Fanø Ugeblad, nr. 42, torsdag d. 8. november 2001

Erindringer 

Mine barne- og ungdomsår på Fanø

af Maja Pedersen, Veservej, Nordby, Fanø

Hermed vil jeg give en lille beretning om mine barndoms- og ungdomsår på Fanø i årene fra begyndelsen af det tyvende århundrede og frem til 1933.

Min far boede i Donslund ved Vorbasse i begyndelsen af århundredet. Han var enkemand og var alene med 3 halvvoksne børn, Kristian, Stinne og Jørgen. Han havde nok at se til, og på et tidspunkt syntes han, at han manglede en husbestyrerinde.

Min mor Ane Jensen fra Fanø tog ud til Donslund og blev husbestyrerinde for ham og børnene. Det endte senere med, at de blev gift, og kort tid efter brylluppet blev min søster Nicoline født derude. Senere flyttede de til Fanø, og de kom da til at bo i det hus, der ligger ved siden af det, jeg bor i nu. Omtrent tre år senere blev jeg født, i 1909, og lidt senere kan jeg svagt huske, at Harald blev født.

Vi havde i mange år en god forbindelse med min fars familie. Hver sommer rejste vi, da vi var små, med vores mor med toget, og så spadserede vi rundt og besøgte familien på gården og overnattede somme steder. Jeg kan huske, at det ikke just var nogen fornøjelsestur for os børn med vore små ben, og vi spurgte mange gange, om vi dog ikke snart var fremme. Vi var sikkert væk en uge ad gangen, mens far var alene hjemme på Fanø.

Mor hed som sagt Ane Jensen, og hun stammer oppe fra Sognefogedgården, som mor kaldte »Vor Folkes Gård«. Den eksisterer ikke mere, fordi den desværre brændte ned for nogle år siden. Det var en stor, lang gård, der lå lige ved krydset på vej til stranden og Sønderho. De var fem piger ud af en søskendeflok på tretten børn, et par døde som unge.

Min bedstefar har jeg aldrig kendt. Han havde en stor familie, der bosatte sig i Rindby på gårdene, så mor havde mange fætre og kusiner deroppe, og jeg kendte nogle af dem. Min mor og hendes tre søstre gik i Fanøtøj som unge. Senere, da hun blev gift, skiftede hun ud til kjole. Bedstefars kone døde, og bedstefar giftede sig igen. Det var den bedstemor, vi kendte bedst. De fik tre børn, Jenny, Morten og Else Marie.

Far var tækkemand og arbejdsmand på Fanø. Stinne fik plads i lægeboligen i 18 år. Kristian var ugift, og Jørgen giftede sig og fik mange børn. Harald blev uddannet som skibstømrer. Jeg havde plads mange steder og passede børn, mens jeg gik i skole. Tit passede jeg børn om aftenen, og det gik jo ud over min lektielæsning, navnlig fag som historie og verdenshistorie. De andre fag som stil og genfortælling og til dels regning var mine gode fag med man­ge ug og ug-.

I konfirmationsalderen fik jeg en rigtig plads og tjente lidt flere penge end det, jeg havde fået hidtil, for indtil da hav­de jeg arbejdet for 5 kroner om måneden. Jeg lærte desuden at spare op af den forholdsvis lille løn på 25 kroner om måneden.

Fanøpiger på Veservej

Sognefogedgaarden.

Jeg blev der i 4 ½  år hos denne kaptajn Jessen, som boede på Hovedgården. Han var syg og havde dårligt hjerte, og derfor købte datteren en nordbak og en tohjulet jumbe til at køre ham i, når han skulle til Rindby og besøge sin ven en gang om ugen. Det kom til at blive mig, som skulle passe hesten helt alene, og det var jeg meget glad for. Hesten var noget doven, når vi skulle ud at køre, så jeg måtte knalde med pisken. Det var nogle gode år, mens jeg var der.

Jeg var også oppe i lægeboligen, som var et stort hus, og der gravede jeg også have. Det var der, jeg fik min dårlige ryg af at køre skidt i trillebøren ned over engene. Det var en streng plads, og jeg ville kun være der et år.

Jeg havde også plads i Varde et år hos en gartner. Der var to børn og fire svende på kost og logi. Der oplevede jeg at længes, det var hårdt for mig.

I 1917-18 var krigen, som jeg tydeligt husker. Vi kunne høre kanontorden fra Sønderjylland i det fjerne. Også genforeningen husker jeg, det indtraf, mens jeg gik i skole, og det var en stor oplevelse.

