Engelsk overfald af Danmark –

Fanø under Englandskrigen 1807 - 1814

For Fanø blev krigen en del af hverdagen, og Nordby og Sønderho blev de danske maritime miljøer, der blev ramt hårdest. På øen oprettedes en kystmilits, batterier blev anlagt, vagter og patruljer sat ud. Øens fartøjer blev beordrede til at fragte korn til Norge, og herved blev mange skibe opbragt af englænderne eller led forlis. Ved krigens slutning var øens flåde halveret. Mandskabet fra de opbragte fartøjer gik en grum skæbne i møde som fanger i ”prisonen” i England, ofte under store lidelser. På Fanø bredte fattigdommen sig, og kornmangelen var stor.

Fanøs opblomstring under sølvalderen 

For Fanø blev krigen en del af hverdagen, og Nordby og Sønderho blev de danske maritime miljøer, der blev ramt hårdest. Den sidste menneskealder før krigen havde øens handelsflåde oplevet en voldsom vækst fra næsten intet til hen ved 180 fartøjer på mellem en halv og 30 læster i 1806. På øen var på det tidspunkt beskæftiget seks til otte skibsbygmestre, der hver havde fire til seks folk, og som byggede skibe både til øens eget behov og til købere i Ringkøbing, Randers og andre købstæder. 

Øens birkedommer var da også kendelig stolt over at kunne indberette om øens 180 fartøjer ”foruden nogle åbne både til fart mellem øen og det faste land. Disse større og mindre fartøjer er almindelige byggede, og bygges her på landet af dansk eg, som over Ribe hidføres. Hovedrederen er almindeligt skipper på sligt fartøj. I antallet af mandskab til at føre disse skibe og indbyggerne her udmærket sparsomme; thi de mindste føres af én mand, de større har forholdsmæssig 2, 3 eller 4 mand, og de største kuns 5 mand. Og med alt dette må øen, særdeles Sønderho sogn, dog årlig hyre mange matroser fra havsiden på det faste land, af mangel på dygtigt mandskab nok af øens egne, hvoraf dog kuns en såre enkelt person går herfra i fremmed (dog dansk) fart. Derfor føles endog savnet af enhver mand, som herfra årlig til orlogs udskives”.

Jagt 1804.

Udskrivning til orlogs 

Birkedommerens hjertesuk over, at Fanø vanskeligt kunne undvære søfolk til orlogsflåden, var hverken det første eller det sidste. I Admiralitetet vidste man, at Fanøboerne brugte alle kneb over for enrouleringschefen for at undgå udskrivning til flåden; og fra flådens side lempedes kravene mest muligt. Når det gjaldt øens eget forsvar, deltog de derimod med liv og lyst. Der blev opkastet batterier og holdt strandvagt; og der blev hyppigt fyret varselsskud efter passerende eller indsejlende fartøjer, der ikke tonede det aftalte signal. 

Korn til Norge 

Fanøboerne skulle dog snart få krigens alvor at føle. Allerede ved krigsudbruddet var en del Fanø skibe blevet rekvirerede til at gå gennem den slesvigske kanal til København med korn. Ud på foråret blev ordren imidlertid forandret. I stedet skulle de gå op til Norge med kornet, og de fik ordre om at holde tæt ind under den jyske kyst for at undgå de britiske orlogsskibe og kapere. Vejret tvang dog denne første korntransport fra Fanø til Norge, til at vende om. Men hermed var Fanøboerne definitivt inddraget i at sejle korn til Norge. 

I den første tid var transporterne løst organiserede. Nogle Fanø-fartøjer nåede frem med de vitale kornlaster. Men andre blev opbragt. Og andre igen forliste. Det sidste skete for briggen ”Haabet” med 2.000 tdr. korn om bord. Skibet og ladningen gik tabt ud for Klitmøller; men forsikringen, der var tegnet hos kongens tolder i Hjerting, dækkede tabet. 

Opbringelser og forlis 

Men sent i året 1809 faldt uret i slag. Samtlige øens fartøjer blev rekvirerede til at føre korn til Norge for kongens regning. Operationen blev ledet af øens kommandant, kaptajn Winckler, og af løjtnant Tuxen i Hjerting. Den rekvirerede tonnage bestod af 15 everter, 13 galeaser, fire slupper, tre jagter, to smakker, en brig og et skib. De 37 blev lastet med korn for Norge, mens galeasen ”Fru Mette” og jagten ”Flora” blev lagt nede ved List som logiskibe for kanonbådsflotillens mandskab. Fanø Birks notarialprotokoller fra disse år er fulde af beretninger om skibenes skæbne. Nogle havde held til at slippe igennem, men mange blev opbragte eller forliste. Og der var ikke nogen del af ruten, der var sikrere end andre. Et fartøj blev således opbragt allerede under udsejlingen fra Fanø. Blev de jagtet under den jyske kyst, valgte flere skippere, at løbe fartøjet på land, snarere end at overgive sig til englænderne. Men det almindelige var, at fartøjet blev sigtet og jagtet, indtil ethvert håb om at undslippe var ude; så kom prisemandskabet om bord – hvor de ofte plyndrede besætningen for dens ejendele; men mange blev bragt med til britisk havn og kom til at tilbringe lange år i prisonskibene.

Engelsk fangeskib

En enkelt kaper 

Fanø-søfolkene var oppe mod en meget professionel modstander, som kendte alle deres kneb. Men kun en enkelt af de skippere, der mistede sit skib, synes at have svaret igen med samme mønt og gået på kaperi mod englænderne. Det var Sønderho-skipperen, Gregers Carstensen, som mistede sit skib i december 1808. I foråret 1809 udrustede han sammen med kanonkommandøren fra Kræmmerbjerget, skipper Peder Thomsen, kaperen ”Selskabet”, som havde held til at opbringe en britisk slup under Helgoland. 

Fanø i nød 

Krigen blev hård for Fanø. Og prisen for kornet til Norge blev høj. Den velstand, Fanøboerne havde samlet sig i den periode der benævnes Fanøs sølvalder, blev ædt op af krigen og af krigsinflationen. Fanø havde ensidigt satset på søfarten, og den kunne ikke brødføde sig selv; så i krigens sidste år led befolkningen elementær nød. De ærekære øboer kviede sig længe ved at gå til myndighederne om hjælp. Og selv om hjælpen blev ydet, skete det langsomt og sparsomt, samtidig med at Fanøboerne sejlede tusindvis af tønder korn til Norge. Helt passede det udlossede kvantum vel sjældent med det indladede. Men dels har korn altid haft en tendens til svind under lang transport. Dels kendte alle den gamle visdom: at man ikke altid skal binde munden på den tærskende okse. 

I den kongelige kundgørelse, hvori Frederik d. 6. tog afsked med Norge, kunne han med rette udtale, at kornet til Norge var nået frem, med store tab for Danmark og med ”utrolige opofrelser”. Og han havde også ret, når han understregede, at kun en fjerdedel af de skibe, der behøvedes til korntransporterne, endnu var i behold. De øvrige var – sammen med deres ladninger – blevet fjendens bytte.  

Sønderho mistede 40 af sine største skibe under korntransporterne til Norge.  

I Fanøs historie blev årene fra 1807 til 1814 en hård tid. Men den fik en ende. Og med freden indledtes øens store tid, men først efter en lang nedgangsperiode.