SYDVEST JYLLAND

TURISTFORENINGEN FOR DANMARK

ÅRBOG 1935

UDGIVET UNDER REDAKTION AF

A.NORDAHL-PETERSEN

FANØ OG MANDØ

N. M. Kromann

FANØ

FØRSTE gang vi træffer på navnet Fanø er i kong Valdemars Jordebog af ca. 1231, da navnet staves som nu. Øen har i tidligere tider været krongods og underlagt Riberhus Ladegård. Beboerne ernærede sig da kummerligt ved fiskeri ved siden af, de kæmpede en fortvivlet Kamp mod sandflugtens hærgning og stormflodernes Ødelæggelse af Kysterne og tilgrænsende Jorder.

Men i 1741 købte beboerne øen, der er ca. 52 kvadratkilometer stor, af kronen med strand- og jagt rettigheder for 97 Rdl. K. pr. tønde Hartkorn. Ribe havde fra ældgammel tid eneret på sejlads og skibsfart på de udenfor liggende kyster og strømme, og Fanøboerne var det af den grund forment at ernære sig ved skibsfart. Først da beboerne i 1741 blev selvejere, fik de ret til at drive skibsfart, og det varede nu ikke længe, inden de, skønt fattige, navnlig ved hjælp fra Holland, hvor de unge mænd i mange tider havde været forhyret med skibe og var kendt for dygtighed og sparsommelighed, efterhånden fik skabt en større Flåde, ganske vist til en begyndelse kun små skibe på 6 til 18 Kommercelæsters drægtighed.

Med disse små skibe befor de landene på alle sider af Vesterhavet, og da vi nåede til omkring 1806, på hvilket tidspunkt øens be­folkning var omtrent dobbelt så talrig som Ribes og Vardes tilsammen, var der almindelig velstand blandt hele øens befolkning; men denne fik desværre en brat ende.

Krigen med England 1807 - 14 standsede al skibsfart, og regeringen beordrede hele Fanøs skibsflåde til at sejle med fødemidler til det nødstedte broderland Norge. På denne farlige sejlads blev mange skibe kaprede af englænderne, og over 200 af mandskaberne sad i kortere eller længere tid i fangenskab -»Prison« - i England, mange i flere år, og tabte derved alt, hvad de ejede. Englænderne forsøgte også flere gange at gøre landgang på øen; men angrebene blev hver gang tilbageslået fra Batterierne, af hvilke der fandtes 3 ved Nordby og 3 ved Sønderho.

Det tog mange år efter fredsslutningen, inden Fanø fik sin gamle velstand tilbage. Af mangel på skibe, hvis antal var gået ned til omkring en tredjedel før krigen, og hvoraf mange gik tabt ved forlis i årene derefter, måtte beboerne optage den gamle næringsvej fiskeriet, der dog kun gav et ringe udbytte. Efterhånden fik de dog bygget nye skibe, og omkring midten af forrige århundrede var øens tonnage vokset til at være den næststørste i Danmark uden for København, og nu flød der altså stor velstand til øen.

Skibsbyggeriet florerede og gav arbejde til mange hænder. I et tidsrum af godt 125 år er der bygget over 1000 skibe på Fanø, hvoraf mange store og smukke barkskibe, der gik i fart over hele kloden. Nu er Fanøs sejlskibstid forbi.

Dampskibene har erobret herredømmet over fragtfarten. De sidste sejlskibe fra Fanø forsvandt under verdenskrigen.

Men rundt omkring i husene findes minder fra denne stortid, da øens barker og fuldriggere viste flaget omkring på alverdens have. Der er her smukke konkylier fra Vestindien, koraller fra Sydhavet, våben og brugsgenstande fra Vestkysten af Sydamerika, porcelæn og silketøjer fra Kina og Japan o. m. a., der giver de lavloftede, sirligt holdte stuer et museumspræg. På væggen illustreres skibsfartens udvikling; her findes tipoldefars lille jagt, oldefars galease, bedstefars skonnertbrig og fars bark eller fuldrigger. Alt gemmes og værnes der om med den største pietet, men forevises gerne de fremmede, der besøger øen; og får man lejlighed til at komme i samtale med en af de gamle sejlskibsførere, fortæller han også gerne om sine mange og interessante oplevelser på havet og i de fremmede lande, ikke »Skipperhistorier«, men tilforladelige og selvoplevede tildragelser.   

