Bedstefar fortæller 

Min Tip-Oldefader paa Moders Side var svensk og hed Nils Larsson Nordbårg. I Aaret 1760 strandede han med et svensk (?) Skib paa Fanø. 3 af Besætningen blev paa Fanø og Nordbärg giftede sig med en Pige paa en Gaard i Rindby, der hed Kjesten og efter hendes Forældres Død overtog de Gaarden, som indtil Dato er kaldt „Svenskegaarden”. 

En Søn af dem hed Jens Frandsen Mathiassen, hvis Kone hed Karen. De fik tre Børn: Maren, Karen og Kjesten. Maren blev gift, og fik en datter, Maren som senere blev gift med Skibsfører Jens Svarrer. 

Dette Ægteskab har følgende Børn: Hans Peter, der druknede ganske ung ude i Australien, Maren, der blev gift med Købmand August Jensen i Skær­bæk. Hun druknede paa en Udflugtstur med en lille Damper, der kæntrede. 

Der var 3 børn. Hans Peter, som blev Fører af Redningsdamperen „Vesterhavet". Han var gift med Fanny Rødgaard. Der var 4 børn. Ingeborg, der blev ugift og drev en Manufakturforretning i Nordby og endelig Jens Marius, som har drevet en Købmandsforretning i Nysted, men som vistnok for Øjeblikket har en Bogholderstilling i samme By.

Den anden af Jens Frandsen Mathiassens Døtre, Kjesten Jensdatter forblev ugift og solgte, indtil sin Død, Fisk paa Fanø.

Karen Jensdatter, min Bedstemoder, blev gift med Niels Nielsen, født 1790 i Flynder Sogn i Jylland. Han var, ifølge sit Militærfripas, „høj, brede Skuldre, blaa Øjne, blond Haar og havde lige Ben". Han deltog i Napoleonskrigene. Paa Vejen hjem derfra gjorde han Holdt i Øster Højst, i Højst Sogn i Tønder Amt. Der forlovede han sig med en Pige, der hed Nanke. Hun døde imidlertid Dagen før Brylluppet. - Senere giftede han sig med en Pige der hed Metmalene. Efter nogle Aars Ægteskab hvori fødtes flere Børn som døde, døde hun ogsaa.

Ca. 70 Aar giftede Niels Nielsen sig saa igen med den ca. 33-aarige Karen Jensdatter fra Nordby (Rindby) paa Fanø, som tjente i Øster Højst. De fik to Børn, Nanke og Anne Dorthea. Efter 7 Aars Ægteskab døde også hun og Børnene blev sat i Pleje hos Klokkeren i Ø. Højst, indtil deres Tante Kjesten Jensdatter kom spadserende fra Fanø for at hente dem. Niels Nielsen solgte sin Ejendom, og spadserede sammen med Kjesten og Børnene til Fanø.

Hvert Aar, om Efteraaret, foretog han, trods sin høje Alder denne Spadseretur ned gennem Sønderjylland for at hente Renter og Afdrag paa sin tidligere Ejendom. Disse Penge skulde altid udbetales i Sølv. N.N. havde oplevet Statsbankerotten i 1813-14 og modtog overhovedet aldrig Pengesedler saalænge han levede.

Da han var nogle og firs, spadserede han op i Thy (Sjørring) for at besøge en Broder, som han ikke havde set i 40 Aar. (Fra denne Broder er Nanke Brinck i Besiddelse af et Brev, hvoraf fremgaar at hun har en Fætter der hedder Terkel). Niels Nielsen døde da han var 84 Aar og blev begravet paa Nordby Kirkegaard. Da Kjesten Jensdatter døde, blev Nanke og Anne Dorthea sat i Pleje hos Søsteren Maren Jensdatter, og da hun døde blev deres Hjem hos hendes Datter Maren, som var gift med Skibsfører Jens Svarrer.

De to Søstre Nanke og Anne Dorthea var to dygtige, stræbsomme Kvinder, men iøvrigt Kontraster.

Min Moder Anne Dorthea, som vi Børn holdt meget af, var lidt stiv, pillen og probert i alle Ting, men der var Grænser for vor Gøren og Laden indenfor fire Vægge.

Anderledes med „Nankemost". (Most er Fanøbetegnelsen for Tante), hos hende kunde vi (mange Fætre og Kusiner og mange andre Børn) tumle os som vi vilde, hun kunde altid med et overbærende Smil se paa vore mange gale Streger, og utallige Gange har hun klaret Skærene for os, naar vi var gaaet for vidt. Ikke saa sært, at vi forgudede hende og gør det den Dag i Dag.

Jeg husker særlig to Tilfælde, hvor hun klarede Skærene for mig og et Par Fættere. - Vi boede ved Siden af en Bondegaard, som havde to slagtefærdige Grise gaaende. Samme Bondegaard havde tjæret et eller andet" og ved 'Siden af Svinestien stod den Tjære, der var til Rest, og til al Uheld var Tjærekosten der ogsaa.

Vi Drenge syntes, det var en mægtig Spas at forvandle de to Grise til Zebraer, Grisene syntes knap saa meget derom, og skreg i vilden Sky og hidkaldte Bondemanden. Han synes aabenbart heller ikke derom, allermindst efter at Grisene var slagtede, for Flæsket smagte af Tjære, og truede med Sagsan­læg m.m., og krævede bestemt, at vi skulde have Ris paa Tinghuset.

Vi Drenge havde det ikke godt, Risen kom vi vel nok over, det var jo kun en „Overgang", men Skammen at faa Ris paa Tinghuset, det var værre. Jeg fik en regulert Endefuld af Moder, og hun græd sine modige Taarer. Nankemost tog det paa en anden Maade, at hun var ked af det kunde vi se, og det pinte os, men hun skældte ikke, vi hørte hende sige, at naar alt kom til alt, var det dog ikke Ondskab af os, men kun Børnetankeløshed.

Naa - hun købte begge Grisene og saltede dem ned, og der var ingen af os, der snakkede om Tjæresmag, naar vi i Vinterens Løb spiste Flæsk, selv om vi engang imellem saa et herligt Smil om Nankemostes Mund.

En anden Gang var vi falden for Fristelsen med nogle dejlige Æbler, der hang udover en Have hos en Skibsfører, der var bekendt for sin Nærrighed. Han anmeldte Tyveriet, og den gamle Politibetjent, der egenmægtig ordnede den Slags Ting, mødte op for at tage os med til en Endefuld. Nankemost, der fik set hans Ankomst, fik os alle tre puttet i en Seng med Dynen dækket godt over os og med paalæg om at forholde os rolige, og jeg kan svagt antyde, at vi gjorde det.

Og, saa foregik der et Skuespil, som jeg aldrig glemmer.

Hver Gang Betjenten skulde til at tale om sit Ærende, begyndte Nankemost at tale om noget andet. Betjenten havde i sin Tid været ved Grænsen og fortalte alle og enhver, der vilde høre paa ham. om den Tid. Disse Historier huskede Nankemost, og gav stadigvæk Stikordet, saa Betjenten kunde fortsætte, alt imens der blev sat Kaffepons paa Bordet, og det trak saa længe ud, at Betjenten skulde ned for at modtage Færgen.

Betjenten var i godt Humør, og fik endelig, da han gik, betroet Nankemost, hvad han var kommen for, men i Grunden kunde han godt onde den fornærede Skibsfører, at han havde misten de Par Æbler, han havde aldrig givet ham saa meget som en Kaffepons, men han maatte jo alligevel for at faa Fred, fortælle ham at de satansk Knægte havde faaet ristet deres bare R...

Næste Dag gik vi forbi Skibsføreren, og holdt os paa Bagen og lod som den var meget øm, og han gottede sig, - Vi tog mange Gange Revance over for ham paa andre Maader.

Jeg har ingensinde truffet nogen, der kunde sætte sig ind i Børns Tankegang, som Nanke­most, og kunde faa dem til at makke ret, men ogsaa overfor voksne, havde hun denne Evne. Hun blev gift med en Sømand, der hed Niels Brinck, samme Brinck var nærmest en Skræk for hele Øen, naar han var hjemme, og da i Særdeleshed naar han havde faaet for mange Kaffeponse (i den Tid var det almindelig at man bestilte en Favn Kaffeponse ad Gangen, d.v.s. saa mange Kaffeponse ved Siden af hinanden, som en Favn rakte). Den eneste, der da kunde styre ham var Nanke, som sædvanlig ikke ved at skælde og smelde, men kun ved at han kunde se hun var ked af det paa hans Vegne.

Han var en meget dygtig Sømand, og Nankemost bør tilskrives Skylden for at et Rederi betroede ham en Brik at føre, der hed „Rosa". Hans Tyrkertro paa Nankemostes Evner var saa stor, at han overhovedet ikke sluttede Fragter eller andre Ting uden Nanke havde sanktioneret det. Jeg har talt med en Skibshandler Clausen i Hamborg, der fortalte mig, at naar Brinck havde sagt, at Nanke havde sagt, at saaledes skulde det være, var det haabløst at faa Brinck til at ændre nogen Beslutning.

