigtig viser, hvad den formår, er jo også en demonstrering af energier, hvor selv, vore dages meget omtalte bomber virker ret beskedne.   

Ja, man glemmer den ikke i hast, den stormflod i 1909. Allerede først på eftermiddagen den 3. december kunne vi jo nok se, at det ville give vand, da vandet ved ebbetid faktisk stadig holdt sig på højvandspunktet. Vinden kom fra sydøst og drejede meget langsomt sydvest over. Da klokken var 7 om aftenen, var der ikke mere noget at tage fejl af. I mit hjem, der lå i det sydøstlige hjørne af byen, vadede vi på det tidspunkt i vand omtrent til knæene - inde i stuerne altså. Når man gik indendørs, føltes det egentlig ikke koldt, selv om man langsomt men sikkert blev gennemblødt, da saltvand har en enestående evne til at trænge igennem alt. Den voldsomme storm af syd rejste en sø så kraftig, at vandet slog mod de øverste vinduer i det lille fanøhus. Tunge genstande, planker, stakitter, tønder, slog søen ind mod sydmuren, så hele huset rystede. Min far gik ud, i vand til brystet og fik dem bugseret væk, ellers havde de vel simpelthen væltet huset. Mærkeligt og ubegribeligt virkede det, hele det ellers så kendte område et væltende hav. 

 Mor åbnede døren til soveværelset, og ind i stuen - kom sejlende natmøblet, der her vel kunne siges at være på sit livs sejlads. Hun fulgte den med øjnene på dens færd gennem farvandet, men tog i øvrigt det hele med betydelig sindsligevægt. En bemærkning kom hun med, som huskes: »Hvor ku'et da ha' væt køn, om det bar bad væt da'.« Et suk vel over vilkårene - mørket med stormen hujende igennem og hele uhyggen derved og dertil det mer og mer fantastiske roderi i stuerne, efterhånden som indholdet fra skabe og skuffer dyngedes op på borde og andre »højtliggende« punkter. Men ellers ingen jammer. Nå, i hjemmene dengang var der vel ikke så mange ting og sager, der kunne ødelægges, som der er i et hjem af i dag, men til gengæld havde man nok også dengang endnu dårligere råd til at miste den smule, man øjede.  

Næste morgen var det et sørgeligt syn, der mødte een. Alt udenfor huset var raseret, som en slags erstatning havde vi fået et helt vognlæs grønsager smidt ved huset, de stammede fra et gartneri, der lå syd for mit hjem. Stakittet om haven var selvfølgelig væk, og haven så jammerlig ud, den var dækket af hvidt strandsand fra ende til anden, og i al denne goldhed lå tusinder og atter tusinder af regnorme, som engang havde været med til at skabe den frodige og hyggelige plet, vor have var. En alvorlig kalamitet var det, at vandet i brøndene var blevet brak på grund af det indtrængende saltvand, og det tog lang tid, før det blev i orden igen. 

Mange ting hændte naturligvis denne aften og nat rundt i byen. Et sted, det var i det hus, der nu hedder »Pynten«, løftede vandet hele gulvet op under loftet, og der blev det hængende, da vandet forsvandt igen. Husets eneste beboer, en kvinde, havde dog bragt sig i sikkerhed, inden det kom så vidt. Nogle unge søfolk påtog sig at undsætte folk, der var blevet omringet af, vandet i deres huse, det skete ved hjælp af en pram, som de dels stagede dels skubbede foran sir gennem gaderne. En af dem, en navigatør, havde nær sat livet til under dette arbejde, idet han, da han skubbede båden foran sig, trådte ned i en kloak, hvor dækslet var sejlet bort, han kom i klemme i det trange rør, og vandet lukkede sig over ham, men heldigvis observerede en kammerat det, han hev ham lynhurtigt op og redningsaktionen fortsatte.

 Hvor højt vandet gik, ser man jo af pladen i Sparekassens mur, det kan nævnes, at vandet, der trængte ind i byen sydfra, nåede så langt som til Agbøjs tobaksforretning, og at kælderen i den nuværende brugsforenings bygning blev fyldt.      Den nordlige del af byen fik det også at mærke, idet vandet her trængte ind ved vejen, der fører ud i retning af Almosetoft, sidenhen havde man altid sandsække parat hos folk i nabolaget deromme, så man hurtigt kunne gå til aktion om nødvendigt. Men ved denne lejlighed kom det altså ind - dagen efter kunne man sejle i pramme i det lavtliggende område mellem Lodsvej og Vinkelvej. Børnene i dette kvarter fik fat i store degn-trug og stod ud på den store, rolige indsø, det var jo spændende med alle de mystiske vige og bugter her fandtes, jo, ungerne morede sig. Men de var da vist også de eneste, der fik nogen fornøjelse ud af denne katastrofe, hvis lige man skulle helt tilbage til 1852 for at finde tilsvarende. Ødelæggelserne ved havnen og på de både, der lå her var ganske betydelige, enkelte fartøjer rev sig løs og drev bort, andre gik til bunds. Også bygningerne rundt i byen lod megen overlast, og en værkstedsbygning, der lå nord for byen, forsvandt helt med samt sit indhold.

Og vandet, ja, vandet, det var allevegne, - i kældre og på lavtliggende arealer, der blev øst titusinder af spande vand i den følgende tid, bøvlet var det mange steder at få vandet ud af fanøhusenes trange kældre. Men man kom over det - der var jo ganske simpelthen ingen vej uden om. Og efterhånden glemtes stormens og havets ødelæggelser, hvem tænker vel på det, når man i det daglige ser havet liste ind og ud af havnen. Egentlig underligt, siger vor fortæller filosofisk, at Nordbys befolkning aldrig har gjort et virkeligt forsøg på en gang for alle at lukke vandet ude i lighed med, hvad man har gjort så mange andre steder ved at bygge diger For eksempel området nord for byen, her skulle der jo ikke alverden til af dæmning for at holde vandet væk fra engene.     Særlig da nu, da man er begyndt at bygge nord for navigationsskolens lille dige, var det vel en overvejelse værd, men det skal der jo nok større folk end os til at sætte i gang, så det bliver en anden historie. Endelig, nu vi taler om diger, var der ikke en mulighed i den forbindelse, når man anlægger den ny vej øst om byen? Men, siger han afsluttende og med et smil, hvordan det nu går eller ikke går, får vi da håbe, at det gamle sagn ikke har ret, det der fortæller, at Fanø vil gå til grunde ved en kæmpestormflod, den dag den sidste kvinde, der bærer nationaldragten, er borte, for hvis det skulle være tilfældet, så kan man jo nu så småt begynde at skimte afslutningen på Fanøs saga..