Barndom/ungdom på Fanø.

Jeg er født 24. december 1933 på en gård i Rindby. (I dag er det Hesset nr. 1).

Min far, Niels Morten, blev født på samme gård den 23. april 1887.

Min mor, Ellen, født Iversen, kom til verden den 15. april 1894 i Nordby (I dag = Vestervejen 60).  Mor var "pige" i brugsen i Rindby, indtil de blev gift 30. nov. 1917.

Min farfar - Morten Jensen Sørensen - døde 29. marts 1891 som 39-årig. Bedstemor – Ane Mathea, født Nielsen, mor til 8 børn - 2 børn døde som spæde - sad så tilbage med 6 børn,  hvor den ældste var 12 år og den yngste 2 måneder. Min far var knap 4 år.

Fars mor kunne blive boende på gården, - hun var kun 38 år og blev ikke senere gift. Det var ellers meget almindelig dengang, hvor man ser, at enker, der sad tilbage med mindreårige børn, ikke selv kunne klare driften af gården, og så blev der i mange tilfælde ansat en tjenestekarl, og det kunne føre til, at de giftede sig. Nok kom der tjenestekarl på vor gård, men det førte ikke til giftermål.

Gift 2. gang 19.04.1887 med Ellen Jørgine, født Nørby, mor til 10 børn, - 4 døde som små. - Mor var nr. 8.- 

Bedstemor døde 1. okt. 1925, og bedstefar den 20. jan. 1932.

Jeg er heller ikke mellem de 6 i det andet flotte køretøj. – men fine ser begge ud.

Jeg kom som sidst i flokken (nummer 11), hvor den ældste, Morten 14. februar 1919, blev 15 år knap 2 mdr. senere, og snart efter kom han på statsskolen i Esbjerg (studentereksamen) og senere til universitetet i København, så det blev ikke meget, jeg lærte ham at kende, da jeg var helt lille. De øvrige 7 (samt 2 døde) kom så jævnt efter ham, Anna Mathilde (Thilde) 1. april 1920, Jørgine Antonie (Ginne) 20. juni 1921, Petra 27. november 1922, Peder Emil 14. maj 1924, Johannes 27. september 1925 (død 29. marts 1926), Johannes 19. januar 1927, Ninna Ellen 4. november 1929, Louis Andreas 6. juni 1931, Ernst 3. september 1932 (død 27. december 1932). De store var naturlige barnepiger og passede de mindre, men de kom hjemmefra efterhånden, som de kom ud af skolen og skulle have arbejde. Pigerne kom i huset, hvorimod far og mor havde den ide, at drengene skulle have realeksamen. Der kunne vælges fra (men det var svært), og skete kun for Louis, der ville være landmand (men alligevel ikke blev det!).  Børnetallet på gårdene, især på den tid, var stor (17-18 børn var der tilfælde af på øen), det var jo billig arbejdskraft, og maden havde man selv. Tøjet var heller ikke det store problem, for det gik som regel fra en større til en mindre (yngre) og det pænere “blev vendt”, det var dog nok mest voksentøj, der blev vendt, og så blev det jo næsten som nyt igen!!! - Min tante Grethe (fars søster) blev meget anvendt på gårdene til at reparere tøj og måske også lave nyt. Hun var ugift, og blev så boende indtil tøjet var færdig, det kostede ikke ret meget i løn til hende og kost og logi regnede man ikke til noget.

Jørgen Nielsen (døve Jørgen) var god som karl på gården – både for Bedste, far og de ældre børn og dyrene på gården. Han var stoppet, da jeg blev født

Far overtog gården - som yngste søn - 31. januar 1914 (skødedato), tinglyst 24. februar 1914. Hvorfor det ikke var den ældste, onkel Søren, ved jeg ikke, men det var dog ikke usædvanlig, at en yngre søn overtog gården. Bedstemor blev boende hos os til sin død 19. aug. 1937. Der blev skrevet skøde- og aftægtsprotokol ved salget, så der kan læses, at Bedste havde lovning på en god alderdom. 

Det var en gård med store jordarealer, i alt 44 ha. = ca. 80 tdr. land, herfra skal fraregnes noget for vejarealer. Størsteparten var ren sandjord, så jordens bonitet (landbrugsjords ydeevne) var knap så god. Det var noget usselt noget, der krævede stor arbejdsindsats., men det gav dog udkommet for vor familie. Ligeledes krævede det tilførsel af mergel kørt til Fanø fra fastlandet, endv. ajle, husdyrgødning og kunstgødning, men det var ikke altid, at resultatet stod mål med indsatsen. - Jordstykkerne lå “ikke bare” lige ved gården, nej de lå meget spredte (10 steder).  En del var hede, hvor der blev “rusket” lyng bl.a. til opfyring af bageovnen. De opdyrkede arealer lå også meget spredte, og det gav besværlig kørsel til og fra arbejdet, men det var engarealet på 10 tdr. land ved Hansodde, der lå længst væk, ca. 8 km, og kørslen dertil foregik med kassevogn forspændt 2 heste, og der skulle køres mange gange. Først blev græsset slået med slåmaskine trukket af 2 heste, og når græsset efter et par dage var blevet tørt på den ene side, blev det “hverret” (vejret / vendt), hvilket skete med en trærive. Senere, når græsset var blevet tørt, skulle enghøet rives sammen i stakke, men det kunne også ske, at der kom en "springflod" (stormflod), der kunne presse vandet op på engene og tage en del af enghøet med tilbage. Men ellers kunne der være op til 15 -20 læs hø, der skulle køres hjem i laden, og det var hårdt for hestene ad de sandede veje.

Billedet er fra engen i Hansodde, hvor jeg er i gang med en trærive at rive enghø sammen til stakke.

Bemærk ”livremmen”- 

Vejene var meget sandede og ujævne, og selvom lodsejerne hver havde deres vejstykke at holde strøede med halm eller lignende, der kunne dække sandet i hjulsporene, blev meget af strøelsen hurtig kørt i stykker og blæst væk. Det kunne være tungt og skrumlende at køre gennem sandet, så det skete nogle gange, at ”kassevogn” - (landbrugsvogn med høje skrå træsider og bræt lagt over som kuskesæde = ”agestol”) - med læs væltede på hjemturen, og vi sad højt oppe på læsset, så var det bare med at følge med høet ned og undgå at blive begravet i høet. Der gik så ekstra tid med at få læsset høet igen, - arbejdsdagene var ellers lange nok i forvejen, så det var ikke lige den slags, vi var mest glade for. –

Mange af enggræssene var meget kødfulde, der krævede lang tørretid, og det var nødvendigt, at høet var ordentlig tørt inden hjemkørsel, så det ikke skulle "bræmme " hjemme i laden. –

 Peder Emil er med som min ”passager”

Jeg husker en sommer, hvor høet ikke var blevet tørt nok, inden det blev kørt hjem, - det har nok været en meget våd sommer, - og af frygt for springfloden er det så kørt for tidlig hjem. Når der så kommer læs oven på læs hjemme i laden, opstår der efterhånden en varmeudvikling i høet  (høet bræmmer), og det skete indefra i stakken, der vel var ca. 3 x 3 m og 4 m høj.        

Så da kreaturerne havde ædt så meget, at vi var kommet godt ind mod midten af stakken, var høet stadig varmt, og det var sort og var nu nærmest blevet til aske, der smuldrede i hænderne. Det havde været meget tæt på en selvantændt ildebrand, hvis der var kommet luft til på et tidligere tidspunkt!! -- Det var lange dage dengang for forældre, ja for os alle, men mor forstod at komme med de små overraskelser på de “slemme” dage, f.eks. var der pærer (eller anden frugt) med fra haven eller nogle bolsjer, der skulle såmænd ikke så meget til, vi var ikke vante til så meget, så bare lidt .... - Frokosten og middagssøvnen i engen foregik som regel i skyggen af en høstak. Madpakken blev nydt, for det gav en naturlig sult og tørst efter arbejdet og varmen. Hertil var der hjemmelavet øl og saftevand.   

Det første, jeg ellers kan huske (svagt), var da stuehuset til fødegården brændte, jeg ser stadig mor stå ved bageovnen, da Louis (5 år) kommer ind og siger, at der kommer ild ud, -

 Der blev bygget et nyt stuehus, denne gang ikke med stråtag, men med skiferplader. Stuehuset blev nu bygget helt ud til vejen, så den sædvanlige vinkelbygning - stuehus- stald/lade - vender nu ud mod havesiden.  - Forbindelsen mellem stuehus og stald/lade er lav bryggers med fladt tag af bølgeeternit. 

At kisten føres ud gennem vinduet skulle måske (efter gammel skik og overtro) være sikkerhed for, at den døde som genganger ikke skulle vende tilbage og komme ind i huset igen. For genfærdet (eller ånden) kunne kun finde ind ad den samme vej, som liget var båret ud. Og når sprossen og vinduerne var sat i igen, var der jo ingen vej ind!! 

Bryggersbygningen var stedet for de mange aktiviteter. Her blev slagtet svin, bagt, brygget øl og foretaget storvask. Her var en opmuret vandbeholder, hvor mælkejungerne med den nye komælk blev sat i til afkøling, indtil de blev kørt på mejeriet næste dag. - (Slagtning af får o.a. skete normalt i stalden).  - Der var også den store bageovn, ca. 3 - 4 meter lang, og ovenpå den var der et lagerrum, der blev brugt til opbevaring af “gode ting og sager”, der skulle holdes tørre, f.eks. kager, kaffebønner osv. Ved siden af ovnen stod gruekedlen, hvor vandet til storvasken blev opvarmet. Ligeledes skete ølbrygning også i gruekedlen.

I bryggerset var der nu også moderne toilet med træk og slip, noget ret uhørt på det tidspunkt, hvor der de fleste steder, også i byerne, var gammeldags “das” (lokum) med avispapir, revet i passende små firkanter. Toiletpapir blev i brugsen noteret i kontrabogen som “00”, men under 2. verdenskrig var ”rigtig” toiletpapir dog en mangelvare, så da måtte man ty til avispapir. Det var godt nok noget, der kradsede.  Jeg husker fra krigens tid, at vi fik besøg fra Esbjerg af fars søster, tante Sine (Nielsine Fischer - hvis mand, onkel Hans (Nielsen Fischer), var kaptajn ved DFDS. Han gik i begyndelsen af 2. verdenskrig -31. januar 1940 ned med sit skib “Vidar” under sejlads fra England (Newcastle) til Danmark - Først lød meldingen, at skibet blev minesprængt - men efter krigen blev det afsløret, at det var blevet ramt af en torpedo fra den tyske U-båd U 21. Ud af 21 besætningsmedlemmer og 1 passager blev kun 7 reddet). Tante Sine har nok også kendt situationen med toiletpapir, så hun havde medbragt som “besøgsgave” et par “afrivningsblokke” toiletpapir, som hun havde fundet hos en købmand i Esbjerg !! I bryggerset var der ikke nogen form for varme, så om vinteren kunne det være en kold fornøjelse, at “være på” derude -- det kunne også ske, at vandrørene til toilettet var frosset til. - Der var ikke badeværelse i forbindelse med toilettet, så når der skulle bades, hvad ikke skete hver dag, måtte der fyres op i den store gruekedel i bryggerset, og det varme vand blev så hældt op i en stor træbalje i køkkenet, og det vand måtte holde til “nogle stykker”. - Den daglige vask foregik i køkkenet, hvor der som regel var lunt vand i vandbeholderen i komfuret, ellers ved håndvasken på loftet, hvor der kun var koldt vand. Endelig havde mor og far servante med vandkande og vandfad i deres soveværelse - nok mest til pynt.

Der var mulighed for at få varmt karbad på Nordby mejeri, hvilket en del benyttede flittigt. Der var dog normalt - efter annoncering i ”Fanø Ugeblad” og forudbestilling. - kun adgang hver tirsdag eller fredag.  

Når vi kom hjem fra engen/marken efter en stegende hed sommerdag, svedige og godt generede af insektstik, især efter hestebremser, og vi havde haft rigtig meget at bestille, skete det ofte, at vi tog en spand fyldt med koldt vand, og i hævet arm hældte vi det ned over hovedet. Det var så vores brusebad. Når vi var i engen, gik vi ud i vadehavet og blev kølet af der ved et hurtigt bad. Det gjorde ikke noget, at havbunden var klæget (leret).

Livet på vor gård var nok som livet i de fleste landbohjem. Nogle steder tog man varsel af forårets komme allerede i februar, hvor solen var ved at få lidt magt, f.eks. ved kyndelmisse (2.feb.) er halvdelen af vinteren forbi, og næste går mod foråret, og nu må lærken gerne snart begynde at synge. Er der sne og frost, får man brug for sit hø. Og på “Pæjes daw” (22. feb.) “skal en svinelort ryge 2 gange - om morgenen, når den er ny, og om middagen, når solen varmer”. Foråret kommer med travlhed, nu skal jorden forberedes til såning, og den lyse tid er på vej. Sommeren kommer med lidt tid til adspredelse, fornøjelser, ferie? Godt nok var der skoleferie, men det var mere beregnet på den måde, at så kunne børnene hjælpe til på gårdene, og det var nødvendigt, da der ikke var den maskinpark på gårdene, som der kom senere. Nej alle hænder var nødvendige til hjælp med markarbejde, flytning af kreaturer og får, da de som regel ikke gik løse dengang. Den eneste ferie vi børn havde var, når vi kom med på spejderture. Ferie som sådan kendte man ikke til på gårdene dengang, så mor og far tog kun fra øen, når der var familiefester.

Festdagene i påske, pinse og jul højtideligholdtes mest ud fra de kirkelige aspekter. Vi var vante til at gå i kirke og søndagsskole, og mor og far (mest mor) forventede, at det var en selvfølge, at vi var med til de kirkelige handlinger. Gå til nadver (alters) og få vin måtte vi dog ikke før, vi var konfirmerede.

Fastelavn mærkede vi ikke så meget til, og dog, mor bagte altid nogle gode fastelavnsboller til os selv og når der kom “udklædte” ind til os, men at vi børn gik ud med fastelavnsris, så mor helst ikke. Jeg husker kun 2 gange, den ene gang, hvor jeg fik lov til at gå til de nærmeste naboer, og anden gang i Nordby som stor knægt.  

