'ÆLDRE TIDER'

På Nordby Sognearkiv findes en lille bog, der på 128 tætskrevne sider rummer utroligt mange oplysninger  fra 'ældre tider'. Bogen er en afskrift af Andreas Olsen's optegnelser.  Og her bringes et uddrag af optegnelserne. Andreas Olsen var født d. 12. december 1856. Han var snedker og tømrer i Nordby, hans far stammede fra Mandal i Norge, og en broder var skibsfører P.C.H. Olsen, ligeledes i Nordby. Andreas Olsen har nedskrevet et stort antal beskrivelser, optegnelser m.v. fra Fanø i forrige århundrede.  

Skikke og vedtægter

Ved ofring i kirken var der mange regler at iagttage. Ved højtidsofret, jul, påske og pinse, kom hver mand med sit offer pænt indsvøbt i papir, med mandens navn skrevet inde i, og udenpå mærket med et ”P”, eller ”D” (præsten eller degnen). Offertiden var efter afsyngelsen af den første salme efter prædiken. Først kom den stedlige øvrighed, dernæst de mere betydningsfulde mænd og efter dem den øvrige menighed, børnene sidst.

Ved barnedåb ofrede de mandlige faddere først, så de kvindelige og efter dem konen, der holdt barnet over dåben og dernæst barselskvinden alene og efter hende igen atter de kvindelige faddere, siden den nærmeste slægt og dem de indbød til barselsgilde.

Faddere, både mandlige og kvindelige stod opstillet på kirkegulvet i en bestemt orden efter slægtsskab, og en af de kvindelige havde hvervet, at tage huen af barnet lige før dåben og herefter sætte den på igen. Kirkegangskonen blev altid indløst lige før prædikenen, når den sidste salme før denne blev sunget. Barnet derimod kom først ind i kirken lige efter prædikenen.

Ved bryllupper ofrede de nygifte først og lige efter dem bydemændene, hvorefter disse sidste straks forlod kirken. Efter dem ofrede de øvrige dog således, at den nærmeste slægt gik først op. Reglerne måtte nøje iagttages da det ellers blev betragtet som brud på god tone.

I kirken sad mændene altid i mandsstolene, kvinderne i kvindestolene, men til øst og vest i kirken fandtes et ophøjet og lukket stolestade, som var forbeholdt øvrigheden.

Opvartningen ved gilderne var god og rigelig, men intet af nutidens finere spiser. Før man gik til kirke ved bryllupper opvartedes man med varm øl og kage. Efter hjemkomsten fra kirken fik man pålagt smørrebrød, som kvinderne havde tilberedt i morgenstunden, længe før dag. Hovedmåltidet var altid om aftenen ved 7-tiden, og da opvartedes der med steg og kartofler, og hvad dertil hører. Efter spisningen, hvor bydemændene forrettede opvartertjeneste, blev brudesangen sunget, og efter den sang de unge mange folkeviser, så hovedmåltidet ofte strakte sig over 3 – 4 timer. Til slut blev fattigbøssen bragt rundt ved bordene, og efter denne en tallerken med kartoffellevninger i, det betød en lille drikkeskilling til kogekonen.

Nu er spillemændene imidlertid ankommet, sædvanligvis to, den ene spiller violin, og den anden harmonika, så blev stuerne gjort klar til dans. Bordene sættes udenfor og bænkene opstilles langs væggene. Den første dans med bruden tilkommer bydemændene. Dansen, en ægte fannikedans, varede kun to minutter, så stoppede man op, og en mand stod klar med flaske og glas og bød dem ”e Skænk”. Dette gentog sig tre gange. Efter bruden måtte bydemændene danse en lignende kort dans med brudepigerne og når denne var til ende dansede brud og brudgom. Af ”Skjænken” nippede kvinderne blot, men en rigtig bydemand ”drak ud”. Dansen blev derefter almindelig mellem de unge, de ældre trak sig gerne tilbage og dannede partier om spillebordene. Det sædvanlige spil var ”Sejevinsel”, senere Whist, men de unge fortsatte dansen til den lyse morgen, kun jævnlig afbrudt af kaffedrikning og ”Skænks”, så stemningen var højt oppe. Til sidst sluttedes med ”e Soulieg”, hvor så mange der blot kunne tog hinanden i hånden og gik i rundkreds på gulvet og alle istemte ”Fryd dig ved livet i disse dages vår, pluk glædens rose, førend de forgår”. Til den megen kaffe skulle der meget fløde, men denne blev beredvillig givet af slægtninge og deltagere, som i øvrigt hjalp til med udlån af tallerkener, kopper, fade, lysestager m.m. Brudegaverne var kun nyttegaver, der kunne komme husholdningen til gode i fremtiden. Ved anden dags gildet var brud og brudgom vært og bydemændene og brudepigerne sad den dag med til bords. Præst og degn var så godt som altid med ved bryllupper og var som lærde mænd ”Hovedtalerne”.

I vintertiden når de unge søfolk var hjemme, samledes ungdommen ofte til dans i et eller andet lokale, en storstue eller et værksted, næsten hver søndag aften, men i hele fasten indtil 2. påskedag var al dans bandlyst. Derimod afholdtes der i hele fasten altergang hver onsdag, de såkaldte ”Bevonsede” (bedeonsdage).

I februar holdt fiskerne ”fæste”, det vil sige, da fæstede man folk til fiskerbåden og dagen endte gerne med et lille sviregilde på skipperens bekostning.

I februar blev også skibenes mandskaber bestemt og når man var blevet enige blev der givet ”Gudspenge” (fæstepenge) sædvanlig en mark, og modtagelsen af denne var altid bindende og så god som nogen kontrakt. Det var ikke alene hyresøgende, som modtog ”Gudspenge”, men også pigerne, når de fæstedes, enten som tjenestepige her i byen eller lod sig fæste på Ribe Folkemarked til at tjene ”sønderude” (i Slesvig), altid blev der givet ”Gudspenge”.

De fleste piger tjente i deres ungdom der ”sønderude”, ofte i årevis og Fanøpigerne var meget efterspurgte. I de lange vinteraftener blev ulden kartet og spundet; det var kvindearbejde. Strikningen derimod besørgedes altid af mandfolkene, det kaldtes at ”prægle”, og mange mænd opnåede stor færdighed deri. Ofte samledes man til kertegilder, hver pige medbringende sine karter, og de unge mænd deres strikketøj, og under spøg og løjer gik tiden hurtigt.

