Fanø hjemme under krigen

Under krigen var der mange restriktioner for fiskeriet, idet der kun blev givet få tilladelser til at tage på fiskeri. Dette medførte, at indtægterne fra fiskeriet faldt drastisk. Desuden måtte Fanøboerne lide den tort, at Blankenese fiskere generede deres fiskeri på det groveste.

Fiskeriet

Krigsårene 1807 – 14 vendte op og ned på mange ting, også på fiskeriet på Fanø, som under det meste af krigen var forbudt, idet man frygtede at de engelske kaperskibe, der lå lige udenfor Fanø, ville opbringe fiskerne, og afpresse dem for oplysninger om Fanøs forsvarsvæsen. Dette var allerede sket en gang ved krigens udbrud. 

Øens kommandant, kaptajn Winckler, kunne dispensere fra forbuddet, når han følte sig overbevist om, at det netop da var ufarligt at fiske. 

Først i april 1810 gav kaptajn Winckler tilladelse til, at fiskeriet kunne genoptages og udbyttet af hvidlingefangsten ses at have været ret stort ifølge toldbøgerne.

Overlast fra Blankeneser-fiskernes side 

Under krigen, da enhver nok så lille indtægtskilde var af den største betydning for Fanøboerne og da navnlig fiskeriet (der af militære hensyn fra regeringens side var pålagt store indskrænkninger og derfor kun engang imellem gav befolkningen et vigtigt fødemiddel), dukkede pludselig en ny fjende op. 

Fiskeriet i Vesterhavet ud for Hertugdømmerne, hvor fiskerne fra Blankenese hovedsagelig drev deres fiskeri, blev ved krigens udbrud strengt forbudt for at undgå, at englænderne skulle opbringe bådene og ved hjælp af disse, forsøge at gøre landgang. Dette forbud ramte selvfølgelig fiskerne fra Blankenese, en lille by ved Elbens højre bred nogle få kilometer fra Altona, ret hårdt, og de søgte derfor op i Fanøbugten for at fiske der.

Fanøfiskerne drev dengang fiskeri udelukkende med line, der sattes på tværs af strømmen. LINK Blankeneserne fiskede udelukkende ved hjælp af kurrer, en slags trawl, som de drev med strømmen, og da de drev dem hensynsløst hen over Fanøfiskernes liner, de såkaldte bakker, ødelagdes disse totalt, hvilket medførte store tab for Fanøfiskerne. Man fandt sig i det et par års tid, nærmest fordi man ikke vidste, hvordan man skulle stoppe hærværket. 

I efteråret 1810 klager fiskerne til øens kommandant, W. M. Winckler, over blankenesernes ødelæggelser, og han gav de blankenesiske fiskere en mundtlig advarsel, når de kom ind til Nordby havn for at proviantere. Blankeneserne kom med lidt af en røverhistorie: de hævdede at de om foråret ikke kunne fange hvidling, fordi denne kunne se, men om sommeren gjorde den store tilstedeværelse af vandmænd fiskene blinde, som da ikke kunne fanges på line, men udelukkende med trawl. I deres svar berører de overhovedet ikke de ødelæggelser de har forårsaget.

Regeringens frygt for, at fjenden skulle sætte sig i besiddelse af blankenesernes fartøjer, viste sig velbegrundet. I august 1811 indberetter generalmajor v. Tellequist nemlig til kongen, at englænderne havde haft held til at kapre blankenesiske fartøjer og i ly af dem havde overmandet Fanøfiskere. 

Blankeneserne fremturer med deres opførsel og til trods for Fanøfiskernes gentagne henvendelser til øvrigheden, møder de ingen forståelse eller hjælp.

Kaptajn Winckler mener dog, at klagerne ”bør indstilles til gunstig resolution”.

Han gør opmærksom på, at fiskeriet næsten er den eneste næringsvej for Fanøboerne under krigen, og at fiskerne på grund af deres deltagelse i Fanøs forsvarsvæsen ikke må sejle længere ud end de kan holde øje med signalmasterne, og i tilfælde af fare, hurtigt kan sejle ind til Fanø igen. Blankeneserne kan derimod fiske langs vestkysten af Slesvig og Holsten og bør holdes ude af Fanøbugten.

Et yderligere argument er, at blankeneserne skraber havbunden og dermed ødelægger fiskeriet for Fanøboerne og deraf følgende fattigdom. 

Sognefogeden i Nordby, Laurids Kallesen, afgiver en lignende erklæring, og han peger på, at det store antal fiskefartøjer fra Blankenese, over 100, er med til at jage fiskene bort, så Fanøboerne mister deres indtægtskilde. Fiskeriet beskæftiger et par hundrede mennesker på Fanø. 

Birkedommer Nørup frygter endvidere, at da blankeneserne sælger deres fisk til englænderne, kan de stå i ledtog med disse og være dem behjælpelige ved landgang og ødelæggelse af batterierne, der er øens eneste forsvarsvæsen. Han ønsker derfor en kanonbåd ved Sønderho i Knudedyb og en ved Nordby i Grådyb. Han får dog aldrig svar på ønsket. 

Blankeneserne ikke alene fortsætter med deres skadelige fremfærd, men fraterniserer med fjenden, som de solgte fisk og andre fornødenheder til. De drev også en betydelig smuglerhandel i området. 

Dette kom det Pinnebergske landevogteri for øre, og i en henvendelse til kongen den 12. maj 1812, beder de om en kulegravning af sagen. De insinuerer også, at Fanøboerne tager del i smuglervirksomheden. 

Birkedommer Nørup forhører sig lidt omkring, og tilbageviser på det kraftigste disse beskyldninger om Fanøboernes deltagelse i smugleri. 

Pinneberg er en tysk kreds (amt) i delstaten Slesvig-Holsten. Den holstenske kreds ligger vest for storbyen Hamburg ved Elben.