Julen var jo så den store højtid, hvor “ungerne” kom hjem. Tante Ane og tante Grethe (begge ugifte) kom som regel op til os for at fejre julen. At jeg havde fødselsdag, mærkede jeg egentlig ikke rigtigt. Jeg husker ikke, hvad fødselsdagsgaverne var på selve dagen, men én af juledagene kunne det ske, at jeg havde kammerater/nabobørn på besøg, og de har nok givet pengebeløb. Tiden op til jul havde været præget af arbejde, og på selve dagen var der da også de faste ting, der skulle ordnes. Tit har jeg den 24. om formiddagen måttet “løbe rundt” med ét eller andet for hartkornskassen, som far var formand for. Jeg husker dog ikke hvad, men når jeg var så færdig, var de andre godt i gang med julefrokosten! En tid før den 24. måtte vi børn hænge en sok op ved sengen, og så havde nissen nok været der i løbet af natten. - Aftenen før (lillejuleaften) lavede mor marcipankonfekt, det husker jeg ikke som barn at have været med til, men i al fald var der et stykke konfekt i sokken den 24. om morgenen. Under krigen var konfekten lavet af kartofler tilsat mandelessens, men det smagte rimeligt.

Der var en særlig højtidsstemning, når vi var på vej til kirke alene eller i følge med andre, og kirkeklokkerne begyndte at kime, jo, så blev sindet løftet i en barnesjæl. Nu var det jul, og i kirken var stearinlysene tændte på juletræet og alle menneskene var i julestemning, men mon ikke man som barn mest sad og tænkte på den gode mad derhjemme og så julegaverne? De voksne fik hilst “glædelig fest” til slægt og kendinge, og nyheder blev udvekslet, før det gik hjem til juleaftensmaden, som jeg husker mest som gåsesteg eller kalkunsteg og risalamande. Stegen “blev til bag´ren sendt”, mange gange blev den afleveret hos bager Engsted i Nordby i god tid, og så var den færdigstegt, når vi havde været i kirke. Senere da vi var flyttet til Nordby og havde mejeriudsalget, fulgte der arbejde med, - også juleaften! Far havde nemlig fået bestillinger på is til levering til middag så sent som muligt, og det job havde jeg et par år. Det betød også ture til Rindby, inden det blev julemiddag for mig.        

Juletræet var hentet nogle dage i forvejen i statsplantagen og sat ind i midterstuen (ud mod haven), og når far havde pyntet den i løbet af den 24., måtte vi børn ikke komme derind, før vi havde spist til aften, og far havde tændt stearinlysene, og så blev dørene åbnet og alle frydede sig. Gaverne kom under træet, (her har jeg måske fået lidt større pakker som tillæg for fødselsdag). Endelig var det tid til, at godterne kom frem, og så blev der spillet forskellige spil, gerne om pebernødder. 

Nytårsaften var noget mere fri, så det var bare med at få spist middagen, grønlangkål og fromage til dessert?, og derefter komme ud i mørket og finde nogle kammerater at være sammen med. Der skulle gerne findes på noget spændende. Der var sådan en aften “grønt lys” for at lave nytårsløjer. Måden, det tog form dengang, ville nok i dag blive betragtet som grove drengestreger, men vi unge/børn gik rundt til gårdene for at se, om bonden havde glemt at sætte redskaber, vogne osv. ind under lås og slå, især hvis der ikke var nogen hjemme. En yndet ting var, om man kunne komme ind i et køkken og fjerne kaffekanden, - det lykkedes en gang hos Harald Kallesen, men han opdagede det, og stak efter os, og han fik da også fat på Louis, der som belønning fik et par på hovedet. - En anden gang gik det udover Mathias Sørensen (Tis i østen). Da vi kom derned - 10 - 12 knægte - var der ingen hjemme. Der stod udenfor en kassevogn, som han ikke havde reddet i sikkerhed, så den blev skilt ad, og en stige, der heller ikke var inde, blev sat op ad muren, og så blev kassevognen stykke for stykke slæbt op på tagrykningen, og samlet deroppe. - Jeg kan huske, at nu var jeg lidt beklemt ved situationen, for det måtte da give nogle drabelige efterdønninger, men næste dag tog han selv vognen ned, og vi hørte ikke noget. - Nytårsskyts skulle også brændes af. Dengang var det noget med knald i, men alle syntes, at sådan skulle det være denne ene aften. Hen ad aftenen kom vi så hjem til slik og hygge. Der skulle hilses “et godt nytår”.  

Dagen startede ellers tidlig med morgenmalkning og røgtning af kreaturerne (10 - 15 malkekreaturer), samtidig med at mor sørgede for morgenmaden. - Der var de 3 hovedmåltider.  “Davre” = morgenmaden, “Unnen” = middagsmaden og “Nadver” = aftensmaden. Derudover kunne der være mellemmåltid om formiddagen (franskbrød og kakao = kakaopulver udrørt i varmt vand) - nok især på de lange sommerdage - og så var der eftermiddagskaffen - som regel efter en lille middagslur.  -- De 3 hovedmåltider blev normalt foretaget hjemme. - Til “æ davre” var der havregrød (enkelte gange øllebrød) og rugbrød med pålæg/ost.  “Æ unnen” var altid med 2 retter. Én eller anden slags kødret først, og eftermaden var sødsuppe/ grød/vælling eller en anden mælkeret. - ”Æ nadver” var normalt, når dagens arbejde var overstået, og den bestod igen af rugbrød med pålæg/ost, gulerodssalat eller tilsvarende, dertil te, mælk eller saftevand.

Til “unnen” fik vi nogle gange ”voesmælksakkuk”, for når en ko kælvede, fik den nyfødte kalv som regel den mælk, der blev malket første gang, da det var en fed mælk, men det kunne også ske, at mor tog førstegangsmælken = “æ voesmælk” og lavede “sakkuk” af den til “unnen”, og det var en slags budding, kogt med bygmel og fine byggryn i en buddingform og i vandbad. Buddingen (voesmælksakkuk) blev serveret med kød (saltkød eller lammekød), samt brunede flæsketerninger, kartofler, kold og varm sirup. Og så varm sødet hvidtøl til. 

Når jeg siger pålæg er det selvfølgelig hjemmelavet (godt og lækkert). I et landbohjem blev stort set alt hjemmelavet. Vi havde, hvad der skulle bruges til det.

(Davre - af oldnordisk “dag-verder” = måltid, nadver - oldnordisk “nat-verder”)

I vort hjem var det normalt med bordbøn, og den, der blev brugt mest over hele landet, var:                                            “I Jesu navn gaa vi til bord,

at spise, drikke på Dit ord

dig Gud til ære og os tilgavn

saa faa vi mad i Jesu navn” 

Vi havde ikke tjenestepige, så opvasken måtte vi børn mange gange selv klare, og jeg har i al fald som den mindste fået ”den ære” mange gange!  De større kunne jo klare hårdere opgaver i mark eller stald, eller skulle hvile ud efter strabadserne!

Med jævne mellemrum skulle der nye forsyninger til den daglige husholdning, og mor bagte selv alt bagværk, lige meget om det var til daglig eller til fest. Bagning i den store bageovn var noget for sig.  Mor bagte flere gange i løbet af året, men dagen for julebagningen var især en festlig dag, som også for vi børn blev oplevet som noget særligt.

Det startede aftenen før med rugbrødsdejen, hvor “æ Bægt (Fanømål nogenlunde = Beigt) skulle lægges”, og mor fandt da den store dejtrug frem, for nu skulle surdejen (en klat dej fra foregående bagning) hentes frem fra kælderen. Melet fra den store sæk blev rørt ud i vandet lidt efter lidt, og derpå blev surdejen sat til. Om natten henstod dejen så for at “skulle løftes” og jo længere og kraftigere en dej fik lov til at syrne, des surere blev brødet, og surt brød kunne holde sig længere.

Tidlig næste morgen blev der fyret op i ovnen med lyng, (man sagde, at der skulle ”lyses”), lyngen var “rusket” inde på heden, og om ovnen var rigtig varm kunne ses af, at den sod, der havde sat sig på ovnlågen under fyringens begyndelse, forsvandt, og ovnhvælvingen var blevet hvidglødende at se på - “den sort` mand sku` ud” - og nu blev asken raget ud i en askegrube nedenfor ovnlågen. Det skete med ”æ ildraager”. Opfyringen af ovnen kunne tage et par timer, og imens skulle rugbrødene gøres færdige, men dejen var blevet fast og stiv i nattens løb og skulle nu rigtig gennemæltes, det var kvindearbejde, men sandelig noget der krævede kræfter. - Et gammelt ord sagde: “man skal lære en pige at kende i et dejtrug og ikke i en springdans”. Man sagde også, at der helst skulle sveddråber i dejen. Der skulle æltes så længe, at det sagde “svup”, når man trak hænderne op af dejen. Hvis ikke dejen var æltet nok, kunne der komme lufthuller eller revner i brødet = “dovenskabshuller”., og det var ikke noget en husmor brød sig om. - At det var et stort arbejde forstås, når man ser på antallet af rugbrød, og det var de store tal, der blev regnet med, 10-15 rugbrød blev lagt pr. gang, og hver vejede nogle kilo. - Når æltningen var færdig, tog mor et passende stykke dej op på det lange bord i bryggerset og brødene blev formet, klappet og rullet, så de fik den form, hun ønskede. Hun skulle også huske, at tage en lille rest dej fra til ny surdej, der blev formet, overstrøet med salt, overdækket med klæde og gemt til næste bagning. - Rugbrødene blev nu lagt på “æ skødsel” (stor skovllignende redskab med 3 - 4 m langt skaft) og kom først ind i oven og blev vippet af direkte på ovnbunden, men man skulle passe på, at brødet ikke faldt af undervejs, det blev anset for et ondt varsel.. Man kunne evt. sætte en lyspind i det første brød for at se, hvor brødene blev sat af. Derefter kom så “Det finere brød” - franskbrød, kage og småkager, der også gerne skulle være æltet, formet og sat på plader, ind i ovnen. - Når rugbrødene efter nogen tid blev taget ud med “æ skødsel”, blev de lagt på et langt bord i bryggerset, og overfladen blev gnedet med et stykke flæskesværd, så brødene blev sprøde og blanke.

Hele bagningen var en heldagsforestilling, men det var spændende, og vi børn så hen til denne dag, og vi skulle være med til arbejdet, men når vi så selv fik en klump dej, vi kunne forme og gøre med, som vi havde lyst, blev det på en måde en sjov og dejlig oplevelse, især når det var julebagningen, det drejede sig om, for så skulle dejen også smages til!

Når bagningen var overstået hen på eftermiddagen, var der stadig en eftervarme i ovnen, og den måtte udnyttes, og nu var der på den tid (i 40`erne) stadig mange Fanøkvinder, der gik rundt i den smukke fanødragt, blandt andre tante Maren (gift med fars bror Søren) fra Nordby, og skørtet til hendes dragt kom onkel Søren så op til os med. Den var blevet lagt rigtig i plissé og ombundet med snor for at holde plisséen i form og lagt i papir, og så kunne den lægges ind på de stadig varme sten og få eftervarmen, og det holdt den så i facon.

Der var nu brød til lang tid, men det hændte, at de sidste rugbrød kunne blive lidt mugne, - de var “mu`le” sagde man, men “støvet” blev bare børstet af, for “man bli`r stærk af at spise mu´le brød”. - Da jeg kom til at gå på realskolen i Nordby i 1945, skete det ret ofte, at jeg ikke selv beholdt min madpakke. Der var stor afsætning af mine rugbrødsmadder, klassekammeraterne nærmest stod i kø for at få den, så godt smagte det nye hjemmebagte rugbrød, men de måtte godt give noget igen. Én, hvis far var sømand, havde f.eks. tyggegummi, eller andet godt fra udlandet, og da jeg blev konfirmeret kunne det også godt være cigaretter, som jeg så gav af til mine større brødre. - Jeg kunne jo selv spise al den rugbrød, jeg gad, når jeg kom hjem.

November måned = slagtemåned.

Det var nu tiden for de første forberedelser til jul og vinter - Griseslagtningen begyndte fra morgenstunden med, at der blev fyret op i gruekedlen i bryggerset, og når vandet var skoldhed, kom naboen (Morten Mathiasen), der “gik ud” som hjemmeslagter, og grisen blev nu drevet ind i bryggerset, - og så op med den på slagtebænken, - benene blev bundet sammen, og med en snor bundet rundt om trynen kunne den ikke skrige så højt, og så var mor klar med en spand og en stor grydeske, for når kniven var i halsen på grisen, sprøjtede blodet ud og ned i spanden, og omrøring skulle ske med det samme, for at blodet ikke skulle størkne. Mor forberedte derefter blodet til blodpølser. – Når grisen var død, kom den ned i skoldekarret, og skrabet fri for hår (børster), Morten havde selv sine skrabere med, og så blev den hængt op i bagbenene på en stige.

    Billedet er fra 1930, men ikke fra vores gård.

Derefter blev indvoldene taget ud, og grisen skulle nu afkøles - som regel til næste dag. –

I mellemtiden blev tarmene tømt, renset og skyllet, (ikke det mest spændende arbejde), og mor kunne så lave blodpølser og hvide pølser, som vi fik kogte til middag næste dag med varm sirup og lun hvidtøl med rugbrødsstykker i. De “sorte” blev lavet af blodet og rugmel og de “hvide” af vand og rugmel (til de kræsne), hertil blev brugt de videste tarme (tyktarmen), og de tynde tarme blev brugt til bl.a. medisterpølse.  Til stopning af pølser brugte vi pølsehorn, der var udsavede ringe af kohorn i flere forskellige størrelser, så de passede til de forskellige tarme. men mor lavede nu ikke selv spege- og andre pølser, det var snart også det eneste, der blev købt. Ellers blev næsten alt brugt fra grisen, der var ikke meget, der gik til spilde, - selv blæren blev renset og pustet op med en cykelpumpe, og så var det en god bold til mig, men - men der var først tid til leg, når vi er færdige! Vi unger hjalp til med det hele. Det kød, der kunne laves noget af samme dag, blev forberedt. Grisehovedet blev kogt til sylte og henkogt sammen med meget andet, nyrerne blev kogt samtidig med, og dem nød jeg nykogte med lidt groft salt og et stykke rugbrød til - uhm - og når grisen så dagen efter blev skåret op, skulle der drejes på håndsvinget til kødhakkeren. Der blev meget til fars, - medister - frikadeller osv., alt skulle gøres færdig, da der ikke var dybfryser eller køleskab dengang, så leverpostej og andre ting blev henkogt - skinker og flæskesider blev nedsaltet i det store saltkar i kælderen med nedgang fra køkkenet. - Efter ca. 6 uger blev den ene skinke og andet kød, der egnede sig til røgning, taget op og sendt til Nordby for at blive røget (hos Villadsen). Skinken blev derefter hængt op i spisekammeret (med dør fra køkkenet), og det var nogle herlige skiver, vi nu kunne skære derfra, - de bedste nok, når mor ikke så det!

