Nogle
minder og hændelser fra min drengetid og min første rejse til søs
ved
Niels Ankersen Svarrer, født den 8. december 1883 i Nordby Fanø.
Jeg
vil begynde med at fortælle om min barndom med de minder og
hændelser, som knytter sig til den, og som jeg mener kan være til
nytte for granskningen af det miljø, der herskede på den tid.
Mit
hjem adskilte sig ikke fra andre Fanøhjem, hvor manden sejlede og
konen sammen med børnene passede landeriet, der hørte til huset. I
mit hjem havde vi en ko, dog en overgang to køer og dertil 4-5 får
og et fedesvin. Agrene, der hørte til huset var fem forskellige
steder i marken. At drive landbrug af denne art kunne sikkert ikke
balancere rent økonomisk, vi havde også en husassistent, der skulle
hjælpe til med landbruget. Men jeg tror, at man, hvad dette landbrug
angår, ikke så meget så på det økonomiske, som på, at vi havde noget
at tage os til. Sådan var skikken her på Fanø, og jeg tror at denne
form for eksistens ikke var så ringe endda.
Jeg
husker, at mor og vi børn havde mange glade oplevelser i marken, og
det, var en god ting, at vi børn blev sat til at bestille noget, det
var særlig, når der skulle rives hø eller høstes korn, men det
bedste for vi børn var naturligvis køreturen med høstvognen - og
hvor var man stolt, hvis man fik lov til at holde tømmerne og pisken
og måske køre vognen et stykke ad den smalle sandede markvej.
Jeg
vil tro, at jeg hverken var værre eller bedre end andre drenge,
drenge er jo drenge, som der siges. Men i et hjem, hvor faderen
sejler og er borte i lange tider, kan der blive en del at gøre for
en mor med at få børnene opdraget, der vil jo forekomme tider, hvor
børn har vanskelig ved at lystre. Men de forskellige mødre havde en
god hjælp i politibetjenten, der dengang hed Hans Terkelsen, han var
en mand op i årene, men var daglig rundt i alle veje og smøger for
at se om alt var i orden, og på disse rundture kom Terkelsen
naturligvis ofte til at tale med husmødrene: Om han dog ikke kunne
sætte en skræk i. børnene, de vilde ikke lystre! Og det var
Terkelsen villig til at gøre, skal jeg tro. Jeg husker, da jeg gik i
pogeskolen, der blev drevet af min tante som var enke , hun havde
været gift med min faders broder, der var druknet. Tante havde sit
hjem i det lille stråtækte hus ved skibsværftet, der nu ejes af Læge
Vestergåard. Skolestuen var ikke ret stor, og vi var vel en snes
børn, der skulle lære ABC. Tante var god til at lære os, men til
tider kunne det vel knibe at oprette roen , så blev der sagt: "Skal
jeg sende bud efter Hans Terkelsen"? det hjalp! Nå, Hans Terkelsen,
kom også selv, jeg husker, han sagde, når han stod i døren: "Nå,
Ingeborg, er der nogen, jeg skal ha' med i dag". Det var der dog
ikke - men der skulle blive sendt bud, om det var nødigt! Vi havde
respekt for betjenten, hvor han boede var "æ tyw'hwol", der havde
man ris med knappenåle og der var middagen lavet på "møss" (mus) -
det var i det hele taget et sted, hvor man havde respekt for at
komme.
Et
andet skræmmebillede var "æ tyrkerskiv" . Jeg husker mor sagde, når
vi ikke vilde lystre: "Nu skal du kom’ med æ tyrkerskiv"! Dette
skib havde alle børn skræk for, der blev jo fortalt om, hvordan de
tyrkiske sørøvere havde overfaldet fanøskibene, taget besætningerne
til fange og kastet dem i fængsel, hvor de døjede meget ondt. Disse
beretninger med al deres råhed skal nok have været autentiske . Og
derfor virkede det, i dagligdagen, når det blev sagt, at æ
tyrkerskiv snart ville komme på rheden og tage alle uartige børn
med, så det var om at passe på - ikke at, være uartig. Da man blev
større, måtte der bruges andre midler, man forstod nu, at, dette med
æ tyrkerskiv ikke var så slemt endda, det kom jo ikke! Det nye
middel, mor brugte, når jeg ikke var hel artig, var: "Nu skal jeg
skrive til far, hvor uartig du er"! Det kunne sikkert til tider
være nødvendigt med alle disse trusler for der var jo så meget, der
fristede, særlig ved havnen. Men jeg havde en lykkelig barndom, ude
i den friske natur i mark og ved strand, der begyndte ens tanker om
livet og tilværelsen at tage form.
