Lægen og forfatteren Iver Utzon Iversen (1862-1892) var praktiserende læge i Nr. Nebel i Vestjylland fra 1888 til sin død i 1892. Han havde studeret i København og havde været ansat her som hospitalslæge? han fik udgivet en samling digte og noveller og fik et skuespil opført på Det kongelige Teater. I sine nye omgivelser i Vestjylland fortsatte han - efter nogle års pause - sin forfattervirksomhed, idet han bl.a. i »Illustreret Tidende« fik offentliggjort nogle skildringer fra sit distrikt.

I disse skildringer giver Iversen et levende billede både af den sydvestjyske egn og dens befolkning og af sin egen situation som praktiserende læge. Samtidig med at vi således præsenteres for et kulturhistorisk billede af tiden omkring 1890 i Vestjylland, får vi et indblik i Iver Iversens personlighed. 

En dag på Fanø

Med tegninger af Erik Henningsen Trykt i »Ude og Hjemme«, nr. 319,1883

Den lille damper, som stævnede over mod Fanø, havde et meget talrigt og meget broget selskab om bord: forretningsmennesker, der søgte mod havet for at få kontorstøvet skyllet af sig; - damer, som hvilede ud efter den selskabelige vinterkampagne og længtes efter stranden, efter sol og blæst, for at få rødme i de blege kinder; folk, for hvem det at ligge ved et badested i sommertiden, - når man da ikke havde et landgods, - var et ubestrideligt tegn på dannelse; kunstnere, der rejste for at samle nye indtryk, og trætte sjæle, der rejste for at blive gamle indtryk kvit;... kort sagt et meget broget og forskelligt selskab. 

Jeg sad på dækket ved siden af en ung, meget febrilsk dame, der havde en hel mængde blåt slør flagrende om hoved og hals.

Hun var rasende nysgerrig efter at få oplysninger om det land, hun sejlede mod, og henvendte sig blandt andre også til mig, om jeg ikke kunne fortælle hende noget om Fanø.

Jeg meddelte hende, at jeg ikke kendte det ringeste til øen, at mit eneste arme kundskabsglimt refererede sig til sangen: »Fanø, o! Fanø!« og at fru Heiberg ifølge en anden vise havde gået med bare ben dér.

Nu ved jeg en smule mere, så meget, som 24 timers ophold kan give; thi jeg har ikke været længere end et døgn på Fanø. -

Det er ganske sikkert umuligt at trænge til bunds i en ejendommelig natur på så kort tid; - jeg kan ikke trække med bundgarn, men kun pilke lidt med snøre.

Resultatet af dette mit fiskeri forelægger jeg her i en meget aforistisk form.

Det, der straks slog mig ved ankomsten, var den mængde Fanødragter, jeg så; det kunne synes at være en lige så åndfuld bemærkning, som når Oehlenschlager fortæller, at Paris vrimlede af parisere; men indtrykket var ganske ejendommeligt og forunderligt.

Nationaldragterne dør ud. Nu til dags ser man kun sjællandske bondepiger på karnevaler og italienske forklæder i ateliererne. Nationaldragterne fordrer afsondrethed, den livlige samfærdsel slår dem ihjel.

Alle kvinder på Fanø går med disse morsomme hovedtøjer og de brede hoftepuder, en dragt, der dikteres dem af klimaet, og derfor vil holde sig.

Rejseselskabet spredtes, - nogle tog op på badehotellet, andre til den gamle færgegård, enkelte, således som jeg, skulle bo oppe i byen.

Fig. 2. Fanøpige Erik Henningsen 

Jeg kom derover for at besøge en ven, som for sommertiden havde logeret sig ind hos en enke. - Det var kun en lille sviptur, jeg gjorde, da jeg allerede næste middag skulle tage til Ribe. 

Med vadsækken i hånden gik jeg sammen med min ven, der tog imod mig ved broen, op til hans bolig ad Nordbys eneste brolagte gade. - Gaden er meget lang og bugtet og meget malerisk.

På begge sider ligger de små huse med malede trægavle ud mod gaden, omgivet af deres haver, som altid er indhegnede af et smukt, hvidt eller grønt stakit, som vaskes og soigneres med sand hollandsk properhed.

