En Fanø-Rejse (1920)

(Med sandflugtskommissionen på inspektion.

- Fuglekøjerne - Det ejendommelige Fanø-landbrug.

- De vilde kaniner. - Et besøg i Exners gamle by.) 

Sandflugtskommissionen for Ribe Amt er for tiden på sin årlige inspektionsrejse. Kommissionen, der består af overklitfoged, folketingsmand Pinholt (for klitvæsenet), Amtsrådsmedlem Jens Møller Christensen, Ølgod, (for Amtsrådet) samt de stedlige „kommitterede", gæstede fredag og lørdag Fanø, og en medarbejder ved „Ribe Amtstidende" fik elskværdig lov at gøre turen med.

Øen, med det smukt klingende navn blev „taget" på kryds og tværs, til vogns, pr, bil og sidst men ikke mindst med „apostlenes heste".

Nogle spredte indtryk derovre fra den skønne og karakteristiske ø kunne vi nok have lyst at fortælle vore læsere. Det er dog ingenlunde vor hensigt - dette være sagt til beroligelse - at give en længere „lærd" fremstilling af den høje kommissions samfundsgavnlige arbejde. Dertil mangler vi da forresten alle forudsætninger. Kun en antydning.

Klitterne, fortrinsvis dem, der ligger op til dyrket land, beses, og mens turen går fra klittop til klittop, gives der anvisning på, hvorledes den i årets løb fremkomne skade vil være at udbedre. Vestenstormen er stærk, - et lille hul i en klit er nok til, at der kan være fare for sandflugt.

Hullerne bødes ved hjælp af lyng og marehalm, og i den protokol, som overklitfogeden førte med sig, vrimler det med udtryk som „8 læs lyng", „10 læs lyng" samt med et for os noget mystisk ord: „Gangdage".

Men som sagt: vi lader det „videnskabelige" ligge.

Efter at formiddagskaffen var indtaget på Nordbys gl. Kro, gik turen pr. vogn ud til øens østside til et lille forbjerg, som benævnes „Halen". Vejene gennem det lyngklædte landskab er vildsomme, i lavningerne står der hele småsøer. Vandet går til tider op til vognbunden, men takket være kommitteret Henrik Olsens sted-kyndighed, når vi tørskoet ud til bestemmelsesstedet.

Der er herude et helt eldorado for jægere. Godt gemt i klitterne ligger en del jagthytter, vel udstyret med kakkelovn og sovepladser. Jagten på de sværme af strandfugle, som her holder til, skal nemlig helst foregå om natten.

Apropos: Nattejagten !

Den ny jagtlov, som f.t. er til behandling på Rigsdagen indeholder en bestemmelse, hvorefter nattejagt forbydes.

Denne bestemmelse er de Fanø-jægersmænd ikke særlig begejstrede for; thi gennemføres den, vil de få deres strandjagt fuldstændig spoleret.

På østsiden er Fanø fra „Halen" og helt ned til Sønderho „kantet" med det frodigste engtæppe, man kan tænke sig. Et par hundrede alen skyder engene sig ud mod havet; de er en rigdomskilde for landbruget på øen.

I en idyllisk vig på østsiden, omtrent midtvejs mellem Nordby og Sønderho ligger Fanøs største og bedste fuglekøje.

En fuglekøje er en ligeså sindrig som snedig indretning. Udefra set ligner den en lille, fredelig lund med de forskellige trævækster i broget blanding, altsammen plejet og passet med nænsom hånd.

Det hele er lagt an på, at her er fred og ingen fare. Klitterne og statsplantagen skærmer for de barske vestenvinde, og der er langt til de menneskelige boliger.

Men netop på denne tilsyneladende så fredsæle plet lurer faren for de tusinder af vildænder, som i efterårsmånederne holder til i vigen og på de tilstødende engstrækninger.

Vi træffer på den aldrende fuglefænger Søren Chr. Sørensen, som i fangetiden - fra midten i august til hen i november - bebor en lille primitiv eremithytte, der ligger halvskjult i klitterne og i passende afstand fra fuglekøjen.

Mens fangsten "står på, er Søren Chr. Sørensen det eneste menneskelige væsen, der betræder køjens labyrinter af gange; alle andre holdes i ærbødig afstand ved et: Adgang strengt forbudt!

Med den gamle fuglefænger som fører bliver vi indviet i fuglekøjens hemmeligheder.

Midt i den 2-3 tdr. land store køje er der en ikke særlig stor, men ret dybtliggende dam; fra denne fører 5-6 kanaler ud i alle verdenshjørner. Kanalerne, der er dækket med trådvæv, bliver snævrere og snævrere og ender til sidst i en almindelig fiskeruse.