Den typiske Fanø-kvinde er ved at forsvinde. Mens manden var på søen, passede kvinderne hus, hjem, markarbejdet og fiskeredskabernes udredning samt fiskens behandling, og det gjorde de med den største dygtighed. Det meget udendørs arbejde, alt dette fordrede, nødte dem til at være varmt og godt påklædt. Som følge heraf opstod i sin tid den ejendommelige, men smukke dragt, de bar, og som nu kun bæres af de ældre Kvinder. Typisk for dragten var de masker, der toges for ansigtet - strude kaldet - ved arbejdet ude. De beskyttede ansigtet mod den hårde vinds og sandflugtens påvirkning. Fanøkvinden har derfor altid været kendt for sin smukke naturlige teint. Hænderne blev heller aldrig grove eller hårde ved det slidsomme arbejde, da man under dette bar halvhandsker - snubber kaldet - på hænderne. I forårstiden kunde man forhen se kvinderne med små spidse spader grave og tilså agrene og i høstens tid afskære kornet med segel. De unge piger fulgte altid med i dette arbejde, der for øvrigt gik med liv og lystighed. Den unge sømand valgte fortrinsvis sin brud blandt de dygtigste piger.

Nogen variation i dragten var der. Der var forskel i den daglige dragt og søndagsdragten i henseende til stof og farver. Altersdragten var noget for sig, og enkerne gik altid mørkklædt. Smuk var konfirmandindens dragt, og endnu smukkere var bruds og brudepigers. Indtil omkring 1807 gik skipperne i korte, brune fløjlsbenklæder, gul silkevest og brun klædesfrakke med sølvknapper, og de fornemmeste bar paryk og høj silkehat.

Når færgen lægger til ved Nordby, Fanøs største by, er man kommet til en plet, der for 60 - 70 år siden næsten var ukendt uden for dens nærmeste omegn eller de pladser, hvortil Fanøskibene ankom, men som nu næsten har opnået verdensberømmelse for sin på visse områder storslåede natur, sine fortrinlige badeforhold og sin friske luft. Nordby har endnu præget af at have været en smuk fisker- og skipperby, derom vidner bl. a. den ejendommelige bygningsstil, en stil, der er hentet fra de frisiske øer og Holland. De fleste bygninger er tækket med rørtag, har tavlemur og ligger for det meste med enden til gaden. Af bygninger lægger man straks mærke til den gamle Krogård ved havnen, opført 1686 og med krobevilling fra samme Tid. Den og Hotel Nordby samt en hel række pensionater inde i byen er altid belavet på at have badegæster og tu­rister. En spadseretur omkring i byens snirklede og smalle gader og stræder lønner sig. Man undres over, at næsten ingen huse I en sådan gammel skipperby ligger kompasrette, men ligger, som var de rystet tid af en stor sæk og derved fået en tilfældig beliggenhed; men netop dette virvar gør byen hyggelig og interessant for turister. Midt i byen findes et museum installeret I et originalt skipperhus, hvor de gamle stuers beliggenhed og for øvrigt hele husets indretning er bevaret i sin oprindelige skikkelse og er altså et typisk skipperhus med møbler, køkken- og landbrugsredskaber, alkovesenge og dragter o. m. a., som det var for mange år tilbage. Alt af stor lokal- og kulturhistorisk interesse.

Kirken er opført 1786, efter at den gamle - omkring 1530 opførte og i Rindby beliggende kirke - var bleven så gammel, at den måtte nedbrydes. Døbefonten er det mærkeligste, der findes i kirken. Et sagn fortæller, at den skal være skænket af Thyra Danebod, et andet at dronning Dagmar skal være giveren. Den er af metal med en mærkelig indskrift, der først tydedes for ikke mange år siden. Indskriften er minuskler i spejlskrift, der står på hovedet og er tydet som: »Dette er Omvendelsens Døbefont«. Den menes i alt fald at være fra første halvdel af det 15. århundrede. Stedets daværende præst, N. H. Friis, skriver i liber daticus i midten af det 18. Århundrede om fonten, at »det Vand, som nu er deri, og hvori Børnene døbes, har været der i over 100 År; dog er det så friskt og klart, som det var kommet deri i Dag«. Og efter ældre folks udsagn skulde vandet endnu 100 år derefter have været i fonten, der havde den egenskab, altid at holde vandet friskt. Under loftet i kirken hænger flere skibsmodeller, forfærdiget af og skænket tid efter anden af byens sømænd.

