Fanø.

Fanø (1231 Fanø, ca. 1340 Faanø) ligger SØ. for Skallingens sydspids, fra hvilken den skilles ved det ca. 1,5 km brede Graadyb, mens farvandet mellem øens nordøstspids og Esbjerg (Fanø Bugt) er ca. 2 km. Fra NNV. til SSØ. er øen hen ved 17 km, medens dens største bredde fra Ø. til V. er hen ved 5 km. Øen, hvis højeste punkt, 23 m, ligger nærved Sydspidsen, har en temmelig jævn overflade, der overvejende er dækket af hede, flyvesand og klit; kun mod N. omkr. Nordby og mod S. lige N. for Sønderho findes der nogle flade strækninger, som dyrkes. Langs hele Vestkysten strækker sig en række klitter og uden for dem en bred forstrand af fast sand. Øen er 5570 ha (55,7 km2); november 1925 havde øen 2731 Indb. (1801: 2230, 1840: 2678, 1901: 3177). Den har to sogne, Nordby og Sønderho sogne.

Øen er en Fortsættelse af Vestjyllands klitdannelse, og har mulig tidligere været større, navnlig bredere end nu. Hvorvidt øen har været beboet i oldtiden, er noget tvivlsomt. Jordfaste oldtidsmindesmærker kendes overhovedet ikke, og af oldsagfund haves kun ganske enkelte (et ornamenteret ravstykke fra stenalderen fundet på stranden ved Sønderho, samt en lille bronzeøkse fra bronzealderen). Endnu i beg. af 13. årh., synes øen ikke at have været bebygget. I ølisten i Vald. II's Jordebog omtales, at der på denne var „Hus", antagelig et kgl. jagthus. Der er blevet sagt, at den ældste by skal have ligget midt på øens østside; endnu mener man at kunne vise det sted, hvor dens Skt. Annæ Kirke har ligget (i Rindby, i Skt. Annæ Bjærge). Også vil sagnet vide, at der i gamle dage har været et sogn, Vesterho, som er blevet bortskyllet ved en stormflod; ligeledes skal øen i gamle dage have været delt i to dele ved et Sund, der gik over Annedal.

Sikkert er det derimod, at øen endnu 1340 (ifl. Kirkelisten i Ribe Oldemor) kun havde 1 kirke; men om denne da havde sin plads omtr., hvor nu Nordby kirke ligger eller den endnu lå i Skt. Annæ Bjærge, er uvist. I middelalderens senere del anlagde Ribe-Borgerne to fiskerlejer, Nordby og Sønderho; de ejede eller havde part i fiskerboderne og fartøjerne, Fangsten („Ribe-Flyndere") afsattes over Ribe. I hvert fald nu er kirken sikkert flyttet til Nordby, og Sønderho har formentlig snart efter fået egen kirke, l 1557 klagede indbyggerne over, at Ribeborgerne dels forbød dem at sælge til andre, dels gav dem alt for lidt for fisken og tog for meget for andre varer. I 1587 klages over fiskeriets aftagen, og i beg. af 17. årh. trak Ribe sig ud af virksomheden og overlod det hele til fannikerne, der i de følgende tider fristede en kummerlig tilværelse, især når fiskeriet slog fejl.

Fra gl. tid havde Varde og Ribe privilegium på at forhandle og udføre den fisk, der hidrørte fra de sydvestjyske fiskerier, men april 1685 fik Fanø og Mandø privilegium på selv at udføre deres fisk, og fritagelse for at svare sandtold deraf. Dette blev grundlaget for opkomsten af den så betydelige skibsfart på Fanø. I 18. årh. erobrede fannikerne en stor del af handelen med jydepotter og transport af tørv og korn til Vesterhavsøerne, og omkr. 1720 dreves en livlig kysttrafik med både, til dels smuglerfærd. Ved midten af 18. årh. drog i stort tal unge karle til Holland og for til søs med hollandske skibe. Først omkr. 1760 begyndte man på øen selv at bygge større skibe; fra 1780 byggedes således mange i Sønderho, og i beg. af 19. årh. var 80-90 skibe hjemmehørende i denne by. I 1800-07 var det en gylden tid for skibsfarten, derefter kom der på gr. af krigen en stilstand til 1814, hvorefter skibsbyggeriet tog fornyet fart. Fartøjerne var gennemgående små; i Sønderho trak man dem på land om vinteren, i Nordby kunde de ligge over i „Loen", indløbet til byen. Sejladsen gik i århundredets første halvdel mest til Vesterhavsøerne, Højer, Tønder, Ribe, Hamburg og Bremen, større skibe sejlede på England, Holland, Frankrig og Norge. Flåden led stærkt ved gentagne store forlis; 1824-27 blev 40 husmødre i Sønderho enker. Skibene byggedes større og større, og 1859 angives Fanø at have den største flåde næst efter København. Mange af dem var kolossale jernsejlskibe, der udelukkende gik i udenrigsk fart. Men da sejlskibene efterhånden afløstes af dampskibe, begyndte fra 1896 en nedgangsperiode; talrige større forlis fremskyndede denne, og søfolkene lod sig hyre som matroser, styrmænd eller førere på dampskibene, l vore dage er kun nogle småskibe tilbage. Nu har desuden havnen l Esbjerg draget sejladsen til sig.