Folk var i det hele taget sjældent ledige; det gjaldt om at virke og skabe til enhver tid, og arbejdet gik bedst, når det foregik i selskab. Adspredelser som nutiden kender dem, var der ingen af, og aviser for menigmand ukendte, så efterretninger udefra den store verden var meget sene om at nå hertil. Man savnede dem heller ikke, man havde nok i sin egen og naboers og slægtninges selskab. Hjælpsomheden var stor, man hjalp hinanden med hø og brændsel. Høet blev ofte af de unge mænd og sommetider piger med båret hjem i lagener, som de unge tog på hovedet – enten fra mark eller skib – og alt blev taget med gemytlighed.

Gader og veje

Nu vil jeg fortælle lidt om, hvordan det så ud her i byen i min drengetid, sådan mellem 1860 – 1870. Da var der ikke andet end sandede veje, og de så somme tider slemme nok ud. Når det var tørt vejr, så kunne det jo nok gå an, men når det blæste så føg sandet, og så blev der store huller i vejen, og når det så faldt i med regnvejr i efterårstiden, så fyldtes hullerne med vand, og da var det ikke nemt at komme igennem om aftenen, når det var mørkt, for vi havde jo ingen gadelygter, at se ved – undtagen vi selv tog en med i hånden. For fremmede, der kom herover, var vore veje nogle slemme nogen; vi, der var kendte, kunne bedre komme igennem, for der var så mange smalle gange og smutveje, så de der ville, nok kunne komme tør hjem. Vi drenge satte jo altid lige til, enten det var vinter eller sommer, men om vinteren kom vi jo altid hjem med våde fødder, og så skulle strømperne tørres ved kakkelovnen om natten. Det gav jo gerne klø. Men hvad så tog vi det med, det gjaldt ikke så nøje – for det fik vi meget af.

Husene her på Fanø blev i ældre tider bygget som folk selv ville og derfor ligger vore huse, som om de var strøede. Imellem alle disse huse var der så smalle gange – ikke bredere end man lige kunne køre med en trillebør, og mangen en havde vanskeligt ved at få en vogn op til sin dør med hø, klyne eller sådant. Mange af disse smalle gange har vi endnu, og derfor er vor by så vildsom for fremmede. Nu må vi huske, at den tid jeg skriver om, var førend Esbjerg blev anlagt – siden er det jo blevet meget bedre. En del af vore veje er blevet brolagt med sten, og en anden del kommet grus på, og nu kan vi da gå nogenlunde tør gennem byen. Nogle enkelte steder kan det jo nok være slemt endnu, men det er ikke at sammenligne med tidligere år.

At rejse

I gamle dage før Esbjerg blev anlagt, da var det ikke så nemt, at rejse til eller fra øen, som det er nu. Når vi skulle rejse op til fastlandet, så skulle vi færges over til Strandby i en lille sejlbåd, og det kunne sommetider blive vanskeligt nok, især når det stormede og faldt ind med dårligt vejr, for færgebåden havde ingen kahyt, men var en åben båd uden dæk. Jernbane var der ingen af, og skulle vi så enten til Ribe eller Varde, så skulle vi leje en vogn eller også gå på vore ben. Det sidste var der nu mange der gjorde, for de regnede det ikke for noget at gå det stykke vej. Skulle de derimod længere væk, så kunne man køre med dagvognen til Lunderskov, og så kom vi med jernbane lige til Hamborg. Der var jo ikke mange der rejste, når de ikke var nødt til det, men søfolkene skulle jo. Der var for resten flere af vore kvinder, der rejste med, og de kom helt op til Tønder, ja, endogså helt over til Haderslev og Åbenrå.

Ellers var der jo ikke meget at rejse efter i den tid. Hvad vi ikke havde, tog vore søfolk selv med hjem – enten fra Hamborg eller fra andre steder, men en gang om året rejste der mange til Varde marked – det var i oktober, og den tur gik de på deres ben til Varde og trak køerne hjem ad landevejen til Strandby. Det var jo mest mændene der rejste til Varde marked, kvinderne og pigerne ville helst til Ribe marked, det var et krammarked og blev holdt i sommertiden.

Nu er alting blevet meget bedre her på Fanø. Færgedamperen går mange gange om dagen, og når man tager en god frokost om morgenen, så kan man godt sulte til, man kommer til København eller Hamborg. Det er noget helt andet end den gang med sejlbåden, hvor vi sommetider kunne være mange timer om at komme over farvandet.

Havnen

Når jeg tænker tilbage på min drengetid og unge år og sidder og kommer i tanker om, hvordan det så ud ved havnen dengang og sammenligner det med den tid, vi nu lever i, så må jeg sige: ”Ak, sikken forandring!”. den gang var havnen byens hjerte og der var et liv og en virken, som folk nu om stunder knap kan tænke sig.

Der var ingen skibsbro dengang – der var kun et gammel skib, som vi kaldte ”e Billebøj” (en lægter som endnu bruges i Hull), der var strandet engang, og så tog de og lagde den i havnen med bagenden udad så kunne der lægge et skib op til den og losse dets ladning – desuden havde de stivet den af med bjælker, som vi kaldte ”isbrækkere”.

Helt op til sønder havde de lagt et andet gammelt skib ligesådan, og det kaldte vi ”e Svensker”. Inde ved land havde de gamle bygget et værn – et stort dige af kampesten, og de løb langs hele havnen, hist og her var der så trapper til at gå opad.

Omme til nord havde vi først saltværket, og der var bygget et stort stillads helt ud i vandet og ude ved enden af dette var der en pumpe og fra den en trærende, der ledede vandet ind til saltværket. Et lille stykke sønden for havde vi ”Tøndehuset” – det var bygget af træ – og der havde de alle tønder og kover, som blev brugt til afmærkning af farvandet. Ved siden af denne havde vi så Toldboden, og der havde vi også Navigationsskolen, og lige neden for denne var færgestedet, hvor færgebådene lagde til, og et lille stykke derfra var færgegården – det var der, hvor det ny posthus nu er. Lidt længere sønder lå så brændevinsbrænderiet og den gamle Krogård – den sidste drives jo endnu. Sønden for den var der en større tømmerplads – det var der, hvor nu Skipperhuset er. Så kom ”Billebøj”, og sønden for den havde bådmændene deres plads, når de lossede klyne, hø eller sådant noget. Sønden for den var så skibsværftet, som jo er endnu, og lige sønden for dette lå så ”e Svensker”.

