Artiklerne af Christian Sneum er skrevet i perioden mellem 1957 og 1961. 

Efter derom indgiven ansøgning har Ribe amts skoledirektion bevilget viceskoleinspektør afsked fra sit embede ved Nordby kommunale skolevæsen fra og med udgangen af august måned 1955, 

Sneum har gennem 40 år haft sin gerning i Nordby Borgerskole, men da han den 28. august fylder 70 år, er der jo ingen vej udenom. 

Den 1. september 1915 blev Sneum kaldet til et lærerembede ved Nordby skolevæsen og virkede heri, til han i 1938 udnævntes til viceskoleinspektør samme sted. Gennem mange år indtil 1946, var Sneum redaktør ved Fanø Ugeblad.

Gennem de mange år, har viceskoleinspektør udført et så stort og godt arbejde ved vort skolevæsen, at hans navn stedse vil nævnes blandt de første af den række dygtige mænd og kvinder, som gennem årene har haft deres gerning ved Nordby Skole. 

Sneum var søn af en lærer og alle hans brødre og andre i slægten lod sig uddanne til den krævende opgave som det er at arbejde i skolens tjeneste. Store evner var han i besiddelse af som lærer og vejleder for den opvoksende ungdom, og han kom da også til at yde en betydelig indsats som sådan her i Nordby. Han følte åbenbart selv stor glæde ved at undervise, og derfor blev sikkert hans arbejde af så stor værdi. Hans timer var levende. Han forstod at give sit stof liv og farve, så det fængede i børnenes sind. Han kunne i sine regnetimer stille de indviklede talproblemer op på en sådan måde, at børnene kunne forstå dem og navnlig også deres betydning. Hans forklaringer var enkle og ganske ligetil, og han kunne give undervisningen en passende dosishumor, så det var ikke underligt, at han blev sine elevers ven. Han var hjemme i så at sige alle skolens fag som historie, sang, naturkundskab og religion. Intet fag var for ham ubetydeligt. Han gjorde dem alle til vigtige og betydende fag, hvor han ønskede at give det bedste. Han lærte sine elever at kende sangens glæder, når han med sin violin ledte dem på vejen til de mange skønne melodier til vore salmer og sange. Han forklarede dem fysikkens mysterier med lette og klare eksempler hentet lige ud af det daglige liv, som børnene havde muligheden for at forstå.

Var der tid efter anden en af hans elever som ikke var helt på højde med situationen, havde han den lykkelige evne, at kunne give netop den elev det indtryk, at han var sin lærers specielle ven. Han kunne tale med sine elever og med deres forældre, og mangfoldige gange har en far eller en mor i en vanskelig situation søgt råd og vejledning hos ham, og altid er de gået beroliget hjem efter sådan en samtale. Lærer Sneum kunne altid finde noget godt ved sine elever, og hans elever fandt meget godt hos ham. Mange af dem har i årenes løb givet sig tid til at sige det til ham selv, og sige tak for skoletiden, og måske navnlig sige tak for en ganske særlig tildragelse i en time for lang tid siden.

Minder  fra Fanø

- for 50 år siden, 

Så er det netop i denne måned - september (1957) - 50 år siden jeg for første gang kom til Sønderho. Jeg var fra 1. oktober 1907 blevet ansat som 3. lærer ved skolen og organist ved kirken der. Min yngste broder, der den gang ikke var seminarieuddannet, var vikar i lærerembedet, hvorimod organisttjenesten udførtes af fru pastor Poulsen. 3. lærerembedet, der lønnedes med 700 kr. om året, havde været opslået hele tre gange. I de første to opslag stod, at læreren skulle forpligte sig til at spille kirkens orgel gratis på alle årets søn- og helligdage. Og så søgte man det jo ikke. Først i tredje opslag var der ansat 50 kr. om året for organisttjenesten; og så sendte jeg min ansøgning. Der var en an­den ting, som jeg var noget utilfreds med, og det var, at 3. læreren i sommertiden skulle have gymnastik med drengene på legepladsen (der var ingen sal) uden for skoletiden. Jeg talte med den gode provst Hansen i Bryndum derom, inden jeg endelig bestemte mig. Han grundede lidt, før han sagde: „Jamen, Sneum, der står i loven, at gymnastik på åben plads kun skal øves, når vejret tillader det". Og jeg forstod ham.

Lørdag morgen den 28. september tog jeg så til Sønderho. Der lå en tyk og tæt tåge over Fanø, da den gule, lukkede postvogn kørte ud fra holdepladsen i hotel „Nordby"s gård med Post Niels på buk­ken. Jeg havde fornemmelsen af, at vi hele tiden kørte mod nord i stedet for mod syd; men det har måske været det usigtbare vejr, der gjorde, at jeg var forkert vendt. Foruden mig var der kun een passager i vognen - en ung mand klædt i fint, sort tøj. Mærkværdigvis tale vi ikke et eneste ord med hinanden på hele turen til Sønderho. Jeg lærte ham senere at kende. Han var sømand og hed Poul Harreby. Mange år efter hørte jeg, at han var død i Shanghaj. 

Min broder boede og spiste hos et par ældre damer, frøknerne Edel og Kirsten Nielsen, og der kom jeg så også til at bo. Jeg havde en opholdsstue og et sovekammer. For kost og logi betalte jeg 45 kr. pr. måned. - Da skolen i Sønderho havde fri hver lørdag kl. 12, benyttede min bror og jeg eftermiddagen til en lille præsentationstur i byen. Vort allerførste besøg gjaldt andenlærer Kristensen, der boede i et stort hus med mange værelser til nord i byen. Han var 62 år og enkemand. Og han havde været lærer i Sønderho siden 1875. Gamle Kristensen   blev senere et af de mennesker, der kom til at stå mig allermest nær. På vor vej gennem byen var vi inde for at hilse på købmand Lorenzen - en stout,  garderhøj   sønderjyde,   som  jeg  senere skal vende tilbage til i denne artikel.

Dernæst blev jeg præsenteret for  sognerådsformand A. M. Knudsen. Han var fhv. skibsf., men ledede nu kommunens sager med klog og dygtig evne. I hans nabolag lå skolen, som jeg ved en rundgang i de lyse og rummelige lokaler   straks syntes godt om. Mellem skolen og kirken lå degneboligen, og her hilste vi på førstelærer Lauridsen og frue. Lauridsen var på alder med lærer Kristensen, og han gjorde indtryk af at være en munter mand med et lyst sind. Han fulgte os   over i kirken, hvor han skulle sætte salmenumrene op til søndagens gudstjeneste.    

Sidst havnede vi i præstegården, hvor den høje, bredskuldrede og lyslokkede pastor Poulsen kom os venligt  i møde.  På hjemvejen kiggede vi ind hos skolens lærerinde, fru Anna Jessen, der også var over de 60. Hun var enke, og hun bar nationaldragten. Så var vor runde forbi.  

Dagen efter rejste min broder; og om mandagen den 30. september havde jeg min første time i Sønderho skole. Den påfølgende søndag spillede jeg for første gang kirkens orgel. Der var konfirmation, og den store kirke var fyldt til sidste plads. Jeg husker endnu, at vi foruden den skønne salme: „Han som på jorden bejler" sang „Løgnens fader vi forsage". Jeg husker det på, at den stod i a-dur; og arrangementer i a- og h-dur har altid for mig haft den største toneskønhed.

Det blev et trist efterår, der nu fulgte; og vinteren blev af samme slags. Aldrig nogensinde har jeg følt mig så ensom som i denne vinter i Sønderho. Af og til kom jeg dog i lærerhjemmene og en enkelt gang i præstegården. Men ellers var Sønderho på den vis en lukket by for mig. Aften efter aften sad jeg ene i min stue - selv juleaften var jeg bundet til at blive af hensyn til min organisttjeneste. Store og tykke bøger satte jeg mig til at læse; og foruden den lokale avis fra Esbjerg abonnerede jeg på et hovedstadsblad og „Jydsk Morgenblad", der udgik fra Aarhus. Egentlig havde jeg slet ikke råd til alt dette bladhold, men jeg syntes alligevel, at jeg skulle.

Hen på vinteren fik jeg den første invitation fra et af mine mange elevers hjem. Den kom fra købmand Lorenzen. Jeg havde hans datter i skole, og så kendte jeg den yngste søn, der netop den vinter var elev på postkontoret, hvor John Marolly den gang var chef. Det gamle købmandshjem var efter Sønderhoforhold et stort hjem. Men det var også et godt hjem, og jeg kunne lide at komme der. Der var hyggeligt i stuerne; og der var netop den fred og tryghed derinde, som gode økonomiske forhold kan (det er jo ikke sikkert, at de altid gør. det) give de mennesker, der har sind og vilje til at være noget ikke alene for dem, de daglig er inden døre sammen med, men også for andre. Fru Lorenzen færdedes fornøjet og glad i sine stuer og i sit køkken. Hun var den fuldendte værtinde; og man følte, at hun undte sine gæster det bedste. En forældreløs niece, Gunhild Pedersen hed hun, havde også sit ophold i Købmandshjemmet. Hun var på min alder omtrent; og da hun spillede klaver, kom vi ind på at spille firhændige stykker sam­men. Den gamle købmand sad ofte i sin stol ved aftenstide ved sin grog og med sin lange pibe og hørte os spille „Barberen i Sevilla" eller et andet stykke. Frk. Gunhildes glansnummer var dog „Nonnens Bøn", som hun foredrog på en betagende måde. Men vi vidste godt både hun og jeg, at den gamle købmands „hofnummer" var den lille simple sang af H. C. Andersen: „Med dæmpede hvirvler trommerne gå" til Sikhers fine marchmelodi. Og den snød vi ham da heller aldrig for. 

Når jeg tænker tilbage på disse dejlige aftener, må jeg med et smil mindes, hvad der senere skete. Hør engang: 

Mange år efter, at jeg havde forladt Sønderho, modtog jeg en dag et anonymt brev, der indeholdt et udklip af et Københavnsblad. Til min store forfærdelse læste jeg her en skildring af livet i Sønderho, som det blev levet der i gammel tid. Der fortaltes bl.a. om nogle frygtelige sviregilder hos en købmand Lorenzen; og det meddeltes - alt med navns nævnelse - at postmester Marolly og lærer Sneum med iver og udholdenhed deltog i disse bakkanaler. Videre afslørede den ligeledes anonyme forfatter, at købmanden en morgen efter en sådan komsammen i sin forstue fandt postmeste­rens flagermuslygte, som denne øjensynlig havde glemt at få med sig hjem om aftenen.

Da den elskværdige købmand i løbet af dagen gik hen på postkontoret med lygten, påstod postmesteren imidlertid, at det ikke kunne være hans, da han tydeligt erindrede, at han havde haft sin lygte i hånden hjem den foregående aften, selv om han nok syntes, den havde lyst noget ringe! Ved nærmere husundersøgelse opklaredes sagen; og det viste sig da, at den „lygte" postmesteren var gået hjem med, var - købmandens papegøjebur!

Sådan stod der i bladet. Det var løgn alt ­sammen; men det var fornøjeligt skrevet!

Hvor utroligt det end kan lyde, var der den gang (1907) i Sønderho 6 kolonialbutikker og en brugsforening - samt 4, der handlede med manufakturvarer. Af kolonialhandlere var Lorenzen vist den eneste, der virkelig var handelsuddannet. Endskønt han var født i Graasten, havde han lært handelen hos fabrikant S. M. Kromann i Sønderho, og fabrikanten har sikkert ikke været nogen ringe læremester.

