På
markvandring ad min barn- og ungdoms veje.
Ak,
hvor forandret! Gården lå der som et midtpunkt med hjemmetoft, der
strakte sig helt over til elværket mod syd og nord for gården al
jorden vest for kirkegården ud til Vestervejen - i dag begge steder
beboelseskvarterer. Da kunne vi se hjem langt nede fra Vestervejen.
Niels Sørensensvej 10
Men
ellers lå jorden meget spredt. Lad os ta' med hestevogn med Hans og
Frits, eller skal vi hellere trække med et kobbel køer. Vejen snor
sig gennem nabogården - Jens Nikolaj Jensens - ud til »Banebjerg« (Bavnebjerg)
- i vor første barndom et eldorado. Her legede vi gemmeleg, og da
var der virkelig en dejlig plantage. Om vinteren susede vi nedad på
kælken. Hvis ikke søndagsturen gik til stranden, kunne den gå
dertil.
Så
kom 1940, og enhver kan i dag se minder derfra på toppen, men også i
dag er stedet tumleplads for en rask leg eller kælketur. Dengang
blev der anbragt lyskastere, og på grund af det var militært område,
måtte vi foruden legitimationskort have et grønt adgangsbevis for at
passere.
Lige
bag »æ Banebjerg« strækker sig »æ Nytovts« gode agre og lige derfor
en smal strimmel kaldet »æ Slotdal«. Men følger vi vejen vestpå,
kommer vi på den anden side den inderste klitrække til »æ Grøndal«.
Der havde vi dog overhovedet ingen marker, så vi fortsætter ad
markvejen længere ud mod vest, ja et godt stykke endda til »æ Knøs«,
et område beliggende inden for klitrækken lige før golfbanerne. I
dag er alt groet til med lyng eller »wegger« (nærmest gråris), selv
om jeg godt kan udpege de forskellige markstykker. Her så jeg en dag
for et par år siden 3 rådyr stå som silhuetter Vinden bar fra, så de
mærkede mig slet ikke, men pludselig satte de i elegante spring af
sted i nordlig retning.
Derude har jeg også været med faster at flytte får. Vi havde
rugbrødshumpler med. I et af krigens år var der ringe høavl, da
måtte vi slå »wegger« længere nordpå derude. Det var nok også det
år, vi slog lyng inde på vor hede, vest for engen - omkring hvor »Fenja-gården«
ligger - for at ha' nok til vinter.
Et
andet område var markerne lige op ad Jørgen Hansens Plantage vest
for Kikkebjerg kaldet »æ Bjerre«. Det var en god avl, vi fik derfra.
Men det var en drøj omgang at »stappe« høet ind under bliktaget en
brændende varm sommerdag. Hvor var der forskel på agerhø og enghø,
det ene tungt og stridt, det andet let og fint. Det var en kunst at
læsse en vogn ret. Det var mors job. Hjørnerne måtte lægges først,
og derudfra kunne læsset lægges lag for lag.
I
høsttiden var vi to familier, der hjalp hinanden. Der skulle bruges
mange hænder til at »binde op«. Far kørte slåmaskinen (med et stykke
ekstra sat på for at samle kornet), og med »a kratter« rev han så et
passende lag af, som vi så skulle binde i neg. Vi stod med passende
afstand marken rundt, så vi kunne følge med og nå at blive færdige
til en ny omgang. Senere skulle vi jo »skokke«, dvs. sætte negene to
og to mod hinanden, vist 5 par til en skok.
Når
man skal forklare børnene, hvad det betyder »i tøndemål og traver«,
må man gå tilbage til sin barndoms høstarbejde, hvor 6 skokke blev
en traver = 60 neg. - Så skulle kornet hjem. Kom der megen regn
inden, kunne det jo ske, vi skulle skokke om. Om vinteren foregik
så tærskningen hjemme i laden. – Det var en stor dag, da vi fik
tærskeværk og kraft til at drive det - i stedet for hestegangen
udenfor. Det var et støvet arbejde, men helt utroligt. Far lagde i,
dvs. løste negene op og »fodrede« den gradvis, så kom kornet ned i
sækken, der var bundet om omtrent midtfor på siden; avnerne støvede
ud bagtil nedenunder, og ovenover hoppede halmen af sted, og den
skulle man forke væk. Senere blev kornet renset i en maskine, og så
målte man det i skæpper, vist 8 til en tønde. Her, hvor jeg bor, er
den i brug hvert år ved høstgudstjenesten. Fyldt med korn står den
midt i koret med to dejlige neg ved siderne.
Et
minde fra krigens år skal med. Det var en søndag. Lillebror var
hjemme ved jeg, om der var andre, ved jeg ikke, de øvrige var i
kirke. Da kom en tysk rytterafdeling og ville ind i laden. Den var
stængt, de sprængte porten, og da vi kom hjem stod hele ”kørebanen”
i laden fyldt med heste. Det skråner nedad i laden, hvor vi havde al
vor høst. ~ Man kan tænke sig et »svineri*, når ajlen »sejlede« ind
under negene. Jeg husker ikke, hvor længe de var, men far har ganske
givet protesteret. Vi havde soldater indkvarteret. Jeg kan huske
navnene store og lille Ernst. De var fra Polen. Jeg kan huske, hvor
de græd, da de skulle af sted til fronten. Efter krigen havde vi så
flygtningelejrene på øen.
P. L.
Petra Thedora Lauridsen. Far: Andreas Marius Lauridsen, f. 2. august
1897, d. 8. november 1961. Mor: Anna Cecilie Jensen, f. 27. juni
1903, d. 29. marts 1960.
Forældrene overtager gården i 1928.
Realklassen 1945
Lærer Højrup.
Overlærer Birkelund, lærer Rasmussen, lærer Jensen
- Villy Pedersen, Hylleborg Voldum, Margit
Pedersen, Nina Schmidt, Poul Kirkegaard
-
Petra Lauridsen, Karin Jepsen, Elin Laursen, lærer Skovbjerg,
Solveig Kjær, Hilma Stegelmann, Aase Arctander
1911
Lærer Bundgaard. Ved ”X” Andreas Lauridsen, nr. 2 fra venstre i
midterste række måske Harald Mathiasen
1912
Lærerinden vistnok frk. Poulsen. Anne Cecilie Jensen (Petra
Lauridsens mor) nederste række 1. Fra venstre
HJEM
