Bragt i Fanø Ugeblad nr. 42, 9. november 2000

Børns leg i Nordby

i min barndom, ca.1923.

En yndet leg i skumringen var legen »Parti i ly«. Vi børn i alderen 6 til 12 år delte os, efter at to anførere var kårede, i to hold, der konkurrerede med hinanden. Det ene hold skulle gemme sig, inden for aftalte grænser og findes af det andet. Når alle var fundne af første hold, skulle andet hold gemme sig og findes af første hold.

Ja, så var den eftermiddags fritimer gået, for nu kaldte aftensmad og lektierne.

En anden leg var »stifinder leg«, også kaldet »pil«. Her skulle et par af kammeraterne gemme sig og findes af de andre. For at gøre dette muligt skulle det gemmende hold tegne en pil i jordvejen med en pind eller med et stykke skolekridt, behørigt stjålet ved skolens sorte tavle, på plankeværket.

Ved gemmelegen og stifinderlegen var det strengt for­budt at gå ind i folks hønsehuse, fårehuse og lignende ste­der.

På Kragelunds Plads, vest for Steffen Lassens hus, hvor Kragelund havde købmandsbutik, der hvor den store brandpumpe havde stået, spillede vi med marmor- glas- og lerkugler. På jordbaner, trådt og klappet fast, og med et hul som kuglerne skulle rulle ind i. - I øvrigt Australiens nationalsport for aldrende mænd!

Skjul legede vi også. Det foregik på skibsværftets lagerplads, østen for kontorchef Briksens hus, det østligste hus på Svenskervej mellem æ dovenbænk og æ svensker.

Her var pladsen altid fyldt op af skibsværftets egestammer som uforarbejdede lå hulter til bulter mellem hverandre og dannede pragtfulde huler. Her er der nu Østvej og slæbested for lystbådehavnen.

I sommertiden badede småbørnene ved æ pakhusbank, de store ved æ warer-rind i bunden af vigen, oppe ved bøndernes fenner i Rindby og ved æ svensker.

Om vinteren løb vi på glidebaner, rundt øen i de gravede kanaler i Jørgen Hansens plantage, hvor nu Søren Madsens gård ligger. Jovist, her blev adskillige venskaber og forlo­velser startet og indgået.

Kælkning ned ad æ Kikkebjerg, både på øst- og vestsiden en farligere leg, som man gerne holdt sig fra, når man et par gange havde bevist over for sig selv, at man godt turde.

Når der ikke var savet is på strandsøerne til Hotel Kon­gen af Danmarks ishus, løb vi på skøjter her samt på store slette og lille slette. Lille slette på sydsiden, store slette på nordsiden af plantagen.

Under isvintrene susede vi på skøjter fra nord mod syd på isslag i læ af den ilanddrevne havis med jakken spilet ud over hovedet som sejl.

Om foråret samlede vi strandskadeæg helt omme på vesterstranden, men aldrig mere end én fra hver rede. Her legede vi også Kong Hans af Ditmarsken. Det foregik med lange bambusstænger som springstokke, så man kunne springe fra sand- og tangtuer over det fra Grådyb indkom­mende tidevand, som løb mellem tuerne. Denne farlige leg fik heldigvis en ende, da vi alle blev slemt forskrækkede, efter at en af de vilde vikinger havde fået et bambusslag så hårdt, så han besvimede.

Nå, vi fik ved fælles hjælp liv i ham igen, men det var absolut enden på den leg.

Min storebror Carl Vilhelm og hans kammerater Georg Jepsen, Peter Arnold Svarrer og jeg bjærgede i havstokken en ilanddreven skandæksplanke fra en fiskekutter og gra­vede den ene ende langt ind i toppen af en klit, og ud fra denne på begge sider lagdes en række mineprops som tag, og med mineprops som sider, havde vi en solid hytte, hvor vi var nogle grove sørøvere, der røg adskillige Flag og Cecil cigaretter og piber tobak, mens vi digtede skrøner om skibskapringer ovre i Caribiske Hav.

Mangfoldige år efter, ja efter krigen, da min farbroder Broder Nielsen var kommet hjem fra hans 7 år lange krigsophold i Chile, og jeg ditto fra England, gik tur i klitterne ved Vesterhavsbadet, fandt vi de sørgelige rester imellem Vestvoldbunkerne.

I dag år 2000 har alle børn computere, video, and God knows what, hvad al deres kram til tidsfordriv hedder. I min barn­dom måtte vi selv finde på diverse gøremål og lege.

Nå, vi morede os dejligt, og jeg håber, nutidens børn får samme gode ballast med på livets vej, som vi fik, så vi kunne gå selv og stå selv.

Venlig hilsen

J. Gr. Holm-Nielsen

PS. Min moder brugte vinteraftenerne til at lege »Skrive geo­grafiske navne« med diverse begyndelsesbogstaver, for ex. »A« - - Antwerpen, Amsterdam, Åndes, Amerika etc., hvor hver deltager, der manglede et navn, gav et point til opråberen, eller op mod jul en pebernød. Den med flest point havde vundet.

Jovist, sømandskonen så for sig sine fire sønner som ski­bsførere på verdenshavene, bound for alverdens store søfartsbyer - og det skulle ind med moderkærligheden fra tidligste barndom.