Fra gamle dage.

En dag på Fanø. (Rejseskitse af J. Moldenhawer.) 

»Illustreret Tidende«, dateret den 14. august 1870. 

Mærkværdig stærke modsætninger frembyder sig for den, der rej­ser gennem Jylland fra øst til vest. Udstrækningen er ikke stor, især i den sydlige dal, men da man her befordres med en adstadig postvogn af den gamle skole, får man god tid til at modtage og fordøje de forskelligartede indtryk. 

I Vejle lod jeg mig indskrive til den 11 timer lange rejse til vest­egnen og tog selvfjerde plads i den magelige og rummelige postvogn. Vejret var smukt og forblev således størstedelen af dagen, jeg så den dejlige Vejledal i den skønneste belysning, og fra de steder, hvor vi bedede, gik vi et stykke i forvejen for at røre benene, indtil vognen indhentede os. Der er noget gemytligt ved denne måde at rejse på, som står i en skærende modsætning til den feberagtige jernbanehast. Vor vej førte over Randbølhede, hvor man får et stærkt indtryk af ensomhed og øde, der fremkaldes ikke blot af naturen, men også af menneskene, som synes at have fået noget beslægtet med den omgi­vende egn. Senere kom vi forbi et par større herregårde med træplantninger, der i høj grad bar vidnesbyrd om vestenvindens magt. Jeg så en plantage af eg, midt i hvilken skovfogedhuset ragede op som en kæmpe, da alle planterne var usselt egepur. Engang havde der været højere buske, men efter at man ubetænksomt havde ødelagt dem, kunne man ikke drive det til det tidligere opnåede. Ved hovedgården Nørholm var dog en efter vestjyske forhold ikke ubetydelig skov af eg - målet for vardensernes dyrehavsture. Ved de betydelige læplantninger, som findes her, får man et klart begreb om de store vanskeligheder, man har at kæmpe med, når man vil opelske skov under den jyske vestenvinds svøbe. Når man så den fred og ro, der nu hvilede over naturen, og indåndede den milde sommerluft, mens alt omkring een smilede i solens glans, kunne man have vanskelig ved at tænke sig, at man befandt sig i en egn, hvor elementerne så ofte fører det store ord. Højt over gården vajede Dannebrog og tilvinkede os en venlig hilsen, idet vi kørte forbi.

Vi overraskedes ved at erfare, at der drives mejeri i disse egne, hvor kløver ikke trives, og hvor kvæget derfor er henvist udelukkende til engenes græs. Det var i juli, og høsten var på mange steder endnu ikke begyndt. Havren stod næsten overalt ringe, derimod var der på mange steder fortrinlige kornagre, og hvor der fandtes mergel til at frugtbargøre jorden med, der stod alt godt. Hist og her så vi en del kæmpehøje, på et enkelt sted en sådan mængde, at uvilkårlig billedet af en valplads oprulledes for øjet. På denne korte hederejse havde jeg lejlighed til at gøre bekendtskab med det ejendommelige luftfænomen, der betegnes ved udtrykket »det slotter«, og som består deri, at genstandene i en større afstand tager sig anderledes ud, end de viser sig i virkeligheden. Det forekom mig i dette tilfælde, som om jeg så hav og kyst med landtunger og bugter, og dog var der intet uden hede og atter hede, dels opdyrket, dels uopdyrket. Her hørte jeg også for første gang den vejfarendes smukke hilsen til arbejderen på marken: »Guds hjælp!«, der stedse besvaredes med et »Tak«.

Omsider nåede vi Varde, rejsens mål for denne dag. Her var ikke stort at se, og megen nattero fik jeg ikke, da det var uvejr, og desuden den ene post kom eller afgik efter den anden. Ganske tid­lig den næste morgen måtte jeg afsted med posten til Strandby og så derfra med båd over til Fanø. Det var flodtid og medbør, og sej­ladsen gik derfor uden vanskelighed.

I Nordby overraskedes jeg straks ved landstigningen ved at se pi­ger og koner med deres »strude« for ansigtet, mærkeligt nok benyttes struden ikke om vinteren, hvilket vel har sin grund i, at kvinderne på denne årstid ikke færdes ret meget ude, og at det fornemmelig er forårsluften og sommersolen, der er skadelige for teinten.  

