FANØ!

I 1895 skrev »Box« i »Nordstjernen«: 

For nogle og tyve år siden var Fanø en mærkelig isoleret ø i hvis ejendommelige natur man fandt en ikke mindre ejendommelig præget befolkning med udviklingslinier forskellige fra de nu­værende fannikers. De levede den gang deres af moderlandets ånd ret uafhængige liv, og forbindelsen med det nære fastland var ret vanskelig og ubetydelig, hvorimod de følte sig forbundne med Hamborg og Santos, med Liverpool og Madagaskar på en langt mere levende og naturlig måde, og over den fanømanden af natur angivne vej fo'r han ud fra sin ø og frem og tilbage mellem landenes handelscentre, og med en lille omskrivning af et Poul Møller-vers kunne man passende sige om ham: 

Blot fire heste han har på stald, men aldrig i verden de trættes, og aldrig han bruge et piskesnært skønt blot af luften de mættes; foruden vinger og uden ben de løbe om kap med den vilde ren.

Det er ganske vist endnu tilfældet, at fanømanden vinder vel­standen hjem over de fjerne have, og at han bestandig befarer de våde veje trukne af vinden, hans fire usynlige heste, der løbe om kap med den vilde ren, men mens det tidligere var nødvendigt for ham at gøre store og farefulde rejser, at ofre sin manddoms kraft og vove liv og fartøj, hvis han ville finde Fortuna og føre hende hjem til sin lille Vesterhavs-ø, så er konjunkturerne nu andre og så forskellige fra den gang, at det ser ud til, at han snart ganske vil kunne opgive sejladsen, idet Fortuna af sig selv vil komme til hans ø, hvis han blot vil blive hjemme og sætte alt ind på at gøre øen så tillokkende, som hin lunefulde og mærkelige dame vil forlange.

Det kan vel ikke nægtes, at en sådan omvæltning i fanøboernes livsvilkår og en sådan ny og fra den tidligere vidt forskellige retning for deres energi og stræben vil medføre store behageligheder for dem, men også store farer, og disse sidste af en beskaffenhed, som de naive sømænd foreløbig slet ikke forstår.

Men man må håbe for dem, at de i forbindelse med deres hustruer og døtre vil kunne lære at navigere lige så sikkert i deres ny som i deres gamle element, og at at de i deres ny forhold vil bevare fliden, nøjsomheden, de rene sæder og den nationale dragt - kort sagt, det værdifuldeste af det, der hidtil har karakteriseret fanø­boerne som ejendommelig befolkning, thi kun ved deres bedste egenskaber og ved bevarelsen af deres nationale dragt kan de skabe sig et sikkert værn imod de store farer, som ved fastlandsbeboernes moder og levevis vil få indpas på deres prægtige lille ø.

Nordby.

Det lille dampskib, som farer mellem Fanø og Esbjerg er ikke et præsentabelt befordringsmiddel mellem fastlandet og et elegant europæisk badested. Det er indrettet som en tarvelig lille per­sondamper, men ser på turen over til øen i almindelighed ud som en lastdamper, så bepakket er det med alskens ting. Mandskabet er hverken fikst eller pudset, og afgangen fra Esbjerg ikke ubønhør­lig punktlig. Når en forsinket passager viser sig i det fjerne, opsæt­tes godmodigt afgangen for at få ham med, og man har endog eks­empler på, at det vender tilbage for at hente rejsende, som først når at gøre sig bemærkede af det bortsejlende fartøj ved at gesti­kulere til det fra bolværket.

Et sådant hensyn til den enkelte kan sikkert kun vises af et damp­skib fra en i en vis forstand uciviliseret ø, og allerede denne lille omstændighed tyder på, at Fanø som badested endnu kun er i sin vorden.

Når man kommer i land i Nordby, finder man heller ikke her ret meget, der vidner om et elegant badested. Endnu har Nordby her sit gammeldags præg og i alt væsentlig det skær af idyllisk ube­rørthed, der karakteriserede byen for femogtyve år siden.

Og vandrer man en smuk juni dag i middagsstunden igennem Nordbys lange, med små rullesten brolagte gade, får man et stem­ningsfuldt indtryk af byens ejendommelige karakter. Gaden er øde; thi folk sover til middag, og mens man går fremad gennem den slumrende, solbelyste by, over hvilken friskheden altid og stilheden som oftest hersker, vil man have uforstyrret lejlighed til at se på, hvad man kommer forbi: de lave, hyggelige huse, så sirligt af-stregede, så rene i farverne, så ejendommelige ved de gammel­dags mangerudede vinduer, de grøn- eller rødmalede gadedøre med ruder eller kighul i øverste fylding, og de grøn- eller rød­malede gavlspidser - og endelig de små og magre men omhyggelig plejede haver med enkelte nytteplanter og endnu færre prydplan­ter, og omgivne af et mod sandet beskyttende plankeværk, der oventil forsires af et pynteligt stakit.

