Ved Kaj Beck

EN FANØDRENGS ERINDRIGER

1STE DEL Tiden fra 1900 – 1916

Familieforhold:

Mit barndomshjem er den gård, som engang tilhørte Mads Brink (Nordre Engvej 2). Her boede jeg sammen med min bedstemor på mødrenes side Ane Kathrine Christiansen og min far og mor. Bedstemor ejede gården. Bedstefar hed Jens Hansen Christiansen. Han var skibsfører og senere skibsreder. Af skibe, han havde ført, kan nævnes Skonnert »Onkel«, brig »Johanne« og bark »Fejga«. Han holdt op med at sejle i 1881. I efterladte optegnelser skriver han herom: »1881, sagde i Guds navn Søen farvel, som jeg har pløjet i 46 år til mit livs 60 års alder, hvorfor Gud være lo­vet« .... Bedstefar døde 1893.

Brødrene Kaj og Hans 1906

Børnene Kaj, Johan, Gudrun og Hans - 1920.

Gården var bygget i vinkel med stuehuset i øst-vestlig og stald med mere i nord-sydlig retning. Det var dengang ret almindeligt, at man drev et mindre landbrug ved siden af søfarten. Vi havde 3 køer, en gris og høns, en overgang også får. Der hørte ager­jord og eng til. Jordens behandling, såning, høstning, græsslåning m.m. udførtes af lejet hjælp. Resten af driften passedes af bedstemor, mor og en tjenestepige. Far havde en fiskekutter og fiskede fra Esbjerg.

Far var søn af skibsfører Hans Lauridsen Beck og Johanne Beck, født Sonniksen. Bedstefar (farfar) havde part i og førte briggen »Marie Petræus« og sejlede mest på Brasilien. Han afbrød forbindelsen med familien, solgte skibet og blev i Brasilien, hvor han ernærede sig som lods. Han var åndelig syg og en behjertet Fanøskipper tog ham med hjem. Bedstemor prøvede af ærlig vilje at passe og pleje ham, men måtte give op og han endte sine dage på fattiggården. Der var 6 børn for bedstemor at opdrage, 4 drenge og 2 piger. Hun tjente til dagen og vejen ved at brygge øl. Hun klarede også at betale sin mands gæld fra hans sidste ud proviantering; hvilket hun ikke havde haft nødig. Men det var æresgæld for hende. Hun ejede det hus, som den gang lå mellem »Hotel Nordby« og det nuværende posthus, det daværende »Hotel Færgegården«. Da fær­gegården blev ombygget til posthus, blev huset re­vet ned for at skaffe bedre tilkørsel. 

Men, tilbage til Gården, hvor jeg kom til verden d. 17. august 1900. Far sejlede da som styrmand i D.F.D.S. I 1903 fik han bygget en fiskekutter i Frederikshavn. Jeg vil tro at han lånte pengene hertil af bedstemor, (mormor, som vi kaldte bedste »Janse« til forskel for farmor som kaldtes »Bedste Beck«). Han fiskede fra Esbjerg, og mor påstod, at hun kunne kende kutteren på motorens lyd. Der, hvor vi boede, var der fri udsyn til Esbjergs indsejling. Oven over indgangsdøren lå en af disse lange skibskikkerter, og ved hjælp af den kunne mor så se, om det nu også var fars kutter. Når kutteren skulle på land for bundeftersyn og maling, sejlede far den til Nordby, hvor den blev taget på land nord for det nuværende færgeleje lige nedenfor det gamle saltværk. Her blev kutteren ved højvande sat så højt op som muligt på sliske under kølen. Krogen på en mangeskåret talje blev hugget i stropper lagt omkring skroget, og taljeløberen ført til et gangspil. Lange skrueskårne træspindler blev anbragt på ydersiden. De stod i bundspor og en møtrik trådte på klodser på skibssiden. Ved hjælp af håndspager kun­ne spindlerne drejes og skubbe på. Så snart skibet var nogenlunde klar af vandet, kom der yderligere forstærkninger i form af »Manpower«, idet villige hjælpere trådte an langs den ydre skibsside med ryggen mod denne og skubbede med. I hånden havde de en kop, som kvinderne fyldte med varm øl, som blev varmet hjemme i gruekedlen, sødet og fyldt på mælkejunger.

Når skibet igen skulle i vandet, blev taljen hugget i en moring ovre på Søjorden og spindlerne anbragt på landsiden. Dampmaskinens udvikling og opfindelsen af skibsskruen betød afslutningen på sejlskibenes glansperiode. De kunne ikke klare sig overfor de hurtigere og mere præcise dampskibe. De faldt i værdi og flere banker kom i vanskeligheder. Således mistede bedste »Janse« alle sine penge, da en bank i Esbjerg krakkede. Hun havde dog ejendommen med tilliggende tilbage, og jeg vil tro den var gældfri.

Sejlskibenes mænd søgte over i dampskibene, hvor der også var brug for søfolk. Men hvor de før var enerådende, var der nu kommen en ny kategori af søfarende, nemlig maskinbesætningen, der så absolut ikke følte sig underlagt dæksbesætningen. Det gav anledning til gnidninger.

Mange skibsførere var dog så velbjærgede, at de kunne trække sig tilbage og føre en sorgfri tilværelse økonomisk set. Det var nu engang sådan, at når en skibsfører havde sejlet et længere åremål, havde han tjent nok til at kunne lægge op. Mange slog sig på rederivirksomhed og andre slog sig på handel, vel også for at have noget at beskæftige sig med. Der var tid til at holde hus og hjem i mønsterværdig stand. Mange større huse blev bygget og ikke just i »Fanø­stil«. Og de sætter den dag i dag deres præg over Nordby og minder om en svunden tid med forholdsvis stor velstand. Der var god plads i disse huse. Det var der også i de gamle fanøhuse. I dem alle var der som regel et pyntekøkken og et bryggers, hvor maden blev lavet. Dernæst en dagligstue og en eller to »pæne« stuer. Indboet vidnede om mandens sejlads på fremmede lande. Jeg husker særligt de pæne stuer hos onkel Hans og tante Mætte. Her var montre med udstoppede fugle i stærke farver, slangeskind, sværdfiskens sværd, påfuglefjer, konkylier, kamfertræskister, lakerede syskrin indlagt med perlemor, japanesisk porcelæn og meget mere. Det var med en vis ærefrygt en 5-6 års dreng betragtede alle disse herligheder. Men størst interesse fangede de mange dejlige malerier af slægtens skibe: fuldriggere, barker, brigger og skonnerter for fulde sejl. Hvor ville jeg gerne have ejet et eller to af disse malerier, men de forsvandt udenfor min rækkevidde. Dog fandt jeg senere en halvmodel af barken »Professor« for fulde sejl i en kasse med glas for. Den beror nu hos min ældste søn.

Jeg husker onkel Hans fra mine tidlige drengeår. Han var da færgeriinspektør, tog imod færgerne, når de kom og sendte dem afsted, når de gik. Hos ham fik jeg min første undervisning i sømandsskab såsom at slå et pælestik og skyde en kasteline ordentlig op. I strenge vintre med megen is i havnen måtte færgen lægge til ved øens nordøstlige spids, »Batteriet« kaldet og landsætte passagerer og gods her. Til den ende havde man en ret stor norsk pram, der dels blev skubbet, staget og halet ind så langt, den kunne flyde. Sidste stykke vej blev man båret af besætningen. Det kunne ske at færgen sad fast i isen og var det på faldende vand, drev den ud mod Skallingen. Vandbygningsvæsenets »Vildanden« måtte så tilkaldes til assistance, og det kunne godt tage flere timer, før den var fremme. I tæt tåge var det vanskeligt at finde vej ind gennem det snævre løb til havnen. Gik færgen på grund, måtte den stå en vandtid over, hvis det var på faldende vande. Dengang havde man ikke »Radar«, til at vise vej, og afmærkningen var vel heller ikke så effektiv, som den er i dag.

Der var to dampfærger til at klare overfarten, en skruedamper »Nordby« og en hjuldamper »Esbjerg«. Senere kom en stor motorbåd til, som var beregnet til ekstrature udenfor den egentlige fartplan. Hjuldamperen med øgenavnet »Skildpadden«, var den største af færgerne og særlig egnet til sommertrafikken, når de mange badegæster indfandt sig.

Skruedamperen "Nordby"

Der var fra dækket fri udsyn ned i maskinrummet med dampkedlen midtskibs og en cylinder med stempel og krumtap på hver side. Lidet anede jeg dengang, at jeg senere skulle komme til at beskæftige mig med sklbsmaskiner. 

Vi var nogle drenge, der helt frivillig havde vores gang på færgerne. Vi hjalp med ilandbæring af gods, pudsede messing, spulede dæk m.m. Hjuldamperen kunne sejle begge veje. Det medførte at flaget skulle skiftes, og at det forreste ror skulle låses. Dette sidste var ret vigtigt, og det måtte vi kun udføre under opsyn af besætningen. Til gengæld for disse vore småydelser havde vi gratis overfart.

Om sommeren tjente vi mangen en god skilling ved at hjælpe badegæsterne med deres bagage. Der var sjældent tid til at gå hjem til eftermiddagskaffe, men formedelst ti øre kunne man hos bager Olsen få en hel wienerkringle »fra i går«.

Færgeriet havde monopol på passagertrafikken, hvorimod godstrafikken var fri og blev besørget af lægtere og motorbåde. Af lægterne husker jeg »Johanne«, Chr. Sørensens »Katrine«, P. Chr. Olsens »Svend« .... Niels a Bække var den første, der fik motor. Så var der Verner Lybekker og Peter a Søren Dyssens, der hver havde en mindre motorbåd.

De lægtere, som ikke havde motor, måtte bruge sejlene og så forresten tage hensyn til tidevandet. Man gik fra Esbjerg med sidste ebbe og skulle så helst nå »Lomunden« og her have den første flod med ind. Var der ingen vind, måtte man have en åre til hjælp. Ind gennem »Loen« kunne man stage sig frem ved hjælp af en »Klod«, en lang stage med en tå forneden for ikke at synke for dybt i bund og foroven en knop, der støttede mod brystet. Fra vantet og agterud var der fri passage, for ham, der skulle stage. Var der en dreng med passede han roret efter skipperens kommando. Inden drengen blev fortrolig med, hvad der var styrbord og bagbord, hjalp man sig ved at sætte en træsko i den ene side og en tøffel i den anden og så var kommandoen: op te æ toffel, nier te æ træsk.

