Sommeren på Fanø 1931 

Som jeg husker det.

Mit første besøg på Fanø kan jeg selvsagt ikke tidsfæste, men sommeren 1931 står nagelfast i min erindring. - Efter over 50 års forløb ser jeg for mig, som skete det i går, hvad der bød sig af oplevelser og pudsige begivenheder.

Vi boede i Esbjerg, så rejsen til Fanø var jo ikke særlig tidskrævende. Derimod var de forudgående uger inden afrejsen uudholdelige. Glæden før juleaften var vand ved siden af de forhåbninger, der fulgte med de begejstrede udtalelser min fader fremkom med, da han med stolthed kunne fortælle, at han havde indgået aftale med en familie i Sønderho og lejet huset i 6 uger. I parentes bør nok oplyses, - at lejemålet kostede 125,00 kr. 

Hvis man den gang var ejer af en 2 øre kunne man erhverve sig en karamelslikkepind, så et beløb på 125 kr. lød i et barns øre som svarende til alverdens rigdom. 

Da den store dag for rejsen oprandt, og da vi kom ombord på Fanøfærgen, fik vi - mod løfter om at holde os i nærheden af vores fader - lov at følge med op på øverste dæk, hvorfra vi havde frit udsyn over havnen og havet. Størsteparten af Esbjergs fiskeriflåde lå dengang i Gammelhavn. Tænk. at der fandtes så mange fiskekuttere i verden.

Ved ankomsten til Nordby holdt der en bil, der skulle fragte familien og bagagen til Sønderho. En køretur på 2 ½ mil, som datidens vejlængder måltes i. Vi børn fik besked på at sidde roligt på vore pladser, da det ville gå stærkt. - For jævnaldrende kan jeg sikkert oplyse, at vi ikke kørte på den hullede grusvej, der forbandt Sønderho med Nordby, med en hastighed på over 25 km/t. - På bagagebæreren af denne hurtigkører var min faders cykel bundet fast. Cyklen, der var af ca. årgang 1900. var påmalet navnet „Bramthon". Eneste tilbehør ti i cyklen var en forlygte, forsynet med marieglas, for at stearinlyset i lygten kunne ,,kigge ud", endvidere var de uundværlige cykelklemmer, som min fader op­bevarede lige så omhyggeligt som sin portemonnæ og sine nøgler. 

Vi blev modtaget på det hjerteligste, og en meget venlig, gammel kone tog sig kærligt af mig fra starten. 20 år efter erfarede jeg, at den gamle kone havde været 42 år, samt at hun var frøken. Fanødragten har nok fået hende til at ligne tidens kvinder, som de så ud når de ikke var blevet gift samt fyldt 30 år.

Bagagen var dårligt båret ind før samme, venlige dame meddelte, at der var serveret kaffe. - Vi var 3 søskende, der hver fik en „Svensk sodavand". (De kendte røde sodavand). Det fine porcelainsstel var på bordet, fanøkringle og dertil - det ypperste af alt - skåren smørrebrød. Den dag i dag ved jeg ikke noget bedre, men for at uddybe denne svaghed for fanøsmørrebrød må jeg nok oplyse om den daglige kost i de tider. Fik man en skive rugbrød med fedt og groft salt, så var det bandlyst at lægge pålæg på. Så her oplevede man den helt vilde luksus, at få hjemmebagt franskbrød med diverse pålæg på. Kort sagt var dette at sidestille med paradiset, og den meget kærlige dame, samt hendes 85-årige fader havde ikke behøvet presseri for at få mig til at spise en hel tallerkenfuld.

De voksne fik til smørrebrødet kaffe med noget fra en flaske i. Senere erfarede jeg, at det kaldes kaffepunch, noget der af kendere værdsættes højt. 

De følgende uger var en hel drømmetilværelse. Den ene begivenhed efterfulgte den anden. Jeg syntes, at de fleste var meget gamle, men det har nok haft sin årsag i deres påklædning. Alle var meget venlige og gæstfrie, og da der var mange andre feriegæster i byen end os, så var der jo hele tiden liv og halløj.

Uden for husets køkkendør var der en vandpumpe, hvor værtinden hver morgen pumpede flere store spandfulde. I køkkenet havde hun en emalieret, hvid og blå spand, der indeholdt drikkevandet. Ved spanden hang en øseske, som man drak af. Det var noget anderledes end det rindende vand vi kendte hjemmefra, og måske derfor smagte vandet så godt. Vandet kunne også bruges til andet end at drikke.