Byen har desuden Navigationsskole, læge og apotek, posthus, toldsted, telegraf, elektricitets-, vand- og gasværk, Ting- og arresthus, epidemihus, Missionshus, Teknisk Skole, mejeri, Sparekasse og banker, boghandel, fotograf og flere købmænd, tre kirkegårde. På vestre Kirkegård er rejst et mindesmærke over de under Verdenskrigen (i alt 20) forulykkede søfolk fra Nordby. På den søndre Kirkegård er der engelske og tyske krigergrave.

På øens vestside, et par kilometer fra Nordby, ligger det så berømte Fanø Nordsøbad. Begyndelsen til dette badested blev gjort i midten af forrige århundrede, men det dreves i mange år under ret beskedne Forhold. Nu er der ved Badestedet vokset en hel lille By op med tre store hoteller : Kurhotellet, Kongen af Danmark og Missionskurstedet, omgivet af en mængde privatvillaer og pensionater. Rundt omkring i klitterne har private folk opført småhuse, bungalower, blokhuse o. l. sommerboliger. Adskillige af disse kan lejes for kortere eller længere tid.

I hele klitrækken fra Nordby Badested og til Sønderho er der mange smukke partier og »Gryder«, der yder læ for vind og sol. Adgangen til hele klitrækken er fri. Af højdepunkter i klitterne kan nævnes Vagtbjerg, sydvest for Rindby Redningsstation. Det er 22 meter højt, Pælebjerg på grænsen mellem Nordby og Sønderho Sogne er 21 Meter højt og Mosdalbjerg ved indkørselen fra stranden til Sønderho er 20 meter højt. Fra disse punkter har man en herlig udsigt over øen og hele kysten fra Hjerting til syd for Ribe. Vidunderlig skønt er det at iagttage en solnedgang fra klitterne. I dalene mellem Klitterne vokser der mange Steder tranbær, blåbær og revlinger. De to sidste slags modnes i juli og tranbærrene i august og senere. Som regel lægges der ikke badegæsterne hindringer i vejen for indsamling af disse bær.

Inde i Statsplantagen omtrent midt på øen findes flere store mågekolonier. En udflugt hertil, langs stranden pr. bil, cykle eller til fods i bare ben, lønner sig. Hele sommeren igennem ruger tusinder af de store havmåger - tre kuld æg i løbet af sommeren - og morsomt er det at indfange de store mågeunger, hvilket især er en fryd for børnene.

Så er der fuglekøjerne på øens østkyst. Der er tre af dem, - de eneste i Danmark. Det er små oaser med frodig vækst af høje træer og midt i plantningen en dam med lokkeænder, der drager de trækkende vildænder ned for at blive et bytte for fangemesteren. I det hele taget findes der et enestående fugleliv på Fanø, der nok er værd at iagttage.

Vi må nu ikke glemme det smukkeste, herligste og mest tiltrækkende af alt på Fanø: Den vidunderlige strand. Den er bred, jævn og glat, hård og fast som en asfalteret vej. Sandet er fint og hvidt, frit for sten og støv, og bølgeslaget er vidunderligt forfriskende. Badningen er styrkende og farefri, da der ikke går nogen understrøm langs land, og bunden kun skråner jævnt ud uden huller. Vandet er klart og kraftigt salt, frit for tang og bærer godt op for svømmere. Skiftet mellem ebbe og flod er interessant. Badningen er fri undtagen på et mindre stykke, som ejes af Badet, og hvor der bades fra vogne, der køres ud i havstokken.

Gade i Sønderho.

På sydspidsen af Fanø ligger den lille idylliske Sønderho by. Den har endnu mere end Nordby bevaret den gamle, originale stil i bygninger og disses omgivelser, og enhver turist, der besøger Fanø, bør ikke undlade at aflægge Sønderho et besøg. Der er mange gange daglig forbindelse dertil med store komfortable rutebiler; i løbet af ½ time føres den rejsende gennem smukke klitpartier og Statsplantagen til Sønderho, Særlig interessant er det dog at gøre turen dertil langs stranden enten pr. cykle, motorcykle eller bil. Stranden er altid fast og hård samt fri for kviksand. Kun må man ikke parkere bilen lige i havstokken, men et stykke ovenfor, hvortil dagligt højvande ikke går. Har man tiden til sin rådighed, lønner det sig, forsynet med en madpakke, at gøre turen til Sønderho spadserende langs stranden. Med pålandsvind er der altid en afveksling til stede i mangt og meget af fra havet inddrevne genstande, og så er der en rigdom af skaller af muslinger, konkylier og sneglehuse i alle mulige størrelser, farver og faconer samt rav. Turen kan gøres på 2 - 3 timer og virker altid oplivende og nervestyrkende, særligt på en solbelyst dag.