Som regel var lægterne hjemme om søndagen og var da en yndet tumleplads for vi drenge. De lå for hver sin moring ude på strømmen. Og så gik da den vilde jagt med sørøvere i mindre både, der angreb større fredelige handelsskibe. Havneområdet var om sommeren den foretrukne legeplads. Vi tog badebukserne på, når vi stod ud af sengen om morgenen, og de var det sidste vi tog af om aftenen, når vi tørnede ind. Der var en overgang badegæster, der tog anstød af den for dem uanstændige påklædning og henstillede, at i hvert fald de større drenge skulle gå i hel badedragt. Men hvem skulle afgøre, hvad der var stort eller småt.

Jeg har tit undret mig over den frihed, hvormed far og mor lod mig færdes på havnen. Dog stillede far den betingelse, at jeg skulle kunne svømme, inden han gav sin tilladelse. - Så gik da turen en dag til »stranden« (øens vestkyst) for at samle kork til at lave et svømmebælte af. Korken stammede fra ilanddrevne fiskenet .... Og så øvede man sig på lægt vand syd for »Æ Søndebrow« under større drenges kyndige vejledning, indtil den store dag, da man uden svømmebælte kunne svømme over sejlrenden til »Æ lille Sø jord«.

Om vinteren med drivis (skosser) i sejlrenden var det en yndet leg at springe fra en »Skos« til en anden ved hjælp af lange »springstænger«. Var der for langt mellem to skosser, kunne man måske nå over med et meget lille stykke is som mellemtrin. - Så var der 3 muligheder: 1. at man kom tørskoet over, 2. at det gav en våd sok, 3. at man dumpede i med hele kroppen. - Det var nærmest dødssynd, at komme hjem med våde fødder. Det gav enten en endefuld eller i seng uden mad. Derimod var det en formildende omstændighed at komme drivvåd over det hele hjem. Så kunne der jo have været fare på færde.

Men, der var jo også noget, der hed at løbe på skøjter, »skri o skaser«, når det var vinter med længere frostperioder. Den gang var afvanding af markerne ikke særlig effektiv, og der stod ret meget vand flere steder, som blev til ret gode skøjtebaner. Jeg tror den største var i »æ Nar Bjerre«. Så var der »æ Stuer Sletning« lige syd for og klods op til Jørgen Hansens plantage, for ikke at glemme de i denne gravede damme og kanaler .... - Længere mod vest var der en stribe af strandsøer der strakte sig hele øen igennem. Når undtages kortere strækninger, hvor man skulle gå, var det muligt at løbe på skøjter til Sønderho. Engang var jeg så uheldig at løbe i en våge, der var ret dyb. Jeg kunne i hvert fald ikke bunde. Under mine forsøg på at komme op på isen, blev den faste is ved med at brække under mig. I stedet for at hjælpe på en eller anden måde, lavede de andre vrøvl over, at jeg ødelagde isen. Heldigvis kom en behjertet lærer til og sagde, at jeg skulle vende mig om med ryggen mod iskanten og ligesom svømme baglæns op på den, og så lykkedes det.

Nu var det med at komme hjem i en fart, der var ca. 1 km at løbe. Det var bidende frost, og det våde tøj var stivfrossen, inden jeg nåede hjem. Mor blev helt forskrækket og så en lungebetændelse i anmarch. Far fik i en fart tøjet af mig og anbragt på en divan, hvor han med sine store varme hænder fik mig gnedet varm og godt tilpas. Mor havde i mellemtiden lavet en varm hyldebærtoddy. Da hun spurgte mig, om det ikke havde været forfærdeligt at ligge i det kolde vand, måtte jeg svare, at det havde jeg ikke lagt mærke til, og at jeg ikke på noget tidspunkt havde haft en følelse af, at jeg frøs. 

Vi havde som regel en mellemmad med på disse skøjteture, og på et eller andet tidspunkt blev der tændt et bål af lyng til at riste »bakskuld« ved. Det hørte sig til. Ved 5 tiden brød alle op. I flok og følge gik det hjemad under munter sang.

I 1907 blev far ansat som bestyrer af det da nyanlagte gasværk. Bedstemor solgte gården til onkel Hans og tante Mette, og hun flyttede med os ind i gasværkets bestyrerbolig. Onkel Hans og tante Mette var kun kort tid på gården, de havde nok forregnet sig med hensyn til rentabiliteten og solgte den til Mads Brink. De flyttede tilbage til deres store rummelige villa »Emilie«. Bedstemor døde i 1909.

Året 1907 danner skel mellem mine barndomserindringer henholdsvis på gården og på gasværket. Jeg er forbavset over, at minderne fra gården star så tydelige for mig. Og når jeg er på Fanø, for at besøge familie, går turen givetvis den vej rundt og jeg nikker genkendende til de kendte steder og mindes dem, der boede her.

Går man forbi »Toldboden« og drejer til højre, har man til venstre skrædder Dahl og til højre Chr. Gundersen, han hed vistnok Hansen til efternavn. Han var lægterskipper, og jeg var legekammerat med hans yngste søn Jens. I husets vestlige ende var kostald med plads til en ko. To halvdøre førte ind til stalden. Her stod Jens og jeg en dag og hang på den underste dør, der pludselig sprang op, og Jens gik baglæns ned i møgrenden, »æ øddelgrov«. På Jenses hyl kom moderen farende, overskuede situationen et kort sekund og stak mig en ordentlig lussing. Hun må åbenbart have troet, at jeg havde skubbet til Jens.

I næste hus boede »Koren a Jørgen a Svends« med sin familie og længere fremme »Slesvig Svarrer«. Overfor ham »Mæt a Søn Dyssens«. - Når »Mæt« gjorde hovedrent, blev en del bohave stillet ud foran huset, heriblandt alle tiders model af en jagt med sejl og det hele. Den samlede en beundrende skare af drenge, der jo nok mente, at det var fjollet at den skulle stå til pynt i en stue i stedet for at sejles med nede i havnen.

Længere fremme boede til venstre Peter og Mette Snak og til højre madam Spangsbjerg, som havde udsalg af svineaffald og skråtobak. Gennem en smal smøge med høje bukketjørn på begge sider, nåede man frem til »Gården«. Lige inden lå til venstre »Niels a Lille Lastes« hus, og til højre boede to søstre, Line a Ann og Motens, og Ane a Motens sammen med en bror, som var snedker. Lidt længere mod nord bag endnu et højt bukketjørn boede »Pejr a Stiins«, en gammel sømand, som skoede træsko.

Den ovennævnte smøge var i min drengefantasi befolket med spøgelser, og man kunne sikkert også risikere at møde en »Ligskare«, og det var med hjertet oppe i halsen, at jeg som 5-6 årig passerede herigennem, når jeg en mørk aften blev sendt til bager eller købmand. Der var jo ikke nogen særlig effektiv gadebelysning; den bestod al enlige petroleumslamper på toppen af en pæl, fordelt sparsomt rundt i byen efter et eller andet mærkeligt system. Vi havde ved gården vor egen private gadebelysning, når vi skulle have gæster i mørketiden. Så anbragte far en gammel ankerlanterne på en pæl. Skulle man færdes ude eller inde i mørketiden, betjente man sig af en lille firkantet håndlygte med stearinlys eller en »Flagermuslygte«. Den var beregnet til petroleum. Navnet kom af varemærket, en flagermus indstøbt i lygteglasset. Det var først langt senere at de elektriske »lommelamper« med de flade batterier blev almindelige.

Den ovennævnte ligskare hørte med i en lang række af spøgelseshistorier og »Varsler«, som ældre mennesker yndede at servere om aftenen, når man holdt »Mørkning«. Det var inden, det blev rigtigt mørkt, så man var nødt til at tænde petroleumslamperne. Så »hyggede« man sig foran kakkelovnen med den åbne låge, så man kunne se tørvegløderne. Og så svirrede det med hårrejsende beretninger, om varslinger om dødsfald var en hund, der tudede, eller en lyd som af en bræddestabel, der faldt sammen. En ligskare var et ligfølge med lig og det hele på vej til kirkegården. Kom man ind i en sådan får man først fri, når følget nåede kirkegården. Mens snakken gik, stegte man æbler på de varme kakkelovnsringe. De blev hentet oppe på loftet, hvor de la i kornet i de store kornkasser. Det var nu ikke det bare sjov, at blive sendt op efter flere æbler med de der spøgelseshistorier i frisk erindring. Der kunne jo slet ikke være tale om at medbringe nogen form for lys. Huset var jo stråtækt. Man var meget forsigtig i omgangen med ild og lys, som kunne afstedkomme brande. Jeg kan ikke mindes en eneste brand i et stråtækt hus i min barndom.

Heller ikke lynnedslag i et hus kan jeg mindes. Men trak et tordenvejr hen over øen ved nattetid, var alle oppe. Så sad man og talte sekunderne mellem lynene og bragene, og kunne således afgøre, om uvejret kom nærmere eller fjernede sig.

Vor nærmeste nabo mod vest var Line a Pejr a Povls. Hun var enke og boede alene. Længere henne boede R. M. Jensen med kone Bine og børnene Jørgen, Andres og Ellen, som alle var mine nærmeste legekammerater. Endvidere boede Bines mor der. Manden sejlede som styrmand i D.F.D.S. og blev senere kaptajn. Og sådan var det i de fleste af mine kammeraters hjem. En gang imellem kom han hjem, og så følte man ikke trang til at komme der, så længe han var der. Ikke fordi man ikke var velset, men det var som om der var noget forkert ved det hele. Eller også rejste konen for at besøge sin mand, når han kom til dansk havn, og så kom der et andet kvindemenneske i huset, og det var heller ikke så godt.

I det næste hus boede »Stuer Thomsen« med kone og 5 børn, 4 piger og en dreng, hvoraf den yngste, en pige var på min alder.

Omtrent hvor vejen svinger mod syd, lå Navigationsskolen, en statelig bygning i flere etager med en platform oppe på tagryggen, hvorfra man kunne se kimingen, og eleverne således kunne øve sig i brugen af sekstanten. Min tidlige skolevej faldt her forbi, og selv om »Bedste Janse« havde lært mig bogstaverne og at stave nogenlunde, så var det meget svært at stave det ord, der stod over skolens indgang. Jeg kunne nå så langt som til NAVIGAT, men så var det også slut med at holde styr på mere. Der skulle megen øvelse og lidt voksen hjælp til, før det lykkedes at komme helt igennem.

Lidt henne ad Vestervejen lå en villalignende bygning. Her boede skomager Winther, yngre og ældre. De havde værksted oppe på loftet i gavlen. De var håndskomagere af den gode gamle slags. Når de havde lavet et par træsko, sad de som støbt på foden, lavet som de var efter nøjagtige mål af fod, svang og vrist. Far havde den idé, at fodtøj ikke kunne købes færdigt, men skulle syes efter mål, og helt op til min konfirmation var mit fodtøj syet efter mål. Dengang var der ikke noget med gummistøvler. Skulle man have noget i den retning var det håndsyede langskaftede fedtlæder støvler. Det første par jeg fik, husker jeg, kostede 12 kroner. Det var ca. 1911. År senere kostede de 18 kroner. Støvlerne var solide og stærke og gik i arv til min bror. Her måtte far give efter for sin økonomiske sans.