Øen har været stærkt plaget af sandflugt; klagerne herover begynder i 1557; i 1573 var størsteparten af Nordby præstegård og en stor del af bøndernes ejendomme ødelagt af sand, i 1592 klages over skade paa kornsæden ved Sønderho; 1651 var Sønderho præstegård ødelagt, 1683 var 4 huse i Sønderho ødelagt og forladt af ejerne, og 9 Huse stod for Tur; i 1735 hedder det, at sandflugten vel var ved at dæmpes, men den havde ødelagt øens bedste jord. Landbruget har derfor ikke større betydning. Mellem klitterne i dalstrøgene vokser græs og dværgpil („Vægger"), der afgiver føde for den ret store fårebestand; de store enge på øens østside yder fortrinligt hø, men ikke tilstrækkeligt; man har fra gammel tid indført såvel hø som tørv fra fastlandet. I øvrigt har landbruget fra gammel tid mest været passet af kvinderne, da mændene var til søs om sommeren, øen hørte fra gammel tid som bøndergods under Riberhus Ladegård; men 1741 lod Chr. VI den sælge ved aukt. for c. 6000 Rd. til samtlige beboere, der købte den med jagt- og strandretten. Den gamle Ordning med Fællesjord har til dels endnu holdt sig, idet Oddens indb. i fællesskab ejer en stor marskeng („Grønningen") på nordspidsen af øen, som benyttes til kreaturgræsning. Øens jorder er ikke matrikulerede og udskiftede, men hver ejer har sine jorder liggende i spredte småagre; en opmåling med udskiftning for øje foretages dog nu. Der finder endnu løsgang af kreaturer sted. Ved østkysten har man tidligere søgt at indvinde land til eng ved den såkaldte ”Udgrøftning", idet man på vaderne gravede små grøfter; det mellem disse opskyllede slik bliver højere og højere og hæver sig efterhånden over daglig højvande, l 1874 gaves der således en privatmand koncession på indvindingen af et areal på 1430 ha, men koncessionen er ikke fornyet og arbejdet ikke fortsat.

På østkysten er der flere steder anlagt „Fuglekøjer", en af træplantning omgiven dam eller lille sø, hvorfra der udgår kanaler, og hvori der ved hjælp af lokkeænder fanges vildænder under udspændte ståltraadsnet. For tiden er der 3, hvori der årl. fanges 5-6000 Vildænder. Ligeledes findes en større mågekoloni. Den mellemste del af øen er nu beplantet (Fanø Statsplantage, anl. 1892, 1004 ha).

Som alle øboer holder Fannikerne stærkt ved gamle Sæder og Skikke. Kvinderne har endnu for en stor del bevaret den karakteristiske nationaldragt, der noget minder om Amagernes; under markarbejdet bærer de ofte sorte halvmasker („Struder") for ansigt på grund af den barske vestenvind og den stærke sol,  De gamle huse er næsten alle ens: en lang, lav  bygning i eet stokv.  af rede sten med stråtag;   i   den ene ende beboelseslejligheden,   i   den   anden   bryggers   eller  vaskerhus,   Stalden   og  en  lille lo. Bygningen vender i retn. Ø. - V. af hensyn til vestenvinden. Til de fleste huse hører en lille Have.    Nordby   er   dog   nu   stærkt   præget af nyere bebyggelse,   mens  Sønderho bedre har bevaret sit gamle udseende.

Ved Midten af 19. arh. begyndte Fanø at blive kendt som badested. Fanø Vesterhavsbad, i klitterne på Vestkysten, anlagdes 1891 af et aktieselsk., for udenlandske penge, men er dog senere gået over på danske hænder. De tre store hoteller byder på al tænkelig komfort, og her udfolder sig et internationalt badeliv. Badningen f'oregår dels fra vogne, som køres ud i vandet, dels fra klitterne på åben strand. Den brede Forstrand, der strækker sig langs hele Vestkysten, har flere gange været anvendt til automobilvæddeløb. i klitterne findes golfbane og tennisbaner.

