Fanø
I
morgen 22. Juli 1892 indvies med Pomp den ny »Fanø Nordsøbad«.
Millioner er sat i Foretagendet, og der er næppe Tvivl om, at
Danmark herefter i Fanø vil have et virkelig Evropæisk Badested.
Paa
Forhaand har Fanø Nordsøbad været Genstand for bitre Angreb fra
danske Blade, der har ærgret sig over, at foretagsomme Tyskere
snappede den gode forretning fra Danskerne. Angrebene har næppe
været retfærdige; men derom bliver der rimeligvis senere Anledning
til at tale. - I dag skal opfriskes en og anden Erindring fra det
gamle Fanø Bad, den Gang Forretningen lededes paa dansk Manér, den
Gang Fanø Bad var en idyllisk Plet med Idyllens poetiske Ynde og
Idyllens Mangel paa Hensyntagen til Civilisationens Fordringer. -
Det er nu 10-12 Aar siden.
21.
Juli 1882.
Badehotellet laa ligeoverfor Esbjerg, prunkløs med vel en 20-30
Smaarum, indrettede paa at huse Badegæster. Da det maatte antages,
at Folk søger til det barske Vesterhav ikke for at hensynke i lad
Magelighed, men for at hærde sig, var Gæste-Værelserne udstyrede med
spartansk Simpelhed. I de fineste var der et rundt Divanbord, med et
Par Alen Tæppe under desforuden flere Stole, vistnok endogsaa en
Gyngestol. Men disse Luksusrum for pragtlystne Matadorer var ikke
mange. Størsteparten af Hotelværelserne var smaa kalkede Kamre,
nærmest i Stil med Herregaards-Kuskekamre. Der fandtes en Seng, en
Stol og en Servante. Sengen var ikke beregnet paa Tyksakker, men
efter en Dag tilbragt i den stærke Søluft fandt slanke Personer dog
let Hvile paa de haarde og smalle Lejer. Servanten indeholdt af
nævnelige Genstande et Vandfad, lidt større end en Underkop og en
Kande, som rummede henimod en Pot Vand. Men Meningen var jo ogsaa,
at man skulde benytte Havet til at rense sig i, og for Gæster med
Vandskræk var Hotellets Vandtøj da en nyttig Ansporelse.
Hotellet laa paa den Side af Øen, hvor man IKKE badede. Ogsaa dette
var en heldig Foranstaltning til at modarbejde Gæsternes Sybarisme.
Man nød sin landlige Morgendrik og begav sig derefter i smaa Skarer
gennem Klitterne til Badestranden. Det var i Solskinsvejr en varm
Tur, i Regnvejr og paa kolde Dage svedte man mindre. Motion fik man
allenfals. D.v.s. for ældre og svagelige Personer var der en
Mulighed for kørende Befordring. En a to Fjælevogne holdtes om
Morgenen i Gang fra Hotellet til Stranden. Men der var dem, som
paastod, at der udkrævedes større Haardførhed til at køre Turen end
til at gaa den.
Paa
den yderste Klit ved Stranden knejsede en Pavillon. Det var
Badestedets Stolthed og Zir. Her serveredes nette Forfriskninger til
Nødlidende, og her kunde man - i Tilfælde af daarligt Vejr - oppebie
sin Tur til at blive besørget i Havet.
Badningen foregik fra Vogn, og der fandtes to Vogne for Damerne og
ligesaa for Herrerne - forudsat da, at ikke en natlig Storm havde
ramponeret de skrøbelige Genstande.
Som
sig hør og bør ved et moralsk Badested, gik Herrer og Damer i
Stranden hvert Køn for sig, halvvoksne Drenge kunde dog indsmugles i
Damevognene. Alligevel var Afstanden ingenlunde betydeligere, end at
den behageligt kunde overvindes af langsynede Øjne i hvert Fald af
almindelige Teaterkikkerter. I den Anledning regnedes en Kikkert
ogsaa for det uundværligste Stykke ved Herrernes Badeudstyr. I
Reglen var det tilmed de badende Herrers eneste Udstyrsgenstand,
hvorfor omhyggelige Mødre indskærpede deres unge Døtre aldrig under
Badningen at lade deres Blikke forvilde sig til Venstre - dér hvor
de kaade Havguder boltrede sig.