Selv om det lyder billigt, skal man huske på at lønningerne var tilsvarende små. Jeg husker at far i 1907 fik 60 kr. om måneden som gasværksbestyrer. Hvad enten det nu var ren og skær interesse, gammel vane eller økonomisk nødvendig, drev han et mindre landbrug ved siden af. Vi havde en ko, 2 geder, 2 grise og høns. Han dels købte dels lejede agerjord, som med lejet hjælp blev tilsået. Kornet høstede han selv, han forstod som nogen bonde at håndtere en. le. Tærskningen foregik ved hjælp af håndtrukket tærskemaskine og hjælp af venner og bekendte. Så vidt jeg ved fik de ingen penge for hjælpen kun maden.

Til »Gården« hørte et engstykke på »Halen« i Albuebugten på øens østside, nærmere betegnet ved »Hans Øj«, (Hans’ Odde). Græsset skulle slås og med hjem samme dag, da man kunne risikere, at et højvande over normalen kunne oversvømme engen og tage græsset med sig, når vandet faldt. Så, for at kunne nå det hele, blev der startet hjemmefra ganske tidligt i en stiv kassevogn. Bonden, som kørte for os var »Sletter«, han som førte leen, mor og tjenestepigen fulgte efter og rev fra og rev græsset sammen i mindre bunker. Ved 7-8 tiden var der frokost, der som regel var tilberedt hjemmefra. Vand havde vi med i et par mælkejunger, øl i »Bimpler«, (små træankre). Endvidere en trefod og en stor kedel. Det var mit arbejde at samle brændsel til at fyre med under trefoden. Det var for det meste »Vegger«, I den nærliggende fuglekøje kunne der findes lidt kvas. Kl. 12 var der igen mad med efterfølgende hvil og kl. 3 kaffe med »Fanøkringle«. Når al græsset var slået, blev det læsset på vognen, der til det brug var forsynet med en træramme, som ragede ud over vognens sider. Det var lidt af en kunst at læsse vognen, så der var ligevægt. Et læssetræ blev lagt hen ovre læsset forfra og bagtil og strammet godt ned for at holde læsset på plads. Læsset kunne være ret højt og mange medbragte en stige for at kunne komme op, når vi skulle hjem. Vejene var sandede og med dybe hjulspor, og vognen kunne godt slingre, som et skib i søgang. Ofte måtte vi af og støtte læsset, for at det ikke skulle vælte. Ved hjemkomsten blev græsset strøet ud på en ager, vi havde i »Krotoften« for at tørres. Det blev lagt i lange striber, så det kunne »hwerres«, vendes for at blive gennemtør. Dette enghø var lidt saltholdig, idet engene nu og da blev oversvømmet. Man mente at køerne, når de spiste heraf, blev mere tørstige og således gav mere mælk.

Når al høet var bjerget og kommet tørt i hus på loft og i lo, var det kornet, det gjaldt. Det blev mejet med le og bundet i neg, hvis størrelse afhang af stråets længde, sat sammen to og to i lange rækker for at tørre. Senere blev negene bundtet i »skokker« ved hjælp af kokusbånd, og samlet i »traver« inden hjemkørslen. Det blev foreløbig anbragt på loftet, indtil tærskningen kunne finde sted. Til den ende lejedes en håndtrukket tærskemaskine. Hvorvidt man også lejede arbejdskraft, husker jeg ikke, men naboer og familie hjalp villigt til. Efter tærskningen blev kornet renset i en rensemaskine og anbragt i kornkasser oppe på loftet.

Den ovennævnte tur efter enghøet var noget af en rejse til ukendt land. Byen, d.v.s. den del, der oprindelig hed »Odden«, var delt i to dele: »æ Narherd« og »æ Synderherd«. Grænsen gik ved det nuværende apothek, der den gang var posthuset. Efter denne grænse var vi drenge delt i to lejre, som bekrigede hinanden, til tider ret voldsomt. Hos karetmageren kunne vi købe asketræslister, der var fortrinlige til at lave flitsbuer af. Pilene blev lavet af tagrør, som vi stjal fra de huse, hvor man kunne nå tagets nederste kant. På enden af pilen sattes en klat cikorie, (tut). Pile af flækket bambus var dog stærkere men farligere, da man i enden omviklede dem med tyndt ståltråd. Da vi senere i enkelte tilfælde havde brugt luftgeværer og skudt med »små blå søm«, greb de voksne ind og satte en stopper for legen.

Fjendtlighederne opstod spontant, enten flokken tilfældigvis var samlet, eller kaldt sammen. Til daglig legede vi alle udmærket sammen, svømmede i havnen, var med »æ jøwr« på grønning - sejlede, løb på skøjter, kælkede alt efter de forskellige årstider.

Der var andre ture til »ukendt land«. Jeg mindes en udflugt til »Pælebjerget« med »Skipperforeningen«. Jeg har vel været 5 år. Turen foregik pr. hestevogn, og jeg sad på bukken sammen med kusken og far. De dengang så nydelige og velholdte hoteller var for mig de skønneste eventyrslotte. Da vi kom til nedkørslen til stranden så jeg for første gang Vesterhavet. Det lå der foran mig i al sin sommerpragt. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og dønningerne rullede dovent ind mod kysten med en svag brusen. Aldrig er her helt stille. - Til højre ragede Skallingens hvide fyrtårn op og en damper var på vej ud gennem »Grådyb«. - Til venstre strakte den hvide strand sig så langt øjet rakte mod syd. Stranden nedenfor hotellerne var forbeholdt badegæsterne. Såvidt jeg husker var det mest tyskere. Området domineredes af Strandkurve, hvori man kunne sidde i skygge og læ for vinden, og af grønmalede badevogne på 4 hjul. Vognene blev af heste trukket ud i passende vanddybde og efterladt her. Når den badende ville i land stak vedkommende et dertil beregnet flag ud af døren og anbragte det i en dertil indrettet holder, og så kom hestemandskabet og tog vognen ind. Et sådant mandskab bestod af rytter og dreng. Fra hestens seletøj udgik på hver side et reb, der endte i en tynd jernstang med øje, som blev hægtet i kroge på vognen.

Vort vogntog fortsatte sydpå og drejede ad en sandet klitvej ind til Pælebjerget. Jeg mener der blev kogt vand til kaffen over trefødder; brændsel var der nok af i form af ilanddrevne materialer. Der var jo ikke noget der hed termokander dengang. Den lokale mælkevogn var med, og her kunne man hente sødmælk, kærnemælk og vand. Tiden gik med leg og badning. Senere blev den medbragte aftensmad spist inden hjemturen.

På et eller andet tidspunkt i september kundgjorde »Plantøren« at der måtte samles tranebær i statsplantagen. Dette foregik omtrent midtvejs mellem Sønderho og Nordby. Det var meget vigtigt at finde et »godt« sted, som man sagde »helle« for. - Hvis vejret var til det, tog man derind aftenen før og sov i medbragte tæpper. Bærrene blev sat på flasker med kold kogt vand. Tranebærsuppe med tvebakker var en yndet spise, og hvad var vel haresteg uden tranebærsyltetøj.

På øens østside, lidt syd for Albuebugten lå, og ligger endnu to fuglekøjer. Den sydlige hørte til Sønderho og den nordlige til Nordby. I disse fuglekøjer fangede man vildænder; hvorvidt man også fangede vildgæs, husker jeg ikke. Anlægget bestod af en lille sø, hvorfra udgik kanaler i stjerneform. Kanalerne spidsede til mod enderne, så det hele lignede en søstjerne. Kanalernes inderste del var overdækket og forsynet med faldlem. Det hele var tilplantet med træer og buske, ligesom der langs kanalens overdækkede del var opstillet skærme, så fangeren kunne færdes her uset af fuglene i kanalen.

Trækfuglene kom og slog sig ned i søen, og fangeren forsøgte med udstrøet korn at lokke dem op i fælden. Af denne første fangst fik de fleste stækket vingerne og blev sat ud i søen. De skulle lokke de vilde fugle til, når de på trækket kom i nærheden. Fangeren havde et bestemt fløjtesignal, når han strøede korn ud, og de tamme ænder kendte det. Hvilken kanal han valgte afhang af vindretningen. For yderligere at vildlede havde han i hånden en kobberpotte med en glødende tørv, der udsendte røg, der skulle kunne bortvejre lugten af menneske. Nar de tamme ænder hørte fangerens signal, svømmede de efter kornet, og de andre ænder fulgte med. Når hele flokken var kommet helt op blev faldlemmen lukket, og fangeren kunne nu tage de vilde ænder med et greb om halsen og med et særligt tag knækkede han deres hals.

Dengang kørte en hestetrukket »Diligence« mellem Sønderho og Nordby, og den havde fangsten med, så den kunne komme med aftenfærgen til Esbjerg og eventuelt nattoget til København.

En anden måde at lokke de vilde fugle op i fuglekøjen på var ved hjælp af ænder, som man tæmmede uden at stække dem. De blandede sig med de trækkende fugle i vadehavet. På de faste fodringstider vendte de tilbage og trak de andre med. I 1931 blev denne fangstmåde forbudt. Fuglekøjerne er nu efter længere tids forfald atter sat i stand, dels som turistattraktioner, dels som vildtbiologiske stationer.

En af de længste ture, jeg kom ud for som dreng, var da tjenestepigen Sørine og jeg skulle trække en ko til Sønderho. Det var en af vore gamle køer, jeg tror nok den hed »Grete«. Bedstemor mente, den var ved at blive for gammel, og solgte den til en mand i Sønderho på den betingelse, at den skulle leveres på stedet. Vi fik en god madpakke og drikkelse, sikkert saftevand, med. Det blev for mig en spændende tur gennem ukendte områder, og Sørine måtte forklare efterhånden, som vi kom frem. Jo, først kommer vi til »Byen«, »æ By«, og senere til Rindby, hvor grænsen gik kunne hun ikke forklare. Når folk herfra skulle til Nordby, brugte de ikke den betegnelse, men sagde de sku nier te æ Øy, (Odden). Sidste hus på vejen mod Sønderho var fattiggården. Det var vel ikke så meget fattigfolk, som blev anbragt her, men folk der »var lidt til en side«. Den gang vidste jeg ikke, at min farfar havde henlevet sine sidste år her.

Den del af øen, vi nu bevægede os ind på, var vistnok statsejet, ihvertfald hed det »Statsplantagen«. Her lå et hus, »Plantørboligen«, hvorfra områdets tilplantning blev ledet. Dengang kunne man knap ane de små spæde planter, der senere skulle udgøre bestanddelen af den bevoksning, der i skrivende stund dækker arealet.