Noget
af det bedste, jeg husker fra den tid, var, når far kom hjem. Det
skete med halvandet til to års mellemrum; hvor var man spændt på,
hvad far mon havde med til een denne gang, for vi fik altid gaver,
og de var jo købt i udlandet. Et lille skår i glæden var der dog:
Mon far husker, hvad mor skrev, at jeg, ikke havde været artig? Men
far nævnede ikke noget, og man blev så mere rolig.
Der
var jo meget at spørge far om . Det, der interesserede mig mest var,
hvor mange "føllebåde " , der var ombord i hans skib (med "føllebåde
" menes redningsbåde og joller) . Lægterne ved havnen havde kun een
, der altid slæbte efter den, og deraf stammer navnet "føllebåd" .
På fars skib var der kun to både, det, var jo ikke så mange, for der
fandtes skibe, der havde fire både, men disse skibe var meget store.
Men jeg kunne godt tænke mig, at der var flere "føllebåde" om bord
hos far. Sådan, var ens tanker, da man var 10 år.
En af
de bedste begivenheder, der skete, når far var hjemme om sommeren ,
var udflugten pr. hestevogn til fuglekøjerne. Vi havde altid to
vogne , da bedstemor og mange andre familiemedlemmer skulle med. På
engen ved fuglekøjen blev kaffen serveret, vandet til kaffen blev
kogt i opsynsmandens hus i fuglekøjen eller også på en trefod, hvis
vi rastede et andet sted. Så kom mors hjemmebagte bagværk frem. Og
hvor man. frydede sig ved denne stund: Ens far var hjemme, og her
sad man sammen med ham i denne skønne natur, de grønne enge, der
for drengens blik synes uendelige, og det sommerblå farvand over til
fastlandet. Længe siden er det nu, men billedet, af den lille
menneske gruppe i det storladne landskab står klart i erindringen.
Det var før statsplantagen blev anlagt, der fandtes ikke et eneste
træ derinde kun heden og engene.
Men
tiden går, en dag måtte far afsted igen. - Jeg skal ikke her komme
ind på afskeden, men engang kan jeg huske, far sagde til mig, da han
sagde farvel: "Vær nu god ved mor - jeg ved godt, du ikke altid er
artig"! Der blev jo noget tomt derhjemme, når far var rejst, men
det havde været en dejlig tid, og vi ønskede alle, at det ikke ville
tage alt for lang tid, inden han kom hjem igen. Men dagene går, og
jeg husker mor en dag sagde: "Man kan nok mærke, at far er rejst - I
var så artige, da han var hjemme".
Efterhånden som jeg voksede til, fik jeg lov til at færdes mere på
havnen, Der herskede meget aktivitet dernede dengang, særlig på
skibsværftet, hvor man i årene 1892 til 1896 byggede følgende
skibe: Bark POUL, bark EMILIE, bark HANS, brig SOPHIE, bark THORA
og bark MATHILDE. Senere gik værftet over til bygning af
fiskekuttere.
Af
lægtere var der dengang 12 hjemmehørende i Nordby, de var travlt
beskæftiget med at, sejle mursten og meget andet til det store
byggeri ved Fanø Nordsøbad. Der var mange kvinder, som havde arbejde
med at sætte mursten på kørevognene, de fleste af disse kvinder var
enker efter forliste søfolk, og der krævedes hårdt arbejde og
yderste nøjsomhed af disse kvinder om de skulle klare kampen for
udkommet.
Som
nævnt var der 12 lægtere, og altså lige så mange " føllebåde" , der
mest var af pram type. Af lægteskippere var de fleste omgængelige
mennesker, man kunne altid få lov at, låne båden, når man igen lagde
den der, hvor man havde taget den. Så man lærte snart at, vrikke og
ro en båd, manøvrere i strøm og i det hele taget at tage sine
forholdsregler i den givne situation . Der var også nogle sejlbåde,
som man kunne være heldig at komme med til Esbjerg eller andre
steder hen i Grådyb, i alt fald fik man hurtigt lært at sejle en
båd.
Nu
kommer tiden, hvor jeg er begyndt at gå til præst, det var i
efteråret 1897. Dette år skete der en trist ulykke, idet briggen
CLAUS af Fanø strandede på Fanø nordstrand, hvor hele besætningen
på 8 mand omkom, kaptajnen og styrmanden var her fra Nordby. Ulykken
skete natten mellem den 30. november og 1. december. Denne
tildragelse satte mine tanker i sving, jeg blev lidt betænkelig,
idet jeg havde jo bestmt mig til at gå til søs efter konfirmationen
. Dette her forlis så jo ikke så godt ud; skulle jeg ændre min
beslutning med at gå til søs? Jeg tror, der var flere af mine
konfirmander, der havde samme tanke . Den 17. april 1898 blev vi
konfirmerede i Nordby kirke, vi var, så vidt jeg husker 54
konfirmander i alt. Heraf var de 24 drenge, og af dem skulle de 18
til søs. Det var blevet bestemt, at jeg skulle ud med min far, der
skulle anløbe Kjøbenhavns red en gang hen på sommeren, antagelig i
juli måned. Da jeg ikke skulle gå så lang tid ledig, blev jeg sendt
ned på
skoleskibet, som vi dengang havde, Jeg tror det blev startet
omkring 1895 af skibsførerne P. H. Clausen , Morten Warrer og P .