 Der blev holdt får på de fleste af gårdene dengang. Kødet kunne godt smage “lidt ulden”, det var mange gange de ældre får, der blev slagtet, og det kunne godt være en vanskelig opgave, at få livet taget af dem, især når det var en gammel “rund`ver” (vædder) med en tyk pandeskal. Slagtningen skete i stalden og det skete på den måde, at fåret blev holdt af “indtil flere voksne”, benene blev bundet sammen, og fåret lagt op på slagtebænken, og så tog een en stor muggert og hamrede den mod fårets pandeskal. Men jeg har set en vædder efter sådan en manøvre løfte hovedet og ryste på det, som om den ville sige “I kan jo ikke engang slå”, så der måtte en del slag til, før den besvimede! - Det var min fætter (Hans i æ Skov`), der normalt førte muggerten, (far brød sig ikke om det). - Og så kunne kniven sættes i struben, og som regel blev blodet brugt og løb ned i en spand og anvendt af mor til at lave blodpandekager af.

Der skulle også brygges øl. Det var noget, der skete nogle gange om året. Mor lavede en god øl, men opskriften, som mor brugte, eksisterer nok ikke mere, det var dog antagelig landøl (bondeøl), der var gængs dengang. Selve brygningen fandt sted i den store gruekedel ude i bryggerset, hvor vandet blev varmet op, gær, malt, sukker og humle blev tilsat, og det var helt spændende, når stormgæringen gik i gang, - se om låget blev løftet af og skummet løb over. - Øllet blev tappet på flasker efter nogle dage og sat ind i skabet under et langt bord i bryggerset. Det kunne så ske, at en enkelt eller to flasker kunne overses og får lov til at stå længe, og øllet kunne blive helt muggent at se på, men jeg husker en sommerdag, hvor der kom en “uldkræmmer” rundt med tøjbyltet på nakken, og som regel købte mor da noget, men så spurgte han “Ellen, du har vel ikke een af dine gode øl”?  Mor mente ikke, at vi havde flere tilbage, men hun opdager alligevel een glemt i skabet, det var lige noget for ham, - den havde nok fået en god eftergæring, for der var en stor mugklump over øllen, den bekom ham i al fald vel. - Sådan nogle uldkræmmere var solide folk, selv om vi vidste, at mange forskellige folk drog rundt, var der aldrig tale om, at aflåse huset, alle kunne gå lige ind, og vi bemærkede aldrig tyveri. I deres tøjbeholdning var der nok mest tøj til damerne - halvlange lyserøde underbenklæder og andre unævnelige ting, men det klæde, han havde tøjet i, blev åbnet og lagt ud på jorden eller gulvet, og så var der frit valg ......

Jo, der var som regel mange børn på gårdene dengang, der var jo masser af arbejde, der skulle gøres, noget var ikke så spændende, -- andet var sjovt, og man skulle ikke være ret gammel, før der bestemt var arbejde alt efter den alder, man havde. Der var altid noget, der ikke krævede så mange kræfter, så hvis man kunne bære en spand vand eller mælk, klarede man sagtens at vande kalve ude i marken. De skulle også flyttes, - der var ikke løsdrift for dem, de var “tyret” = tøjrede. Fårene skulle også vandes/flyttes, spanden behøvede jo da ikke at være fyldt helt op! Det med fårene var noget andet, for fårene stod mange gange ovre på heden, og når de skulle flyttes og vandes, havde vi som regel noget rugbrød med til dem, for de kunne godt lide rugbrødsstykker, men det kunne vi unger også, og der var et stykke vej dertil, så der kunne meget vel smutte nogle stykker i den forkerte mave, for ude i guds frie natur, smager en tør rugbrødshumpel godt.

- Nå, men ulden skulle jo også bruges, så når det var på den tid af året, hvor klipningen blev foretaget, blev alle fårene drevet hjem, de skulle i vaskekarret = samme store træbalje, som på andre tider blev brugt til “store badedag” for os andre. Fårene brød sig ikke meget om at blive vasket, men ulden skulle være ren. Når de så var blevet tørre, blev ulden klippet med fåresaksen, og mange gange skulle jeg holde fåret imens, og det kunne meget vel ske, at vi fik fåretæger på os, og de bed rigtig godt.  Ulden blev anvendt af mor eller solgt, men først skulle den kartes, alle urenheder fjernes. Ulden blev luftig og “retvendt”, og derefter blev den spundet, vi havde et par spinderokker til formålet, og så kunne ulden vikles til garnnøgler, og også her kunne et par barnearme/-hænder hjælpe til med at holde det spundne garn. - Nu var jeg den yngste af flokken, og jeg kan garantere, at det ikke altid var spændende at overtage brugt strikket tøj, der efterhånden var blevet noget “stamppe” (fast i form), -- strikkede underbukser kunne godt stramme en del.  Alt det videre “uldhistorie” foregik indendørs, som regel i én af stuerne, og det husker jeg som “noget hyggeligt”, især dengang der var piger hjemme, og de sad samlede og arbejdede, f.eks. inde i Bedstes stue, hvor der var en slagbænk, og kunne jeg så få den slået ud og lege med alle de herligheder af legesager, træbyggeklodser, trædyr og m. a. forskelligt, der var i den imens, ja, så var det bare råhygge, jo det var tider.

Når jeg tænker tilbage = “er tilbage i tiden” - nu ca. 50 år senere - er der mange ting, jeg undres over -- hvor dejlig afslappet Far og Mor egentlig kunne tage det, vi børn - så ikke deres problemer. Hvad med økonomi, arbejde, deres indbyrdes forhold?? ja, det var ikke noget, der blev ”udstillet”, vi bemærkede ikke noget unormalt, selvfølgelig har de haft deres at tænke på, men de holdt det for dem selv, det var ikke noget, deres børn skulle have problemer med. Nå, o.k, det har nok været det lille snævre - egentlig solide - samfund, vi levede i, der gjorde, at man ikke bemærkede problemerne, - man var nok “lidt barnlig-naiv”, - der var ikke en verden udenfor - der var ikke fjernsyn, knap nok radio ud til den store, forvildede verden - det var ikke noget, der blev tænkt på i det daglige.

Arbejde for en lille purk?? jo, masser, men --- hvordan undgik man det på en måde, så far ikke fattede mistanke om, at man ikke gad. Ja, nu var det sådan, at på den tid havde vi ikke tandlæge på Fanø (kom nogle år senere), men en gang tandpine kunne én da godt få, især husker jeg en gang, hvor jeg var med far i “Skiden-Eng”, der hvor grusvejen fra Rindby Brugs ad Østvejen deler sig efter “Halen” og efter “Klingebjerg”. Der var 2 marker. Hvad Far skulle lave på den ene, husker jeg ikke, men den anden skulle jeg “krydsharve” med et spand heste (en pløjet jord, der skulle findeles - jævnes ud- ad diagonalerne), og det syntes jeg bestemt ikke var spændende - jeg var ca. 8 år (i al fald inden der kom fodfolksminer i det stykke, jeg gik i), - og hvad finder man på?? - jo, jeg fik “ondt i tanden” og måtte bestemt ned til læge Vestergård, der i mangel af tandlæge, også klarende den slags ting, og det bøjede far sig for, og overtog tømmerne, og så var det bare derhjemad, men hov, resultater!, der var ikke andet at gøre for mig -- ned til lægen - og en tand blev rykket ud, uden bedøvelse!! -- For øvrigt var jeg 14 år, før jeg første gang kom til en rigtig tandlæge, og det var så i Esbjerg, 14 år -- ja, ja det er nok derfor, jeg stadig har sunde og solide tænder. 

Alt kunne en lille purk hjælpe til med, f.eks. skulle der jo også penge i fars tegnebog, så udover penge for mælk, kunne der også sælges et stykke kreatur ind imellem, jeg husker f.eks. en gang, hvor der var en tyr i “overskud”, så den skulle sælges til slagter Nørby I Nordby. Far og jeg trak den så derned, og jo, han ville godt købe den, så den kom ind i hans slagterum, og tøjret fra grimen, vi havde brugt, blev trukket igennem en ring i gulvet, og så blev der strammet til, så tyrens hoved blev trukket helt ned til gulvet. Slagterens ”bedøvelsesmetode” var ret barsk, nemlig at slå en stor mukkert mod tyrens pandebrask, og efter et par slag, gik den i gulvet, og så blev kniven stukket i struben, ja ærlig talt, hvad ville dyreværnsbeskyttelsen sige i dag?? Dengang var det en naturlig ting at slagte uden bedøvelse, det blev simpelthen ikke brugt, heller ikke på svineslagterierne. Men barsk er det under alle tilfælde for en mindreårig at se den slags ting. 

Ja, det kunne også ske, at en ko blev “ousen” (tyregal) og skulle “til tyrs” (bedækkes). - Vi havde ikke altid selv en voksen tyr, men bønderne havde så en “fælles tyr”, og det var ofte een af drengene, der måtte trække koen derhen. En periode stod den i al fald hos “Tis i Østen” (Mathias Sørensen), og flere gange var det så for mig en aftentur, og “Tis” kunne nok komme med en “fræk” bemærkning, -- det forstod jeg jo ikke den gang, men ….

En måde, der også kunne tjenes penge på, var ved salg af kyllinger, høns, gæs, ænder, kalkuner, duer og hønseæg. Vi fik mange æg, der alle skulle rengøres (tørres af for hønsemøg), Vi havde vore faste kunder, som jeg en gang om ugen måtte rundt til med æg, og de resterende æg blev stemplet med vores nummer, vi havde fået tildelt, og lagt i transportkasser og leveret til brugsen, der så sendte dem videre til ægpakkeriet i Esbjerg. - Men der var nu også meget arbejde med at holde hønsehuset rent. Der skulle skrabes møg af pindene og renses ud, og så nye strandskaller ind i hønsehuset. Tråden rundt om hønsegården skulle jævnlig efterses, så hønsene ikke kom ud, for der var en del ræve på Fanø, og de strejfede jævnlig deromkring. -- Et år, mens Morten studerede, kom han hjem og nu skulle der laves en rævefælde, og den blev konstrueret efter alle kunstens regler. En stor trækasse med trådtræk, hvortil der blev fastgjort en død høne, fik han tømret sammen, og hvis ræven tog hønen, ville en lem falde i. Jo, kassen var tung, og 2 mand kunne dårlig nok slæbe den ud i marken et stykke vej fra gården, men den blev afprøvet, dog uden held!, så der var kun tæt hønsetrådsnet, der duede! 

At børn var en “Guds gave”, kan jeg godt forstå nu bagefter, men set med barneøjne var en hel dag ude i en roemark ikke særlig spændende, når man ikke var stor nok til at have et skuffejern (hakkejern), men måtte kravle “på alle fire”, for at luge ukrudt og fjerne overskydende roeplanter, uha, uha, og så en hel dag.  Så kan en roerække godt nok være lang, - meget lang, og når man så kom til enden af rækken, var det om at vende til en anden række, der var lige så lang o.s.v. Her kunne vi børn tjene en lille skilling ved roehakningen, ellers var der ikke mange penge mellem forældre og børn. - Der kom jo så også den tid hen på efteråret, hvor roerne skulle op, og det var mange gange en rigtig kold og våd tid. Arbejdet var langsommeligt, roerne blev hevet op med den ene hånd, og i den anden havde man en roe-kniv, som roetoppen blev hakket af med. Derefter skulle roerne smides op på kassevognen og køres hjem i roekulen og overdækkes med halm. Roetoppen skulle anvendes som foder til kreaturerne straks eller ensileres (syltes) til senere brug.

Det var også tid til at høste andre afgrøder, f.eks. skulle kartoflerne graves op. Det skete ved, at far med en særlig greb, hvor tænderne er bøjede i 90 gr., tog én top op ad gangen, hvorefter vi kravlede bagefter og samlede kartoflerne op i kasser, der i forvejen var lagt ud med passende mellemrum ved rækkerne. Når vi så var færdige med det, samlede vi toppene, der skulle afbrændes, sammen, og i bålet lagde vi unger kartofler, så de kunne blive stegt, og når det sorte skræl var skrabet af, og selvom de også kunne være halv-rå og havde en speciel smag, smagte kartoflen rigtig godt

Alt fra køkkenhaven skulle høstes. Jeg tænker særlig på snittebønner, der skulle klargøres til salttønden. Jeg fik i al fald én gang selv lov til at nippe, skylle og snitte en zinkbaljefuld (måske 2). Det var træls arbejde. Heldagsarbejde, sådan husker jeg det. Mor havde en særlig snitter, hvor der kunne komme én bønne i ad gangen!

Det var lange arbejdsdage, men når dagsarbejdet var færdig, var der tid til fornøjelse, og nu var mørket faldet på, så vi kunne udhule en stor roe og skære huller i roen som øjne, næse og mund, og nu blev der sat et stearinlys ind i roen, så det så ud som et uhyre (et spøgelse), der kom. Akkurat som en græskarmand, lavet på samme måde. -- En anden fornøjelse var med en tom metaldåse, som vi lavede et lille hul i med et søm nederst på siden. Når vi så kom karbid ned i dåsen og spyttede på karbiddet, blev der udviklet en gas og så på med låget og en tændstik til det lille hul, og så skete der en eksplosion, og låget røg langt væk. - Ja, det er de små, gratis fornøjelser. 

En dag, hvor vi skulle hjem fra roerækkerne, havde far en plag, (ung hest), der ikke var tilredet, og det var måske ikke så dumt, at få den rideklar, - syntes far -, så jeg skulle op på ryggen af den, -- det var jeg med på, men det var hesten ikke, så den spjættede og "slog op", men far var nok mere forberedt, end jeg var, i al fald holdt han godt ved mig, så jeg ikke faldt af, og hesten måtte finde sig i fremover også at være ridehest. 