Som Regel sejlede han paa Sydamerika, men hver Gang han kom til Europa, rejste Nankemost til ham; jeg husker at foruden hun mange Gange rejste til Hamborg, var hun i le Havre og Marseille i Sydfrankrig og flere Gange sejlede hun med ham til England derfra.

Det var et stort Øjeblik, naar hun skulde afsted, hun skulde da „i æ Kjovl", til Hamborg kunde det gaa at rejse i Fanødragt, men videre væk vakte det for meget Opsigt. Men endnu større Øjeblik var det, naar hun kom hjem, somme Tider sammen med Manden, for saa var der Gotter med.

Som Regel var det en hel Fustasje Puddersukker og flere Sække Skibskiks og Skonnerokker. Bunden blev slaaet ud af Sukkertønden og saa fik vi lov til at spise saa meget vi ønskede. Klog Taktik, for det gik snart over.

Nankemost var en dyb religiøs Natur, der sikkert deri fandt Trøst for de mange Sorger, hun i sit lange Liv oplevede. Manden druknede, en voksen Søn og Datter døde, foruden hendes eneste Søster min Moder. Naar jeg saa omstændig har omtalt Nankemost er det fordi, jeg har sat saa stor Pris paa hende, vel også fordi jeg har betragtet hende som min anden Mor, efter at min Moder døde, da jeg var en halv Snes Aar.

Erindringen om min Moder er ret udvisket, det jeg husker bedst er hendes Dødsdag. Vi boede i Varde og hun var kun syg i nogle faa Uger af Tuberkulose, galopperende Tæring, som man den Gang kaldte det.

Den høje, kraftige Kvinde var skrumpet ind til et helt Skelet, og laa stille hen og fulgte os alle med store sørgmodige Øjne. Nabokonen kom ind om Morgenen for at gøre os klar til Skole, hun havde lige redt mig og fundet to Lus i Haaret paa mig. Da Nabokonen var gaaet kaldte Mor mig hen til Sengen og trods Graad og Protester fra min Side, holdt hun mig fast og kæmmede mig grundigt igennem for at være sikker paa, at jeg ikke gik i Skole med Utøj i Haaret. To Timer derefter var hun død.

Jeg har før nævnt, at hun var megen pillen og probér, hvad ogsaa ovennævnte tyder paa, men jeg husker ogsaa et andet Eksempel.

Kort Tid efter vi var flyttet til Varde, fik hele Familien Udslet og ved Henvendelse til en Læge, erklærede denne, at det var Fnat. Den Gang var det en stor Skam at faa Fnat, for man gik ud fra, at det kom af Svineri, og det var en omstændig Historie med Hospitalsindlæggelse. Mor græd som hun var pisket, at den Skam skulde overgaa hende, og vi fik strenge Paalæg om ikke at omtale det til nogen og skulde blive indendøre.

Mor havde hørt omtalt en „klog" Mand, der kunde kurere det. Far syntes ikke om at gaa til ham, men Mor fik sin Vilje, og den „kloge" kom og saa paa Fnaten og erklærede, at den ikke var til at tage Fejl af. Formedelst en ublu Betaling solgte han en stor Krukke Salve, som vi allesammen og over hele Kroppen skulde smøres ind i, og det skulde ske foran en varm Kakkelovn (det var midt om Sommeren).

Salven hjalp ikke, og der gik mange Krukker Salve til, og ligesaa mange blanke Kroner. Far var jo ikke altfor godt økonomisk stillet, saa det var maaske af den Grund, at han en Dag betroede sig til vor Nabo. Efter at Naboen havde moret sig ganske godt, fortalte han Far, at det overhovedet ikke var Fnat, men en Sygdom som alle Beboere, der flyttede ind der i Huset fik, og som. sikkert stammede fra, at Drikkevandet kom fra en Kilde udenfor Huset.

Til al Uheld for den kloge Mand, der godt kendte dette Forhold, kom han i det samme med en ny Krukke Salve, og han er sikker hverken før eller senere kommen hurtigere ned ad en Trappe. Far greb ham i Hovedet og Hale og bogstaveligt smed ham ned. For at gøre hans Uheld fuldkommen, var en af Naboens store Drenge paa Vej ned med en Natpotte fyldt med Suppe og veldrejede Boller der fløj til alle Sider. Drengen havde holdt fast paa Potten, og da han havde sundet sig lidt over Forskrækkelsen, kastede han Potten i Nakken paa den „kloge" da han røg ud ad Døren, hvilket veludført Daad forskaffede ham en 25 Øre af Far.

Som Dreng led jeg meget af Ørepine, og jeg husker tydelig, skønt jeg sikkert kun har været 3-4 Aar, at Mor kunde gaa op og ned ad Gulvet med mig i Favnen en hel Nat, prøvende med mange Midler, f. eks. tygget Rugbrød, Rosiner og varm Bomolie, at stille mine Smerter. I en Periode, sikkert i samme Tidsrum, husker jeg hende som meget bedrøvet, uden at vi fik rigtigt Forklaring derpaa.

Sagen var, at Far der den Gang sejlede med Sejlskibe, ansaas sammen med den øvrige Besætning paa Skibet, at være forlist, der var nemlig gaaet meget lang Tid ud over hvad der i Almindelighed regnedes med.

Uhyre flittig var hun. Hun syede og strikkede for Folk og hun bandt Kranse. Sparsommeligt ligesaa. Hun bryggede selv Øl og til min Rædsel fik vi Øllebrød hver Dag. Naar hun kunde faa fat i det, købte hun et Oksehoved (det kostede 2 Kr.), der blev kogt i Gruekedlen, og saa havde vi Suppe i mindst 8 Dage, foruden at der blev lavet Finker og Pølser af Kødet.

Festdage var det for os Børn, naar hun pakkede en Madkurv med Mellemmader med Puddersukker og en Flaske med tynd Kaffe og tog os med ud i Klitterne eller Plantagen, for ikke at tale om naar hun skulde ud at plukke Tranbær og Blaabær.

Vi skulde naturligvis hjælpe hende, det blev nu ikke til ret meget, derimod var vi blaa fra Top til Taa, naar vi gik hjem, men hun var ikke helt tilfreds, dersom hun ikke havde mindst en Skæppe Tranbær med hjem. Hvordan hun bar sig ad, har været mig en Gaade, for selv efter at jeg er bleven voksen, har jeg prøvet det, men der har altid manglet meget i en Skæppe.

Streng kunde hun ogsaa være. I 1895 var isen tilfrosset mellem Fanø og Esbjerg, og det var forstaaeligt at en 10 Aars Dreng fulgte de øvrige Drenge paa Isen, og helt over til Esbjerg, hvor jeg besøgte min Fars Onkel. Uden at ane noget ondt deri, kom jeg glædesstraalende hjem og fortalte det, men Resultatet blev, at min bare Bagdel stiftede Bekendtskab med hvilken Varme et Lyngris kan straale.

Mor døde den 9. April og blev kørt med Hest og Vogn til Esbjerg og blev begravet paa Fanø Kirkegaard.

Jeg har Indtryk af, at Far og Mor holdt meget af hinanden, og kom godt ud af det sammen. Det var et frygtelig Slag for Far, da Moder døde. Han var straalende lykkelig over, at han ikke skulde ud at sejle mere, og havde faaet en god Plads som Bogholder, og nu sad han med 4 ukonfirmerede Børn.

Jeg talte mange Gange med ham om Moder, da vi senere kom til at sejle sammen, og det var altid med den største Hengivenhed og Varme, han omtalte hende, og fortalte mange morsomme Episoder fra deres Samliv. Et Par enkelte skal jeg fortælle, fordi de giver et Tidsbillede samtidigt.

Det første viser hvorlidt en ung sund Kvinde dengang havde det til det sexuelle Spørgsmaal (mon det er meget bedre nu?) og det andet hvordan Overtroen havde fat i selv fornuftige Mennesker (er det anderledes nu?)

Den Gang var det almindelig Skik, paa Fanø, at et Par Forlovede flyttede sammen, saa snart der var lyst første Gang i Kirken og i Tiden før Brylluppet, der varede flere Dage, selv bagte, stegte og bryggede, hvad der skulde til, og det var ikke Smaating.

Far og Mor fulgte naturligvis Skikken, men det blev en bevæget første Nat de var i Seng sammen. Det skete naturligvis det som er naturlig og en Selvfølge mellem en Mand og Kvinde, der holder af hinanden. Far maa aabenbart ikke have været tilfredsstillet, for han vilde nyde sin Ret engang til, men mødte den Gang svag Modstand. Naa han fik sin Vilje, og Modstanden har vel virket lige modsat Hensigten, ihvertfald forsøgte han tredie Gang, men da fik han en slem Forskrækkelse, idet Mor gav sig til at tudbrøle saa Svigermor, der sov i Værelset ved Siden af kom styrtende ind og vilde have en Forklaring. Det endte med, at Mor styrtede ud af Sengen og i Armene paa Svigermor, der tog hende med ind i et andet Værelse.