Hele denne store strækning omme fra vandmøllen til nord og op til Svenskeren var om vinteren helt fuld af skibe, som lagde op her om vinteren – ikke alene vore egne, men også dem fra Hjerting. Det var noget for vi drenge. Vi klatrede i skibenes rigning – helt op til fløjknappen.

Så først i marts eller ligesom vinteren var lang eller kort til, så skal jeg love for, at der blev noget at bestille ved havnen. Da skulle skibene efterses og gøres klar til at sejle. En skulle kalfatres, en anden skulle tjæres i bunden, en skulle have en ny planke eller to, bådmændene skulle have bunden af deres både kalfatret, og så blev der skruet op på den ene side, og den halve side var færdig, blev der skruet op på den anden side. Nogen af skibene kunne flyde ved højvande – andre skulle drejes ned. Så blev der lagt klodser under kølen til at glide på, og disse var smurt godt ind med grøn sæbe. De skibe, der således blev sat i vandet, var jo ikke større end, når der kom en ti – 12 mand på hver side, så kunne de nok holde den på ret køl. Men det var løjer at se på – de råbte til hverandre om de nu var færdige, og så var der en der sang ud: ”Anden usi døj, jævn gang, jævn gang, hold den i gang, løft op i den dovne side, hov, hov”.

Lidt efter lidt blev strømmen fuld af skibe – og så sejlede den ene, så den anden. Nogle sejlede om til Hjerting og ladede jydepotter, og derfra gik de så op til Elben, andre tog ballast ind og sejlede til København eller Hamborg og kom tilbage med varer til købmændene, og de så kom her i havnen, så skulle bådmændene sejle ud til Varde med det, som skulle til købmændene der. Og der var mange bådmænd dengang, for alt det Varde skulle have, blev sejlet til dem op ad åen, for Esbjerg og jernbanen var jo ikke til dengang.

Længere hen på sommeren tog bådmændene klyne med hjem – enten fra Varde eller Janderup, og når høtiden var inde, sejlede de ud til Mandø Hølade efter hø, og når de kom hjem kunne der sommetider ligge en syv, otte ladninger hø på en gang. Noget af dette hø blev kørt hjem, men meget blev også båret hjem i lagener, som karlene og kvinderne med bar på hovedet. Hvert år kom der også nordmænd til med træ – enten hertil eller til Varde, og dette skulle jo også sejles op ad åen. Af træ, hø og klyne havde bådmændene stor dækslast – især af hø og klyne.

Fiskerne var jo ligeledes i gang, de havde nogle små både, men der var en syv, otte mand med hver båd. Det meste af tiden roede de bådene hen og hjem med store årer. De skulle jo ikke så langt ud til søs, for på den tid stod hvillingen helt op under land, og der var rigelig af dem. De fiskede gerne fra først i marts eller midt i måneden; men når Kristi Himmelfartsdag var forbi, så hørte det gerne op.

Når de nu kom ind med fisk, så blev hele fangsten bragt op på stranden i en stor bunke, og så stod skipperen med sin kejs og lagde dem ud i lige mange parter – en til hver mand, men båden skulle jo have sin part, og skipperen skulle vist have to, en skulle have en klokke-hvidling (fordi han havde et ur med) og stavnmanden skulle have en part. Når det hele var udlagt, vendte en af fiskerne sig om, og så blev han spurgt: ”Hvem skal have den bunke, og hvem skal have den osv.”. når så hver havde fået sit, kørte de hjem, og så skulle kvinderne gøre fiskene rene og desuden skulle de have linen færdig og bragt ned til havnen, ifald fiskerne skulle til havs om natten eller tidligt på morgenstunden. Det var jo mest ældre folk, der fiskede, men var nogle af de unge hjemme, så gik de også med.

Bådene havde de nogle løjerlige navne til; en kaldte de ”e Souv” (Soen), en anden ”e Krog” (Kragen), og flere andre dyrenavne.

Foruden de skibe som jeg har nævnt, havde havnen ofte besøg af blankenese fiskere. De kom herned til vore farvande tidligt om foråret for at fiske. Når det ikke var godt fiskevejr, gik de ind i Skalling-bugten – og der lå sommetider en hel flåde af dem. Blev det ved med stormvejr, kom de ind på reden og lagde sig to og to til ankers, og flere af dem kom herind i havnen eller sendte en båd ind for at købe proviant.

Der kom af og til også større skibe ind, som kom med kul fra England. Det var enten små skonnerter eller kuffer eller store galeaser.

Om sommeren lå vi drenge og pjaskede i havnen til hver en tid. Vi var ude at bade – sommetider tre gange om dagen og lå og sejlede i skibenes små både. Om vinteren sejlede vi på isskosser – næsten hele havnen igennem og kom naturligvis våde hjem, og vi vidste fra helt lille, at når vi blev konfirmeret, skulle vi til søs, og der var slet ikke tale om noget andet.

Og så var der skibsværftet, der var sommetider en seks, syv skibe på stabelen på én gang – nogle byggede til Sønder og andre til Nord i havnen. Det var mest små skonnerter de byggede, sådan på 50 – 60 læster; men sikken en travlhed, der var dengang på værftet. Nogle stod og huggede spanter til, andre satte planker til og et andet skib blev kalfatret. En havde fået masterne i, og så fik riggerne travlt med at gøre rigningen i stand. Nogle bestilte ikke andet end at lave master, stænger og rundholte. Savskærerne havde nok at gøre med at save træ til planker og spanter, der var, kort at fortælle, en hamren og en banken, så man kunne høre det over hele byen.

Når så et skib var færdig, skulle det drejes ned. Der blev da lagt to sadler under det – en for og en agter, og så blev den rullet ned, og den dag var havnen fuld af folk, både store og små. Navigationseleverne stod i gangspillet – og de sang så det stod efter – og det både danske og engelske sange. De der var nede i klæget, blev jo slem skidne den dag, men det gjorde ikke noget. Skibet blev så rullet så langt ud, at det kunne flyde ved højvande, og bagefter var vi så med til ”Skibsbryllup” – lige så mange, som havde været med til at dreje. Når skibet var helt færdigt, skulle det ud på reden, og det var jo også en hel begivenhed, for vi vidste jo, at nu kom det aldrig mere til Fanø.

