Fanø
i gamle Dage.
Ved
de gamles Fest i Industriforeningen den 3. Januar 1948 fortalte fhv,
Kapt. Bertel Jensen, De gamles Hjem, (tidligere Ribe), nedenstaaende
Erindringer fra sine Besøg herovre.
Jeg
var første Gang paa Fanø som 12-aarig, det var i 1870. Overfarten
hertil foregik fra Strandby Kro - Esbjerg havde man først begyndt at
tænke paa dengang - hvor vi blev kørt med Hestevogn ud til
Færgebaaden, der var en almindelig lille Sejljolle. Var det blæsende
Vejr, kunde der let vanke en vaad Trøje under Overfarten. I Nordby
var der ingen Bro, det var aaben Strand. Man havde en Flanke med to
Hjul i den ene Ende, ad den gik man i Land, eller, hvis Vandet var
for højt, blev man baaret i Land.
Det,
der imponerede mig, var Havnen med dens mange Skibe. Her laa ogsaa
Skonnerter, og jeg forbavsedes over deres Størrelse - det var jo
noget andet end de Fartøjer hjemme i Ribe.
Jeg
husker mit næste Besøg, det var 3 Aar senere, og da skulde jeg ud at
sejle. Det Aar var der 6 Nybygninger paa Stabelen paa en Gang - 2
paa hver af Nordbys Værfter. Det var dygtige og driftige Søfolk, der
dengang var herovre, de sejlede med deres Skibe Velstand til Øen.
Lyden af Kalfatringen kunde høres over hele Byen, hvor var det
lystigt at høre.
Jeg
husker, 15 Aar senere, Fanøs Storhedstid, da 70 Skibe var
hjemmehørende alene her i Nordby. Alle gik de ud paa de lange
Rejser, de gav Navnet Fanø klang overalt paa Havene. Vi elskede
vore Skibe, og det havde vi vel Lov til. Ingen Steder i Danmark
var der paa den Tid en Flaade som den, der var hjemmehørende her.
Vi havde ofte nogle slemme Ture, det var ikke alene Faren paa Søen,
men ogsaa de Lande, vi sejlede paa, havde deres Farer i Form af
alvorlige Sygdomme. Tyfus, Malaria og Beri-Beri har givet mangen god
Fanøsømand hans Knæk. Jeg blev selv syg og maatte rejse hjem.
Men
en ny Tid var i Anmarch, Dampskibenes Tid. De paaførte os en
Konkurrence, som vi ikke kunde modstaa. Sejlskibsflaaden blev
mindre, og i Verdenskrigen 1914 - 18 forsvandt de to sidste Skibe,
der var hjemmehørende her. Fanøs Saga var omme. Jeg tænker tilbage
med Vemod, vi har kun Minderne tilbage fra de Dage. Men rundt i
Hjemmene hænger endnu Billeder af Faders og Bedstefaders Skibe. Og
jeg vil sige; Værn om de gamle Minder fra den Tid. Ja, det var
Historien, som jeg gerne vilde fortælle.
Lidt
senere fik Viceinspektør Sneum Ordet for, som han plejer, at yde sit
Bidrag til Underholdningen ved de gamles Julefest. Jeg vil fortælle
om de gamle, som levede her i Nordby i svundne Dage. Jeg kan ikke
tage hele Byen, men jeg vi! nævne en Del af de Mennesker, som nu er
døde, nogle af dem jeg kom i Berøring med. Kordegn Andreasen var,
da jeg kom her til Nordby, den Mand, der modtog mig paa Skolen. Han
var egentlig ikke bestemt til Lærergerningen, men til
Journalistiken. Han havde saaledes i sin Tid været Medarbejder ved
„Nationaltidende" og i denne Periode oplevet Christianborgs Brand.
Det var en Fejltagelse i det hele taget, at han kom her til
Nordby, han havde nemlig søgt et Embede i noget, han mente hed
„Odder Skole", men da han, efter at have faaet Embedet, skulde til
at se nærmere til, var det ikke „Odder", men „Odden Skole", som
Nordby Skole dengang benævntes. Andreasen var en livlig,
kundskabsrig og interessant Mand.