Deres hoved er ombundet med et tørklæde, knyttet over issen, således at begge enderne strutte ud til siderne som små Mercur - vinger. Jeg så en skare småpiger, iført deres stadselige klædning, der er ens for alle, fra de mindste til de største, renligt og net holdte er de alle, og, jeg har ikke i nogen landsby set en så tækkelig og ren børnebefolkning som i Nordby, ligesom også røde kinder og klare øjne høre til dagens orden.

Om aftenen fandt en livlig scene sted nede i havnen, idet et skib, lastet med marskhø, blev losset. Da der ikke findes tilstrækkeligt græs på øen, må fannikerne nemlig hente hø fra marskegnene ved Ribe og i Sønderjylland. Høet er fortrinligt, men må også betales i dyre domme. Fire koner pakkede det i dertil bestemte »bleer«, som lagenerne her kaldes med det danske ord, idet to og to hjalp hinanden, bandt enderne sammen og således tilvejebragte en dygtig dragt, som der skulle gode kræfter til at bære. Barbenede unge piger og koner tog nu hver sin byrde på nakken, idet de lod den hvile på hovedet og venstre skulder og til støtte satte venstre hånd ned i siden, og således balancerende med den høje bylt og med højre hånd hængende frit ned ilede de afsted op gennem byen, den ene bagefter den anden. Det må give kraftige lemmer, og det er også stærke skikkelser, man ser allevegne. En skare små piger og drenge boltrede sig lystigt i høet og kravlede ud og ind over skibsræling og bolværk, man skulle tro, at der måtte være fare for, at en eller anden kunne falde i vandet, men de var vant til det, og mødrene syntes ikke engang at tænke sig muligheden af en ulykke. Mændene sidder ørkesløse og ser til, mens kvinderne slæber, men det er nu engang fruentimmernes arbejde, ligesom andetsteds fiskerkonernes at tage til byen med fisk. Sømanden så vel som fiskeren hviler, når han er i land. Et andet sted lossedes tørv, thi også brændsel må hentes fra fastlandet. Forresten får man ingenlunde indtrykket af en by, for hvilken skibsfarten er hovederhvervet, og hvis handelsflåde, efter commercelæsternes antal, nu er en af de største i Danmark næstefter Københavns, thi om sommeren er alle skibe selvfølgelig i fart.

Skibsbyggeriet derimod faldt mere i øjnene: fire store skibe stod på stabelen og et gammelt kalfatredes, om foråret var der løbet fem skibe af stabelen.

I selskab med stedets blinde organist besøgte jeg kirken, som lig­ger i en udkant af Nordby. Den er opført i 1786 og er en firkantet murstensbygning uden tårn, men med et lille spir midt på det temlig flade tag. Klokken hænger i en glug oppe under taget, og når der kimes med den, kastes lyden afvekslende ud i luften og ind i bygningen, der ser ud til at kunne tåle, at stormen tager et godt tag i den. Medens den blinde spillede på orgelet, betragtede jeg kirkens indre, der med sit flade bræddeloft nærmest tager sig ud som en stor bedesal.

Den omtalte blinde organist - hans navn er Hans Gundersén - er et slående eksempel på, hvad viljekraft og udholdenhed, forenet med en bestemt udpræget interesse, formå selv under de vanskeligste forhold. Han er ingen indfødt fannik, men fra Billum sogn, I en alder af to år mistede han synet og voksede op i hjemmet uden nogen undervisning. Der blev i sin tid søgt om optagelse for ham i det ældre blindeinstitut, men pengespørgsmålet blev en hindring. Under konfirmationsundervisningen fik præsten interesse for ham, og ved hans hjælp opnåede Gundersén omsider i en alder af atten år at blive sat i lære hos en organist på landet, thi at lære musik havde altid været hans højeste ønske, for hvilket hans omgivelser ikke havde sans. »Man ville have, at jeg skulle være røgter,« sagde han, »men det havde jeg ingen lyst til.« Han oplærtes nu i musik, så at han kunne betjene et orgel, og desuden spille på klaver, violin og fløjte, i hvilke fag han vistnok i det væsentlige er autodidakt. I en alder af femogtyve år blev han ansat som organist i Nordby, hvor han nu har virket i 26 år uden anden løn end føde og bolig - for klæder må han selv sørge, og da han ikke kan erhverve noget der på stedet ved musikken, skaffer han sig et bierhverv ved at reparere stueure o. a. desl. De redskaber og rekvisitter, han benytter dertil, er så simple som vel muligt - man fortæller således om ham, at han med et skillingstykke kan lave et hjul til et bornholmsk eller nyrnbergsk ur. Han er ugift og har taget ophold hos en familie af bondestanden, er agtet og afholdt og til trods for sine små kår tilfreds i sin stilling. Hans ønskers mål er at opnå et stueorgel, kunne han blot få piberne til et sådant, skulle han nok, mente han, selv sætte det sammen.

