Fanø, o, Fanø

Der er flest udlændinge ved Danmarks smukkeste badested – En Fanø-gæsts begejstrede beskrivelse af øen.

En Fanø-gæst hat i ”Natt.”, juli 1909, givet følgende beskrivelse af Fanø og badelivet på øen.

Vi havde rejste hele dagen; syv, otte irriterende omstigninger havde vi måttet finde os i, og trætte, støvede og mismodige gik vi i land i Nordby, næppe oplagt til at skænke den morsomme lille by med de under et væld af grønt og blomster, næsten gemte, venlige, små huse, beboernes karakteristiske ansigter og deres ejendommelige dragter, synderlig opmærksomhed. Vi var rent ud sagt lige ved at fortryde det hele!

Men allerede køreturen tværs over øen til Badet i den vidunderlige rene luft hjalp på humøret, og da vognen lidt efter svingede op foran Kurhotellets port, og da vi nogle minutter stod bag den høje klitrække bag hotellet, og, overvældede af deres storslåede skønhed, så Vesterhavets skumtronede bølger rulle hen over den mægtige hvide strand – da tog Fanøs dejlighed os fangen, og det har den aldrig sluppet senere.

Ja, det er nu snart 10 år siden, og meget har forandret sig i den tid. Rejsen dertil er blevet let og fornøjelig i det tip-top elegante, hurtige og lige til Esbjerg havn gennemgåede Englands-tog. Store roligt sejlende færger, har afløst de gamle, de gamle slemme både over bælterne, og hotellerne sidst udvidet med en tilbygning til selve ”Kuren”, står, i henseende til komfort og moderne bekvemmeligheder, ikke tilbage for noget af de store verdensbadesteder.

Men for øvrigt er Fanø sig selv lig, og som jeg fandt den for 10 år siden, med samme glæde så jeg den i år. Den mægtige, brede hvide strand, de høje, smukke klitformationer, de lune grønne dale mellem klitterne, med deres mylder af brogede småblomster og deres hær af spraglede sommerfugle, smuttende firben og spraglede biller og med de dybe, hemmelighedsfulde klitsøer, hele denne ejendommelig og storladne natur, som på andre badesteder er for længst har måtte vige for lange gaders rækker.

Her er plads endnu, albuerum for hver en, som vil være sig selv, strække sig ud i det bløde sand, på det grønne lyngtæppe, stirre op mod de sejlende skyer og drive og dase dagen lang – enfin seul – og vi gamle Fanøfolk bryder os egentlig ikke om mere.

Forsværge vil vi jo heller ikke, at aftenen finder os i Kursalen, når der er Soirée dansante, eller hellere om søndagene, hvor Fanøboerne selv, helst i nationaldragt, træder dansen – den nationale dans, hvis sære trin kurgæsterne forgæves søger at aflure dem, men allerhelst tirsdag aften, når der er børnebal, og alle de små glade, brune unger lige fra 2 – 4 års puslinger i deres fineste stads, snurrer rundt efter musikkens toner. Men længe varer det aldrig, førend havets brusen udenfor atter kalder os ud, og tæt op i vandkanten går vi videre imod den synkende sol, til den strålende og blændende er sunket ned langt borte, der hvor nu fyrtårnets stærke lys tændes mod den blege nattehimmel, - og vi vender hjem til villaen, mens månen langsomt hæver sig fra havet og kaster sit eventyrskær over bølgernes urolige leg.

Hvor kan det dog være, at flertallet af gæsterne her stadig er englændere, tyskere og østrigere! Hvorfor søger vi danske så lidt til dette vort smukkeste og mondæneste badested? Rejsen herned er dog nu nem nok. Mon det er frygt for de alt for store priser – her er da pensionater og hoteller nok, indrettede til store og små budgetter. Er det de fremmedes toilettepragt, vore damer ikke tør konkurrere med? – Herregud, den er det ikke så stort bevendt med, og for resten kan man i den henseende have det ganske, som man selv vil, og vore fikse, små københavnerinder kan for øvrigt trøstig og uden videre anstrengelser tage kampen op med både Wien, Berlin og London, selvom disse byer er smukt repræsenterede her.

Her er smukt sundt og fornøjeligt at være, og når I nu stod ved siden af mig og fra altanen så ned på stranden, hvor det mellem strandkurvene vrimler af muntert legende børn, hvor flagene smælder i den friske blæst fra høje sandborge, og hvor der ude fra de glitrende bølger lyder kåde råb og lystig latter fra klynger af badende ungdom – thi det er flodtid nu, og Kristoffers røde krikke har trukket næsten alle badevognene ud på den anden revle, - så ville i give Fanøboerne ret, når de synger om deres ø:

Fanø, o, Fanø, hvor er du dog skøn,

hvid er din sandbred, din bølge så grøn.

Hvor er de klitter, og hvor er de skær,

hvor er det flyvesand hvid’re end her!