På baderejse til Fanø i 1902.

En bøhmer, der i sommeren 1902 opholdt sig på Fanø som badegæst skildrer sine iagttagelser og oplevelser på følgende måde:

På banegården i Dresden har man netop tid til at købe sig en køreplan for Nordtyskland; men når man begynder at studere den, begriber man, hvad hin skolemester i Schlesien ville, der indførte læsning af køreplaner som undervisningsfag. Der har enhver streg, tyk eller tynd, afbrudt eller punkteret, noget at betyde, og når man så oven i købet kommer til særtogene, der kører fra Hamborg til badestederne ved Vesterhavet, så kan et normalt menneske, der kun i ny og næ gør en større rejse, ikke mere finde sig til rette og må køre gennem Holsten og Slesvig med et persontog, der holder nogle minutter ved hver station - navnlig hvor der er kvægmarked.

Kvæg findes der nok af her. På engene langs banen, der ligger nær ved kysten, græsser talrige heste og kreaturer, og føllene ser ud som om de var bange for toget for at få et påskud til at galoppere af sted i de vildeste spring, er henrivende. I ringe afstand fra dyrene og de i det frie arbejdende mennesker, spadserer adstadige storke og underkaster jordbundsforholdene en undersøgelse.

Aftenen sænker sig, da vi når det beslægtede Slesvig. Man mær­ker det mindre på mørket, thi det indtræder i disse egne sent nok i juli, end på dyrenes mindre bevægelighed på græsgangen. De rykker sig sammen for at tilbringe natten i det fri, som det almin­deligt er tilfældet med disse dyr, der fedes til salg. Og til trods for årstiden bliver natten temmelig kølig. Juli 1902 bragte usædvanlig megen regn og kulde.

I Tønder skilles togene. Herfra går en sidebane mod vest med de rejsende, der vil til Sild, og her ender for dem, der vil nordpå, foreløbig jernbaneforbindelsen - man må overnatte.

Danskerne kan endnu efter næsten 40 års forløb ikke glemme tabet af Slesvig. Men hvem der har set Tønder, kan lykønske dem til, at de er blevet den rede kvit. Tønder er tysk. l hele byen findes ingen dansk indskrift på gadeskilte og butikker; kun Landmands-Sparekassen viser os, at omgivelsen er dansk. Dog opdager vi en bekendtgørelse, der viser, at Tysken kun er påklistret, og ingen ringere end byens politiforvaltning har sørget for dette bevis, idet den fortæller, at adgangen til vaisenhuset er forment »Unbeikommenden«, og det er naturligvis ingen ting, og man må være en tysker fra Tønder for i tankerne at oversætte dette med det danske »uvedkommende« og opfatte det som »unberusene«.

En stærk knebren, der lyder fra byens tage, lader en ikke sove om morgenen, thi i Tønder er det som Jenaer-Studenternes Ølby; »På et hvert hus en rede fuld af storke«, og disse storke står tankefulde på deres reder og helliger de tidlige morgentimer til deres familier; først senere på dagen går de til deres forretninger. Og der, tæt foran vore vinduer, foregår et rigtigt drama. Man ser fru eller frøken stork, endvidere hr. stork og så den tredie, et rigtigt trekantet forhold, der dog løber af uden tvekamp eller selvmord; thi den kvindelige part er sig fuldt ud sine pligter bevidst og giver den »ubeikommende«, som hun vist nok siger, et dygtigt huk med
næbet, hver gang han med naragtigt udbredte vinger og sirlige skridt nærmer sig hende. Til sidst fjerner han sig, og det tro par fejrer glad sit bryllup. Begge står ved siden af hinanden tæt sammen i reden, der er stor nok for et elskende par, med halsen bøjet så langt tilbage over ryggen, at næbet står lodret i vejret, og knebrer, knebrer, knebrer.

At der fra Tønder nordpå består så elendig jernbaneforbindelse, har måske politiske grunde - man vil gøre det besværligt for danskere at rejse til Danmark -, men også det elendige bumletog kommer omsider til målet. Ved grænsen skifter vi vogn, passerer uden ophold Ribe, Dronning Dagmars by, betragter domkirken med det nys istandsatte andet tårn og holder ved middagstid i Bramminge, hvor der, takket være jernbanen, i løbet af få år er vokset en stor by frem, og til trods for hundekulden glæder vi os hjerteligt ved at være ved målet. Ak, hvor skønt er det tyske rige - når man har det bag sig.