Det var bare ikke altid, det gik godt på hesteryg. En anden gang, jeg var hos en nabo, og han skulle have sine to heste “på græs” efter fyraften, måtte en søn og jeg så tage turen. Der var bare det, at under vejs, blev min hest sulten, og der var græs på vejen,  så den bøjede hovedet for at æde, og tøjret var meget kort, så jeg fulgte lige så rolig med over manken , videre over hovedet og ned på jorden!!!! 

Vi handlede alle vore daglige ting i Brugsen i Rindby, her handlede man “på bog”, vi havde nr. 28. Det var jo meget praktisk, at man ikke behøvede penge med, når der blev købt ind. Det prøvede Johannes i al fald  med slik til eget brug, uden tilladelse (siges der), hvad far og mor så har sagt til det er en anden sag. Afregning foregik vist ikke efter nogen fast plan. -  Hen mod juletid skulle der handles ekstra ind, og brugsen ville ikke ligge inde med for stort lager, så derfor kom en kommis ud til bl.a. bønderne med vareprøver. Så vi kunne i fred og ro se hvilke lækkerier, vi kunne få (hvis mor sagde ja). Der blev nok købt lidt ekstra ind af godter, ved at vi kunne se varerne derhjemme. Selve brugsforretningen blev pyntet op til jul med sprællemænd, glimmer og andet stads. Nogle julegaveideer kunne vi også se i vinduerne, ja, det var sandelig lige ved, at være et yndet udflugtsmål at komme op i brugsen og se, hvad de nu havde fundet på. - Det var dengang, at når der skulle købes gær, blev det “skåret”, for brugsen fik gær i større blokke.

Jo - tak, for 5 øre gær!! Sirup var i tønder, hvor det blev pumpet op fra. (Under krigen kunne vi ikke få rigtig sirup, så da var det roesirup, og det smagte noget anderledes). - Alt skulle vejes af. Nogle ting som melvarer, havde kommisen vejet af i ledige stunder.

Brugsen lå lige over for Rindby skole, og på den tid havde eleverne pause og gik hjem til middag og mange kom da forbi brugsen. - Det passede vort “kørende postbud”.  Postbud Alber skulle cykle/gå rundt med post, som var normalt, og han havde hele Rindby som distrikt. Nu havde han selv en hest og en jumbe (2-hjulet vogn med 2 sæder anbragt på langs), så i mange tilfælde brugte han den, og det så jo flot ud. Han fik det lige til at passe med at være i brugsen ved den tid, hvor vi kom fra skolen, og så fik vi posten med hjem. Det skal siges, at det gjorde vi gerne, han fik os nemlig til at stille op på række inde i butikken langs disken og forbi bolcheglasset, hvor vi så fik belønningen.

Andre gøremål var med kreaturerne. Det var almindeligt med 3 gange malkning om dagen dengang, så hvis køerne var ude om natten, skulle de hentes til morgenmalkning, og så ud på græs, - ind igen til middagsmalkning, ud igen og så ind til aftenmalkning, og så ud -- alt dette med ud og ind var selvfølgelig kun om sommeren, men sommetider kunne det godt  være til en mark et par kilometer hjemmefra.  Mælken blev siet ned i en transportspand, og denne sat til afkøling i den opmurede  vandbeholder i bryggerset til senere afhentning, der kun skete een gang om dagen, nemlig om morgenen, mælkekusken var een af bønderne, der på den måde tjente en ekstra skilling.  Han havde så skummet- og kærnemælk med tilbage til leverandørerne. Skummetmælken blev brugt til kalvene, det var ikke nødvendigt, at de fik sødmælken. Derefter skulle transportspandene grundig rengøres med skrubbe og rigelig vand, så de var klar til næste gang.

Der var vist nok kun een bonde i Rindby, der i min barndom havde malkemaskine, Malkningen hos os foregik som håndmalkning, hvor kohalen blev bundet fast i en snor fra loftet, ellers fik man halen dasket i hovedet mange gange, når man sad på en trebenet malkeskammel - med panden ind mod koen og travlt beskæftiget med at hive i patterne, kunne man egentlig godt føle sig eet med koen. ---. Der var en varme og lugt ved koen, der egentlig ikke var ubehagelig, og tiden gik med det, det tog lang tid, - men når dagens dont var færdig, smagte aftensmaden (mel`madder) godt, - senere på aftenen blev der mange gange serveret frugtgrød, eller jordbær med fløde m.m. - fløden havde vi selv. Hvad var mere lækkert end hen på aftenen, hvor mælken, der var sat til afkøling, havde lagt et godt lag fløde øverst, der var lige til at skumme af, og det var naturens bedste, -- ikke som nutidens fløde, der er tilsat noget for at kunne holde sig.  - En varm sommeraften og så de små fornøjelser -

Om sommeren skulle hele stalden så rengøres, nu da dyrene var ude. Det var hårdt arbejde, alle mure og bæslinge skulle skrabes rene for møg, afvaskes (desinficeres). Alt skulle være rent, og derefter blev der kalket overalt i stalden, der skulle være klar til efteråret, hvor køerne ikke mere kom ud på græs. 

Arbejdet i marken krævede, at maskiner og redskaber var i orden, f.eks. skulle knivbladet til slåmaskinen være skarp, og det betød, at een af vi børn fik job med at dreje slibestenen, og det kunne godt tage lang tid. Der var mange blade på knivbjælken. Ligeledes skulle leen være skarp, så den fik også en tur på “æ sliv`sten” , den skulle også “haares” = hærdes, det gjorde far som regel ikke selv, så det klarede “Hans i æ Skov” på den måde, som jeg har set, at han lå på jorden med lebladet på en flad sten, og med en anden sten bankede han på lebladet, så det blev hærdet.

Høstarbejdet var hårdt. - Inden der blev kørt med slåmaskine med skårlægger i et stykke kornmark, skulle der “høstes for“, for der måtte ikke køres henover kornstråene med høstmaskinen, så noget af kornene gik til spilde, derfor blev første runde om en kornmark høstet med le. Det var far, der gik med leen, og så  kom vi andre, mor + børn, og rev sammen til passende neg.

Derefter blev resten høstet med skårlægger og lagt af i bunker, der passede til et neg, og vi, der kom bagefter, bandt 2 håndfulde strå sammen til en “halmvisk” til at binde neget sammen med. Senere blev negene så sat sammen for at tørre - 2 og 2 mod hinanden i en “trave”, som vi normalt havde med 12 neg. - Vi sagde godt nok, at vi skulle ud og "skokke korn", men en "skok" er et gammelt mål på 3 snese, altså 60 neg. En "trave" er af varierende antal neg alt efter landsdel.

De sidste år vi havde på gården kunde det ske, at vi lånte en selvbinder, trukket af 3 heste, mod at vi lånte en hest ud til ham, der havde fået sig anskaffet selvbinderen. Udviklingen var begyndt at komme til Fanø, men det skete langsomt.

Når kornnegene var tørrede, blev de kørt hjem i laden eller (som nogle bønder brugte) i et kornhæs udenfor, dækket over for at kornet ikke skulle blive våd. Kornet blev normalt ikke tærsket straks, men blev tærsket af flere omgange. Vi havde tærskemaskine stående i laden, men i mine drengeår var der et sted (Karl a Boye), hvor der stadig blev tærsket med plejl, hvor kornstråene blev lagt ud på ladegulvet, (der det pågældende sted var af træ), og så blev kornene “slået af” med plejlen, og når dette var overstået, skulle strå og avner “luftes væk” fra kornene, der så lå tilbage.

Vi havde også en møllekværn stående i laden, og med den klarede vi det korn, der skulle males til dyrene, men kornet til det finere mel til husholdningen kørte vi til møllen ved Rindby skole for at få malet.

I sommerens løb blev der holdt ungdomsgilder rundt om på gårdene, hvor ungdommen - større børn og karlene - mødte op til forskellig sjov. Det kunne være til forskellige former for sanglege, inden- og udendørs lege som f.eks. ”to mand frem for en enke”, og ”antonius” hvor det gjaldt om at kaste en bold over ladetaget og andre på den anden side af laden så skulle gribe bolden. Men der var det fremtrædende, at det gjaldt om adspredelse fra arbejdet og så være sammen med andre unge. Eller man fandt bare sammen en aften, hvor en varm sommeraften kunne få de unge af huse.

Mor og far var med i spareforeningen “Glædelig Jul”, hvor kassereren kom rundt overalt for at samle penge ind. Der blev ikke tilskrevet renter til medlemmerne, men det var en ren opsparing, hvor der blev indsat småbeløb alt efter evne, og beløbet blev så udbetalt ved juletid, så var der da lidt at holde jul for! - En gang var det “Søren Hanehop”, der kom rundt efter penge. Han havde fået kælenavnet, fordi han havde en gammel cykel med “en lille forlænger” på venstre side af baghjulet. Denne “pind” blev brugt til at stå op på, når cyklen var skubbet i gang, og så kunne han bare svinge sig op på sadlen. - Men de cykler vi havde, var nogle gamle raslekasser, - nu husker jeg det bedst under krigen, hvor det kneb med at skaffe dæk og slanger, så det var kun fantasien, der satte grænserne. En gang min søster, Petra, kom hjem fra København med sin cykel, var der brugt et stykke tov som slange under dækket, - ja, det havde i al fald den fordel, at den kunne ikke punktere, men den var godt nok “svær at håndtere” på grusvejene. - Ellers hyggede jeg mig med at skrabe gammel lak af cyklerne og så lakere dem igen, - de blev pænere, men bestemt ikke bedre at cykle på.  Der var nu ikke altid en cykel til hver, så da jeg var den yngste, har jeg mange gange måtte “sidde på stangen” hos far,  dette var ikke altid en rar tur, for der var mange grusveje dengang. Så øm i bagen?? 

I mine drengeår kom vi ikke så tit til Esbjerg,  Færgerne var dengang under Postvæsenet, og det var ikke så store færger som nu. Der var heller ikke så mange sejladser, trods 2 færger, "FANØ" fra 1926 og "NORDBY" fra 1931, samt motorbåden "NØNE".  De havde ikke den maskinkraft, der sommetider skulle til. Der var et par hårde vintre under 2. verdenskrig, hvor isen generede meget, også færgeriet, så jeg har prøvet at være med en aften fra Esbjerg, hvor vi sad fast i isen. Så færgen måtte hjælpes fri af en fiskekutter fra Esbjerg og returnere, for så at komme derfra med fiskekutteren til Fanø. Forenden af kutteren kunne “komme op” på iskanten, så denne knækkede, og det skulle gøres mange gange, men over kom vi.

Vinteren 1941/42 og 1942/43 var meget hårde, store mængder sne dækkede landet, vejene var ufremkommelige. Jeg husker en vinter, hvor der var sne op i telefontrådshøjde, og al snekastning skete pr håndkraft. - Der skulle være system i arbejdet, så hvert år blev der valgt en “snefoged - snekonge”, der skulle lede arbejdet, men især de vintre blev sneen smidt op i ”terrasser”. Snemandskabet kastede først den øverste sne væk, så der blev en terrasse, dernæst kastede de den næste meters sne op på denne terrasse, og til sidst den nederste sne, så det krævede 3 hold ad gangen, og med skovl på den måde tog det endda flere dage at få alle vejene frie, men der var nu ikke i vort område den helt store trafik. Vi var “gået i hi”!

Vadehavet mellem Fanø og Esbjerg frøs til, så man kunne gå  til/fra fastlandet, - og det skulle prøves af far og de større børn sammen med en del fra nabogårdene, det var bedst at følges ad, men jeg og naboens søn (Villy) fik bare ikke lov til at komme med. Far ville ikke risikere, at hvis uheld var ude, at  alle “mænner” gik til. Det var Villy og jeg da godt sure over, så mor gav sig til at bage småkager, som vi så måtte hjælpe til med som trøst. - Men vi snød andre gange og gik med vore skøjter ned i Vigen (mellem “Halen” og Nordby), hvor isen var fast, og vi skøjtede så til Nordby (eller næsten da). - Vi havde et par “Klitskøjter” = træskøjter, hvor der var lavet en udsparing til hælen, og så var de ellers bare spændt fast til fodtøjet (træsko eller støvler) med læderremme, eller surret fast med reb. Derudover havde vi jernskøjter, der med en nøgle blev spændt fast på støvler ved hjælp af hager på en skruegang. - Normalt gik vi dog ikke ned i vigen, men over i et vådområde, kaldt “Per Nilen”, her var nok mere sikkert at skøjte.

Godt nok kunne vi købe vore fisk hos “Frederik med det kolde ben”, (eneboer der boede på ”Halen” og fiskede derude), men det var i mindre portioner, og nok kun til det daglige, så når vi skulle have fisk til bakskuld, købte vi fisken (Ising) i hele kasser, som regel 2 kasser ad gangen af onkel Søren (Fars bror). Han havde ellers før min tid haft en gård i Sønderho, men i mine drengeår boede han i Nordby sammen med tante Maren (i Fanøkjole) i et stråtækt hus tæt ved havnen, hvor han havde en lille jolle liggende, og med den tog han ud mellem Fanø og Esbjerg og fangede fisk. Mange gange blev det meddelt i Fanø Ugeblad, når fisken “er kommen her indenskjærs”. Hjemme i sin forhave havde han så et stentrug med vand til ål mm. Fladfiskene rensede og saltede vi, hvorefter de blev bundet parvis sammen ved halen og hængt til tørre. Nu kunne de første dog godt spises som “Ba`skuld”, ved at de blev pakket ind i avispapir og lagt ind ovenpå gløderne i kakkelovnen i stuen f.eks.. og når papiret var brændt væk, var fisken færdig og klar til at nydes sammen med et stykke rugbrød. Det var bare kræs. Resten af de tørrede fisk kom til rygning. Vi havde ikke selv nogen røgeovn på gården, så vi fik dem røget i Nordby (Villadsen), hvor vi for øvrigt også fik røget skinker og andre slagtervarer. - Ellers var det nok Louis, der mest var fisker hos os, så han satte krogliner ud i Vigen. Og en dag kom han hjem med en mærkelig fisk, -- sådan een havde vi ikke set før, og den var grim, så den var der ingen, der havde lyst til at spise, derfor blev den givet til kattene. At det var en fisk, der senere blev nydt som “koteletfisk”  = en Havkat, vidste vi bare ikke.  I “gamle dage” fiskede bønderne ved at “tri`en  fisk”, simpelthen med bare tæer gik de rundt i vandet og trådte på fisken = fladfisk, som der var mange af.