Chr. Olsen. De havde købt, en fiskekutter, en kuf, der havde navnet
FORTUNA på 10 register tons, som blev rigget om til bramsejlskonnert
og forankret i Nordby havn, Mon ikke det var det første skoleskib, i
alt fald her i Danmark? Disse mænd var dygtige sømænd. Hvor mange
drenge, vi var på holdet, kan jeg ikke huske, men en del af dem var
udenbys fra. Hver formiddag havde vi kursus i sømandsarbejder, alt
hvad der forekommer i et skib. Vi lærte at rigge råer op og ned, slå
sejl under, beslå sejl eller gøre sejl fast, roning og meget mere.
Vi
var også på skibsværftet, hvor jeg tror P. Chr. Olsen og Warrer var
riggere, når det tilbød sig, og så var vi med at lære og hjælpe med
at tage rundt, når der skulle klædes vanter og andet. Det eneste, vi
ikke fik lært, var styring af skibet, men vi lærte kompasset og
havde megen teori med engelske udtryk og deslige.
Imens
jeg ventede på at komme af sted, havde jeg den oplevelse, at min
onkel med sit skib, barken DANIA kom til Esbjerg med en ladning
petroleum. Onkel var gift med fars søster og hed Niels Gregersen
Nielsen. Skibet kom fra New York og ankom her en sommeraften. 2.
styrmand var her fra Fanø, hans navn var Niels Jessen, hans forældre
boede i Rindby, og tante sendte mig derop med besked om, at DANIA
var ankommen. Der blev jo glæde i hjemmet ved meddelelsen. Denne
Jessen var den mand, der senere blev kaldt for "Siam Jessen". Næste
dags formiddag skulle DANIA bugseres i havn, og jeg fik lov til at
komme om bord og være med, det var en stor dag for mig at være med
til at sejle med et stort skib. Bugséringen blev foretaget af
Fanø-færgeriets damper NORDBY, hvis kaptajn var Gram. Jeg husker at
NORDBY blev fortøjet noget længere forefter end onkel viIle ha’ det,
men Gram sagde: "Jeg skal have vand til mine propeller", det var et
ord, jeg aldrig havde hørt før, og derfor husker jeg episoden, nå,
men skibet kom godt i havn og blev fortøjet i dokken. Hvor lang tid
DANIA var i Esbjerg kan jeg ikke huske, men det, har nok været det
meste af en måned. Petroleum'en var i blikdunke, der igen var
anbragt i kasser, to i hver kasse; skibet var på 363 registertons,
så det har været et anseligt antal kasser, der skulle losses. Jeg
husker også , da onkel afsejlede, hvortil kan jeg ikke huske, men
jeg og flere andre fulgte det fra Kikkebjerget. Det var et smukt
syn, da det for fulde sejl styrede ud af Grådyb for til sidst at
forsvinde over Barren.
Men
tide stundede til, hvor man snart skulle til at drage bort, men før
jeg skildrer dette, vil jeg berøre motiverne til at gå til søs. Jeg
blev på ingen måde opfordret til det - tværtimod, og de forskellige
tildragelser, der var forekommet i ens familie, skulle nærmest
afskrække.
Således har jeg et udklip fra Nordjylland Folkeblad fra 1875, hvori
skildres min farfars (Peder Svendsen Svarrer) forlis, det lyder som omstående:
"Skonnerten SOFIES stranding. Om den 21 ds. foregående stranding,
skrives der fra Skagen til Nord Jyllands Folkeblad, at strømmen var
så rivende, at både Skagens redningsbåd og en fiskerbåd bemandet med
frivillige raske folk forgæves bestræbte sig af yderste evne for at
ro op mod strømmen. Den sidste kom vraget på halvt hundrede favne
nær, men så dreves den atter tilbage. Besætningen på skibet, 6 eller
7 mand, holdt sig tappert fast i rigningen, men kl. 2 eftermiddag
skiltes skibet ad og alle opslugtes af bølgerne. Afstanden fra land
var som altid på dette sted, alt for stor til, at raketapparatet
kunne benyttes, og GI. Skagens redningsbåd, som straks blev purret
ud, kom på grund af den lange afstand - ca. 2 mil - og forskellige
uheldige omstændigheder først tilstede, da skibet var sønderslået.
Dette er siden snestormen 1872, det første tilfælde, hvor man
forgæves har forsøgt at frelse skibbrudne på kysten af Skagen. SOFIE
var hjemmehørende i Randers, det var den 21. januar 1875 forliset
skete, hele besætningen druknede, og ingen af dem kom i land. Farfar
og hans styrmand var fra Fanø, og farfar var onkel til styrmandens
mor, styrmanden blev kun 24 år, han var gift og havde en lille søn.