En
anden gammel Lærer var Bundsgaard, i mangt og meget en Modsætning
til Kordegn Andreasen, men ogsaa en Mand man kom til at synes om.
Saa
var der Overlærer Poulsen. Han var pensioneret, da jeg kom til
Nordby, men jeg kendte ham som en gammel Ven af min Far. Han havde
meget skriftligt Arbejde at udføre, og jeg blev saa hans Sekretær og
saaledes en daglig Gæst i hans Hjem. Han var en Mand, der betød
noget herovre, han var en Foregangsmand i mange Ting. Hans Navn
lever da ogsaa endnu herovre, det har en god Klang. Nu bebor jeg
hans Bolig fra dengang, jeg tænker ofte paa ham.
Til
Eksamen kom der jo Censorer fra Byen, det var en festlig Tid, mens
det stod paa. Jeg kan huske flere af de Censorer, vi havde. Der var
f. Eks. Købm. Bøttger, Kapt. Jens Christiansen og Sogneraadsforrnand
P. N. Pedersen. Kaptajn Christiansen lærte jeg nærmere at kende,
idet vi engang, efter at Christiansen havde været Censor i Religion,
blev tilbage i Klassen og talte om forskellige Ting. Han var en Mand
med et følsomt Sind og Hjertet paa rette Sted. Ogsaa den gamle Fru
Laura Clausen husker jeg fra den Tid.
Den
første Tid i Nordby boede jeg i „Toftehus" - det begynder Folk jo
med, naar de kommer herover. Saa flyttede vi til Villa „Anna", hvor
vi kom til at bo Side om Side med Postbud Jepsen. Han var en munter
Mand, hans uopslidelige Humør husker vi alle. Jeg mindes saaledes et
Aar ind under Jul, da han kom med Posten, og jeg glemte at give ham
en Cigar, som Skik ellers var. Han sagde saa, da han gik: „Tak for
Cigaren - naa, det er sandt - det var ikke her, jeg fik den." Senere
boede jeg i det saakaldte Afholdshotel ude Sønden for Kirken. Her
lærte jeg Gartner Peter Toft at kende. Han var en intelligent Mand
og den første Venstremand paa Fanø, han var Stiller for Kommandør
Blume. Dengang hørte der noget til at have det politiske Standpunkt
herovre. Paa Vejen ind til Byen derudefra traf jeg mange Gange
Tingberg. Vi husker den gamle pæne Mand med det store Skæg - det var
dengang Mænd gik med Skæg.
Saa
flyttede vi ned i min Svoger, Kaptajn Hansens Hus ved Dagmarsvej.
Her fik jeg mange gode. Naboer, bl. a. Snedker Jonas Olsen, en
Broder til Andreas Olsen. De to gik jo til og fra deres Arbejde hver
eneste Dag gennem mange Aar, og altid var de sammen. Det var det
helt gode Naboskab, jeg kan huske Jonas sagde til mig; „Mangler De
noget Værktøj, og jeg ikke er hjemme, saa gaa blot ind i Værkstedet
og hent det." Det var jo let gjort, da Nøglen hang ved Siden af
Døren.
Længere ovre boede gamle Brodersen, han havde været med i Slaget ved
Dybbøl. Brodersen var en god og fredelig Mand, men skete der noget
særligt, hvor der skulde sættes Trumf paa, kunde han sige; „Jeg har
været med hvor e Kuller, de pev om e Ører." Saa var der Kaptajn
Ankersen, der havde været med i Slaget ved Helgoland, og saaledes
havde sin Andel i den danske Sejr dengang. Paa et Spørgsmaal om han
ikke havde været bange, svarede han: „Naar man først var i det, saa
gik det." Kapt. Warrer traf man ogsaa, han havde jo været i Siam
gennem mange Aar og desværre faaet et daarligt Helbred derude, men
han var en flink Mand at tale med.
Længere nede boede gamle Færgekaptajn Jessen, han gik sin daglige
Tur til Havnen - ellers gik det ikke rigtigt til dernede. En
forhenværende Kollega boede ogsaa i Kvarteret, det var Lærer
Andersen, han var en fornøjelig Mand at tale med, glad og tilfreds
som han altid var, han kom da ogsaa altid nynnende, naar han gik
sine Ture.