Vi var nu omtrent halvvejs og tilpas sultne til at kunne nyde noget af madkurvens indhold. Der skulle jo gerne levnes noget til hjemturen.

Landskabet virkede gråt og ensformigt, så det var oplivende at se Sønderho mølle tone frem i det fjerne. Vi nåede vort bestemmelsessted, fik afleveret koen og begav os på hjemvejen. Hvor lang tid den havde taget, har jeg ingen erindring om, og jeg mindes ikke nogen form for træthed. Jeg har vel været 6 år dengang, og en sådan spadseretur på 4 mil var da ikke noget at tale om.

Gården har for længst ophørt at fungere som det mindre landbrug, jeg kan erindre. Den optræder nu pyntelig og velfriseret som almindelig beboelse. Jeg kunne ikke i min vildeste fantasi tænke på at kigge indenfor, det ville forstyrre erindringen om min barndoms stuer og andre rum. I den østlige ende var mod nord et gæstekammer med stor dobbeltseng, klædeskab, servante og kamfertræskiste til opbevaring af sengetøj. Heraf var der to sæt, nemlig vattæpper til sommerbrug og dyner til vinterbrug.

Mod syd var fars og mors sovekammer med senge, klædeskab, servante og min barneseng. I fortsættelse af gæstekammeret var en »Pæn stue« med 8-kantet poleret bord, polerede stole med grønt damask betræk, to skabe til sølvtøj, porcelæn m.m. - en »tagere«, et kinesisk syskrin på ben i sort lak og indlagt perlemor. På et af skabene kaldet »piedestalen« en model i marmor af en passagerdamper i glaskasse. Der var konkylier, påfuglefjer, udstoppede fugle hjembragt fra fjerne lande. Både her og i sovekammeret var der kak­kelovn. Gulvet var gråmalet. For vinduerne var der om vinteren svære brokades gardiner, der om sommeren blev udskiftet med gardiner af lyse og lette stoffer. Endelig var der også en flot sofa også i grønt damask.

Ved siden af al denne herlighed lå dagligstuen. Både den, sovekammeret og tjenestepigens kammer vendte ud mod »æ sønder haev«. Af møbler var her en sofa ved væggen mod den pæne stue og foran et bord, som kunne gøres større med plader, de fornødne stole, en gyngestol og et skrivebord. Døren ud mod entreen, »æ frankel«, den pæne, sovekammeret og »æ kammer«.

Sydvæggen var beklædt med hollandske kakler.

Tjenestepigens kammer lå lige op til køkkenet, der vendte ud mod nord. Af møbler var her en dobbeltseng, en enkeltseng, et stort skabsmøbel og en reol med bøger, et mindre bord og et par stole. Af bøger i reolen kan jeg tydelig huske »Grimms Eventyr« i blå indbinding og husker eventyret om de to troldkvinder, hvis saltkværn løb løbsk, så saltet flød ud i havet og gjorde dem salte. I kammerets ene hjørne var en lem ned til en kælder. Da jeg var 5 år, overtog min lillebror min seng i sovekammeret, og jeg sov så i den mindre seng i »æ kammer«. Her var ingen kakkelovn og i kolde vintre kunne det nok knibe med at holde varmen trods tunge »hjemmeredte« dyner. Tøjet, man skulle have på, var i sengen og man klædte sig på under dynen. Så hurtigt ud i køkkenet, hvor pigen havde fået liv i komfuret. Efterhånden indfandt resten af familien sig og snart bredte en liflig duft af ristede »bakskuld« sig. Der var døre ud til æ frankel, til æ kammer og til en gang som førte videre til »hjøggel«, kostald, lo og rullestue. Langs ydervæggen var et køkkenbord med skabe, et »mælkekammer« med halv kælder, samt et spisekammer. Et »das« fandtes som udbygning til stalden. Lige inden rullestuen var en gruekedel og baljer. Vand fik man fra en stor træpumpe udenfor ved husets nordvestlige hjørne.

I rullestuen stod en stor trærulle af den slags med en stenfyldt trækasse, der blev trukket frem og tilbage over et solidt bord med solide styr, så kassen ikke kunne køre ved siden af eller vippe ned ved enderne. Mellem kassen og bordet anbragtes træruller af bordets bredde. Tøj, som skulle rulles, vikledes omkring stokkene. Det var lidt af en kunst at få det viklet jævnt og lige på, da rullen ellers løb skævt. Rullestuen havde sin egen indgang, og der var adgang til at benytte rullen formedelst 2 øre pr. stok.

For mig var det sjovt at blive sat op på kassen med stenene og køre med frem og tilbage.

I loen opbevaredes forskellige redskaber blandt andet en plejl, der blev brugt til at tærske en bestemt slags korn med, for at få så lange strå som muligt. Den halm, som kom fra tærskemaskinen var kort i strået. Af den plejltærskede halm lavede man »Simr«, som brugtes til at binde halmen fra tærskemaskinen i neg med. Denne halm kunne også flettes og kunne således bruges til at lave dørmåtter af, for ikke at tale om halmvisker til indlæg i træsko. Både bedstemor, mor og pigen kunne svinge plejlen.

Langs med staldlængen løb en smal vej, som skilte os fra naboen, »Line a Pejr a Povls«. Længere fremme havde vi en ret stor grund, som vendte ud mod den vej, som førte op til Navigationsskolen. Grunden gik under navnet »æ bjerre« (bjerget), og der havde engang ligget en klit med hvidt sand her. Den var blevet fjernet lidt efter lidt, ved at folk havde lov at hente sand her. Det blev blandt andet brugt til de den gang så almindelige sandstrøede gulve.

Her på denne grund lå en mødding, svine- og fåresti. Far havde forskelligt fiskegrej liggende her, hyttefade, hummerkasser og gamle fiskenet. Det var en dejlig legeplads for mig og mine kammerater. Af hummerkasserne kunne bygges fæstninger, og et hyttefad rigget til med mast og ræer blev til den stolteste skude.

Jeg kan ikke mindes, vi havde får. Men en gris havde vi altid. Den blev slagtet hen imod jul. Det meste af kødet blev saltet ned. Dengang havde man hverken køleskab eller dybfryser, men derimod et ret stort sulekar. Da det var på den kolde årstid, kunne færdiglavede retter som medisterpølse, rullepølser, blodpølser, flæskestegen til juleaften, »revelsben« anbringes i kold kælder, noget af det under et fedtlag. Skinkerne blev saltet og røget.

Når hertil kom »bakskuld«, saltede og tørrede rødspætter (lystskuld), saltede og tørrede hvillinger og nedkulede grønsager og rodfrugter, var der altid mad i huset.

I vinkel mellem de to længer, var der have med enkelte frugttræer og en ret stor hønsegård.

Den største have lå mod nord adskilt fra huset ved en offentlig vej. I denne have var både frugttræer, frugtbuske og bede med grønsager. Mod vest et læhegn af løvtræer, et lysthus og et hyggehjørne med hængekøje. I det sydøstlige hjørne stod en stor træpumpe af den slags, som var ret almindelige inden støbejernspumperne kom frem. De blev lavet af den lokale pumpemager, var ret høje med en lang smedejerns pumpearm. Der var anbragt nogle enkelte stykker forskellige steder til offentlig benyttelse.

De æbler, som kunne gemmes, blev lagt op i de store kornkasser på loftet.

Flagstangen i havens midte var noget for sig selv. det var ikke nogen lige-op-og-ned stang men nærmest en skonnertmast med undermast stang, rå og gaffel og fornødne vanter og stag.

Da vi flyttede op på gasværket, tog far flagstangen med. Der blev syet en stander, hvorpå der stod »Nordby Gasværk«. Ved højtidelige lejligheder vajede den fra toppen og Dannebrog fra gaffelen.

Den tidligere omtalte »hjøggel« trænger måske en nærmere forklaring: Det var en lo i forbindelse med høloftet, og den lå i tilknytning til stalden og var åben foroven. Når der kørtes hø ind, blev æ hjøggel først fyldt op. Efterhånden som høet blev brugt i vinterens løb, blev der fyldt efter fra loftet.

Da jeg blev 6 år kom jeg i en såkaldt »Pogeskole«, vel nok en forløber for det man i dag ville kalde en børnehaveklasse, dog uden formning, tegning, klatmaling og lignende moderne beskæftigelser, som moderne unger beskæftiges med, i stedet for at lære dem at læse eller i hvert fald lære dem at stave.

Det med bogstaver og at stave skulle man helst kende en del til, inden man kom i pogeskolen. Til den ende blev »Myrebogen« (gak til myren og bliv vis) anskaffet, og så var det da bedstemor eller far eller et andet ældre medlem af husstanden, der underviste i denne svære kunst. Jeg kan endnu i tankerne følge »Bedstes« strikkepindes vandring hen langs linjerne af de store og små bogstaver, for ikke at tale om gotiske bogstaver, som også skulle læres.

Der var visselig et praktisk formål med denne undervisning. Ældre mennesker havde ondt ved at læse avisen. Ganske vist havde man briller, men det var ikke altid at de passede til øjnene. Briller gik nemlig i arv, og man vidste i forvejen, hvem der skulle arve hvems briller. Det blev afprøvet i god tid. - Hvorvidt man også prøvede de forlorne tænder, ved jeg ikke for sikkert, men det er da muligt man har undersøgt den side af sagen også.

Men altså jeg har selv siddet og møjsommeligt stavet mig igennem avisens nyheder for Bedste. Det var dog kun de helt små bogstaver, hun ikke kunne klare.

Den omtalte pogeskole lå bag det hus, hvor dr. Anthonisen boede. Han boede dengang i huset overfor det daværende posthus, nuværende apotek. Skolen blev ledet af frk. Vaupel, (det skulle udtales Fobel). Den blev senere flyttet til den lejlighed, der var sammenbygget med »Marie a æ Maskendisers« hus.

Fra pogeskolen kom man i borgerskolens 1ste klasse. Denne skole havde 8 klasser. I 5te klasse blev de elever, der skulle i mellemskolen, skilt fra og flyttet til en 5te klasse i Mellem- og Realskolen. Her kunne man så gå ud med enten mellem- eller real­eksamen.

Vi havde virkelig gode skoleforhold, en dygtig lærerstab, der både kunne undervise og sætte sig i respekt. Den gang var »korporlig revselse« tilladt, og jeg kan ikke mindes, at nogen tog skade heraf, mig selv iberegnet. Vi blev ikke pakket ind i vat og behandlet som rådne æg. Der har vel været omkring 15-16 elever i en klasse, hvilket sikkert var en stor fordel undervisningsmæssigt set.