Lidt efter kom der en rødmende ung Pige og en leende Svigermor tilbage, som skubbede Pigen hen til en forbavset og ulykkelig ung Mand, og sagde: hæng du nu bare i Niels, og saa forsvandt hun med en hjertelig Latter.

Forklaringen var den, at Mor jo nok vilde have et Barn, og hun var, dog under Modstand, gaaet med til at faa Tvillinger, da han søgte Samleje anden Gang, men da han kom tredie Gang, og hun saa skulde have Trillinger, det syntes hun dog var for meget af det gode. Hun havde jo Kendskab til det, for hun havde jo mange Gange været til Tyrs med Koen, og den Herre behøvede ikke mere end een Gang for at lave en Kalv.

Efter glædelig Afslutning paa den lille Misforstaaelse, laa de glade og tilfredse i hinandens Favn. Pludselig lyttede de begge to, de hørte en Lyd som Musik, lange sørgelige Toner. Mor afbrød først Stilheden, idet hun så: hører du Niels, Ja det gjorde han da. - Det er en Begravelsessalme. - Ja, det er. - Det er en Varsel Niels. - Ja, det er uhyggeligt.

De laa stille og forstemt og hørte og spekulerede paa, hvad det dog skulde betyde for dem, og at det netop skete paa deres Bryllupsnat. Lige paa en Gang lød der et Knald, efterfulgt af kluk,kluk,kluk og i samme Sekund sprang de begge to ud af Sengen, idet Mor raabte: Aah - vores gode Øl! - Forklaringen paa „Begravelsessalmen" var, at det nybryggede Øl ved Gæringen havde presset paa Sponsen, og løsnet denne saa meget, at Øllet pressedes ud omkring Sponsen og derved fremkaldte den mystiske Lyd, indtil Sponsen røg med et Knald, og Øllet under Klukken flød ud over Gulvet.

Paa min Faders Side, kan jeg ikke gaa saa langt tilbage, som paa min Moders Side. - Min Bedstefar, der var fra København født 1820 var Smed og hed Graves Henned Hansen og var gift med Jensine Marie Svendsen fra Sønderho paa Fanø (hendes Forældre stammede fra Sønderjylland). Bedstefar var en stor, bred, kraftig Mand. Han døde i Nordby paa Fanø i 1892 af Kræft i Kæbepartiet.

Hans Kone døde i Barselseng efter min Faders Fødsel. I Ægteskabet var der to Drenge, Niels Ager og Niels. Niels Ager blev opdraget hos en Tante i Sønderho og blev senere en dygtig Sejlskibsfører, hans Kone hed Anne, og der var 6 eller 7 Børn.

Sønnen Niels, min Far, blev adopteret af Skibsfører Anders Søren Spelmann og Hustru Karen f. Ditlevsdatter. Sidstnævntes Far, hed Ditlev Petersen, et Par af hans Signeter er i min Eje. - Af ældre Folk paa Fanø, har jeg faaet oplyst, at Anders Søren Spelmann skulde stamme fra Holland. Der er sandsynlighed derfor, da jeg i Amsterdam har truffet paa Navnet flere Steder.

A.S.S. blev født den 11. 5. 1828 og døde den 24. maj 1890. Hans Hustru, Karen blev født den 11. 11. 1830 og døde den 29. Januar 1910. - Selv om jeg den Gang kun var 4-5 Aar, staar han tydelig i min Erindring, vel nok fordi han altid talte saa naturligt med mig og saa jeg forstod at der stod Agtelse og Respekt om ham fra alle Sider paa den lille ellers lidt snerpede Samfund.

Han havde sejlet som Skibsfører, og der gik mange Fortællinger om hans hurtige Rejser og Bedrifter. Et synlig Bevis for en eller anden Daad han havde udført i Australien, saa vidt jeg forstod, Redning af ikke mindre end 26 store Sejlskibe, der uden hans Aandsnærværelse ellers var forlist, hang nemlig paa Væggen i Form af et Par Oliemalerier, der gengav Situationen, men nogen Forklaring fik jeg ikke, hvorfor at de paagældende Skibes Rederier havde ladet Billederne Male og skænket ham. De hænger iøvrigt nu paa Søfartsmuseet paa Kronborg.

Engang hørte jeg nogle gamle Skippere tale om det, og den ene sagde til mig: du kan være stolt af din Bedstefar, Dreng. – Jeg gik hjem til ham og sa'e, at jeg var stolt af ham, og Svaret jeg fik, med et af hans hjertensgode Smil glemmer jeg aldrig. Han
så': Naar du bliver stor min Dreng, saa husk to gode Raad af din Bedstefar. Det første er naar du hører nogen rose en Mand for hans Dygtighed, hvad enten det nu er som Skibsfører eller noget andet, saa tillæg det ikke altfor stor Betydning, for saadan siger man saalænge det gaar godt for Manden, men har samme Mand Uheld, selv om han ikke selv er Skyld deri, saa vil de samme Folk som før har rost ham, straks sige: sikken et Fjols.
Det andet du skal huske naar du bliver stor og som andre Voksne skal gaa paa Værtshus med Venner, eller nogen du skal lave Forretning rned, saadan er Skikken nu en Gang, saa skal du altid, give den første Omgang.. Det giver et godt Indtryk og den Omgang kan de allesammen huske, selv om de senere bliver lidt tummelumsk i Hovedet.
 

Bedstefar elskede at gaa paa Jagt og skaffede dermed mangen god Bid Mad baade til sig selv og Familien. Han ejede et Par prægtige Jagthunde, vist nok en Myndeart, ihvertfald var de fænomenale Løbere og kunde løbe en Hare op. Et par kloge Dyr, der naar de fik Paalæg derom selv kunde gaa ud og hente en Hare hjem, Smaaærinder til Købmanden kunde de ogsaa besørge, naar de fik en Kurv, hvori Bestillingssedlen var nedlagt, i Munden.

Der var dog en Ting, de ikke var til at formaa til at bringe hjem, og det var levende Aal, Det havde de prøvet een Gang og gjorde det aldrig mere. Den eneste Gang de gjorde det kom de galt afsted. Aalene krøb ud af Kurven, og det skulde have været et kosteligt Syn at se Hundenes fortvivlede Forsøg paa at faa Aalene samlet op i Kurven igen og faa dem til at blive der. Bedstefar sa'e nu, at det ikke var saa meget disse Anstrengelser, der var Skyld i, at Hundene ikke igen vilde gaa med Fisk, men snarere den, at de havde været til Grin. Han paastod, at Hundene saa udmærket forstod, at de var til Latter, og det holdt de ligesaa lidt af, som Mennesker holder af det.

Paa Mange Maader tror jeg, at Bedstefar var lidt for sig selv og paa mange Maader lidt forud for sin Tid. Paa det Tidspunkt var der jo mange Mennesker, der troede paa Varsler, Syner o.l. og det var ganske almindelig at man i „Mørkningen", Tiden før man tændte Lampen om Aftenen, sad og fortalte Oplevelser om Syner og Varsler ogsaa saadanne Ting, der henhører om Overtro.

Bedstefar sad stille og Lyttede, og saa forsøgte han bagefter at finde en fornuftig Grund til det, de Fortællende havde fortalt, og han holdt fast paa, at der intet skete, uden at der var en naturlig Forklaring derfor. Han morede sig hjerteligt over en lille Spas, han lavede med sin Første Styrmand, en ellers fornuftig og dygtig Mand, men uhyre overtroisk.

Styrmanden havde mange Smaating, der absolut skulde iagttages ombord i Skibet, hvis det skulde gaa godt. Han skulde altid, naar han tiltraadte Vagten, sætte venstre Ben først paa Dækket o.s.v. En Gang led vedkommende Styrmand af søvnløshed i længere Tid, men kom en Dag glædesstraalende og fortalte, at nu havde han fundet Aarsagen dertil. Aarsagen var, - at han havde glemt at sy Hjørnespidserne af sin Køjedyne fast i Spidserne af Dynebetrækket, da han skiftede Betræk, og efter at han nu havde gjort dette, sov han glimrende.

Bedstefar har sikkert smilet sit stille Smil, og efter at Styrmanden havde overtaget Vagten, gik han sammen med Skibets Baadsmand ned i Styrmandens Kahyt og pillede Syningen op, og skrev en Bemærkning derom i Skibets Dagbog, undertegnet af Baadsmanden som Vidne. Nogen virkning med Hensyn til Styrmandens Søvn, har det åbenbart ikke for Styrmanden sov glimrende hele Resten af Rejsen.

