Erindringer fra min drengetid på Fanø 1880
- 1886.
For ca. 50 år siden formede drengelivet sig
på Fanø betydelig anderledes end nu til dags, ligesom alt andet
har forandret sig her i verden.
Skolegangen var til at begynde med meget
primitiv - man kom i skole hos en ældre kone i hendes
privatstue. Under afhøringen af lektien, spurgte hun da samtidig
ud om ens middagsmad i hjemmet og ønskede på denne måde sig
noget af denne tilsendt.
Senere fik vi en lærerinde, der ret ofte
måtte stænke det sandstrøede gulv med lugtevand.!!
Indtil 10 års alderen gik drenge og piger i
samme klasse. Efter den alder kom man enten i Realskolen eller
fortsatte i den almindelige folkeskole. Mellem disse to skoler
var der særligt om vinteren altid krig. - Med de store drenge i
spidsen, stormede vi da løs på hverandre i frikvartererne, med
sne og de bare næver, og det gik ofte hårdt til. Dem der måtte
vige, blev trængt helt ind i skoleklassen med sne, og lærerne
måtte med eller mod deres vilie følge med i kampen.
Under gymnastik eksisterede og marcherede
de store drenge med geværer af træ - Krigen i 1864 var endnu i
frisk minde, og den tyske grænse ikke langt borte.
Inden konfirmationen, som altid var den
første søndag i februar, gik vi til at begynde med til præsten i
kirken, men da denne ikke den gang var opvarmet, måtte vi i den
kolde tid, søge præsten i hans hjem. Til præstegården, der lå
ca. 20 minutters gang uden for Nordby, hørte landbrug, som
præsten havde en betroet karl til at passe. Vore bøger havde vi
i hånden knyttet i et rødt tørklæde. Ved vor ankomst, blev vi
modtaget af præsten, hans kone og begge pigerne, der overværede
morgenandagten.
l køkkenet hang der en spand med sødmælk og
kærnemælk til fri afbenyttelse af os. Når vi ude byggede snemænd
eller sloges med sne, stod præsten gerne i døren med kalot på
hovedet og røg på sin lange pibe, idet han morede sig over os.
Både præsten (hvis navn var Trojel) og hans kone var meget
vellidt på Fanø, og var derovre i en lang række af år.
Drengelivet på Fanø pulserede hovedsageligt
ved havnen. Fra ganske lille begyndte man at færdes i både, og
lærte hurtigt at vrikke og ro en båd, ligeledes sejlede vi med
selvlavede sejl - til at begynde med - lavet af gamle sække, l
havnen fandtes altid nogle Everter eller Galeaser - i dem
klatrede vi både tidlig og silde, og skulle da helst så højt op,
at vi kunne se over flagknappen. En sådan Evert sejlede jeg med
hele sommeren, da jeg var 12 år. Betalingen var, for dette
tidsrum 30 kr. og kosten, der var god. En Evert er et fladbundet
fartøj med 1 mast, det har et såkaldt sværd på hver side, for at
mindske afdriften inden krydsning. Besætningen bestod af
skipperen, der ejede skibet, og drengen, der blev kaldt
styrmand, men ellers var alt muligt. Vi sejlede naturligvis kun
inden skjærs, mest på Varde efter brændsel, klyn, tørv og lyng,
men også på Esbjerg (der dengang kun var en landsby) og
omliggende Teglværker efter mursten, grus m.m. - og om sommeren
til Ribe å efter hø. Når efteråret meldte sig lagde vi op, og
skolegangen begyndte igen.

På øen byggedes hvert år et mindre Barkskib -
ikke ret stort i sammenligning med nutidens skibe (360 tons) men det
var skibe, hvormed vi sejlede jorden rundt sønden om Amerika og
Afrika, med en besætning på 10 mand, og som var borte fra de
hjemlige farvande 2 a 3 år ad gangen. Da der ikke var plads i
havnen, til at vende med disse skibe, blev de altid bygget med
forstævnen udefter. Når de skulle søsættes blev de hevet ud på
ruller sidelæns, ved hjælp af to store gangspil i land. Det ene
gangspil var bemandet med tømmermænd (30 til 40 mand), der sang
danske opsange, det andet med elever fra navigationsskolen, der sang
engelske opsange (shanties). En sådan søsætning varede det meste af
en dag og overværedes af de fleste af beboerne, samt alle
badegjæsterne. Senere når skibet var færdigt, blev det bugseret til
Hamburg, hvor det blev kobberforhudet over hele bunden, klar til de
lange rejser. Fanø ejede på den tid en sejlskibs-flåde på 80 a 100
skibe, og var omtrent de eneste, der viste det danske flag på de
store have. Beboerne var da også næsten udelukkende søfolk. Af 30
konfirmerede drenge, kom de 28 som regel til søs.