Lorenzens kolonialbutik var, hvad man kalder velassorteret. Alt kunne man få der. En grovvare som stenkul førte han også - ja en enkelt dag om ugen kunne man i hans butik købe nøgleben, mørbrad m. m. fra svineslagteriet i Esbjerg. I gården lå hans pak­hus; og langs med dette ud mod vejen stod i hvert fald om efteråret en lang række tønder med petroleum. Det var til vinterens forbrug. - Lorenzen stod selv bag sin disk, dag ud og dag ind. Noget hæsblæsende jag var der ikke over ham. Han ekspederede roligt, snakkede med kunderne og så skiftevis gennem eller ovenover brilleglassene, mens han tog varerne frem. Og han nåede det alt sammen. Alle hans kunder fik samme høflige behandling. Der var ikke noget med at tage særligt hensyn til den store og velhavende køber og lade den lille stå med sin fattige skillinger. Således husker jeg, at Sidsels Ann' fra æ Østerland en dag skulle have et stykke ost, og hun var trods sine 80 år selv kommet i butikken i den anledning. Lorenzen viste hende forskellige slags oste; men da Ann's penge var små, havde hun vanskelig ved at bestemme sig, hvilket ikke i mindste måde irriterede ham. Til sidst kom han med et stykke Svejtserost, idet han sagde: „Hwa saa de' her, Ann'?" Da lo den gamle kone og udbrød: „Nej, det vil a ett ha'; for der er jo en hal' Pund Hwoller for hver Pund Wost." Lorenzen og jeg smilte begge ad denne virkelig fikse bemærkning; og Ann fik så et andet stykke og vandrede glad hjem.

Bag ved butikken havde Lorenzen et lille hyggeligt kontor. Der var varme derinde, og her stod hans skrivebord. Her sad vi af og til i en pause og sludrede sammen - han i sin skrivebordsstol og jeg på en briks i hjørnet ind til butikken. Han førte selv sine bøger og skrev regninger ud. Og han havde ord for, at der var god orden i hans bogholderi. - Hver søndag gik Lorenzen med sin familie til kirke. Fra min plads ved orgelet så jeg dem sidde i stolen lige neden for. Lærer Kristensen havde plads i samme stol. 

Nogen udførlig omtale af købmand Lorenzen og hans virksomhed skal disse linjer ikke gælde for. jeg har kun følt trang til i et kort glimt at mindes det hjem, der først af alle lukkede sig op for mig, og de mennesker, som der tog så godt imod mig. Den slags glemmer man jo ikke. - Og det er stadigvæk sådan, at hver gang jeg sætter mig til klaveret og spiller „Med dæmpede hvirvler" - da rydder mine tanker de mange svundne år til side, og jeg er atter tilbage i Sønderho - i stuen, hvor den gamle købmand sad ved sin grog og med sin lange pibe og lyttede til de simple toner. Ak, det er længe siden!

Ved gennemlæsning af artiklen, slår det mig, at alle de personer, jeg nævner, er døde nu med undtagelse af datteren, der gik i skole hos mig - Elna hed hun. Og hun er nu enke. Selvfølgelig er alle dem, der da var gamle, borte. Pastor Poulsen var kommet til Sønderho om foråret 1907 (fra et kappellani ved Frelsers kirke på Kristianshavn). Det var hans første embede som sognepræst. Han forflyttedes 1911 til Laastrup og Skals i Viborg stift, og her døde han i Laastrup præstegård på sin 42-årige fødselsdag. Hans hustru, Kristiane Lambertsen, en grossererdatter fra København, skal også være død. Min bror døde for nogle år siden. Han var yngre end jeg. Den unge postelev Lorenzen døde under spansksygeperioden før 1920, og frk. Gunhilde var dødsmærket gennem mange år af tuberkulose, før hun endelig måtte overgive sig.

Ja, sådan gik det dem. Og alt det kan man huske!

Minder fra Sønderho.

„- dem skjønne Ungdomsdaw — aajaJ" 

Jeg ser ham endnu for mig, som han staar der paa Skrænten i Sommermorgenens Sollys med den lange Skibskikkert. Byen er næppe vaagnet endnu, derfor kan han godt staa der i det dejlige, varme Solskin kun iført Benklæder og Skjorte med Ærmerne smø­get lidt op. Det kniber at holde den lange Udtrækskikkert helt i Ro, mens han vender og drejer sig en Smule for at afsøge Vadehavet og Horisonten derovre mod Øst fra Mandø og omtrent om til Esbjerg. Saa skyder han Kikkerten sammen og gaar tilbage til sin Embedsbolig i Toldbygningen, der ligger faa Meter inde bag Skrænten. Hans Lædertøfler, som han elsker at gaa i, klapper svagt mod hans Fodsaaler for hvert af hans Trin.

Andreas Carl Julius Svendsen hedder han. Og han kommer til Sønderho som Told- og Strand kontrollør i 1888. Han er 46 Aar ved sin Ansættelse ;og da vi nu er i 1908, er det jo snart længe si­den, og Svendsen er ved at blive en gammel Mand. Hans graa-sprængte Fuldskæg gør ham heller ikke yngre. Han er født i As­sens 1842, kommer som ung ud at sejle, er som værnepligtig med i Slaget ved Helgoland (den sidste Sejr, Danmark vinder, er, han med til at vinde!), tager derefter Examen fra Skolen i Marstal, bliver Styrmand og Skibsfører - senere Krydstoldbetjent og saa Toldkontrollør i Sønderho. Han har sin Kone og fem Sønner med sig, da han kommer til Fanø. 

Den yngste af Sønnerne - Johannes hedder han - er kun 3 Aar. Aaret efter mister Svendsen sin Hustru; og han er alene med sine Drenge. Men han tager selv Forældrepligterne paa sig, klarer alt det huslige og giver ene Mand sine Sønner en Opdragelse, som et Ægtepar næppe kan gøre bedre. Aarene gaar. Sønnerne bliver voksne og drager efterhaanden ud i Verden. Tre af dem tager til Amerika. To gaar til Søs. Og saa er Svendsen for Alvor alene. Men nu faar han en ung Kvinde i Huset. Anna Berg hedder hun, og hun er forlovet med en af de Sønner, der er i Amerika. Hun ordner kærligt Hjemmet for den gamle, der jo en Gang skal være hendes Svigerfader. Selv har hun ingen Far. Han døde i Guajaqvil og ligger begravet derude. Hun var fire Aar, da det skete. Alting tegner sig nu lyst for de to i Kontrollørboligen. Da kommer der Brev med Bud om, at hendes Kæreste er død. Det er et haardt Slag baade for hende og for den gamle. Men hun bliver paa den Plads, hvor hun er sat.

Vi er nu passeret Aarhundredskiftet; og en Dag staar der at læse i Bladene om Fanøbarken „Aalborg"s frygtelige Skæbne. Da bliver der stille i det gamle Kontrollørhjem i Sønderho. For Johannes er mønstret ud med „Aalborg", der er hjemmehørende i Nordby. Efter de Meldinger, der foreligger, er det jo helt usandsynligt, at han skal være blandt de levendes Tal nu. Dagen gaar i Haab og Frygt. Det er ikke til at holde ud med denne Uvished. Men endelig kommer den Dag, da den gamle holder et Brev med sjældne udenlandske Frimærker i sine Hænder. Han kender Konvoluttens Udskrift; men han tvivler næsten om, at det kan være rigtigt. Men det er det! Gud ske Lov! For han faar Melding om, at Sønnen er paa New Zealand paa den anden Side af Jordkloden. Han er rømt fra Skibet, mens det laa i Havn derude, før det gav sig ud paa sin sidste skæbnesvangre Rejse.

Johannes lever!

Seks Aar gaar (eller var det syv?) før Johannes igen er hjemme. Men en Dag i 1908 træder han atter over Hjemmets Tærskel. Den gamle byder ham med Smil og Taarer velkommen, lægger sine Hænder om Sønnens Kinder og siger stille: „Hvor er Du blevet stort" Ja, for det var jo Drengen, der rejste ud; og det var den voksne Mand, der kom tilbage.

Og i Eftersommeren 1908 er det, at jeg træffer Johannes. Vi knytter et Venskab, der har holdt til denne Dag. Jeg bliver jævnlig Gæst i hans Hjem; og den gamle Embedsmand, som jeg før kun har kendt af Udseende, lærer jeg nu at kende paa nærmere Hold. Det viser sig, at han er meget tunghør; men naar jeg taler langsomt til ham, kan han af mine Læbers Bevægelse se, hvad jeg siger. Saa det gaar altsaa. Juleaften 1908 sidder jeg ikke ene i min Ungkarlelejlighed. Jeg er Gæst i Kontrollørboligen. Vi sidder i den pæne Stue, hvor de fine, gamle Rokokomøbler staar. Frk. Berg serverer et lækkert Maaltid, og vi har alle fire en hyggelig Aften. Der er ingen Gaver. Det er en Aftale. Johannes fortæller om sine Oplevelser derude i det fremmede. Han tilstaar ærligt, at hans Øjne løb i Vand, da han paa Hjemrejsen for første Gang i sine Udlændighedsaar saa Dannebrog vaje fra et Skib i Sidneys Havn.

Han tager nogle Maaneders Ferie i sit Hjem, og vi er sammen hver Dag, sludrer hyggeligt, spiller Violin sammen og morer os lidt - i al Ærbarhed selvfølgelig - i æ Daansstow med de unge Piger, gaar Ture paa Stranden og sidder ofte om Aftenen paa Værkstedet hos Skomagermester Mejnertz, der også er Ungkarl. Og vi har det rart. Det er en god Tid at tænke tilbage paal - Men nu skal Johannes aftjene sin Værnepligt i Flaaden. Da han er en fiks og pæn Fyr med en dannet Optræden, bliver han udtaget til Tjeneste paa Kongeskibet „Dannebrog". Her er han med Kongen (Fr. 8) i Kronstadt, og han staar med de andre Gutter til Parade, da den russiske Kejser betræder „Dannebrog"s Dæk for at hilse paa den danske Monark, Johannes er med til at hente Prins Harald og hans unge Brud hjem til København fra Sønderjylland; han er med Kongen paa Landsudstillingen i Aarhus o.s.v. Han er i fint Selskab. 

Tiden gaar. Johannes kan ikke leve af at opholde sig i Sønderho. Her er ingen Fremtidsmuligheder for ham. Han maa ud for at finde sig en Livsstilling. De Ungdomsaar, som vi andre brugte til at bane os en Vej frem i herhjemme, svandt jo for ham i det fremmede uden noget egentlig, der kunne bygges videre paa herhjemme. Men han klarer sig endda. Han er ikke noget Fæhoved, og han kan nok staa paa egne Ben. Han bosætter sig i København. Han faar Hustru og Hjem der. Og det gaar ham godt.