I 1921 døde min far en torsdag morgen klokken halv otte. Jeg fik besked på at gå op til lægen og fortælle om det, så jeg kom ikke i skole. Det var en stor sorg for os alle, især for mor. Vi var så fattige, og hun måtte ud og vaske storvask for folk. Ingen af os var konfirmeret på det tidspunkt. I mange år havde mor en iskiosk ude ved færgen om søndagen. På den tid kom der mange skolebørn på udflugt herover. Vi lavede selv isen søndag morgen. Om vinteren havde vi jo fisk, der skulle gøres i stand og røges og sælges. Det skete, at der, når jeg kom hjem fra min plads om aftenen, stod tre-fire kasser fisk inde i stuen, som skulle renses, og så var det bare med at komme i gang, så mor kunne skylle dem i koldt vand udenfor i kulden. Næste dag fik vi dem ind igen, og da skulle de bindes sammen to og to og tørres. Derefter skulle de røges i en ovn, og så rejste mor ud på landet og solgte dem. Jeg var næsten den eneste, der altid var hjemme, så det var bare med at tage fat, der var altid nok at gøre. Min onkel og tante boede ved siden af, og de havde et røgeri der, hvor jeg nu har parkeringsplads.

Vi fik en god kost til daglig. Vi havde en lille have med mange grøntsager til at koge suppe på. Æg og høns havde vi også. Og fisk spiste vi selvfølgelig også mange af. Tit var vores morgenmad inden vi gik i skole fisk, der var ristet i gløderne i kakkelovnen og et stykke rugbrød til. Hvor smagte det godt. Vores madpakke til skolen var som regel rugbrød og franskbrød lagt sammen med puddersukker eller en fedtemad.

Jeg fik altid ord for at være den stærkeste og mest robuste af os, men den spanske syge kunne jeg ikke klare, da den kom. Folk døde i stort tal, og både jeg og min søster var meget syge, men vi kom da over det. Jeg fik voldsomt næseblod, og de sagde, at det havde reddet mit liv.

Vi havde en god skole, der er lavet om til rådhus nu. Vi havde mange gode lærere, som vi holdt meget af. Skolegangen begyndte hver morgen klokken 8 og varede til klokken 12. Da gik vi hjem og spiste og havde fri til klokken halv to. Så var vi i skole igen til klokken tre eller fire om eftermiddagen. Om lørdagen havde vi fri allerede til middag. Om søndagen gik vi i søndagsskole, det skulle vi, selvom vi ikke altid var lige oplagte, hvis der var en lærerinde, vi ikke brød os om.

I stuen derhjemme havde vi en sofa med et fint, blomstret betræk. På et tidspunkt var den ved at være lidt slidt. Imidlertid var stoffet for godt til bare at kassere, så vi fik syet to 'Spencer'-nederdele af dem. Disse nederdele skulle vi bruge til skolebrug. Imidlertid varede det ikke længe, før drengene, der kendte os, drillede os og gjorde nar og sagde noget i retning af. »Nå, I har nok jeres sofa på i dag, hvad?« Så for at slippe, prøvede vi om aftenen at gemme nederdelene i bunden af et skab, vi havde, men desværre kunne mor altid finde dem igen. Da jeg blev større, syede jeg alt nyt tøj selv.

Én gang om ugen gik jeg i pige foreningen, dvs. KFUK, og det var vi glade for og fik mange venner der. Vi havde også en traverklub. Vi gik eller cyklede til Sønderho eller ud i plantagen eller på Kikkebjerget.

Om sommeren, når blåbærrene var modne, tog vi ud på heldagstur. Jeg fulgte med vores nabo, der havde fem piger. Vi startede om morgenen med madpakke og en flaske hvidtøl og travede over engene over på »Halen« og endte på Klingebjerg, for der begyndte området med blåbærrene. Vi gik rundt derude på heden hele dagen, og til sidst endte vi helt derude ved Sønderhovejen og havde så en lang vej at gå hjem. I august, når tranebærrene var modne, var vi derude igen.

I julen havde vi det hyggeligt, men det kneb, her ligesom det næsten altid gør, med at blive færdige til tiden. Vi fik flæskesteg og risengrød juleaften, og juledag fik vi hønsekødssuppe. Tiden op til julen var spændende, bl.a. skulle alle småkagerne bages, og vi havde mange hjælpere til at ælte dej, og det foregik som de fleste andre gøremål inde i stuen. Der kom både fætre og kusiner og hjalp til, for der skulle bages en tre - fire forskellige slags. Det tog lang tid, og vi kunne ikke bage dem hjemme, så når de var lavet, satte vi dem på de store plader, vi havde lånt i bageriet, og så var der en spadseretur på cirka 20 minutter for at komme til bageriet og få kagerne bagt. Der var en Fanøkone Nanke og hendes datter Agnes, og det var deres bestilling at varme ovnen op med en hel vognfuld lyng. Når så ovnen var varm, blev kagerne sat ind, og vi kom igen senere og hentede dem. Så lagde vi dem i dåser, som vi havde med. Vi var nødt til at have mange hjælpere, og vi havde det i reglen sjovt og fornøjeligt.

Nytårsaften var mere urolig. Da skulle vi alle ud at drille naboerne og forsøge at gøre dem bange med spektakel. Sidst på aftenen skulle familierne op på gården hos min onkel og tante. Der samledes vi mange og fik kaffe, og vi var altid meget glade for at komme op til dem. Når klokken slog 12, sang vi nytårssalmer, blandt andet »I nat skal for- og fremtid mødes på kirkeurets sidste slag«. Nytårsdag gik vi ud til familien og krævede nytårsgaver, og vi fik penge eller småkager, »knæbkager«, hed de.