Farfar kunne have holdt sølvbryllup den 5 februar samme år, der var
gjort klar til højtiden. Det hele var en af disse tragiske
begivenheder, som Fanø oplevede alt for mange af i hine dage. Der
var andre ulykkeshændelser i min familie, således druknede en
farbror (Niels Ankersen Svarrer) i Rio Grande den 14. august 1879 i en alder af 24 år. Han
var styrmand med far, der dengang var fører af skonnerten ARGUS af
Fanø. Ulykken skete ved at sætte varp ud, onkel må have fået
overbalance, og, menes der, slået sig ved faldet, da han ikke kom op
igen. Onkel, som var en dygtig svømmer, skulle nemt have klaret det,
sagde far siden hen, men der løb en stærk strøm, og de fik ikke
onkel at se mere. Han var gift og havde to små børn. Tante var
Ingeborg af Riber Jes ', den kendte skibsbygmester fra Ribe. Endnu
en drukneulykke skete med min morbror i 1884. Han var matros med
far, der dengang førte briggen MEDOR. Han blev slået over bord fra
Klyverbommen l en storm ved Kap Horn. Han var ugift.
Man
skulle tro, at sådanne hændelser ville afskrække een fra at gå til
søs. Ganske vist var det sket, før jeg blev født, men der blev ofte
talt om disse ulykker i min barndom, så man kendte dem.
Hvad
kan så motiverne være til at gå til søs?
Mon
det ikke må ligge i blodet - dette, at sønnerne tager arven op efter
deres far. For mit vedkommende: Farfar og morfar var begge
skibsførere, farfar havde tre sønner og to svigersønner, som blev
skibsførere. Morfar havde tre sønner og en svigersøn, ligeledes
skibsførere, det vil sige, at jeg foruden far havde otte onkler, der
havde valgt søen.
Den
15. juli 1898 afrejste kaptajn P. H. Clausen og jeg til København,
nu skulle det store eventyr begynde. Jeg var vel ikke altfor kry, nu
skulle jeg jo ud at stå på egne ben, som det kaldtes. Men jeg havde
en god søudrustning med, det var stof af bedste klasse, alt sammen
ting, som mange års erfaring havde bevist, man havde brug for på
søen, Således var mine støvler blevet syet hos den kendte skomager
Winther, det var ekstra gode søstøvler, og mit olietøj havde kaptajn
M. N . Mathiasen leveret, prima ting, sidenhen har jeg ofte tænkt
på, hvor godt et hjem man havde.
Jeg
husker, at vi kørte fra Esbjerg ved 12-tiden og var i København ved
8-tiden om aftenen. Her var far på banegården, og vi blev straks
kørt til logiet Skipperhuset i Toldbodgade Naturligvis gjorde jeg
store øjne over alt det, nye, jeg så , dette her var jo noget andet
end Esbjerg. Den største by, jeg havde været i, var Kolding, det var
på en skole udflugt. Hvor mange dage vi havde i København kan jeg
ikke huske nu, men 4 - 5 dage gik der nok . Der skulle provianteres
og mønstres folk, men det altafgørende for os var at vente på en
gunstig vind for skibets fortsatte rejse. Nogen tid før jeg rejste
hjemme fra, havde jeg læst i en avis, at der nu var kommet
elektriske sporvogne i København , og jeg kan huske, der stod, hvor
mærkeligt det var, at sporvognene nu kunne køre uden heste. Den
sporvognslinje, der var tale om, gik fra Kongens Nytorv til
Nørrebro. Jeg fik også fars tilladelse til at prøve en tur, vi kørte
fra Kongens Nytorv ad Gothersgade til Nørrebro og tilbage igen, nu
kunne man så prale med, at man havde kørt i en vogn uden heste. Af
andre ting, jeg fik at se, var der Tivoli. Her var både far og
Clausen med. Det jeg bedst husker derfra var skibet, der lå i Tivoli
søen, og så var der også en trup armenier, der boede i deres telte
på plænen. De forarbejdede deres sølvting, det var filigranarbejder,
som man kunne købe.
Skibshandleren, som skulle levere provianten, hed Svarrer og havde
til huse i Nyhavn 9. Han var en slægtning til far, men hvor langt
ude kan jeg ikke udtale mig om. I alt fald var vi inviteret til hans
hjem.