Da han nogle Aar senere i Bedstefars Stue sad og fortalte Historien, gik Bedstefar hen til det gamle Skatol, og hentede Skibsbogen, og lod ham læse Antegningen deri. Fra den Dag holdt Styrmanden ikke af at fortælle Historier af den slags, naar Bedstefar var i Nærheden, og han gjorte mange Forsøg paa at faa fat i Skibsbogen for at faa konstateret, om der var flere af den Slags Antegninger.

Der var dog en Gang, da Bedstefar var lige ved at tro paa Overnaturlige Væsener, og han lagde ikke Skjul paa denne Svaghed. En Dag eller rettere en bælgmørk Nat, da han var paa Vejen hjem efter Jagt. Der fik han pludselig en Fornemmelse af, at nogen fulgte efter ham, og at vedkommende standsede naar han standsede, og fortsatte at gaa, naar han igen begyndte at gaa.

Saadan gik nogen Tid, og han følte, at det blev uhyggeligt at have et saadant umælende Væsen i sin umiddelbare Nærhed uden at kunde se det, og som han fortalte, gik jeg saa smaat og spekulerede paa, om jeg alligevel skulde have taget Fejl, og der alligevel fandtes Spøgelser eller den Slags. Da mine Nerver var lige paa Bristepunktet, vendte jeg mig rask omkring og løftede Geværet og raabte af mine Lungers fulde Kraft: Er du et Menneske, eller er du en Djævel, saa svar eller jeg skyder. Jeg fik svar, der lød nemlig et langtrukken Bøh. - Hvor blev jeg glad og lettet, fortalte Bedstefar, og gik hen og tog den lille Kalv om Halsen og klappede den, fordi den med sit Bøh, havde befriet mig for at tro paa Spøgelser. Kalven var aabenbart kommen bort fra sine Medskabninger, og var fulgt efter Bedstefar og havde stoppet op, naar han gjorde det og fortsat efter ham, naar han gik videre.

Bedstemoder, Karen Ditlevsdatter, var en Modsætning til Bedstefar. Hun var eneste Datter af en velstaaende Skibsfører, var selv Skibsførerfrue, og vidste det, - følte sig lidt hævet over almindelige Mennesker, og var ikke bange for at lade dem det vide, naar der var Lejlighed dertil.

Hun var streng overfor Børn, men vi lærte snart hendes svage Sider, og forstod at benytte os deraf, naar der var et eller andet, vi vilde opnaa.

De havde et solidt, gammelt Hjem med mange sjældne Ting fra Bedstefars Rejser. Det lød godt i Bedstemors Ører, naar vi faldt i Beundring for disse sjældne Sager, og bedre blev det, naar vi tilføjede, at det naturligvis kun var fine Folk, der kunde være i Besiddelse af den Slags.

Da de havde adopteret min Far, var det sikkert hendes Hensigt, at gøre en stor Mand af ham, og det var sikkert hende en stor Sorg, at Manufakturforretningen hun satte i Gang for ham paa Fanø ikke kunde gaa.

Hun troede altid, at hun var syg, og hun drak som Nanke-most engang udtrykte sig: Kamferdraaber i Pottevis og Hofmandsdraaber i Spandevis. Hun havde ogsaa en glimrende Evne til at faa Besvimelsesanfald i belejligede Øjeblikke, for at faa sin Vilje. En Gang har jeg dog været Vidne til, at Far kurerede hende paa et Øjeblik for et saadant Anfald.

Anledningen husker jeg ikke, men da hun var besvimet og lagt sig ned paa Gulvet, sagde sa'e Far til mig: hent en Spand Vand, og smid over Bedstemor. Det havde en vidunderlig Virkning, for hun rejste sig højst forbavset og stirrede paa Far og gik derefter i Seng. Far var aabenbaart ked af, at han havde spillet Vidunderdoktor, for bagefter forsikrede han mig om, at Bedstemor var en god Kvinde, og han var meget taknemlig fordi at hun havde givet ham, den Forældreløse Dreng, et godt Hjem og en god Opdragelse. Bedstemors sidste Dage har sikkert været frygtelig for hendes Natur. Da hun ikke kunde klare sig selv mere, blev hendes Hjem solgt ved Auktion og meget af det, som havde kostet hende mange Penge gik for en Spotpris. Derefter flyttede hun ind i en lille Lejlighed og min Stedmoder passede hende med Mad og Drikke.

Hun led selvfølgelig ingen materiel Nød, men klagede altid, og nogen let Hverv var det ikke at passe hende. For at passe hende overtog min Stedmoder hendes Ejendom i Nordby, en ret anseelig Bygning. Velhavende var mine Bedsteforældre sikkert ikke, men til Hjælp for lidt opsparede Penge drev de som alle Fanøboere lidt Landbrug med en Ko og nogle Faar og Høns.

Min Far, Niels (Hansen) Spelmann var født den 18. 2. 1858 og var høj, kraftig, lidt duknakket Mand med mørkeblond Haar. Han var meget nærsynet og gik med meget stærke Briller. Indtil sit tolvte Aar var der ingen, der var opmærksom paa, at han ikke kunde se mere end nogle faa Meter frem for sig.

Han døjede mange Knubs for det som man kaldte Kejtethed, naar han stødte mod alt og alle. Der var kommen en ny lærer til Fanø, der straks var klar over, hvad der var i vejen med ham og sørgede for, at han fik Briller. I Modsætning til hvad der ellers var Mode den Gang, havde Far aldrig Skæg, men hele sit Liv var han glatbarberet, til trods for, at han havde endog meget stærk Skægvækst.

En god men sikkert efter vore Forhold streng Opdragelse, viser følgende Eksempel, som sikkert forekommer vor Ungdom besynderligt. Han maatte ikke sidde til Bords sammen med Forældrene, og indtil han var konfirmeret maatte han staa til Bords. At der til Opdragelsen hørte et Ris, der havde sin Plads bag Spejlet og som blev brugt ved den mindste Forseelse, var en Selvfølge.

Efter Konfirmationen kom han i Manufakturlære i Varde, og det var absolut ikke en 8 Ti­mers Arbejdsdag en saadan Læredreng havde. Efter udstaaet Læretid, blev han Kommis i Nyborg et Aars Tid, og under stærk pres fra hans Mor, startede han en Manufakturforretning i Nordby.

Efter et Par Aar maatte han melde sig Konkurs, og han mente selv, at Bedstemor havde nogen Skyld, fordi hun var lidt for meget interesseret i hvem der handlede, og hvad de købte. Efter at han var bleven gift tog han ud at sejle med min Moders Plejefar, der ejede en Bark, der hed Maren, som Kok og Steward, og var sommetider væk et Par Aar. Engang kom han hjem med et brækket Ben, - da var der Smalhans derhjemme.

Senere sejlede han med en Fuldrikker ,der hed „Coranne", og med Skibsfører Rødgaard, der satte meget Pris paa Far, og jeg kan forstaa, at det var gensidigt, for Far lavede alt det, der ellers paahvilede en Skibsfører med Hensyn til Regnskab, Korrespondance o.l. Ja - Far skrev ovenikøbet Skibsførerens Breve til sin Kone.

Hun maa alligevel have haft en Mistanke derom, for en Dag da hun var ombord spurgte hun Far derom, da hun fandt, at de var mere kærlige, end de havde været tidligere. „Coranne" forliste i den Biscaiske Bugt ved at strande paa en lille Ø, der hedder Crois Island. Skibet gik op paa en Klippe og knækkede midt over, en bælgmørk Nat. Hele Besætningen maatte svømme i Land. En gammel Tømmermand maatte dog tvinges til at gaa i Søen; han havde sejlet i mange Aar med Skibet, nu vilde han dø sammen med den. Han tændte en Lygte og sin Pibe og tog Biblen frem og maatte med Magt smides i Vandet og svømmede ogsaa i Land, men rigtig Menneske blev han aldrig mere, han kunde ikke glemme det pragtfulde Skib, der i saa mange Aar havde været hans Hjem.

Da de var kommen i Land, manglede de Skibets Dreng, og Sorgen var naturligvis stor, de havde alle sat stor Pris paa ham, ikke mindst for hans gode Humør. Bedst som Undersøgelse fandt sted for at finde ham, kom han tilstede omgivet af en Flok ganske unge Piger, som han til trods for, at han var splitter nøgen, kun iført et Figenblad, som en af Pigerne havde fremstillet af sit Hovedklæde, gjorte stærk Kur til. Glæden var stor, da alle var reddet.

Omtalte Dreng der hed Ankersen, har jeg fulgt siden, ikke mindst fordi han engang i en kilden Situation hjalp mig hjem fra England. Under Krigen i 1914-18 blev han to Gange torpederet. Det var et kosteligt Syn, da Mandskabet paa „Correa", hvoraf de fleste var fra Fanø, kom hjem. De havde jo mistet alt og var bleven udstyret af den danske Konsulat.