Om sommeren var jeg gerne til sommermøde i Ribe, og vi cyklede dertil. Vi startede med at tage færgen klokken 7, og så kunne vi nå at komme til Ribe til gudstjenesten klokken 10. Om aftenen cyklede vi tilbage igen og var godt trætte, når vi nåede hjem.

Da jeg var ung, var det rart at bade ude ved Vesterhavet, da var der ikke så langt ud til vandet, som der er nu. Havet har jo taget meget af klitten, så stranden er blevet så bred nu. Dengang var der badevogne, der blev trukket ud i vandet af en hest sammen med en mand, der styrede den. Indenfor var der en bænk at sidde på og et par knager til at hænge tøjet på. Når vi var færdige med at bade, hejste vi flaget udenfor, og det betød, at vi ville ind til land igen. Somme tider, når det var ved at blive højvande, skete det, at vandet skvulpede ind ad døren. Vi cyklede også tit ud om aftenen og gik i vandet eller kørte en tur langs stranden.

Vi oplevede mange stormfloder, mens jeg var barn. Jeg har også hørt mange historier om, hvordan de måtte bære fårene og dyrene op på lofterne, når vandet steg, for vi boede jo nær ved vandet. I 1981 oplevede jeg det igen, da vandet steg så meget, at vi fik det indendørs og meget blev ødelagt. Det var ikke rart, men nu behøver vi ikke at være bange mere, for nu har vi fået et højt dige. Dog savner jeg udsigten ned til vandet fra min hoveddør, det var rarere, da vi kunne se vandet.

Jeg husker også som barn og ung, at der var store engarealer, hvor køerne græssede, og hvor vi kunne spadsere langs vandet helt op til Rindby. Jeg husker, at jeg gik med en rive og vendte kokasser, som på de kanter hed »kassing«. De blev vendt flere gange, så de kunne blive helt tørre, og så bar vi dem hjem i en sæk og fyrede op med dem i komfuret. Vi havde også et gasværk, hvor vi måtte gå op om aftenen og samle alt det koks, der ikke var udbrændt, mellem slaggerne. Det var også godt at fyre med, der er en god vame i koks, når der først kommer ild i det.

De sidste år, min mor levede, var hun ved at være træt. Så fik hun en lille butik herhjemme, i »æ nar donsk« (nordstuen). Der var hundekoldt. Når vi havde gæster, var der ingen, der ville sidde derinde. Der havde hun kaffe og margarine, chokolade og bolcher. Om formiddagen drog hun op til Rindby med sin lille vogn og solgte de varer, der var bestilt. Børnene var især glade for hende, da de fik slik. Hun tjente vist ikke ret meget på varerne. Sidenhen under krigen blev. hun. kendt som »Kaffe-Ane« og »Erstatnings-Ane«. Når jeg kom hjem sidst på eftermiddagen, var der et værre roderi i køkkenet. Køkkenbordet var fyldt med opvask og store gryder. Det kunne jeg ikke holde ud at se på og være i. Så gik jeg i gang, jeg nænnede ikke, at hun skulle komme træt hjem og ordne alt det. Somme tider kunne jeg også nå at rydde op i stuen, og det var jo også i min egen interesse, at der var hyggeligt at være om aftenen, når jeg kom hjem.

Min mor fik et langt liv. Hun blev født den 8/7 1874 og døde den 18/12 1947. Jeg husker tydeligt, at det var lige før jul, mens vi boede i Stiftsprovstegården.

Vinteren er tit en hård oplevelse, når man bor på en ø. Jeg husker de strenge vintre, vi havde, da jeg var barn. Min mor har fortalt mig, at hun engang har gået over isen til Esbjerg. Min tante Jenny har også gjort det. Det er næsten ikke til at tro, da vandet ved Esbjerg er meget dybt. Jeg husker også, at færgen ikke altid kunne sejle helt ind. Så var der noget, der hed »istransport«, og vi blev sat af på isskosserne. Jeg husker særligt en vinter sidst i tyverne. Vi skulle til min tantes sølvbryllup ovre i Sjelborg i nærheden af Hjerting, der havde de et lille husmandssted. Vi var mange i familien, der var indbudt. Men desværre opdagede vi, at det var lavvande, og den gamle færge sad fast i isskosserne. Så måtte vi pænt vente til det blev højvande, og færgen fik rejst sig lidt op. Så gik vi ud på isen og kom om bord. Men da vi kom til Esbjerg, var den rutebil, vi skulle have været med, kørt, så vi måtte have fat i et »Rugbrød«.

Vi blev nødt til at overnatte derude, og vi sov på det bare gulv med alt tøjet på. Mændene lå ude på høloftet. Efter morgenkaffen var vi mere heldige med at komme hjem til vores lille ø igen.