Jeg mener at have læst, at Realskolen blev oprettet allerede i slutningen af 1860. Det har sikkert været de ledende indenfor den da stærkt ekspanderende søfart, der har taget initiativet hertil. De har sikkert selv manglet den grundlæggende undervisning, når de senere skulle tage de nautiske eksaminer, der var nødvendige for at føre de store sejlskibe. 

Nordbys skoleforhold har sikkert ligget over gennemsnittet for bebyggelser af samme størrelse. 

Jeg har haft lejlighed til på nært hold at følge børnebørns skolegang og er ikke det mindste duperet af de moderne undervisningsmetoder.

Jeg var efterhånden blevet 7 år. I 1907 flyttede vi så op på gasværket, hvor far havde fået pladsen som gasværksbestyrer. Det nøjagtige tidspunkt for denne i min barndom skelsættende begivenhed erindrer jeg ikke, men mener dog at kunne huske, at jeg var syg, måske forkølet, da jeg blev pakket godt ind og anbragt på en slæde, som tjenestepigen Sørine trak. Så det har åbenbart været ved vintertid, at flytningen foregik. På vejen kom vi forbi bedste Becks hus, hun kom ud med et trøstens bolsje eller et par småkager.

Nu var det ikke første gang, jeg var på disse kanter. Jeg havde flere gange været med mor oppe med mad til far under værkets bygning.

Ved værkets indvielse var der vin og kransekager og småkager, men det som jeg husker bedst var ham ingeniøren, der gjorde mig opmærksom på, at jeg ikke behøvede i ny og næ at snuppe en kage, jeg kunne rolig spise alle dem, jeg ville.

Hvordan et gasværk var indrettet og virkede, fandt jeg efterhånden ud af. Jeg fandt også ud af, at det ikke var noget »Soft Job« far havde fået. Foruden ham var der to faste arbejdere, og man gik 3-skiftet vagt med far som tredje mand. Når der så en gang ugentlig skulle byttes om på vagterne, fik far dobbelt vagt. - Den koks, som kom ud af produktionen, blev knust i en håndtrukket knusemaskine. Det var et tomands job, så her var far også med. Gadelygterne skulle far også holde i orden med glas og net. Oprindelig var det meningen, at han også skulle tænde og slukke dem. En gang om måneden skulle han aflæse alle byens gasmålere og udregne forbruget. Jo, der var lagt op til en effektiv udnyttelse af arbejderne. Man mærkede tydelig tendensen fra sejlskibene, idet der jo sad en del af de gamle skippere i byens vise råd.

Formand for teknisk udvalg var Dr. Anthonisen. Han var far en god mand, og det skyldtes ham, at arbejdsforholdene efterhånden ændredes til det bedre. Der blev således anskaffet en gasmotor til at trække knusemaskinen. Til indfyldning af kul i ovnene blev anskaffet en mekanisk kran.

Da jeg er uddannet teknikker, mener jeg mig kompetent til at udtale mig om fars indsats som bestyrer af de kommunale værker. I 1915 kom nemlig vandværket til, som far også skulle passe. I slutningen af halvfemserne tog han styrmands- og skibsførereksamen på navigationsskolen her og kom ud som styrmand i D.F.D.S. Under sejlads med en damper over Atlanten mistedes skruen, og man udførte med det forhåndenværende mandskab det meget krævende arbejde, at montere reserveskruen. Under dette arbejde havde far fået rosende omtale.

I 1903 begyndte han at fiske fra Esbjerg med den kutter, han som tidligere omtalt lod bygge i Frederikshavn. Da pladsen som gasværksbestyrer skulle besættes i 1907, gik den gamle bestyrer på navigationsskolen, Nic. Sørensen meget stærkt ind for, at far fik pladsen, for, som han sagde: »Den mand er den fødte teknikker, han skulle aldrig have været sømand«. Han havde en særlig evne til at kunne få en genstridig motor til at gå, hvad enten det var købmandens lille motor, der trak kaffemøllen, eller det var den store motor, som trak maskineriet på skibsværftet. Alt det der med gasapparater og gaslamper var noget nyt og ukendt, og det kneb særlig for enlige kvinder at blive fortrolige med benyttelsen af disse moderne ting. Et primusapparat, det vidste man da alt om, det kunne man sagtens klare. Også her trådte far hjælpende til.

Ovnene, hvor gassen blev fremstillet, havde begrænset levetid. Med mellemrum skulle hele indmaden fornyes. Dette arbejde blev udført af specielle ovnbyggere, men de var ikke altid lige omhyggelige med arbejdets udførelse, og tit måtte far påtale fejl ved arbejdets udførelse, hvilket just ikke faldt i god jord hos »eksperterne«. Det endte med at far selv foretog denne ombygning ved hjælp af lokale håndværkere, og derved sparede kommunen for mange penge. Jeg mener at kunne huske, at han engang fik 700 kr. som påskønnelse. I den tid, jeg kan mindes, har der ikke været hverken driftsstop eller uheld af nogen art.

Forinden sin ansættelse, fulgte han driften af et gasværk i Skelskør, (såvidt jeg husker). Han var medlem af »Dansk Gasværksbestyrer forening« og deltog i deres årlige møder.

Som før omtalt drev far et mindre landbrug. Til den ende byggede han en stald i den sydlige del af gasværkets grund. Her var plads til 2 grise, en ko, to geder og høns. På loftet plads til hø. - Dengang var »Vestervejen« en ren sandvej med grøfter langs siderne, og her var en frodig græsvækst, som gederne, Mads og Grete, nød godt af. Hvorvidt far havde lejet denne græsning af kommunen, husker jeg ikke. - En gang i løbet af sommeren fik gederne små kid, små legesyge, som vi børn legede med og holdt af. At mor kunne nænne at slagte dem, kunne vi ikke forstå, men endnu værre var det dog, at hun forlangte vi skulle spise den mad, hun lavede af kødet.

Der skulle korn til grise og høns og hø til geder og ko. Far lejede jord, der enten blev tilsået eller udlagt til græs. Til jordens behandling og tilsåningen lejede han hjælp. Kornhøst og græsslåning besørgede han selv. Kornet blev oplagret i kulhuset ovenpå kullene, indtil det skulle tærskes. - Der hørte en del ledig jord med til gasværkets område, og det fik ikke lov at ligge ubenyttet hen. Jorden var sandet og mager, så der skulle en del gødning til. Og selv om vi havde »Das«, var det jo begrænset, hvad vi selv kunne producere, men måtte se sig om efter andre kilder.

En sådan kilde fandtes på havnen, i form af et offentlig lokum, med frit fald af produkterne ned i en underliggende beholder eller mødding. Samme møddings indhold kunne man få for at tømme den. - Til gasværket hørte en ret stor trækvogn, hvorpå kunne anbringes to tjæretønder, der var åbne foroven. Med denne »ekvipage« + to stk. pøse med snor og iført meget gammelt kluns drog far og jeg afsted meget tidlig morgen. Møddingens indhold var ret vandig og kunne hales op med de medbragte pøse og styrtes i tønderne. Der var ikke noget, der hed arbejdshandsker. - Nå, opgaven blev løst og møddingen tømt. Heldigvis var der baderum på værket med masser af varmt vand. Tøjet tog mor sig af. Det var givetvis ikke noget behageligt job, men kunne far, så kunne jeg også. Der blev ikke ydet penge for hjælpen, men hvis der var noget, jeg skulle bruge penge til, var far altid villig.

Jorden var sandet og let, og når far gravede, brugte han en af de store kulskovle. Han var stærk som en bjørn, og en almindelig spade var som en teske i hans hænder. Jeg kan for mig se disse store stærke hænder, der kunne tage nænsomt og blidt som en kvindehånd, når et sår skulle behandles eller en splint fjernes. Havde man tandpine, blev man anbragt i hans favn og så gned han kinden varm med hånden, og pinen forsvandt for en tid. Før eller senere måtte man jo afsted til doktor Anthonisen, og få tanden hevet ud. Det var nu ikke det bare sjov for en lille purk, alene synet af tangen, var nok til at jage tandpinen på flugt. Bedøvelse var der ikke noget, der hed. Det var først omkring min konfirmationsalder, at der blev tale om egentlig tandbehandling. Der var ellers mange gode råd mod tandpine såsom et stykke vat med sprit, hoffmandsdråber, kamferdråber, brændevin eller skråtobak, alt sammen noget der rev og sled og gjorde mere ondt end tandpinen.

At far også som ganske ung havde haft gode kræfter fremgår af en beretning fra hans egen mund. Der kom folk til ham med regninger, som far skulle attestere til udbetaling, og en dag så jeg, han sendte et mærkeligt smil efter en mand, som var på vej ud. »Hvad griner du af, far«. Og så fortalte far følgende: »Lad os kalde manden NN. Han var styrmand på et sejlskib, hvor jeg var skibsdreng«. Hver lørdag blev der udleveret sirup til mandskabet til at søde maden med. På en bestemt lørdag var denne sirup sluppet op, og da der var sødsuppe til middag, blev far sendt hen til styrmanden. Han skulle spørge, om man ikke kunne få siruppen nu før middag i stedet for om eftermiddagen. Det tog styrmanden, meget ilde op, og truede far med at han kunne få en gang tamp, når han var fræk og forlangte sirup i utide. Han har åbenbart haft en tamp hængende til brug i en sådan situation, og den greb styrmanden og for efter far, som var smuttet op på dækket. Far fik fat i tampen og smed den overbord, hvorpå han tog styrmanden, der var en bette splejs i kraven og holdt ham udenbords. Enden på legen blev, at folkene fik sirup.

Da skipperen, som havde været i land, kom ombord, beklagede styrmanden sig over fars opførsel og forlangte ham straffet for at have lagt hånd på en overordnet. Jo, det forstod skipperen da så godt. »Vi går nedenunder og fører tildragelsen ind i skibsjournalen, hvilket er påbudt, når der er tale om afstraffelse«. Det mente styrmanden var i orden, dog skulle der ikke stå, at han var blevet holdt udenbords af skibsdrengen. Det protesterede skipperen imod: »hvad der skrives i journalen skal stå til troende og være i overensstemmelse med sandheden«. - Det endte så ret fredeligt med, at far skulle give styrmanden en undskyldning. 

Når vi var på tomandshånd kunne far godt fortælle om sine oplevelser til søs. 

Nogen faglig uddannelse udover den sømandsmæssige havde far ikke, men på dette felt var han en fagets udøver. Han var en habil sejlmager, med alt hvad dette indebærer af fagmæssig kunnen og viden. Han var det, man kalder fiks på fingrene og havde en livlig fantasi, der kunne give mærkelige udslag. I afholdslogen, som han og mor var medlemmer af, var det ham, der pyntede op, når der skulle være fest eller spilles »Dilettant«. Han lavede således en nedtagelig scene, hvorpå der er blevet spillet adskillige stykker. - Efter brug blev scenen taget ned og stuvet af vejen. - Ved logens årlige juletræsfest var det skik, at far lavede et såkaldt »optog«. Det var som regel et eller andet befordringsmiddel trukket af nisser, en vogn, en kane, en båd, et vikingeskib m.m. - Små piger i hvidt og med englevinger i vognen; skibet, kanen delte godteposer ud.