Jeg var den Gang en 7-8 Aar, og var ikke fri for at have pralet af, at min Far nu kom hjem, men jeg husker at jeg var dybt skuffet og ikke fri for at skamme mig lidt, da Besætning kom i Land fra Færgen. De var alle forsynet med en Marinehue, blaa Sviters, vide blaa Benklæder og store franske Træsko.

Far tog igen ud at sejle med forskellige Skibe, deriblandt nogle amerikanske Sejlskibe. Da en Broder til ovennævnte Skibsfører Rødgaard, som boede i Varde skulde have en Bogholder, anbefalede han Far og han kom hjem for at faa Pladsen.

Senere flyttede Rødgaard til Esbjerg og Far fulgte med, men da der skulde bruges en Bogholder til en Trikotagefabrik som blev bygget, vistnok med Konsul J. Lauritzen som Hovedaktionær, søgte Far Pladsen og fik den.

Fabrikken kunde dog ikke gaa, og der opstod en Brand i Fabrikken. Det blev aldrig opklaret, hvordan Ilden var opstaaet, Fabrikkens Direktør, en Jøde ved Navn Jacobsen udbrød: „Gud ske lov"! - Jeg husker endnu hans forskrækkede Ansigt, da han opdagede, at jeg stod ved siden af Far, og havde hørt Udbruddet. Jeg spurgte Far, hvad han mente dermed og fik Forklaringen, at Fabrikken alligevel ikke kunde svare sig, men jeg maatte love Far, ikke at omtale dette Udbrud af Direktør Jacobsen. Jeg vil ikke fragaa, at jeg havde Følelsen af, at min Viden godt kunde udnyttes, og sørgede mange Gange at komme i Nærhed af Direktøren, og reddede derved ikke saa faa Ti-Ører.

Efter Branden flyttede Direktøren til København, men hans Søster blev og skulde føre Tilsyn med Oprydningen, Hun boede hos mine Forældre, og da hun skulde komme første Dag, fik Fars Husholder besked paa, at hun endelig ikke maatte komme med Flæsk, for det spiste hun som Jøde ikke. Den allerførste Middag serverede Husholderen Medisterpølse - og de gled ned.

Da vi var flyttet til Esbjerg, var det i en Periode, hvor alle var grebet af Jordspekulationer, ikke mindst Fanøboerne. - Det blev dyrt for dem. Der regnes med, at en halv Million af de sparsommelige Fanøboers Penge gik tabt, da det hele krakkede, og mangen gammel Søulk, der i flere Aar havde levet af sine Penge, maatte atter trække i Sømandsstøvlerne og tage Plads som almindelig Matros.

Under disse Udsigter, havde Far giftet sig igen med Dorthe Iversen fra Rindby Fanø, hendes Fanø-Navn var: Doret af Jens Hansen Iversens. De havde faaet et Par Drenge, Adolf Theodor og Carl Cecilius; ingen Udsigt til at faa nogen Beskæftigelse paa Landjorden og søgte derfor en Plads som Hovmester paa en Esbjergdamper „Dagny". Det var en Fejltagelse. Far kendte kun Forholdene ombord i Sejlskibe, som paa det Tidspunkt var fuldstændig forskellig fra Forholdene ombord i en Damper.

Jeg var paa det Tidspunkt udlært som Kok og skulde sejle sammen med ham som Kok. Vi overtog Skibet i Aarhus og jeg husker endnu tydelig den første Dag, da Far havde dækket Frokostbord i Messen og var aabenbart selv lidt stolt af Bordet, der var tre slags Paalæg, Leverpostej, Spegepølse og Ost, og de skulde have en varm Ret.

Jeg, der kendte Forholdene maatte desværre fortælle ham, at det mest almindelige var, at der mindst var 10 - 12 Slags Paalæg og helst lidt mere.

Far kom paa Hospitalet og laa en 5-6 Dage i de frygteligste Pinsler før han udaandede og blev begravet paa en Kirkegaard i Gestmiinde. Det var samme Dag, som vi skulde sejle, og vi havde faaet Proviant ombord til en Tur til Kronstadt i Rusland. Regningerne der kom paa Varerne lød paa meget større Beløb, end de skulde, og jeg er sikker paa, at Kaptajnen var interesseret deri, og havde udbetalt adskillige Beløb, der ikke skulde have været betalt.

Da jeg for Tilfældets vedkommende var sikker paa, at der var betalt mindst 100 Mark for meget, telegraferede jeg i Samraad med 1. Maskinmester til Rederiet om, at jeg kunde overtage min Fars Plads. Der kom omgaaende bekræftende Svar derpaa, og efter et stormende Opgør med Kaptajnen, blev han medgørlig, og jeg tror, at det rent økonomisk var ham en dyr Spøg.

Tilfældigt kom der en Smedesvend, der var paa Valsen, ombord og han havde ikke noget imod at prøve som Kok, og til hans Ros skal det siges, at han var baade lærenem og et prægtigt Menneske.

For min Stedmoder og mine Søskende var det selvfølgelig en frygtelig Situation. Der blev ikke fortalt min Stedmoder, at Far havde begaaet Selvmord. Det plejer vel ellers at være Skik, at Præsten besøger en Enke, og hun forstod ikke, og var meget fortørnet over, at Præsten ikke besøgte hende.

Paa et Besøg hos hende i 1939 spurgte hun mig om Far havde begaaet Selvmord, da hun efterhaanden havde faaet Anelse derom. Da jeg overfor hende bekræftede dette, var der adskillige Ting som skete dengang, som hun nu bedre forstod.

Hun flyttede til Fanø og beholdt sine to Drenge hos sig, mens mine Helsøskende kom i Pleje hos hendes Familie. Karen og Jens hos hendes Broder Lars Iversen og Andrea hos Hans Iversen. Hjem, hvor de havde det godt, og som de alle husker med Taknemlighed.

Min Søster Karen kom til København og giftede sig med Anders Petersen, de har tre Børn, Bodil, Preben og Dorthea. Andrea søgte til stor Forargelse for Borgerskabet paa den lille Ø, Pladser i Tyskland og England og senere rejste hun til Amerika. Efter hendes Tysklandsophold var det en afgjort Sag, at hun kun var rejst dertil fordi hun skulde have Barn og Snakken blev ikke mindre efter, at hun var rejst til Amerika. Før hun rejste drev hun Pensionat paa Fanø. I Amerika giftede hun sig med en Mand ved Navn Sutherland (irsk Oprindelse) og fik en Dreng sammen med ham. Senere er de bleven skilt paa Grund af Mandens Drikfældighed. Hun lever for Øjeblikket i en By Pasadena i Californien.

De enkelte Breve hun sender, skrevet paa fejlfri Dansk, aander Længsel efter at komme til Danmark igen.

Jens gik til Søs, første Gang som Dreng paa samme Damper som jeg var Kok og efter Sejllads med Sejlskibe tog han Styrmandseksamen og ansattes i samme Selskab, som han begyndte at sejle, nemlig Det danske Kulkompagni. Som Fører af Dampskibet Ivan Korndrup var han i 1940 udsat for en Bomberegn fra en tysk Flyver, saa at Skibet maatte forlades, men en Del af Besætningen kom dog ombord i Skibet igen efter at Flyveren var forsvunden og fik bragt Skibet i Havn.

Jens er gift med Anna Nørby fra Fanø og de har to Børn: Gerda Elisabeth Stougaard og Vagn Helge Spelmann.

Mine to Halvbrødre Adolf Theodor og Carl Cæcelius er født henholdsvis den 13. juli 1900 og 13. december 1902. De er begge ansat ved de københavnske Sporveje, henholdsvis som Motorfører og Arbejdsmand. Adolf er gift med Emilie Sindahl og har Børnene Aase og Margit. Carl er gift med Edel og har 2 Børn, Jørgen og Finn.

Paa min Kones Familie har jeg ikke mange Oplysninger. Af min Svigermoder har jeg dog faaet nogle Oplysninger. Hun kom selv til Danmark, da hun knap var 20, og er født i Sverrig i Smaaland. Hun kan kun erindre sin Tip-Oldemor, og ved, at hun blev 92 Aar gammel og døde i 1865. Hendes Forældre hed Jacob Røn og Kejser Lena. De havde ialt 12 Børn, hvoraf 8 levede.

Svigermor var imidlertid kommen galt afsted forinden hun lærte Niels Larsen at kende og faaet en Datter, Emilie som blev opdraget sammen med den øvrige Børneflok. 5 af Børnene Døde af Tuberkulose og en af den spanske Syge. De fleste døde som voksne og dygtige Mennesker, da de blev revet bort af de snigende Sygdomme.