I 70’erne blev der ikke bygget så mange skibe, kun et om året, men de var meget større, det var barke på en 300 – 350 tons. De er nu borte alle sammen – både store og små – vi har kun erindringen tilbage. Alle de drenge, som levede i den tid, kom jo ud og fik set sig om – der var næsten ingen havne på jorden, hvor Fanøerne ikke kom. Nu går de fleste af vore drenge en anden vej – nogle bliver lærere – andre kommer på et kontor eller kommer i Told- eller Postvæsenet, men endnu er der da en del, der gr til søs, og mange er blevet skippere og styrmænd i dampskibsselskaberne – jeg vil rigtig håbe, at vi her på Fanø aldrig må sige søen helt farvel, men blive ved at gå den vej, som vore forfædre er gået lige fra gammel tid. Vi holder af vor lille ø, den er for os den skønneste plet på jorden.

Sølivet, særlig i Fanøskibe

Fra arilds tid har dansken husvant plasket til søs er jo en kendt talemåde, og det kan med rette siges om Fanøboerne. Sønderho var i ældre tider den fornemste af øens to byer – særlig i den tid, da Ribe var søstad og førte en livlig handel med Holland. Mandskabet på disse skibe rekrutteredes for det meste fra Sønderho.

Senere da flere begyndte at nedsætte sig i Nordby, voksede denne by lidt efter lidt særlig fordi den lå mere bekvemt for fiskeriet, der lettere kunne foregå gennem Grådyb. Fiskeriet kunne imidlertid ikke holde vore unge hjemme, de søgte til Holland og sejlede med hollandske skibe – ofte på en 3-årig Ostindientur og samlede sig penge til styrmandseksamen. I disse hollandske skibe fik vore søfolk en god uddannelse. Længere frem i tiden var det Hamborg, man søgte til for at få hyre, og Hamborg blev indtil sejlskibsperiodens slutning næsten som et hjem for Fanøerne.

Den drift til selv at komme i stilling og få kapital til at bygge for fandt villigere øren i Hamborg end i København, og deri har man grunden til, at Fanøboerne sejlede så meget for Hamborg. Alle vore skippere og styrmænd kunne selvfølgelig ikke få skib herfra at føre, men flere, særlig i den store kornudførselstid, fik skib at føre fra flere af østkystens havne og senere, da velstanden blev større her på øen, byggede man selv skibene her på øen - det var de før omtalte små skonnerter, og kapitalen dertil hentedes mange steder fra – fra slægtningen, bønderne på fastlandet, købmænd i østkystbyerne, og hvor man blot kunne få fat i dem. Disse skonnerter og store galeaser kom sjældent udenfor Nord- og Østersøen – det var først senere, man byggede større skibe til oversøisk fart, som store skonnertbrigger, brigger og barker. Alle disse fartøjer kom til Hamborg for at blive kobberforhudede.

Da Ribe ophørte med at være søhavn, sejlede mange af vore skippere fra Ringkøbing, der efter Ribe blev udførselshavn. Disse skibe var store galeaser, der sejlede meget på Holland med kreaturer, men da udførslen af korn tog fart, blev det østkysthavnene og byerne ved Limfjorden, hvorfra de fleste søfolk sejlede.

Senere i 60’erne, da Kinas havne blev åbnet, tog mange til Hamborg eller Åbenrå og sejlede med disse byers skibe i fart på Kinakysten. Mange af disse skibe førtes af Fanøskippere – navnlig dem fra Hamborg, men under Hamborg flag og under tysk kommando – skønt besætningen for en stor del var Fanøere.

Da denne fart så ikke mere var lønnende, kom skibene ud på vestkysten af Sydamerika, med Hamborg som udgangshavn og sædvanlig ankomsthavn. En del mindre ikke særlig dybtgående skibe – navnlig skonnertbrigger havde flere år beskæftigelse på Brasilienkysten – mens andre sejlede på Vestkysten af Afrika – særlig Lagos. Også fra New York til vestkysten var en del større skibe i fart, mens andre søgte ud til Australien, og i flere år var det ud til Molukkerne med Amsterdam som udgangspunkt. I mange år var en del mindre skonnerter i frugtfart fra Middelhavet til Østersøen og derfra fra Finland med returfragt af træ eller korn fra Rusland. Dette er i al korthed ruterne, som vore søfolk sejlede på, men i 80’erne og 90’erne da der blev indkøbt store jernbarker, kom man ud til mange af de små Sydhavsøer, eller hentede salpeter fra Chile og Peru, men nu blev det mere og mere vanskeligt at holde sejlskibene gående, da damperne nu dominerede overalt. En del mindre skibe holdt det endnu gående i mange år på Vestindien og Mexicogulfen, men nu er det hele forbi. Skibene er solgte eller forliste, og søfolkene er i dampskibsfarten alle sammen. Det er næppe nok,  at der er så mange sejlskibstyper at opdrive, at vore søfolk få den lovkrævede uddannelse. For os der har kendt og selv deltaget i denne sejlads med sejlskibene, er det noget vemodigt, at tænke sig, at det nu er forbi alt sammen – heldigvis har vi mindet tilbage, og det kan ingen tage fra os. Det var dog trods alt – et raskt liv.

Men nu livet indenbords i vore skibe, hvordan var det? Så snart drengen var konfirmeret, hvilket skete den første søndag i februar, søgtes der hyre til ham. En fast regel var det, at det første år, skulle han være kok ombord, for de gamle holdt på, at en sømand skulle gennem alle grader om bord – først kok, så ungmand, letmatros, matros, 2. Styrmand, 1. Styrmand og om lykken ville være ham god, kaptajn. Om bord i de små skonnerter, der sejlede på Nord- og Østersøen, var kokkens liv slet ikke så ubehageligt. Kogekunsten var jo ikke alletider den bedste, men styrmand kunne jo nok hjælpe ham lidt til rette. Det værste var, at der blev råbt på kokken hvert øjeblik. Mandskabet var jo sædvanlig ikke større end lige nødvendigt, og så måtte kokken give en hånd med. Om eftermiddagen fra 3 – 5 skulle han have rortørn og lære at styre samt lære kompassets 32 streger udenad. Kl. 8 havde han frivagt og skulle så tørne ud kl. 4 om morgenen. Det var 16 timers arbejde i døgnet for sådan en lille gut.