Som Familiefar flytter jeg 1911 ind i et stort, gammelt Hus i e Sønderland i Sønderho og bliver derved Nabo til gamle Svendsen. Huslejen er 10 Kr. pr. Maaned, og vi har fire Værelser. I den anden Ende af Huset bor gamle Maren Most. Hun er midt i Halv­femserne og Fanøs ældste Menneske. Da min Datter bliver født indtræffer derfor det enestaaende Tilfælde, at Fanø's ældste og yngste Menneske er under samme Tag. Maren Most har som seks-aarig set Frederik den 6., da han søværts fra Mandø eller Ribe kom til Sønderho, hvor han spiste til Middag i Præstegaarden. (Min Kone har endnu det Vinglas staaende, som Majestæten drak af ved Middagen. Det er af fineste Krystal, og det har en firkantet Fod.) - Som Nabo taler jeg med gamle Svendsen hver Dag. Jeg faar „Statstidende" af ham; for jeg kigger efter ledige Embeder. Desuden henter vi Vand ovre hos ham. Han har ingen Pumpe, men en aaben Brønd med en Vinde. Det gaar dog udmærket for mig at hejse Spanden op og ned. Han driller mig undertiden med, at Skorstenene paa det Hus, jeg bor i, er ulige store Store Klaus og lille Klaus kalder han dem. Men jeg ler kun ad det. Jeg kender ham. Og jeg holder meget af ham. Alle Mennesker i Sønderho holder af æ Kontrollør. Hans nærmeste Foresatte, Toldforvalter Harms i Nordby, er hans personlige Ven og ofte Gæst hos Svendsen. - Men den gamle Kontrollør har ogsaa sine smaa Særheder. Han kan saaledes ikke rigtig lide Kongen. Og da der i 1912 en Morgen kommer Besked til Sønderho om, at Majestæten den foregaaende Aften er død i Hamborg og videre Paalæg om at hejse Splitflaget paa halv i den Anledning, ønsker Svendsen ikke at flage. Han tager sin Flagstang ned og giver sig til at male den i Stedet. Og det kgl. Toldflag bliver liggende i Skuffen.

1. Januar 1913 forflyttes jeg fra Sønderho, Aaret efter tager Svendsen sin Afsked. Han er nu 72 Aar, og han har været i Søn­derho i 26 Aar. Han flytter ind i min gamle Lejlighed under store Klaus og lille Klaus. Hans trofaste Husbestyrerinde er stadig hos ham. 1925 dør saa den gamle Hædersmand stille og roligt 83 Aar gl. Det sker en Dag i Januar. Og det sker en Søndag Morgen.

Men Johannes og jeg holder stadigvæk sammen. Han besøger mig hvert Aar i Nordby, naar han har Ferie. Saa tager vi sammen til Kirkegaarden i Sønderho, hvor den gamle hviler. Vi gaar en Tur om til Kontrollørboligen, der nu er privat Ejendom; til Skolen gaar vi og videre rundt i Byen. Alle de gamle fra Vor Ungdomstid er borte. Ingen af dem træffer vi i Gaden. Og de, der den Gang var unge, er ved at blive gamle, som vi selv er det. Og alt er ikke, som det før var. Der er Vemod over hans Besøg hos os i Sommeren 1956 kort før vor Afrejse fra Fanø. Han føler, at naar vi er borte, er igen en af de Traade, der binder ham til Barndommens Ø, bristet.

Men han finder os her i Ry. En Formiddag sidste Efteraar ringer det paa min Dørklokke, og da jeg lukker op, staar Johannes der. Naa dal Det er en kærkommen Gæstl Desværre har han kun denne ene Dag til sin Raadighed, saa han afslaar at blive et Par Dage som i gammel Tid. Han fortæller os, at han har taget sin Afsked fra sin Stilling ved Københavns Havnevæsen, hvor hans
Arbejde i de senere Aar faldt ved den stærkt trafikerede Langebro.
Johannes lægger ikke Skjul paa, at Havnekaptajn Thøgersen, der er fra Nordby, altid har været ham en god Foresat. Det vil vi tro, for vi kender jo ogsaa Havnekaptajnen! Meget faar vi talt sammen, mens Dagens Timer gaar. Husker Du det? Mindes Du det?

Erindrer Du endnu den ensomme Lampe i Køkkenvinduet der hjemme i Kontrollørboligen? Den stod der i Vinduet Aftenen igennem - hver eneste Aften stod den der, til Hjemmet sent og silde gik til Ro, og lyste ud i Mørket. Kom man nordfra og ind i den smalle Gang ved „Ottekanten", styrede man lige efter dens
Skin –  „Svendsens Lanterne" kaldte jeg den. Der var noget symbolsk over dette tavse Lys - det var som en vejledende Hilsen fra Din Fars Hus til os unge, at vi ikke skulle gaa vild i Mørket!
Lampen er slukket nu; for han er der jo ikke mere, den gamle l -

Ja, vi drejer Tiden tilbage, Johannes og jeg, og det rinder fra Mindernes uudtømmelige Kildevæld, stærkt og stilfærdigt. Vi er jo igen paa Fanø - i Sønderho - i hans Barndomsby og vor fælles Ungdomsby — blandt Mennesker, som den Gang var - og i Tider, som nu forlængst er borte                

— Johannes rejste med Nattogetl

Erindringer fra vintre i Nordby 1915-20.

I min sidste artikel skrev jeg om vinterlivet i Sønderho i gamle dage. Når jeg nu vil prøve at give en skildring af de tilsvarende forhold i Nordby, må jeg gå et stykke frem i tiden - en halv snes år ca. - og så er vi i tidsrummet 1915 - 20. Jeg var blevet ansat i Nordby 1. september 1915, og jeg så da det hele med friske øjne eller rettere under den synsvinkel, som enhver fremmed anlægger, når han kommer til et nyt sted. Jeg kendte ikke noget videre til Nordby. Vel havde jeg været lærer i Sønderho 1907 - 12, men mit kendskab til Nordbys folk og forhold indskrænkede sig nærmest til Hansens boghandel, Post Niels og færgeriets daværende ekspedition på havnen, hvor gamle Sonnichsen sad og gav ondt af sig. når man i sidste øjeblik kom med et stykke rejsegods. (Jeg lærte .ham dog senere at kende som en flink og rar mand.) Nordby var kun et gennemgangssted for sønderhoningerne - en lang gade, man skulle passere både på ud- og hjemrejsen.

Bortset fra lærerhjemmene havde jeg til at begynde med ingen selskabelig omgang med befolkningen i Nordby. Derimod traf man den ved forskellige festligheder i vinterens løb. Og her er det navnlig festaftenerne i Industriforeningen, jeg tænker på. Hvem kom til disse fester? Ja, det er snarest nemmere at sige, hvem der ikke kom. Ingen fandt sig for fornem til at være med, og ingen mente sig så ringe, at han ikke var velset. Og det var jo det gode ved det. God plads var der i Industriforeningens lokaler, og mange kunne rummes der.

Selve „programmet" kom naturligvis under udfoldelse i den store sal, men når dansen begyndte, trak mange sig tilbage til kaffe- eller spillebordene i bygningens øvrige lokaler. Der herskede altid en god tone ved disse fester, og alt gik i største fordragelighed aftenen igennem. Mange af de ældre nordbyanere gemmer sikkert på gode minder fra en eller flere af disse aftener. 

Og hvem besørgede så underholdningen?

Det gjorde vi da selv! Der blev ikke sendt bud efter folk udefra. Den første af disse fester, som jeg var medvirkende i, blev arrangeret af Dansk kvindesamfund, hvor fru Marie Hermann Jørgensen dengang var, formand. Af programmet husker jeg, at daværende kordegn Andreasen læste digtet om Poul Wendelboe Løveriørn og professorensa datter - „Et kys" hed det vist -, og jeg havde min første optræden med en fortælling af Maglekilde Pedersen, der dengang var i kure. Fra en senere aften - en koncertaften - erindrer jeg en smuk trio, hvor postmester Enné og lærer Høgdal spillede violin akkompagneret af frk. Dagny Thomsen (fru; Møller), hvorefter forstander Gustav Sørensen ung og glad og nygift trådte frem ved rampen, hvor han med sin smukke og klangfulde stemme sang „Tre høje konger på rad'*. Han sendte et muntert blik til sin frue, der sad på en af de første bænkerækker, da han sang linien: „ - man kan sove dejligt i Milraø!" Men de havde jo også lige været på bryllupsrejse i Sverrig! Jo, det var fornøjelige og gode aftener. Selv gamle overlærer Holger Poulsen, der dengang forlængst havde taget sin afsked, kunne finde på at holde tale. Og han gjorde det godt. - Men noget af det smukkeste, der endnu står i min erindring om disse fester, var alligevel da lærer Høgdal en aften fremførte et trestemmigt pigekor fra realskolen. Da lagde jeg for første gang" mærke til både den skønne melodi og tekst til H. C. Andersens sang: „Alt rejser vi ti tren sit hvide telt". Det var en nydelse at høre! Høgdal var en fin sanglærer. Han var i det hele en dygtig lærer. Mon han egentlig fik den anerkendelse i Nordby, som han havde fortjent? 

Disse aftenunderholdninger var oftest arrangerede for at skaffe mid­ler til et eller andet velgørende formål. Sluttedes der med bal, var det som regel skomagermester Winther og barbermester Hansen, der leverede musikken. Det var to vidt forskeliige naturer: Winther rolig og fåmælt. Hansen et fyrværkeri i ord og armbevægelser! Begge mestrede forskellige instrumenter, og de spillede udmærket sammen. 

Dilettantkomedien hørte også med til vinterens underholdning i Nordby. Scenen var i Logen ved Vestervejen, og her var sædvanlig fuldt hus til hver spilleaften. Det var -  husker jeg  - virkelig gode kræfter, der her havde lagt sig i selen, og de gik heller ikke af vejen for at   binde an  med   opgaver, der lå i et   noget højere   plan end  de almindelige  dilettantkomedier. Bogbinder Jørgen Andersen var gennem flere vintre den førende kraft, og kom   han  i den  rigtige rolle gav han  den liv og varme så godt som nogen professionel skuespiller.

Men også senere biografejer Sørensen og styrmand Stockmarr, der begge dengang var i deres fulde  kraft, erindrer man fra  logens scene - ja, og ikke  mindst fru  Kathrine  Hansen, der  både ved sit   udseende og hele sin fremtræden virkelig var som skabt for scenen. De er alle døde nu, og tæppet er forlængst uigenkaldelig gået ned  i Logen ved Vestervejen. . . 

Den første vinter, jeg var ved skolevæsenet, var vi en kreds af lærerinder og lærere fra Borgerskolen og Realskolen, der gjorde forsøg med en aftenskole.    Vi åbnede den 1. november med et stort antal elever til de forskellige fag. De fleste var kvinder, og det var måske grunden til, at den ene  efter den anden faldt fra, da juletravlheden i december tog sin begyndelse, så vi ved årets udgang kun stod med et fåtal af elever. Vi så tiden an til efter jul, men da kun enkelte af de „frafaldne" vendte tilbage, besluttede vi at spare kommunen for udgifter til lys, varme og rengøring og os selv for arbejdet.
Vi holdt op.    Aftenskolen blev en fiasko.

Et offentligt foredrag var en stor sjældenhed i Nordby dengang og da forresten også senere. Min gamle seminarieforstander fra Ribe, pastor Simon Hansen, der senere døde som provst i Helsingør og præst ved Kronborg slotskirke (han var en husmandssøn fra Fyen), holdt dog en aften et foredrag i industriforeningens sal.    Han talte om Finland. Men ellers var der så godt som intet af den slags. Der var vist heller ingen foredragsforening.

I Rindby derimod var der vinteren igennem jævnlig foredrag i forsamlingshuset. Førstelærer Neergaard skaffede talere til veje, og mange fra Nordby gik der ud. Også Rindby syntes at have haft lettere end Nordby ved at holde sammen på de unge til aftengymnastik en vinter igennem.

