Søfart på Norge

Norges forhold under krigen

Ved krigens udbrud var de norske kornmagasiner på det nærmeste tomme. Norge kunne ikke brødføde sig selv, fordi det med så varieret en økonomi som den norske var mere lønsomt, at koncentrere ressourcerne om tømmereksporten, jernværkerne, fiskeriet og søfarten. Men det gjorde Norge ekstremt sårbar over for en pludselig krig med England og en britisk hungerblokade. Det norske samfund kunne lige så lidt som andre samfund foretage en lynomstilling til en intensiveret kornproduktion. Og det nye næringsmiddel, kartoflen trængte først for alvor igennem efter 1814.

Forsyning af korn

Omkring 1800 importerede Norge korn mange steder fra. Til det nordlige Norge kom noget korn fra Arkhangelsk, og både nord og syd fik ret betydelige mængder af korn fra Østersøen. Men den største mængde af korn og andre landbrugsprodukter, som Norge i normale år havde behov for, kom fra Danmark og Slesvig. Under krigen var Norges kornkammer Jylland.

Regeringen opfordrede private til at besejle Norge med kornfragten mod udstedelse af præmier og billige assurancer. 

Frem til foråret 1808 var der fragtet 200.000 tdr. korn til Norge, men så kom krigen med Sverige, der besværliggjorde skibstrafikken yderligere. Sidst i 1809 sluttedes der atter fred med Sverige. 

Til vinteren 1808 fragtede man fra dansk side 500.000 tdr. korn, men der nåede kun 406.000 tdr. frem, resten blev krigsbytte eller gik tabt på anden måde. 

I Norge udbrød der hungersnød og man måtte tage til takke med at spise mos og lav. På grund af den dårlige føde udbrød der mange epidemiske sygdomme. 

Der var samtidig stor mangel på klædevarer og salt.

Hungersnøden truer

Afskåret fra sit danske spisekammer af engelske og svenske orlogsskibe truede hungersnøden.

I sine rapporter til kongen beder prins Chr. August stadig mere indtrængende om hjælp. Allerede i indberetningen dateret 15. juli 1808, hvori han redegør for den heldige træfning ved Prestebakke, forudser han katastrofen.

”Måtte kun vores værste fjende, mangelen, kunne overvindes, men nøden begynder at vise sig i flere egne. Jeg ser mig nødt til at komme almuen til hjælp med de militære magasiner i det sikre håb, at kan vi blot holde ud til september, at vi da kan gøre regning på at se de behøvede kvanta. Jeg ansøger Deres Majestæt om, at man alt nu må være betænkt på at fylde magasinerne i Jylland, for at alt kan ligge færdig til afskibning til anmeldte tid, da vi tør håbe, at efterårsstormene vil nøde vore fjender, at rømme Kattegat og de længere nætter gøre transporten mulig.”

”Erholder vi ikke tilstrækkelig tilførsel, så dør vi alle af sult og Norge er tabt. Deres Majestæt tilgiver mit frimodige sprog.”

”For alting beder jeg Deres Majestæt: for Guds skyld befal ved Deres nåde, at vi erholder tilførsel i næste måned, thi ende oktober er vore magasiner sikkert udtømte og ressourcer findes ej. Vi mangler efterhånden alt: proviant, krudt m.m. I de næste ti uger må hvert øjeblik benyttes eller vi sulter ihjel.”

”Gud give, at vi snart må erholde klækkelig tilførsel.”

”Vi har ingen efterretninger om de til Norges proviantering i Jylland trufne foranstaltningers fremme. Jeg er pligtig at anbefale denne genstand til Deres Majestæts opmærksomhed, thi når vi skal reddes, da bør ingen dag forsømmes.”

”Af de fra Danmark forventede forsyninger er intet kommet.”

”Jeg anbefaler til Deres Majestæts opmærksomhed vort mangel på alt: proviant, krudt, klæder, medicin.”

”Endnu er få eller ingen skibe fra Danmark ankommet hertil. Jeg håber, Deres Majestæt befalinger til Norges proviantering efterleves med den energi og kraft uden hensyn til formaliteter, som er det eneste middel til Norges redning.”

”Kun enkelte skibe fra Danmark er i disse dage ankommet. Stillingen er nu således, at uden betydelig tilførsel kan armeen ikke underholdes mere end i fire til seks uger, alle magasiner er udtømte og hungersnød vil være uundgåelig. En stor del af mandskabet er næsten nøgent, og dette er så meget smerteligere ved den fremrykkede årstid, den indtrådte kulde og regnvejr. De syges antal tiltager, og må alt mere og mere tiltage, når om kort tid flere vigtige artikler som flæsk, gryn, ærter og brændevin begynder at mangle i magasinerne.”

Man forsøgte, hvad man kunne for at opmuntre søfolkene til at slå sig igennem den engelsk-svenske blokade i Kattegat, blandt andet ved at udlove præmier, men kun få kornskibe nåede frem. 

De ventede forsyninger nåede ikke frem, før vinteren afbrød al forbindelse med Danmark, og hungersnøden var en kendsgerning.

Fra september 1808 til marts 1809 sygemeldtes i alt 8.772 mand af en samlet styrke på 16.743, altså hver anden soldat.

Kornøsen var fast inventar i norske husholdninger, men der var ikke meget, at bruge den til under krigen. 1812 blev hungersnøden endnu værre. Det blev et såkaldt ”grønår”. Kornet på markerne nåede ikke at modnes, før frosten satte ind og ødelagde aksene, så de hang frosne og slatne på stråene. Man bagte brød af barkmel. I mange skove stod træerne afskallede og nøgne. Biskop Bugge fortæller: ”Nøden stiger frygtelig, og hvorledes disse jammerscener vil ende, står i den Almægtiges hånd. Antallet af dem, der dør af hunger, er stort. En af mine venner, fandt forleden en af hunger besvimet kone med et diende barn ved brystet. Barnet diede blod.”