En frygtelig Sorg maa det have været for Forældrene, selv om det den Gang ikke var noget ualmindelig i fattige Hjem. Havde Tuberkulosen engang faaet Indpas i en saadan Familie, kunde det næsten ikke blive anderledes. Hele den store Familie paa 13 Personer maatte opholde sig i et Par smaa Rum, der knap var 3 x 3 m, sov sammen i store Slagbænke. Smitte var jo næsten uundgaaeligt.

Svigermor var en prægtig Kone, der vaagede over sine Børn som en Høne over sine Kyllinger, men nogen let Tilværelse har hun ikke haft. Hun maatte jo hjælpe til med at skaffe Føden til de mange Munde. Da Børnene var smaa maatte hun op Kl. 3 hver Morgen og spadsere flere Mil for at malke Køerne paa Herregaarden Krogerup, og naturligvis for en ussel Betaling, og derefter hjem for at pusle om de  smaa og faa dem i Skole, der var i den Alder og senere paa Dagen give en Haand med paa Bøndergaardene ved alt muligt, ja saa galt som at staa i Mosen og skære Tørv, i Vand til op paa Laarene.

Et Gode var der dog så Svigermor, jeg kunde ikke blive vaad i Bukserne, for jeg har ikke havt Bukser paa før jeg var et halv Hundrede Aar. (Hvad vilde vore Nutids Kvinder sige til at gaa uden Bukser om Vinteren?), men saadan var Skikken nu den Gang.

Læse og skrive var naturlig­vis ogsaa Luksus for Fattig­folk den Gang, og man maa tage Hatten af for Svigermor, naar man hører, at hun var op i Tredserne, da hun lærte sig selv at læse. Skrive blev det vistnok kun smaat med, men Uintelligent var hun ikke.

Jeg opholdt mig nogen Tid hos hende, medens jeg var udstationeret i Nivaa, og forbavsedes gentagne Gange over hendes kloge resonement over mange af Tidens Spørgsmaal. Paa et Punkt var jeg ked af, at jeg kom til at diskutere med hende, og det var paa det religiøse Omraade. Paa enkelte Punkter følte jeg, at hun blev usikker, og det gjorde hende ondt. Biblen havde altid været det faste Punkt i hendes Liv, og nu var det som om, der ogsaa blev rokket ved den. Jeg vogtede mig senere for at berøre den Slags Spørgsmaal, men sociale Spørgsmaal, det forstod hun, bedre end Bedstefar, og husker jeg ret, fik hun gennemtrumfet at Aftenposten, der ellers var en fast Avis, blev byttet om med Socialdemokraten.

Det Billede jeg bedst husker af hende var, da jeg havde lavet et Radioapparat til hende og hun lidt mistroisk tog Høreklapperne paa. Det Minespil der da foregik i hendes gamle rynkede Ansigt, havde været noget for en Kunstner at forevige. Det var som om hele hendes Barndom viste sig for hende. Hun havde faktisk glemt Sverrig i de mange Aar i Danmark med Slid og Slæb, og da Orgelet i den svenske Kirke tonede ind i øret paa hende trillede Taarerne ned ad Kinderne paa hende. Bagefter så  hun blot: Svensk Gudstjeneste er nu lige godt kønnere end dansk Gudstjeneste.

Bedstefar Niels Larsen var Typen paa en solid, ærlig Slider, der hvor smaat det end var, var tilfreds med Tilværelsen. Han var, maaske uden selv at være klar over det, en af dem der holdt Arbejderklassen nede paa et saa usselt Niveau og lod andre tage Profitten af deres Arbejdskraft.

I mange Aar arbejdede han paa Humlebæk Teglværk med et Døgns Tjeneste ad Gangen, og en Tid var hans Dagløn 33 Øre. Han havde en Times Gang baade frem og tilbage og tog Turen til han var højt op i Alderen og holdt kun op, fordi han faktisk var blind.

Han havde et Perlehumør, og var glad for at han havde kundet opdrage en stor Børneflok, - bygget eget Hus. Selv paa en Trillebør kørt hver Sten hjem fra Teglværket. Aldrig lagt nogen til Byrde, ja ovenikøbet faaet lidt i Sparekassen. - Naar han var fri paa Teglværket sled han for Bønderne og arbejdede for sig selv paa den lille Jordplet han ejede. Naar nogen mente, at det havde været en haard Tilværelse for ham, protesterede han, og spurgte om Folk der nu havde en halv Snes Kroner om Dagen i Arbejdsløn var mere lykkelige for det?

Da han havde arbejdet paa Teglværket i 40 Aar, eller var det maaske 50 Aar, blev han kaldt ind til Teglværksejeren og fik en 5 Kr. Seddel og kom glad hjem og viste den og mente, at det var smukt gjort. Jeg opholdt mig netop hjemme den Gang, men var knap saa begejstret for det, tværtimod blev jeg lynende vred og opfattede det som en Haan af Teglværksejeren.

Svigerfar mente, at det maaske var sløje Tider for Teglværksejeren, saa det var i sin Orden. Næste Dag kom Teglværksejeren ind paa Nivaa Station for at hente flere Kasser Vin og travede naturligvis som den Matador han var, lige ind paa Kontoret til mig, hvad han plejede naar Stationsforstanderen havde Tjeneste. Jeg bad ham kort og bestemt om at gaa udenfor Skranken lige som andre Kunder, saa skulde jeg ekspedere ham. Han blev saa betuttet, at han straks lystrede. Jeg var naturligvis i min gode Ret dertil, men Stationsforstanderen kunde jo nok lide at faa en Forklaring, og jeg fortalte da om den svimlende Opmærk­somhed han havde vist min Svigerfar og fortalte naturligvis ogsaa, at Svigerfar fandt det i sin Orden. Jeg saa aldrig senere Teglværksejeren, men paa Svigerfars og Svigermors Guldbryl­lupsdag sendte han 200 Kr. Jeg tror ikke, at den lille Episode har været helt uden Indflydelse derpaa.

Af Børnene blev Emilie gift med Søfyrbøder Peter Nielsen, men de blev dog senere skilt. Der var ingen Børn. Hjalmar arbejder paa Skibsværftet i Helsingør, Martin er ansat ved Statsbanerne som Overportør, Albert har en Viktualieforretning paa Frederikssundsvej 25, og Alma blev gift med undertegnede. Mine Svogres Børn har jeg ingen redelighed paa, men de har alle flere Børn.

Og saa lidt om mit eget Levnedsløb Jeg er født i „Kjesten og Hans Krensens Eend", som det hed paa Fanøsproget, dermed mentes ikke bogstaveligt i de to gamle Menneskers Ende, men i deres Husende, som mine Forældre havde lejet.

Hvor langt mine Erindringer gaar, kan jeg ikke sige bestemt, men tror alligevel, at jeg kan huske enkelte Ting fra da jeg var en 2-3 Aar. Det synes at staa tydelig for mig, da jeg første Gang saa min Far. Jeg var da ca. 2 Aar. Far sejlede og havde ikke set mig før han kom hjem. Naar jeg mener at kunde huske det, er det fordi jeg har været jaloux paa ham, fordi han sad og krammede Mor og endog vovede at kysse hende, en Ting, jeg hidtil havde haft Eneret paa.

Jeg kaldte ham stadigt den fremmede Mand, og der skulde lokkes med meget godt for at faa mig til at sige Far. Naar jeg mener at kunde huske det, er det fordi Far naar hans forgæves Forsøg paa at blive gode Venner med mig ikke lykkedes, gerne udbrød: din gale Nordmand. Hvad det skulde betyde, anede jeg naturligvis ikke, men noget galt maatte det være, og jeg brugte det selv naar jeg skulde sige noget rigtigt slemt til een eller anden, og saa kan det nok være, at Mor morede sig.

Da jeg kom til at sejle sammen med Far, fik jeg Forklaringen. I Norge blev Kimen til din Eksistens lagt, min Dreng, nærmere betegnet i Larvik. Dertil rejste din Mor for at besøge mig, der var Steward ombord i en Bark, som lastede Træ i den lille norske By.

Far voldte mig ikke Kvaler ret længe, fordi han atter skulde til søs. Var jeg ikke gode Venner med min kødelige Far, var jeg det til Gengæld med de to gamle Mennesker, vi boede tilleje hos, Kjesten og Hans Krensen som forgudede mig.

Jeg tør ikke sige, at det var for mine egne gode Egenskabers Skyld, men snarere fordi de ingen Børn selv havde, og fordi jeg sikkert har været, navnlig hende til Opmuntring i hendes triste Skæbne. Hun laa i Sengen fordi hun i sin bedste Alder var faldet ned fra et Hø­læs og bleven fuldkommen Invalid. Der laa hun som et legemelig Vrag i et halv Hundrede Aar, men aandelig frisk lige til det sidste.

