Ombord på prisonskibene

Prisonskibene var kasserede orlogsmænd, såkaldte blokskibe. Blokskibene uden master, ror og spryd, lå kulsorte tjærede, ”for moringen”, dvs. fast forankrede for og agter, ubevægelige; eller de lå ”på svej”, dvs. fortøjet til en pæl, svingende med strømmen; de lå på ”reviret”, dvs. farvandet udenfor den egentlige havn, reden, gerne en flodmunding.

Skibsreglementet på fangeskibene beordrede fangerne til at være under dæk ca. halvdelen af tiden. De blev nedtalt og optalt, og stemmede tallet ikke, blev de ”jaget” op og ned, indtil 20 gange hedder det i en fransk beretning.

Når hele massen blev jaget op, har de stået tæt sammen på den snævre plads. På prisonskibene var alt vilkårligt, og ingen regel almengyldig. Den norske matros, Jacob de Lange, der sad på ”Irresistible” i Chatham, hævder, at fangerne ”får knap tilladelse til at trække lidt frisk luft på det åbne dæk”. Til tider havde fangerne en vis frihed til at bevæge sig op og ned, men den kunne når som helst begrænses.

Fangernes ankomst

Prisonskibet “La Couronne” i Plymouth. Fanger ankommer

Kort var rækkefølgen for fangernes indsætning i prisonskibene: opbringelse, indbringelse til havn, beslaglæggelse, forbud mod at gå i land, mønstring ved et modtageskib, og endelig katastrofen: ombord i fangeskibet.

Prisonskib. Todækker. Transport af fanger bringes under stærk bevogtning. Vagtposter på skanse og trappe. Bemærk de mange overbygninger. Fangerne har tøj til tørring. Bagved t.h. ses et mindre prisonskib, éndækker.

En dansk matros, Niels Martin Nielsen, husker det første indtryk, da han blev bragt ombord i prisonskibet ”Buckingham” i Chatham: ”synet af et skib, hvorpå så mange af mine ulykkelige brødre stod indesluttede i deres prisondragt og så igennem jerngitterværkerne ud på os, vakte i mit hjerte smertelige følelser, da den samme skæbne nu forestod mig”.

Efter at være kommen på dækket, får han anvist plads ”i læ”, dvs. nedenunder, på batteriet eller banjerne; han får udleveret køje og køjeklæder samt en dragt, bestående af gul klædestrøje og benklæder. Til dragten hører et par tøfler af træ.

En anden sømand, Federspiel, beretter ”Kedlen, hvori maden er tilberedt, er rusten; selv da fangerne har skuret den i flere dage, før den kommer i brug, er suppen sort, smager af rust, og ”sammensnævrer både mund og tarme”. De fleste får maveproblemer, ”men hjælp var der ikke at vente for os”. I denne vor lummerlige tilværelse lærte vi at døje ondt, og at vi måtte stå hinanden bi. Vi anså englænderne for vore fjender og bebrejdede dem deres forhold imod os”. Englænderne tager det med ro og giver løfter, men de viser sig at være tomme. Denne ”ynkelige” tilstand varede en måned med sult og tørst og søvn på det bare gulv, om morgenen åbnedes de små luger på de tilsømmede kanonporte, og sådan fik de en smule frisk luft, hvad der kunne behøves, ”da man kan tænke sig, at hvor så mange mennesker er sammen i et sådant rum, der kan luften, hverken være sund eller behagelig”.

Hans Christophersen skriver i et udsmuglet brev:

”Jeg tror næppe, det værste fængsel hjemme kan sammenlignes med et fangeskib her. Så mange mennesker indespærret i et så ubetydeligt rum må nødvendigvis forårsage den største urenlighed. Vi har også lært at kende følgerne heraf, da vi i afvigte september og oktober måned havde næsten 150 syge af en slem forrådnelsesfeber. Jeg selv blev derved også kastet på sygelejet.”

Johan Christian Federspiel fortæller:

”Til at blive af med de fornødenheder, som naturen krævede, var der hensat nogle store kar, der ikke blev rensede flere dage. Vi måtte ikke komme op på dækket, og kanonportene var tilspigrede, med undtagelse af et lille hul der var beslået med jernstænger, hvorigennem vi fik nogen frisk luft og en mådelig lysning.

Kun en mand af hvert skibsmandskab blev hver dag opråbt for at hente vor daglige ration, der bestod af ½ pund brød, ½ pund kød, samt salt til hver mand, tilligemed noget vand, hvilket snart var fortæret.

Det gik så vidt, at den ene stjal fra den anden, og man måtte passe nøje på sit stykke for ikke at sulte ihjel. For at bevare brødet til næste morgen for dem, der gik omkring og stjal det, måtte jeg såvel som flere af mine medfanger gemme brødet i lommerne, men når de mærkede, at man sov, stjal de det lige godt fra os.”

W. F. Born supplerer:

”Gud nåde den der stjal, især proviant, fra sine kammerater. Han fik straks kat, men endskønt jeg har set mennesker få seks dusin slag, for at de ej skulle fristes til at stjæle, stjal de dog straks efter, og blev idømt ny straf.”

Prisonskib. Todækker. Under de tilgitrede porte til øverste og underste batteri ses lemmene til banjerne