FANØ af viceskoleinspektør Chr. Sneum, Nordby i tidsskriftet DANMARK 1940 

Skabt af storm og sø ligger Fanø som en af vort lands forposter med vest. Sand, sand og atter sand sammenføget i lange sammenhængende klitrækker, pletvis - omkring byerne - afbrudt af agerland og omtrent langs hele øens østside afløst af en smal stykke eng, der sænker sig mod det vadehav, af hvilket det er dannet. 

Men dybt nede under det alt sammen, hvor hverken plov eller spade kan nå, ligger det gamle land, som det nuværende Fanø hviler på. Når havets bølger i velordnede kolonner og under kommando af efterårsorkanen fra vest arrangerer sine uimodståelige angreb på kysten, vaskes sandet bort, og det gamle glemte land kommer enkelte steder til syne. Det afslører sig som skovbund - sorte tørveagtige lag med lange krogede trærødder, der bringer os en hilsen fra en tid, der ligger langt forud for vor. Sine steder går disse lag ud i havet og giver derved støttepunkter for sagnene om et langt større Fanø end det nuværende. 

Beboerne har nu sejret i deres århundred gamle kamp mod det fygende sand og de levende sandbjerge. Sandet er bundet. Der er ingen fare for, at øens agerland mere skal blive dækket af vandrende klitter. Med utrolig flid er hele øens klitpartier blevet beplantet med helme og marehalm, der med de lange rødder holder sammen på sandet og får klitterne til at blive, hvor de nu engang er. Kun i det yderste vest, hvor sandet stadig dynges op af havets kværn og piskes omkring af vindene, kan kampen ikke stilles. Her fører den stadig.

De helt hvide og nøgne klitter, som i sin tid skal have givet Fanø navn: Føhn eller Fønn skal være det oldnordiske udtryk for snedrive, er nu så at sige stivnet i en grå helmedragt eller en grå marehalmsklædning, og helmen har igen for længst banet vejen for lyngen, for blåbær, tranebær og revlingeris, for gråpil og andre af de vækster, der ikke stiller så store krav til tilværelsen, samt en frisk og farverig flora, der år for år breder sig og spreder duft og farve i klitgryderne og i de store "slængder" mellem klitrækkerne.

1890 begyndte staten anlæggelsen af en plantage midt på øen. Fyr og gran, dog flest af de første blev plantet i tusindvis på den mellem byerne liggende arealer.

Fanøboerne så med skepsis på dette foretagende, men i dag ligger der en plantage på et areal af 1027 ha., til gavn for befolkningen og til stor pryd for øen.

Den 15 km. lange vej fra Nordby til Sønderho går gennem plantagen, og det er noget af en oplevelse at cykle ad denne herlige forbindelseslinje mellem byerne. Der ligger kun to huse på hele strækningen, begge afgiver bolig til plantagens ledende funktionærer, og trafikken er ikke overvældende.

Men plantagen er også til gavn for øens dyreliv. Den almindelige jæger har ikke adgang til statsplantagen. Han behøver dog ikke af den grund at tabe humøret; flere tusinde udyrket land står alligevel til hans rådighed, og her kan man nok med sin hund få den agerhøne, sneppe eller hjejle, som han er ude efter. Stranden i vest afsøger han ikke. Her dominerer blandt mange andre fugle den elegante terne, den fornemme strandskade og kongen blandt vore hjemlige svømmefugle: mågen, der fra KOLONIEN i klitterne i larmende og leende flokke trækker frisk luft i havstokken, men alle disse vingede skabninger betyder ikke noget for jægeren. Han går hellere til den klægede strandkant mod øst, hvor der fortrinsvis drives jagt på gæs og ænder. På deres vej over øen aflægger de besøg i vadehavets uudtømmelige spisekammer og sender under flugten et stjålent blik til fuglekøjerne, medens de fortæller hinanden eventyr om den gavmilde køjemand, der øste ud af den tunge byg. Nej! han er der ikke mere, køjemanden eller fangemesteren; han er forsvunden med samt sin røgpotte!  Fuglekøjerne, hvis indretning, drifts- og fangstmåde er en artikel for sig selv, er i dag kun turistattraktioner; og fanøboerne spekulerer endnu halvt i ærgrelse over, hvorfor netop deres fuglekøjer - de eneste i landet - skulle nedlægges og en indtægt derved berøves dem, når fangsten af ænder dog foregår på samme måde i vore nabolande i syd og vest.

