Det
første forsøg på at oprette en navigationsskole på Fanø blev gjort i 1799
af skibsfører Niels Michelsen af Sønderho. Han havde ikke selv bestået
nogen eksamen, men havde i mange år sejlet med hollandske skibe, og senere
været skipper på sit eget skib, som han mistede ved forlis i 1795. Han
ansøger 5. januar 1799 Admiralitetskollegiet om at få sin skole
autoriseret.
To af
hans elever, Mads Hansen Ibsen og Hans Jørgen Anthonisen medgiver hans
ansøgning den erklæring, at de efter at have modtaget undervisning i
navigation hos ham har taget eksamen i København hos professor Lous med et
fint resultat. Også hans udmærkede evner til at undervise giver de to
eksaminerede navigatører, skipperne Hans Thomsen og Niels Callesen
Pedersen ham attest for. Øens birkedommer, hr. Engelstoft, giver ham
ligeledes den bedste anbefaling. Michelsen indstiller sig nu for at
aflægge prøve i sine kundskaber hos navigationsdirektør, professor C. C.
Lous, der erklærer ham "for at være en dygtig Skipper og Sømænd, hvis
Elever, der har været fremstillet til Eksamen hos ham, har været
veluddannet, hvorfor det kan anbefales ham Tilladelse til at oprette en
Navigationsskole i Sønderho".
Den
20. juni 1800 fik han tilladelse til at oprette en navigationsskole i
Sønderho - "naar han bruger den samme Undervisningsmetode som i København
og anvender Lous' Skatkammer samt nøje paaser, at de informerende lærer
færdighed i at regne:
1.
Høj-
og Lavvande ud ved ru og Korrekt Regning
2.
Poli
Højde ved Solen om Middag og Midnat
3.
Solens Middagshøjde og derefter at stille Kvadranten eller Oktanten
4.
Poli
Højde ved Stjernerne
5.
Misvisning ved Aften- og Morgenpejling
6.
Misvisningen ved en Pejling op- eller nedgaaende
7.
Misvisning ved en Azimith Pejling
8.
At
stille og forbedre Kurs
9.
At
regne Strømkrøbling med og mod Strømmen
10.
Et
stykke af det platte eller voksende Korts regning, hvilket de informerende
læres
11.
At
passe i det platte og voksende Kort de fornødne Vækststykker og
12.
At
regne Bestik efter Marinekalenderen saaledes som paa vor Klode bruges"
Michelsen fik dog ikke ret til at udstede eksamensbeviser, eleverne skulle
indstille sig til eksamen enten i København eller i Tønning.
Undervisningen foregik om vinteren, mens Michelsen sejlede om sommeren,
men nu som styrmand, idet han ikke længere havde eget skib.
Undervisningen fik et brat stop, idet Michelsen i sommeren 1806 sejlede
som styrmand med skipper Hans Peder Jensen fra Sønderho. På sidste rejse
hjem til Fanø strandede skibet ved Amrum 28. november og Michelsen omkom
ved strandingen.
Regneark fra
navigationsundervisningen