Foruden hotellerne ved Vesterhavsbadet findes flere hoteller i Nordby og Sønderho og talrige pensionater, ligesom beboerne i stor udstrækning udlejer værelser til badegæster, så turistbesøget nu er en væsentlig Indtægtskilde for beboerne.

Fanø var fra gi. Tid et eget birk, en birkefoged omtales allerede 1586; først ved lov af 3. april 1900 blev dette ophævet, og øen fik tingsted i Esbjerg.

Litt: H, Poulsen, Et Brudstykke af Fanøs Hist., i Fra Ribe A. 1914.— P. Herschind, Srnaatræk fra Fanø paa de store Landboreformers Tid, sst. 1927. — Sine Godskesen, Livet paa Fanø i Midten af forr. Aarh., sst. 1919. — K. Rée, Esbjerg og Fanø, Turistfører. Esbjerg 1923. — H. Grüner Nielsen, Folkelig Vals, Kbh. 1920, p. 23 flg.

Nordby Sogn udgår den største, nordl. del af øen. Om Fanø Statsplantage og om Grønningen se ovfr.

Befolkning i 1925: 2184 (1801: 1363, 1850: 1841, 1901: 2408). Gde og Hse (1921): 353. Det saml. Hartk.(1905): 72 Td.; 18 Gde med 27 og 270 Hse med 45 Ttl. Hartk., samt 210 jordløse Hse. Ejdsk. (1924): 5510, deraf Jordv.: 997. Areal: 3811 ha, hvoraf (1919) besået med rug 48 ha, byg 48, havre 41, blands. til modenhed 22, kartofler 24, foderroer 27; grønfoder og græsning udgjorde 519 ha, Haver o. l. 18. Skov 590, heder og lyngbakker 2373, vandar. 11. kreaturhold (1924): 113 heste, 664 Stk. hornkv. (deraf 321 køer), 36 geder, 901 får, 442 svin.

I sognet byen Nordby - stor købstadlignende, tæt bebygget landsby - omfattende bydelene Odden og Nørby (1606 Nøerbye) - november 1925: 1791 Indb.(1921 272 gde og hse; 1911: 1873 Indb. med bl. a. (flg. erhverv: fiskeri 54, landbr. 268, håndværk 406, handel 213, transport 483) - med kirke, 2 kirkegårde, den nordre ved kirken, den 1895 anlagte ny vestre Kirkegaard V. for plantagen, Præstegd, (den 1781 opførte brændte 1901), Missionshus (opf. 1888), Epidemihus (opf. 1915, Arkt. Clausen, Esbjerg), Ting- og Arresthus (opf. 1876, af røde mursten, Bygm. Hans Nielsen; 6 PI.), der ved en tilbygning (1897, Arkt. Jensen, Ribe; 15 PI.) tillige er bragt til at give Plads for Tvangsarbejdsanstalten for Ribe Amt, samt bolig for arrestforvareren, der tillige er opsynsmand ved tvangsarbejds-anstalten, Kommuneskole (opf. 1851, udvidet 1862, 1867 og 1876, af røde Sten i 1 Stokv.), kommunal Mellem- og Realskole (opr. 1891, af røde Sten i 2 Stokv., Arkt, V. Holck), teknisk Skole (opf. 1892, af røde Mursten i 2 Stokv., Ark. Holck), Navigationsskole (opf. 1894). Apotek (i det tid!. Posthus, opf. 1897), Fanø Spare- og Laane-kasse (opr. 1869; marts 1925 var lndsk. 1,845,244, Reserver 210,104 Kr.), filialer af Landmandsbanken og Handelsbanken, 2 hoteller, flere sommerpensionater, Handelsetabljssementer m. m., brugsforen., mineralvandsfabr., andelsmejeri (opr. 1889, udvidet 1909), gasværk (opf. 1907), vandværk (opf. 1914-15), elektricitetsværk (anl. 1920), skibsværft, færgested med overfart til Esbjerg, toldkontor under Esbjerg Toldsted (i den gamle Toldkammerbygn., bestyres af en overtoldbetjent), Havn (hvis anlæg paabegyndtes 1870, har en Dybde af indtil 4,5 m; i løbet, som fører derind (Fanø Lo) er Dybden ved middelhøjvande 2,8 m; 2 vinkelfyr, 2 ledefyr og et fast havnefyr, alle anbragte på pæle, leder Besejlingen), telegrafst. og postkontor (i det tidl. Hotel Færgegården, som ved færgeriets overgang til staten blev statsejendom); Landsbyerne: Byen med forsamlingshus (opf. 1898}; Rindby med kirkegård med ligkapel (opf. 1894) samt skole (opf: 1910, Arkt. Clausen, Esbjerg), forsamlingshus (opf. 1897), Brugsforen. og redningsst.; ved Vestkysten ude i klitterne ligger Fanø Vesterhavsbad (anl. 1891, oprindl. et Aktieselsk.) med stort Kurhotel samt 3 andre Badehoteller (Hotel Kongen af Danmark, Missionskurstedet (indr. 1919 i det tidl. Strandhotel), Strandhotellet (tidl. Hansens Pensionat)), Villaer m. m. samt telegrafst. — l sognet var der 1926 50 Fiskere (deraf 36 erhvervsf.), der ejede 8 motorfartøjer over 15 Tons til Værdi 150,000 Kr., 4 motorf. mellem 5-15 T., værdi 21,000 kr., 2 Motorbaade under 5 T., Værdi 2400 kr., 12 både, værdi 1300 kr., samt redskaber for 14,290 kr.; værdien af fangsten (herunder 180 T. rødspætter, 20 T. kuller) udgjorde 80,000 kr.