Når man kommer forbi den gamle, stilfulde sømandskirke og det kedelige missionshus, bliver husene færre og mere spredte og omgivelserne landligere. Brolægningen ophører og chausséen be­gynder. Det er en meget primitiv chaussée, der danner fortsættel­sen af Nordby gade og drejer vest på ud imod havet, og dog må anlægget af den have været meget kostbar. Mindes man, hvorledes man her på denne strækning tidligere kørte i sand halvvejs til hjulnavet, eller til fods møjsommeligt vadede frem igennem sandet, vil man forstå, hvor vanskeligt og bekosteligt det har været at planere et tildels levende klitparti og lave en makadamiseret vej i fygende flyvesand - her, på en ø, hvor man ikke engang har det til et sådant foretagende nødvendige materiale.

Ved siden af vejen løber en sti belagt med klinker af brændte mursten, der så meget anvendes i sådanne på naturlige sten fattige egne.

»Fanø Vesterhavsbad«.

Det er et ejendommeligt, mangfoldigartet billede, der veksler for ens øje, når man en sådan venlig midsommerdag vandrer vejen fra Nordby og vestpå, man ser døde grøngrå fantastisk formede klitter spredte mellem diminutive marker og enge i det yppigste blom­sterflor, med snart hvidt, snart rødt, snart gyldengult som den dominerende farve, henholdsvis betinget af et tæppe af hvidkløver en bevoksning af rødknæ eller en uendelighed af gule ranunkler. Her er gold natur og frodig plantevækst side om side og man un­dres og beundrer.

Her er så kønt, så friskt og fredeligt, en ejendommelig og stærk, men ikke storslået natur - ret et himmerig for trætte nerver, og man kommer ikke ud af sit himmerig ved at man går helt ud til stranden til »Fanø Nordsøbad«, hvor den civiliserede verden måske inden ret længe vil have et af sine glimrende knudepunkter.

Endnu er her kun et embryo (spire) af et bad, thi andet kan man vel ikke kalde det, sålænge det kun består af fire hoteller og fem-seks villaer - men alting i naturen indbyder til et ophold her - og hvis fannikerne er fornuftige og ikke gridske, så får de vel nok deres »Vesterhavsbad« til det, de drømmer om.

I en af de første villaer bor badelægen og oven på er frøken J. Poulsens fotografiske atelier. Længere mod vest ligger hotel »Kon­gen af Danmark«, der ligesom »Strandhotel« ejes af danske, og som i fjor begyndte sin virksomhed. Umiddelbart nord for dette hotel, findes et stilfuldt bygget logihus, og vest for, lige for enden af vejen, ligger »Kurhotellet«, der er den anseligste bygning på ste­det. Nogle hundrede alen nordligere finder man »Strandhotel«, der er bekendt for sin gode mad til forholdsvis rimelige (kjøbenhavnske) priser. Endnu en bygning eller to, og man har nævnt, hvad Vesterhavsbadet Fanø for øjeblikket i denne henseende består af.

Langs med stranden og rundt om nordspidsen af øen.

Forlader man den røde klinkersti for at gå ned til havet, træder man ud i de yngste klitters bløde bevægelige sand, der flyder sammen over ens fødder og gør gangen besværlig, men har man således vadet fremad en snes skridt eller to, kommer man ud på den dejlige strand, som Fanø med rette kan være så stolt af.

Hvor går man let på denne faste friske flade, hvor foden falder blødt og dog fast, medens sandets friske fugtighed virker kølende igennem fodtøjet og i forbindelse med åndedrættet i den rene stær­ke saltholdige luft lader en beholde følelsen af friskhed og spænd­stighed igennem mange timer. - Man føler, som kunne man aldrig blive træt af at gå her, hvor man med hvert åndedrag suger sund­hed og nyt liv ind i sit blod, og hvor naturen gennem ens øjne og øren og alle ens åndende porer uafbrudt gør sin velgørende ind­flydelse gældende.

Vandrer man nord på til nordspidsen af øen, bliver stranden efterhånden bredere, og det yderste nordlige parti viser sig som en sandørken, død og flad og øde. Kommer man her, når luften er blå og fuld af store, drivende skyer, vil lyset vise et besynderligt spil. Nu og da kommer solen frem som vældige, sært spillende strålemasser. Den store »sande« viser sig et øjeblik over hele sin flade hvid som kridt. Bag ved ligger vandet, skinnende, himmelblåt mellem øen og fastlandets stejle skrænter, der spejler sig i havet, og som på enkelte punkter tager sig vidunderlige ud, lignende sydlandske søstæder med flade tage og lysende mure i rødlige og gule farver.

Der er da på en gang noget så rent, så varmt, så stærkt og dog så fint i det heles kolorit, som man i henrykt beundring har vanskeligt ved at løsrive sig fra.

