Indsejlingen
til Hjerting skulle beskyttes med en skanse på fire kanoner og en deling
soldater, der skulle signalere til strandvagterne, der da i samarbejde
med landeværnet skulle drive fjenden på flugt. Til at ordne forholdene
på Fanø sendtes premierløjtnant C. H. Nerderaas.
Signalmaster
Stiftamtmanden beordrede ved de første rygter om uroligheder, at der på
en af de højeste klitter nordvest for Nordby og syd for Sønderho skulle
opsættes to master; på den ene anbragtes et halmknippe, der ved
antændelse skulle afgive røg om dagen; på den anden anbragtes en
tjæretønde der skulle afgive signal om natten. Ved hvert signal skulle
opføres en vagthytte indeholdende: flere knipper halm, fyrtøj, tov,
spade, økse, tændstikker samt tre mænd i vagtskifte på 24 timer. Der
skulle endvidere opføres vagthytter andre steder langs stranden, også
med vagtmandskab, der med brandsignaler skulle alarmere de andre vagter.
Befolkningen skulle ved specifikke ildsignaler møde på de anviste
samlingspladser med høforke og leer, og vagten skulle kendes på en fjer
i hatten.
Batterier
Stiftamtmanden foreslog også anlæg af et batteri på Skallingen til
beskyttelse af indsejlingen til Grådyb. Der skulle samtidig stationeres
to armerede skibe.
Ved Sønderho
burde der anlægges et mindre batteri, der både kunne afværge fjendtlige
fartøjers indløb i det såkaldte Fiskedyb (Galgedyb), og forhindre
fjendens landgang på Fanø.
Stiftamtmanden ønskede også at bevæbne landeværnet og at en del af
besætningen på forsvarsskibene skulle udskrives mellem matroserne på
Fanø, der havde lokalkendskab til farvandene rundt Fanø.
Fanøboerne
tilbød, at de frivilligt, alle som en, ville bidrage til øens forsvar
efter bedste evne, og bad om at måtte få en officer til Fanø for at
træne dem i våbenbrug. Til dette formål sendtes korporal Ignatius
Daniel.
Frivillige korps
Det skal
bemærkes, at det hovedsagelig var kvinder, gamle mænd, nogle få
landkrabber og en del unge mænd, der ikke var på søen, der deltog i øens
forsvar. Om vinteren fik søfolkene så våbentræning. I både Nordby og
Sønderho oprettedes sådanne frivillige korps. I Nordby var korpsets
anfører købmand Niels Jacobsen, og i Sønderho sognefoged Jens Jensen
Sonnichsen.
I en
skrivelse af 4. marts 1801 fremfører kaptajn Stub, at siden øens
indbyggere er velhavende, besidder mange skibe, bør man ikke tvivle om
fjendens hensigter ved at angribe øen, som derfor bør beskyttes af
artilleri og våben og han anfører: ”indbyggerne ere modige, raske og
ivrige for at forsvare sig, begærligt ønskende ammunition, våben og
nogen anvisning til brug deraf.” Stub ønskede på Fanøsiden af Grådyb to
armerede fartøjer, hvoraf den ene kunne være en Islandsfarer der lå i
Nordby havn; man var da i stand til ”at gøre en krydsende ild sammen med
defensionen på Skallingen, så at indløbet derved kan forsvares mod de
fjendtlige fartøjer, som her kan ventes, nemlig indtil 9 á 10 fods
dybtgående.”
Ved Sønderho
foreslås et mindre batteri på 3 – 4 styk 12 punds kanoner, anlagt
sydvest for byen nær strandkanten og en armeret galease ved
Kjeldsandet.
Herudover
skulle der leveres 300 geværer og sabler.
Løjtnant
Nederaas bliver udnævnt til at lede forsvaret, understøtte af de
frivillige korps og med hjælp af mænd som købmand Niels Jacobsen,
kaptajn Peder Thomsen og sognefoged J. Sonnichsen, Sønderho samt
birkedommer Engelstoft.
HJEM