Nordby S., en egen sognekommune, har tingsted i Esbjerg og hører under rets- og politikr. Esbjerg Kbst. m. m., Varde Amtstuedistr., Esbjerg Læge-, Skatte-og Vurderingskr., Amtets 5. Folketingskr., 7. Forligskr. og 7. Udskrivningskr.' 8. Lægd. Kirken er selvejende.

Kirken består af et bredt langhus (indv. 28 X 16 m), med fladt, gibset loft, et våbenhus mod N., en udbygning mod S. (Præsteværelse) og en udbygning mod ø. (Sakristi). Den er opf. 1786 (indv. oktober s. A.; på østgavlen: HF,: Præsten Hans Friis, og 1786) af røde mursten med et højt, på gavlene afvalmet tag med sorte, glasserede tagsten og et kobbertækket spir midt på tagrygningen (opsat 1909, Arkt.

Gade i Nordby.

Holck). En række slanke stolper støtter loftet. Alteret, ved sydvæggen lige for indgangen, har et maleri (Christus og den samaritanske kvinde) fra 1864 af J. Reinau. Prædikestolen, før over alteret, nu ved sydvæggen, er fra 1620 (restaur. 1894), i renæssancestil; i fyldingerne er 1913 af kunstmaler Jørgen Hansen, Esbjerg, malet billeder (Christi fødsel, korsfæstelsen, opstandelsen, himmelfarten). Mærkelig malmdøbe-font, vistnok fra 2. Halvdel af 15. årh., med krucifikser, kors og mandehoveder samt en paa hovedet vendt indskrift i gotiske minuskler, der er tydet: .hoc est baptisterium poenitentiae", : dette er Angerens Døbested (sagnet har haft travlt med fonten, idet der snart fortælles, at den er skænket af Thyre Danebod, snart af Dronning Dagmar, snart at den er drevet op fra havet, se Schiern, Hist. Studier II p. 279, J. Helms, i D. månedsskr. VI 1857, p. 230 flg., og E. Rørdam, i Kirkeh. Saml. 4. R. II p. 187 flg.). Et orgel, der er skænk. 1842 af Chr. VIII, står på et pulpitur, der strækker sig langs hele nordvæggen, et nyt større orgel er 1917 skænket af skibsreder D. Lauritzen og anbragt i kirkens østende. Desuden findes den gamle, 1894 restaur. altertavle, flere skibe samt to 1897 skænkede glasmalerier med symbolske fremstillinger af dåben og nadveren. På vestre kirkegård blev 9. december 1923 rejst et mindesmærke (høj

Nordby Kirke,  Fanø.

Granitobelisk) over de under verdenskrigen forulykkede søfolk (i alt 20) fra Nordby, og samtidig indsattes i kirkens sydvæg en marmortavle over dem. (Se C. N. Mølgaard, Minder fra Verdenskrigen, I Fra Ribe A. 1927).

Den tidl. kirke havde tårn samt 3 udbygninger på nordsiden opførte i 1651, 1703 og 1737. I flg. Dske Atl. skal kirken være opf. 1574 til afløsning af en ældre og mindre kirke, der skal have stået i Korsdalen; men om delte er rigtigt, kan ikke afgøres. I præsteberetn. fra 1638 fortælles, at kirken også kaldtes Fanø Kirke, fordi Nordby Sogn var „ældre, større og mere folkerigt" end Sønderho Sogn.

