Præsteindberetning til Ole Worm

Beskrivelse af Fanø 1638

ved Claus Pedersen Riber, sognepræst i Nordby 1611-1652

Ole Worm fik i 1622 den idé, at kongen skulle få præsterne til at 'opsøge og antegne alle slags antikviteter'.

Fra sognepræsten i Nordby indløb i 1638 en latinsk beskrivelse af Fanø.

Beskrivelse af Fandia (Fanø)

- en ø i Danskehavet. År 1638

Fanø er en ø i Danskehavet (Nordsøen), som i længden strækker sig to mil, når man bevæger sig fra sydøst mod nordvest, men som i bredden kun måler fire stadier eller deromkring. Øen består af to sogne, som har en indbyrdes afstand af en mil. Det ene sogn mod syd kaldes 'det sydlige hoved' (Sønderhoed); dets kirke er uden tårn og tækket med tegl. Det andet sogn mod nord hedder Norbia (Nørby); dets kirke - der har et tårn, som er meget nyttigt for de søfarende - er tækket med bly. Det nordlige sogn bærer også navnet på hele øen (Fanø, Fanø kircke), fordi det er ældre, betydeligere og tættere befolket end det sydlige sogn.

Øens grænser er således: Mod øst på den anden side af et stræde (herom mere senere) ses i en mils afstand Darum Kirke i Gørding Herred. Mod sydøst ligger Ribe i en afstand af fire mil på den anden side af det samme stræde. Mod syd ligger en anden ø - mindre end Fanø - ved navn Mandia (Mandø) med en overfart på en mil over det mellemliggende hav. Mod vest beskylles Fanø af havet, og her kommer intet land til syne, førend Skotland eller også England lader sig se. Mod nordvest er der en halvø - der kaldes Avstrale latus (Sønderside) - hørende til Vester Herred; den ligger på den anden side af havet i en afstand af to mil herfra. Mod nord har den Skads Herred i Nørrejylland; her ses Tjæreborg Kirke mod østnordøst i en afstand af en halv mil. Mod nordnordøst nærmest ved øen ligger Jerne Kirke i en afstand af seks eller syv stadier herfra. Mod nord er Guldager Kirke omtrent ligeså mange stadier herfra. Indimellem de to sidstnævnte kirker ligger Brøndum Kirke - over for denne ø i en afstand af en mil, idet dog overalt førnævnte stræde løber indimellem. Men skønt øen er en del af Skads Herred, er den dog adskilt fra det ved det førnævnte stræde, der kaldes med forskellige navne forskellige steder. Ud for Nordby Sogn her på øen, er der en indsnævring - og overfarten er kortere, nemlig ikke en fuld mil - kaldes strædet Grådyb. Og der skilles det just i to dele; den ene del søger mod nordvest mod Varde Å, den anden løber ud i havet mod sydvest, og således afskærer det denne ø fra sydsiden, herom ovenfor. Men ved Sønderho, hvor strædet er større, kaldes det Skodborg; her spredes det ligeledes i to grene, én breder sig mod sydøst til Ribe Å, den anden strækker sig mod sydvest til havet og kaldes her Knudsdyb.

Dette er øens afgrænsninger eller grænser. Men skønt denne ø, Fanø, hører til Skads Herred, som (nævnt) ovenfor, har den dog sit eget ting og rettergang og en særlig foged (»It fri kongelig birck oc serdelis birckeret«). Her er ingen åer, heller ikke nogen floder, men særligt i lavningerne mellem de sandede bjerge er der adskillige vandansamlinger, som hverken har tilløb eller afløb; ved sommertid, når sommeren er nogenlunde tør, udtørres disse af solvarmen. I øvrigt er der her kilder, som holder sig hele året.

Jordens beskaffenhed på dette sted viser sig at være af tre slags. Mod nord og øst langs kanten af førnævnte stræde er der fed eng- og klægmuld ('merskengen og klegiord'). På øens ryg er den på visse steder lyngklædt, dog har øboerne inddiget en del deraf med jordvolde og dyrket den således, at den nu er egnet til såning og frugtbar. Endvidere er der mod vest langs kanten af havet, som også andre steder, uhyre store sanddynger, som naturen har beklædt med særlige vækster (øboerne kalder dem 'helme oc wigger eller huiderijss'), således at de ikke så let kan forvolde indbyggerne skade. Undertiden, når (klitterne) bliver pisket op af kraftigt uvejr, kan de dog hvirvles op, så at "oversvømmelse" med sand - om jeg så må sige - volder ikke ringe skade på indbyggernes marker og enge.

Skønt øen nu er blottet for træer, var den dog tidligere, mens den var fastland, beklædt med meget tætte skove, hvilket ses af splinter og skaller af nødder samt de uhyre stammer og træstykker, der bliver fundet og opgravet som spor af de omhuggede skove, når østenvinden blæser meget voldsomt og med sin kraftige vind bevirker, at størstedelen af førnævnte strædes vand suges ud i havet. Her ses ingen vilde dyr undtagen harer, ellers er her okser og får i beskedent antal; disse er ikke så tilbøjelige til skab som andetsteds. Øboerne her er især beskæftiget med havfiskeri, og de fisker med net, kroge, undertiden også med spyd og kviste; der fanges forskellige arter af fisk, men de mere almindelige er raja (’roche’), rombus (’kocher’), rombus aculeatus, concha (’skelfisk’), asellus (’torsk’), først og fremmest blødere og mindre torsk eller albulæ (’huidlinger’) og soleæ majores (’glubskulder, talskulder, medilskulder’), soleæ minores (’samrask’), som endogså sejles til Tysklands og andre fremmede nationers yderste kyster og opkøbes ret begærligt for høj pris.

Udover disse ting er der hos os ingen oldsager, ingen mindesmærker - hvad jeg ved af. Den almægtige Gud bevare og værne den høje kongelige majestæt og skænke fred i vore dage.

Claus Pedersen Riber, med egen hånd.