Skolejubilæet.

En lille mindebuket på jubilæumsdagen. 

Hvornår var det nu, det var? og kan du huske? har lydt meget på denne dag, vel særligt for 25 års jubilarerne. Selv er jeg bare nået til de 24, hvor gerne jeg end dengang ville med Ellen Vang Jensen, som kom i skole året før. Den gik selvfølgelig ikke. Flere gange forsøgte jeg at komme med ind, men Sneum sagde: Nej, du er for lille, den. eneste gang, jeg var forud, var da jeg blev født for tidligt .... nå, men 1. april 1934 blev det da endelig min tur - begyndelsen til 10 år ved Nordby skoler - 5 på hver - en tid, som jeg synes kun at huske som en stor fryd, men der har nok også for mig været dage, hvor det hele drillede. 

En trediedel af vort liv bruger vi til at sove, 10 år, altså nu en fjerdedel af mit liv i min barneskole. En tid i solskin, bygevejr, torden og regn - vi gik ud i 1944. 

Mange af de tilstedeværende husker sikkert, hvilke klude vi gik i. Jeg gik til eksamen i en »flot« blå kjole, syet om af en afdød tantes flonels kimono.

Men lykken var for mig at gå i skole. For alvor husker jeg blot een dag, hvor jeg var ulykkelig, den dag, hvor nogle af mine klassekammerater tog til gymnasieskolen .... det er mig en glæde gennem de senere år at se, at også den sociale skranke er faldet, at også der er der plads for menigmand.

Lykke var det - jeg husker det, som var det i går, men det var den 31. marts 1944 - at stå deroppe i denne sal foran talerstolen og af skoleinspektør Birkelund modtage det hvide papir, eksamensbeviset, adgangen til livets skole, som for mig blev en lang omvej til det erhverv, som var målet allerede fra 10 års alderen. Birkelund hilste, overrakte beviset og sagde: Lykke til ... og det håndtryk, der fulgte med, var et håndtryk, der gav varme og lyst fremover.

Mindebuketten skulle ikke bare blive det store højtidelige, om jeg formår at »plukke« lidt fra de 10 år i borger- og realskolen, som jeg helst ser som en enhed, jeg har aldrig følt afstanden (jeg boede jo også midt imellem).

Højrup, Karl Jensen, V. Olldag, Karen Brinck, E. Skovbjerg, Johs. Rasmussen, Moesgaard, N. H. Birkelund, Marie Nielsen, Emilie Gregersen, Indrid Drejergaard, Chr. Sneum

I borgerskolen havde vi Karen Brinck som klasselærer - jeg holdt meget af hende, hvordan hun lærte mig at læse og skrive dansk, aner jeg ikke - kun enkelte småting uden betydning kommer i mine tanker. Lærer Sneum, som jeg jo kendte fra før skoletiden, holdt jeg meget af, selv om han altså havde smidt mig hjem året før og altid kaldte mig lille Sylvia eller lille Nørby Pedersen. At gå på skolepladsen med sin lille hånd i hans store og få lov at komme med hen til klokken og være den, der lige præcis på klokkeslet fik lov at ringe ind, ja, det var lykke dengang og tryghed. - Jeg tænkte i formiddags på hr. Olldag med den lille 1. kl., jeg glæder mig til snart igen at få sådan en lille klasse, det giver fornyelse.

Carlsen lærte os danmarkshistorie, så klassen »skjælvede« når han fortalte os om Ejnar Tampenskjælver; vi var lidt bange for ham, og jeg husker en dag, hvor to piger fik en eftersidning, jeg og en anden. Det var min første, og jeg vandede høns, dog ikke så godt som Elise, for hendes mor skulle til Esbjerg, og hun skulle passe en mindre søster eller bror. Derfor slap hun, og så så' Carlsen: Så må du også slippe. Retfærdig var denne stoute mand altså også, og vi fik lært den historie, særlig Sønderjyllands, som han jo elskede.

Mølgaard, daværende kordegn kendte jeg også inden skoletiden. Han var så rar, og vi skønnede vist ikke rigtig derpå. - Lille frøken Gregersen i håndarbejde glemmer jeg aldrig, mest for et halstørklæde, som aldrig ville få ende, ikke noget med at strække det og sige, at nu var det da langt nok, nej, rækker skulle der tælles. Belønningen fik vi så, når vi til årsudstillingen måtte tage vore ting med hjem, og de fortryllende ord lød: Og så må I alle-sammen løbe ned til Ingeborg Hansen og få en slikstang. Den slags slik kender vist kun få i dag, men jeg ved, at fru Marie Lauridsen kan lave dem.

1. Høgdahl
2. Madsen
3. Raahauge
4. Grimlund
5. Sneum
6. Nedergaard
7. Jørgensen
8. Brinch
9. Thyssen
10. Carlsen
11. Bundsgaard

Frøken Grimlund husker jeg siddende ved katederet, nærmest kun som noget hvidt flagrende hår. Altid læste hun den samme historie for os, og i geografi nåede vi aldrig at lære andet end Rusland, spec. Ruslands floder. Hun var vist meget dramatisk. 

Og så kom 5. kl. med oprykning til realskolen. Konvolutten med besked om enten eller, måtte først åbnes, når vi kom hjem - det skete uden for skolelågen

Med 1. mellem kom ny lærere, ny fag. Høgdal lærte os at skrive, mens vi lærte skrivesang om skrivestillinger (mine egne elever griner, når jeg fortæller dem derom, det gjorde vi også). Senere overtog lærer Højrup skrivning foruden fysik.

Raahauge blev vor første regnelærer, men det næste år overtog Skovbjerg dette job, og han forstod at få det proppet i os, som krævedes. Sidste to nævnte er de eneste tilbage af mine lærere. 

Karl Jensen og Marie Nielsen var vore engelsklærere og Johs. Rasmussen var vor tysklærer. Tysk begyndte 1. april det år, hvor 9. april blev indgangen til en mørk tid. Vi var med vore 12 år dybt rystede over, at tyske skibe allerede ved 10-tiden lagde til ved vores lille havn, hvor vi troede, at kun lystbådene fra Esbjerg kunne gå ind.

Alligevel fortsatte skolen sit daglige virke, og jeg mangler nu kun at nævne een lærer - vores Birkelund, som vi sagde om ham men, ikke til ham. Vi havde den lykke at ha' ham til flere fag. Vi lærte noget, men ikke bare lektier. Vi havde den vane at holde til i den smalle gang oppe ved Anders Jensen, så kunne vi »smutte til køb­manden«, men vi risikerede skam, at der dukkede et hovede frem fra Birkelunds altan, og så kunne det nok være, at vi kunne finde hjem igen. Jeg vil også gerne her sige fru Birkelund  tak, fordi vi altid var velkomne i deres hjem, også fordi jeg stadig må komme og få en lille sludder, selv om det ikke bliver så ofte.

Jeg vil slutte med at ønske skolen, skoleinspektøren hjertelig til lykke med jubilæet, lykke og glæde i arbejdet fremover, og jeg kunne have lyst til at tilføje arbejdsro, for de to første er så afhængige af dette. Jeg håber, at vi næste år i vort 25. år kan samle vort hold helt fra 1. klasse og besøge vor gamle skole. Det vil jeg opfordre alle mine gamle klassekammerater til at arbejde med på. Jeg har været meget glad for at være med i dag . Tak.

Sylvia Nørby Poulsen, juni 1968

Lærer Carlsen