Rejsen over Nordsøen i en lille dybtlastet skonnert kunne til tider være drøj nok. Faldt det ind med storm og modvind tog skibet meget vand over, og døgn efter døgn at gå med vådt eller halvtørt tøj på er slet ikke behageligt, men det hærder kroppen og længe varer det ikke, før man kan tørne ind i køjen med både bukser og strømper på – våde og klamme, som de ofte er, thi det gjaldt jo om straks at være parat tørne ud på sekunds varsel.

Om efteråret i de lange mørke nætter med storm og modvind døjede mandskabet meget ondt. Ofte kunne de ligge  3 á 4 uger, før de nåede over til England. Storm adløste storm, og hjemme gik familien i ængstelig uvished om deres skæbne, indtil en skønne dag telegrammet kom, at skibet var ankommet til bestemmelsesstedet, eller havde søgt nødhavn i Norge.

År efter år sejlede man på disse rejser og vor lille ven, kokken var avanceret til letmatros, matros. Han havde været mange foldige steder i England og andre Nordsøhavne samt Østersøen. Nu skulle han gerne til at tage styrmandseksamen. Denne tog han i løbet af fem eller seks måneder, da fordringerne i ældre tider ikke var så vidtløftige.

Så ud som styrmand i samme fart, hvori han ikke sjældent måtte sejle i mange år, uden at det lykkedes ham at blive fører – Men havde han pårørende, der kunne hjælpe ham, varede det ikke længe, inden han selv blev fører. De der ikke nåede så højt op, endte gerne som fiskere, og de var ikke få. Sagen var, at der ofte handledes efter princippet: ”Vore egne hunde slikker vore egne Fade”. En mand uden formue og uden venligtsindede forbindelser blev der ikke taget hensyn til, selv om han var aldrig så dygtig sømand. Heldigvis oprandt der en tid, da dygtighed foran den fyldte pengepung.

Det skete dengang skibene blev bygget større, og man kom ind på oversøisk fart, og flere skibe kom ind under et stort rederi. Da kom mange begavede mænd til at beklæde førerstillinger i vore skibe.

Denne fart over de store have var noget helt andet end at ligge og rakke rundt i Nordsøen. Den nylig konfirmerede dreng, der fik hyren ombord, begynder ikke længere som kok – dertil hørte mere erfaring, da rejsen strakte sig over et helt år. Nu begyndte han som dreng ombord, men han mærkede snart, at livet på disse rejser var helt anderledes. Der var mere orden og disciplin. De to yngste skiftedes til at holde lugarerne rene, men ellers blev der ikke hundset med drengene. Kommet udenfor Kanal og over Biscayen begyndte vejret at blive mildere og snart løb man med bare fødder både dag og nat. De første dage var fødderne jo lidt ømme, når man skulle op i rigningen med nøgne fødder, men det gik hurtigt over. Så kom man i Nordostpassaten med god vind og mild og behagelig luft hver dag – en sejlads så herlig, som man kunne ønske ville blive ved i årevis. Ingen rebning, ingen vendinger – alt går som fod i hose. Under linien kommer skibet ind i det ”variable bælte”, der strækker sig nogle grader nord og syd for ækvator. I dette bælte kan man vente sig noget af hvert. Stille, modvind, torden og regn osv. På den anden side af dette bælte tager Sydost-passaten fat, og således skifter vindene, efterhånden som skibet kommer fremad.

Til alle disse vinde må føreren have nøje kendskab, så kan man vælge den gunstigste rute. Livet ombord på disse lange rejser er ikke kedeligt, som mange vel forestiller sig – tværtimod – der er arbejde nok. Rigningen får sit daglige eftersyn – gamle sejl kommer frem og bliver istandgjorte. Dækket bliver spulet hver morgen. Rortørn skifter hver anden time og meget meget andet. Søndagen er fridag for alt, hvad ikke er nødvendigt for skibets og rejsens skyld. Da bliver lukafet spulet og skrubbet. Slid på tøj bliver lappet og udbedret eller der bliver vasket tøj om man ikke har en særskilt vaske- og lappe dag, hvad ofte er tilfældet – i så fald plejer man sin magelighed, læser, ryger tobak, efterser sine gemmer – spiller harmonika.

Havet giver afveksling nok. I Nordatlanten har vi delfiner – disse vævre dyr boltrer sig for boven og snart får man harpunen klar. En mand ude i forrigningen sender den ned i en af dyrene, og andre står klar til at hale den indenbords – om den er ramt – så vanker der delfinbøf i mange dage. I passaten er det flyvefiskene, der fanger opmærksomheden. Ofte kan se dem svæve hen over bølgerne i hele stimer – forfulgt under vandlinien af deres fjende, delfinen rede til at snuppe en af dem, når de atter må søge dybet. Delfiner fanges også om bord, men den må fanges ved agterenden af skibet – bedst med den såkaldte ”Elker” – et firgrenet apparat med modhager, der viser indad. Bouritterne fiskes far jagerbommen med krog. Rundt Kap Horn eller Kap det gode Håb er det særligt søfuglene der fanger interessen, de sværmer i hundredvis over skibet og bliver fanget med kroge, men er det særligt de meget store albatrosser, man lægger mærke til. Jeg har målt eksemplarer, der målte over 12 fod mellem vingespidserne. De kan også fiskes med krog, men linen må jo være stærkere. Det er et smukt syn at se disse fugle komme svævende. Vingerne holdes udstrakte, og det er ikke til at skelne om de bruger vingerne. Det er ligesom en usynlig kraft driver dem frem. Fra vandfladen kan de nok hæve sig i luften, men bliver de fanget, kan de ikke hæve sig fra dækket. Så snart de er kommet ind over lønningen, udstøder de lyde, som mest af alt ligner et fårs brægen, hvorfor englænderne også kalden dem for ”Kapfaar”.

Maden spiller også en stor rolle ombord, den er selvfølgelig lidt ensformig, men en god kok kan nok bringe afveksling om han forstår sine ting. Den ugentlige spiseseddel er sædvanlig i søen: søndag – preserves, mandag – klipfisk, tirsdag – ærter, onsdag – budding, torsdag – klipfisk, fredag – kål, lørdag – pandekager. Til eftermad – grynsuppe. Brød er der ingen ration på, derimod på smør og sukker; af det første ½ kg., af det første 3/8 kg. Pr. mand. Fangsten af delfiner og andre fisk er kærkomne afvekslinger fra det daglige.