Om sommeren lå vi som drenge og plaskede i
vandet til stadighed - første gang jeg var i vandet, kunne jeg ikke
klæde mig selv af eller på endnu, men løb nøgen inde fra stuen og
ned til havnen, så snart håret var blevet tørt, måtte vi ud igen og
det blev til mange gange om dagen.

Vi soppede også meget i havnen, og da der er
ebbe og flod to gange i døgnet (normalt falder og stiger vandet med
7 fod) var der stadig afveksling dernede. Mellem Fanø og fastlandet
ligger der en stor banke (Søjord kaldet) denne er under vand ved
flod og over vand ved ebbe. Forår og efterår når vildænderne trækker
forbi, slår de sig ned her for nogle dage - man kan da høre dem over
hele øen.
Vildænderne fangede man i fuglekøjer. Man
bruger hertil ca. 30 afrettede vildænder, der var stækkede og
tildels tamme, de beboede et lille afsides liggende hus, der var
omgivet af kanaler og volde og fodredes af en bestemt mand. l
trækketiden blev de så sluppet ud mellem deres vilde frænder, som de
lidt efter lidt lokkede op i kanalerne - disse var overspændt med
net, som manden der lå på lur lukkede når han syntes der var
tilstrækkelig af fugle i dem. Lokkeænderne undgik han naturligvis at
dræbe, så de kunne benyttes igen. Nu er fangst ved fuglekøjer her i
landet forbudt, men nede langs Tyskland og Hollands kyster fanges
der masser af ænder i dem. Husene på Fanø er bygget med gavlene øst
- vest, for bedre at kunne modstå vinterstormene. Det er lave 1
etages huse med stråtag - den ene ende er indrettet til beboelse,
den anden til kreaturhold - får, svin m.m. Om de fleste huse, ligger
der haver indhegnet af stakit. Beboerne går brandvagt hver nat, to
og to sammen, hidtil har de dog været forskånet for større
ildebrande - deres sprøjtemateriale er som overalt på landet meget
primitivt.
Det er kun kvinderne der bærer nationaldragt og
denne er jo velkendt landet over, men vil snart høre fortiden til.
Som drenge bar vi dengang ikke skjorte som nu, men en lignende trøje
som kvinderne har (Bajkje). Alt tøj blev kartet, spundet, vævet og
syet af beboerne selv, og det var meget stærkt og varmt. Moden
skiftede ikke, og tøjet kunne vare i mange år. På benene havde vi
lange hjemmestrikkede strømper op over knæet og træsko, helt af træ
med en messing ring om og en halmvisk i, de var beslået med
jernkramper. Træskoene blev hvidskuret med sand. - Sand havde vi nok
af, det brugtes overalt - på gulvene og i spyttebakken m.m. Det
hvideste sand hentede vi drenge i båd i klitterne tværs over havnen.
Vor første par støvler eller sko fik vi først når vi skulle
konfirmeres.
Vores lege var, for en dels vedkommende,
omtrent de samme som nu, dog ikke så mange. Sport, cykler og andre
adspredelser kendtes ikke. Et par gange om året kom der en mindre
karrusel over, denne blev hevet rundt ved håndkraft, og vi drenge
var ivrige medhjælpere til at holde den i gang. En gang imellem kom
en lirekasse gjennem gaden, dreven af en invalid fra krigen 1864.
Han bar da sin gamle spidse soldaterhue, samt et stort sort fuldskæg
- dengang gik alle mændene med fuldskæg.
Nede på skibsbroen var en lang bænk, der mødtes
de gamle søfolk om aftenen og fortalte om deres oplevelser på de
lange rejser ude i det fremmede, det var ofte spændende for os
drenge, at høre på. Ligeledes vinteraftner i hjemmet, når alt
arbejdet lå stille 1 times tid inden man tændte lampen, da blev der
fortalt mangt og meget, som for os børn, var spændende at høre på.