Engang til en sportsfest i »Industrien« havde han lavet en flymodel. Det har vistnok været omkring den tid, at Robert Svendsen havde lavet opvisning i Esbjerg, og jeg mener at modellen var en kopi af Svendsens maskine. Det var ihvertfald en to-dækker. Modellen blev startet oppe fra balkonen og kørte på to udstrakte wirer ned i salen. Arrangementet var et led i »Kotillondans«. Der blev spillet en march, og man gik parvis rundt i salen. Flyet var »lastet« med »Kotillons« i form af sløjfer eller blomster, som herrerne købte og fæstede på damernes kjole.

Far var langtfra nogen læsehest. Han læste avisen, et fagligt tidsskrift vedrørende gasteknik og ellers ikke andet. Jeg har aldrig set ham læse skønlitteratur. Måske skyldtes det en dårlig skolegang. Han måtte tidlig hjælpe til med økonomien i hjemmet og havde arbejdet som »stik-i-renddreng« på Hotel Nordby, der lå lige overfor hjemmet, med meget arbejde og lille løn. Det var ingen fordel, at det var en onkel, som ejede hotellet. Var der travlhed måtte far tit forsømme skolen.

Som 14-årig kom far til søs. Helst ville han have været i maskinlære for senere at blive maskinmester, men det var der ikke råd til. Da han senere kom på navigationsskolen, havde han svært ved at følge med grundet den dårlige skolegang. Der var vist også tale om lidt for meget drikkeri. I hvertfald gav forstanderen, Nic. Sørensen, (Fatter Nic.) ham valget mellem at forlade skolen eller melde sig ind i afholdslogen. Far valgte det sidste og var medlem af logen »Fanøs Håb« så længe den eksisterede. Gennem min barndom og ungdom har jeg aldrig set spiritus i mit hjem. At samme Fatter Nic. som han kaldtes i daglig tale, havde fattet en forkærlighed for far, fandt jeg senere ud af.

Efter bestået eksamen sejlede far i D.F.D.S. indtil han som før omtalt fik sin egen fiskekutter.

Da pladsen som bestyrer på det nyoprettede gasværk i 1907 skulle besættes og helst med en af »vor egne« var det »Fatter Nic.« der varmt anbefalede far. Han er den fødte teknikker, sagde han, og far fik pladsen.

Fatter Nic. var ivrig jæger. Mangen en gang dumpede han ind på hjemmet på gasværket efter en tur i marken. På sine gamle dage kneb det lidt med kræfterne. Far og mor hyggede sig sammen med ham over en kop te. Jagtgeværet efterlod han til mig at bringe næste dag. Det var en enkeltløbet kaliber 6 eller 8, i mine drengeøjne en hel lille kanon. Han ejede selv skolen. Den blev senere overtaget af staten og videreført af sønnen Gustav.

Der var en slags venskab mellem far og Gustav. Gustav blev gift med en plejedatter af købmand Bøttger, Tinne. De fik en datter og en søn: Gudrun og Kaj. Om det er min søster og jeg, der har stået model til navnene, ved jeg ikke for sikkert. - For et par år siden besøgte jeg Tinne, der nu må være 92. Trods sin høje alder var hun sund og frisk og vi hyggede os over »Fanøminder«, Datteren, Gudrun, og hendes mand bor her i Hundested.

I 1910 flyttede en familie til Nordby. Konen var enke. Hendes mand havde sejlet som maskinmester i »J. Lauritsen«. Hun havde købt manufakturforretningen på torvet overfor købmand Bøttger. Der var 5 børn, Hedvig, Karl, tvillingerne Ida og Georg samt Anker. Tvillingerne var de sidste i rækken. Anker og jeg var uadskillige kammerater hele skoletiden igennem. - Ida blev senere min kone.

Fru Jørgensen (senere »Mormor«) var ikke nogen helt almindelig kvinde. Hun stammede fra Mandø, datter af Niels Herman, der var sønderjyde, han skrev sig som Hermansen, han kunne ikke lide navnet Herman, der var for tysk. Moderen Ane, syerske var fra Skærbæk.

Som sagt var fru Jørgensen en kvinde, man lagde mærke til. Hun prægede familien, og hun prægede det samfund hun levede i, startede en afdeling af »Dansk Kvindesamfund« og var drivkraften i en samling af beboere, der krævede et vandværk. Dette var en kendsgerning i 1915. Jeg kom meget i dette hjem og kunne lide det. Der var hygge, sammenhold, man kom hinanden ved og så sang man, mange gange flerstemmig.

Havde vi knægte sexproblemer, blev de klaret ved at Anker spurgte sin mor. Det forstod vi andre ikke. Sådan noget kunne vi i vores vildeste fantasi da ikke tænke at snakke med vore forældre om. Men her var en kilde, der kunne øses af. Og der blev øst.

Så vidt jeg ved tog Hedvig realeksamen og fik efter skolen en kontorplads i Esbjerg. Karl kom efter skolen til søs. Han døde som, ganske ung og ligger begravet i Amerika. Hedvig blev gift med en lærer Holger Jæger fra Esbjerg. De flyttede senere til København. Der var 3 drenge i ægteskabet. De to døde som ganske unge. I skrivende stund er Hedvig 85 og bor i København. Sønnen Jens er ingeniør og bor i Roskilde. Han har ladet bygge et mindre sommerhus på Mandø i de nordlige klitter. Der tilbringer Hedvig (Moster i daglig tale) så meget af sommeren som muligt. På trods af gangbesvær tager hun ivrigt del i tidens rørelser, og det er en fornøjelse at besøge hende og få en rask diskussion hvad enten det er i lejligheden på Frederiksberg eller i sommerhuset.

 Ida må have været 6-7 år, da familien flyttede til Nordby, og jeg har sikkert betragtet hende som et ganske almindeligt pigebarn. Selv var jeg 10-11 år. Det var nok først efter min konfirmation, at jeg begyndte at betragte hende mere som kammerat eller veninde. Hun var ret høj og slank og havde lange sorte fletninger. Hun havde en god veninde, der hed Dagmar. Hun var et par år ældre. I slutningen af skoleårene 1915-1916 holdt vi 4, Dagmar, Ida, Anker og jeg en del sammen. Sammenholdet blev brudt da Anker og jeg gik ud af 4de Mellem for at gå til søs.

Det var i april 1916 og vi havde oplevet de første faser af den første verdenskrig med minefare, torpederinger med heraf følgende tab af menneskeliv og skibe, rationering og mangel på udenlandske tilførsler. Vi fik krigen på nært hold, da en Zeppeliner en dag strandede på vestkysten af Fanø og blev stukket i brand af besætningen. Dette luftskib kunne en overgang ses hver tirsdag formiddag patruljere op langs kysten langs 3-mile grænsen, for om eftermiddagen at vende tilbage og stå sydover. Men i februar 1915 gik det galt. En snestorm tvang den ind over Fanø lidt nord for hotellerne. Far og jeg havde iagttaget den, far mente der var noget i vejen og begav sig på vej tværs over øen. Han var en af de første som nåede frem. Mandskabet stod da alle på jorden og holdt i ankertovet. Efterhånden som folk kom til, bad tyskerne dem hjælpe med at holde i tovet. Et par mand af besætningen rullede en lang elektrisk ledning ud.

Jeg skulle et ærinde for mor. Da det var besørget løb jeg også derud. Luftskibet kunne stadig ses lige over klitterne. Det stod skråt, med forskibet nedefter. Da jeg kom op på den yderste klitrække kunne jeg se hele skibet. De folk, der havde holdt i ankertovet var i stærk løb væk fra skibet, og pludselig så jeg noget, der lignede en raket gå op gennem skibet, der straks brød i brand. Den forreste tredjedel rejste sig lodret og faldt tilbage på den bagerste del, og i løbet af få sekunder lå det hele brændende på stranden lige i vandkanten. Far fortalte, at da ledningen var rullet ud op mod vinden åbnedes en lem i skibet og 3 bomber faldt ned på stranden og blev slæbt op i klitterne. Alle fik nu ordre på at løbe væk fra skibet og kort efter blev raketten affyret.

På grund af ret kraftig vind af NV brændte kun forreste tredjedel. - En afdeling af den danske sikringsstyrke, der var stationeret på Fanø internerede den 16 mand store besætning. De blev foreløbig indlogeret på det daværende »Hotel Færgegården«. De fik lov til at gå i ruinerne dagen efter, under påskud af, at der var eksplosionsfarlige ting ombord. De har sikkert villet undgå at krigsvigtige ting faldt i fremmede hænder. Skibet lå et lille stykke udenfor lavvandslinien. Vi, der havde langskaftede fedtlæderstøvler, (gummistøvler var ikke opfundet endnu) kunne ved lavvande vade omkring i ruinerne og finde mange mærkelige ting. Vi var 3 kammerater, Anker, Marius og jeg, der var meget interesseret i skibets lærredshylster. Det var tyndt og let, og vi regnede med, at det var vandtæt og ville være fortræffelig til at lave et telt af. Så vi skar det af i så store stykker som muligt, bar det op i klitterne og gik tilbage efter mere. Vi fik også lavet et ganske dejligt telt med en stor rund forrude (også fra skibet). Hver weekend hele sommeren, når vejret var til det, startede Anker og jeg lørdag eftermiddag ved 4-tiden. Den gang gik man skam i skole om lørdagen også. Ude i den yderste kiltrække havde vi nedgravet en kasse, der kunne rumme hele udstyret, der blandt andet rummede en petroleumskoger med 2 væger samt vandtætte støvler syet af svært vandtæt stof også fra Zeppelineren. Proviant blev dog medbragt hver gang. Kartofler, kaffe, brød, pålæg, margarine og knækpølser (a 5 øre stk.). Marius indfandt sig først søndag formiddag efter kirketid. Vi havde virkelig megen glæde af dette telt den sommer. - Da sommeren var forbi, tog vi grejet med hjem. Dets videre skæbne husker jeg ikke. Næste forår var vi 3 færdige med skolen. Anker og jeg kom til søs og Marius i bagerlære hos sin far.