Alle vi drenge var grønne spejdere (KFUM). Det var en gruppe (Fenja), der blev startet i 1935, og storebror Morten var med fra starten. - Vi begyndte som ulveunger som 9-årige, og et par år senere blev vi rigtige spejdere. Det gav os mange gode oplevelser i fællesskabet med jævnaldrende. Det blev den første kontakt for mig med ungerne i Nordby. I 1945 havde spejderne så 10-års jubilæum, og det blev festligholdt. Far havde haft 5 drenge med, og han var meget positiv overfor bevægelsen, så ved jubilæumsfesten holdt han en tale og sagde, at han var glad for, at han havde haft 5 drenge med i Fenjagruppen, og i anledningen af jubilæet ville han som gave forære10 tdr. land til lejrplads ved Klingebjerg til spejdertroppen. - Det blev så til ”Fenjagården”. - Skødet siger godt nok i 1943, men det er en skrivefejl, det skal være 1945 (jfr. Referat i "Fanø Ugeblad" fra jubilæet). Ligeledes er fars navn i skødet nævnt: Niels Mortensen Sørensen!! - Lederen af spejderne, den senere borgmester, Marius Sørensen, havde nok ikke rigtig check på den juridiske side, han glemte nemlig at få tinglyst skødet på overdragelsen, så vi børn fik senere en forespørgsel, om vi som arvinger efter far stadig stod ved, at spejderne kunne få jordarealet som gave!! Endelig tinglysning skete så den 11.10.1985 - 40 års forsinkelse!  Nu var krigen så forbi, og der var flere forladte tyskerbarakker på øen, så der blev flyttet een fra Kikkebjergområdet i Nordby og ud på vor nye plads. Det var spændende tider, og det gav en særlig oplevelse at være ude i hytten til vore forskellige spejderaktiviteter. Vi kunne hygge os om aftenen med ild i pejsen, eller ved bålpladsen udenfor. Et godt liv for drenge med masser af plads: tæt på naturen, tæt på plantage, hede, vand, ja, tæt på alt! Men vi havde dog stadig vor faste tilholdssted i Nordby i KFUM-bygningen overfor realskolen. Her holdt vi de faste patruljemøder.

Årsagen kunne være, at mor og far måske har været ude at  rejse, eller der har været dårlig føre, ja, hvem kan huske det, men så var det godt med tante Ane i Nordby, for der kunne jeg altid bo, og det har mine ældre brødre også gjort mange gange. Ligeledes kunne jeg gå op til hende i mine middagspauser, og jeg var altid sikker på, at der faldt noget af. Hendes kagedåse blev som regel sat på bordet, hvis jeg da ikke kom til selve middagen. For mig står hun som et rigtigt dejligt menneske - der ikke var bange for at vise, at hun holdt af andre. - Jeg fornemmer stadig smagen af hendes stegeflæsk, der var værd at ha` med at gøre, der var nemlig masser af fedt, så det var bestemt ikke fra en bacongris. Hendes hund, Flora, manglede heller ikke sul på kroppen. Den havde nu også kronede dage, - den sov middagssøvn sammen med tante Ane på sofaen, og sov også i hendes seng om natten. Tiden hos tante Ane var en rar tid, hun var “en dejlig een til at putte sig ind til”. Hun havde hjertevarme. Hendes hus var lun, - der kom mange af “de gamle” på besøg, som regel kvinder i fanødragt. Der kunne godt være 5 -6 fanøkoner. Og de havde samme varme i sig.

Jeg kan huske, at hun havde et par køer og en kalv. Der var stald i den ene ende af hendes hus, hvad der i øvrigt var meget normalt i mange Fanøhuse. - Jeg mener også svagt at kunne huske, at hun engang havde sine køer med på grønningen, hvor hun bare skulle følge de gamle vedtægter om benyttelsen af grønningen og føre sine kreaturer til samlingspladsen.- Når meddelelsen om dato og regler kom i Ugebladet (tidligere blev det “udtrommet”), blev der også gjort opmærksom på, at “Transport til Samlingspladsen ikke foregår ad Hovedgaden, da Disses Efterladenskaber ikke er en Pryd for Byen og er til stor Gene for Fodgængerne”.

Det kunne ske, at dato for uddrivning blev udsat på grund af storm, der kunne sætte græsset under vand.

Når alle køerne var samlet på samlingspladsen - sandbredden ved “Pakhusbanken” - et sted, der blev passeret af Fanøfærgen, - blev de overtaget af ”æ Hjøwer”  = “Byhyrden”, der så drev dem ud på “Grønningen”, der var græsningsområdet på Fanøs nordspids. Han havde så ansvaret for dem, indtil de var tilbage på samlingspladsen henunder aften, hvor de som regel blev afhentet af konerne eller børnene. Skulle det ske, at der ikke var nogen til at hente dem lige til tiden, kendte køerne gerne selv vejen og fandt da også hjem. Byhyrden kunne godt være een, der i forvejen havde et job, f.eks. i 1898 var det vægteren, der samtidig var Byhyrde .

I mine drengeår så jeg flere strandede skibe ved Fanøs vestside. Nogle var kommet så langt ind over revlerne, at de ikke var til at redde, men lå der udsat for havets påvirkning, og efter nogen tid  forløb blev de slået helt i stykker, og selve skroget svandt efterhånden længere og længere ned i sandet for til sidst helt at forsvinde, hvad jeg så et tilfælde af i 1940´erne. - Ved strandingerne drev lasten - mange gange tømmer - op på stranden. Det skete også, at dækslast på andre skibe i rum sø rev sig løs og forsvandt overbord for senere at drive ind på stranden. Det var nu en opgave for strandfogederne i Rindby og Sønderho at få godset fra stranden kørt til strandgårdene, hvor det så blev solgt på auktion. I tilfælde, hvor skibe tæt på Fanø kom i havsnød, var der redningsbåde ved Rindby og Sønderho strande. Jeg så kun redningsbådene i brug ved redningsøvelser, men det var en oplevelse at se, hvordan bådmandskabet håndterede båden. Jeg har set det flere gange, hvor bønder, der indgik i mandskabet, kom med hestespand. Om der var 6 eller 8 heste forspændt for at køre båden, der stod på en undervogn i redningshuset lidt inde i landet, ud til kysten, husker jeg ikke. Redningsbåden var tung og besværlig at håndtere, så der skulle også mange mænd til at få båden ned fra vognen og ud i vandet. Øvelsen skulle være realistisk og det skete nok mest, når der var kraftig vind - op mod storm, men hver mand kendte sin plads ved båden. Det var noget af et tilløbsstykke, når der var disse øvelser, så tilstrømningen af tilskuere var stor.

Det var ikke bare skibe, der kom for tæt på kysten og strandede. I julen 1949, 26. dec., kom 5 hvaler ind i Knude Dyb mellem Fanø og Manø. De kunne ikke klare sig. Den ene strandede på Darum enge, to andre på Manø og to på Sønderhos sydstrand. Det skabte også en valfart til stedet, alle skulle se dyrene, inden kødet blev sendt til destruktionsanstalten. Jeg cyklede derhen sammen med far langs stranden, og lige pludselig fik jeg øje på et rimelig stort stykke rav, der lå og skinnede på stranden. Jeg hoppede af cyklen i en vis fart for at få fat i det, da vi var 4 cyklister lige på det sted. Ravet solgte jeg senere til “Rav-Sine” i Nordby for 25 kroner. Det var et pænt beløb dengang. - Rav-Sine var en meget kendt ravsliber. Hun havde sågar haft nogle af sine smykker med på en udstilling i New-York.

Overfor mejeriet i Nordby var der “Ribe Amts Tvangsarbejdsanstalt”, der i mine drengeår var “Forbedringsanstalt for drankere” - alkoholikere dømt til afvænning på antabus.      

I Nordby sogn var der skole i Rindby, Borgerskole og Realskole i Nordby. - Endv. var der skole i Sønderho.

I Rindby var der udover bøndergårdene og skolen: brugsforening, mølle, landsbysmeden og en cykelsmed.  Af aviser holdt vi  ”Vestkysten”. Den blev holdt sammen med naboen, for “så var det til ½ pris”. Avisen var eftermiddagsavis og blev kørt med Sønderho-rutebilen fra postkontoret i Nordby og afleveret ved smeden i Rindby, så vi kunne afhente den der, og det var så samlingssted for ungerne i Rindby. Oppe fra os skiftedes vi til at hente avisen, og så stillede vi op i forgangen hos smeden, men smedefamilien var ikke lusefri!  Engang var storesøster Ninna Ellen uheldig, for der faldt en hue fra hattehylden ned på hendes hoved, og det var ikke så godt, for det betød, at hun, Louis og jeg måtte under behandling for lus, for Ninna havde fået et “avlsdyr“ med hjem. Det var en ubehagelig oplevelse.

Overtro/Spøgelser!

Vi børn måtte godt nok høre på mange historier om, hvordan det kunne gå os, hvis vi ikke opførte os ordentlig, eller hvis man gjorde sådan og sådan, - - der kunne komme ”en bussemand” eller mange andre uhyggelige væsner efter os.

Der var især et sted, som jeg ikke var så glad for at gå forbi i mørketiden, - i nærheden af vor gård, var der en grusvej, som førte forbi en markvej med et dige “Æ Helmis dig` ”, hvor der var spøgelser og “hovedløse grise” ja endog trolde.  Det betød, at lige meget hvor vi gik, når der var mørkt, så “kiggede man om hjørner” næsten, for sæt nu ---- Og derhjemme på gården, hvad med ude i laden, hvor der slet ikke var noget lys! Der var godt nok mange steder, hvor trolde og hekse kunne gemme sig, og sæt det nu var mig, de var ude efter!!!!  Vi måtte i al fald høre på mange skrækhistorier. (Og så ellers opføre os ordentlig!!)

I øvrigt var der ikke mange lygtestandere fra vor gård og ned til byen, så når vi cyklede eller gik i det bælgravende mørke, var der plads til mange tanker i hovedet. Man kunne få de værste forestillinger, for hvordan skulle man være forberedt, hvis der lige pludselig kom et spøgelse eller andet - måske noget endnu værre farende? Men det kunne nu også bare være en anden vandringsmand i mørket, eller en cyklist!!!!!!

Krigens tid.

Jeg oplevede krigen som noget uvirkeligt i starten. - Jeg var 6 år, da Danmark blev besat af tyskerne, så jeg havde ikke noget forhold til, hvad krig var.

Den 9. april 1940 (i godt vejr i øvrigt) stod mor udenfor laden over mod naboen Morten Mathiasen og snakkede med nabokonen, Karla, om de overflyvninger, der var over Esbjerg og om alt det frygtelige der nu var på vej, og hvad skulle det da ende med. - Kort tid efter kom der tyske soldater til Fanø. En skole i Nordby og andre steder blev “belagt” af soldaterne. Forsamlingshuset i Rindby blev det i 1943, og endvidere blev der opstillet en del barakker rundt omkring. Og da der skulle være spredning af soldater, og nok også af pladshensyn, skulle der soldater ud på gårdene, så en dag blev det vor tur, og en dansktalende underofficer troppede op, antagelig en sønderjyde, med nogle soldater for at se, hvor meget plads, vi kunne undvære, og det passede ikke far, -- vi skulle aldeles ikke have tyske soldater indkvarterede, for når hans børn kom hjem, skulle der være plads til dem. Vi stod i entreen med trappen  til værelserne ovenpå, - i det samme røg en dør ovenpå i med et brag, der var nok gennemtræk, men sikke et sæt det gav i tyskerne, de troede nok, der blev skudt, - vi grinede, men så var det i øvrigt slut med snak, så vi skulle have 12 soldater og 17 heste indkvarteret. - Vi havde god plads i stuehuset til soldaterne, og der var kun 3 hjemmeboende børn.

Soldaterne fik nu Nordstuen - hvor der blev sat køjesenge op, og hestene blev opstaldede i den ene ende af laden. Der var også god plads derude, så der var ikke noget andet problem der, end at vi nu ikke kunne køre igennem laden f.eks. med hølæs.

Mor var en meget aktiv kvinde, hun hjalp alle steder. Ingen gik forgæves til Ellen. Uheld, sorg, glæde i nabogårdene - ja, så blev der sendt bud efter mor. Hun var aktiv medlem af DKB = Danske Kvinders Beredskab. Hun kunne førstehjælp m.m.,  og så havde hun sin sunde fornuft.-- Under krigen betød hendes medlemsskab af DKB, at hun blev udstyret med uniform = lange benklæder (noget næsten uhørt for kvinder dengang), uniformsjakke og -frakke, gasmaske. Vi havde en fornøjelig dag, da hun blev “klædt ud”, hun var ellers ikke den, der optrådte, hun var den beskedne type og solid, men der blev taget et billede af situationen, men hvad der er blevet af billedet, ved jeg ikke.

Far var en god og solid dansk mand, og han havde ikke meget tilovers for den tyske værnemagt, og der var da også nogle episoder, der kunne være endt galt for ham. Han viste flere gange sin mening om besættelsen, både i ord og handling, så nogle gange blev en pistol vendt mod ham.