Kunsten er nu: for det første at få vildænderne op i dammen og derfra igen ind i kanalerne, thi er ænderne først kommet derind, så er de leverede.

Til dette formåls virkeliggørelse anvendes dresserede vildænder, de såkaldte „lokkeænder".

Der er to slags lokkeænder. Den ene slags er stækkede og må pænt holde til i fuglekøjen både vinter og vår og den hele sommer med. Den anden slags lokkeænder har derimod frit spillerum, men ved hjælp af rigelig fodring og anden god behandling dresseres de til at føle sig hjemme i dammen; deres opgave er med passende mellemrum at tage en lille afstikker ud i vigen og „fortælle" de der liggende vildænder, at der inde i den lille fredsjæle lund - kun to hundrede alen borte - er den herligste lille ferskvandssø med masser af velsmagende andemad.

Lokkeænderne udfører deres arbejde prompte, og vildænderne går glat væk i fælden.

Når vildænderne er kommet ind i dammen, opdager de, at der rundt om i kanalerne ligger små flokke af veltilfredse og snadrende medskabninger (det er de stækkede lokkeænder, som har deres foderpladser her.

Vildændernes nysgerrighed siger dem - ak, den nysgerrighed! - at der må de op, og rap, rap, sejler hele flokken ind i de så fredeligt udseende kanaler.

Men nu er det Søren Chr. Sørensens tur at tage affære. Med en ulmende tørv i et bækken foran sig (havde han ikke tørven med, ville vildænderne kunne „lugte" ham) nærmer han sig forsigtigt kanalens hovedindgang, og vildænderne flygter forskrækket længere og længere op i kanalen, indtil de til sidst havner i den rummelige fiskeruse, og så er alle flugtforsøg umulige.

Ved hjælp af sindrige afspærringer er det indrettet så viseligt, at de vildænder, der eventuelt måtte være tilbage i dammen, slet ikke kan overse, hvad der foregår rundt om i kanalerne.

Er det moseænder, der er gået i fælden, kan det dog hænde, at de skræpper op, så det volder nogen forstyrrelse, medens derimod f. eks. koksænderne går deres skæbne i møde med mere sindsro.

Sidste år blev der i køjen fanget 5000 vildænder, men de foregående år var fangsten betydeligt mindre på grund af minesprængningerne, som gjorde havets vilde fugle forskrækkede og hjemløse.

Hele arealet rundt om fuglekøjen - også ud i vigen - er fredet ved lov, men det hænder, at jægersmænd i både lægger sig lidt nær op ad det fredlyste territorium, hvilket just ikke er til udelt glæde for Søren Chr. Sørensen, som forøvrigt selv, foruden at være en stor fuglefænger, tillige er en stor nimrod.

Der findes ialt 3-4 fuglekøjer på Fanø, men den skildrede er den største og den bedste.

Landbruget på Fanø er noget for sig selv. Der er kun småbrug derovre. Det ejendommelige er imidlertid, at der ingen udskiftning har fundet sted, ligesom jordarealerne heller ikke er matrikulerede.

En mand, der f.eks. ejer op imod en snes tdr. land jord - det er det almindelige, kan godt have sine agre mindst 20 forskellige steder på øen.

En så forhistorisk driftsmåde har selvsagt sine svage sider. Fannikerne kan godt indse det, men endnu er der ingen forandring sket.

En deputation fra øen havde for nogle år siden foretræde for landbrugsminister Kr. Pedersen for at tale med ham om jordens sammenlægning. Sagen nåede imidlertid ikke frem til en afgørelse, og en af grundene menes at være den, at hr. Kr. Pedersen havde misforstået deputationen. Han havde nemlig opfattet dens ord­førere således, at det var mere udstykning, man ville have, hvilket dog just egentlig ikke tiltrængtes på Fanø.

Den omstændighed, at jorden ikke er matrikuleret, kan også på anden vis have sine ubehageligheder.

For nogen tid siden indsendte Nordby sogneråd et i enhver henseende velfunderet andragende til landbrugsministeriet angående oprettelse af et statshusmandsbrug på øen - det første andragende, der er fremkommet i så henseende.

Man fik imidlertid det svar tilbage, at andragendet ikke kunne imødekommes, fordi jorden ikke var matrikuleret (matrikel vil jo som bekendt sige: register over ejendommens hartkorn).

Nu har man forsøgt påny, og ansøgeren er selvfølgelig spændt på udfaldet.