Bagerste række fra venstre: møller Thyssen, måske fru Thyssen, Karen Svendsen, Hagen Nielsen,, måske Hartvig Warrer, Anna Nielsen, Metha Rødgaard,,. 2. række fra oven: , P. Clausen Sørensen,, Jens Rødgaard Sørensen, Morten Rødgaard Sørensen, Engers Egetoft, Jens Marius Svendsen, Sine Egetoft, Jens Morten Jensen, lærer Neergaard (X), Mette Hagen Nielsen, fru Peter Skov, Marie Jepsen,, Peder Skov, Bertha Iversen, Jens Nielsen Lauridsen, Hans Clausen Jepsen, Jes L. rødgaard, Karl Rødgaard. 3. række fra oven: Jens Nielsen Jensen, fru Nielsen Jensen, Jens Hansen Lauridsen, Ane Kirstine Callesen, Maren Jensen, Kirsten Warrer, Niels Morten Kallesen, Jens Clausen Pedersen. Forreste række: Mette Kallesen, Karen Rødgaard Sørensen, Ane Kathrine Kallesen, Sine Olesen, fru Jens Nielsen Lauridsen, Kathrine Pedersen, Niels Jørgensen

Men der levedes ved vintertid et ret omfattende klubIiv familierne imellem i   Nordby. Skiftevis samledes de i hjemmene og havde det hyggeligt. Den ugentlige kortspilaften i Industriforeningen samlede allerede dengang en trofast stab, der nødig gik glip af denne aftens samvær. Hver dag gik skipperne i skibsrederforeningen for at se bladene og få et spil kort, men det var vist en   helårsforeteelse og ikke henlagt alene til selve vinteren. 

I dette tidsrum (1915—20) blev også „De gamles julefest" en kendsgerning. Fra begyndelsen var provst Nielsen, kordegn Mølgaard og musiklærerinde frk. Mathiesen medvirkende. Pastor Voldum afløste provsten, og jeg fulgte efter Mølgaard. Frk. Mathiesen har vi stadigvæk den glæde at se ved klaveret til disse   årligt tilbagevendende fester. 

Jeg tænker ofte både med stilhed og mildhed i mit sind tilbage på disse mine første år i Nordby. Selv om jeg var ret fremmed i byen og på mange måder følte mig ensom, var jeg dog glad ved, at der af og til var brug for min hjælp til at løse forskellige mere officielle opgaver. Først da jeg  - det var vist i 1920 - afløste gamle navigationslærer Buch som redaktør af „Fanø Ugeblad" (løn: 25 kr. pr. måned), kom jeg som bladets repræsentant på forskellig vis i nærmere kontakt med befolkningen. Og jeg fik gennem mine no­get over 25 år ved bladet et indtryk ikke alene af byens, men af sognets hjem og mennesker, som endnu står levende i min erindring.

Men det er en historie for sig.

Minder fra Fanø Bad.

TIDEN mellem de to verdenskrige var - syntes jeg - en god tid. Og fra disse år har jeg mine bedste minder fra Fanø Bad. Nu skal jeg ikke forfalde til nogen   beskrivelse af strand og klit ved Fanø. Det er gjort så tit og så godt, at det   måske kun vil falde kedeligt ud, om jeg på ny berømmede naturforholdene der.   Jeg føler dog trang til at sige, at de badestrande, jeg har set herhjemme i vort land, allesammen - også selve Skagen - uden undtagelse „falder igennem" i sammenligning med Fanø strand. 

Hvert forår, når dir. Lassen flyttede fra sin vinterbolig i Nordby og ud til badebyen ved havet, stod det for mig, at nu var begyndelsen gjort, selv om der naturligvis var længe til, at det hele derude kom i fuld gang. Jeg undrede tit over, at dir. Lassen kunne holde varmen derude i det endnu vinterkolde kontor, hvor jeg egentlig altid sad og småfrøs, når jeg en enkelt gang aflagde ham en visit. Travlt havde han altid, for der var jo meget, der skulle ordnes, før gæsterne kom. Men det passede ham at have travlt. Gode hjælpere havde han - på forskellig vis. Jeg tænker navnlig her på gamle Carl Madsen og hans to sønner, Thomas og Jørgen - „Firmaet Madsen, Madsen & Madsen", som jeg for spøg kaldte dem. Undertiden gav dir. Lassen sig dog så god tid, at han forlod kontoret for at vise mig noget af det nye, der var kommet siden den foregående sommer. Således var jeg en forårsdag med ham inde at se værelserne i dir. Jays ny villa, inden den blev taget i besiddelse af ejeren. Af de mange raffinements den luksuriøse ejendom bød på, husker jeg følgende: I papirrulleholderen på w. c. var indbygget en spilledåse. Når man rullede papiret i ( valsen, blev spilledåsens mekanisme trukket op, så man kunne forlade det lille rum under fuld musik. 

Men endelig en dag var det hele klar. Badevognene - der var jo mange af dem dengang - stod på række nede på stranden, pum­perne arbejdede i varmtvandsbadet, hotelskorstenene røg, portiererne sod i deres fine uniformer ved indgangen, boghandler Søren Hansen rund og glad i sin hjørnebutik, og de første herrer i hvide flonelsbukser viste sig på tennisbanerne. Badevognene var dengang arrangeret op i tre afdelinger: Herrebad mod syd, damebad mod nord og blandet ud i midten. Denne tredeling slettedes efterhånden, og enhver badede efter sin egen indskydelse.

At der blev badet fra vogn på Fanø var ret ofte genstand for en kritik, der søgte at latterliggøre dette forhold. Og så var sandheden dog den, at det var et udmærket arrangement med vognene. Uanset ebbe og flod kom man altid ud, hvor der var passende vanddybde, og uanset vejret kunne man i ro tage sit daglige bad, idet man var i læ side ved af- og påklædningen. Endelig havde badetyvene, som jo heller ikke var ukendt på Fanø, ingen lejlighed til eftersyn af det tøj, der lå i badevognene. Men så var der jo betalingen. Jeg husker, at der gennem mange år mellem verdenskrigene gav 20 kr. for et sæson- det omfattende hele familien samt husassistenten. Og vi disponerede daglig over flere vogne. Hver dag - ja! For fra den dato vognene blev kørt ned, og til de med udgangen af august atter blev kørt i vinterhi, badede man hver dag. Man ville hellere undvære et måltid mad, ud man ville gå glip af det daglige bad, der altid var til glæde og nydelse. Mit skolearbejde lå jo sådan, at jeg badede om eftermiddagen. Solen stod da ind i vognene, og jeg erindrer, hvilken vederkvæge det var efter badet at sætte sig på trappen nydende cigaren og solskinnet og den milde brise og småbølgernes klukken om trappens nederste trin. I en sådan stund følte man livets velvære og  mere prosaisk, at de 20 kr. var givet godt ud.

Selv om det var lidt underligt til at begynde med at bade mellem en hel mængde ukendte herrer og damer, vænnede man sig hurtigt til det - ja, så indlevet blev man i dette på en vis måde betryggende forhold, at man senere hen slet ikke kunne tænke sig at gå ud alene et eller andet sted ned ad kysten. Under badet var alle lige. Har gjaldt ingen rangforordning. Der var andre bestemmelser udenfor havstokken end indenfor. En regel blev dog altid overholdt: Sømmelighedens! Også ved eventuelle badeulykker, som dog aldrig indtraf, kunne badevognene virke som kontrol. Hør en gang: En eftermiddag, da jeg kom ti! stranden, var det hele i oprør. Trods stærkt stigende vand havde brugeren af en badevogn, der stod ret langt ude, ikke givet signal med flaget for tilbagekørsel, og da gamle bademester Christensen red ud for at hente vognen, fandt man i den et sæt drengetøj. Men drengen var der ikke. Der blev straks slået alarm. Dir. Lassen mobiliserede badets redningsmateriale. Den unge læge Victor Anthonisen, der tilfældigt var på stranden, blev anmodet om eventuelt at yde sin assistance, al badning standsede som ved et trylleslag, og alles sind var optaget af den formodede ulykke. Da - midt under det hele - kommer knægten ned fra klitten, hvor han en times tid havde taget solbad. Han ville da lige ned for at høre, hvad al den hurlumhej betød.

Den skide knejt," sagde gamle bademester Christensen, „det er snar hwer daw, en hår spetakkel a ham."

Christensen afløstes som bademester af Thomas Madsen, og jeg gik altid ud fra en vogn i Madsens afdeling. Fru Christence Poulsen holdt den afdeling af badevognene rene. Hun var enke efter min gode ven, kapt. J. H. Poulsen, der døde i Sevilla og ligger begravet der. Stence, som hun kaldtes, var kendt for sin enestående slagfærdighed. Da jeg en dag sammen med min kone steg ind i badevognen, sagde jeg for spøg ti! Stence: „De forlanger vel ikke at se nogen vielsesattest, fru Poulsen?" Og jeg fik det svar: „Der er sgu da nok dem, te det ku' kniv for!" Stence forflyttedes senere til et depot, hvor udlejning af håndklæder, badedragter m. m. fandt sted Her sad jeg en dag sammen med en ven og passiarede med hende, da der kom en tysker ind og spurgte, om der ikke var indleveret et par badebukser, som han havde glemt den foregående dag i badevognen. samt et par briller, som han havde tabt den pågældende dag. Efter nogen snak mellem tyskeren og Stence, under hvilken de skiftevis forstod og misforstod hinanden, afsluttede hun diskussionen med på bredt Jydsk at sige: „En ska' såmænd få o sie, te e briller er gawn ud og led atter æ bows!" Så gik tyskeren.

Den ene sommer gik nærmest som den anden uden nævneværdig forskel. En enkelt sommerferie fik dog en særlig betydning for mig. Og det var ferien 1927. Da skrev jeg hver dag to badebreve fra Fanø (forskellige naturligvis) - det ene til „Vestkysten", det andet til „Vestjyllands Socialdemokrat". Dette arbejde morede mig. Og der var jo stof nok, når man da ellers forstod at finde frem til det. Ved sæsonens slutning sendte dir. Lassen mig på badedirektionens vegne et kønt sølvbæger ledsaget af en takkeskrivelse. Det var jeg glad for.

Sidst i august blev badevognene efterhånden trukket op til deres vinterkvarter. Og det var for mig helt vemodigt, når Madsen med­delte, at „i morgen" var det slut for alvor. De store, tunge heste, der havde gjort tjeneste ved badevognene, vendte tilbage til fastlandet. Må jeg lige her fortælle, at flere af de heste, der kom over om foråret, havde store kager - „muk" hedder det vist - på benene. Men alt dette forsvandt i løbet af sommeren. Saltvandet tog det.

Når september gik ind, blev der tomt ved Fanø Bad, og dog havde også denne måned sin charme. Da havde man så at sige hele stranden for sig selv. Der var ingen forstyrrelser af nogen art. Kun ude fra havet hørte man fiskebådenes taktfaste tjunk-tjunk-tjunk, når de var på vej ud eller hjem. Men disse lyde fremhævede stilheden mere, end de forstyrrede den. Nogle af mine bedste minder fra min fanøtid knytter sig til stranden og havet derude mod vest, og jeg tænker ofte derpå med både glæde og vemod i mit sind. Mest dog det sidste!