En anden afveksling om bord, men rigtig nok af en ejendommelig slags, er storme. Det stormer i alle have, og ofte kan de være såre slemme, men en lille rask storm til afveksling kvikker godt op ombord, når skibet er på en lang rejse. Men stormen kan jo også være meget vedholdende – som fx rundt Kap Horn eller jævndøgnsstormene i Nordatlanten. Orkanerne i Vestindien eller i det kinesiske hav, men heldigvis er sømanden begavet med et let sind – når stormen er ovre er de også glemt og kommer kun frem som minder.

En værre fjende om bord er stille og tåge – det første er meget kedeligt, men tågen er sømandens værste fjende, især i befærdede farvande som Kanalen – da er sejladsen uhyggelig. Sirener lyder mange steder fra og ofte er det ikke muligt at skelne, hvorfra lyden kommer. Der er meget ombord som kan opmuntrende og nedslående på sindet, men en skønne dag toner landet frem og et yppigt tropisk landskab viser sig – lodsen kommer ombord og skibet har nået sit bestemmelsessted – alle farer, alle savn, alt er glemt. Breve fra hjemmet kommer ombord og brevskrivningen til hjemmet begynder og livet er dog herligt.

Kvinderne og livet hjemme

Livet ombord i vore skibe kunne til tider være meget hårdt, især i ældre tider, da de små skibe var fremherskende. Hyren var kun lille og sædvanlig bliver skibene oplagt om vinteren, så mandens fortjeneste næppe slog til – i alle tilfælde kun fra hånden og til munden. Det blev derfor kvindernes arbejde, der skulle bøde lidt derpå. Sammenlignet med nutiden er det næsten utroligt, hvad vore kvinder har kunnet udrette. I den tid da men her i Nordby særligt benyttede line til fiskeriet var det kvinderne der måtte sørge for maddingen til disse liner og stå omme i ”e Grøft” og grave 5 – 600 orme – en tur på 3 – 4 timer – så hjem at ese bakkerne, samtidig med at huset, maden og børnene skulle passes. Når så fisken så var bragt hjem – skulle den renses og skylles i mange hold vand, så saltes og efterhånden som saltningen var nok skulle fisken tørres, idet den blev hængt op over halmsnore – udspændt mellem to stolper, ”e Rikke”, som den kaldtes eller også udbredt på en brandstige til tørring. Var vejret tørt gik det endda, men så snart der var lidt fugtighed i luften skulle fiskene bjerges, da den saltede fisk ikke tålte fugtigheden. Var vejret godt skulle den ofte vendes og indsamles om aftenen. Alt dette tog tid og næste dag begyndte det samme arbejde forfra hele fisketiden igennem.

Men som jeg før har bemærket, havde omtrent hvert hus en ko – også den skulle passes og hørte der jord til huset, gravede kvinderne selv jorden med spader, idet de hjalp hverandre med at udføre – den ene dag et sted- den anden et andet sted. Høet skulle passes, det skulle vendes og sættes i stak for senere at blive enten kørt eller båret hjem. Sæden blev ofte høstet med segl. Det var tidligt op og sent i seng hele sommeren igennem.

Ofte havde man får i tøjr inde på heden og de skulle flyttes hver dag – det var en tur på 3 – 4 timer og så måske en tur i marken for at flytte køer eller får derude. Om efteråret skulle fårene vaskes og klippes og ulden tilberedes. Kornet skulle tærskes med plejl og siden renses med sold. Brødbagningen skulle besørges. Børnenes tøj efterses, der skulle vaskes, brygningen og de 1000 andre ting, som forefalder i et hus.

År efter år gik det i samme skure – så længe blot kræfterne slog til. Kvinderne vidste besked om alt – derfor var det også dem, der førte kommandoen i hjemmet, som manden også villigt overlod til hende. Hvad vore kvinder i ældre tider har kunnet udrette og overkomme grænser næsten til det utrolige – og når engang Fanøs historie skrives, vil hun komme til at indtage en stor plads. Ære være disse kvinder, vi skylder dem megen tak – ikke alene for deres legemlige arbejde, men også fordi de har holdt den gamle tradition ved lige – den nemlig hver søndag at gå til kirken og tage ungdommen med derhen – en skik om man vil, men det er en af de gode skikke, som jeg håber aldrig vil blive aflagt her på vores skønne ø. Maj 1927, Andreas Olsen.

Bolig

Ordet bolig blev i ældre tider her aldrig brugt og heller ikke ni i dialekten. Vi kaldet det ”e Hus” eller ”wor Hus”, ”wor Hjem”, ofte blev det kaldt ”mi Hjemmet”, men da særlig i betydning af hele øen (”a æ fra Faane”). I en anden betydning kan man derimod godt høre udtrykket: ”hu buer do hen?”, ”A buer op te Sønder”, eller ”a buer ind ve i vester Vej”, nemlig for at betegne det sted i byen, hvor man bor. Vi taler også om ”en Himmelbue”, ”em Myrtue”, - ligeledes om et hjem, hvor der ingen orden er, ”Aa, de har et i jen Himmelbue”. To slags huse kendes ikke. I ældre tider blev de fleste huse byggede som bindingsværk, men alltider med sten imellem stolperne. Lerklinede vægge kendtes ikke.