Husmandsloven, der har været til så stor nytte andre steder i landet, har altså hidtil ikke kunnet virke på Fanø.

En spøgefugl, som vi talte med, ville have, at det fremtidig, når lovene blev skrevet - skulle hedde: denne lov gælder ikke for Færøerne og - Fanø.

Dette ønske er dog ikke - hvad vi måske bør tilføje - udtryk for løsrivelsesbestræbelser i lighed med dem, vi har set på Færøerne. Selv om Fanø i mange henseender er noget for sig selv, vil fannikerne dog nok på mange områder som mulig pleje fællesskab med det øvrige land.

På Fanø er der ikke flere rotter. Til gengæld er der vilde kaniner i overflod. Der er så mange af dem, at det ikke ville være noget under, om fannikerne blev noget i retning af Malthusianere. Kaninerne har nemlig - for at tale i malthusianske vendinger - tendens til at formere sig raskere end de for deres ophold nød­vendige levnedsmidler kan forsørges.

Kaninplagen er frygtelig. Disse firbenede væsener raserer alt, markerne, haverne, de unge plantninger, kun marehalmen lader de mærkelig nok stå urørt.

Fannikerne har forsøgt adskillige midler mod denne plage, men hidtil uden nævneværdige resultater.

Efter en velfortjent nattesøvn gik turen lørdag morgen pr bil til Sønderho - Exners gamle by. Den to mil lange vejstrækning er ikke lige god. Men vejarbejdet er i gang, og om nogle år vil de to byer, Nordby og Sønderho, være forbundne med en respektabel lande­vej.

Midtvejs - inde i den store statsplantage - ligger plantørboligen, ellers er der vist ingen menneskelige boliger fra Rindby til Sønderho. Nu og da stikker et fårehoved frem bag en klittop, og ved en vejdrejning møder vi en gammel morlil i fannikedragt på vej ud til fåreflokken i klitterne.

Nej, Sønderho ligger godt af sondret fra omverdenen. Netop derfor har byen vel bevaret så meget at sit oprindelige præg.

De fleste huse ligger efter gammel skik med gavlen ud til gaden. Små og nette ligger de der med træværket i stærke, livlige farver. Haverne velholdte og næsten alle skærmede af sirligt klippede bukketjørnshække. Kroen, hvor Exner boede hver sommer lige til sin død, er et helt vidunder af gammel bygningskunst. Op ad muren og langs med stråtaget snor kraftige efeuranker og blomstrende æbletræer sig. Indgangsdøren er lav og forsynet med klinkefald. De lavloftede stuer med træbjælker er forlenet med en egen gam­meldags hygge. Væggene er beklædt med hollandske klinker. En moderne plydssofa, som af de ny værtsfolk er anbragt i den „pæne" stue, hører dog ikke rigtigt hjemme i interiøret.

Kroen er nu afholdskro, men i svundne tider samledes her hver dag i vintermånederne de Sønderho skibskaptajner til kortspil, avislæsning og anden tidskort, alt medens de dampende kaffepunche gled indenfor vesten. Og det hændte vel også, at en enlig vejfarende kom til kroen for at søge hvile for natten.

Nu er den tid forbi.

I kroens midtergavlsværelse boede Exner - Fanøs berømte maler. Ad en skrøbelig trappestige når vi op til værelset, som andre nu har taget i brug. På væggen hænger et stort fotografi af den gamle kunstner samt nogle reproduktioner af hans malerier.

Værtinden lukker en „dør" i tapetet op. Vi ser ind i en gammeldags alkove.

Her sov Exner, siger konen.

Vi farter lidt omkring i Sønderhos krogede gyder. Livet pulserer ikke stærkt. I sommertiden er det helt anderledes. Så bliver den stille by erobret af badegæsternes brogede skare, 5-600 ialt, eller næsten lige så mange, som der er indbyggere i byen. De fremmede regerer i stuerne, mens sønderho'erne selv må tage til takke med loftskamre o.l. Men det giver jo skillinger dette badeliv.

Som kuriosum kan nævnes, at Sønderho huser Danmarks mindste andelsmejeri (80 køer).

Ja, det var så nogle hastige rids fra et to dages besøg på Fanø - skriver „J" i „Ribe Amtstidende".

Størsteparten af turister, der gæster øen, plejer vist ikke at nå læn­gere end til de store, moderne badeetablissementer på øens vestside - , ja Nordby, som også er en helt interessant by, må de selvfølgelig tage med i købet. Men de tre badehoteller med internationalt badeliv er ikke Fanø alene. Det mangler der meget i.