Mange berettelser og overleveringer, fandt da sted fra den ene
generation til den anden.
Som dreng yndede vi også meget, at tage en pram
og gå på fiskeri, hvilket kunne vare det meste af dagen. Vi fiskede
ål, isinger og små rødspætter, men også mange andre småfisk fik vi.
Vi lå til anker med prammen et stykke ude - vore redskaber bestod af
to net, der var bundet på en jernring af størrelse, som et lille
vognhjul - tværs over denne var fastgjort to jernpinde, hvorpå vi
som agn, havde stukket krabber, hvis ben vi havde pillet af og hvis
indmad lå åben - desuden havde vi på dobbelt sytråd trukket store
sandorme ( det var en lækkerbisken). Sådanne to net havde vi, en på
hver side af prammen, de blev firet ned på havbunden, hvor de blev
liggende ca. 5 minutter, og så skiftevis halet op. Det var morsomt,
og vi fik mange fisk hver gang, hvad vi ikke ville have kastede vi
ud igen. Ovennævnte sandorme gravede vi på strandbredden ved ebbetid
- de forekom i store masser, og blev gravet op med en tregrenet
fork, som reglen af kvinder, gamle mænd og drenge. Sandorm blev
meget benyttet som agn af Nordsøfiskerne, som dengang ikke fangede
rødspætter, men brugte linefiskeri med kroge efter torsk og
hvilling.
Forbindelsen med fastlandet foregik med en
lille dampbåd, med kun ringe Maskinkraft. Vi benyttede dog også
sejlbåd og om vinteren robåd.
Som drenge og børn i det hele taget, måtte vi
også hjælpe til med forskjelligt hoveri - arbejde, såsom beplantning
af klitterne med marehalm, rensning af vandpytter i engene, hvor
køerne skulle drikke, fejning af gaden to gange om året, der var
meget sand at kjøre bort, samt græs at luge.
Når forårs og efterårsstormene var inde, var
der meget at give agt på for os drenge - vandet steg og steg, og
omringede husene, trængte ind i disse, så syge og gamle folk måtte
bæres ud til højere liggende steder. Strandinger fandt da sted og
redningsbåden måtte ud. Ofte var det fremmede skibe, men af og til
også vore egne, da løb vi ud på de højeste klitter, for at spejde ud
over Vesterhavet, om vore fiskerskibe var i sigte. Enkelte gange
blev de derude, og vi så dem aldrig mere.
En morgen vi kom på stranden, stod en brig fra
øen strandet, lige nedenfor badehotellet, mens besætningen, otte
mand, lå døde på strandbredden, hvor vi samlede dem op - to af dem
var mine kammerater. En norsk bark lastet med terpentin fra Amerika
til Hamburg havde mistet rigningen og gik på stranden, kun to mand
af besætningen kom levende i land, men de havde koldbrand i arme og
ben og døde begge på hospitalet. Hele øen lugtede af terpentin i
flere dage, og mange tjente gode penge ved bjergning af terpentin i
tønder. Der kunne fortælles meget om strandinger fra den tid.
Om vores kost, kan siges, at den til daglig var
meget enkel, men den var sund, kraftig og meget nærende. Vi bagte
selv alt, og kun om søndagen var der hvedekage på bordet. Vort øl
bryggede vi selv, det blev opbevaret på stendunke (skjæggemænd
kaldet} og kunne holde sig meget længe.
Om middagen fik vi een ret mad, men der var
altid rigelig, så der kunne blive lidt til frokost og aften. Pålæg
kendtes ikke i det daglige forbrug - kun ved festlige lejligheder
kom det berømte Fanø-smørrebrød og Fanø - kringle på bordet, smurt
og belagt med al slags hjemmelavet pålæg, og sat op på store
tallerkener i høje stabler.
Ved bryllupper eller lignende fester, der
gjerne varede et par dage, og hvor der serveredes varme retter,
måtte man selv møde med kniv og gaffel, som man da bar i sin
inderlomme.
Legetøj som nu, kendte vi ikke meget til, hvad
vi havde lavede vi selv. Penge var i høj kurs - en 10 øre i en
drengs hånd, var for denne en stor kapital.
M. JESSEN