Omkring 1840 – 50 begyndte man at bygge med dobbelt mur, dvs. en stens tykkelse, før den tid var murene kun ½ sten og hvilede på syldsten. For at hindre grundvandet i at trænge op, blev der de fleste steder et lag af klæg under alle beboelsesrum i en tykkelse af 3 – 4 tommer, derover et mindre lag af sand og derover guldbrædderne. Stenene blev købt på fastlandet, det var gode håndstrøgne sten, der aldrig lod sig påvirke af frosten, men står den dag i dag. De ældre huse blev sædvanlig muret i klæg – senere brugte man skællekalk (kalk af muslinger) og til indsæmning (fudning) brugtes stenkalk, senere cement. Stolperne var af eg, 6 – 5 tommer, toppet op i ”e Rem” og på denne hvilede bjælkerne. Bjælkeenderne ragede 4 tommer udenfor, men en lille skrå kant foroven, hvor den underste lægte anbragtes. Fremspringet udfyldtes med en opskalker. Fra rammen og op til den underste lægte blev der så muret en sten på højkant, der udgjorde gesimsen, men da lægten havde fremspring blev gesimsen skrå. Indenfor fra loftbrædderne og op til den anden lægte, blev der så muret en sten på højkant, for at hindre smuds i at fylde det tomme rum. Dette kaldtes ”at mure Ovlsbre”, men blev først udført, når taget var lagt. Husene blev aldrig muret i lod, men havde altid en hældning indefter på 1 ½ - 2 tommer. Endestolperne gik ikke altid ned til syldstenen, idet man ofte murede en fod af de såkaldte klinker – sten der kun var 6 tommer lange og 3 – 3 ½ tomme brede og på denne fod hvilede så stolperne. Samme slags sten brugtes også til skorstenspiber og ligeledes til indvendige skillerum. Af ydermure med egestolper er der kun et par stykker tilbage. Myrerne har for længst fortæret deres underdel og fugtighed og ælde har gjort resten. Nutidens vaterpas kendte de gamle ikke, de brugte loddel, og til vandret brug, et lille bræt, hvori der var indtappet et andet bræt vinkelret på det første og i denne hang et lille blylod, der skulle stemme med en rille i det opstående. Gavlene var altid en stens mur piller op til hanebjælken, hvor murankre blev anbragt. Sædvanlig var der trægavl fra hanebjælken og opad, hvorfor der anbragtes en dobbelt bjælke eller om man vil et lille kabel i flugt med ydersiden af muren til at sømme brædderne i. var der trægavl helt nede fra bjælken, blev bjælken lagt oven på muren og i flugt med undergavlen. Gavlspærrene blev, når de var bestemt til rørtag altid gjort 3 tommer kortere end de øvrige spær – nemlig for at mønningen ikke skulle få opstående ender, når mønningstørvene kom på. Til lægtning (e Latter) brugte man sædvanlig de såkaldte bollinger og eftersom huset var stort til blev der skråt ned fra mønningen påsat skrålægter enten på undersiden af spærrene eller nedfaldet i ydersiden. Mønningstørvene var græstørv, som de gamle skar i kileform, mens man nu nøjes med at skære dem flade. Den gamle metode var bedre, da tørvene prssedes langt fastere og bedre kunne gro sammen. At hvidte ydermurene brugtes ikke – derimod blev husene afstreget, som vi kalder det – alle fugerne blev optrukket med en tynd streg af hvidt kalk – ofte endda hvid maling, der var mere holdbart i længden metoden bruges endnu og giver husene et pynteligt udseende. I min barndom var der endnu mange huse med  blyindfattede vinduesruder, særlig i køkken og bagrum. Det er ikke så længe siden, at kirkens vinduer alle var blyindfattede – nu ser man det ikke mere, derimod kan man endnu finde vinduer, hvor sprosserne går ind i karmen uden særskilt rum til glasset. Sådanne vinduer findes gerne i bryggers, kostald eller lign. Udenfor muren havde alle husene en stenbro af 1 – 1 ½ alens bredde – udfor forstue og stalddør dog noget bredere, idet den løb ud til brønden.

Brønden var i ældre tider en vippebrønd med karm over, der senere afløstes af vindelbrønden og endnu senere af posten (e Pump), der hørte et eget håndtag til at benytte vippebrønden – det måtte gå i en fart og med et vist tag ellers faldt spanden i brønden – det sidtste skete nu for resten ofte, hvorfor der til brønden hørte et lille dræg til at fiske spanden op med. Selve brønden var sat af sten – for det meste brøndsten der var formede, så de kunne danne en cirkel. Først gravede man et hul ned til grundvandet, så lagde man en træramme ned i hullet af den vidde, som brønden skulle have. Ovenpå denne ramme murede man så sten op, indtil højden af jordsmonnet. Derefter gik en mand ned i brønden og gravede sand op, der så blev ført til vejrs og lagt til side. Efterhånden som sandet fjernedes sand rammen med stenene, så blev der atter lagt sten på og atter taget sand op, indtil brønden var dyb nok. Kun nogle få lag i bunden blev muret ellers blev der imellem de forskellige lag sten lagt mos, for at vandet kunne trænge ind i brønden, men op imod overfladen blev der atter muret eller lagt klæg rundt om yderkanten i en dybde af 1 alen og 12 tommer tykkelse. Denne metode ansås for den bedste, da man dermed blev mere fri for overfladevandet med dets urene bestanddele. At rense sådanne brønde var en meget ubehagelig bestilling. Først blev vandet øst op, indtil en mand kunne bunde med støvler på, så blev der bragt en stige ned, og manden steg ned i brønden forsynet med en spand og en lille skovl, hvori han fyldte de mange sager, der i årenes løb, var faldet ned, og derefter gravede han det urene sand op fra bunden, men han måtte jo passe på, at udgravningen ikke kom nedenfor den før omtalte ramme, thi i så fald ville brønden jo synke. Efterhånden som arbejdet skred frem, blev manden jo dyngvåd af det vand, som spildtes i det snævre rum, når det blev halet op. Tilmed var vandet i brønden meget koldt og fik han så en snaps eller to indimellem, så virkede det sådan i den grad, at manden hurtig blev beruset. Der var heller ikke ret mange, som brød sig om den bestilling. Nu har vi fået vandværk, og alle de gamle brønde er opfyldte med jord. En del af dem, der lå bekvem for kloakken er blevet brugt til septictank.

Hvor der var kreaturer til huse, hørte der jo også en mødding til. Dette var egentlig kun en lille fordybning i jorden, så ajlen også kunne holdes i nærheden, men i regntiden dannedes ajlen og regnen et slemt pløre, der ofte var omgivelserne til stor plage. Overdækkede møddingesteder og murede ajlebeholdere hører den nye tid til. Vi fik dem egentlig først dengang, da badevæsenet kom i gang herovre, og de fremmede begyndte at strømme til øen i sommertiden, mens samtidig landmændene var begyndt så småt med an anden driftsmåde og man fik øjnene åbne for ajlens værdi- omkring vinduer.

I beboelsesrummene var der altid plankeværk – ofte kun en alen udenfor vinduerne. Grunden dertil var, at i efterårstiden blev både køer og heste slået løs og navnlig kvier og heste, der også var løse om natten, forvildede sig ind i byen, og disse kunne nemt trykke vinduerne ind på den natlige strejftur.