Som direktør Lassen var den første om våren ved Fanø Bad, var han også den sidste, der tog derfra sent om høsten, når villaer og hoteller havde lukket døre og porte. Og for mig var sommer­sæsonen egentlig først for alvor sluttet, når jeg en efterårsaften gennem ruden i hans vinterbolig i den stille gade i Nordby så hans kendte skikkelse i lampelyset bøjet over skrivebordet travlt beskæftiget ved skrivemaskine eller telefon. Gjorde han da sommerens regnskab op? Eller var han i gang med forberedelserne til næste sæson? Jeg kender det ikke. Men det ved jeg, at dir. Lassens liv og virke året rundt var - og er jo stadig - helt og fuldt knyttet til Fanø Bad, og at han derude vil erindres af mange den dag, da man ikke mere skal se ham i badebyen ved havet.

Minder fra Nordby Borgerskole 

HVERT år omkring eksamenstid kan jeg ikke lade være ,med i særlig grad at lade mine tanker gå tilbage til den gamle Bor­gerskole på Fanø. Gennem 40 år var jeg med ved disse eksa­miner,  så jeg ved god besked med, hvordan  det gik for sig - spændingen før og under eksamen og udløsningen efter.

Det blev så tit sagt, at eksamen var en fest, eller at den i hvert fald skulle være det. For mig var den det aldrig. Og for de store børn var den det sikkert heller ikke. Kun, hos de små i underklasserne, for hvem eksamen jo ikke havde nogen særlig betydning, var den måske nok en fest på sin måde - de havde jo en del fritimer, var i det pæne tøj og kunne tillade sig et ubegrænset forbrug af slik­pinde o. s. v. I de små klasser mødte forældre op for, at høre, „hvordan de kunne". I de ældste klasser måtte forældrene også gerne komme, men de kom ikke. Børnene ville ikke have det.

I mine første år ved skolevæsenet var der eksamen i 3 1/2 dag. I hver klasse fra den nederste til den øverste var der fremlagt karakterlister med rubrikker til hvert fag. Og, det var en større historie at lille Karen eller lille Jens bedømt så omhyggeligt, som muligt, så de, begge, når det hele var overstået og karaktererne sammenlagt, kunne få det nr. i den ny klasse, der retfærdigvis efter præstationerne - eller i hvert fald efter karakterlisterne - tilkom dem. Senere faldt dog alt dette bort. Eksamen blev afkortet til 2 ½ dag og der blev kun givet karakterer i 6., 7. og 8 klasse. Det skete, mens Birkelund var skoleinspektør, og det var efter min mening en god foranstaltning. 

Når eksamensplanen var udarbejdet - det skete for Borgerskolens vedkommende ved viceinspektøren - blev den sendt til skolekommissionen. Og da skolekommissionens medlemmer var selvskrevne som censorer, tegnede man sig i de fag og i de klasser, som man ønskede at „høre". Som regel var der mange åbne pladser på censorlisten efter at skolekommissionens medlemmer havde tegnet sig, og det blev viceinspektørens opgave at gå til de af byens borgere som han mente egnede sig dertil og få dem til at virke som censorer ved eksamen.

Og det blev jo da en ret stor skare skiftende censorer, jeg så kom­me og gå gennem de mange år, jeg var ved skolevæsenet. Jeg kan således huske, at købmand W. M. Bøttger, der havde sin store forretning på det nuværende Konsul Lauritzens plads, var censor ved Borgerskolens eksamen. Jeg erindrer ham dog kun fra frokosten hos fru Carlsen, hvor han med sit flotte fuldskæg var en af dem, man særlig lagde mærke til.

Jeg tror, de fleste censorer tog sig deres opgave med stor alvor og virkelig anstrengte sig for at gøre det, efter deres sind retfærdigt. Men forskel på dem var der naturligvis og det var let at mærke, hvilken censor børnene var glade for, og hvem de så med mindre glæde I mine første år ved skolevæsenet var der i skolekommissionen en mand, der som censor gik ,noget i rette med lærer Heebøll i børnenes påhør under en eksamination i zoologi i 6. kl. Heebøll fortalte mig det, og han var noget indigneret over det. Det samme skolekommissionsmedlem præsenterede sig for en nyansat ung lærer, Hauge Madsen (senere skoleinspektør ved Halsskovskolen i Korsør), på følgende måde: „Mit navn er N. N, og som medlem at skolekommissionen er jeg, jo Deres
overordnede”.

Men han var - heldigvis - en ren undtagelse.

Af de: censorer, der meldte sig til mine fag, og som jeg endnu mindes med  glæde, vil jeg nævne følgende, der nu alle er døde:

Murermester Ende. Han var med fra første begyndelse, og han tegnede sig tit hos mig i regning. Jeg var glad for barn. Han var en stille mand, der indgød børnene tillid.

Læge Anthonisen sås sjældent ved Borgerskolens eksaminer, da hans praksis ikke levnede ham tid dertil. Men kom han, var han altid vel­kommen. Han holdt af en levende og fornøjelig eksamination og kun­ne hurtigt vurdere såvel klassens som, den enkelte elevs standpunkt. 

Sognerådsformand P. N. Pedersen så jeg gerne hos mig som censor, og børnene gjorde det da også. Jeg tror, han var en stor, børneven; han var i hvert fald altid glad og oplagt, når han satte sig på katedret og så ud over flokken, som nu skulle i ilden. Bagefter sagde han ofte et par rosende ord til klassen. 

Kapt Mejnertz havde jeg en enkelt gang. Han var nøgtern og få­mælt, men hans bedømmelse var - syntes jeg da - både grundig og retfærdig. 

Kapt. Jens Christiansen var et åbent og følsomt menneske, der ofte - navnlig i faget religion - blev stærkt grebet af børnenes fremstilling, hvorfor han heller ikke var karrig med lidt ros til eleverne. 

Postmester Enné kom og var meget velset. Det var så afgjort, at han mere hæftede sig ved, hvad børnene kunne, end ved, hvad de. ikke kunne. Embedsmanden gik af ham, når han sad eller stod iblandt os. 

Endelig må jeg da ikke glemme den elskelige fru Laura Clausen. Hun var tit inde bos mig i sang i de lavere klasser. Og over hendes ansigt skiftede det med smil og tårer, eftersom de små puslinger sang de kønne børnesange, som også hun engang for de mange, mange år siden havde sunget, og som endnu levede dybt i hendes sind. Jeg tænker på hende med tak! 

Men den mest trofaste censor ved Borgerskolen gennem alle de år, jeg var der, var alligevel kapt. Clausen på Tinghustorvet. For ham var eksamen sikkert en fest. Han tegnede sig i mange forskellige klasser til overhøringen, og han var vel anskrevet både hos lærerne og hos! børnene. Vi kunne lide Clausen.

Provst Nielsen holdt ikke af at binde sig til bestemte fag eller klasser. Han yndede derimod at gå fra klasse til klasse, lytte et kvarters tid hist og et kvarter her. Den sidste eksamen, provsten var til på Borgerskolen tegnede han sig kun til en eneste time fast, og det var i 1. kl., hvor jeg havde religionsundervisningen. Klassen og jeg optog det som en ære, han ville vise os; og vi havde da før tiden aftalt, at når eksaminationen var forbi, skulle børnene rejse sig og stående påhøre en lille afskedstale, som jeg ville holde på deres og på egne vegne til provsten. Vi blev „hørt" i stykket fra Jesu lidelseshistorie. Det gik godt. Og vort lille program bagefter blev både en overraskelse og en glæde, som provsten rørt takkede os for.

Hver eksamensdag i den store pause kl. 10 samledes censorerne og lærerpersonalet ved en frokost i embedsboligen hos fru Carlsen. Her var altid en livlig stemning; og ved hendes gode kaffe og lækre smørrebrød styrkede man sig, før man gik ud til nye sejre eller nederlag i de to sidste formiddagstimer.

Eksamensafslutningen i Industriforeningens sal kendte vi ikke no­get til i mine første år ved skolevæsenet under overlærer Thyssen. Det var læge Anthonisen, der i overlærer Smidts tid fik ideen til at samle eleverne fra begge skoler med deres forældre til en kort højtidelighed som en lille hyggelig afslutning på skoleåret og de for mange af børnene så anstrengende eksamensdage. - Jeg skal i en senere ar­tikel fremdrage flere gamle minder fra Nordby Borgerskole.

Minder fra Sønderho skole. 

DET var som tredielærer, jeg i efteråret 1907 kom til skolen i Sønderho. Og det var mit første faste embede. Løn; 700 kr. om året. Det var normallønning for 2. og 3. lærere dengang og altså ikke noget særegent for Sønderho. Min yngste - nu afdøde - broder, der på den tid ikke var seminarieuddannet, havde været vikar i embedet sommeren igennem, og af ham fik jeg naturligvis mange tips angående skoleforholdene.

Der var ca. 125 børn i alt fordelt i 5 klasser. Jeg blev klasselærer i 3. kl,, men havde forøvrigt timer i alle klasser. Desuden skulle jeg om sommeren undervise drengene i gymnastik. Det foregik på åben plads, da der ikke var nogen sal. Og det foregik udenfor de ordinære timer, hvad jeg var noget utilfreds med - og drengene da også. Men heldigvis var der den bestemmelse, at det kun skulle være, „når vejret tillod det".                  ,

Skolen havde 4 klasselokaler. De 3 var i den gamle bygning (opført 1856), som står endnu, medens det fjerde var i en uhyrlig tilbygning (opført 1901) ved østgavlen af den gamle - højere i tagrygningen end denne og indrettet efter de nyere loves strengeste forskrifter med vindueskarme så store som ladeporte o. s v. - i det hele en uskøn bygning, der misklædte hele skolekomplekset. Da børnetallet mange år senere gik stærkt ned, var der ikke brug for lokalet i denne bygning. Den gik hurtigt i forfald, og den er nu helt fjernet. 

De øvrige lokaler var lyse og smukke. At der var vinduer i begge sider generede ikke. Sådan var det vist i de fleste landsbyskoler i den tid. Alt var ellers solidt og godt. Jeg husker, at de gamle læ­rere med nogen stolthed gjorde mig opmærksom på, at gulvet i 5. kl. var lagt med 4 tomme tykke 5/4 pine-brædder. Ikke en knast var der i det gulv. Der var allerede dengang 2-mands borde i alle klasseværelser, hvilket ikke sås i ret mange skoler. Som geografilærer havde jeg udmærkede landkort til min rådighed, ligesom der også var en righoldig samling opklæbede billeder tit brug ved min „anskuelsesundervisning" i 1. og 2. kl. De sortmalede trætavler bag katedrene var derimod små og ringe, men man kendte jo ikke andet på den tid.

Men der var ingen samlinger til brug ved undervisningen, og som lærer i naturhistorie var det naturligvis et savn for mig. Men vi kom igennem med det endda. Havet gav os snegle- og muslingeskaller og meget andet i massevis, en righoldig og stærkt afvekslende flora i klitter, marker og enge stod om sommeren til vor rådighed ligesom vi også hentede eksemplarer hjem fra sommerfuglenes, guldsmedenes og andre insekters verden.

Et tomt skab på skolen tog vi i anvendelse til en begyndende na­turhistorisk samling. Børnene var uhyre interesseret; og hjemmefra kom de med foræringer til samlingen - mest dog bestående af kon­kylier fra Sydhavsøerne og lignende fjerntliggende steder.. Det var ting, jeg slet ikke kendte, og som vi da heller ikke skulle „lære om", Og selv om det hele i starten blev lidt af en misforståelse, havde jeg dog den glæde, at børnene følte sig helt og fuldt med i foretagendet.