Husene stråler i rige farver; det er ikke ualmindeligt at finde blå eller røde vinduesrammer og døre.

Det er mændene, der jo om sommeren er borte med skibene, som om vinteren udfører disse dekorative arbejder og på alle måder søger at smykke deres hjem.

Om foråret, når vejret mildnes og havnene åbnes, sejler næsten alle øens mænd bort; kun oldinge, kvinder og børn bliver tilbage, og Fanø forvandles til en amazonestat. - Alt arbejde udføres da af kvinderne, både i mark og stald, ude og inde, og arbejdet gøres fortrinligt. Alle kræfter tages i brug. - Vi finder her en gennemført kvindeemancipation, fremtvunget af nødvendigheden og bærende så sunde frugter som udviklet dømmekraft og handledygtighed, intelligens og selvstændighed.

Vi kom til vort bestemmelsessted, og jeg lagde rejsetøjet fra mig i værelset, hvor jeg blev ført ind.

Fig. 3. Fra en tømmerplads på Fanø, Erik Henningsen 

Det var et temmelig stort, men lavt rum, skinnende hvidt, sandknitrende gulv og grønmalet bjælkeloft. Væggene var beklædt med plader af engelsk fajance med blå figurer, forestillende eventyrlige træer og blomster. I baggrunden var der en enorm alkoveseng med udskårne skydedøre for. Henne ad døren til en stor bilæggerovn med snirklede ben og to blanke messingkugler på toppen; en slags dragkiste eller noget lignende med en mængde fajancesager og fint udarbejdede ravgenstande på kompletterede, tillige med en del stole og et klapbord, møblementet.

Der lugtede af linned og lavendler med en lille bismag af ammoniak, hvis oprindelse jeg anede, da jeg i en pause i samtalen hørte klang af jernkæder og forskellige animalske lyde, hvoraf jeg sluttede, at der måtte være en stald i umiddelbart naboskab.

Fra vinduerne havde man udsigt over en stump have, hvor der gik høns; over en skibstømmerplads, hvor nogle børn lå og legede, og langt ude de grå klitrækker med grønne engstriber iblandt.

Vi gik ind for at gøre vor værtinde en visit. Hun hed Mettes Marie, et navn, som havde fulgt hende fra vuggen, som tvende ægteskaber ikke havde kunnet forandre, og som ville følge hende i graven.

Hun var en ældre kone med et mandhaftigt udseende, med sluttede læber og prøvende øjne; hun sad og lappede på en sengedyne. Hendes hovedklæde var blåt, hvilket antydede, at hun var enke; - andre havde røde tørklæder.

Hun modtog mig med et: »Væ' saa gue aa trinn innen æ Dahr aa fo et Kop Kaffe aa en Bakskull.«

Jeg havde ikke begreb om, hvad en »bakskull« var for en fisk, men opdagede snart, at det var en lille saltet, tørret og ristet flynder, som man piller itu med fingrene og spiser til kaffen.

Hendes mandhaftighed forøgedes i mine øjne betydeligt, da hun tillige med kaffen satte en brændevinsdunk af den gode gamle, på livet indsnørede, slags på bordet, og selv mixede sig og uden at fortrække en mine nedsvælgede en stiv kaffepuns.

Da jeg havde glædet hendes hjerte med forskellige oplysninger angående min levevej, slægt, opholdssted osv., tog vi afsked og spadserede ud for at se os om.

Henne på vejen kom tre små piger gående, ordnede efter højde, i samme klædedragt og alle med hænderne i siden, som en hankekrukke. - Alle fanikere går med hænderne i siden.

Vi kom til at tale om Fanøkostumet, og jeg noterede følgende oplysninger.

Det er måske indiskretion at røbe toilethemmeligheder; men intet er som bekendt helligt for en referent.

Der er nu først hovedtøjet. - Dets form bestemmes af en indvendig, fast tut, uden om hvilken der er slynget og bundet et bomuldstørklæde, hvis to ender rager i vejret som vingerne på en Hermeshat.

Om halsen bæres et stort ternet klæde, som kan trækkes op for munden og ansigtet, lige til øjnene, når vinden bider. Kjolelivet sidder tæt og stramt, med to rækker knapper. - Med hensyn til knapperne er der et morsomt forhold!

