Den første gang man hører om navigationslære på Vesterhavsøerne, er da Jesper Ørum i 1696 får bevilling til at give undervisning i navigation på Rømø. Og den 26. august samme år tinglyser han et kongeligt brev af 21. maj ved Fanø Birketing. Brevet "bevilger og tillader, at Jesper Ørum forundes alene at holde en Navigationsskole på Rømø samt paa de andre dér omkring liggende Ølande og udi Navigationskunst for billig Betaling alle og enhver, som det af samme begærende vorder, saa længe han sig i samme tilbørlig og forsvarlig forholder". 

Det er nok ikke sandsynligt, at folk fra Fanø har frekventeret denne skole, da det først med købet af øen i 1741 blev tilladt at drive søfart. 

Og selv på dette tidspunkt bekymrer Fanø-skipperne sig ikke om de teoretiske sømandskundskaber. De sejlede endnu kun ved kysten, og klarede sig med deres praktiske erfaring. Alle punkter som klitter, kirker og andre bygninger langs kysten fra Holland til Skagen og på Sydnorges kyst var nok for dem, sammen med anvendelse af loddet, til at have stedsansen i orden. 

De kendte nøje strømforholdene, og skibets fart fastslog man ved at kaste en pind overbord ved skibets stævn og så følge den til agterenden. Af den hastighed, hvorved man måtte flytte benene, kunne skibets fart så nogenlunde bestemmes. Kom de så langt fra land, at det ikke mere kunne ses, bestemte de erfarne skippere afstanden, ved at betragte fuglenes flugt og den retning de tog.

Hos Løvenørn hedder det i 1825, "at Skipperne sejler over Nordsøen uden Kort og Bog og næppe bruger kompasset, men benytter sig kun af Lodskuddet, og de kender alle Banker og Dybdeforhold dér meget nøje. De sejler efter Landkendinger og forstaar at beregne Afstanden fra kysten, naar de vidste Højden paa Fyrtaarn, kirker eller Klitter". 

Kromann omtaler en pudsig detalje, om måden hvordan en Sønderho-skipper fik landkending på. Skipperen var af den flegmatiske type og opholdt sig meget i kahytten, beskæftiget med læsning, også når der snart kunne ventes landkending. Nu havde skipperen engang en styrmand, der blev nervøs, når de stod overfor denne situation og fik da ofte mavepine. Når der derfor blev meldt skipperen, at man snart måtte have landkending, og bad ham om at komme på dæk, svarede han "Saa længe Styrmanden ikke har "ondt i æ Lyv", er der ingen fare". 

Da man i slutningen af 1700-tallet fik bygget større skibe og sejlede over Vesterhavet til England eller gennem Kanalen til havne i Frankrig samt gennem den holstenske kanal om i Østersøen, begyndte Fanø-sømændene at "studere Styrmandskunsten".