Man får et ejendommeligt indblik i Danmarks møntforhold ved, at opvartningsjomfruen forbavset betragter et guldstykke og først må tilkalde værten, som underkaster tikronestykket en grundig undersøgelse, før det bliver antaget. Danskerne har guldmøntfod; men de klimprer ikke pralende med guldstykkerne, de benytter i daglig omgang de mere bekvemme banknoter (pengesedler). Dette er altsammen ret fornuftigt; men hvad. der ikke er fornuftigt, er, at stationsembedsmanden i Hamborg erklærede, at han kun kunne sende min kuffert til Esbjerg i stedet for til Fanø; ikke fornuftigt er, at man i Esbjerg havn sendes fra Herodes til Pilatus og må underskrive en erklæring om, at man intet toldpligtet fører med sig, hvorpå kufferten alligevel bliver åbnet; ikke fornuftigt er overhovedet det hele toldvæsen, og enhver for told sværmende politiker skulle man sende på en lille rejse, på hvilken han med en stor kuffert måtte passere mindst ti grænser.

I Esbjerg, Danmarks vesterhavn, der har udviklet sig storartet, og fra hvilken der sendes millioner af centner frisk smør, svinekød og æg til England, går vi om bord på en lille damper, der i løbet af en lille halv time bringer os over til Fanø; men sådan som vejret er, føler man ikke spor af ønske om nogen længere sejlads. »Jeg vil aldrig mere ud at sejle,« råbte en ganske ung lille dame, der åbenbart befandt sig på bryllupsrejse, da skibet engang duvede stærkt. Hun tænkte ikke på, at det selv i ægteskabet dog ville være for kedeligt, hvis hun skulle tilbringe hele sit liv på Fanø.

Lad os bare komme under tag, er det eneste ønske, man nærer, medens den kolde regn strømmer ned. Ingen tænker på at køre til den anden strandbred mod vest, hvor man er lige i nærheden af det åbne, vilde hav, hvor Kurhuset, de store hoteller og villaerne er beliggende; vi løber ind i den nærmeste havn, »Færgehavnen«, således hedder hotellet, som ligger lige ved landingspladsen.

Og det var godt, vi gjorde det; ellers var vi uden at agte derpå gået forbi en gæstgivergård, der i og for sig er en mærkværdighed i vore dage, og som minder om gammel gæstgivergårds poesiens skønneste tider, således som de skildres af romanforfattere. Vært og værtinde kappes om at være opmærksomme mod deres gæster, værtinden føler sig smigret, når man lader maden smage sig, og gæstgiveren er den mest elskværdige og underholdende vært ved Table d’hote samtidig med, at han har øje for ethvert af sine gæsters ønsker. Vi lever som i et paradis, og det oven i købet for en meget rimelig betaling.

Gæstgivergården ligger i den store flække Nordby, øens hovedby. Her findes en navigationsskole. Kirken med sine mange motivskibe, kirkegården og de lange gader med de pæne pyntelige huse. Konerne og pigerne på øen bærer endnu deres game og pyntelige dragter, der fremfor alt er beregnet på at værne mod søvinde om vinteren og mod flyvesandet om sommeren, og hvortil hører et utal af tørklæder om hoved og hals.

Pigerne bruger endog masker for at værne sig mod solen under arbejdet i marken. Mændene, der ikke bliver hjemme men som sø­mænd drager ud i verden, opholder sig kun på Fanø, når de er fri eller er holdt op med at fare til søs. De bærer almindelig herre­dragt, og det er et ejendommeligt syn, når de går til kirke, at se en kone i nationaldragt spadsere arm i arm med en nymodens klædt herre med cylinder.

Denne forskel mellem det gamle og det nye virker endnu mere ejendommeligt, når om aftenen til et kohorns tuden Nordbys mange mange køer drives hjem fra græsgangene nord for byen. Ved havnen modtages de af ejerne, af hvilke de så føres hjem gennem gaderne, den ene af en gammel morlil i nationaldragt, den næste af en nymodens klædt ung pige, den tredje af en herre i cylinder. For danskere er et sådant billede så meget mere ejendommeligt, som synet af en sådan byhjord, der ved sin hjemkomst fordeles til de enkelte huse, forlængst er blevet dem noget fremmed. Udenfor Fanø findes der i Danmark ingen fælles græsgange; overalt i lan­det har man ellers opdelt fællesjorden, og enhver græsser sin hjord på egen jordlod.

»Fanø, o Fanø, o hvor du er skøn« synger man i Danmark, og hvem, der har besøgt den lille ø. vil istemme sangen; kun tør man ikke søge skønheden i alt det, som badebestyrelsens prospekt med så rund hånd lover: »Der kan også drives jagt på sælhunde, da disse dyr i flokke på 50 til 60 stykker i ebbetiden og i solskin opsøger sandbankerne på nord- og østsiden af øen«, hedder det f. eks. i dette prospekt, der er sendt ud i verden. Der stilles endog i udsigt, at man kan få »en gammel søbjørn« med som ledsager på jagten. Selvfølgelig erkyndigede vi os om sælhundene; thi selv om vi ikke vil skyde dem, så vil vi dog gerne se dem. En badebetjent, der levende minder os om en bjørn, synes os at være en passende ledsager på udflugten. Han har, efter at have tænkt sig lidt om, ikke noget imod den plan at drage ud for at se sælhunde på nordsiden af øen.