Over for os, i et lille dukkehus, med en lille, meget lille trekantet have, der næsten var skjult bag en høj hæk, boede der københavnere. Deres sprog og dialekt adskilte sig jo en del fra det vestjyske, så vi børn syntes det var meget sjove mennesker. De havde en rejsegrammofon, dér blev trukket op mange gange. De hyggede sig sikkert i solen, og deres væskebehov fik de fra flasker, og jeg hentede ofte en isblok fra mejeriet, til brug for fremstillingen af disse livsfornødenheder. - Hele selskabet var „kun" iført badetøj, og når de gik til stranden for at bade, skjulte de deres påklædning under en badekåbe.

l overensstemmelse med datidens mode var de så tillige udstyret med stråhat og spadserestok. Disse glade mennesker påkaldte naturligvis min søsters og min interesse, og vi lurede ved hækken. - En dag, da stemningen var høj, sang de en af nationalsangene: „Sejle op ad åen, sejle ned ad igen". Min søster grinte meget, af dette, for som hun sagde: „De kan da ikke sejle, når der ingen vand er". Hendes logik fik mig til at handle omgående, og jeg løb ind til vores pumpe, greb en spand vand og herpede indholdet over hækken. Derpå slog vi begge nok de hidtidige hastighedsrekorder i hurtigløb, men nåede dog at høre nogle hvin samt en mand råbe: „Hjælp, syndfloden kommer".

Samme dags eftermiddag ankom mine bedsteforældre. Min bedstefar, der var gammel fisker, og en meget humørfyldt mand, forærede mig et pusterør, samt en pose gule ærter. Dette fine pusterør, der var af glas, skulle selvfølgelig afprøves, og vi, min søster og jeg, begav os til ovenomtalte hæk, hvor vi så, at en af de ferierende damer lå på maven, så nøgen som hun var kommen til verden. Det var jo lidt i strid med datidens moralbegreber, men hun var en fremragende skydeskive, hvorfor hun prompte fik en ært på sit sædeparti. Damen råbte temmelig højt, at hun var blevet stukket af en bi, men „bien" og hans søster var over alle bjerge.

Denne spontane handling kunne min søster ikke holde for sig selv, så huns sladrede, hvilket indbragte mig nogle drag over nakken. Det var belønningen i de tider for slige eksperimenter, men jeg ville i de næste dage ikke lege med hende. Mit pusterør blev taget i forvaring, og kom ikke i brug før Sønderhodagen. Da havde jeg til stor fornøjelse for min bedstefar, held til at ramme ceremonimesteren i nakken et par gange medens han holdt sit søvndyssende foredrag om fanødragter m.m.

For at finde nye græsgange og legekammerater gik jeg derpå over i feriekolonien. Der var måske 50 børn fra Esbjerg, jeg kendte flere fra skolen, og der var virkelig raske drenge imellem. Desuden manglede der ikke beskæftigelsesmuligheder. Vi gyngede, spillede fodbold, og engang imellem pustede læreren i en fløjte, og så skulle vi stille op på række. - Der kunne være flere grunde til sammenkaldningen. - Enten var der mad, fedtebrød og ostemad, eller flaget skulle hejses, måske en fødselsdag, der skulle råbes hurra for. - Dengang var pengene også små i Danmark, og i sådanne tider trives lusene som bekendt. Da læreren sammenkaldte kolonisterne var det klipning der stod på tapetet. Jeg røg med, og efter nogen tids venten i kø blev jeg næsten kronraget med en håndklipper, der nappede fælt. Sådanne små­ting blev der ikke taget hensyn til, for barberen. forventede at vi ikke var tøsedrenge, men da jeg kom hjem uden den sædvanlige fortop, som min fader holdt mig i, medens jeg fik lussinger, var der stor moro, da jeg fortalte, hvordan det var foregået. Jeg var næsten blevet kollegianer.

Min højtelskede værtinde gik hver eftermiddag en tur i engen, medbringende en spand og en mærkelig skammel, Den var en træplade, forsynet med et ben i midten. Hun havde får gående derude, og dem malkede hun. Der var også en vædder, som jeg fik en ridetur på. Det var kun at holde fast i ulden, så gik det henad engen til enten vædderen gik i knæ, eller jeg faldt af.

Denne fåremælk smagte ikke som vi kendte mælk, men den brugtes også til at lave ost af. De noksom bekendte kylleost, som hun tørrede på solbænken ved syd vinduet. Denne delikatesse var daglig spise for mig, og ved hjemrejsen gav hun mig en posefuld med hjem. - Efter 25 års forløb fik jeg denne særlige delikatesse igen, men i dag ved ikke ret mange, hvad en kylleost er.

Under en af disse vandringer med værtinden oplevede jeg, at der kom et luftskib henover Fanø. Det var en såkaldt „Zeppeliner". - Min familie bestod dengang af 5 personer. Der var masser af plads i huset, men jeg, der sov på en slagbænk, blev ved min bedsteforældres ankomst tildelt en soveplads ved siden af min bedstefar. - Det husker jeg som var det i går. - Vi skulle sove i en alkove. Jeg havde aldrig set sådan en, før, så det at skulle sove med bedstefar i et skab var noget stort. Foran alkoven stod en porcelainspotte, som vi begge brugte, begge iført natskjorte. så det var udtjente og trætte drenge, der gik i seng under samme dyne.

Om morgenen husker jeg at værtindens gamle fader stod med hånden på solbænken for at konstatere, hvorledes vejret ville blive i dagens løb. Det var han fantastisk god til at spå om.