Fårene søgte gerne ud i klitdalene og blev derude indtil sneen kom, først da blev der søgt efter dem – navnlig af unge mennesker, der på denne måde fik sig en lille ekstrafortjeneste. Fårene dreves ind til byen og blev lukket ind i en stor indhegning og nu gjaldt det om, at finde ud af, hvem de tilførte. Flere af fårene havde et mærke om halsen med ejerens navn indgraveret, så det var jo let nok. Andre havde mærket i øret, enten et klip i højre eller venstre øre, ofte en halvcirkel eller en trekant eller mange andre tegn, der jo kune varieres i det uendelige. Alle disse mærker og kendetegn var indført i en stor protokol, som endnu stadig føres. Hver mands får blev på den måde indfundet og hjembragt til ejermanden eller afhentede og betalingen, der så vidt jeg ved var fire skilling pr. får erlagt. Fårene blev så indstalleret i fårestien for vinteren fodret. Foderet anbragtes i et tremmestativ, foroven i denne var boret to huller så det kune ophænges og hæves efterhånden som gødningen hobede sig op i vinterens løb. Denne gødning blev så først udbragt om foråret på en gang og efter at fårestien var blevet tilbørlig rent, blev den om sommeren benyttet til grisesti.

Når så grisen i sommerens løb havde voksel sig stor, skulle den jo slagtes. En sådan slagtning var en hel begivenhed, hvortil der hørte mange forberedelser. Nogen egentlig udlært slagter fandtes der ikke i ældre tider, men der var altid en eller anden, der havde erhvervet sig en del kundskab i den retning. Denne – ofte en kvinde, blev så tilspurgt, om man kunne få ham eller hende den tilspurgte dag. Først skulle så alle knivene slibes, skoldekarret efterses, om den var tæt, eller man skulle måske hen og låne et. Pølsepind skulle skæres og tildannes – de lavedes bedst af bambus, som der altid var nok af ude på stranden. Saltkarret skulle rengøres og efterses, salt indkøbes, og kort sagt alt på rede hånd. På den aftalte dag mødte slagteren og efter en solid frokost gik man til værket.

Skoldekarret anbragtes i gården, så gik man til svinestien og hentede grisen, men det tog ofte lang tid, at få den bakset hen til truget. Her blev så slået en løkke om grisens for- og bagben og ved forenede kræfter blev den varpet op på bunden af skoldekarret under uhyre protest fra delinkventen. Slagteren stod nu rede med kniven, og 4 mand holdt så grisen, der nu havde fået en snor rundt trynen. En af kvinderne kom med et stort fad til blodet, og når stikket var gjort og blodet flød, rørte husmor i fadet, for at blodet ikke skulle løbe sammen. Nu blev der en skrålen og et spektakel uden lige. Grisen protesterede voldsomt, og den havde kræfter, så fire mand havde nok op at gøre med at holde den, men omsider ebbede livet ud, så man kunne få lidt pusterum.

Imens alt dette foregik, havde husmor fået den store bryggerskedel i kog, thi nu skulle grisen skoldes – skoldetruget blev nu vendt om, og grisen lagt ned i bunden med ryggen opad. Det kogende vand blev nu hældt ned over grisen og så alle mand i gang med skrabningen – først med hænder og negle for at tage de groveste børster af, senere, efter mere skoldning, blev den skrabet med knive, indtil alt var så glat som muligt.

Nu havde man ærligt fortjent kaffe og smørrebrød igen og helst en lille kaffepunch til. Det var første akt! Efter kaffen gik man i lag med at få grisen fra karret op på en lille loftsstige, der blev lagt ovenpå karret, og til den ene ende af stigen blev grisen så forsvarlig bunden med reb stukket gennem grisens bagsener og derefter blev stigen med grisen med forenede kræfter stillet opad muren. Nu blev bugen skåret op og indvoldene blev styrtet ned i baljen og bragt ind i huset til videre behandling. Så blev grisen vasket, både ud- og indvendigt i lunkent vand og til sidst spulet med mange spande koldt vand og derefter stadig fastgjort til stigen bragt indenfor på et sted, hvor katten ikke kunne komme ind.

Imens dette foregik var husmoren beskæftiget med forberedelserne til pølsekogningen næste dag. Pølsen blev kogt i poser, der gemtes fra år til år. Andre af kvinderne var i færd med at rense tarmene og indmaden, de fine tarme blev meget omhyggeligt gjort rene og skrabede – de skulle bruges til kødpølserne, men de tykkeste blev anvendt til blodpølser. Næste dag blev også en travl dag. Kvinderne gav sig i færd med pølserne, og mandfolkene med den kolde gris, nu skulle den parteres og dette arbejde såvel som alt det øvrige foregik under meget skæmt og latter. En yndet spøg var det, når den mand, der skulle save grisen igennem på langs pludselig standsede og henvendte sig til en af de små tilskuere og sagde: ”Åh, lille Hans, ka do et spring ovr te Hans Bøj  og len en støk fjet te o smør e ta mej”. Drengen af sted, så stærk han kunne løbe og lidt efter kommer han så springende med noget indsvøbt i papir, der ved åbningen viste sig at indeholde et tørt stykke klyne. Kvinderne, der var i færd med blodpølserne i den store bryggerskedel og ofte i en lille kedel ved siden af, thi der skulle laves mange pølser. Familien og naboer skulle smage og desuden skulle en del hengemmes til senere tider, særlig holdt man meget af at skære pølser i skiver og opvarme dem i stegepanden. Så skulle man i gang med kødet og flæsket, den største del blev jo nedsaltet til vinterbrug, men en god del blev lavet i pølser, og det gav arbejde til mange timer. Nutidens kødhakkemaskine kendtes ikke, alt skulle skæres med knive i små terninger. Når alt var hakket og salt og krydderier kommet i, blev det sat i pres natten over. Fyldningen af pølsemadene i tarmen skete ved hjælp af små oversavede kohorn, de såkaldte Bøwle; en pølsepind sattes i den anden ende af tarmen og stopningen kunne begynde, var tarmlængden fuld blev den lukket med en anden pølsepind stukket gennem pølseenden så pølsen blev rund. Under fyldningen blev pølsen jævnligt gennemstukket med en stoppenål, for at jage luften ud. Det hele endte med et grisegilde, og dette kunne ofte vare til langt ud på natten. Under gildet kom kaffen ofte på bordet og der blev snakket og sammenlignet med andre folks slagtning og latter og spøg og kortspil vekslede med hinanden.