Før
jeg går videre med beretningen om min rejse, vil jeg fortælle lidt
om briggen MEDOR. Det var et skib far og andre andelshavere havde
ladet bygge i Varnanäs, en by lidt sønden Kalmar i Sverige, som
havde et bekendt skibsvært. Her var i øvrigt flere skibe fra Fanø
blevet bygget; og de var bekendte for deres gode manøvre egenskaber
og var hurtigsejlere. MEDOR var færdigbygget 1884 og målte 281 tons
brutto, og kostede 37.868 kr. Det blev bygget for stykgodsfarten
fra Hamborg til vestkysten af Mellemamerika, og i denne fart sejlede
far da også de første 8 - 10 år, han førte skibet.
Det
var en hård sejlads rundt Kap Horn: men MEDOR klarede sig fint.
Denne rejse kom MEDOR fra Bristol med en ladning kalisette, der
bruges til papirfabrikationen, og det skulle losses til en fabrik,
der hed Skutskær i nærheden af Gefle i Sverige.
Den
17. juli 1898 blev jeg og det nye mandskab mønstret, jeg skulle være
dæksdreng og have 10 kr. pr måned. Næste dag blev vi sejlet ud til
MEDOR på Københavns yderrhed med proviantbåden, og alle måtte straks
i arbejdstøjet og tage provianten ombord. Da det var udført, sagde
far farvel og gav mig et par manende ord om at skikke mig godt m.
m. 1ste styrmand var fra Nordby og hed Ole Hansen. Han var en god
og omgængelig mand, der havde sejlet med far i nogle år.
Da vi
var færdige med provianten og havde klaret op, kan jeg huske, at jeg
blev sat til at tjære sejlgarn, det var det første arbejde, jeg kom
til på det sømandsmæssige område, jeg tror nok, at styrmanden havde
en bagtanke med dette. Jeg fik jo forklaring på, at tjæren skulle
gnides godt ind i garnet, og at det, skulle være så jævnt som muligt
- jeg skulle ikke være bange for at få tjære på fingrene, men det
var jeg nu heller ikke, for jeg har haft tjære på fingrene mange
gange før under arbejdet og undervisningen på skoleskibet, men det
kendte styrmanden jo ikke noget til . Da jeg var færdig med
indgnidningen og viste styrmanden det, fik jeg ros, og det liver jo
op på en lille dreng, der lige er kommet hjemme fra.
Næste
dags morgen lettede vi anker og styrede for jævn vestlig brise ned
gennem Øresund. Der var jo meget at se efter for en dreng, først
alle de sejl skibe, der enten skulle nord eller syd efter, og så se
den store by forsvinde under horisonten, endelig var der vort eget
skibs bugnende sejl og den gode fart at være optaget af. Jeg var
kommet på 2den styrmands vagt, og jeg husker, vi passerede Bornholm
på aftenvagten. Vinden var ret frisk af vestlig, der stod en del sø,
men jeg var ikke søsyg. Næste dag havde vi stadig god vind. Om
eftermiddagen blev jeg sat til at styre, det var kaptajn Clausen,
der ville lære mig denne kunst. Jeg husker at vinden var tværs ind
om bagbord. Jeg fik hurtigt lært finesserne. Clausen var en god
lærermester - og hvor var jeg kry, at kunne styre et stort skib med
alle sejl i top - hele stemningen i de lykkelige timer for nu så
mange år siden: Skibets lette krængning og dels gode fart, det var
vel nok sport - noget andet end sejle med bådene i Fanø Lo, et
rigtigt sømandsarbejde.
Vi
nåede hurtigt op i Ålandshavet, hvor jeg forundredes over de mange
stenskær, det var noget helt andet end Fanø med den sandede kyst. Vi
kom heldigt til Skutskær og fortøjede for ankeret og med trodser i
land agter. Losningen af ladningen, blev udført af skibets
mandskab. Lasten blev hevet op i tønder og tippet ned i lægtere.
Mens vi lossede, var der kommet ordre, at, vi efter endt losning
skulle afgå til Gefle og i indtage en ladning splitved til Cardiff.
Før losningen af lasten tilendebragt blev der indtaget ballast,
stiftning; som det kaldtes , og begge røjletræerne blev taget ned,
en forholdsregel, der skyldtes den mindre gode stabilitet, skibet
havde med splitvedsladning. Da vi havde udlosset, blev skibet slæbt
til Gefle, der ikke ligger langt fra Skutskær, og der ankrede vi op
på rheden. Splitved kalder man affaldstræ fra planker og
bræddeender, det må ikke være over 6 fod i længden, da det så
betegnes som gavntræ, Det var kvinder der stuvede lasten, stykke
for stykke, så det blev til en stor blok træ i skibsrummet.
På
Gefle rhed var der mange skibe, der alle lastede træ, således lå
barkskibet DANMARK der, det lastede træ til oversøisk havn, om det
var Sydafrika eller Australien husker jeg ikke. Jeg var der ombord
sammen med nogle af vore folk, her var forholdene ikke så lidt
større end ombord hos os. Jeg mindes endnu den høje rigning med de
store ræer og takkelage.