Vil man gå tilbage til Nordby langs østsiden af øen, kommer man over den store fælled, den såkaldte »Grønning«, der er en vidtstrakt frodig marskeng, som gennemskæres af fantastisk for­mede og vildt slyngende blinde vande. Her på denne eng græsser Nordbys køer i fredelig forening under opsyn af den fælles hyrde, der hver morgen modtager og hver aften afleverer køerne til deres respektive ejerinder.

Morgen og aften, når køerne skal bringes og hentes, blæses der i trompet i Nordbys gader, og på dette signal begiver gamle og un­ge kvinder sig ned til kvægets samleplads på den østlige strand, der således to gange om dagen frembryder et ejendommeligt og livligt billede med sit mylder af kvæg og af fanikkere i maleriske dragter.

»Kikkebjerget« og »Imellem bjergene«.

Går man ud fra Nordby i retning af vest-nord-vest, kommer man ad veje, som ere et ælte af sand, forbi navigationsskolen og ud til et bælte af gamle »døde« (bevoksede) klitter, på hvis fattige plantevækst nogle tøjrede får hist og her græsser. I dalene mellem disse klitter findes talrige små frugtbare oaser: snart en lille klø­vereng kun få kvadratmeter stor, men frisk og fin og i juni hvid af blomster. Snart er det en lille kartoffelmark, der fængsler ens op­mærksomhed ved sin lidenhed og sit velplejede udseende, og snart er det en diminutiv kornager, hvis unge sæd står blødt og saftigt, så kvægende for øjet, her midt i det magre landskab.

En af disse små marker viser endog en synlig vekseldrift, idet dens ene halvdel bærer bølgende byg, mens den anden ligger hen til græsning.

Det gør et næsten rørende indtryk at se den omhu, der her er vist selv den allermindste plet jord, som har vist sig brugelig til dyrkning.

Den højeste klit i dette gamle klitparti er »Kikkebjerget«, hvor­fra man har en udsigt, der er både smuk og storladen, idet man herfra ser ud over det meste af øen og vidt ud over havet i vest og over fastlandet i øst. Vendt imod vest har man her under sig, imellem den gamle klitrække, hvis højeste punkt man står på, og den række af unge klitter, der ligger langs ydersiden af øen, et bredt dalstrøg af dyrket land med frodige, velgrøftede enge og marker, et prægtigt landskab besynderligt isprængt med små, grå og gamle klitter. Dette veldyrkede land er fanøboernes »Imellem bjergene«, som er vel værd at se, og man fortryder i det hele taget aldrig sine ture til »Kikkebjerget«.

Langs den vestlige strand imod syd.

Man trodser sol og blæst og regn på Fanø strand - dog måske ikke den regn, der bløder til skindet, men den, der er fin som en fugtig tåge, der væder som dug, den regn er kun en nydelse, når man færdes på Fanø strand. Den dæmper lys, fortoner farver og gør alle omrids bløde. Den gør enhver genstand, som man ser i nogen afstand, mere gådefuld end den ellers er, og det er en kendt sag, at på Fanø som på enhver anden strand ved havet, bliver enhver ilanddreven genstand mål for ens skridt, idet den altid skaber forventning i en, blandt andet især på grund af sin tilsyneladende størrelse.

Man må i disse omgivelser uophørlig korrigere sine iagttagelser, som til at begynde med altid giver en falske forestillinger. To måger vil på lang afstand se ud som to storke. To ben af en bænk vil forekomme at være mennesker. Et hølæs antager uhyre dimen­sioner, og et stort gådefuldt, ubestemmeligt noget, der ansporer til de forskelligste gisninger, vil, når man kommer nær til det, vise sig at være det halve af en riskurv. -

Mens man således går på opdagelser, lokkes man længere og længere bort, og når man ser sig tilbage, ligger kurhuset og hotellerne langt borte som mørke kantede masser i den disede luft.

Fra stranden, hvor bølgerne sydende kaster deres gulhvide skum ind som perler, der funkler i regnbuens farver, går man over imod klitterne.

Inde mellem disse øde, underligt formede høje, hvor hjælmens fine, spidse blade, førte af vindens usynlige hænder, tyst tålmodigt tegner cirkler i det hvide sand, kan naturen næsten forekomme overvældende.

Af omhu for æg og unger flyver mågerne med rasende skrig frem og tilbage over hovedet på den ubudne fremmede, der trænger ind på deres enemærker. De styrter sig uventet imod ham som ville de hakke hans øjne ud, bøjende af kun i en alens afstand fra hans hoved. Da er ensomheden ikke længere befriende, naturen ikke længere beroligende, og den fremmede tyer snart atter ud til stranden med den vide udsigt og havets evige bevægelse, bort fra klitterne, der stængede omkring ham og skræmmede fantasien op.

Men senere, på hjemturen, vil man måske atter gå ind i klitterne forbi redningsstationen og ind i landet til en gammel græsgroet kirkegård, som findes der.

Skruedamperen Esbjerg. i drift fra 1891 - 1904

Kurhotellet

Hotel "Kongen af Danmark"