De soldater, vi havde boende, var mennesker, der var tvunget ud som soldater, nogle havde børn, og ville gerne snakke med os, - de ville have kontakt. - Flere af dem var ude over den normale soldateralder, så bare af sted, men hvordan gik det kone og børn hjemme i Tyskland?? Når de var i gang med hestene, fik jeg mange rideture. Men en dag var det bare slut, og den aften, de kom til os efter en øvelse, havde de fået at vide, at næste morgen var det af sted til østfronten, så der faldt tårer (også fra mig). Den ældste soldat - Fritz - var få dage tidligere faldet af en hest og havde brækket den ene arm. Han kom på lazaret, hvorfra han besøgte os, inden han kom med et senere hold til fronten. Inden han rejste, sagde han, at han ville komme tilbage til Fanø, når krigen var overstået. Vi så ham ikke igen. -- Næste morgen var alt væk, på nær en stor, lang, tung fladvogn, og den ville far gerne bruge, så den blev bygget lidt om, men den var stadig tung, og tyskerne havde brugt flerspand for, men far havde kun et spand heste, og de kunne i al fald ikke trække vognen ad de sandede veje, så det blev igen til den almindelige kassevogn. - Far havde regnet med, at den var god til at køre enghø hjem med, så der ikke skulle køres så mange gange!! Ellers blev de tyske soldater noget dagligt overalt på øen, og når vi var i skolen, kunne vi udenfor på vejen høre deres støvletramp og sang, og når der blev afholdt skydeøvelser, blev hele området øst og syd for vore gårde afspærrede. Forinden havde der været meddelelse om skydeøvelsen i Ugebladet og al færdsel i området var forbudt. Soldater blev sat ud som vagtpost, gerne ganske unge ”drenge” - tvungne fra Ungarn, Polen og andre vasalstater. - De var meget bedrøvede over udsigten til at dø for et land, der ikke var deres. Mange gange blev disse øvelser holdt på søndage, så der gik ofte en portion søndagsmad fra mors køkken ud til den tyske vagt. --

Hele klitpartiet på stranden blev bebygget med bunkers i flere størrelser. De indgik i et værn fra Nordnorge til Spanien som forsvar mod landgang af “fjenden” fra søsiden. Mange danske arbejdere indgik i byggeriet af disse. - Tante Ane i Nordby havde en overgang nogle danske arbejdere boende, - så tjente hun en lille skilling ved det. I byggeperioden havde øen “tog”, der gik fra østkysten , hvor byggematerialer blev sejlet til og læsset på tipvogne, der så blev kørt ad skinner tværs gennem byen - krydsede hovedgaden ved Nordby Brugs - og videre ud i klitområdet. “Stationsforstander”  var Meng, der kom frem fra et skur ved installatør Wilhelm Jessen med et rødt flag, når der skulle tog over hovedgaden til stor sjov for os unger. - Der blev også bygget bunkers inde på øen, f.eks. i Rindby i bebygget område blev der bygget 2, der begge blev kamuflerede som bondegårde.

Endvidere blev der flere steder nedgravet miner, mest fodfolksminer, men også luftminer til sikring mod fremmede faldskærmssoldater. - Et sted, jeg husker med luftminer, var i “Skiden-eng”, hvor grusvejen fra Rindby Brugs deler sig i 2 - ud mod halen og mod Klingebjerg. - Luftminerne var anbragt på telegrafmaster og forbundet med ledninger, men de var nu ikke intakte ret længe, da krager og andre fugle har den tendens at sætte sig på master og tråde, så---! På begge sider af grusvejen i Skiden-eng var der så afspærrede minefelter med fodfolksminer. Disse felter gik på tværs af øen.  Minerne var gravet ned i jorden, så kun 3 følere (tråde) ragede op. Når disse følere blev ramt/rørt, skete den første sprængning, så minen (beholder fyldt med metalstumper) kom op over jorden, hvorefter anden sprængning skete, og beholderen sprængtes og metalstumperne spredtes i benhøjde.-- Det fik vi - (jeg selv, Louis og 2 kammerater - Aksel og Christian) at høre og føle en dag, da vi en sommersøndag gik over på heden for at se, om der var noget spændende fra tyskerne. Vi fandt kun en håndgranat, heldigvis til øvelsesbrug, men den blev da undersøgt. Den var ca. 30 cm lang - med håndtag i den ene ende og i den anden ende var der et skruelåg, og når den blev fjernet, var der en tråd, der skulle trækkes i, og det gjorde vi, for Christian vidste godt, hvordan den så skulle smides!!!! -- Der skete heldigvis ikke noget, - det var en øvelsesgranat!  Men vi skulle videre, og var kommet på den anden side af minefeltet, og var nødt til at gå en omvej, og det blev så ad grusvejen ude fra Halen, og den gik imellem de 2 felter, og det var for spændende, så vi kunne ikke dy os for at kaste med sten ind i felterne, det var der så mange, der havde prøvet før os, så hvorfor ikke .....? På et tidspunkt, hvor Louis og Aksel gik ned langs feltet for at se efter, om der var nogle døde dyr længere nede i feltet, lykkedes det for mig at ramme en mine, og lige pludselig kom der et lysglimt og en eksplosion, hvorefter jeg mærkede en varm fornemmelse på mit venstre ben, - jeg var i korte bukser og strømperne “lå i ål”,  så  blodet løb stille og rolig fra et skudsår. Det mærkedes kun som et prik af en knappenål. - Christian sad på hug for at samle flere sten op, og havde således kroppen i “skinnebenshøjde”, - han fik derfor flere skudsår, bl.a. blev han ramt et par steder i ryggen, den ene arm og begge ben blev gennemhullede. Det var et held, at han ikke blev ramt alvorlig. - Det blev til lægebesøg i Nordby med hestevogn, og det rygtedes over hele øen, så da vi ved lægen skulle ind i ambulancen, tilkaldt fra Esbjerg, var der sort af mennesker nede ved færgen. Men der var mange andre, der kom mere alvorlig tilskade med al det skidt af krudt og kugler rundt om. Et par bomber fra engelske flyvere lå usprængte ude på heden, og de blev sprængt af dansk minørhold efter krigen og efter stor afspærring af området. Politibetjent Jensen havde også været mange steder for at advare, men vi skulle da gerne se det, og det passede en dag, jeg kom hjem fra skolen, og så far ligge oppe på ladetaget, så der måtte jeg op, og det skete gennem et vindue på loftsetagen i stuehuset, og over det flade bryggerstag og så bare op af ladetaget, men det var umagen værd, for sikken et knald!! Og sikken et hul!!      

Foto fra 1947 i forbindelse med Thildes bryllup med Tage Overgaard                                    

.I minefelterne kunne vi se dyr - ræve, kaniner, harer, hunde o.s.v. - ligge døde, men også større dyr kom tilskade, f.eks. skete det for vor nabo, at en hest var sluppet løs og kommet ind i et felt, den blev så hårdt medtaget af et skudsår op i bringen, at dyrlægen måtte opgive, der var splinter en del steder, og der gik betændelse i sårene, så til sidst blev den aflivet. - Vi havde også en hund, der en søndag nat havde været ude at løbe, antagelig efter harer eller kaniner, i al fald kom den hjem hen på morgenstunden med et stort hul i brystet. Endv. mistede vi en del får, der var kommet ind i et minefelt. En søndag eftermiddag fik vi nogle hjem med så store sår, at de måtte nødslagtes straks.

Store dele af øen var spærret til Tyskerbrug, f.eks. var en del af “Halen” spærret med pigtråd, der var lagt henover løbegange til tyskerne, men der var godt nok en enkelt dansker - ”Frederik med det kolde ben” der fik lov til at blive boende i sin hytte -delvis jordhytte  mellem tyskernes stillinger, afspærringer og løbegange. Han kom godt ud af det med tyskerne, og fiskede som han altid havde gjort ude i vigen, hvor han  havde  nogle ruser og fangstkroge.

Fiskene solgte han til bl.a. bønderne, så en dag, han kom op til os, fik jeg  lov til at komme med ham “på ferie” i hans hytte, og oplevede så hans verden omgivet af de tyske soldater. Hytten var ikke stor, men der var et par ”hylder” til at ligge på, og med en olielampe var det såmænd ret hyggeligt, - det var i al fald en oplevelse.

I året 1944 blev det besluttet, at der skulle bygges beskyttelsesbunkere på Fanø. De var kuppelformede og ikke beregnet til at graves ned, så det blev som “Stenalderhøje”. Der blev bygget 10 i Nordby og 5 i Sønderho, men hvad med vi andre ude på gårdene? eller andre, der ikke kunne nå frem til offentlige rum?. Storebror Morten fik så den ide, at  roekulen lige udenfor laden måtte kunne bruges. Den var ca. 5 m. lang og blev nu gravet lidt dybere, og så blev der skaffet nogle lange granstammer hjem fra statsplantagen og lagt ovenpå roekulen, der så blev dækket med kvas og ½ - 1 meter jord. - Hvor solid den var overfor en granat var nok et spørgsmål, men den kom da heldigvis ikke i brug. Godt nok!! 

Emnet rationeringskort er næsten et helt kapitel for sig, for hvad det afstedkom af hamstringer, handel med mærker - f. eks. på tobaksvarer - og meget andet, er ikke småting. Der var rationering på næsten alle forbrugsvarer.

Far og Mor havde sølvbryllup 30. november 1942, og der skulle nok godt og vel 100 mennesker med til festen i Rindby Forsamlingshus (der endnu ikke var beslaglagt af tyskerne), så de havde hamstret kaffe (rigtig) og gemt bønnerne i tilklistrede dåser i skabet ovenpå bageovnen, så det gjorde lykke på selve sølvbryllupsdagen med rigtig kaffe.

Jeg husker endnu lugten! og snakken om rigtig kaffe. Man var ellers så småt begyndt med erstatningskaffe, “Det er Rich`s, der drik`s” lød og sås reklamen, men vi lavede nu selv vor kaffeerstatning til daglig brug. Vi havde en speciel gryde til at riste rugkorn i, og i den var der en valse, der førte kornet rundt i gryden ved hjælp af et drejesving ovenpå låget. Ned i kornet blev lagt stykker af flæskesvær. Efterhånden blev kornet ristet, og der skulle drejes rundt hele tiden, for at kornet ikke skulle forkulle, men der kom en meget kraftig stank af brændt korn over hele huset! så det var en lettelse, når man kunne tage gryde med indhold udenfor, og når det var afkølet, blev kornet malet til “kaffe” i vores kaffemølle. - Uha, det smagte ikke godt --! Men der var mangel på mange andre ting, så der blev handlet godt med diverse rationerings-mærker på “det sorte marked”. Der var bl.a. også rationering af cykelgummi. I 1944 så alvorlig, at først og fremmest skulle læger, sygeplejersker og postbude have dem, og så kunne andre få, hvis det var trængende, og normalt solgte cykelhandlerne kun til dem, der samtidig skulle have lavet en større reparation. “Dæk til Luksus og Fornøjelseskørsel må vente til bedre Tider” - I avisen blev meddelt, at det var strafbart, at sælge cykelgummi til overpris!! Cykeldæk og bildæk var oplagte tyveriemner. - Nu var der ikke så mange, der havde bil på Fanø dengang, og i øvrigt skulle der kort til køb af benzin og generatorbrænde. F.eks. kørte taxa (vognmand Nissen) med generator, og den skulle holdes ved lige med brændsel, men det virkede. De rationeringsmærker, man havde, skulle “slå til”. Det var strafbart, både for køber og sælger, at anvende mærker, før de var gyldige. De var påstemplet anvendelsesperiode. Og der var beregnet et bestemt kvantum pr. dag el.lign. Skulle en “ansat” have fri, skulle den pågældende have rationeringsmærker med til, hvad der nu svarede til fridagene, f.eks. 70 gr. franskbrød, 45 gr. smør pr. dag. Mindste kvantum sukkermærke var 1/4 kg, så det gjaldt for 3 dage. Der var rationeringsmærker på enkelte ting til hen i 50`erne.

I mine første drengeår, var der en mågekoloni i statsplantagen. Lidt syd for plantørboligen drejede man ud mod Vesterhavet. Her blev indsamlet mågeæg. Det var sådan, at indsamlingen var overladt nogle enkelte, f.eks. havde vor nabo (Niels a` Mat`s Bøjs) indsamlingsret en overgang, og de solgte så videre. Mågerne ophørte med at lægge æg på Fanø. De blev forstyrrede i deres æglægningstid, da tyskerne anlagde en betonvej fra Sønderhovejen og ud til Mågekolonien, for at lette transport af byggematerialer ud til opførelse af bunkers ved Vesterhavet. - Mågeæg blev også brugt “inde i landet”, og i 1944 blev indsamlingstiden i Esbjergområdet forlænget til den 17. juni p.g.a. “den store Betydning, disse Æg har fået for ernæringen”.

Det blev efterhånden også sværere at færdes på øen. Alle voksne skulle have legitimationskort med billede, og dette kort skulle fremvises ved de forskellige tyske vagtposter, der var rundt om. Ligeledes var det efterhånden heller ikke alle, der kunne få opholdstilladelse på Fanø, dette skulle der for udenøs boende ansøges om, og tilladelsen skulle gives af øverstbefalende tyskerofficer på Fanø. 

Af hensyn til engelske flyvemaskiners overflyvning skulle der på Fanø, som alle andre steder i Danmark, foretages mørklægning af vinduerne, så der blev lavet rullegardiner af sort papir i massevis. Alt var bælgravende mørkt overalt. Selv cykellygterne var “mørklagte”, forstået sådan, at der kun kom lys ud af en lille sprække. Så det var en mørk fornemmelse at cykle om aftenen. .

Ellers har jeg ikke de store erindringer fra selve krigen om krigen. Vi havde oplysninger fra avisen, og radio, men emnet “Radio” er noget for sig, for vi havde en radio, hvor der kun kunne høres et program. Radiosignalerne blev sendt “pr. tråd” fra “Radio-Jens” i Nordby. Han var lidt af en altmuligmand. F.eks. havde han en stor mast ved sit hus og fik signalerne ned, som han sendte videre ud til brugerne. I perioder, hvor han ikke sendte, kunne det ske, at radioen fungerede som sender/modtager, så flere gange kunne vi af een eller anden grund snakke med naboen via radio!  

Og så kom endelig kapitulationen. - Jeg husker aftenen 4. maj 1945, hvor vi sad i køkkenet ved aftensmaden, da der kom en tysk soldat ind og spørger, om han må spejle nogle æg (stjålet ved en anden bondemand - viste det sig senere). Det fik han lov til. Han fortalte, at han var deserteret fra Sønderho af frygt for at blive sendt til fronten. Han var ikke klar over, hvor tæt det var på afslutningen. Vi lyttede samtidig til radioudsendelse fra London, og hører pludselig om, at Tyskerne havde overgivet sig. - Det troede han først ikke på, men så kom hans reaktion, han græd, for nu var han helt sikker på at blive skudt som desertør. -

 Derefter skete der en hel del festligheder - freden skulle fejres. - Vi fik besøg på Fanø af en engelsk soldat. Hans navn var Flaherthy, og han blev modtaget på havnen som en helt. Hele byens befolkning (måske hele øens) var af huse den dag. Der var sort af mennesker i Nordbys gader, da han i åben bil kørte igennem til stor hyldest. Et sted sprang han af bilen og hen til en Fanøkone i Fanødragt og blev fotograferet sammen med hende. Men “man” snød de folk, der ventede i Hovedgaden, for han blev nemlig kørt ad Vestervejen det første stykke og kom senere ad en sidevej  ud på Hovedgaden og fortsatte så mod Sønderho. Han kom dog ved middagstid tilbage til Nordby. Det var nok meningen, at han skulle have været tilbage til fastlandet samme dag, men “folk” ville ikke give slip, så der blev fest på hotellet om aftenen.  Jeg husker, at jeg så ham i Hovedgaden omkring Nordby brugs, da han var kommet fra Vestervejen. Vi vajede med flag og råbte og jublede. Alle var glade for krigens afslutning. Nu var vi fælles om freden.