Manden, Hans Krensen, arbejdede paa Skibsværftet, saalænge dette var i Drift. Han var en høj, bredskuldret Mand af faa ord. Godheden selv indtil et vist Punkt, saa var han frygtelig, at komme i Nærheden af.

Jeg var Vidne til to Gange, at han gik amok. - Hans Krensen havde den Opfattelse, at man een Gang om Aaret havde godt af at faa lidt rigelig med Kaffepons. Det renser så' han. Den Anledning han benyttede dertil var den aarlige Strandauktion, hvor al Strandingsgods, der da var drevet ind paa Fanø Strand blev solgt.

Nu var Hans Krensen ikke den, der alt for ofte brugte Sæbe og Vand til at vaske sig i, saa han var ærlig talt altid lidt grumset i Huden. Da Dagen kom, da han skulde afsted til Strandauktionen, mente Kjesten, der jo opholdt sig i Sengen, aabenbart at han maatte pyntes lidt ved at fjerne lidt af Snavset i Ansigtet. Hun var dog klar over, at hun ikke, trods al sin Veltalenhed, kunde faa ham selv til at vaske sig, og hun fattede da den Beslutning selv at foretage Renselsesauktionen.

Ved et eller andet Paaskud lokkede hun ham hen til Sengen, hvor hun havde en fugtig Karklud parat. Hun fik Held til at faa den drejet rundt i Ansigtet paa ham, men til al Uheld havde Karkluden lige været benyttet til at tørre Kaffekedlen af med, og Resultatet blev, at havde Hans Krensen været grumset i Ansigtet før, blev han nu kulsort. Hans Krensen protesterede smaat over at faa den vaade Klud i Ansigtet, skyndte sig at tørre sig i Sengelagenet og opdagede derved Karkludens Virkning og blev rasende, greb fat i Sengens Endestykker og løftede Sengen med Kjesten og hamrede den under de frygteligste Eder nogle Gange i Gulvet, greb sin Hat, og gik til Strandauktion.

Heldigvis holdt Sengen, saa der skete ikke Kjesten noget. Hun laa og bad Fadervor nogle Gange, ikke saa meget for det der var sket, men for at Vorherre vilde holde igen paa det, der kunde ske, naar Hans Krensen var i det Humør. Det viste sig ogsaa at Vorherres Hjælp kun­de have været nødvendigt. Hans Krensen var daarlig kommen til Auktionen før en halv Snes Navigationselever ikke kunde dy sig med at gøre lidt Grin med Hans Krensens Udseende. 

De kendte ham desværre ikke, for saa havde de sikkert ikke gjort det. Det var lige en Anledning for Hans Krensen til at faa afløb for sit daarlige Humør. Med sine Kæmpekræfter gennempryglede han samtlige Elever, og den sidste der havde set, hvordan hans Kammerater blev behandlet vilde flygte, blev grebet i Flugten og kastet mod en Vognport, saa denne splintredes i mange Stykker. Eleven slap med nogle Skrammer og et par knækkede Ribben.

Da det var sket, var Hans Krensen ene tilbage ved Auktionen, alle Tilstedeværende var flygtet. Hans Krensen gik ganske rolig ind og lavede Kaffepons af det Brændevin, der stod paa Bordet og saa gik han rolig og stille hjem og gik i Seng.

Næste Dag gik han igen op til Gaarden for at betale det Brændevin, han havde drukket. Da han saa den splintrede Port, tilbød han at give en Nap med, for at reparere den. Der blev slet ikke snakket om at det var Hans Krensen, der var Skyld i, at den var slaaet i Stykker. Gaardmanden var godt tilfreds han fik sin Port solid og godt lavet istand uden at det kostede ham noget.

Den gamle Betjent, der kendte Hans Krensen som det skikkeligste Menneske af Verden, mente at de store Lømler selv havde været ude om det, saa der ingen Grund var til at lave mere ud af det. Men fra den Dag gik Navigationseleverne uden om Hans Krensen, og maatte døje mange Stikpiller for den uheldige Rolle, de havde spillet, da de skulde lave Grin med en 70 aarig Mand.

Krudtet havde Hans Krensen ikke opfundet, og somme Tider slog det klik for ham, at faa fat i den rigtige Ende. Han havde engang overværet et Foredrag af en Landbrugskonsulent, der handlede om Gødningens Betydning for Landbruget, dens Opbevaring o. lign. - Kjesten laa i Sengen og holdt nøje Regnskab med, hvad Kreaturerne fik, og da navnlig, at Hans Krensen ikke gav dem for meget af Kornet. Det var en daglig Remse til ham, som han som Regel ikke svarede paa, men en Dag, hvor hun maa have været særlig slem tog han til Orde og viste, at han havde været til Foredrag og faaet noget ud deraf.

Han så' arrigt: Skidt med dit Korn, det er Møjet vi skal ha'.

En dag jeg kom derop, saa han højst forbavset ud og gik og ledte allevegne omkring Kakkelovnen. Derimod var Kjesten i Perlehumør. Tilsidst fik han mig ved adskillige Fagter ud i Køkkenet og forklarede mig, at han manglede en Pølse. Han lavede hver dag Maden efter Kjestens Anvisninger, og den blev kogt i Kakkelovnen. Han fik Ordre paa hvormeget han skulle bruge, men han vidste at, som han plejede, ogsaa i Dag, at have taget en Pølse ekstra, men da han tog Gryden ud, manglede Pølsen. Den kunde han ikke klare.

Da jeg heller ikke kunde finde Pølsen, var den naturligste Løsen for mig den, at han ikke havde lagt den i Gryden. Et Øjeblik da Hans Krensen var gaaet ud, fik jeg dog Løsenet paa Gaaden. Kjesten, der havde en Anelse om, at Hans Krensen ikke overholdt hendes Anvisninger, havde ved Hjælp af sin Krykke, fisket den ene Pølse op af Gryden og hen til sig i Sengen, hvorfra jeg saa maatte transportere den ud i Salttønden.

Kjesten gottede sig, og Hans Krensen fik aldrig det Mysterium opklaret, men jeg tror, at han fra den Dag overholdt Kjestens Anvisninger, for som han så', det var saadan en stor dejlig hjemmelavet Pølse, der blev væk.

Al øvrig Proviant gik det bedre med, for det havde Kjesten i Sengen. Videre appetitlig var det jo ikke, men jeg og andre Børn, der besøgte hende, var glade for et Stk. Kandis, selv om det var varm af Kjestens Senge varme. - Vi sagde heller ikke nej til et Stk. Kandis af Hans Krensens Vestelomme, selv om han engang imellem tog Fejl og fik fat i en gammel brugt Skraa.

Hver Gang der kom nogen ind til Kjesten, laa hun altid og remsede hele Sider op af det gamle Testamente, som hun kunde udenad, Side op og Side ned. Det gjorde altid et godt Indtryk, hvis det skulde være Præsten eller en anden stor Karl, der kom paa Besøg.

Hendes religiøsitet var nu ikke videre bevendt, for hun bandede som en Hedning. Ganske vist pyntede hun lidt paa det, ved hver Gang hun havde brugt en Ed, at tilføje: Gud forlaad mig a bander.

En fænomenal Hukommelse havde hun. Hun havde bl.a. lært sig alle Kirkesogne i Danmark udenad. Hun var i Virkeligheden Godheden selv, og jeg husker kun en Gang, hvor hun gik over Gevind.

Hun fik jævnlig Besøg af Doktoren. Med den gamle Distriktslæge fik hun sig en Sludder og Sladder om alt muligt. Han kendte sine Patienter. - I en eller anden Anledning havde han Vikar, en ung Læge, der ikke havde den Menneskeerfaring som den gamle Læge. Han mødte som Skik var den Gang med høj Silkehat og var lidt formel over for Kjesten.

Da det var en ny og fin Mand, mente Kjesten ikke at det gik an at sige du til ham, som hun var vant til at tiltale Distriktslægen, og titulerede ham derfor med „han". Lægen forstod dog ikke den udviste Høflighed, men protesterede imod at blive tiltalt med han. Det skulle han ikke have gjort, for ikke alene fik han Kendskab til Kjestens Veltalenhed, men han fik en Æske grøn Pulver lige i Ansigtet og sin høje Hat efter sig, da han flygtede og et Spørgsmaal i Tilgift, om saadan en Snotnæse som maaske kunde alle Danmarks Kirkesogne udenad.

Lægen blev dog senere gode Venner med Kjesten og fortalte ofte senere om hans første Besøg hos hende.

Ovennævnte minder mig om en anden Lægehistorie, for mange Aar siden paa Fanø. - Min Broder Jens havde som Dreng faaet en Fork i Benet, og der var gaaet Betændelse deri. Lægen havde behandlet ham flere Gange, og der var ikke synlig Bedring at spore. Oldemor, der kendte mange gode Raad, var ikke saa lidt fornærmet over, at det ikke blev tilladt hende at ordne Benet, og var ikke saa lidt skadefro over, at Doktorens Midler ikke hjalp. En Dag hun var ene hjemme med Drengen, besluttede hun, at nu skulde hun nok kurere ham.