Der var - og er jo da endnu - en vældig legeplads ved Sønderho skole. Og når jeg senere har set, hvordan børn i købstadskolerne undertiden i hundredvis må klumpes sammen - spærres inde - på en stærkt begrænset og med mure eller plankeværk aflukket asfal­teret legeplads, har jeg tænkt på, hvor lykkelige forholdene i den henseende var i Sønderho. Dette, at der var så gode pladsforhold, at der var rum for den enkelte, bidrog sikkert også til, at der aldrig opstod klammeri mellem børnene i frikvartererne.

Det var derfor ikke nødvendigt med opsyn eller inspektion på skolepladsen, og lærerne kunne efter behag opholde sig ude eller inde i frikvarteret. - I de noget over 5 år, jeg var ved skolevæsenet, skete der dog et uheld på skolepladsen, hvorved en af drengene under leg fik sit ene øje beskadiget. Anfred Kromann hed han. Anfred blev dog senere skibskaptajn, og i denne stilling satte han sit liv til for at redde et andet menneske. - Når sneen dækkede jorden, tog drengene kælkerne i brug. Fra toppen af „æ Kaaverbjerg" rutchede de ned forbi skolens vestgavl og helt om i skolegården. Hver slædefører havde sin styrepind, der virkede som et ror; og det var fantastisk at se, hvordan de knægte kunne manøvrere under nedfarten. Når frikvarteret var omme, fik bør­nene et vink om at komme ind. Der var ingen skoleklokke; og der var ingen opstillen ved dørene, før de gik ind. 

Timeplanen lå fast fra år til år. De fag, man en gang havde, blev man ved med at have. så det årlige bøvleri med fagfordeling og skemalægning kendtes ikke. De 3 øverste klasser havde 6 timers daglig undervisning året rundt, de 2 nederste 3 timer. Dog var lørdag eftermiddag fri for alle klasser. Den daglige undervisningstid var om sommeren fra 8 til 11 og fra 13 til 16. Om vinteren dog 9 til 12 om formiddagen. - Når klokken var 11 en sommerdag, kunne de andre lærere gå hjem, mens jeg skulle i gang med gymnastikken på grønsværet, hvor galgen med tovene og nogle enkelte ribbefag var rejst - hvis altså vejret tillod det. Jeg vil ærligt tilstå, at jeg måske nok lidt for ofte fandt ud af, at vejret tillod det ikke. - Skolen havde ingen fodbold; men så kom en af drengene en dag med en vældig, luftfyldt blære, som han havde fundet på stranden. Den måtte kunne bruges. Jeg købte noget meget svær sejldug og fik min gamle ven skomager Mejnertz, til at sy hylster til blæren. Jeg må indrømme at den så lidt sjælden ud, da den kom fra værkstedet; men nogenlunde rund var den jo da. En af vore kvikke drenge, Søren Andersen Fischer hed han, (han blev senere maskinmester og døde ret pludseligt i sin bedste alder) gav bolden navnet „Køjesækken" . og så gik det løs med fodbold, til fodbolden tabte både luft og hylster. Senere fik vi en rigtig fodbold.

Det undrede mig en del, at de to første timer både formiddag og eftermiddag ikke var skilt ved noget frikvarter. Lærerne skiftede fra klasse til klasse, mens børnene blev siddende. Jeg forstod, at det var der ikke noget at gøre ved; for sådan havde det altid været. Og der var mærkeligt nok ikke noget „renderi'* i de to timer. Med hensyn til at overholde mødetiderne ved skolens begyndelse morgen og middag gik det udmærket. Selvfølgelig kunne det da ske, at en elev „kom for sent". Skete det om middagen, var grunden altid den: „A fek forsilde Onnen." Og så lå skylden jo hos hjemmet og ikke hos barnet.

Drikkevandet fra brøndene var dengang mange steder ret dårligt i Sønderho  Men det vand, der kom fra pumpen i skolegården, var usædvanlig rent og klart, hvilket jo ikke var uden betydning for børnene. Jeg husker da også, at min kone af og til sendte mig af sted med mælkespanden for at hente vand ved skolens brønd, hvis hun f. eks. ville servere en ekstra god kop kaffe til vore gæster. En eventuel nyboring til Sønderho vandværk ville sikkert give et godt resultat, om den blev foretaget i nærheden af det sted, hvor skolens nu sløjfede brønd i sin tid var!

Jeg skal i en senere artikel give en nærmere omtale af de børn, der for de mange år siden gik til undervisning i den gamle skole i Sønderho. For dem har jeg da heller ikke glemt!

Skoleminder fra Nordby.

DEN gamle Borgerskole i Nordby Har bevaret sit ydre gennem årene. Og det er godt det samme! Som bygningen tog sig ud i 1915, da jeg om efteråret blev ansat ved skolevæsenet, sådan så den også ud, da jeg 40 år senere forlod den. Og sådan ser den ud den i dag.  

Tusinder af børn har den set komme og gå. De har leget ved dens fod og samlet viden under dens tag, til skoleklokken en dag ringede ud fra deres sidste undervisningstime, og skolelågen, faldt i efter dem, når de drog bort. 

Også lærerne kom og gik. Nogle havde trækfuglenaturen i sig og tøvede derfor ikke så længe. Andre blev gamle og grå under dens mure. Men også de gik stilfærdigt deres vej, når aldersgrænsens jerntæppe sænkedes, selv om de følte, at deres vinger endnu havde bærekraft. 

I det følgende vil jeg give et kort rids af, hvordan forholdene - rammerne nærmest - var ved skolen for et halvt hundrede år siden.

Jeg kom fra en ny skole i Holbergs sogn på Sjælland, hvor alt na­turligvis var tip-top. Og så var der: selvfølgelig en del, der overraskede mig ved skolen i Nordby, Jeg blev således stillet ansigt til ansigt med de gammeldags lange borde, som jeg ikke havde set, siden jeg gik i skole hjemme i Sneum. Kun i 7. og 8. kl. var der 2-mandsborde.

- Lærerværelset var nærmest uhyggeligt. Der var ingen gardiner for vinduerne og så godt som aldrig varme i den store, gamle kakkelovn, der havde den sjældne egenskab, at forristen havde lodrette riller, så ild og aske væltede ud i mængde, når man pirrede op i den. I en krog i lærerværelset stod et bord - en slags servante med kande og vaskefad i metal til lærernes brug. Endvidere var rummet hjemsted for lærer- og børnebogsamlingen, landkortene og tegnemodellerne, violin og nodestativ samt for tidens daværende skolepsykolog - spanskrøret. Gulvene i skolestuen blev fejet hver dag etter endt undervisningstid og vasket 2 gange om ugen. Der blev kun ferniseret i sommerferien (senere dog også i efterårsferien eller ved jul), og gulvbrædderne var af den grund så stærkt afslidte af de mange fødders trin, at hvad der blev sparet i fernis, blev sat over styr i koste, sæbe og gulvklude.

Skolepladsen var belagt med fint, grus. Underneden var der mærk­værdigt nok et lerlag ovenpå det underliggende sand. Dette lerlag bevirkede, at regnvandet havde yderst vanskeligt ved at kunne forsvinde fra pladsen Og når dertil kom, at al den regn, der faldt på skolebygningens vældige tagflade mod syd, styrtede ned på pladsen p. gr. af manglende tagrender, kan man forstå, at børnenes legeplads ikke var hyggelig efter et stærkt regnskyl. Der skulle leges med forsigtighed for ikke at overstænke hinanden, og det var en katastrofe at falde. Det hjalp noget, da både grus- og lerlag blev fjernet på den halvdel af pladsen, der løb langs plankeværket.

Det år, jeg kom til skolen. var der 238 børn alene på Borgerskolen, og legepladsen var - syntes jeg - alt for lille til, at de mange børn kunne tumle sig uden at genere hinanden. Da ingen af Borgerskolens lærere havde timer på Realskolen, og ingen derovrefra hos os, var opsynet på skolepladsen ordnet sådan, at hver lærer havde vagten - var „pladshund", som lærer Heebøll kaldte det - 14 dage ad gangen.

Der blev ringet ind til hver time, hvorimod klokken ikke lød, når børnene skulle ud. Da jeg foreslog viceinspektør Carlsen, at der også blev ringet ud, afviste han det pure under henvisning til, at sådan havde det altid været i hans tid. 

Eftersom jeg lærte Carlsen at kende, forstod jeg, at han var mere lydhør for forslag, der efter hans syn kom ”ovenfra” end for, hvad der kom „nedenfra". Og jeg gik da den lille omvej at få daværende murermester Ende, der var medlem af skolekommissionen, til på et kombineret skolekommissions- og lærermøde at foreslå, at der blev „ringet ud" på Borgerskolen. Og så blev det vedtaget uden indvendinger.

Lørdag eftermiddag var ikke fri: og hver dag var der middagspause fra 12 til 2 på begge steder, hvilket medførte, at undervisningen undertiden varede til kl. 5. –

Under henvisning til, at skolestuerne i den mørke vintertid stod opfyret 2 samfulde timer midt på den lyse dag til ingen nytte, og til, at man ved sommertid ikke fik meget ud af friluftslivet efter kl. 5, foreslog jeg middagspausen indskrænket. Men her løb jeg panden imod. De fleste af lærerne var jo ældre mennesker; de ville ikke have nogen indskrænkning af middagssøvnen. Og derved blev det, til jeg med støtte af skolekommissionen fik sat igennem, at de lærere, der ønskede det, måtte lægge timerne fra 4 - 5 op i tiden mellem 1 og 2. Vi var kun 2, der benyttede os af denne for­andring; Lærerinde frk. Grimlund og jeg.

Undervisningsmidlerne var sparsomme, men dog nogenlunde tilstrækkelige. Dengang fik børnene jo ikke gratis bøger, penne, blyanter m. m. Der var dog på skolen et depot af skolebøger, som viceinspektøren efter eget skøn kunne dele ud til børn fra mindrebemidlede hjem. Når dette syn blev så skrapt, at jeg i hvert fald flere gange af min egen pung har måttet give et barn en katekismus eller en regnebog, for at det overhovedet kunne „være med", havde jeg det indtryk, at ;denne forbavsende sparsommelighed var dikteret af sognerådet - hvad den dog slet ikke var, hvilket jeg langt senere, da jeg selv blev viceinspektør, fik rig erfaring for.

Landkortene var ret ringe og måtte jævnlig sendes til bogbinder Jørgen Andersens „klinik" i boghandelen for at blive repareret. Han mørkelagde efterhånden store partier af samtlige verdensdele - især da de nordligste egne. Nu var der selvfølgelig ikke særlig grund til at forny landkortbestanden under krigen 1914 - 18, da ingen jo vidste, hvordan verden ville se ud efter krigen; Men selv længe efter 1918 kørte vi med de gamle kort. Jeg husker således en ganske pudsig historie med et danmarkskort, der var „kortet af" foroven så meget, at den øverste stang gik omtrent helt nede ved Frederikshavn og Hjørring. Det var ved en eksamen, og dir. Lassen, som dengang var medlem af skolekommissionen, havde tegnet sig som censor i geografi hos mig i en klasse, hvor vi netop havde dette kort hængt op. Da han kom ind, studsede han ved at se det gamle landkort. Men før han fik udtalt sin forbavselse, tog jeg ordet og sagde: „De studser, dir. Lassen, men De må jo nok kunne forstå, at når vi har det verdenskendte Fanø Vesterhavsbad i vort, nabolag, må vi tilsløre for børnene, at. der er en konkurrent, der hedder Skagen" Da smilede direktøren forstående, og eksaminationen begyndte.