Der blev senere rejst mindestatuer. - Og så begyndte oprydningen. Tyskerne var rejst fra det meste. Diverse materiel blev snarest overtaget af danske soldater, der blev hasteindkaldt. Men inden da, havde mange ”organiseret” visse ting, såsom geværer, revolvere, krudt, patroner m.v. - Mange drenge var godt forsynede. Vi havde pulverkrudt, bladkrudt, patroner m.m.m., så vi lavede selv vor “nytårsskyts”, “skrubtudse” var noget af det letteste at lave, = et stykke avispapir, pulverkrudt strøet ud, papiret lagt sammen og ombundet med sejlgarn, og foldet og ombundet, foldet og ombundet så mange gange, det lod sig gøre. Når den så blev tændt, sprang den så godt nok helt vildt omkring og helt op i 2 - 3 meters højde, -  det var farligt, men det var sjovt og gik godt. - Når vi ikke havde mere krudt, måtte vi til at brække projektiler af geværpatroner, så vi kunne udnytte det pulverkrudt derfra. Selve patronhylsteret satte vi så i bundstykket fra et gevær, som vi i forvejen havde skilt ad. - Patronen kunne let sættes fast, så slagstiften ramte fænghætten!! - Det var ikke bare børn, der morede sig, også de voksne forsynede sig. - Det skal også siges, at jeg aldrig har hørt far skælde ud på os, når det gik rigtig vildt til. Han har haft stor tillid til os, men han ville også godt selv “se til”. Han lavede aldrig selv noget af det farlige. Han var dog selv udsat for noget, engang han havde været ovre på heden, hvor han havde et opdyrket stykke jord. Her opdagede han, at der manglede et stykke hegnstråd - ståltråd -, men på vejen hjem over nogle sandklitter så han et stykke tråd, og det ville han så tage med og reparere med, men tak for søren - i den anden ende var fastgjort en mine, så da han trak i tråden, sprang minen, og han blev overdænget med sand, dog blev han ikke ramt. Vi hørte knaldet hjemmefra, og i hans hattepuld var der stadig sand, da han kom hjem. - Vi var alle rystede, og ikke mindst ham.

Der blev foretaget enkelte sabotagehandlinger på øen, men slet ikke i sammenligning med, hvad der skete andre steder. F.eks. natten til 10. sept. 1944 blev 4 lastbiler, der stod på havneområdet i Nordby, fuldstændig ødelagt ved en bombeeksplosion, og nogle andre biler beskadigede. 

Der kom tyske flygtninge til Fanø kort før krigens slutning, nemlig i april 1945, og de første blev indkvarteret i sommerhuse i Sønderho indtil kapitulationen, hvorefter flygtningene kom i lejre ved Strandvejen og bag Gasværket. Der var opsat pigtråd om barakkerne (lejrene), så ingen af flygtningene kunne komme i forbindelse med øens befolkning. Vi fik mange flygtninge til øen, kvinder, børn og gamle mænd. Det var mennesker i nød, men sådan så befolkningen nok ikke på dem dengang, hadet til tyskerne var stor, og “de havde så selv været ude om det”. De havde rigtig lidt, så det var sørgelig at se dem, når de gik rundt i lejren i deres forslidte tøj, og de ikke måtte komme udenfor lejren. Der kom mange “tilskuere” forbi for at se på, næsten som at se “Aber i bur”. De gik rundt i meget dårlig tøj. Ja, det var en rigtig ynk, syntes jeg, men sådan var efterkrigen også. Flygtningene var isolerede fra øens beboerne, som alle andre steder, der var flygtninge. Men den 13. marts 1947 blev flygtningene, ca. 1000 - flyttet til Oksbøl.

Og så kom der danske soldater til øen 26. juni 1945, for bevogtning af anlæggene, kanonstillinger m.m. Det var meningen, at de skulle indkvarteres i 4 tyske barakker, men disse var så ringe, at soldaterne nægtede at bo der, så de blev alle indkvarterede i Rindby. Vi fik nu 8 af dem indkvarteret på gården. Vi havde egentlig en mærkelig fornemmelse af den nye situation, ligesom mange andre på øen, hvor det nu var danske soldater. Jeg var 11 år, og havde den følelse, at de kom med en anden indstilling, for det var som om de sagde: “nu skal der ryddes op, og her kommer vi”. Sådan var det i al fald i begyndelsen, men efterhånden blev det dagligdag, og de faldt ind i rytmen, og så skete det jo også, at de blev lidt lune på de unge danske piger i området, - og det var nok gengældt - De kom da i øvrigt også i god kontakt med befolkningen.

Og så kom også “en anden oprydning”. Der var flere af befolkningen, der måtte stå til ansvar for hvad, de havde gjort under krigen, og hvilket forhold, de havde haft til værnemagten. Nogle blev dømt som værnemagere og måtte “ind at sidde”. - Det gav lidt bevægelse i rytmen på Fanø, selvom alle vidste, hvem der gjorde hvad, større var øen ikke.

Men kort efter var dagliglivet tilbage på øen.

Skolegang:

I 1940 skulle der så “puttes noget ind i hovedet”. Indtil jeg selv skulle begynde, morede jeg mig med, at få de ældre søskendes udskrevne stilehefter og overskrive bogstaverne, så det var lidt lettere for mig, da jeg kom i skole og selv skulle skrive bogstaver og tal. Tælle til 30 kunne jeg også. Mine større søskende havde været gode lærere. Skrivningen foregik på tælling i klassen -- op-ned  op-ned. –

På skolen - Rindby skole - var der 2 klasser.  ” Den Lille Klasse” (de første årgange) og ” Den Store Klasse” (resten af skoletiden) - meget enkelt. –

Skoleåret startede i april, og vor klasse med 4 elever, 2 drenge - Peder Christiansen (kaldet “lille Peder”) og mig, samt 2 piger Astrid Svendsen og Dora Jørgensen, og vi gik om eftermiddagen. Ved siden af katederet stod en kasse  med skifertavler, og griffel havde vi vistnok selv med. Senere fik vi så lov til at skrive med pen og blæk.  Blækhuset var passende sat ned i et hul i skrivepulten, der var svagt skrånende.

På Fanø gik eleverne i skole alle hverdage, men det var ikke tilfældet alle steder “inde på landet” dengang. Flere steder der havde bønderne brug for deres børns hjælp, så det var noget med, at der var skolegang hver anden dag eller noget lignende. - Jeg var i Rindby skole til 1945 og gik hos Anna Møller gennem alle årene. Lærer Ejvind Møller havde den store klasse. Vi havde vore normale prøver og eksamen. Og så skete der et år, at der skulle være bispevisitats på skolen af biskop C. I. Scharling fra Ribe (biskop i Ribe 1939-1949), han skulle høre, om vi havde lært noget bibelhistorie.    Lærerparret Møller syntes begge, at jeg var “så dygtig”, at jeg skulle på realskolen i Nordby fra 1. april 1945, og det var far og mor enige i. 

Et bevis fra dengang ”man stillede op” udenfor bygningen efter frikvarteret – realklassen til venstre for hoveddøren – indtil vi blev afhentet af læreren.

Tiden skulle gå med noget: derfor denne sten.

Overgangen fra Rindby skole, hvor det var gået så godt, så godt, og til Realskolen var meget stor. Jeg havde ikke haft samme udvikling som de øvrige klassekammerater. Jeg kom fra landet. Samtidig havde jeg noget af Fanødialekten med mig, som de andre på skolen slet ikke kendte, trods kun ca. 3 km afstand, så nogle gange måtte jeg “oversætte”. Et enkelt tilfælde: jeg faldt i skolegården og kom da med bemærkningen: " Je` støvtet", det måtte oversættes!  = (Jeg faldt). Der var ikke tale om nogen form for mobning fra andres side, for jeg blev fuldt ud accepteret som "en kammerat" af de andre. –  

3 af mine brødre havde også været der, men det viste sig, at det ikke var en fordel for mig, for hvis jeg fik dårlig karakterer, især i fag, hvor vi havde klasselæreren, E. Skovbjerg, fik jeg at vide, at mine storebrødre var så dygtige i hans fag, især regning og matematik. I “Karakterbog og Vidnesbyrd” for Naturlære (Fysik) skrev han efter det første ½ år “Dårligt”. - Og en dag sagde han til mig, at lærer Jensen (Fatter også kaldet) havde sagt, “Ernst nok aldrig skulle have været på realskolen”. –

Men heldigvis blev jeg klar over, at der skulle hænges i, så allerede næste år kunne Skovbjerg skrive “Efterhånden udmærket” og i 3. mellem skrev han “Dygtig”. Til mellemskoleeksamen fik jeg så ug, og til realeksamen ug- . Det var så kun det ene fag, men i de andre fag gik det stort set lignende, så jeg kunne slutte med en pæn realeksamen. Da jeg i 1948 gik i mellemskolen, blev den nye retskrivningsreform indført af undervisningsminister Hartvig Frisch, og det betød, at navneord nu lige pludselig skulle skrives med lille begyndebogstav, ligeledes blev ”d” i “vilde” og “skulde” erstattet med l. Der var mange skriveændringer, men det blev hurtig ret naturligt for os.  Det var en spændende tid i Nordby skole, og det gjorde, at der måtte arbejdes meget med lektierne, så min hjælp på gården de sidste år var ikke stor. Vi havde gården til 1948. Skoletiden begyndte kl 8 alle dage (8.15 om vinteren) - også lørdage. Derfor måtte jeg i den tid, vi boede i Rindby tidlig op, for mange gange måtte jeg gå - ca. 3 - 4 km., men en gang imellem lykkedes det at låne en cykel. Det var stadig et problem med cykeldæk og -slange, så det gik heller ikke så hurtigt, og en del af vejen var på grusvej. Da vi så kom til Nordby i 1948, boede vi et par forskellige steder, bl.a. i KFUM overfor realskolen. Efter mellemskole-eksamen var der et par af eleverne, der skulle på Statsskolen i Esbjerg, så i Realklassen var vi efterhånden reduceret  til 8 elever - Efter realeksamen holdt vi fest rundt hos hinanden. Dengang var det ikke med spiritus, måske et enkelt glas dessertvin. Nu havde jeg et problem, for jeg ville også gerne have fest for mine skolekammerater, men mor var afholdsdame (medlem af Blå Kors). Så jeg snakkede med hende om det, og hun var meget forstående, så det var ikke noget problem længere. Jeg måtte gerne købe en flaske Portvin eller Sherry, - jeg husker ikke hvilken det blev… men til megen forundring for mine brødre for det havde de ikke fået lov til!

Sommeraktiviteter:

Sommer på Fanø, også dengang, var noget specielt. - Vi havde på mors side “Københavnerne”. - En enkelt, - Peder Iversen (min fætter) - havde sommerhus ved Fanø Vesterhavsbad, så hans familie var på Fanø gennem længere tid og kom op til os nogle gange i løbet af sommeren. Derudover kom mange af de andre familier og boede hos tante Ane i Nordby, hun var ugift og boede alene - for øvrigt i mors fødehjem,  så med et stort hus, var der plads til mange logerende. Alle disse skulle “op på gården”. Nogle kom “på besøg”, d.v.s, syntes jeg dengang: “hvad har Ellen og Niels i køkkenhaven”!! - Jo, jordbær kom nu til samme tid, som de altid gør, men der var aldrig smalle steder. Vi savnede jo ikke selv noget, og sådan nogle sultne “Køvenhavnere”, - de skulle da ha` noget. - Når de så tog af sted, fik de som regel også nogle grøntsager med. - Men der kom mange på besøg i løbet af sommeren!!. - Anderledes var det med de unge mennesker derovrefra, de var nogenlunde på samme alder som os, og det var en fornøjelse og adspredelse  for os at have dem på ferie, de elskede at komme med i engen, det var anderledes og alle tiders ferie for dem. Engturen var knap så træls, når de var med på vognen.

En sommer under krigen havde Louis sået en masse tobaksplanter hjemme ved gården, og de var nu blevet så store, at bladene kunne høstes og tørres, og derefter blev de rullet til cigarer eller også skåret til pibetobak, evt. cigaretter med avispapir om, hvis man da ikke var så heldig at kende een, der kunne skaffe rigtig cigaretpapir (rød eller blå Ritzla). Min fætter, Peder Iversen, der var direktør for et forsikringsselskab i København, blev da også budt på en cigar af Louis`s, men den smagte nok ikke så godt, så den blev hurtig skiftet ud med een af han egne,  - og så måtte far jo også hellere få een af hans. Den hjemmelavede tobak var ikke så god, men dog bedre end det, mange ellers røg i pibe, det kunne nemlig være erstatningsteblade, eller tørrede blade fra træer. På een af de andre gårde kunne der købes “Fynsk tobak”, og det var måske lidt bedre end Louis`s. Det så ellers godt ud med alle de tobaksblade, der hang til tørre på snore oppe på loftet, men det gav godt nok en stærk lugt over hele huset, især når een eksperimenterede med at tilsætte aromastoffer! Jeg mindes det, som var det lakridsaroma, der var tilsat?