Omsider blev MEDOR færdig med lastningen, vi havde ingen dækslast,
og da alt var gjort søklar, afsejlede vi for Cardiff. Men skulle jo
anløbe Københavns rhed, hvor far skulle ombord. Rejsen forløb godt,
vi kom heldigt til København. Turen op i Østersøen havde taget 1 ½
måned – måske lidt mere.
Efter
at Clausen var kommet fra skibet, fortsattes rejsen, vi havde god
vind, til vi kom rundt Skagen, der løb vi ind i en vestlig storm,
hvor der måtte bjerges sejl. Der var høj sø, og jeg fik søsygens
kval er at mærke, jeg var ikke mange sure sild værd den dag. Jeg var
ikke med til vejrs, men var blevet sat til at klare tovværk op -
hvor det dog kneb, og hvor jeg ønskede, jeg var hjemme på Fanø igen
. Jeg blev også slået omkuld af en sø og skvulpede rundt nede i læ
sammen med tovenderne. Det havde far imidlertid set, og han kom ned
på dækket og fik mig op på halvdækket. ”Ja”, sagde han, ”således er
det at sejle til søs, og dette her er ikke noget – det kan blive
meget værre! Men min dreng, du må aldrig vende ryggen til en sø, du
skal gøre front mod søen, når du ser den komme, få fat i noget og
hold så fast”! Denne regel er kommet mig til gode mangen god gang
siden. Men ellers forløb rejsen heldigt, og jeg kom snart over min
søsyge, det skete ikke siden, man kommer over det på de lange
rejser.
Og en
dag ankrede vi op på Cardiff rhed. Mens vi lå der blev klyverbommen
rigget ind, da skibet ikke måtte tage mere plads op i dokken end
nødvendigt. Ved højvande kom en slæbebåd og slæbte os ind i West
Dock , hvor ladningen skulle losses. Her var vel nok at se for en
dreng ude på sin første rejse; først og fremmest alle de mange
dampere og sejlskibe fra forskellige nationer. Jeg husker, der var
en damper af C. K. Hansens rederi, jeg syntes dens skorstensmærke,
det danske flag på blå bund, var meget smukt. Af andre ting, der
forundrede mig, kan nævnes den store forskel på høj- og lavvande.
Jeg havde været ude ved doksluserne, der hvor vi havde sejlet, men
der var næsten intet vand, kun en smal rende - det må jo lige have
været lavvande, da jeg var der. Jeg huskede nok forskellen mellem
høj- og lavvande derhjemme på Fanø, men dette her kunne jeg ikke
forstå dengang.
En
anden ting der forundrede mig var kulspouterne, at en jernbanevogn
fuld af kul blev stemt i vejret og tippet over, så indholdet løb ned
i skibet, det var mig en gåde, noget nyt for mig!
Af
andre oplevelser, der står tydeligt for mig er, da jeg fik
tilladelse af far til at komme med matroserne i land. Vi skulle i
EMPIRE at se en forestilling, og da den var endt, gik vi rundt og så
på vinduer, og vi kom også ind på en bar. Matroserne tog jo øl, og
jeg fik en limonade, ikke langt fra vort bord sad der fire velklædte
damer, men de røg alle cigaretter, jeg havde aIdrig før set en
kvinde ryge og var ganske forundret over det, jeg sagde til en af
matroserne: "De fine damer sidder og ryger"! "Dem", sagde han "der
er (og så brugte han en meget folkelig betegnelse for letlevende
kvinder)". Jeg havde nok hørt dette ord før, men jeg forestillede
mig, at dets bærere var det tarveligste af det tarveligste, og her
sad fire smukke damer og blev tituleret sådan, det gik over min
forstand. Alt dette står tydeligt for mig, skønt det nu er 65 år
siden; livets skyggesider kendte man jo ikke meget til dengang.
Losningen af splitveddet foregik planmæssigt, og vi skulle efter
endt losning laste kul og briketter til Rio Grande i Brasilien. Vi
blev slæbt over i East Docks og begyndte straks lastningen, der blev
indtaget 400 tons, som lastedes med elevator. Derefter blev vi
forhalet hen, hvor der kunne gøres søklar. Røjltræerne blev rigget
op, og alt blev surret og skalket på god sømandsmaner; da vi var
klar, blev vi slæbt ud af dokken, sejlene blev sat - og rejsen til
fjerne lande begyndte.