Sognets gamle Navn er Nørby, der er det alm. indtil slutn. af 18. årh., og som er bevaret som navn på en af bydelene, l sognets liber daticus opregnes sognebyens dele ved midten af 18. årh.: Renderne eller Rindbye, Byen, Nørbye, Ved Møllen, Odden, Nør omme og Vandby.

Nordby Kirkes Indre.

Et typisk gl.  Skipperhus  fra Nordby er overflyttet til  Frilandsmuseet ved Lyngby.

Fire vedtægter for Nordby fra 1722, 1743, 1781 og 1786 er trykt i Bjerge og Søegaard, Dske Vider og Vedt. III p. 423 lig.

Litt.: Holger Poulsen, Nordby paa Fanø i gl. Dage, i Fra Ribe A. 1916. - S. Fort., Præsterne i Nordby efter Reformationen, sst. 1915.

Sønderho Sogn, mod S., er det mindste på øen og i hele herredet. På øens højeste punkt er der trig. station. Foruden en del af Fanø Statsplantage ligger her 4 mindre Plantager.

Befolkning i 1925; 547(1801: 867, 1850: 988, 1901: 769). Gde og Hse (1921): 188. Det saml. Hartk. (1905): 28 Td.; 1 Gd. med 1 og 276 Hse med 27 Td. Hartk. Ejdsk. (1924): 1065, deraf Jordv.: 227. Areal: 1759 ha, hvoraf (1919) besået med rug 11 ha, byg 10, havre 14, blands. til modenhed 5, kartofler 7, foderoer 1 ; grønfoder og græsning udgjorde 263 ha, haver o. I. 9, skov 305, heder og lyngbakker 1090, Klitarealer og stenmarker 17. kreaturhold (1924): 26 heste, 123 Stk. hornkv. (deraf 66 køer), 28 geder, 395 får, 57 svin. 

l Sognet Byen Sønderho (1548 Sønderhofvit) — november 1925: 471 indb.; 1911: 630 indb. med bl. a. flg. erhverv: landbr. 92, håndv. og Ind. 124, handel 74, transport 195 — ved øens sydøstspids, med kirke, præstegd., skole med forskole (tilbygg. 1901), Missionshus (opf. 1909), 2 forsamlingshuse (opf. henh. 1893 og 1919), Filial af Landmandsbanken, Afholdsrestauration, Kro, Brugsforening, Kbmdshdlr. m. m., Ml, Savmølle, Pakfarvefabr., Andelsmejeri (opr. 1893), Told-kontrolst. og Redningsst. (opr. 1887) samt Posteksp. og Telegrafst. 

Sønderho S., en egen Sognekommune,  har Tingsted i Esbjerg  og hører under

Sønderho Kirke.

rets- og politikr. Esbjerg Kbst. m. m., Varde Amtstuedistr., Esbjerg Læge-, Skatte- og Vurderingskr., Amtets 5. Folkethigskr., 7. Forligskr. og 7. Udskrivningskr.' 69. Lægd. Kirken tilhører Sognebeboerne. 

Kirken består af et bredt Langhus (25 X 16 m), med fladt bjælkeloft, og et våbenhus mod S. Kirken er opf. 1782 med to høje gavlkamme over det flade skifertag, der er opf. 1865 i stedet for det tidligere dobbeltfag; ved samme restauration ombyggedes gavlene til dels, det nuv. våbenhus opførtes, og et våbenhus mod N. nedbrødes. Indv. er kirken tvedelt ved en række træsøjler. Ny altertavle med et maleri (Christus i Getsemane) af A. Dorph (den gl. altertavle, med nadverbill., hænger i kirken). På alterbordet bl. a. udskåret et skib. Prædikestol i renæssancestil fra c. 1600

(Himlen fra 1661). Granitdøbefont. Stolestader hidrørende fra Domkirken i Ribe. Pulpitur langs hele nordvæggen. I kirken flere gamle lysekroner og lysearme (deribl. en fra 17. årh. i form af en slange fastholdt af et løvehoved) samt mange skibe, deribl. en model af et dansk krigsskib fra 1747, Anna Cathrine, der strandede på kysten. Ligsten over Matrone Maren Jeskum, † 1715. På den gl. kirkegård findes 3 tyske og 1 engelsk krigergrav. En ny kirkegård indviedes 1923. 

Den tidligere Kirke, der lå på samme sted, og som måtte nedbrydes på grund af brøstfældighed (se Saml. t. j. Hist. IX p. 188), var tårnløs og ifl. D. Ati. forhøjet 1604, i 1717 forlænget med 5 fag og 1738 omgivet med et plankeværk af hensyn til sandflugten.

En Byskraa for Sønderho fra 1777 er trykt i Bjerge og Søegaard, Dske Vider og Vedt. II p. 578.