Vi skulle selvfølgelig også på den årlige sommerudflugt, altid en søndag, med start fra gården, når vi havde spist til middag. Vi spændte hestene for en fladvogn, hvorpå der blev sat bænke op. Kurv med kaffekopper, kage m.m. var pakket, og sommergæsterne glædede sig og nød den tur, ja, det gjorde vi da også selv. Det var et afbræk i det daglige arbejde. - Turen gik så ad østvejen forbi Klingebjerg og ud til vor eng ved Hans`od. Her blev gjort holdt. Een af drengene lavede et hul ned i brinken ved vejen, og det tjente nu som fyrsted, og her kunne mor så lave kaffe til de voksne. Til vi unge var der saftevand Så blev der leget (tagfat, 2 mand frem for en enke osv.) og vi morede os gevaldig et par timer.. nogle gik ned til vandet eller op i statsplantagen, der lå lige ved siden af. Og så fortsatte vi ad engvejen forbi Fuglekøjen til Sønderho og ud på stranden, hvor vi gjorde holdt, for nu trængte vi til at komme i Vesterhavet, - i al fald de, der turde og ikke led af vandskræk, for insekterne kunne være ret stygge ude i engene. Især hestebremserne står som et rædsomt minde, og der var mange af dem - de var ret blodtørstige og efterlod mange insektstik, så når vi kom ud på stranden, var det bare ud i bølgerne for at dulme smerterne. Og så nåede vi hjem til sen aftensmad, men en oplevelse rigere. - Denne tur er senere taget op af min kone Ella og mig som en behagelig sommertur - dog på cykel fra Esbjerg. Vi har madkurv, en flaske vin, et par øl og en snaps med, og det er mindst lige så god en tur som dengang, nu er vi bare to på turen, men vi nyder den, og hestebremserne (dem er der lige så mange af nu som dengang) gør, at vi skal i ”baljen”, når vi kommer ud på stranden.

Fanø har een af de flotteste strande i hele verden. Den er international kendt og har været det de sidste hundrede år som et sted, hvor der også kunne foretages sportslige aktiviteter. Jeg har læst, at i 1901 var der cykelvæddeløb med over 1000 tilskuere, “og paa en Tribune, som var rejst for Badegæster og andre, der ville betale, saas mange Damer i kostbare Dragter. Løbene foregik uden nogen større Uheld”.

Der har sågar været arrangeret international bilvæddeløb i årene 1919 til 1924 med op til 20000 tilskuere pr løb.  Den store flade sandstrand trak berømte væddeløbskørere til øen.

Og i mine drengeår blev der holdt ringridning på stranden nogle gange.  Jeg har i øvrigt selv prøvet at være med som deltager i en ringridning, dog ikke på stranden. Jeg lånte en  hest af vor nabo, vore egne var nok lidt for tunge til det. Dog, det gav nu ikke nogen særlig god placering, men så var det prøvet.

 Fanø var og er stadig et yndet sted at tage hen for sommerophold og badning. I tidligere tid og i mine drengeår var det mest velhavere, der havde sommerhus på øen, og ellers lejede man sig ind på hoteller eller pensionater, og dem var der en del af. Man kunne i Fanø Ugeblad  under “Fremmedbesøget” læse, hvem der nu havde besøgt Kurhotellet, hotel Kongen af Danmark, Villa Anita, Villa Erika, Villa Louise, Villa Quisisana, Villa Phønix, Villa Senta, Bogh. Hansens Villa, Hotel Nordby, Hotel Færgegaarden. Og så nogle privatboende. Det var hovedsagelig “meget fine folk”, der stod nævnt: Hr. Baron--, grever, baroner og baronesser, læger, proprietærer, lensgreve, generaldirektør for skattevæsen, professor, fabrikanter, tandlæger, og meget andet godtfolk. Hyggelig læsning.

Der har tidligere været udsat badevogne ved badestedet i Nordby ved færgehavnen – før min tid. Men jeg husker badevognene fra Fanø Vesterhavsbad i 1940´erne.

Når badevognene blev sat ud til badet først på sommeren, blev det meddelt i Fanø Ugeblad. - Det var ikke “pænt” at klæde sig om til/fra badetøj på åben strand, når der var andre mennesker i nærheden, så man kunne benytte badevogn. - Det foregik på den måde, at vognene stod lidt op på land, og når en badegæst ønskede at benytte den, gik pågældende op ad trinnene og satte et flag i en holder i taghøjde som tegn på, at nu kunne der “spændes for”. En mand til hest og en dreng bagefter til at sætte stropper fra seletøjet på kroge på badevognen, og så blev vognen trukket 5 - 10 meter ud i vandet, og badelivet kunne nydes, og tøjet skulle kunne være i sikkerhed. Når man så ville ind igen, blev flaget atter sat op, og vognen blev kørt ind på stranden. Den fornøjelse som “dreng” havde jeg selv et enkelt år.

Fanø har også en anerkendt 9 og 18-hullers golfbane med store turneringer, der tilhører selskabet: ”Fanø Vesterhavsbad”. Jeg var i årene 1948 og 1949 caddie på banen, og det gav gode penge. Der var jo ikke noget der hed skattekort for børn, så det var rene lommepenge. Jeg havde et år fast en tandlæge fra Kolding og en advokatfrue fra Århus. Det var en fordel at have sine faste “kunder”, og de var ikke fedtede med drikkepenge udover den faste takst, alt efter om det var 9 eller 18 huller, vi gik rundt. Hvis de tog turen om formiddagen, kunne jeg nå endnu en tur eller 2 mere med andre golfspillere. Der var nogle enkelte, der ikke havde en fast caddie, så her var også penge til caddier. - Ellers havde jeg i ledige stunder lov til at benytte advokatfruens golfsæt, det var spændende selv at få lov til at slå til bolden. -

Vi flytter til Nordby:

Året 1947 glemmer vi aldrig, især ikke julen. Men i April var der stor fest på gården. Storesøster Thilde blev gift med Tage Overgård, og det var en oplevelse for mig, 13 år. Der kom mange gæster tilrejsende. Nogle havde nok ikke tidligere været på Fanø, så far lejede en bus til at køre rundt på øen med, bl.a. var vi ude på heden for at vise bombekratere fra krigen.

5. oktober blev jeg konfirmeret. Konfirmationsgaverne var mest praktiske ting, sko osv. Alligevel var der ca. 250 kr. i kontanter, og det var ret pænt dengang. Jeg fik også en kuglepen af familie fra Esbjerg. Kuglepenne var noget nyt, der lige var kommet på markedet, så den skulle med i skolen, men tak, lærer Skovbjerg bemærkede, at den klattede, og den klattede meget, så det blev forbudt at bruge kuglepen i skolen, så dagen efter tog jeg til Esbjerg og fik en rigtig fyldepen "Mont Blanc" for pengene - 35,oo kroner - hos boghandler Engers Hansen. Og nu var jeg så konfirmeret og "måtte ryge", og det skulle jeg da også prøve! - så på "blå mandag" - som det nok ikke hed dengang - indkøbte jeg cigaretetui og "Kings", og fik ild på smøgen, men hvor blev jeg dårlig, så jeg tror ikke, at mor opdagede mine cigaretter. Jeg var ikke ret stor på det tidspunkt ! - en lille tyksak, hvad konfirmations-billedet også viser, men det gik efterhånden opad, så jeg nåede da garderhøjde. 1 m 84 i soldaterbogen i 1953.

Juleaftensdag - 24. dec. 1947 starter for fars vedkommende med, at han er træt fra morgen-stunden og har hovedpine og lidt næseblod. Sådan fortsætter det, men først efter at vi har danset om juletræet, sker der noget. Far får lige pludselig ret kraftig næseblødning og det var så en hjerneblødning. Vi havde fået telefon i 1946, så vi tilkaldte lægen, der kom i taxa, og senere fulgte ambulancen, og far måtte på Sct. Josephs hospital i Esbjerg, hvor det viste sig, at hjerneblødningen havde givet ham talebesvær, han fik "skæv mund" og var delvis lam i højre side. Det gav sig udslag i, at han “slog” med det ene ben og armen havde det heller ikke for godt. Da han kom hjem, måtte han se i øjnene, at hans tid som gårdmand var forbi, og hvad så?  Han var heldig, for hans spjætteri aftog lidt efter lidt, for til sidst at forsvinde næsten, så der blev mulighed for at klare mejeriudsalget ved Nordby mejeri. Men med hjælp af mor og mig. Jeg var eneste hjemmeboende, så jeg flyttede med til Nordby. Vi kom til at bo i KFUM-bygningen, lige ved Nordby realskole.

I 1948 måtte far  og mor se i øjnene, at de måtte få gården "afsat". Det blev forsøgt, om en eller to af drengene kunne overtage driften, men det gik ikke. Min bror Morten med familie flyttede bopæl til gården for en tid, og ved hjælp af bror Louis, der havde landbrugsinteresse, skulle det forsøges at beholde gården i familiens eje. Næste forsøg blev min søster Thilde og svoger Tage Overgård som forpagtere af gården, men slutresultatet blev, at far solgte gården den 8. Februar 1950 til "hestehandler Chr. Bertelsen, Østergade 64, Esbjerg, og kommissionær Kristian O. Øllgaard, Darumvej, Esbjerg". Købesum 47.750 kroner. Gården blev i øvrigt solgt videre straks 6/3 1950 til "landmand Christen Christensen, (kaldet Baun), Janderup. Købesum 57.000 kroner.

Indtil nu i 1997 har der vist været 3 ejere. Udviklingen også indenfor landbruget er gået hurtig efter krigen og landbrug i dag er ikke som i min barndom, hvor det nok var hårdt arbejde i det daglige, men der var også mange glæder. Det var børn, der var “en bondes rigdom”,  - her var arbejdskraften. Men i dag er det maskiner, der præger landbruget. Det er nok også derfor, vi med lidt vemod ser gården i dag, men mindes alligevel med glæde tiden vi havde der.

Flytningen til Nordby betød en stor forandring for mig. Ingen af mine jævnaldrende i Rindby var kommet med på realskolen, så det betød, at forbindelsen til dem stille og rolig svandt ind, så nu blev det mere til kammeraterne i byen. Godt nok havde jeg været ulveunge og spejder i Nordby i nogle år efterhånden, men det betød, at jeg nu også kunne kigge lidt efter pigerne i byen. Det skete der forresten ikke noget særlig ved, men det var nyt og spændende. - Jeg hjalp til i mejeriudsalget, så far og mor kunne slappe af. Det var sjovt, og jeg passede selv det hele i perioder. Dengang var der ingen, der havde køleskab i hjemmet, men en del havde derimod et skab i køkkenet med en vandtæt kasse, hvori der kunne lægges vandis, der blev fremstillet på mejeriet og kunne købes hele (ca. 1 m lang), halve eller kvarte. Og det var så den måde letfordærvelige varer kunne holdes nedkølede. Ellers blev der solgt masser af flødeskum, der var smørrationering, og kunderne vidste, at flødeskum kunne piskes til smør, bare man blev ved længe nok, så et par feriegæster var glade for, at vi (far) lovede, at når de var rejst  hjem, kunne vi i en periode sende smør, som vi havde pisket, til dem (bl.a. til en dame i Sønderborg).

Jeg fik ingen løn af min far, så jeg måtte skaffe noget arbejde med penge i, så i 1948 og 1949 fik jeg et job som arbejdsdreng på mejeriet i skoleferien. Det gav godt, så nu kunne jeg tillade mig at bruge penge, og det var i al fald nyt for mig. På mejeriet var jeg med til det meste, lige fra indvejningen når mælkekusken kom med mælkejungerne, og til alt var rengjort. - Og så, når mælken var kommet igennem centrifugen, og fløden skilt fra og hældt i smørtromlen, eller hvad der nu ellers skulle ske med fløden, blev der skummetmælken tilbage, og det blev enten solgt til kunder i byen, eller også gik det til bønderne som mælk til kalve bl.a. Den øvrige mælk blev  hældt på flasker eller i store transportspande. Når en del af fløden var lavet til smør, blev smørtromlens indhold væltet ud på et bord. Og så gik vi i gang med en form, der lige kunne tage 250 gr. smør. Smørret skulle pakkes ind, men det var jo bare et spørgsmål om rutine. En anden del af fløden blev pisket til skum, og det var også mit job. Og ellers lavede vi selv ost, og flødeis blev lavet i store mængder.

Udover arbejdet på mejeriet, fik jeg budjob på et vaskeri, og jeg blev lært op i at stryge, presse og hvad der ellers var af arbejde. Det gav også lidt, men det var stort set kun lønnet efter, hvor meget kunderne gav i drikkepenge. - Dette job havde jeg hele året. Men om sommeren fik jeg yderligere et job som caddie på golfbanen, der kunne klares, når jeg var færdig på mejeriet. 

Og så kom jeg nærmere tiden, hvor skolegangen skulle afsluttes i marts 1950. Så en dag spurgte far mig om, hvad jeg i grunden ville i gang med, når eksamen var overstået, og det havde jeg egentlig ikke spekuleret meget på, så jeg måtte ned på biblioteket og låne bogen “Hvad kan jeg blive”. Den blev studeret godt, og det blev DSB, og det mente far var o.k. Mor tog med mig op på banegården i Esbjerg for at høre nærmere om firmaet, og for at få et ansøgningsskema. Jeg var jo ikke vant til sådan noget, men nu skulle jeg klare mig selv. Jeg blev ansat og skulle begynde på Jernbaneskolen i København 1. maj 1950.

Jeg kom til at bo hos min kusine Maria og hendes mand Julius Ifversen på Amager. - Det var første gang, jeg var i København.

Tilslut bare dette:

Den glæde vi børn havde af at få en start i livet ved opvækst på en gård - tæt på naturen, der var ”lige udenfor døren”, - gå ud på heden f. eks. for at samle bær – finde et firben – kigge efter ræve og kaniner – var uvurderlig - bare det at se og høre dyrelivet. Og så glæden ved de små overraskelser! Man kunne falde i henrykkelse over små ting, ja, den glæde kender nok ingen børn, som vokser op nu.

Mor har som landhusmor haft rigtig mange gøremål, - ting der dengang var naturlige, men hun har aldrig givet udtryk for på et senere tidspunkt, at det var for besværligt. Hendes dage var fyldt op, men på trods af det, havde hun også tid til at hjælpe vi unger med vore lektier. Jeg har altid beundret hende for den energi, hun havde, og det samme gælder min far, men han havde så meget at gøre “ude i marken”, at det mest var mor, der var “synlig” for os, men een ting står klart: vi havde en god barndom, gode og kærlige forældre, der stod os bi i alle situationer, også efter vi kom hjemmefra. Vi må udtrykke vor taknemlighed til vore forældre, der gav os en god barndom, vi mindes med glæde.