Før konfirmationen skal alle disse knapper være knappet; efter konfirmationen, når det spæde bryst begynder at få fylde, er det tilladt at knappe én knap

Fig. 4. En gammel Fanøkone Erik Henningsen 

op; og når der endelig ved ægteskabet stilles større fordringer til udvidelighed, har man lov at åbne to knapper.

De brede skørter med de store hoftepuder, der ser ud, som om deres skelet var en om hele midjen sig strækkende tournure, fremkommer på følgende måde.

Det synes, som om Fanøpigerne har et utal af tykke skørter, og jeg havde hørt sige, at man af skørternes antal skal kunne slutte sig til pigens formueomstændigheder, ligesom en norsk bonde markerer sin rigdom ved blanke kobberkedler og en indianer ved blodige skalpe; - men det er en ren misforståelse. - Hoftepudens størrelse er ingen pålidelig skattebog, og den skyldes ikke så meget skørternes mængde som deres anordning.

Skørtet laves således, at man tager et langt, firkantet stykke tøj og folder det om sig; det rimpes sammen i læg foroven for at slutte til hoften. Ved de mange læg fremkommer den karakteristiske fremhvælving, som undgås, når klædningsstykket dannes af kileformige stykker.

På benene har de sorte uldstrømper uden fødder, - stunthoser - ofte med en ridestrop ned under foden og en anden strop ud over den ene tå.

Drengenes søndagsklæder udmærker sig ved at være en nøjagtig kopi af de voksnes.

Det er et uhyre pudsigt syn at se en lille stumpet fyr i skjorteærmer og bukser forsynede med maveklap stå med en mine som en ærværdig skipper og kigge efter en vindfløj.

På gaden gik en morsom gammel mand og ringede med en klokke, idet han med syngende tonefald fortalte, at »der er stour, fed, løvn Korreskull ved æ Brou lig' strax.«

Vi gik ned ad Havnen til. Ude på Strømmen kom en slup langsomt glidende frem mod byen. Højt over dækket ragede et bjerg af hø, vinterforsyning for Fanøkøerne, som næppe kunne finde græs nok om sommeren på de store flader nord for byen. Høet hentes ovre langs kysten ved Ribe og sydpå. Man sejler derover med jagter eller slupper, løber ind i en å eller vig, hvor engene når ud til havet og lader høet ind. - Det stampes fast i lasten og på dækket, og så farer man hjem igen med det. Sådan en tur kan ofte vare flere dage.

Det var begyndende flodtid. Bølgen slikkede længere og længere op på land, og i havstokken gik en flok børn og trådte huller i sandet.

De legede ikke, de arbejdede, fiskede. De drev det, man kalder: »At trinn Baatr«. Det er et ejendommelige fiskeri, som gælder nogle små flyndere, der hedder baatr. Fangsten går således for sig: man træder en række huller i sandet helt ud, så langt ebben går; den voksende flod ruller ind over hullerne, og de små fisk, som gerne svømmer ind med den første bølge, lægger sig i hullerne. Man vader frem mod land efter den første bølge og sætter fødderne i de tidligere trådte spor.

Når man så mærker en fisk under foden, fanges den ganske simpelt med hænderne. - Det er en højst primitiv metode.

Vi gik nordpå langs med stranden. Oppe fra en klit, som vi besteg, kunne vi langt nede mod sydøst se en kort pind, så bred som en blyant, der ragede op over horisonten.

Min ven meddelte mig, at det var Ribe domkirketårn.

Mod vest var landet et bølgende hav af klitter, og langt, langt ude øjnede vi en sølvglinsende, fin stribe; det var Vesterhavet.

På den flade strand kom en lang broget række af vadende køer; de slentrede ind mod byen og brølede, længselsfulde efter at blive malket og få lidt rigtigt enghø at smage i stalden, for den magre kost, der var at hente ude mellem klitterne, var ikke synderlig lækker. Det var en stor skare; jeg tror, der var flere hundrede.

Hele dagen færdedes de langt ude nord på under bevogtning af en kommunal ansat hyrde, og om aftenen dreves de hjem. -

Vi fulgte med dem tilbage.