De første år, jeg var ved Skolevæsenet, blev der sat vaskekummer op i 5., 6., 7. og 8. kl. Jeg husker endda, at smedemester Jørgensen installerede kummen i 5. kl. i en time, hvor jeg netop havde sang derinde. Kun fra kummen i 6. var der afløb til kloak, under hver at de øvrige blev der sat en spand.

Jeg skriver ikke disse små glimt fra Borgerskolen for 50 år siden for på nogen måde at „hænge skolen ud". Det var måske ikke bedre ved andre skoler af samme alder på den tid. Jeg har kun tegnet disse små billeder for at vise, hvordan forholdene var i Nordby.

Og dog må jeg sige, at der blev gjort et godt arbejde inden for skolens mure. Der var en dygtig lærerstab - erfaren og trænet. En god disciplin herskede over det hele. Dertil kom, at der var yderst gode forhold mellem kollegerne indbyrdes. De små uoverensstem­melser, som jo måtte komme, skabte ingen surhed imellem os.

Og så var der jo børnene - det allervigtigste ved en skole!

Om de allerfleste har jeg kun gode minder!

De gamle fanøkoner i Nordby 

DET var nærmest som redaktør af »Fanø Ugeblad«, jeg kom i forbindelse med de gamle fanøkoner i Nordby. Var der en fødselsdag, 70, 75 eller 80, kom jeg jo gerne for at få oplysninger til en lille omtale i bladet. -I begyndelsen holdt jeg ikke rigtig af det. Jeg følte det, som om jeg gjorde indgreb i deres privatliv. Men efterhånden fandt jeg en form, så de gamle selv kunne sætte grænsen for, hvad de ville sige eller ikke sige. Meget fint og kønt har jeg mødt hos disse gamle kvinder. Og megen sorg og vemod afsløredes for mig, når jeg lyttede til fortællingen om deres livstragedie.

En råkold, tåget aften sent om efteråret var jeg på besøg hos gamle fru Anna Kathrine Petersen, der boede i »Pæretræhuset« derude i villakvarteret. Hun drev franskvaskeri, og jeg var da også kunde hos hende. Men udover disse små forretningsbesøg kendte jeg hende ikke på nærmere hold. Men den aften fik jeg for alvor den dybeste ærbødighed for hende. Hun var i sin tid blevet gift et efterår med en ung styrmand, og han var så blevet hjemme hos hende vinteren over. Og det havde været en såre lykkelig tid for dem begge. Ved forårstide fik han hyre, tog afsked, drog ud og - vendte aldrig tilbage. Han »blev derude«, som det dengang hed. Og så fortalte hun, jævnt og roligt, hvordan hun med sparsommelighed havde klaret sig gennem livets mange år ved sine hænders arbejde - snart med et, snart med et andet. Men nu var hendes syn ved at blive svækket, så det kneb med den vask og den strygen. Der var ingen jammer i hendes tale - men alligevel følte man, at hun havde ventet sig noget mere af livet end det, det gav hende. I en pause slog det store ur på væggen med klingre slag, og hun sagde da: »Ja, der hænger æ gammel klokk', den fik vi til vort bryllup.«    Ak, ja! Det gamle ur havde gennem tunge dage og vågne nætter målt livets timer ud til hende og mindet hende om hendes største festdag - om ham, der kom og gik, og om alt det, der fulgte efter. Jeg erindrer endnu den stemning, jeg var i, da jeg senere på aftenen gik ind mod byen, mens det sang enstonigt i telefontrådene over mit hoved, og de røde sten i fortovet under mine fødder var våde af de tunge tågedryp, der stille faldt fra de bladløse grene på de høje popler ved arbejdsanstalten.

Gennemgående tog de gamle fanøkoner imod mig med stor velvil­je. Dog var der én, der kategorisk afviste mig. Hun boede i det lille hus, der er sammenbygget med toldbygningen, og jeg har nu glemt, hvad hun hed. (Dagen efter sendte hun dog bud, at nu ville hun gerne.) En af dem, der var allerhjerteligst imod mig, var gamle enkefru Mette Svarrer, der boede i huset vesten for frk. Vaupells lille hjem. Jeg kendte kun fru Svarrer fra gaden, hvor man ikke kunne undgå at lægge mærke til den mørktklædte kvinde med det fine og endnu smukke ansigt. Da jeg stod i hendes stue, og hun hørte, hvad det drejede sig om, sagde hun: »Jamen, det er jo gal, Sneum, a hår en kag i æ ovn, og De kommer te o kom mej ud i æ køkken.« Der var ikke noget med »jeg beklager« eller »De må undskylde« el. lign. - hun sagde bare, hvor »galt« det var; og hun sagde det på en måde, som om vi var gamle kendinge, der dagligt havde talt venskabeligt sammen gennem mange år. Og siddende på køkkenbordet med min notesblok fik jeg hendes historie, mens hun af og til kiggede »te æ kag«.

Og så var der gamle fru Gregersen, som min kone og jeg havde megen forbindelse med, særlig da hendes datter blev håndgerningslærerinde ved Borgerskolen. Fru Gregersen var blevet enke i 30-års alderen, og hun blev ved med at være det livet igennem. Et besøg hos fru Gregersen var altid berigende, og derfor kom man der gerne. Nu, mens jeg sidder her så mange år efter og skriver disse linjer, fortryder jeg, at jeg ikke i sin tid nedskrev blot en del af alt det, hun vidste om årets mærkedage, som få kender noget til nu. Hun fortalte om gamle forestillinger, der knyttede sig til syvsoverdag, til Pejrs daw og Pouls daw, om hvidetirsdag og askeonsdag, de 40 ridderes dag o. s. v. De fire tamperdage, som kun et fåtal kender noget til nu, men som stadigvæk findes anført i Observatoriets lille almanak, talte hun meget om. Fru Gregersen tog sin viden om alt dette med sig i gra­ven, fordi vi andre i vores uforstand forsømte at notere det op. Hun var en elskelig gammel dame, som man aldrig kan glemme.

Da jeg flyttede ud på Borgerskolen, blev jeg nabo til gamle Jo­hanne Winther. Fanøkone var hun jo ikke. Hun var ugift, men hun bar da fanødragten. Hende kom jeg meget hos, navnlig da i mit sidste embedsår, hvor jeg besøgte hende så godt som hver dag. Hun var da for det meste sengeliggende. Hun lå i en slags alkove, der uhyre praktisk var adgang til både fra stuen og fra køkkenet. Og så sad jeg da gerne en timestid hver eftermiddag på en stol ved hendes seng og lyttede til, hvad hun havde at fortælle fra gamle dage. Aldrig har jeg mødt et menneske, der, som hun, var inde i fanø­sproget. Mange gamle udtryk, som jeg aldrig før havde hørt, men som hun kendte betydningen af, har jeg noteret op. Jeg nævner her enkelte, der var tingsnavne: æ kovt, æ lån, æ bajkje, æ bims, æ tøffel, æ frø (med langt ø), lasbows o. s. v. Udtryk som at »være fæve« eller at »være remounsk« hørte jeg også først af hendes mund. Johanne Winther var i bedste forstand et fint menneske, og hun havde lært meget af livet. Den sidste jul, hun var i sit hjem bad hun mig komme juleaftensdag om eftermiddagen og læse juleevangeliet for hende og sammen med hendes husassistent, frk. Nielsen, synge nogle julesalmer. Det skete efter hendes ønske. På De gamles hjem var jeg også hendes daglige gæst sammen med fru Gluud. Johanne Winther fortrød, at hun havde forladt sit eget hjem.

Men den gamle fanøkone, der i Nordby stod mig allermest nær, var alligevel fru Mette Poulsen - Mett' a Søren Dyssens. Så ved man besked. Gennem sønnen Hans Carl og datteren Dinna, der begge blev gift med sønderhoninger, havde jeg allerede fra min sønderho-tid lidt kendskab til familien; og dette kendskab udviklede sig i min nordbytid til venskab. En stout skikkelse var fru Poulsen. Livets mange genvordigheder tog vel nok stærkt på hende; men de knækkede hende ikke. Køn havde hun været i sine unge år. De mange fine smårynker, der efterhånden kom over hendes ansigt, formåede ikke at tilsløre dette. - Som tilværelsen formede sig for fru Poulsen, blev det hende, der i væsentlig grad måtte lede hjemmet og tage sig af børnenes opdragelse. Sådan noget skaber naturligt ikke en veg, men en rank og stærk kvinde med faste principper. Og sådan var da også fru Poulsen. Der stod respekt om hende. Hun var en personlighed, som vi, der kendte hende, kunne lide. Og hverken hendes sønner eller hendes døtre glemte senere i livet, hvad de skyldte hende tak for. Før fru Poulsen selv lukkede sine øjne, måtte hun se to af hendes kække drenge gå bort. Det var kaptajnerne Hans Chr. Poulsen og Jens H. Poulsen, der begge også hørte til min vennekreds. Sidstnævnte døde i Sevilla og fik sin grav der. Det var hårde slag for den gamle mor at miste dem. Jeg ser hende endnu for mig, som hun i dyb sorg sad i sin stol ved vinduet med lommetørklædet i sine hænder. Fru Poulsen døde, da hun var 87 år gammel. Hun havde da været enke i 34 år. Jeg betragtede det som en stor ære, da hendes børn bad mig sige et mindeord ved hendes kiste, inden hun for sidste gang forlod sit hjem.

De gamle fanøkoner, fem fra Sønderho og fem fra Nordby, som jeg nu har skrevet om, var selvfølgelig indbyrdes vidt forskellige. Men de havde det tilfælles, at de bøjede sig lydigt under alle til­skikkelser ud fra den overbevisning, at deres skæbne var i en højere magts hånd. De sørgede i stilhed. Og hver for sig søgte de trods alt at få noget ud af livet. Det lykkedes for dem. Og hvis domprovst Kaj Jensen i Århus har ret i, at Guds velsignelse over et menneske blandt andet viser sig deri, at det får livsduelighed - kraft til at komme igennem det på en gang så vidunderlige og vanskelige liv, så var de alle under Guds velsignelse. Og er man det, bliver man også til velsignelse for andre. Blev de da det? Ja, det gjorde de! Ikke blot for deres nærmeste, men også for andre, der krydsede deres vej og måtte hilse dem i ærbødighed. Vel fik ingen af dem rejst sig en varde på den livets kyst, de forlod - dertil var de alt for jævne mennesker -, men de fik ved deres færd iblandt os skabt et eftermæle, der for os, som kendte dem og ikke har glemt dem, lyser over deres minde.

Fra gamle dage, besøg af en ven, 

Han kommer så da endnu en gang ens gamle ven fra længst hen­farne dage. Det er som sædvanlig ikke et »normalt« brev eller brevkort, der varsler hans ankomst, det er et telegram, der i al sin koncished lyder: »Ankomst øen tirsdag 10,20. H.« Tidens krav om rationalisering og koncentration effektueret! 

Tirsdag formiddag ved 10.15-tiden er man da nede på havneplad­sen, der giver een et indtryk, hvor hovedbestanddelene er fugtighed, vædedrivende asfalt og en rå blæst gennem den store plads magre skov af færdselsskilte, et symbolsprog, som vist ikke altfor mange fatter, og ingen iøvrigt synes at tage hensyn til denne formiddag. Den tålmodige færge bumper ind i lejet, et øjeblik strejfer den tanke een, hvor mange tusinde mennesker der i årenes løb har stået hernede og ventet på den, når en gæst eller kær ven skulle komme, men så går passagererne i land, og han er i skaren. Lidt mere grå, jo måske, men ellers stadig, så vidt kan ses, istand til at gå med faste og sikre skridt gennem verden. Den korte, hurtige mønstring, den lette forlegenhed, som lang tids adskillelse altid synes at give - og så vandrer vi op ad »e havn'bak'«, mens en gammel fortrolighedsfølelse langsomt vokser frem imellem os.