Fanøs bebyggelse er i sammenligning med det øvrige land sikkert af forholds ny dato, her er ikke gjort fund, der vidner om stenaldermanden, her er ingen kæmpehøje og ingen runestene. Valdemar Sejrs Jordebog melder dog om bebyggelse på Fanø, og sagnene fortæller, at alle beboere i Sønderho døde, da den sorte død under Valdemar Atterdag rasede.

At Nordby og Sønderho ligger i hver sin ende af øen, som om de af uvenskabelige grunde havde vendt hinanden ryggen, ligger sikkert i, at øen i sin tid var delt i to øer; det egentlige FANØ med byen ODDEN nu Nordby og SØNDERHO EYLAND mod byen Sønderho. Når man derfor i dag taler om Fanniker, er det nordbyanerne, der menes. Beboerne i Sønderho er sønderhoninger, men fanøboere er de naturligvis alle.

På grund af de særlige øforhold har fanøboerne gennem generationer levet livet til dels afsondret fra de øvrige indbyggere i landet, men samtidig - ihvert fald for mændenes vedkommende som følge af den store skibsfart haft så at sige hele kloden til tumleplads. Og dette på en gang afsondrede og verdensomspændende har i særlig grad præget øens befolkning og givet sig udslag på mange måder: nemlig i sprog, klædedragt, i forskellige skikke, i hjemmenes udstyr og mange andre områder.

Vi går ind i et af de rigtig gamle Fanøhuse. Det er tækket med strå, og rødstensmurene er sirligt afstregede med hvidt i fugerne.  Vi bukker os en kende, da vi åbner den lave indgangsdør, der på tværs er delt i to halvdøre, og så står vi i den lille forstue, der ved malede bræddevægge (skotter) er adskilt fra husets øvrige rum. l stuen er der lyst og venligt. Gennem de små rudede vinduer vælder sollyset ind mellem pelargoniernes blade under et blomstret sirtsesgardin og tegner skygge af sprosser og urtepotter på det hvidskurede sandstrøede gulv. Stuens ydervæg er beklædt med hollandske fliser (kakler) med forskellige motiver i brunt og blåt. Det er en vægbeklædning, der lukker al fugtighed ude, og som tillige er let at holde ren. Omkring bilæggerovnen er der også flisevæg, og den gamle ovn med sine bibelske billeder i støbningen og sine skinnende messingknapper er en seværdighed i sig selv.

Et hollandsk stueur med et enorm lod hænger på væggen og mål er ikke alene tid og time ud, som det sig hør og bør, men det kan også vise dato og måneskifter. Dets mekanisme er sindrigt og det slår med klang af sølvklokke.

Gennem hjørneskabets glasvinduer ser man sølvskeer sidde i række over fine japanske kopper, kander og skåle, og i det modsatte hjørne af stuen hænger et med navn og årstal udskåret mangletræ med tilhørende manglestok - gammeldags remedier til tøj rulning. På en hylde ligger et russisk æg, der er til at skille ad, og det indeholder 10 til 14 andre æg i alle farver, det ene inden i det andet. Det er hjembragt fra Archangelsk. Ved siden af ligger en farve strålende konkylie, vi holder den med åbningen for øret og lytter betagende til bruset fra tropehavet, der blidt og blødt skyller mod morgenlandets palmekyster.

