Fanø i tyverne.

Til juletræ i Strien

Der var fire drenge at gøre klar,

i kridhvidt matrostøj med krave.

Den første var færdig. »Nu er du rar,

at sidde roligt, intet lave«.

En sådan, formaning fik enhver,

der var færdig.  Så sad vi da der.

Og endelig var så alle klædt på,

ja selv mor var kommet i tøjet.

I samlet trop kunne alle nu gå

til Strien, og mor var fornøjet.

Vi skulle til årets juletræ,

i fineste puds med bare knæ.

Stor trængsel i garderobe og gang.

Småpiger skal pyntes,  nettes fint,

der har vi een med en fletning lang.

En anden pige stirrer forpint,

medens moderen kæmmer hende,

silkesløjfen rettes en kende.

Skilningen rettes i vandkæmmet hår,

der glattes på bluse og krave,

og drengene sidste formaning får.

om ingen skarensstreger at lave.

Trængsel i stuerne, ingen ser

det spændende, som i salen sker.

Nu råbes der om at gå i rækker,

og så slås døren til salen op.

Som en brusende flod alle trækker

ind mod træet med stjerne i top,

med tændte lys i tusindvis.

Så skal der synges til julens pris.

I mange kredse sådan ring på ring,

et par degne inde,

glider man sindigt om træet omkring,

og skal den rette tone finde.

Sangen løftes af barnestemmer.

Alle hinandens hænder klemmer.

Lidt højtideligt først, så går det løs

med ræven så rask over isen,

om enebærbuskens balje og pøs,

hele storvasken får vi i visen.

Så trasker vi over sø og land,

og møder der vores gamle mand.

En nissemand deler poser ud

med æbler og sødeste sager.

Og så får alle børnene bud,

om at fjerne sig, mens de smager

på godterne. Nu skal stærke mænd

ha' juletræet i hjørnet hen.

Salen er rede. Under skrig og larm

ta'r børneflokken nu rigtig fat.

Man rutcher rundt og løber sig varm,

skubber, maser som er man besat.

Bænket ved væggen sidder på rad

forældrene. Vor mor smiler glad.

Barbér Hansen med violinen sin,

og skomager Winther med bassen,

den unge med horn, og vi har en fin

trio, der nok kan fylde pladsen.

De spille lystigt på det refræn,

I ved om ham klap, klap skoma'rdreng.

Der danses og svinges, køres omkring

man råber og skriger sig hæse.

Mor og far skal ha' kaffe med en ting.

Man stopper med omkring at ræse,

og køber sig så en sodavand,

føler sig som den fineste mand.

l salen, hvis vægge er pyntet flot

med nisser på sneklædte bakker,

er en overstadig stemning, som godt

kan tydes hen, at festen lakker

mod slutningen for de kære børn.

Nu må de gamle ta’ deres tørn.

Under modstand og svare protester

får man endelig børnene ud.

Og salen fyldes med nye gæster,

unge og ældre i festligt skrud.

Der trampes løs til andre toner,

fanødansene ballet kroner.

P. Bildsøe Hansen.