Hun stillede sig paa Lur ude ved en Kohale med en stor Klud. Da Koen lettede Halen, fyldte hun Kluden med den varme Gødning og gik sporenstrengs ind og rev Doktorens Forbinding af, og laa sin egen „Salve" paa Saaret. Til al Uheld kom den unge Doktor for at se til Patienten, og det skal have været morsomt at se hans Ansigt, da han løste op for Forbindingen. Han fik ogsaa begyndt, da Oldemor kom tilstede for at skælde ud. En Ildtang i Oldemors Haand fik ham skyndsomt til at flygte. - Drengen kom sig og Oldemor var stolt.

Gentagne Gange udtalte baade Kjesten og Hans Krensen, at jeg skulde være deres Arving. Det passede aabenbart ikke Familien, for hver Gang jeg besøgte dem, efter at jeg var flyttet fra Fanø, kunde jeg være sikker paa, at der var en af Familien tilstede. Jeg og mange andre morede sig derover.

Hvorvidt der var noget at arve efter dem, ved jeg ikke, men jeg fik ihvertfald ikke noget. Efter Kjestens Død skete der en stor Forandring med Hans Krensen. Han fik en Husbestyrerinde og hun maa have været i Besiddelse af særlige Evner. Hun fik bl.a. ham til at vaske sig hver Dag. - Han nød den nye Tilværelse, selv at blive plejet. I en Menneskealder og mere havde han jo ogsaa maattet passe sig selv og en syg hjælpeløs Kone.

Allerede da jeg var en 6-7 Aar havde jeg bestemt, at jeg vilde være Gartner, naar jeg blev voksen. Anledningen dertil var, at jeg kom saa ofte i et Gartneri for at hente Blomster og Grønt til Moders Kransebinding.

Desværre fik det en brat Ende med Opholdet i Gartneriet, og jeg kom der kun naar jeg var tvunget til det. Aarsagen dertil var, at jeg en Dag skulde hente noget Efeu. Jeg var for ærgerrig til at ville have en Seddel med. Paa hele Turen derop så jeg til mig selv: Efeu - Efeu -Efeu, men da jeg forlangte for 25 Øre så' jeg Nyfeu i stedet for Efeu, og blev skrækkelig til Latter for Gartneren. Forklaringen paa Latteren er, at paa Fanøsproget hedder nyfødt: nyfeu. De Stikpiller jeg fik, husker jeg. Ved en anden Lejlighed kom jeg ogsaa galt af sted.

Naar der er en eller anden Nyhed eller Varer til Salg, gaar der en Mand rundt paa Øen med en Klokke og meddeler disse. Jeg mødte ham, og han meddelte da, at der skulde være Dilletantforestilling i Haandværkerforeningen. Jeg kendte ikke noget der hed Dilletantforstilling, men fik det udlagt som Elefantforestilling, og jeg skyndte mig hjem for at meddele Nyheden og tiggede naturligvis om at komme med til denne Elefantforestilling.

Under Latter fra Mors Side fik jeg Forklaringen paa min Misforstaaelse. Samme Aften var vi i Besøg hos min Onkel og Tante. Søskende plejer som Regel at være skadefro paa hin­andens Bekostning, og hos os. blev det ingen Undtagelse. Til min Skræk begyndte min Søster Karen at fortælle Historien, men hun gravede derved en Grav som hun selv dumpede i. Hun fortalte, at jeg var kommen hjem, og sagt der skulde være Elefantforestilling i stedet for, at der var Elegantforestilling. .

Efter offentliggørelsen af min farbror, hovmester Niels Spelmann's erindringer, I „Fanø Ugeblad", har jeg haft en del henvendelser fra folk, hvor nogle har korrigeret et årstal eller andet, andre ville vide, hvor Niels Spelmann var placeret i Spelmannslægten; og atter andre ville vide, hvordan han efter at have været ansat i DSB i en årrække atter blev hovmester.  

På grundlag af familiens og egen hukommelse, suppleret af et interview i „Aktuelt" i anledning af hans 75-års dag, skal jeg her forsøge at give et billede af, hvad der senere hændte Niels Spelmann.

Desværre fik „Bedstefar", et navn alle kendte ham under de senere år, aldrig fuldført sine erindringer. Beretningen, som er nedskrevet i 1940, slutter engang i midten af tyverne, hvor han blev sygepensioneret fra Statsbanerne efter 14 års tjeneste.

Han var på dette tidspunkt aktivt medlem af socialdemokratiet i København og var medstifter af Arbejdernes Idrætsforbund, som han fulgte på adskillige rejser til forskellige lande i Europa, lige fra Rusland og til Spanien.

Under en sådan rejse i 1929 genså Niels Spelmann, Riga, som var blevet en „pæn" by, sammenlignet med årene først i århundredet, hvor han havde været der adskillige gange. Peder Sabroe havde dengang været med på en rejse hertil, antagelig for at få noget at skrive om, men han var blevet stærkt chokeret over de menneskeskæbner, han her havde mødt, da de sammen havde været en tur i land.

Omkring 1930 blev Niels Spelmann restauratør i Guldbergsgade i København for en afholdsrestaurant, hvor også DSU holdt til. Her kom en række, senere så kendte politikere, som f.eks. H. C. Hansen, der underholdt med sin mandolin og Hedtoft (Hansen) lod sit smukke dansk høre.

Nogle år senere fik han en anden restaurant med selskabslokaler på Blegdams vej. Afholdsrestauranten i Guldbergsgade kunne nok ikke gå i de svære tider først i trediverne, og også Blegdamsvej måtte han forlade ret hurtigt; og nu fulgte en svær tid for Niels Spelmann. Han forsøgte sig med forskellige ting, bl. a. som sportsreferent til „Social Demokraten".

Han havde stadig forbindelse med Arbejdernes Idrætsforbund og kom i 1936 til Spanien med et fodboldhold. Pludselig kom de under krydsild i Barcelona på hjemrejsen, - forhåbentlig havde de spillet fodbold under mere rolige forhold - for ifølge interviewet i „Aktuelt" stod de pludseligt over for en revolvermunding. De slap nu med skrækken, for da fyren hørte de var danske, hjalp han dem i ste­det med at få noget mad, som han havde „købt".

Personalet på hotellet var rendt deres vej, og maden var sluppet op, efter at Niels Spelmann havde været i køkkenet og genopfriske sine færdigheder som kok. Men de kom da hjem i god behold, og blev modtaget af den senere overborgmester H. P. Sørensen, som spurgte, hvorfor de dog ikke var blevet dernede? - Det mente de nok, han havde ret i, men de havde dog været med til at bygge barrikader om hotellet med dets bestik som redskaber.

Efter at have hutlet sig igennem sidste halvdel af trediverne, fik han i 1941 chance til igen at sejle som hovmester. Han blev forhyret på Det Danske Kulkompagni's „Ivan Kondrup" som hans far Jens Spelmann førte.

Der fulgte nu nogle gode år for Niels Spelmann, - som han selv udtrykte det - „Går det godt, er man dygtig, går det galt, er man et fjols". Sygdom og modgang havde nu ikke taget noget videre på ham; engang min far præsenterede ham som sin bror for en gæst ombord, sagde vedkommende „Nå, det er så en yngre bror!", og han var jo seks år ældre, så han holdt sig godt.

I 1949 blev han ramt af en hjerneblødning og gik i land, men Niels Spelmann var ikke sådan at slå ud. Han skulle have ro og byggede sig derfor et lidt primitivt hus i Veddinge bakker ved Sejrøbugten, hvor han boede ensomt i et sommerhusområde. Det skulle kun have været midlertidigt, men han blev her til sin død, 25 år senere.

„Bedstefar" blev hurtigt en populær skikkelse blandt sommerhusejerne og de omkringboende gårdmænd, som han spillede l'hombre med om vinteren.

Huset hed „Tosyvaq", - det er opkaldt efter en grønlandsk kæreste jeg engang havde - plejede han at sige, men det var nu matrikkelnurnmeret 27 aq, som havde inspireret til navnet.

Det var altid interessant at besøge „Bedstefar" eller onkel Niels, som jeg nu altid har kaldt ham. Han elskede at fortælle om hændelser fra sit brogede liv, og jeg håber, at jeg hermed har bidraget til at fuldende billedet af denne markante personlighed.

Jeg slutter nok bedst med et citat fra omtalte interview i „Aktuelt", en udtalelse, som er typisk for hans indstilling. Han blev spurgt: „Hvad synes De om ungdommen i dag? - - Knippel dygtig der kræves meget mere af den i dag, end da jeg var ung  hovedparten er fin-fin der var også løjsere i min tid

Karslunde strand i sep. 1977 Vagn Spelmann