Det
kunde hænde, jeg traf Kapt. Mejnertz, saa var Samtalen jo givet
dengang, den drejede sig naturligvis om Kommunalpolitik. Smedemester
Beck havde sit store Værksted nede til Øst, han staar for mig som
Symbolet paa den ærlige og gode Haandværksmester. Han kunde fortælle
meget interessant fra Fanøs Storhedstid i Sejlskibsdagene. Hans
Værksted var saa stort, fordi det dengang var omfattende Stykker
Smedearbejde, han udførte, naar et Skib blev bygget.
Thomas af River Jes' var min gode Ven, men da ganske særligt min
Kones, han kunde reparere alt og klare alt.
Saa
var der Knud Huus, en Mand jeg satte endog meget stor Pris paa. Han
var en dygtig Mand - det var til Tider de særeste Ting, han stod og
baksede med, naar man kom i hans Værksted. . Havde Knud Huus faaet
den rette teoretiske Uddannelse i sin Ungdom, havde han uden tvivl
opnaaet en stor stilling indenfor Skibsbygningen. Alt kunde han lave
og Betalingen - „Naa, et halvt Hundrede Øre," sagde han gerne.
Kan
De huske Snedker Andreasen, Møbelsnedkeren, han kælede for sit
Arbejde, og reparerede da ogsaa mange gamle Møbler her i Byen. Og
hver Søndag kunde man se Snedker Andreasen gaa til Kirke.
Gik
man en Tur gennem Gaden, saa traf man Købmand Nielsen vandrende frem
og tilbage paa Fortovet uden for sin Forretning. En Passiar havde
han altid Tid til, og det var jo gerne Sogneraadspolitik, der holdt
for. Saa kunde man træffe Sagfører Verner Lassen, der gik Tur med
sine Drenge. En belæst Herre var han, en Mand jeg satte Pris paa.
Længere henne boede Sadelmager Møller. Talte man med ham, - var det
gerne om Museet, det var jo hans Hjertebarn. Møller havde altid en
god Cigar, naar man kom paa Besøg.
Omme
ved Krogaarden gik Nielsen, det var en stout Mand. Trist var det, at
han maatte saa tidligt bort. Helt omme boede den anden Nielsen,
„Nordby Nielsen" som han kaldtes, for at skelne imellem de to
Restauratører. Han var en god og sindig Jyde. Fulgtes man med ham
paa hans Spadsereture til Stranden, saa fik man altid en god
Samtale.
Paa
Havnepladsen traf man Peter og Last af Søren Dyssens. Peterbøj, som
han kaldtes, kunde fortælle om sine Farter paa de store Have, han
havde været med til lidt af hvert. Last vilde gerne tale Politik,
han var Socialdemokrat, og han kunde blive ivrig, naar man i al
Venskabelighed drillede ham lidt. Han gav mig den bedste
Karakteristik af Provst Nielsen, jeg har hørt: Han var en Præst o e
Stol og en Mennesk' imell' vi anner." De Ord passede.
Deromme boede ogsaa Kapt. H. A. Svarrer: Han var en smuk og værdig
Repræsentant for vor Sømandsstand. En anden gammel Kaptajn var N.
Th. Nielsen, vi saa altid ham og hans Kollega og Ven gennem mange
Aar, Kapt. N, Jepsen, gaa Ture sammen. Nu gaar Kapt. Jepsen ene
tilbage.
Jeg
kan tage en Mand som Kapt. N. H. Gregersen, Vi vil huske ham som en
virkelig intelligent og belæst Mand. Hans Artikler i Fanø Ugeblad
gennem Aarene vidnede om en usædvanlig Indsigt i mange Ting.
Skal
vi hilse paa Murer Frandsen, han alt for tidlige Død kun kan
beklages. Saa var der Jens Danielsen, han var Natvægter og tændte
og skikkede Lygterne for os. - Af alle disse Mennesker var der vel
mange, som ikke tog Del i det offentlige Liv, men de var dog med
til, hver paa sin Maade, at præge deres By.
I
Mellemgaden boede gamle Slagter Alber og hans Kone, der var fra Ribe
ligesom min Moder. Saa Fru Alber og jeg fik altid en god Gang
Ribesnak.