Ved de første huse ventede en hel mængde store og små piger på køerne, som fik et reb om halsen, for at de ikke skulle løbe grassat;  og i en halv times tid defilerede en broget karavane af spættede køer, hver med sin lille fører ved siden, gennem gaden.   

Inde fra Navigationsskolen hørtes en harmonikas blæsende toner og en alt andet end diskret anvendelse af klokkespillet; vi sluttede os til de andre badegæster, som stod udenfor, og så ind i en stue, hvor unge styrmandselever i firskårne jakker og med bredskyggede hatte dansede om med buttede fanikker.

Dansen, der gik for sig i dybeste alvor, som om det var et besværligtpligtarbejde, der udførtes, ledsagedes af en korsang, hvis burleske, saftigt farvede ord stod i en højst besynderlig modsætning til de træge bevægelser og alvorlige miner. De dansende holdt hinanden om livet. - Da vi havde set lidt på dansen, gik vi hjem.       

Næste morgen tog vi af sted for at se havet. Der er omtrent en halv mils vej fra Nordby til den badepavillon, som ligger på den yderste klit, og hvor man holder rast og spiser frokost efter badet.

Vejen går først i en bue syd på og drejer så stik i vest.

Vi kom forbi en gård, hvor en ung pige stod på en høvogn og forkede det fede marskhø ind gennem en luge. Ved siden af vognen stod en anden ung pige med en spade i hånden og sort maske for ansigtet og passiarede. - Hun var på vej ud til markarbejde. -

Mod solens stik bæres sorte masker; derfor har fanikkerne også altid en smuk ansigtslød.

Efter en besværlig vaden i det løse, bortglidende sand på vejen, hvor de dybe

Figur 5. Badevogne på Fanø             Erik Henningsen 

hjulspor hist og her var udforet med marehalm, for at hjulene kunne få et fast punkt at støde fra på, kom vi til et lille stykke eng, som lå aldeles umotiveret der midt i ørkenen som en oase. 

Et velnæret får græssede derpå, og dets lille lam lå på knæ på forbenene med bagbenene strittende bag ud, halen dirrende af velbehag, hovedet på skrå inde under moderens bug og diede. Det var et smukt syn.

Endelig nåede vi til de sidste klitter. - Vejen var beklædt langs den ene side med brædder, der lå som et jernbanespor. -

Man hørte havets dybe brusen, længe inden man fik øje på det; vejen, der snoede sig nede ved foden af klitterne, gik pludselig opad, og man fik uventet øje på det store blinkende og bølgende hav og den susende, skumhvide brænding.

Vi gik ned på forstranden.

En stor plade på en pæl forkyndte, at herrebadene var til venstre, damebadene til højre.

Over det faste, jævne sandgulv gik vi hen imod den lille samling badevogne, som holdt et par alen fra bølgerne.

Ved vognene holdt en før sømand på en gammel hest.

Da vi havde installeret os i en vogn, fæstedes hesten ved skagler til vognen, og vi rullede ud i brændingen. - Forspandet spændtes fra, og vognen overlodes til bølgerne, som slog op på. siderne og bunden med et sukkende smæld.

Vi klædte os af og gik ned ad den lille trappe, som førte fra døren og plumpede ud. - Vandet nåede kun til bæltestedet. - Vadende kæmpede vi os frem, snart slog en bølge op om os og løftede os i vejret, snart knækkede en skumkam lige over vore hoveder, snart veg vandet bort, så vi fik fodfæste, snart skyllede en vandmasse frem og rev os omkuld.

Det var et mageløst bad, friskt og salt og ikke så koldt på grund af saltet.

Efter at have ligget derude i et kvarters tid, vadede vi ind til vognen, stak et lille flag ud, der antydede, at vi ønskede at blive hentet, og kørte til land.

Forfriskede og styrkede vandrede vi op til badepavillonen, hvor et frokostbord stod dækket, og tog for os af retterne med glubende madlyst.

Ved bordet så jeg blandt andre min smukke rejsefælle med dette overflod af blåt slør; hendes øjne strålede, kinderne havde fået rødme, og hun spiste med en sand grenadéragtig appetit; søen tærer. -