Men der var stadigvæk krig. Man fulgte nøje slagenes gang på dertil anskaffede »krigskort«, hvor frontliner afmærkedes med kulørte »nipsnåle«. I større byer var opslået »krigstelegrammer« i avisernes vinduer. Mindre byer måtte nøjes med avisernes meddelelser, som blev studeret indgående og drøftet mand og mand imellem. På »Waterfrontens« sladrebænke kunne det gå ret højlydt til afhængig af hvor mange engelskvenlige og tyskvenlige, der var tilstede. Når man tager i betragtning sejskibstidens nære tilknytning til Hamburg, var der forbavsende få, der var tyskvenlige. Dog var vel nok alle enige om at fordømme ubådskrigen mod neutrale skibe.

Anker og jeg ville gerne ud med samme båd. Jeg kunne måske få hyre på barken »Kyllemore« ført af kapt. Thomsen, (»stuer Thomsen«) der boede omme nord i byen. Men da vi ikke kunne komme med begge to, blev det opgivet. I stedet søgte vi hyre hos »Lauritzen«, der dengang sejlede 2 drenge i stedet for en voksen. Her kunne vi komme med D/S »Johanne«, når den anløb Esbjerg. - »Johanne« nåede aldrig frem. På vej over Nordsøen løb den på en mine og sank. Mandskabet blev reddet. Mor græd og vred sine hænder. Hun kunne ikke forstå, at vi ville ud at sejle under sådanne forhold. Det skræmmede os ikke. Vi var vel nok danske sømænd, der skulle vise tyskerne at sejles skulle der og bringes forsyninger frem.

Senere fik vi meddelelse om, at vi kunne få hyre med D/S »Yrsa«, når den anløb Esbjerg. Og den nåede frem. Den 6. maj 1916 mønstrede Anker og jeg i »Yrsa« af Esbjerg som skibsdrenge til en månedlig hyre af 20 kr. Jeg boede midtskibs sammen med kokken, Anker forude hos matroserne. Vi skulle gå til Hargshamn i Sverige og laste træ til Spanien. Vejret var godt, da vi gik fra Esbjerg og ud i Nordsøen, der lå med lange dønninger. Og jeg blev omgående søsyg. Det var vel nok forsmædeligt. Her stod den stolte sømand og ofrede til havguder, der ikke engang var særlig vrede. Og det var ikke engang dårligt vejr. Ombord bliver søsygen ikke betragtet som nogen alvorlig foreteelse af de ikke angrebne. - De angrebne betragtes med en vis overbærende medlidenhed, og trøstes med; at det går over i løbet af et par dage. For mit vedkommende holdt den dog stædig ved på hele turen til Hargshamn og var da vel overstået og glemt, da skibet under den sidste del af rejsen støt og roligt dampede gennem den svenske skærgård.

Jeg husker ikke, hvor lang tid rejsen tog. Vi gik søvagt. Og denne inddeling af vagt og frivagt forleder vel forståeligt nok en nybegynder til at betragte en vagt i en frivagt som et helt døgn. Det var skønt at få fast grund under fødderne, og fast var den, rigtig solid svensk klippegrund.

Det tog vel en lille ugestid at få skibet lastet. Lasten, der bestod af lange planker, blev flådet ud til skibet og hevet ombord med dampspillene. Det var noget helt nyt, man her skulle lære under behørig opsyn af styrmændene. - Inden vi kom til søs havde far haft os under behandling og lært os en del praktisk sømandsskab, såsom kompasset med hele, trekvarte, halve og kvarte streger; de mest almindelige knuder, stik og splejsninger. Endvidere den stående og løbende rig på en fuldrigger. Men kunsten at køre et spil til arbejdernes tilfredshed måtte vi nu lære i felten. Nede i vandet sprang arbejderne rundt på de flydende planker og fik ved hjælp af bådshager »slænget an«. Ved lugen stod en »Lugemand«, som vi fik besked på at holde skarpt øje med. Når han bevægede højre hånds pegefinger i rundkreds (med uret) betød det at hive op, hurtigt eller langsomt afhængig af, hvor hurtigt fingeren drejede. En flad hånd strakt lige frem betød stop, samme hånd bevæget oppefra og nedad betød fir, hurtigt eller langsomt afhængig af hvor hurtig hånden gik op og ned. Det kunne være svært i begyndelsen, særligt det med at fire det ret tunge slæng ned i lasten, uden at det hele tog rous. Det var jo ikke nok bare at skifte spillet om til at køre den anden vej. Nej, der skulle gives »kontradamp«. Det var noget man skulle have på fornemmelsen. Vi fik det lært.

Eftersom træ har ringe vægt, bliver skibets laste­kapacitet ikke fuldt udnyttet ved kun at fylde lastrummene. Det bliver nødvendigt at have last på dækket også. Til den ende rejses lodrette støtter i dertil indrettede beslag langs Iønningen i begge sider og herimellem lastes træet. Der bygges så højt, at vi, der betjente spillene til sidst stod nede i et hul. Ved hjælp af kæder, wirer og nogle specielle »dækslaststrammere« blev dækslasten surret forsvarlig, så den ikke gik overbord i det første overhandige vejr. Til passage for mandskabet, der boede forude, blev der lagt en gangbro, indrammet af solide stræktove. Når et skib ligger i havn eller som her til ankers på lasteplads udtages en af besætningen til »Vagtmand«. Han vogter skib og ladning, holder ilden vedlige i kabyssen og purrer ud om morgenen. Han har så fri om dagen, hvor han prøver at få lidt søvn trods larmen fra spillene. Dampspil er nemlig langtfra lydløse. Han må også forrette indkøb for os, der ikke kan komme i land, før de fleste forretninger har lukket.

Lørdag aften var der dans på »Berget« til dragspelsmusik. Der var fri adgang for os også, men man skulle vare sig for at kigge for langt efter pigerne.

Så en dag var lasten inde, dækslasten surret, og der var gjort søklar overalt. Lodsen tog os ud af skærgården og gik fra borde ved det yderste skær, og vi var overladt til os selv.

Der havde ikke været noget, der mindede om krigen under vort ophold i Hargshamn, når lige undtages at man, når man var i land, kunne se skibets påmalede nationalitetsmærker, et stort Dannebrog på skibssiden for og agter og navnet DANMARK med store bogstaver mellem flagene. Da lodsen var kvitteret, blev begge redningsbåde svunget ud i deres davider klar til hurtig affiring. Selv om der ikke var nogen særlig fare for miner eller ubåde i Østersøen, tog man ingen unødig chance. Også på turen fra Esbjerg var bådene svunget ud. Ydermere var udrustningen gået efter. Tæpper blev luftet, drikkevandet fornyet, primusser og petroleum kontrolleret.

Og vagten drejede og kokken bakkede op. Vagten skiftede kl. 00, 0400, 0800, 1200, 1900. - Om dagen var der 1 time rortørn ad gangen og 1 times arbejde. Der var 1 styrmand, 1 matros og 1 dreng på hver vagt. En matros var dagmand og deltog ikke i vagterne. Om natten gik man fra roret til udkik på bakken. Jeg var på 1.ste styrmands vagt sammen med en matros, der hed Erikson. Han var svensker og en dygtig sømand, men havde svært ved at holde sig fra de våde varer, når han var i land. I begyndelsen undrede det ham, at jeg vidste mere om skibsarbejde end drenge i almindelighed. Jeg fortalte ham, at min far var sømand og havde lært Anker og mig op inden vi tog ud. »Du Jensen (det hed jeg ombord) din gamle har været en dygtig sømand«.

Jeg har ikke nogen stærk erindring om, hvor meget eller lidt søsygen plagede mig. Men jeg ved, den var der, og at jeg mere eller mindre havde vænnet mig til at leve med den.

Vi dampede nu afsted syd om Sverige, op gennem Øresund med Kronborg om bagbord, videre op gennem Kattegat og Skagerak og ind i krigszone 1. Så vidt jeg husker, var verdenshavene faremæssig inddelt i zoner og hyrens størrelse afhang af disse.

Zone 1 var, såvidt jeg husker, Skagerak, Nordsøen, Kanalen og Atlanten ned til på højde med Kap Finisterra. Den gav dobbelt hyre. Herfra og ind i Middelhavet, zone 2, gav 25 %. Jeg mener det samme gjaldt Kattegat og Østersøen. Jo, der var virkelig fare på færde. Jeg har ikke nogen erindring om, at det prægede dagliglivet ombord, og jeg mindes ikke, at nogen sov med tøjet på. - Vi gik nord om Skotland, anløb Stornoway på Shetlandsøerne, hvor de. som ikke havde det i forvejen, fik udstedt Engelsk pas. Vi var inde i en skotsk by, Adrossan, for at fylde bunker (kul til maskinen) og stod så ned gennem Georgs-kanalen. Vi slap heldig resten af vejen ned over Biscayen og ned langs Portugals kyst uden at se nogen ubåd. I Gibraltarstrædet blev vi prajet af et engelsk patruljefartøj. Det var om natten og han spurgte med »blink«: »What ship«, og vi svarede Y-R-S-A-. Han blev ved med at forlange det gentaget og kom til sidst langs siden for at se, hvad det var for et mærkeligt navn. Det kan nemlig ikke udtales på engelsk.

Der var varmt og dejligt på Middelhavet. Vi slæbte madrasser op på »Bakken« og sov der om natten.

Om dagen var der rigtig gang i vedligeholdelsesarbejdet. Der blev »vasket ned«, banket rust, møniemalet, pletmalet, skuret teaktræ og lakeret. - På et eller andet tidspunkt af rejsen blev jeg sendt ned i maskinen for at låne en nøgle. Det var første gang, jeg så en skibsdampmaskine, i mine øjne en mægtig krabat. Det var vel nok spændende, jeg var helt bjergtaget af det, jeg her så, det måtte jeg bestemt have undersøgt nærmere og fik lov af 2.den mester at komme ned på min frivagt. Vi blev ret gode venner og han forklarede mig gangen i det hele. Jeg havde nok bemærket, at der var noget, der hed »donkeyman« og fyrbødere og set dem på deres færden til og fra vagt. Nu da jeg havde set dem i deres daglige arbejde, kom jeg mere ind på livet af dem. Jeg fik indblik i en anden side af tilværelsen til søs, fik kendskab til en anden kategori af en skibsbesætning.

Vi har fornylig fået 3 nye færger på Storebælts­overfarten, og jeg har sejlet med dem på mine ture til Jylland ikke uden en følelse af stolthed over et sådan resultat af dansk håndværk. Men hvor mange tænker på, hvad der ligger der dybt nede i skibenes bund, og de mennesker, som har deres gerning her. Det er jo ikke alene maskineriet til skibets fremdrift gennem vandet, men også det maskineri, der er nødvendig for passagerernes behagelighed og sikkerhed. Lys og varme, toiletter, kabysser, ventilation, elevatorer, navigationsinstrumenter m.m. Alt er afhængig af at maskineriet er i orden og bliver passet af kyndigt personel.