Fra kirken begav jeg mig ud i klitterne for at høre og se Vester-vovvov. Over de klitrækker, der danner grænsen mellem Vesterhavet og Fanøs smalle østland, nåede jeg ned til stranden, hvor havet just trak sig tilbage fra de to inderste revler, Et forunderligt syn: den blændende, grå, flade strand med de talrige ryler eller strandløbere, der søgte næring på det våde sand, det bølgende, frådende hav histude, der brødes over den yderste revle, den blåtskinnende, lave vandflade mellem de to inderste revler, og de hvidgrå klitter med det fygende sand og de sparsomt voksende, bleggrønne sandplanter. Da jeg første gang så Vesterhavet, ved et besøg i Blokhus, var det ved solnedgang og indtrædende flodtid i forbindelse med stærk pålandsvind og høj sø, og aldrig glemmer jeg det mægtige indtryk af det frembrydende hav, hvis tårnhøje, skumklædte bølger langt ude i horisonten viste sig foran den nedgående sol og den purpurfarvede himmel, mens de over stranden fremilende bølger tvang foden længere og længere tilbage mod de beskyttende klitter, indtil solen sank i havet, og de hvidtoppede bølger tog sig ud som en hær af spøgelser.

Inde imellem Fanøs klitrækker, der på dette punkt er tre i tallet, så jeg enge med dejligt grønt græs og små damme, græssende horn­kvæg, heste og får, og høstende piger og koner. På de inderste klitter stod klittagen og marhalmen frodig, og blå, gule og violette småblomster frydede øjet. En del af disse enge er alminding og benyttes frit til græsning. Vejen til disse græsgange fører langs stranden, og man må derfor passe at benytte ebbetiden til at drive kvæget derud og hente det hjem. Sydligere skal der imellem klitterne tillige findes en del gode kornagre. På den inderste side af klitterne, længst inde i landet, er der af gårdmand Anders Hansen Rødegård gjort et forsøg med træplantning, som imidlertid må anses for mislykket. Grunden hertil er sandsynligvis, at der er benyttet fyrretræer, som ifølge de på flere steder gjorte erfaringer ikke egner sig til skovanlæg i klitterne. 

Øst for klitterne findes frodige agre og græsmarker, og her ligger en række bøndergårde, der hører til Nordby sogn, den mest bekendte gård er Rødegård, men den er ikke større end de andre. Nordby inddeles fra nord til syd i Odden, Nørby, hvortil kirken hører, Byen og Rindby, der tilsammen har omtrent 2200 indbyggere. Det er øjensynligt, at der hersker megen velstand på øen, husene, der er opført af røde mursten, og af hvilke nogle er tækkede med strå andre med teglsten, er hyggelige og net holdte, flere af dem, som er opførte af velstående skippere eller »captainer«, der har slået sig til ro på deres fødeø, er endog anselige. De er alle gift med fannikpiger, og disse vedbliver at gå klædt efter øens skik, hvilket også bliver tilfældet med deres døtre. Således bevares nationaldragten og i forbindelse dermed en vis jævnhed i sæderne. Ved husene findes for det meste små køkkenhaver, og her kan man om aftenen se fannikkvinderne sysle uden den uklædelige maske.