Vi
kom godt ud af Bristolkanalen, men nogle dage efter fik vi en hård
vestlig storm, vi ]å underdrejet i nogle dage. Jeg husker, at far
sagde, at vi var drevet ind i Biscaya bugten. Men det blev jo fint
vejr igen, og vi kom hurtigt ned i varmere klima. Mens vi lå
underdrejet, kom far en dag op af kahytten og var godt gal i
hovedet, han havde opdaget, at kronometeret gik i stå , når skibet
tog en stor overhaling. Kronometeret havde været i land til urmager
i Cardiff, "en køn urmager", sagde far, "han skulle hellere kalde
sig for kronometerødelægger". Det var naturligvis en kedelig ting,
kronometret skulle jo vi se klokke slettet i Greenwich til brug for
længde bestemmelser, men der er noget, der hedder månedistancer til
udregningen af klokkeslettet i Greenwich, men der er mange faktorer,
der spiller ind så helt pålidelige er de næppe. Men far tog mange af
disse observationer, han lå på ryggen på kahyts taget med. en pude
under hovedet og målte de himmellegemer, der skulle bruges til den
slags observationer.
Men
ellers foregik rejsen for en god nordøst-passage. Da vi nåede et
stykke i nærheden af Ækvator, fik vi en damper i sigte, der blev
straks sat signal op om, hvad hans position var. Da de havde tydet
vort signal, styrede de hen til os, og på en stor luge havde de så
med kridt skrevet deres længde og bredde op. Da far og styrmanden
havde fået bestikket udregnet, viste det sig, at der kun var en
ringe forskel i længden. Jeg kan tydeligt huske, hvor stolt far var
over det gode resultat af sine observationer, og det var der god
grund tiI.
Men
en dag ankom vi så til Rio Grande-barren. Jeg tror vi havde gjort
rejsen på 52 eller 54 dage, hvilket vist var en nogenlunde rejse. Da
vandstanden på barren var større end MEDORs dybgående, kom der
straks en slæbedamper ud og tog os i havn, hvor vi fortøjede ved
kajen i Rio Grande. Mens vi var der, kan jeg ikke erindre at have
oplevet noget særligt, kun at losningen af disse briketter, der
indeholdt kultjære, sved i ansigtet, det var varmt i Rio Grande.
Fra
Rio Grande skulle vi til Montevideo at laste saltede huder til Sct.
Petersborg LENINGRAD. Rejsen til Montevideo gik godt, og vi ankrede
op l havnen, hvor vi skulle laste. I Montevideo havde jeg en
glædelig overraskelse, nemlig at hilse på fire Fanøfolk. Det var fra
den engelske damper KIRKSTALL, hvis fører var Jens Christiansen fra
Nordby, de andre tre var P. Lassen Mathiasen, Gregers Svendsen og
Hartvig Warrer, der alle hørte til dæksbesætningen. Far havde
truffet kapt, Christiansen i land, og vi blev indbudt til at komme
over til ham en aften. Skibene lå ikke langt fra hinanden, og en
aften roede far og jeg over til KIRKSTALL. Det var morsomt at komme
til at tale mod folk fra sin hjemstavn, særlig da så langt fra
Danmark. Den, jeg kendte bedst, var Hartvig Warrer, han var et år
ældre end mig, så vi havde meget at tale med hinanden om, han om
dampere, og jeg om sejlskibe, det har så givet været et par kloge
ho'der, der sad hin tropeaften for nu så længe siden og talte om
tingene. KIRKSTALL var ikke længe i havnen, hvad den lossede husker
jeg ikke , men den afsejlede lang tid før os.
Dette
at laste saltede huder kan ikke siges at være noget behageligt
arbejde , idet saltningen foregik under indladningen. Huderne kom ud
til skibet på lægtere, men først kom der en lægter med kohorn, disse
blev anbragt i bunden af skibet med spidserne nedad. En stevedor fra
land ledede lastningen.
Oven
på kohornene blev så huderne spredt ud med hårsiden nedad, hver hud
fik en pøs saltlage over sig og derefter strøet med salt. Saltlagen
blev lavet på følgende måde: man havde en stor tønde fyldt med
salt, der stod over lastlugen, og jeg havde det arbejde stadig at
fylde udenbords vand på. Jeg havde en blok anbragt på fokke råen og
derigennem en løber til "admiralen" (en sejldugspøs); fra lønningen
til lugen var der en trærende, som vandet løb ned ad, og jeg havde
nok at gøre med at, holde tønden fuld af vand. Efter arbejdstid
måtte vi så til at pumpe al den saltlage ud; men ellers foregik
lastningen glat, og en skønne dag var vi færdig. Jeg vil tro, at det
havde været i slutningen af februar eller i begyndelsen af marts
1899, at vi afsejlede fra Montevideo.