Et
Par Navne lidt fra Skyggesiden vil jeg ogsaa tage. Der var Skomager
Hansen, der boede paa Willemoesvej. Han havde det egentlig daarligt
den gamle Hansen, efter at han havde mistet sin Kone. Jeg skrev om
ham i Ugebladet ved hans Død, og en Kollega til mig, hvis Mening jeg
sætter højt. udtalte, at det var det kønneste jeg havde skrevet.
Mads
Christensen var ognaa en Mand der var kommet paa Livets Skyggeside.
Han var som saa mange gamle et ensomt Menneske. Jeg husker engang,
jeg i en Forretning overværede hans Tobaksindkøb og lod falde en
Bemærkning: De ryger meget, Christensen? Da svarede han; „Ja, hva'
skal en, naar en saa'n sidder". Vi andre lod ham vel sidde for meget
ene.
Gennem min Gerning ved Fanø Ugeblad kom jeg i Forbindelse med mange
Mennesker herovre. Jeg husker gamle Boghandler J. N. Hansen, jeg
traf ham engang i Handelsbanken, som han bestyrede, da sad han
saamænd og strikkede, for som han sagde: „Man kan lige saa godt tage
sig noget nyttigt til."
Sønnen, Søren Hansen, vil enhver her jo kende. Han var et Menneske,
hvis Fejl var aabenbare, han lagde intet Skjul paa. Men han var en
Mand med et stort og godt Hjerte. Jeg ved, der sidder mange her, som
vil kunne bevidne det.
En
Mand som Bogbinder Jørgen Andersen hører ogsaa til de Mennesker, som
jeg ikke glemmer.
Paa
Bladets Vegne skulde jeg engang ud at tale med Kapr. Morten Nielsen
ved Vestervejen. Nu havde Kapt. Nielsen noget afmaalt og reserveret
over sig, saa jeg sagde ti! min Kone: „Hvordan mon det skal gaa?"
Saa gik det helt anderledes, end jeg havde tænkt mig. Jeg fik saa
god og gæstfri Behandling, som jeg sjældent har mødt, saa jeg sagde
da ogsaa, da jeg kom hjem: ”Kapt. Nielsen havde jeg da taget helt
fejl af”.
Dem
jeg husker bedst er dog de gamle Kvinder. Der var Fru Pedersen, „Ann
Katrin' i e Pæretræ", som hun nævnedes af sine Bysbørn, Jeg besøgte
hende engang i Anledning af en Fødselsdag, da fortalte hun mig om
sin Skæbne. Om den store Dag hun blev gift, om den Vinter hendes
unge Husbond var hjemme, da Foraaret kom, drog han ud, og hun saa
ham aldrig siden. „Den Klokke, vi fik, hænger endnu der," sagde
hun og pegede paa Uret, som hang i hendes Stue og udmaalte Tiden for
hende. Man mindes Ordene om al den Sol, der skulde have skinnet, men
blev slukket.
En
anden Gang besøgte jeg - ligeledes paa Bladets Vegne - Fru Maren
Nørby. „Uha," sagde hun, „jeg har slet ikke Tid til Snak, for jeg
har en Kage i Ovnen." Saa kan vi gaa i Køkkenet, foreslog jeg. Det
gjorde vi saa, og baade Kage og Interview blev vellykkede.
Der
var den gamle Fru Mette Poulsen, Mett' af Søren Dyssens, lidt skrap,
men slagfærdig. Som nu den Gang hun blev spurgt, om hun mente, det
vilde give Regn, og hun svarede; Det ska' a sej' dig i Morgen" Store
Sorger havde hun taget imod paa sin Vej gennem Livet, men sit
Livsmod og sin ranke Holdning havde hun forstaaet at bevare. Da hun
var død, kom hendes Børn og bad mig tale ved hendes Baare. Det var
en Bøn, jeg følte det som en Ære at efterkomme.
-
Mange har siddet i denne Sal gennem Aarene, mange, som nu er borte,
men andre træder jo i deres Sted. En smuk Ting skal nævnes i
Forbindelse med denne Fest, og det er dette, at der gaar Bud til
hver enkelt med Anmodning om at komme. Det er et ægte demokratisk
Træk.
HJEM