Et forunderligt syn var det, da en del af havet mellem Fanø og fastlandet i ebbetiden forvandledes til grøn eng med hav på begge sider. Der er nemlig to temlig dybe løb, som aldrig blottes for vand, og imellem dem ligger en grund overgroet med søgræs. Man har forsøgt at høste det til kvægfoder, men køerne ville ikke spise det. Herude er der ligeledes fundet mergel, af hvilket en del er opgravet i ebbetiden og ført i land. Alt tyder på, at en frugtbar jordstrækning er gået under her. Af træer findes der ikke ret mange på Fanø, og der må sørges for, at de står i læ for vestenvinden, hvis de skal trives. Også havgusen, denne salte, isnende tåge fra havet, er en farlig fjende for plantevæksten. Til beskyttelse mod den klamme luft, der trænger ind allevegne og endog slår igennem murene, har man på mange steder beklædt den indvendige væg med firkantede, tæt sammenføjede fajanceplader, der indføres fra Holland.

Syd for det til Nordby hørende agerland strækker klitterne sig langt mod øst, og her er en fuldstændig ørken af sand og hede, der adskiller Nordby fra Sønderho. Mellem disse to byer er der anlagt en fuglekøje til fangst af vildænder, indrettet ganske på samme måde som køjerne på de frisiske øer. Undertiden, især i badetiden, når der kommer fremmede til øen, træffer man i Nordby piger, der sælger små udskårne ravarbejder fra Sønderho, hvor denne industri i tidligere tid har været mere udbredt end nutildags.

Den for flere år siden i Nordby anlagte badeanstalt er nu højst ubetydelig, badehotellet er nedlagt, og de få badegæster, som kommer hertil, indlogere sig rundt omkring hos fannikerne, hvor man i reglen for en billig betaling finder et hyggeligt hjem og god forplejning. Badet er iøvrigt så kraftigt, at folk undertiden efter badet finder salt i deres øren. - For børnenes undervisning er der sørget godt i Nordby, nemlig ved Oddens skole og Byens skole. Den førstnævnte består atter af en realskole (betalingsskole), i hvilken omtrent 60 elever undervises, og en friskole i hvilken 270 elever undervises. Byens skole har to klasser, men kun een lærer, så at undervisningen der er ordnet som i landsbyskoler, elevantallet her er omtrent et halvt hundrede. Desuden findes der et asyl for små børn.

Da jeg næste morgen i øsende. regnvejr tog tilbage til Strandby, måtte vi køre det sidste stykke af vejen, det var noget nyt for mig, således ude i havet, et godt stykke fra land, at stige fra en sejl­båd over i en vogn. Hesten fandt selv hen til den vej, der er anlagt ud i havet, idet den forsigtigt følte sig frem og således undgik alle huller. Denne hest, som den ene dag efter den anden gør den samme tur, har således udviklet et lignende instinkt som Alpe­hestene. Omsider nåede vi den brolagte vej, og skvulpende og hoppende bevægede vognen sig nu afsted i lige linie mod land. Her tog jeg derpå det storartede havneanlæg ved Esbjerg i øjesyn. Når man står overfor dette endnu ufuldendte værk, bliver det klart for een, med hvilke overordentlige vanskeligheder her må kæmpes for at nå målet, men man får tillige indtryk af, at hvis det lykkes, da vil her med tiden rejse sig en stor by. Herfra gik rejsen sydpå igen­nem flade, frugtbare egne, der danner et temlig bredt bælte af agerland mellem havet og heden, og langs med de vidtstrakte marskegne syd for Kongeåen til mindernes by, det ærværdige Ribe. At man her befinder sig i en egn, hvor havet er en magt i landet, derom mindes man på mange steder og på mange måder, man kører henad landevejen mellem to rækker høje, hvide pæle, der skulle tjene til under oversvømmelserne at vise, hvor vejen er, og i domkirken i Ribe ses angivet på en pillerne, hvor højt vandet stod derinde ved den store stormflod i 1634.

I 860’erne anlagde gårdmand og skibsreder Anders Hansen Rødgaard, Sønder Storetoft 2 forsøg med plantning på et ca. 2 ½ Td. land i området Torp. Forsøget var ikke en ubetinget succes, måske nok mest fordi Rødgaard manglede erfaring med skovdrift.