Væggenes prydelser er i hovedsagen billeder af fuldriggere og barkskibe, brigger og skonnerter for fulde sejl med Dannebrog og stander til tops – og så naturligvis familieportrætterne (gamle skippere med bistre ansigter, og fanøkoner, der ser så alvorlige ud, at de næppe ligner sig selv). En enkelt kunstfærdig navneklud hænger også i glas og ramme, de hænder, der syede den er for længst falden til hvile og farverne er nu stærkt affalmede.

Manden i huset er naturligvis skipper. Han er gammel nu, og han hører til dem der har 'lagt op". men han lever og ånder alligevel for søen og øens folk, fra han om morgenen tænder sin pibe og slår på "glasset" (barometret) for at se, hvordan vejrudsigten er for den kommende dag, til han om aftenen, inden han stænger sin dør for natten, tager kending af vind og vejr.

Gennem en menneskealders sejlads i det fremmede er han kendt på alle breddegrader. Han har rundet Kap Horn adskillige gange, han har prøvet kulden under den farlige sejlads mellem isbjerge under Grønlands kyster og svedt under Ækvators solhede, han har set tyrefægtninger i Spanien og hanekampe i Mexico, taget en dyst med sørøvere i kinesiske farvande og ene af hele besætningen bjerget livet under forlis på Sydamerikas Vestkyst, Han er omtrent lige så godt kendt i Yokohama og Sidney, Cape Town og Buenos Aires, som han er det i Esbjerg, men han lægger ikke skjul på, at af alverdens lande er Danmark det bedste, og at Fanø inden for Danmark igen bærer prisen. Politisk er han ikke, men han er national, så det forslår noget, hans sprog er påvirket af det engelske, som han jo så ofte har måttet benytte sig af, men fanødialekten, der har særlig udprægede stød, taler han uden ramlen.

Hans hustru er naturligvis i fanødragten med et ejendommeligt hovedtøj, der aldrig blæser af i øens urolige vejr, med sølvknapper i silkelivet. (æ nattrøj) og med de folderige skørter, der er kantede forneden med farverige bånd. Hvor er hun net i denne sjældne klædning. Hun fortæller om de forskellige dragters udstyr: brudedragten, enkedragten, arbejdsdragten og barnedragten, og hun fremhæver med et suk, at dragten nu er i stærk aftagende. Om 15 år eller højst 20 vil den være en stor sjældenhed.

Hun har i det det hele taget en dyb ærbødighed for alt det, der er nedarvet fra fædrene. Hun overholder trofast de gamle skikke, anvender husråd i sygdomstiIfælde og kender et utal af en svunden tids viser og talemåder, og så ved hun besked med slægtens historie langt tilbage i tiden - den historie, der aldrig blev skrevet, men som i mørkningstimerne blev fortalt fra generation til generation.

Selv om hun ikke er overtroisk er hun klar over, at der er meget mellem himmel og jord, som hun ikke begriber og hun stiller sig venlig forstående over for den, der har sans for det overnaturlige. Hun er en dygtig husmor, der nok selv kan ordne sine sager og tillige få tid til at yde naboer og venner en tjeneste.

Begge er glade af sind. Vel har de haft deres sorger og savn, men de er komne lykkelige i gennem det alt sammen, selv om det ikke helt gik efter beregningen. De sætter pris på et godt vennelag, og kan endnu så gamle, som de er, med liv og glæde dreje sig i en sindig "sønderhoning" eller fanikerdans. Jo! siger de: man må holde sig ung, når bare man gør noget selv til det.

Man kan ikke skrive om Fanø uden at omtale sømandskonen, for hun er en type for sig selv. Hende var det, der gjorde arbejdet medens manden var borte - ofte flere år ad gangen. Hun opdrog børnene, forvaltede pengene - kort sagt: hun styrede hjemmets samlende og bærende midtpunkt var hun! Til hende gik trods alt og alle afstande tankerne fra fanøskibene på verdens yderste hav.

Kort 1870