Drachmann, som engang besøgte Sønderho, kalder den »den lille snurrige By, som man endelig kommer til, uden at man ret kan skelne husene fra de omliggende klitter - men den ligger der, så elskværdig, liden og beskeden, pillen og pæn, hvad huse, døre, vinduer, stakitværker og bukketjørnshegn angår - ganske i kahytsstilen, helt som en lille hollandsk klitby - lavt ved jorden og dog med selvfølelse, stejlt afgrænset mod indflydelse fra det moderne. Omgivet og beskyttet af øens højeste klitrække - med de rødmalede sømærker over de hvide sandkamme - tyst og stille, venlig, men unægtelig lidt ensom ligger den der og tærer på for­tiden.« -

På vejen fra stranden ind til Sønderho, omgivet af smukke klitter, ligger en lille nydelig pavillon, hvor der som specialitet serveres den lækre »Fanøkringle« til kaffen. Og inde i Sønderho ligger den gamle ærværdige og minderige kro, Exners Kro kaldet, fordi maleren Julius Exner boede og havde sit atelier her om sommeren i snart 35 År. Kroen er opført 1722 og er bevaret i den samme smukke og originale stil, som den, hvori den oprindelig er opført, og besøges i sommertiden af mange tusinde gæster, der her bliver beværtet på bedste måde i god gammel stil.

Alle de gamle, men vel vedligeholdte stråtækkede huse med tavlemur, grønmalede vinduer, døre (mange »halvdøre« med klinker) og trægavle, liggende i et virvar, omslynget af labyrintagtige gader og stræder, er en ren lækkerbidsken for kunstmalerne, hvoraf der i sommermånederne i Sønderho findes en hel koloni. Ejendommeligt for husene på Fanø er de halvrunde kviste på disse - »Arkengab« kaldet. De er særlig fremtrædende i Sønderho, lige­ledes de mange smukke bukketjørnshegn om haver og tofter. Kunstnerne udtaler, at Sønderho er uudtømmelig for smukke og originale motiver.

Foruden den gamle hyggelige kro, der kan huse en mængde gæster, er der flere fortrinlige pensionater, ligesom der også hos de joviale beboere kan lejes et eller flere værelser med køkken eller adgang dertil, hvis man ønsker selv at føre husholdning under opholdet dér.

Sønderho har badestrand både mod syd og vest, og adgangen dertil er fri. Der er i byen elektricitetsværk (og vandværk under opførelse), apoteks udsalg, læge, mejeri, post, telegraf, telefon og flere købmænd m. v.

Kirken er opført 1782 på en ældre nedbrændt kirkes plads med prædikestol fra 1661. Pulpituret, der er fra den gamle kirke, er ejendommeligt og smukt med særegen maling. Der er flere gamle lysekroner og lysearme, deriblandt to fra det 16. århundrede, mange skibe under loftet og stolestader hidrørende fra Ribe Domkirke. Inde i kirken og udenfor er flere gamle og ejendommelige gravminder over afdøde skippere m. fl. samt tyske og engelske krigergrave med mindetavler på.

Øens eneste vindmølle findes i Sønderho, den er erhvervet af »Fonden Gamle Sønderho«, hvis formand er en af Sønderhos veteraner blandt badegæsterne, operasanger Max Müller. Det er fondens formål at søge bevaret alt det smukke og gamle originale, der findes i Sønderho. Midler hertil fås ved afholdelse af »Sønderho-Dagen«, der som regel afholdtes den 3. søndag i juli. På den dag plejer der at stævne flere tusinde mennesker til Sønderho for at overvære et nyt af hjemlige forfattere til hvert år skrevet lokalhistorisk friluftsskuespil og se det smukke optog, hvori deltager byens befolkning i de gamle originale dragter; der sluttes med opvisning af de ejendommelige gamle brudedanse til en egenartet musik af hjemlige spillemænd, m. v.

En oplevelse, der ikke bør forbigås, er at overvære en øvelse med redningsbåden. Der findes både i Nordby og Sønderho Redningsstationer, og formændene plejer gerne at vise badegæsterne den opmærksomhed at lade foretage øvelser een gang i badesæsonen. Øvelserne sker gerne, som det sig hør og bør for at være af praktisk betydning, en dag, når havet er i stærkt oprør. Publikum, der overværer en sådan øvelse, får da en levende forståelse af mandskabets farefulde, men heltemodige gerning. Mange af mandskabet er da også dekoreret for heltemodig optræden og redning af skibbrudne. -