Rejsen til Sct. Petersborg foregik uden uheld, vi havde en hurtig
rejse til den engelske kanal, men i Nordsøen fik vi en del modvind,
dog, en dag ankrede vi op på Københavns rhed, hvor vi fik
proviant. Rejsen derfra og til Sct. Petersborg blev lang, da vi
havde meget stille og modvind, men vi kom godt til Sct. Petersborg,
og vi fortøjede i bøjerne på Newafloden, hvor huderne blev losset i
lægtere. Fra Sct. Petersborg sejlede vi til Gefle, hvor vi skulle
laste en ladning træ til Boston i England. Dertil foregik rejsen
også godt, vi ankrede igen på rheden og begyndte lastningen af
brædder og planker. Hvor lang tid vi var om det, husker jeg ikke,
men vi havde en dækslast en fod over lønningen. Da alt var surret og
gjort søklar, afsejlede vi. Vi skulle igen anløbe Københavns rhed,
hvor der skulle indtages proviant og skiftes folk. Der blev jeg
afmønstret, og far havde igen fået en afløser, idet far og mor
skulle holde sølvbryllup om efteråret.
Jeg
har for længst mistet min første søfartsbog, den ligger et eller
andet sted i Nordsøen efter et forlis , så jeg kan ikke sige datoen
for min afmønstring, men jeg havde nok været lidt over et år ombord,
idet jeg havde 120 kr. i afregning, det husker jeg tydeligt.
Ja,
således foregik min første rejse til søs, og man spurgte vel sig
selv, hvordan man syntes om sølivet, havde det svaret til
forventningerne? Jeg må sige dertil , at naturligvis gaves der
stunder, hvor man ønskede sig i land, for der var ingen kære mor,
arbejdet skulle udføres. Nok havde jeg sejlet med min far, men han
sagde, da jeg kom ombord: "Du kan lige så godt få kendskab til
sølivets strabadser her om bord, derfor skal du bo forude sammen med
de andre søfolk".
Og
jeg blev heller ikke sparet; måtte tage min tørn som de andre. Og da
far og jeg rejste hjem, sagde han følgende til mig, som , har jeg
ofte tænkt på, viste, hvor klog og god en far jeg havde: "Er du ked
af at sejle så gå i land nu. Du kan jo gå i sejlmagerlære og siden
tage ud igen , hvis du stadig har lyst til søen, det er en god ting,
at man selv kan sy sine sejl".
Men
det gik mig, som det går med de fleste søfolk; når man kommer i land
glemmes strabadserne , man vil ud igen "have frisk vind under
vingerne" ; da mine forældres sølvbryllup var overstået, fik jeg
hyre som ungmand med tremastet skonnertbrig Maracaibo, og dermed
begyndte et nyt afsnit af mit liv på søen.
Før
jeg slutter, vil jeg omtale dovenbænken (æ dovenbænk) , som den blev
kaldt i min drengetid. Den havde stade på Sønderbroen og stod ved
gårdmuren til tømmerhandler Brinch Hansens plads. Der sad de gamle
sejlskibsskippere og drøftede søfart, måske også sognets ve og vel,
alt imens de med deres stokke tegnede skibe for fulde sejl i sandet.
Der stod respekt om disse gråhærdede mænd, der havde døjet og prøvet
så meget, og som kendte så meget, til de kræfter og magter, der
hersker på de endeløse have.
Æ
dovnbænk har stået tom i mange år, de skippere, der sad der engang
er for længst borte. Der findes ikke flere sejlskibskaptajner. Af
os, der fik vor uddannelse i sejlskibstiden, er heller ikke mange
igen , og det ligger i sagens natur, at tallet svinder fra år til
år, den generation der - uden smålig følelse af mindreværd -
henregnede Nordby som centrum for det alt sammen, hvorfor
betegnelsen af de fire verdenshjørner også blev:
OM
- UD - NED - OP
N. V. Ø. S.
Nå,
det hænder jo, at vi kan mødes på havnen og tale om gamle dage, det
er gerne på bænken ved toldbodens mur, så derfor vil jeg i denne
forbindelse citere et vers af den stemningsfulde vise , som
bankdirektør Herluf Jensen engang forfattede til en af Fanikerdagens
fester :
Tit
jeg får en snak med Niels Svarrer - og kommer Hans Carl måske,
behøver jeg så at forklare, at vi går på langfart vi tre. Vi taler
om tur over Dammen, til Rio og rundt KAP HORN, vi sejler så
glimrende sammen med laster af kul og korn.
Vi
sejler med Fuldskib og barke
rundt
jorden på godt et kvarter,
vi
kende jo vejen vi knarke,
selvom vi ej sejler den mer.
Vi
får os en storm i Biscayen
og ta
'r den med ro i SUEZ,
vi
går ind til Marselle på vejen og krydser derpå til Fez
Og
dagen lider, så lister jeg hjem til min te,
det
sker til tider, at mor har en bakskuld - måske!
Nordby Fanø i december 1963
N.A.
Svarrer
Efter
Fanø UGEBLAD januar og februar 1964 nr. 2, 3, 5 og 6,
14.2.1964 HANDELS og SØFARTSMUSEET på KRONBORG
Gave
fra Kapt. N.A. Svarrer Nordby Fanø.
Venligst udlånt til Anton Dam den 4/5.1965 og afskrevet!
HJEM