Hver morgen kørte en mand med sin trækvogn gennem gaderne. Han solgte grønsager. Jeg fik hver dag 10 øre af min bedstemor til at købe et bundt gulerødder for. Der var 10 stk. i sådant et bundt, og somme tider fik jeg et par gulerødder ekstra. En dag gav værtinden mig 10 øre til et ekstra bundt. Nu brugte hun ikke penge til hverdag, så den 10 øre hun fandt frem var lidt rusten, så meget at jeg troede det var en 1 øre, så min bedstemor måtte bytte den for at standse mine tårer.

Det var i depressionstiderne, også selvom feriegæsterne i Sønderho tilsyneladende havde penge nok. Uden at blande politik ind i det upolitiske Fanø Ugeblads spalter, så vil det nok være opportunt at indskyde lidt om de forhold og begivenheder, der her­skede og skete dengang. Der var et kommende parti, der hed socialdemokratiet. Det bestod af nogle, der kaldtes røde. Der var sågar socialister i dette parti.

Kort før vores ferietur havde der været afholdt en stor demonstration i afledning af 1. maj. Det var med optog gennem Esbjergs gader, med faner og hornmusik. Der gik alvorlige, modne mænd, der råbte: „Ind i rækkerne, vær med i demonstrationen".

Dette optog var for os barn lige så stor en oplevelse som ildebrand eller en ambulanceudrykning, så vi gik jo med. Vi var jo, kendt med prisen for ulydighed, vant til at gøre, hvad de voksne sagde, så jeg var jo inde i rækkerne. Der blev sunget: „Nu dages det brødre, det lysner i øst". - Det var en stor begivenhed, men alligevel blev dagen hurtigt til nat, for min fader fik øje på mig i optoget, og halede mig ud og kommanderede mig hjem i seng. Inden fik jeg dog tærsk, samt en belæring om, hvorledes jeg havde forsyndet mig. Disse røde ville intet godt. De ville afskaffe både Gud og kongehuset.

Det viste sig dog, at der opstod en vis form for „stuerenhed", især i form af riddere og menighedsrådsmedlemmer, men den iørefaldende kampsang ynder jeg stadig, og måske fordi der knytter sig minder til. Jeg blev forbudt at synge den, men så nynnede jeg den, hvilket kunne bringe min fader i harnisk. . Især i det kvarter, hvor vi ferierede. Der boede en del af det man med et fint udtryk kalder „High society", og der var andre sange, der klang bedre.

En lidt mørk formiddag, hvor jeg i tanker slentrede ud af husets bagindgang nynnede jeg igen den formastelige melodi, og pludselig åbnedes døren fra husets lokum, hvor min fader sad i nødvendigt "ærinde”; han trak mig ind og anbragte mig på sine bare knæ, hvorefter jeg fik den mest ydmygende endefuld i mit liv. Bortset fra slagene, der gjorde ondt, var der aromaen. Man kan ikke skrige uden luft, men luften var ikke bedre end min situation, så det var en lærestreg af format jeg fik.

Der er dog dertil at føje, en nærboende gæst, en Kgl. operasanger, udtrykte sin begejstring over min sangstemme og bød mig af en æske Delfa han havde i vestelommen.

Da denne formildende omstændighed bragte en vis tilgivelse fra fader til søn, fik jeg lov at komme med min fader på stranden for at lede efter rav. Jeg løb barbenet ved siden af min fader, der ciklede. Sådan sagdes det i de kredse hine tider. Min fader var iført fjederstøvler, vest med indlagt lommeur og vedhængende kæde, samt sommerkasket. Efter en times søgning, uden synderligt resultat, skulle vi hjem igen, men vandet var i mellemtiden steget. For mine bare ben og korte bukser betød det ikke noget. Min fader valgte at cikle igennem vandet og trådte til i pedalerne. Resultatet blev det logiske, at midt i vandet standsede cyklen, han væltede og blev herligt våd. Jeg skamløse knægt kunne ikke bevare alvoren og indkasserede på stedet et par over nakken.

Da vi vendte hjem efter denne begivenhedsfulde tur hentede min bedstefader en fl. snaps, hvorover de mediterede lidt og forebyggede en lungebetændelse. Bagefter måtte jeg afgive en øjen vidneskildring til min bedstefader, der fuldt ud kunne se det sjove i hændelsen.

Samme bedstefar var forøvrigt en forstående mand. Da jeg skulle rejse med dem hjem på ferie sad han og min fader til afsked og talte om den dejlige ferie. Min bedstefader rådede min fader til at leje sig ind samme sted næste sommer, hvorunder han trak sin tegnebog frem og gav en masse tikronesedler til supplering og resten af ferien.

Nu er det 50 år siden disse hændelser skete, det er 30 år siden min bedstefader døde, men han talte utallige gange om. hvor dejligt han havde haft det her på Fanø. Enhver må give ham ret. Her er dejligt. Både i, sol og regn.

Færgen M/F Fanø

Fanøsmørrebrød (Nordby)

Esbjerg Feriekoloni