»Hvornår har man da sidste gang set sælhunde der?« spurgte jeg forsigtigt.

»Åh, det kan vel være 10 til 15 år siden!«

Nej, Fanøs skønhed ligger i en herlig strand, i det store vide hav, der herligt lysende, snart roligt, snart stormbevæget uoverskueligt breder sig ved øens vestside. Det er prægtigt, hvad enten man en varm eftermiddag betragter det fra strandkurven eller langs med det foretager den længste tur på øen, den fire timers vej til Sønderho på det rene hvide sand, der er så blødt at gå på og dog kan bære svære vognlæs; herligst er havet dog, nå man fra badevognen, der af en kraftig lille hest er kørt ud i havet, styrter sig i vandet og lader sig slå og vugge af de salte bølger. En strand som ikke noget andet sted ved Vesterhavet, en hård strandflade, der er flere hundrede skridt bred og ved flodtid dækkes af havet, og ved hvilken der ligger en halv snes store bygninger, - det er Fanøs egen skønhed. Og det er et paradis for de små, der af sandet bygger sig huse og borge, hvis grave af den indtrængende flod fyldes med vand.

Åh, dette sand på Fanø, ville slet ikke anerkende sandet ved østersøbadene som sin slægtning, så blændende hvidt, så fint og rent er det. Små muslingskaller kan man finde i skæppevis i nogen afstand fra badehotellet, rav findes i lønnende mængde, haj-fiskeæg og andre naturalier kaster havet rundhåndet langt op på stranden, måger og terner opliver landskabet; man tilgiver øen, at der ingen sælhunde er at se og glæder sig over den forhånddenværende rigdom.

Vi besøger præsten i Nordby og træffer ham ved kaffebordet i »Plantagen«. Fanø har ingen skov, men det vil herefter blive ander­ledes. Der plantes nåletræer i sandbunden, og de plejes omhyg­geligt. Mange flade mile jord frariver således »Det danske Hede­selskab« steppen og omskaber den til frugtbart land. Man kommer forbi flere sådanne plantager, når man foretager en udflugt til øens sydende, Sønderho.

Over de løse sandveje, der kun gøres farbare ved at de belægges med halm og tang, ruller jagtvognen med vort lille bordselskab, hvis medlemmer må gøre sig forståelige for hinanden, som de kan bedst, på dansk, tysk og bøhmisk, forbi statelige gårde og marker. Vi ser kvinderne arbejde i marken med masker for ansigtet, og hvor der viser sig noget grønt, ses kvæg på græs. I vide kredse be­væger fårene sig i tøjr, der er fastgjorte i sandbunden ved hjælp af en stor sten, ja, endog gæssene græsser ved en tøjrepæl.

Måger og fugle så store som duer, og som her kaldes »Præste­kraver«, flagrer omkring og sætter sig på telefontrådene. - Vi standser ved et af alder ganske erværdigt gæstgiversted med lave flisevægge fra det 17. århundrede. Alt er her tradition, gammeldags; også de dyre priser og den tarvelige tilberedning stammer i det mindste fra det 18. århundrede.

Så går det til fods hjemefter. Der må kravles, klatres, rutsjes i klitterne, disse bjerge af sand, der kun halvvejs holdes sammen af marehalm. Omsider når vi da stranden og ser badestedet så nær ved os, at vi tror at kunne nå det i få minutter; men det er et slags Fata Morgana. I stedet for at komme os nærmere, synes husene at fjerne sig mere og mere, og først efter en lang vandring når vi dem. Men turen er ikke kedelig; vi går jo langs med havet, og det byder afveksling nok her.

Jo, Fanø er køn, og her er godt at være, selv på kølige dage. Gan­ske anderledes må der være, når sne og rim dækker det hvide sand og når en krans af drivis omgiver øen om vinteren.

Når vi udhvilede os i »Færgehavn« og drak kaffe på verandaen lyttede vi undertiden til vor værts fortællinger. Han er tillige ekspeditør for damperen og toldembedsmand. –

Det er juleaften, fra den nærliggende jyske kyst afgår damperen og medbringer studenter, feriegæster, koner og piger til Nordby på Fanø. Men hvor skal de lande? De sædvanlige heste er ikke tilstrækkelige; der lejes 4 til 6 mere, og så går det en halv mils vej ud på isen og der forestår der endnu en hård kamp med isflagerne, før landingen er helt tilendebragt. Det bliver sent - mange timer senere, end man havde troet, før de rejsende når ind til Nordby. Mange må endda køre videre i snevejret til Sønderho

Ja, det er andre forhold end dem, under hvilke vi lærte øen at kende.

(Jeg formoder, at der menes Hotel Færgegården, nyopført, efter at den gamle nedbrændte i 1896)