Han lades i fred til at se sig om - prøvende og en smule æng­steligt er blikket, belært af tidligere erfaringer er han indstillet på forandringer »og ikke af de behagelige«, som han engang bemærkede.

Formiddagskaffe og en kaffepuns, ja, et par stykker, hvem vil vel halt'?, og så, for »at nytte tiden«, en tur gennem staden, og så skal der samles appetit til middagsmaden. Ingen lang tur, men endda er klokken 12 omtrent, da vi når hjem. Middag, middagshvil, maskineriet er ikke, hvad det har været, men så kan vi også efter en enkelt forfriskning starte igen. Ofte går samtalen i stå på trods af den bedste vilje, forskellige kurser på livets søkort, de skillende år, let er det ikke på stedet at realisere det, han derude drømte om: den muntre passiar om det, der engang var, hyggelig snak der luner sjælen.

Vi går langsomt gennem gaderne og er tavse. Vi når et kvarter med mange stier og smutveje, nogle børn løber her og leger, vi ser et glimt af dem af og til, når de krydser den smalle vej, vi går ad, deres skingrende røster lyder på afstand som skrigene fra havfugle - et vældigt livsmod i dem. Han standser og betragter legen og vender sig mod mig med et lille smil og siger: »Ka’ du hows, da vi leg't putteis'?« Disse børn i den skumrende eftermiddag, løbende og råbende som utalte generationer af uvorne unger før dem, de ligesom fik det til at åbne sig i ham. Han fandt endnu en gang det kosteligste, man kan få, når årenes sne begynder at lægge sig tæt om een: duften af det svundne. Og er der noget, der får fortiden til at leve stærkere end netop dufte? Hvilke hemmelige love er det, der betinger, at disse fjerne, første år i verden står i så skøn en glans? De havde jo dog deres ubehageligheder, som også huskes, men det liv, der dengang levedes - se, det var liv! En let kynisk bemærkning om, at ens arterier dengang var i væsentlig bedre stand, og at ens hjertefunktion tillod trav helt om på Grønningen, når fårene skulle flyttes, det er vel en forklaring, men ikke forklaring nok. »Og ved du hvad, det er ligesom, man husker mer og mer fra dengang. Gammel, jo, det er det, man bli'r, det er sagen.«

Vi går gennem det kvarter, der dannede rammen om barndommens verden. Så meget er egentlig som dengang. Vel er vejene og stierne for de flestes vedkommende dækket af den asfalt, der sejgt og langsomt, men uafvendeligt flyder ud over det danske land, men ellers er stenen den samme, men de mennesker, der levede her for mange år siden, nogen man holdt af og vel også nogen man holdt mindre af, de er forlængst borte. Kun i erindringen, den erindring vi har, lever de stadig. Han standser, min ven, ved et hushjørne og ler. »Kan du huske vi engang var ovre at drille vor Katrinemost, du ved, det her med at lave et djævelsk spektakel ved at hoppe på jerndækslerne til saltværkets store kar. Hun blev rasende, Katrinemost, og strøg ud - nu skulle der ske noget. Derovre, hvor der nu er have, var der en mødding, og netop der, jeg husker det tydeligt, greb hun mig. Nå da, hvor fik jeg tæsk, hun la' ikke fingrene imellem, vor Most.« Det lange spand af tid, og alt hvad der hændte imens, er som visket bort, vi læner os mod husgavlen og ler - hvis nogen ser og hører os, vil de nok ikke tro, at vi kun har fået to kaffepunse i løbet af dagen.

»Ja, saltværket,« siger jeg, erindringen om det er sådan rent kon­kret noget dunkel, »var det ikke en Svarrer, der havde det?« »Jo, ham kaldte de »e saltkrejler«. Kan du ikke huske det pumpeanlæg, de kaldte »e kukmøl'«, der stod Anders Kukmand og pumpede vand op i karrene.« Jo, jeg husker det, men langt stærkere i mindets spejl står billedet af Frelsens Hær, som havde kvarter i bygningen. Der var et stort salslignende rum deromme, hvor der blev afholdt møder. Og han er der med en supplerende oplysning: »Ja, lederen - vi kaldte ham, hedninger som vi var, »e ypperst'præst« - han gik under navnet »e swot skrædder«, sådan kaldet p. gr. af det store sorte fuldskæg. Søde børn var vi ikke, måtte de ikke ha' skodder for vinduerne, fordi ungerne ustandselig bankede på dem og smed med sten? Kummerligt på mange måder har det sikkert været for de mennesker, der øvede deres gerning her.

Og så dukker op af fortidens dis i, denne forbindelse »karrusellen«. Et pragtstykke i sin art, der hvert år ankom med en lægter omme fra Varde. Lægteren løb ind til kanten, højvandstiden var indkalkuleret i sejlplanen, det var gerne en lørdag, som man så benyttede til at rigge den til, så den var startklar til søndag.

Den havde en forgyldt kugle på toppen, der funklede og så skøn ud, når karrusellen drejede rundt. Den havde svaner og heste, man sad på desformedelst en 5-øre. Drivkraften blev leveret af drenge, der oppe i karusellen gik rundt som ved et gangspil. Musik var der til, Jens Søren, en mand der så ualmindelig bister ud, drejede lirekassen. Han så altid særlig rasende ud, når vi, efter at billettøren var passeret et givent punkt, sprang op på en hest eller svane. Hans arbejde og dets krav - music everytime - forhindrede ham i at gribe ind overfor de formastelige. Og hans sindsbevægelse fandt da sit udtryk i musikken, lirekassens toner syntes at stige i styrke, og lidenskab anedes i den ellers så blide valsemusik. Og så var der en træ-pære, der hang i en snor, man skulle gribe den i forbifarten, så gav det en gratis tur. Min ven, som havde de rigtige forbindelser, allierede sig med ham, der skulle sørge for, at frugten var i bevægelse - så var den betydelig nemmere at tage. Men mere end to gange i træk turde han dog ikke tage den.

»Det knejt, det knejt,« hvor tit lød ikke det udråb efter os, i al­skens tonefald: ængsteligt, overrasket og regulært rasende. »Og ka' du husk', når vi leged' »hal'«? Man tager hverandre i trøjen eller blusen, så man danner en lang række og så afsted. »Tør du gå ind ved Søren Svarrer?«, (nuværende købm. Sv. Poulsen), blev formanden i rækken spurgt. Det turde han. Så dampede toget ind i butikken med dens sække, kasser med svedsker og tønder med islandsk lammekød. Søren Svarrer blev rasende og pudsede sin hund, »Sambo« på os. Den strøg over disken, og så var det ikke godt at være den bageste i e hal', det var gerne ham, der blev bidt.

Og havnen med dens både og hele tjære- og saltvandsduftende verden. Sejlfartøjerne, der var den tids forbindelse med fastlandet, i hvert fald for en stor dels vedkommende, husker vi flere af. Der var »Columbus« ført af Hans Andersen Jørgensen, sømand til tamp, men desværre ret tunghør, hvorfor han af folkeviddet var blevet givet det præcise, men lidt ubarmhjertige navn »den døv«, Vi sejlede med ham mangen gang. Min ven mindes en aften, hvor den ordinære forbindelse var afgået, og en sømand blevet agterud sejlet. Stemningen fra dengang: havnen med dens mørke, vind af sydvest og baljen fuld til kanten. Mændenes råbende diskussion, skipperen fremoverbøjet med hånden bag øret anspændt stirrende på sømandens mundbevægelser. Så retter han sig og kaster et vurderende blik mod himlen og udover det mørke urolige vand, han er nu pludselig suveræn, ingen pinagtig anspændelse af den stakkels hørelse og vaklende samtale, nej, nu er han manden, der tager en bestemmelse og et ansvar: »Det er frisk, men vi stikker tre reb i, så går'et vel.« Det var friskt, og det gik. ni minutter senere stod sømanden på kajen i Esbjerg.

Han stopper op ved et gærde og siger: »Her lå et hus engang, du ved det, der brændte. Der boede en gammel kone i det - hun repræsenterede på en måde den anden side af tilværelsen i de dage. Kan du huske, der var så mange rotter i huset, at de løb omkring hende i køkkenet, ja, jeg har set dem langs mønningen på huset mere end en gang.« Det erindres med en gysen. Der for­tælles, at rotterne kom til øen med en gammel plimsoller, som et par mænd købte til ophugning. En plage i adskillige år var disse uhyggelige skabninger. Der blev startet en udryddelseskrig imod dem - 7 øre pr. hale fik man, når de afleveredes til en »rotte­konge«, der var blevet udnævnt. Men det afgørende modtræk fandt sted, da lækatten blev indført, da forsvandt de. Var lækattene da også inde i husene, ja, sandsynligvis, Nordby var en ganske anden by i de dage i så mange retninger, men det er en anden historie. .. .

Vi går videre et stykke tid i tavshed, så siger han med en gen­optagelse af det, vi tidligere talte om: »Jeg måtte så langt væk som til Nantes, inden jeg nogensinde igen så en karrusel så flot som den ved e saltværk.« Vi står stille et øjeblik i det fugtige mørke - »den havde en forgyldt kugle på toppen, der funklede og så skøn ud, nar karrusellen drejede rundt, den havde heste og svaner... .«

Pastor Poulsen og hustru

Fra venstre: Jens Svendsen, maler, Hans Fischer, Thomas Knudsen, Jens Marius Harreby, Sonnich Sonnichsen, slagter, Maren Methea Tranekjær (gift Petersen), Mette Kathrine Sonnichsen (gift Lydom), Hans Pedersen, tøndelægger, Poul Harreby, Jens Mikkelsen Thøgersen, Kolding. Stående: Anthonis Kromann

Anders M Knudsen, 70 år 1919

Anne Jessen 1844 - 1918

J. Fr. Lorentzen 1854 - 1930

Hansine Lorentzen 1856 - 1934

Postmester Marolly

Sidsels-Ann

Toldbygningen 1905

Anne Berg, Andreas Carl Julius Svendsen

Toldkontrollør i Sønderho (1888 – 1914)

Håndværker- og Industriforeningen

Postmester Enné med familie 1945

Lærer Høgdal

Skomagermester P. H. Winther, blikkenslagermester Mathiasen, barbermester H. F. Hansen, skomagermester Møller Winther

Logen

Provst Nielsen

Kordegn Mølgaard

Direktør Olaf Lassen

Andreas Carl Madsen 1872-1957 og hustru Mette Marie f. Hansen 1873-1948 med børnene Maren Petri 01-08-1897-? T/V Jørgen Hans Laurids Madsen ”Jønne” 1902-2000, T/H Thomas Mathias Madsen 14-11-1898-11-10-1978.

Portier Strandhotellet

Hansens Boghandel

Skoleinspektør Birkelund

Købmand Bøttger

Læge Anthonisen

Sognerådsformand P. N. Pedersen

Overlærer A. D. Thyssen

Bagerste række: ukendt, N. M. Carlsen, Karen Brinck, ukendt. Forreste række: Emilie Gregersen, Hans Mølgård, Chr. Sneum, Karl Jensen, Nedergård?