Dagens store Begivenhed var Diner'en. Den fandt Sted i pæn borgerlig
Tid og bød paa 2 Retter Mad og Dessert. Fra man stod op om Morgenen,
begyndte Drøftelsen af det spændende Spørgsmaal: Skal vi have Kalve-
eller Lammesteg idag? Mon det bliver Stikkelsbærgrød eller Rødgrød?
Damerne blev sendt ud paa Opdagelsesrejse i Køkkenet, og Opvarterne
udfrittedes.
Ved
Table d'hote, hvor der skiftedes Dug og Servietter mindst én Gang om
Ugen, anbragte Selskabet sig efter en stiltiende vedtaget og
respekteret Rangforestilling. Et Par velhavende Købmandsfamilier
besad Hæderspladserne og de dermed følgende Fordele, saasom at faa
de magre Stykker af Lammestegen og - den tilstedeværende Beholdning
af Agurkesalat og - andre Raffinements. Med følgende korte Bordbøn:
»Idag er det Lam« eller »Naa, Gudskelov, idag er det Kalv« - tog
Gæsterne Plads og begyndte paa Nydelserne. Drikkevarer fulgte ikke
med i Hotellets faste Ydelser; de maatte ekstra erhverves og bestod
for de Flestes Vedkommende i Vand eller Hvidtøl. Kun
Købmands-Matadorerne blændede Omgivelserne ved at hengive sig til en
Leoville.
Endnu
staar det for Nedskriveren af disse Badelivs-Erindringer som et af
de mest imponerende Øjeblikke, da en berømt kjøbenhavnsk
Læge-Professor, der gæstede Fanø en Dag fra Morgen til Aften, ved
Diner'en med høj Røst rekvirerede en Flaske Champagne. Samtlige 40
Tahle d'hote-Gæster fulgte med den mest ufordulgte Interesse den
derefter følgende Scene: Opvarteren, der forfjamsket tyede hen til
Værten for at erfare, om han virkelig turde efterkomme den
ekstravagante Bestilling, Værtens Udlevering af en mystisk Nøgle;
Flaskens Indbringelse, den anstrængte og uvante Behandling af
Proppens Staaltraads-Hylster og endelig Knaldet, der fik alle
Damerne ved Bordet til at fare op med forskrækkede Hvin.
Aldrig har vel en Flaske Champagne ved noget Badested opnaaet en
saadan Virkning.
Det
mest spændende ved Fanø-Middagene var ellers det Øjeblik, da
Desserten tonede frem. Spændingen knyttede sig ikke saameget til
Afgørelsen af, hvorvidt Traktementet skulde bestaa i den ene eller
den anden Slags Frugtgrød, som til Løsningen af den stadig nagende
Tvivl: mon der er nok idag til hele Bordet ? - Det hændte nemlig
ikke sjældent, at den røde Grød slap op, inden den var naaet til
Staklerne ved Bordets nederste Pladser, hvilket voldte dødeligt Had
fra de laveresiddende i Selskabet mod de graadige Spidser og gav
Anledning til alvorlige Protester overfor Værten.
Aftnerne ved det gamle Fanø Bad hengled i hyggelig Familiefred.
Efter Teen samledes man i »Salonen« - Damerne med deres Haandarbejde
- og fordrev Tiden med at gætte Gaader eller lytte til en af de unge
Damers Fingerøvelser paa Hotellets ærværdige Klaver. Kl. 9-10 gik
man til Sengs.
Livet
ved Fanø Bad var da i henfarne Dage ikke rigt paa verdslige
Nydelser. Men det var en sund Pønitense. Og i Klitterne paa smukke
Solskinsdage kunde man have det baade morsomt og poetisk - naar man
selv var i Stemning og Ens Selskab var en ung Dame.
Alligevel gjorde det godt fra Fanø at komme til Silkeborg.
Silkeborgs Hoteller er ikke efter den store Verdens Mønster. Men for
den, der kom fra Fanøs Hotelkamre og Lammesteg, syntes Silkeborg
Civilationens Brændpunkt.