Jeg må gå tilbage i tiden, da jeg skulle afslutte min skolegang. Far insisterede meget kraftigt på, at jeg skulle tage realeksamen. Han havde selv følt manglen ved en videre uddannelse. Men jeg var skoletræt (det er ikke noget nyt fænomen) og havde meget svært ved at overtale ham til at jeg nøjedes med mellemskoleeksamen. »Allright«, sagde han, »jeg giver mig, på een betingelse, og det er, at du siger til omgående, hvis du på din første tur bliver klar over, det just ikke var det, du havde tænkt dig. Så kommer du hjem og går i maskinlære og kan så gå til søs som maskinmester. Det vil du egne dig bedre til. Så godt kender jeg dig. Jeg var selv ked af det på min første tur, men mor havde ikke råd til at sætte mig i lære«.

Der var for mig ingen tvivl om, hvad jeg ville. Jeg sagde min hyre op til fratrædelse i første danske havn, og skrev min beslutning hjem til far.

Vi nåede frem til lossehavnen, Tarragona, den ligger SW for Barcelona. Inde på kajen blev vi modtaget af en neger med ordene: God dag, landsmand. Han hed Pedersen og stammede fra de tidligere dansk Vestindiske Øer. Han var havnet her og levede hovedsagelig af, hvad der kunne falde af fra danske skibe. Han var flink til at vise os byen, forrette mindre ærinder samt påse, at vi ikke blev snydt alt for meget. Også her stod jeg i spillet hele dagen (var Winchman). Også her var der en lugemand med de kendte (internationale?) finger- hånd, og armbevægelser, dog her isprængt oratoriske mishagstilkendegivelser.

Der var varmt dernede i hullet, indtil vi havde dækslasten ude. Arbejdet gik også lettere nu, .hvor man også kunne følge »slænget« på dets vej op af lasten og ind på kajen.

Der var »udskejning« kl. 17, aftensmad kl. 18, så man kunne være klar til at gå i land ved 19-tiden. Det var meget spændende, man havde hørt mere eller mindre stærkt farvede beretninger om mørkhårede spanske »signoritaer«, men først måtte vi to drenge stille hos matroserne til behørig eftersyn og godkendelse: renvasket, rene negle, blankpudset fodtøj, velbørstet landgangstøj, samt oplysning om gængse priser på mangt og meget. Og sluttelig en påmindelse fra Erikson: »Gud nåde trøste jer, hvis I kommer ombord og er »fylle«. Fordi jag er et svin, skal I ikke bli det«. Og så skulle vi forresten stille til »mønstring« når vi kom ombord.

Efter endt udlosning gik vi i »ballast« (tomt skib) til Sevilla. Det jeg husker mest fra denne rejse, var sejladsen op ad floden Guadalquivir. Floden bugtede sig gennem grønne enge, hvor en stor del af de tyre, der bruges ved tyrefægtninger, gik og græssede. Vi passerede små hyggelige landsbyer, hvor folk vinkede til os. I Sevilla lastede vi græs, pampasgræs, tror jeg det kaldtes. Det skulle efter sigende bruges til at lave engelske pundsnoter af. For at det ikke skulle blive vådt under sejladsen, blev det overdækket med presenninger, idet vi også her havde en ret høj dækslast. Så alt, hvad skibet havde af presenninger blev taget i anvendelse; heriblandt også nogle mærkeligt trekantformede ret store stykker. Erikson forklarede, at det var sejl, beregnet til at sætte på master, bomme og forstag, hvis maskinen skulle svigte. Jo, man mærkede ånden fra sejlskibenes betvingere, der stædig hagede sig fast ved, at sejl var det eneste sikre til fremdrivning af skibe.

Det der nymodens mekanik kunne man nu engang ikke stole på.

Vi har i familien billede af en af Lauritzens dampere fra århundredets begyndelse med sejl på både for- og agtermast. - Og så stod vi til havs; først gennem zone 2 og senere zone 1. Og denne gang var vi alle klar over faren. Vi skulle gennem den engelske kanal og op langs Englands østkyst. Og vi vidste, at tyske ubåde var særlig aktive ved den vestlige adgang til Kanalen. Da vi var godt og vel kommet over Biscayen dukkede den første op. - Heldigvis var der en engelsk destroyer i nærheden, og så skulle tyskeren ikke nyde noget.

Det var under aften da vi rundede Ushant, Frankrigs NW pynt. Og det blev tåget og udkiggen på bakken blev indskærpet at holde øjne og øren åben. Og var der måske ikke meget at se, så var der des mere at høre. Dampfløjters tuden og sireners hylen lød fra alle verdenshjørner. Tågen var meget tæt og pludselig så jeg lys forude om bb og varskoede broen. Jeg hørte maskintelegrafen klang, da der blev slået »Fuld Kraft bak«. - Det var D.F.D.S. »Rhone«, der passerede os kun et stenkast klar af vores stævn.

Vi nåede helskindet op i den anden ende af Kanalen og ankrede på reden ved Deal. Her lå mange dampere og ventede på at blive lodset gennem den engelske minespærring. - Næste morgen hev vi ankeret hjem og fortsatte rejsen med lods ombord. Det med at hive et anker hjem, er for den skibsdreng, der skal i »Kædekasse« for at stuve ankerkæden efterhånden som den kommer hjem, et væmmeligt stykke arbejde. Kæden er som regel rigtig godt beskidt, selv om der ligger en spuleslange i klydset, så man skal have nogle gamle klude på. Kædekassen ligger lige under ankerspillet i dyb, kulsort mørke, oplyst af et medbragt tællelys (altså »tælle« ikke stearin) ophængt et sted, hvor det lyser til alle steder end der, hvor der er brug for det. Det er så meningen, at man efter bedste evne skal »slange« kæden frem og tilbage i kassen, efterhånden som den kommer ned gennem klydset, og gør man det uden at snyde alt for meget, er der lige akkurat plads til kæden. Når man så på grund af kædens stigende pladsbehov støder hovedet mod det overliggende dæk, er det tid at kravle ud af kassen og så håbe på, at der lige akkurat er plads til resten, inden den topper op i klydset. Og så står man og venter på de forløsende ord: »Så er det vel i kassen«.

Vi kom hurtigere afsted, end vi havde regnet med. Hvis det skulle gå efter tur, var der mange før os. Der var vistnok en flaske whisky med i spillet. Inden det blev mørkt, nåede vi reden ved Great Yarmouth, hvor vi skulle ankre for natten. Da var lodsen efterhånden blevet vrøvlet og usikker på benene. Han fablede om Tyske ubåde, der gjorde kystfarten usikker. Ja, men I har da lagt minefelter ud her, påstod skipperen. - Hvordan klarer Tyskerne at gå klar af dem ? Jo da, de sejler nedenunder dem.

Næste dag nåede vi West-Hartlepool, hvor lasten skulle losses. Jeg har ikke nogen erindring om byen, udover at »Frelsens Hær« spillede og sang lørdag aften, og at jeg købte håndklæder til mor.

Fra Hartlepool skulle vi gå til Esbjerg med kul. Så da lasten var ude forhalede vi hen til en »Kul-spout«. Det er en slags kran, der tager en hel jernbanevogn fyldt med kul, tipper den så kullene kan løbe ned i en indstillelig rende (spout) og derfra ned i lasten. Når der er ved at være fuldt, kommer »Trimmerne« med deres jernplader og små lempespader. Ved hjælp af pladerne dirigerede de kulstrømmen fra spouten ud til de fjerneste kroge af lastrummet. De var rene akrobater hertil, kunne så at sige få kullene til at løbe opad. Deres lempespader var et stykke værktøj i særklasse. Skaftet svagt krummet flugtende med den blanke lidt hjerteformede skovl og blanklakeret og forsynet med blankpudsede messingbeslag.

Så var lasten inde, lugerne skalket, der var gjort søklar og ved højvandstid kom lodsen og tog os ud af dokken. Vel udenfor minefeltet gik han fra borde, og vi var overladt til os selv.

»Johanne« løb på en mine og sank på den rute, vi nu skulle følge. Det kunne jo nok give en noget at tænke på. Een vidste jeg, fulgte os i tankerne med angst i sind. Mon mor ville have en eneste rolig stund, før hun vidste os vel fremme. Og far også. Han kendte det på sin krop, hvordan vi måtte have det.

Og Ankermor, ja hele besætningens pårørende.

- Jo, jeg var bange. Det blev ikke sagt direkte, men der faldt bemærkninger om, at det vistnok var klogt at sove med tøjet på. Og jeg tror nok hele besætningen gjorde det. Ville det mon ikke være at udfordre skæbnen ved ikke at tage egnede forholdsregler? - Selv da vi forude så Fanøs kyst med de kendte hoteller, følte vi os ikke sikre. Nej, vi skulle helt ind i Grådyb rende før vi følte, at nu var faren ovre.

Og der lå så Esbjerg med det kendte vartegn, det gamle vandtårn, og bød os velkommen. 

Far stod på kajen og tog imod. Og mon ikke jeg var helt klar over, hvad han følte ved at se sin dreng i havn.

Mor fortalte, at de begge havde været meget urolige. Da tiden nærmede sig, da vi kunne være fremme, var far flere gange gået på vandtårnet, hvorfra man kunne se indsejlingen til Grådyb. - Ankers mor fik omgående besked. Jo, der blev glæde i de to hjem.

Jeg blev ombord til skibet skulle sejle. Så kunne Anker holde fri og tage hjem.

Den 14. juli 1916 mønstrede jeg af. Far kom og hjalp mig min bagage, køjesæk og skibskiste, ombord på Fanøfærgen. Jeg bad far hilse på Erikson, og de to havde en hyggelig passiar. »Du har åbenbart klaret dig godt«, sagde far, da vi var på vej over med færgen, »både styrmanden og Erikson ville godt have beholdt dig«. Ingen af dem havde gjort bemærkninger om mit eget store problem, søsygen.

Jeg var i Esbjerg, da de skulle sejle. - Ville jeg mon nogensinde se dem igen? Det var vemodigt at sige farvel til Anker. Vi havde været kammerater og uadskillige siden første gang, vi mødtes i 1910. Mon vi skulle mødes på samme skib, han på dækket og jeg i maskinen?

- Og jeg skulle være »Landkrabbe«, ihvertfald for en årrække.

Var det den samme dreng, der afmønstrede som ham, der mønstrede for 2 måneder siden? Var drengen ved at blive voksen? Selv følte jeg, der var sket en ændring.

Fra nu af ville min tilværelse blive en hel anden, så vidt forskellig fra den, jeg lige havde forladt.

Alt hvad jeg i den foregående har berettet vil jeg kalde:

EN FANØDRENGS ERINDRIGER

1STE DEL Tiden fra 1900 - 1916

Gasværksbestyrer Theodor Beck